Prag på tværs

Hvem skulle nu have troet, at jeg skulle blive ualmindelig træt af Prag?

Ikke jeg i hvert fald. 

Normalt synes jeg, at Prag er en fantastisk by.

Bare ikke forrige mandag.

For vi skulle ikke til Prag. Vi skulle til Bratislava, cirka 325 kilometer længere mod syd-øst.

Men Prag ligger på vejen. Og hvis man ikke ser sig for og måske ikke har indstillet Ruth helt optimalt, så kan det også konstateres, at Prag ligger ret meget i vejen.

Så pludselig sad vi i en uendelig kø et sted i en ydre forstad til Prag.
Gemalen har det meget lidt godt med køer og drejer helst af for at zig-zagge sig gennem landskabet. Derfor gik der heller ikke ret lang tid, før han tog en rask beslutning:

- Så kører vi da bare tværs gennem Prag, erklærede han.

Og det gjorde vi så.

Men det er jo ikke noget, man bare sådan gør. Uden bykort og med Ruth, der stædigt holdt fast i at vise tilbage til den oprindelige rute. Derfor endte vi også med at sidde lige så ubehjælpeligt fast helt inde i Prags centrum. Med udsigt til både slot og Karls-broen. Men da der også var trafik-kaos, ensrettede gader og sporvogne overalt, OG Fruen samtidig kunne mærke den indre vandstand stige i betænkelig grad, var det svært at se det fornøjelige i situationen.

Fem kvarter og et par ture mod ensretningen senere var vi ude af byen igen, og fik et frelsende gult M i sigte. Sjældent har jeg været SÅ glad for McDonald's ...

På vejen hjem blev Ruth sat fra bestillingen, og med næsen i oversigtskortet lykkedes det også at komme rundt om byen uden problemer.

I det hele taget var vi ind i mellem ret trætte af vores nye udgave af Ruth.

Excentrisk som altid, men nu også noget af en skrap, formynderisk tante.

For hun er - suk! - begyndt også at holde øje med hastighedsgrænserne.

Og det er selvfølgelig vældig fint.

Men en gang i mellem ville det nu også være dejligt, hvis hun kunne holde sin mund og bare vise vej.

Den rigtige, altså.

Sporvogne i det centrale Prag.
Ved ikke, hvorfor jeg tog billedet.
Måske for ikke at tænke så meget på vandstanden?

Og kampen fortsætter

Nej, vi har ikke vundet kampen endnu.

Mod væggelusene altså.

Lørdag morgen var jeg igen blevet bidt i. Ganske eftertrykkeligt endda

Men kampen fortsætter.

Indædt.

Det er bare forbistret svært.

Blandt andet fordi jeg er så gennembidt, på arme og hals især, at det er svært at afgøre, om der kommer flere bid.

Adwr! Er det ikke bare ulækkert?

Men også fordi vi simpelthen ikke kan finde de f-king væggelus.

De søger 'sengestederne' står der på alle internet-sider, men selv om vi har topmadrassen i fryseren, madrasserne løftet væk og betrækket pillet af, sengebundene løftet op, og det hele gennemgået, så kan vi ikke finde hverken dem eller tegn på, at de har været der.

På trods af briller, lup og pandelampe!

Ind til videre er det 'kun' mig, der bliver spist. Selv om Gemalen ligger lige ved siden af, smager han åbenbart ikke så godt. 

Donnaen smager givetvis endnu bedre end jeg, men 7-9-13 har væggelusene ikke fået færten af hende. Og jeg beder bare til, at de ikke finder hende, for det er altså ikke særlig sjovt pludselig at være gjort til måltid. Det klør, og jeg ligner en med skoldkopper. Det kan voksne forholde sig til. Sådan da. Men Donnaen vil jo blive betragtet som spedalsk, hvis hun pludselig møder sådan i skole.

Om lidt skal jeg i seng. Og egentlig synes jeg, at det er en temmelig ubehagelig tanke måske igen at blive gjort til festmåltid, men vi har jo gjort hvad vi kunne. Frosset, støvsuget, vasket og tørretumblet. Igen og igen og igen.

Og jeg er simpelthen så træt, at jeg nok skal falde i søvn.

God nat!

Hysterisk!

Ja, det er mig, der er hysterisk.

Og lige ved at tude.

Eller var. I dag er jeg kommet lidt ned på jorden igen. Men det er stadig slemt.

For gæt hvem, der vågnede i går morges med en arm, der var bidt i fra håndled til skulder?

Ja, nemlig: Yours truly ...

For hævled!!

Så jeg gik i totalt selvsving og flåede sengetøjet af. Alt linned røg i vaskemaskinen. Dyner og puder i fryseren.

Og så kunne jeg desværre ikke gøre mere, for jeg skulle jo på arbejde.

Der sad jeg så og snurrede rundt om mig selv. Fuldstændig ukoncentreret. Med al opmærksomhed rettet mod de f-king væggelus, som jeg nu var helt sikker på, at vi havde slæbt med hjem.

Jeg googlede lidt rundt og endte med at ringe til Anticimex, et firma med domicil i Esbjerg. (Ja, jeg gør gerne lidt reklame, for de var simpelthen så søde at snakke med).  Et skadedyrsbekæmpelses-firma. En venlig dame hørte på hysteriske mig og lovede, at en af deres specialister ville ringe mig op.

Hvilket han gjorde. Tålmodigt lyttede han til min lidelseshistorie og sagde, at jaeh, det kunne godt lyde som om, vi havde været uheldige at få en enkelt eller to væggelus med hjem. Dernæst gav han mig helt ret i, at vi havde gjort alt det forkerte, da vi i vores uvidenhed havde spredt al vores habengut mest muligt i hele huset, da vi kom hjem. Rent tøj var lagt tilbage i skabene, og kufferterne fyldt op igen med de ekstra dyner og puder, som altid ligger der, når vi ikke er ude at rejse.

Meget dumt og mere dumt.

Men derefter brugte den rare mand rigtig lang tid på at hjælpe mig.

Fortalte mig en hel masse, som måske nok er logik, hvis man tænker sig om, men som let kan svipse. For eksempel at tingene i fryseren skal nå at være helt igennem bundfrosne, før man hiver dem op igen. Er der en enkelt lille lun lomme tilbage, kan det hele jo være lige meget. At det er fint at støvsuge, men hjælper fedt, hvis man glemmer at smide støvposen ud bagefter. Og så videre og så videre.

Derefter hel masse om, hvor man skal kigge, og hvad man skal kigge efter. Noget om forskellen på flue-bæ og væggeluse-ditto. Ikke en viden, jeg for to uger siden ville have troet, jeg nogensinde skulle efterspørge, men nu finder særdeles interessant ...

Til sidst sagde han, at med lidt held og en masse arbejde kunne vi godt være heldige at få has på de enkelte væggelus, som måtte være kommet med hjem. Ellers var jeg velkommen til at ringe igen, så ville han gerne sende en konsulent ud. At jeg ikke håbede at få brug for videre assistance, kunne han godt forstå.

Siden klokken lidt over fire og frem til sengetid brugte jeg derfor det meste af min tid på at undersøge, støvsuge, tørretumble, skille senge ad, vaske tøj, fryse rullemadras og hvad ved jeg. Og kraft-&#§!!-mig om jeg ikke rystede en af de små sataner ud af min natkjole! Eller jeg tror i hvert fald bestemt, at det er sådan et krapyl. Den var stendød. Ha, så ku' den lære det! Nu ligger den i et prøveglas, mens jeg overvejer, om jeg vil bruge porto på at få den artsbestemt nede hos den rare esbjergenser.

Forresten skulle Donnaen også lige kæmmes, men pludselig virkede det som ren badeferie.

Øv.

Man kan ikke se den, men den er der!

Bratislava, en meget lille storby

Fruen følte sig jo en lille smule snydt, da hun ikke kom til Budapest i august.

Og hun begyndte at plage.

- Måske kunne vi tage til Bratislava i stedet, foreslog Gemalen. Efter at have brugt lidt tid på at kigge priser på nettet.

- Bratislava? sagde Fruen med et ret blankt udtryk i øjnene.

- Ja, så er vi næsten dernede. Og samtidig tæt på Wien, forklarede Gemalen, der allerede havde konsulteret et kort.

Så det gjorde vi da bare.*

Bratislava er meget lille af en storby at være.

Kun omkring en halv million indbyggere eller cirka dobbelt så mange som i Århus. (Undskyld Århus, men det er altså ikke særlig stort).

Egentlig mærkeligt, for beliggenheden ved Donau og midt i mellem metropoler som Wien, Budapest og Prag burde vel være ideel, og op igennem tiden har Bratislava (under andre navne) ind i mellem været en både betydelig og betydende storby. Sådan alt efter de centraleuropæiske magtforhold. Men i hvert fald har byen under kommunismen ligget i hvad der kun kunne betegnes som udkants-østblok, et æbleskrogskast fra Østrig, og det er måske derfor, byen ikke er større nu?

Nu er kommunismen væk, men byen er stadig voldsomt præget af tiden som østblokland. Byens nye (1972) bro over Donau er udstyret med en ufo-lignende konstruktion med restaurant og udsigtsplatform i toppen. Tager man turen herop - og det skal man - kan man se ud over hele byen. Der er den gamle bydel, slottet på toppen af bakken og rigtigt mange nye prestigebyggerier - hoteller og firmadomiciler - langs floden og i det nye centrum. Men hele vejen udenom står de skrækkelige, gammelkommunistiske beton-bolig-blokke. Kasse efter kasse. Række efter række. Mange er nu malet i nogenlunde muntre farver, men slet ikke alle, og bare tanken om, at de har været helt ens grå-i-grå er til at blive ganske forstemt af.

Bedre bliver det ikke, hvis man tænker på, at her har alle beboerne kunnet stå i vinduet i deres lejlighed på 9. sal, blok 47, række 5 og kigge over i det forjættede land, hvor velnærede østrigske bønder kørte glade rundt på deres flade, frugtbare marker. De kigger vel endnu, men nu er hegn og pigtråd og bevæbnede vagter med hunde da heldigvis fortid. Og der er intet, der forhindrer en i at krydse grænsen, hvis man vil.

I byen er der iøvrigt også et kæmpe mindesmærke med en flag-blafrende soldat. Det er til minde om russernes såkaldte befrielse af byen i 1945. Det kan man mene om, hvad man vil. Men jeg synes nu det er fint, at det ikke - som så meget andet - straks er blevet pillet ned efter jerntæppets fald. Så kan man kigge på det og filosofere lidt over, hvordan verden så ud dengang set med russiske briller ...

Meget iøjnefaldende på en bakketop med udsigt over hele byen ligger slottet. Eller borgen. Det er lidt svært at blive enig med sig selv om, hvad det kompakte bygningsværk ligner mest. Borgen - det er altså det, det er - har ligget der stort set altid. I forskellige udgaver. Den nuværende er en halvtreds år gammel kopi af et femtenhundredetals slot. Det er malet kridhvidt og er nærmest selvlysende, når det om aftenen er oplyst af projektører. Vi var ikke inde på museet, men nøjedes med at nyde udsigten over by og flod.

I det hele taget lykkedes det i stort omfang Gemalen og Donnaen at undgå, at vi 'var inde' ret mange steder. I stedet gik vi rundt og kiggede.

Den gamle bydel er meget hyggelig med mange fine gamle bygninger. Hvis de altså er gamle og ikke nyopførte rekonstruktioner af gamle bygninger. Det er nemlig overordentlig svært at finde ud af hvad der er hvad. Men meget har givetvis været pulveriseret efter 2. Verdenskrig. Rundt omkring finder man de sjoveste figurer. Bronzemænd i nogenlunde naturlig størrelse. Jeg tror, vi så fire forskellige, men måske er der flere?

Vi boede på en gammel flodbåd. Ikke noget at skrive hjem om, men dejlig centralt. Restauranter var der nok af. Vi var heldige at finde en rigtig god en, hvor vi spiste en stroganoff, der fik smagsløgene til at juble. Og drak lokal rødvin af rigtig fin kvalitet. Altsammen til næsten ingen penge. Hvilket jo absolut ikke gør oplevelsen ringere. Tværtimod. Og man får lyst til at give lidt ekstra i drikkepenge, og alle bliver glade.

Alt i alt brugte vi ikke særlig meget tid i selve Bratislava (og vi har langt fra set det hele), men brugte byen som base og udgangspunkt for yderligere centraleuropæisk udforskning.

En af bronzemændene på en regnvåd aften.
Efter sigende Bratislavas mest fotograferede motiv ...

*Bare og bare. Mere om det i et senere indlæg.

Lus på farten

Det burde være en statistisk umulighed.

Men nu skete det igen:

- Moar, se lige det dyr, der kravler på mit hår, kaldte Donnaen inde fra kahyttens meget lille badeværelse, mens hun holdt et enkelt afrevet hår frem i strakte arme.

- Jeg tror, det er en lus, fortsatte hun.

- Mon ikke det bare er et insekt, der er faldet ned i håret på dig, spurgte Gemalen.

Moderen kom til og fik sine briller på. Og dér på en cirka 30 cm lang line spadserede ganske rigtigt .. en lus.

SUK!

Sidste gang Donnaen havde lus, var i sommeren 2011. I Paris. Hvor jeg selvfølgelig ikke havde tættekammen med.

Det har jeg så haft siden. Bare for en sikkerheds skyld. 

Men ikke denne gang. Selvfølgelig.

Klokken var lidt i syv, men vi var så heldige at finde et åbent apotek, med en engelsk-talende ekspedient. Hun var straks med og fandt diverse udryddelses-kits frem. En enkelt tættekam havde hun dog ikke. Men der fulgte en tættekam med, forsikrede hun og åbnede den ene æske, hvor der lå en ganske effektivt udseende tættekam. De andre kamme kunne vi ikke se, for emballagen kunne ikke åbnes uden at ødelægge den. Med Donnaens hårpragt går det ikke at købe tættekam i blinde, så vi købte den åbnede æske. Der selvfølgelig også var den dyreste.

I skyndingen glemte jeg at spørge, hvordan man egentlig gjorde, så da det efter en tur på restaurant var tid at bekrige lusene, måtte vi konstatere, at brugsanvisningen stod på slovakisk - og kun slovakisk.

Vi havde trådløs internetforbindelse, så det var bare at gå i gang med en oversættelse. Noget af en opgave, for slovakkerne bruger en frygtelig masse konsonanter, og der er ikke et eneste ord, der ser bekendt ud. Efter et møjsommeligt tasteri mente jeg dog, at jeg vidste nok til at gå i gang. Donnaen fik sprayet og masseret tea-tree-et-eller-andet-oil i håret og anbragt under en badehætte i et kvarters tid. Så vask og balsam og kæmme, kæmme, kæmme. Med hvad der virkelig var en god tættekam.

Igår fik Donnaen en tur mere, og 'gevinsten' var allerede meget mindre end første gang, så om en uges tid er vi forhåbentlig lusefri igen.

Men én ting er almindelige lus.

Morgenen efter første behandling fandt jeg også et lillebitte rødt kriblekrable-dyr i Donnaens seng. Det tænkte jeg ikke nærmere over, for det var jo ikke en lus. Eller var det? Siden har Gemalen fremvist en arm med to bid/stik. Men det har ikke noget med hinanden at gøre. Det har det BARE IKKE. Jeg nægter at tænke tanken til ende. For hvis det virkelig var væggelus, så har vi et potentielt problem, som jeg slet slet ikke kan overskue.

Så nu holder jeg lige vejret en måneds tid, mens jeg prøver at tænke på noget andet ...

Lusebekæmpelse på slovakisk.

Hjemtur med gråt i gråt og vældig flot

Vi landede under egne dyner lidt i midnat i går aftes.

Efter en lang, men heldigvis fuldstændig gnidningsfri hjemtur fra Bratislava.

Det startede ellers ikke for godt, og Gemalen og jeg nåede vist begge at tænke, at åh nej, bare det nu ikke blev sådan en af de rigtigt trælse trafikdage, hvor det hele går i koks.

Først have vi været så længe om at gå rundt om os selv og få pakket, at klokken havde passeret halv ti, før vi overhovedet sad i bilen.

Dernæst kørte vi kun knap halvanden kilometer, før vi mødte den første kø. Rampen til den - tomme! - motorvej var spærret, og trafikken blev ledt til den næste rampe.

Hvor politiet stod og ventede på os.

- Hvad NU? sagde Gemalen og bad mig grave sit kørekort frem. Så fik vi et slovakisk god morgen (eller hvad det nu var) af betjentene, som derefter spurgte:

- English? - Deutsch?

- Ein Bischen, svarede Gemalen forbeholdent og forberedte sig en længere parlamenteren frem og tilbage.*

- Alkohol-Kontrolle! erklærede betjenten og så spørgende på Gemalen.

- Alkohol-Kontrolle? Nu? gentog Gemalen og så lige så spørgende ud.

- Ja, Alkohol getrunken? spurgte betjenten.

- Nein, svarede Gemalen.

- Okay, gute Fahrt, sagde betjenten og nikkede os videre.

Vel ude på motorvejen spurgte Donnaen undrende:

- Vil det sige, at de har spærret hele motorvejen af for at gennemføre alkohol-kontrol midt på en lørdag formiddag?

Og sådan kunne det jo se ud. Slovakiet har som flere af sine nabolande absolut nul-tolerance, hvad angår promillekørsel, så det er ikke noget, de tager let på. Men der fra og så til en fuldstændigt afspærret motorvej, er der alligevel et stykke vej. Syntes vi. Men måske har slovakisk politi erfaring med, at folk kører rundt med en efterbrænder på? Eller også var de ude i flere andre ærinder, men det eneste, betjenten kunne sige på tysk, var Alkohol-Kontrolle? Det finder vi nok aldrig ud af.

Afsted gik det. Og efter nogle tåge-banker i begyndelsen fik vi rigtig dejligt vejr. Undtagen i Tjekkiet, hvor det på nær nogle få kilometer i hver ende af landet var gråt i gråt. Vi antager, at trafik-guden havde slået sig sammen med vejr-guden om at sende gråvejr til Tjekkiet som straf for dårlige veje.

For det første kunne tjekkerne godt tage sig sammen og se at få gjort motorvejen mellem Prag og Dresden h-e-l-t færdig, så man ikke skal sendes ud på en kringlet stump landevej i et område af landet, der endda kun kan betegnes som meget udkants-agtigt.For det andet ville det være rart at kunne køre i højre vognbane på motorvejene uden risiko for at få raslet et eller andet løst på sig selv eller bilen. Gemalen kørte konsekvent i venstre spor, når han kunne komme til det. Så snart vi røg over i højre spor gik det gokke-di-GUNK gokke-di-GUNK-GUNK-GUNK, så til sidst selv Fruens kinder begyndte at bævre ...

Inde i Tyskland skinnede solen igen, og temperaturen steg til et par og tyve grader. Egentlig burde man have siddet på en café og nydt livet, men sådan er der så meget. I Tyskland var der meget vejarbejde, men så må man jo erkende, at gode veje fordrer en del vedligehold, så det må man altså tage med. Heldigvis var trafikken ikke slem, og vi gled fint afsted.

Efter Berlin blev det aften. Og en hel fortryllende en af slagsen. Skovene stod mørke og dunkle. Himlen var malet i pasteller, med sorte spor af trækkende gæs og traner. Mange steder gik rådyr på markerne. Og mosekonen bryggede på højtryk og sendte fine hvide slør ud over de lavest-liggende områder. Havde vi set troldebørn og elverpiger, var vi ikke blevet spor overraskede.

Ved den gamle inder-tyske grænse var det slut. Og der skete ikke mere på vejen hjem.

Huset stod. Der var postkort fra Norge i postkassen, og dynerne ventede.

Først glemte Fruen at tage billeder,
dernæst var forruden fuld af snask.
Men magisk var det. Altså!

* Vi mødte også det ungarske politi. Mere om det i et senere indlæg.

Potato potato - eller noget

Nu vil Familien i Midten holde kartoffelferie.

Fra i morgen eftermiddag i hvert fald. Gemalen har lige et par cykelløb, han skal have kørt først ...

Og selv om vi vil bestræbe os på at huske den rigtige ledning med det rigtige stik til den bærbare, så er det ikke sikkert, der kommer mange kuk herfra den næste uges tid.

Medmindre det bliver dagsregn.

Hvilket det selvfølgelig ikke gør. Vejrudsigten ser god ud, og vi bevæbner os med paraplyer, gummistøvler og regnfrakker og håber, at det i sig selv vil kunne holde bygerne væk.

Og så er vi så enormt heldige, at Farmor kom på aflastningsplads igår. Så nu er hun i gode hænder, og Gemalen behøver ikke at bekymre sig så meget om hende, mens vi er væk. Det er virkelig en lettelse.

Kan I passe godt på jer selv så længe.

Kartoffelferie!

Børn og logistiske udfordringer

Donnaen går til sang, dans og ballet.

Sang ligger i forlængelse af skoletiden og lige i nærheden af skolen, så det er som fod i hose. Hun kommer selv derhen, og cykler selv hjem bagefter. Medmindre det står ned i stænger. Og det gør det jo altid?

Dans og ballet ligger derimod sent. Og på tværs af almindelig spisetid. Så foruden selve taxakørslen til og fra skal jeg også huske, at Donnaen skal læse lektier. (Hendes egen hjerne slår over på stand by klokken 14.30). Hun skal også have 'noget' at spise, så hun ikke går kold inden det Middelhavs-sene aftensmåltid.

Det kan alt sammen læres (satser jeg meget stærkt på), så det efterhånden bliver en rygradsting.

Men inden vi overhovedet kom så langt i denne sæson, blev Donnaen skadet, fik ondt i lår og knæ og kunne ikke danse.

Den så småt oparbejdede eftermidagsdisciplin smuldrede øjeblikkeligt. Det gjorde ikke så meget. Sådan da.

Værre var det, at Donnaen så skulle til læge, til fysioterapeut - mange gange, til læge - igen, og til røntgen.

I arbejdstiden.

Min arbejdstid.

Ikke fordi Gemalen ikke ville, men af uransagelige årsager havde han næsten altid aftaler, der umuliggjorde hans medvirken.

Heldigvis har jeg et ret fleksibelt arbejde, og heldigvis ser det ud til, at Donnaen er ovre sin skade (7-9-13, bank under bordet).

Men så er det, jeg kommer til at tænke på, hvordan filan man klarer at have for eksempel fire børn? Ét er, at de alle skal fragtes til dit og dat til hverdag. Men hvis de så ovenikøbet render rundt og kommer galt afsted, så de skiftevis også skal køres til læge, på skadestue, til fysioterapeut og røntgen, mens de øvrige unger stadig skal fragtes til dit og dat, så synes jeg, det må begynde at stramme til?

Alligevel lader det jo til at lykkes hver eneste dag i rigtigt mange familier.

I'm impressed!

Og så afsted igen ...

Bivirkninger og flere postkort

De forunderligste ting sker, når man (læs: jeg) begynder at blogge.

Nogle ting var jo nok forudsigelige.

Andre bestemt ikke.

At det ville tage tid, var forudsigeligt. At det ville tage så meget tid, var knapt så forudsigeligt.At jeg ville foretrække blogning - både at skrive, men også i høj grad at læse - fremfor strygning var absolut forudsigeligt. Men jeg stryger da stadigvæk. For det skal jeg jo, hvis vi skal have nystrøget tøj på. Og det skal vi. Synes jeg. Men når jeg så vil blogge og skal stryge, er der ikke megen tv-tid tilbage. Så når mine kolleger snakker fjernsyn til frokost, er jeg fem ud af fire gange helt blank.

At blogland ville kaste nogle både hyggelige og interessante virtuelle bekendtskaber af sig, kunne jeg kun håbe på. Men jeg er blevet glædeligt overrasket; hvor er der mange sjove, kloge, hyggelige og interessante mennesker. (Ja, det er jer, jeg skriver om). Der fortæller om stort og småt, og glæder og sorger i alle størrelser. Som giver anledning til grin, gåsehud og eftertanke.

Her kan jeg ud over at blive klogere på alverdens ting og sager også få lov at give mit besyv med. Og selv få søde og kloge kommentarer til egne skriblerier. Hold da op. Det er jo fantastisk. Og dejligt og hyggeligt. Og og ...

Om de virtuelle bekendtskaber nogensinde bliver mere end det, altså virtuelle, er ikke til at vide. Det er heller ikke så afgørende lige her og nu. Men overraskende er det, at jeg efterhånden stort set har opgivet facebook - og dermed har fravalgt det daglige input fra både den knapt så tætte familie og de såkaldte venner fra virkeligheden. Det var simpelthen ikke længere særligt interessant at følge med i sporadiske opdateringer om bolle- eller pizzasneglebagning til spejderlejre og klasseudflugter eller de yngre familiemedlemmers fest-eskapader. Det siger nok mere om mig end om facebook, men i hvert fald gider jeg det ikke rigtig mere, når jeg kan blogge i stedet.

Og det kan jeg jo. Og det gør jeg så.

Og nu har jeg ovenikøbet fået postkort fra Nonna og Fru Ipsen. (Titusind tak!)

Bare fordi jeg blogger.

Det er mageløst.

Fru Ipsens og Nonnas fine postkort er kommet
op på opslagstavlen til daglig glæde :-)

Ned til kineserne, næsten

Hvis det har kildet under tæerne på et par kinesere igår, er det min skyld.

Jeg har gravet og gravet og må helt bestemt have været meget tæt på at nå ned til kineserne.

Tror jeg.

Jeg har plantet buske i min have.

En gang i foråret begyndte jeg at mumle om, at en strategisk godt placeret busk eller to måske kunne tage lidt af udsigten til den mest irriterende del af naboens parcel. Folk med forstand på den slags anbefalede en uægte jasmin, der både kan blive ret stor og dufte dejligt. Sådan én ville jeg have, besluttede jeg.

Men der kan godt være langt fra tanke til handling. For jeg ville helst have en pænt stor en af slagsen, som hurtigt vil kunne gøre en synlig forskel. På den lokale planteskole, havde man bare kun sådan nogle små pus på en halv meters penge, og så ville det jo vare l-æ-n-g-e, før den voksede sig stor og udsigtsstoppende. På nettet fandt jeg den store udgave, som så også kostede så meget, at jeg fluks gjorde noget så fornuftigt som at skrive den på min ønskeseddel. 

Og jeg fik den!

Eller lovning på den. For min fødselsdag ligger meget uhensigtsmæssigt i forhold til at plante noget som helst. Så det måtte vente, til det blev efterår. Hvilket er nu.

Min uægte jasmin blev bestilt. Og som altid, når jeg handler på nettet, kommer jeg liige til at købe lidt mere, så pludselig havde jeg også bestilt en kirsebærkornel og en sød lille parykbusk.

De kom med fragtmand og stod og så spændende ud i en kasse, da jeg kom hjem i torsdags. Hvor jeg ikke havde tid. Fredag kunne jeg nå at pakke dem ud og bære dem om i haven. Lørdag blev tilbragt i Djurs Sommerland, men søndag brugte jeg det meste af dagen på projektet med at få dem plantet.

For det tog sin tid.

De skulle stå midt på græsplænen. Og den er, selv på en regnvåd oktoberdag, ikke særlig nem at grave i. Det foregik ved at hoppe på spaden og har sikkert set lidt sjovt ud. Men Donnaen havde besøg, og Gemalen var på Sjælland med sin mountainbike, så der var ingen til at grine. 

Da græsplænen i sin tid blev anlagt, skete det ved at køre et muldlag ud over den sammenkørte byggegrund. Hvilket så igen betyder, at der cirka 20 cm nede er jord, der lider ret meget af traktose og er ret dumt til fine nyindkøbte buske. Altså måtte jeg lige et spadestik dybere ned og gøre et forsøg på at løsne jorden. Som iøvrigt var fuld af murbrokker, stumper af asbesttagplader, glasskår, jern- og plasticdimser og andre spændende ting. Vi bor på en gammel fyldplads, fortalte naboen engang. Og dét tror vi på.

Til sidst blev jeg dog færdig. Både med at grave jord op og plante planter. Og bære jord væk. Gemalen havde glemt at fortælle, at trillebøren var punkteret, så den forbløffende mængde tiloversbleven jord måtte bæres væk i spande. En ret tung fornøjelse synes jeg nok. Jeg manglede bare et åg og en stråhat, så kunne jeg have matchet de kinesere, jeg næsten var nået ned til.

Nu står alle tre buske og ser lidt forpjuskede ud. Men det skal nok blive godt, er jeg sikker på.

Jeg glæder mig allerede til næste forår.

Man skulle tro, at jeg havde gravet det hele med hænderne ...

En dejlig dreng

Advarsel! 

Dette er et fan-indlæg:

Gemalen er noget af en cykel-freak og bruger en fandens masse tid på at træne. De fleste gange træner han alene, nogle gange med cykelklubben. Under alle omstændigheder er det sjældent voldsomt sjovt at træne på landevej i oktober.

I torsdags var det dog anderledes, og han kom hjem med et glad smil, der slet ikke kunne tørres af resten af aftenen.

- Gæt, hvem jeg har været ude at træne med? sagde Gemalen ved hjemkomsten.

- ??

- Lars!!

- Lille Lars?

- Nemlig. Han var ude at køre med de små. Det havde han åbenbart lovet. Og det var vildt, jeg vidste slet ikke, at der var så mange ungdomsryttere i klubben. Men selvfølgelig skulle de alle sammen med ud at køre idag.

Sagde Gemalen og gik i bad, mens Fruen overtog smileriet.

For har Fruen ét eneste blødt punkt, når det gælder cykelryttere, og sportsstjerner i al almindelighed, så gælder det Lars. Af Fruen omtalt som Lille Lars. Ude i verden kendt som Lars Bak; flere gange dansk mester, vinder af adskillige internationale løb, kåret som verdens bedste hjælperytter og bla bla bla.

Og han er altså en dejlig dreng, synes Fruen. På en lidt mor-agtig måde.

Ganske upåvirket af, at han hverken er lille eller nogen dreng - mere.

Men det var han jo en gang.

Gemalen trænede tit med Lars, den gang han var blot var ung og håbefuld. Og kun kørte marginalt hurtigere end Gemalen. Altså undtagen op ad bakke, hvor Gemalen aldrig har kunnet følge med. Den gang var han en glad og høflig dreng, som det var en fornøjelse at følges med.

Mens Gemalen passede sine veteranklasser, passede Lars sin træning og sit talent. Og blev voksen og professionel og flyttede udenlands. Men Gemalen møder ham stadig en gang i mellem på de midtjyske landeveje, og så er han stadig den samme glade og høflige Lars. Som husker Gemalen, råber hej, måske har tid til en lille snak og giver Gemalen mulighed for at ligge lidt på hjul, inden han tordner videre i et helt andet tempo, end Gemalen kan præstere.

I torsdags kørte han så med alle ungdomsrytterne i sin gamle klub. Og det var selvfølgelig STORT for alle ungerne at køre med deres store idol. Gemalen og et par af de andre absolut voksne ryttere kørte også med og hyggede sig over ungernes glæde. En af de små var så uheldig at punktere og har sikkert været ved at dø over sådan at sætte en midlertidig stopper for turen. Men der var ingen grund til at være ked af det, for Lars hjalp med at skifte slange, og hvem ellers kan lige prale med det?

Han er altså en dejlig dreng, synes Fruen og bliver lidt blød i knæene. På en mor-agtig måde.

Sejt at være ude at køre med sit idol :-)
Billedet er lånt her

Postkort

Der dumpede et postkort ind i postkassen.

Og da jeg æælsker at få postkort, gik jeg rundt og var glad i låget resten af dagen. Bare på grund af det.

Man kan få feriehilsner på mail og sms, men der er intet så godt som postkort.

Bare tanken om, at nogen har gidet at stå og udvælge kort, 

og købe frimærker,

og skrive selve hilsnen,

og huske adressen,

og finde en postkasse,

den varmer og gør glad.

For det er selvfølgelig lidt besværligt med postkort. Og det er nok også det, der gør, at jeg får færre og færre, og at postkort-hilsner vist generelt er et uddøende fænomen. Folk gider simpelthen ikke. Og det er lidt trist. Synes jeg.

Når jeg nu synes det, må jeg selvfølgelig selv bidrage til postkort-udvekslingen. Derfor bruger Donnaen og jeg også en del tid på netop det, når vi er på ferie. Jo, Donnaen er tvangsindlagt, men synes jo også selv, at det er ret nice at få postkort, så hun er ikke så svær at overtale.

Først køber vi postkort, og det er altid det nemmeste. Hvis man altså ser bort fra selve udvælgelsen, som Donnaen finder ret kompliceret. (Og skam få moderen, hvis hun af vanvare kommer til at sende kortet til Laura til en tilfældig moster). 

Dernæst er der frimærker, og her vil jeg godt uddele bonus-point til de steder, hvor man kan købe både postkort og frimærker. Så man ikke står lørdag eftermiddag og mangler frimærker, der kun kan købes på posthuset. Om mandagen ...

Men hvorfor gøre det let, hvis man kan gøre det svært? I Tjekkiet var projektet tæt på at mislykkes. Da vi endelig fandt et posthus, var det lige præcis lukket, men heldigvis kunne man købe frimærker i den velassorterede butik i borgen i Prag. Ekspedienten skulle ganske vist have det forklaret to gange, da jeg kun skulle have tre postkort, men ti frimærker.

Året efter ville vi ikke gentage successen i Polen, men skyndte os at finde posthuset på en hverdag. Kæmpestort og flot var det. Med mænd og damer siddende bag små luger til at betjene kunderne. Da polsk imidlertid ikke hører til mine spidskompetencer (og jeg kun kan huske, at tomat - forbløffende nok -hedder næsten det samme som på italiensk), var vi en lille smule lost med hensyn til valg af kø. Så vi valgte en tilfældig, uden folk med pakker. Og valgte forkert. Ved næste luge sad et levn fra kommunismens dage, og havde vi ikke haft de skrevne postkort med, var det helt sikkert aldrig lykkedes os at forklare, at vi ønskede at købe frimærker. Hvilket jo kan undre, for hvad skulle to turist-tosser ellers på et polsk postkontor?

Vi fik vores frimærker. Og besked på at putte postkortene i postkassen udenfor ...

Det var ikke så svært. Det er det ellers nogle gange, hvor hele byer kan være som støvsuget for postkasser. Sommetider hjælper det en del på synligheden, når det går op for os, at vi skal kigge efter gule og ikke orange postkasser, eller omvendt.

Okay, det kan være lidt meget besværligt det der med postkort. Men det er også lidt meget hyggeligt,og det hører med til vores ferier. Og næste gang vi skal på ferie, gør vi det igen. Sender postkort.

For at glæde nogen, og måske få et tilbage en anden gang.

Postkort fra det store udland.