Jordbærkatastrofen

Der er sket en katastrofe af de mellemsvære.

Sådan en rigtig luksuskatastrofe, som man slet ikke kan tillade sig at kalde en katastrofe, men som alligevel i vores forkælede liv føles som mere end bare ærgerlig.

Den lokale jordbærbonde gider ikke mere!

Han gider vistnok stadig at være bonde, men han gider ikke jordbærrene mere, og det er jo værre end bare ikke så godt, for hvor i alverden skal vi så få jordbær fra?

Og nye kartofler, for jordbærbonden har også solgt de lækreste kartofler fra sin bod, og jeg, som har æælsket hans kartofler, er lige ved at tude ved tanken om, at jeg aldrig mere skal spise mig næsten dårlig i hans nye kartofler. På denne årstid har jeg stort set levet af nye lune kartofler med en klat smør, kartoffelmadder og kartoffelsalat - og lidt jordbær til dessert.

Men nu er det slut. I søndags var sidste dag i både gårdbod og ude på pluk-selv-markerne.

Budskabet havde nået både de lokale medier og facebook på forhånd, så da jeg viderebragte den triste nyhed til resten af familien og samtidig fortalte, at man måtte grave jordbærplanterne op og tage med hjem til egen have, var Donnaen straks fyr og flamme:

- Det skal vi da, altså grave jordbærplanter op og sætte herhjemme. Jeg vil med derud!

- Jamen, vi har jo ikke nogen nyttehave, protesterede jeg forsøgvist.

- Det er da fuldstændigt lige meget, mente Donnaen.

At Donnaen pludselig skulle udvise så stor jordbær-entusiasme var lidt overraskende, da hun kun spiser moderate mængder jordbær og vist kun en enkelt gang har været med på en pluk-selv-mission. Til gengæld har det, lige siden hun var en meget lille høne, været en fast bestanddel af sommeren, at vi skulle køre ud langs Gudenåen efter jordbær og kartofler på næsten daglig basis i sæsonen, så det er en lille barndomsbrik, der nu desværre er forsvundet.

Derfor fandt vi spand, spade og skåle frem og drog ud på selvpluk i søndags.

Der var mange mennesker, og alle begræd de jordbærbondens beslutning, mens de bar jordbær væk i kilovis og fyldte opgravede jordbærplanter i kasser og spande.

Og det samme gjorde vi. Donnaen plukkede jordbær til den store guldmedalje og ville have gjort sin super-effektive bærplukker af en oldemor stolt, mens jeg måtte se mig agterudsejlet.

Bagefter gravede vi jordbærplanter op til at fylde en spand og kørte så hjem med rovet. Først måtte jordbærrene gøres i stand, og så plantede jeg jordbærplanter i mit staudebed. Sådan lidt hist og pist, hvor der var en bar plet. Gemalen tog sig til hovedet, men holdt klogeligt sin mund.

Til næste år kan vi så spise hjemmeavlede jordbær.

Eller også kan vi ikke. Det er lidt et spørgsmål, om planterne vil overleve i denne knastørre sommer. Selv om der kun gik en halv eftermiddag fra de blev gravet op, og til de stod i jorden igen, ser de, trods daglig vanding siden, noget slatne ud. Men jordbær er jo hårdføre, så måske tager de sig sammen og skyder igen fra bunden?

Vi må vente og se.

Puff!!

Så sagde det da bare lige PUFF! og blev forår. Faktisk næsten sommer.

Her til morgen virkede det ganske vist overhovedet ikke spor sommeragtigt, og jeg var glad for min hue og manglede mine overtræksbukser.

Men i søndags. Altså, hold da op. hvor var det skønt.

Da jeg gik eftermiddagstur med Kamelen søndag, kom jeg i ren distraktion til at tage min jakke på. Og selv om jeg dagen før havde fundet en noget lettere jakke frem, var det alt for meget, og jeg svedte tran, mens Kamelen og jeg passerede haver, hvor folk gik rundt i shorts og korte ærmer. Vi så endda en enkelt i bar overkrop. Sådan går nogen jo altid til yderligheder, og vi må så bare håbe, at han ikke er blevet forkølet. Ligesom Donnaen, der satte sig i skyggen sammen med Ungersvenden, efter at de havde pjattet rundt med en frisbee. Den slags gør man trods alt ikke ustraffet endnu.

Jeg havde syv stykker tøj på - plus den famøse jakke. Og terrængående støvler. Det var rigeligt. Da det var værst/koldest (for bare få uger siden), måtte jeg iføre mig intet mindre end atten stykker tøj. Jeg talte en dag, hvor jeg havde været lige ved at gå ud af mit gode skind, fordi det tog så lang tid at komme i tøjet. Atten stykker. Sgu! Så skal det jo tage en krig og medføre akut fare for nedsmeltning, før jeg kommer udenfor. Det samme, når jeg kommer hjem efter en rask tur, og er ved at blive lettere panisk, før jeg får hevet alle kludene af igen. Noget, der selvfølgelig kun bliver værre af, at min egen indre termostat er midlertidigt ude af funktion.

Tilbage i haven kunne jeg også smide trøjen og gå på havearbejde i korte ærmer et par timer. Nøj, hvor var det skønt. Og skræmmende, som haven trænger til en kærlig hånd. Eller måske snarere et effektivt gartnersjaks indsats i et par uger. Ind til nu har det nærmest været umuligt at gå i haven, og selv om jeg i påsken var ude med en rive, skyldtes det alene stædighed, og jeg kom hurtigt ind igen.

Men søndag kunne jeg jo have været i haven hele dagen. Hvis ikke det lige var, fordi jeg også skulle gå tur med Kamelen, cykle med Gemalen, vaske bare en lille smule tøj og kigge på en drilagtig engelskopgave sammen med Donnaen.

Eller måske var det i virkeligheden meget godt, for min ryg er begyndt at gøre mig opmærksom på sig selv. Den bryder sig ikke om havearbejde. Ikke i timevis i hvert fald.

Så nu får den fred, ind til det forhåbentlig bliver godt vejr igen i den kommende weekend. DMI siger noget andet, men som altid, når DMI siger noget kedeligt, håber jeg, at de tager fejl, mens jeg tror fuldt og fast på deres forudsigelser, hvis bare de er gode nok ...

En kold morgen for ganske nylig.
Med is på vandet og rim i græsset.

Padderokkebrok

Vejret i dag er ikke noget at råbe hurra for; det småregner og er koldt og kedeligt.

Men sådan var det jo ikke i weekenden, hvor vejrguderne havde besluttet sig til at gå direkte fra vinter til sommer med solskin og temperaturer, der gjorde det til en fornøjelse at rumstere rundt i haven.

Ja, haven sgu!

Det der mestendels grønne areal, der ligger uden for vinduerne, og som jeg en (for) stor del af året bilder mig selv ind må være et område, der nok passes af en gartner - en lidt sløv en ganske vist - som ikke er mig.

Hvert år i februar rammes jeg af stor lyst til straks at kaste mig over havearbejdet, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, fordi der er både koldt og vådt og måske endda dækket af sne. Sommetider spekulerer jeg på, om jeg alene har det på den måde, fordi jeg inderst inde godt ved, at det er helt ufarligt og uden konsekvens på det tidspunkt?

Så gik marts, og det blev april. Og jeg var da i haven nogle gange, men de fleste gange var det koldt, og jeg kunne hurtigt finde en undskyldning for at gå ind igen.

Omvendt i weekenden, hvor jeg kun kom ind, fordi jeg var tvunget til det.

Og nu er mit staudebed næsten ukrudtsfrit område.

Næsten, altså.

For der mangler lige knap to kvadratmeter, som jeg bare ikke nåede. Og som nok vil kræve en time eller to at komme nogenlunde til bunds i, fordi ukrudtsmængden er - ahem - temmelig markant. En giftig kombination at genegræs og padderokker - og et par stauder, der trodser de ulige betingelser. Hvilket er både godt og ondt. For det ville være ulige nemmere bare at grave det hele op i forsøget på at få kål alle de elendige rødder. Men det kan jeg ikke rigtigt nænne.

Så jeg kæmper kampen. Og føler ind i mellem, at jeg faktisk er lige ved at vinde kampen mod genegræsset.

Men padderokkerne! For filan da. Det er virkelig en ukrudtsplante, der alene er skabt for at irritere mest muligt. Enormt hårdfør og med nogle rødder, der knækker, bare man tænker på at trække i dem, så man kun får en lille rodstump med op, mens resten bare fortsætter med at vokse. Samtidig er rødderne jordfarvede og så uskyldigt udseende, at jeg ikke ser dem og får dem pillet op, selv i opgravet jord. Hvilket igen bevirker, at der kun går fem minutter - eller i hvert fald ikke mere end en uge - før nye voksende pinde - aka padderokker - begynder at stikke op alle vegne i det ellers så nyligt lugede bed.

Jeg hader padderokker!

Og jo, jeg ved godt, at man vist nok kan bruge padderokker til både dit og dat. Men dertil er jeg så ikke lige nået endnu. Og ind til da vil jeg have lov at hade dem.

En ret heldig opgravning, men roden
er - selvfølgelig - knækket.

Have eller ikke have

Selv om det er lykkedes mig i cirka et halvt år at fortrænge, se bort fra og ignorere, så lader det sig ikke gøre længere.

Jeg har faktisk en have.

Den ligger - måske ikke så overraskende - lige udenfor.

Så hver eneste gang Kamelen skal luftes, går vi (Kamelen spæner) gennem haven.

Alligevel er jeg i stand til at lade som ingenting. Om vinteren er det jo mørkt stort set hele tiden, så i de måneder kan jeg med en vis ret sige, at jeg slet ikke kan se min have. Om efteråret regner det, og det er alligevel noget nær umuligt at foretage sige noget konstruktivt udenfor, så da er det omend ikke okay så forståeligt, at jeg ser bort fra en mindre detalje som haven.

Så bliver det februar, og Fruen begynder som alle andre at længes efter de første forårstegn. Som typisk viser sig i haven. Øh, haven? Nåh, dén have.

Nu dæmrer det for Fruen, at arealerne omkring huset - blandt andet - udgøres af have.

Eller i hvert fald må de grågrønne - til forskel fra de flisegrå - arealer formodes at kunne betegnes som have.

For det er godt nok noget af et morads, og det er ikke godt at vide, hvad der er hvad.

Heldigvis er det stadig alt for tidligt ligefrem at gøre noget, så Fruen kan nøjes med at koncentrere sig om at forsøge at tænke krokusspirerne op af jorden.

Ikke at det gik særlig godt, for krokusserne var først i fuldt flor i påskeferien, hvor vi enten ikke var hjemme, eller jeg befandt mig under min dyne ...

Men nu er det april og forår og umuligt at ignorere længere.

Og jeg har kastet mig over mit staudebed.

Det bedste, der kan siges om det, er, at jeg meget tydeligt kan se, hvor langt jeg kommer ...

Bar jord er godt,
Ikke bar jord er not.

5 minutter

Det lyder som en Fakta-reklame.

Det er det ikke.

Det er sådan cirka den tid, jeg fik i haven i weekenden.

Møgvejr!

Lørdag stod vi op til kedeligt vejr, og det var egentlig meget okay, for der var jo også både dit og dat at gøre indendøre.

Men da det mest akutte var vasket og ordnet, måtte det jo gerne klare op og blive havevejr. Klare op gjorde det mange gange, men hver gang terrassen var næsten tør, kom der en ny byge, og så kunne det hele være lige meget.

Søndag morgen var det tørt, men overskyet. Kamelen blev luftet i tørvejr, og jeg forventede, at haven ville være tør nok til at arbejde i om eftermiddagen. I mellemtiden kunne jeg arbejde et par timer og måske nå til bunds i en faktureringsbunke.

Samtidig kunne jeg se naboen slå græs, og jeg antog, at han nok skulle noget andet senere på dagen, siden han slog græs, mens det stadig var halvvådt.

I stedet burde jeg måske have tjekket vejrudsigten.

For da jeg kom hjem igen, nåede jeg ikke en gang at skifte tøj og komme ud til Gemalen, der - ta dah! - var gået i gang med at fjerne ukrudt fra fliserne, før det begyndte at smådryppe.

Så vi gik ind igen, og hver gang terrassen var næsten tør, kom der en ny byge, og så kunne det hele være lige meget.

Kamelen blev luftet i nogenlunde tørvejr, og så ville jeg ud at slå græs. Men måtte konstatere, at nogen havde lånt forlængerledningen til opladeren, så batteriet var fladt.

Nogle timer senere var både batteriet og jeg klar igen, og jeg nåede at slå et areal på størrelse med et Margrethe-frimærke, før det begyndte at småregne ...

Plæneklipperen kom tilbage i garage, og i stedet rensede jeg det tilstoppede nedløbsrør, der gjorde, at tagrenden løb over, hver gang det regnede. Hvilket på det seneste har været kedsommelig tit.

Mens jeg stod der og balancerede, kom jeg i tanke om et andet tilstoppet nedløbsrør; det i brusenichen. Adwr, så vil jeg altså hellere rense tagrender!

Og sådan forsvandt den weekend i afløbene. Mine ikke-plantede planter står stadig i deres potter. Senegræsset vokser frodigt, og det samme gør plænen.

Men om fire dage er det atter weekend og så skal jeg i haven!

Det er så vådt, at selv vinbjergsneglene vover sig ud.

Have eller ikke have

Det plejede at være have.

Så kom Kamelen ind i billedet, og så var det pludselig ikke have. I hvert fald kun meget lidt have og ret meget noget, der lignede en crossbane lige dér, hvor mit staudebed burde være.

I år er Kamelen blevet så stor, at hun godt kan passe sig selv mere end fem minutter af gangen, og hun er ikke længere bare nuttet, når hun tonser gennem staudebedet, så jord og plantedele står ud til alle sider.

Derfor har jeg sat mig for at opdrage lidt på Kamelen. Og iøvrigt generobre mit staudebed.

Ingen af delene er særlig nemt.

Kamelen ser fortørnet på mig, når jeg skælder hende ud, hvis hun går ind i bedet, men hun er trods alt ved at fatte, at hun helst skal blive ude på græsplænen. Det er tydeligvis ikke særlig sjovt, men omvendt lader Kamelen sig gerne bestikke til at være artig - i hvert fald så længe det varer at ondulere et griseøre ...

Den del af projektet vil således nok kunne lade sig gennemføre til noget, der - en gang i løbet af sommeren - ligner 90 procents succes. Helt undgå kamelfjolleraids kan jeg nok ikke.

Anden del af projektet er en del sværere og sætter både min stædighed og min ryg på prøve. For det er da bare helt utroligt, hvor hurtigt et - ellers relativt velholdt - staudebed kan omdanne sig til rent morads. Man vender bare ryggen til et år, og så vips! er det hele groet til i tidsler, senegræs og små træer. Plus lupiner og lampepudsere, der breder sig næsten lige så vildt som ukrudtet.

Fruen klør sig i nakken og begynder en lille smule uentusiastisk at luge først i ét hjørne og siden i et andet. Det pynter lidt, men er også de hjørner, der er mindst ukrudtsbefængte. I mellemtiden gror ukrudtet lystigt videre i resten af bedet.

Men så tilbød Gemalen, at der kunne indkøbes nye planter for en pæn sjat penge. Det skulle bare ske nu.

Den slags hjælper selvfølgelig, og jeg rammes af akut virketrang og går mere målbevidst til værks. Endda bevæbnet med spade. Alligevel går det ikke særlig stærkt. Nogle steder ligger senegræsrødderne i bundter og ligner enhver fejlsøgende elektrikers værste mareridt (og her tænker Fruen så, at hun da vist er blevet alvorligt miljøskadet af gennem mange år at høre om overfyldte kabelbakker på diverse byggeprojekter).

Da planterne ankommer torsdag før pinse, er der derfor stadigvæk langt fra luget og ryddet plads til at plante i bedet. Men det var jo pinse, og jeg skulle være alene hjemme og kunne bare luge nonstop som det passede mig.

Eller det kunne jeg så ikke helt. For Fruen er bare et sølle skrog, der ikke kan holde til sin egen dagsorden. Så sidst på lørdagen var jeg så grundigt brugt, at jeg var nødt til at holde pause og love mig selv at sætte kadencen ned.

På det tidspunkt var der også både luget og plantet en hel del. Ikke desto mindre stod to trediedele af planterne stadig i deres potter.

Altså blev der også luget og plantet søndag. Vejret var dejligt, og både Kamelen og jeg nød at være i haven. Mandag var vejret ikke særlig godt, men faktisk perfekt plantevejr, da det småregnede. Så mens Kamelen fladede ud indendøre med den hjemvendte familie. kunne man se Fruen - med dryppende næse og en fin lille glorie - plante bellis på en ukrudtsfri plet.

Siden er ukrudtet groet videre i den stadig befængte del af bedet, men ellers er der ikke sket noget. Det er hverdag, og det regner. Det sidste er for så vidt godt, for så lider de sidste planter ikke tørkedøden, mens de står og venter på udplantning.

Men lige om lidt er det weekend igen og så!

Ulemper ved foråret

Da januar var mørkest og allermest kedelig, kunne jeg overhovedet ikke forstille mig, at der er ulemper ved foråret.

Men det er der.

Altså, jeg foretrækker jo i høj grad forår, sommer og endda efterår frem for vinter. Sådan er det. Altid.

Men når foråret så endelig kommer med lys og varme og lyst til udesysler, så er der pludselig nogle småting, der ikke er helt så fantastiske.

For eksempel har vi i flere måneder ikke rigtig kunnet se vores hjem. Men med mere dagslys, også på hverdage, er det pludselig ret tydeligt, at der aldeles omgående bør indledes en krig mod de spindelvæv og nullermænd, der næppe er kommet ud af ingenting over natten, men nok snarere har levet deres eget liv inde i (vinter-)skyggerne.

Og gøre rent er nok det jeg allermindst gider, når nu foråret endelig er her, og jeg igen kan komme ud i haven.

Den have, som jeg stort set havde fortrængt, at jeg havde, ligger nu pludselig lige uden for vinduerne og gør i høj grad opmærksom på sig selv. Og det er ikke på den gode måde med masser af søde forårsløg, men i langt højere grad på den kedelige måde med et staudebed, der er mere grønt af ukrudt end af stauder, og en plæne, der til gengæld er temmelig brun, fordi Kamelen flere steder har slidt græsset helt væk.

Samme Kamel er også forårsramt. Både af almindelig kuller og på den korporlige måde:

Hun fælder, så vi er ved at blive sindsyge!

Ikke mindst Donnaen, som skal støvsuge. Men også vi andre. For der er hundehår overalt. På gulve og tæpper, på både køkken- og spisebord. Og sikkert også i køleskabet, hvis vi ser ordentligt efter ...

Og på vores tøj. Donnaen har taget konsekvensen og skifter tøj uden for Kamelens rækkevidde, mens jeg igen og igen glemmer at tage kontortøjet af, inden Kamelen kommer tonsende for at sige goddag. Med det resultat, at mørke trøjer og selv cowboybukser syltes ind i lyse hundehår.

Egentlig er Kamelen jo en korthåret type hund, som kun skal børstes lidt en gang i mellem.

I øjeblikket er det så hver dag ...

Det foregår udenfor, hvor jeg, for ikke bare at flytte alle de løse hår fra hund til mig, er iført en lidt for tynd, men mindre modtagelig jakke.

Og så børster jeg mig til varmen. I løbet af nul komma ingen tid har jeg børstet hår nok af til at fore mindst 27 fuglereder. Og at der stadig er pels tilbage på Kamelen, er ikke til at forstå. Desværre tror Kamelen, at hun skal fange og æde de omkringhvirvlende hår-fnulder-bolde, så i stedet for at lade dem flyve er jeg nødt til at putte dem i lommen (og derefter i skraldespanden forstås). Når lommen er fuld, gider hverken Kamelen eller jeg mere og går ind igen.

Et øjeblik senere smider Kamelen sig på det mørke gulvtæppe. Men først skal hun lige ryste sig, og trods børstning står hårene ud til alle sider, og både Donnaen, der lige har stillet støvsugeren ind i skabet, og jeg føler os lidt, som om vi er slået hjem i ludo.

Men bortset fra den slags petitesser, og bortset fra, at jeg forresten har fundet ud af, at jeg også er allergisk over for andet end birk, så er det jo skønt, at det er ved at blive forår.

Send gerne mere.

Hvem? Mig?!
Nej, jeg er sådan en hund, der stort set ikke fælder.
Stort set, altså ...

Lilla - som i syrener

Lilla var den sidste farve i Livs regnbue.

Den var, fordi lilla hørte til i sidste uge, og Liv har været hurtig og allerede takket, lukket og slukket.

Og så sidder man her med et et halvfærdigt indlæg og må lige beslutte, at det nok ikke 'gør noget' at være lidt sent ude. At det der med at være lidt sent ude også er ret betegnende for min evne til at følge med i al almindelighed, er der vel ingen grund til at vade rundt i?

Tilbage til lilla:

Lilla er bare ikke en del af indretningen hjemme hos os. Der er ikke noget lilla. Som i slet ingenting. Ikke som med gult, hvor jeg efterfølgende fandt diverse små gule dryp rundt omkring i hytten, efter at jeg frejdigt havde påstået, at der ingenting var. Der var både gule badeænder, gule krus og et maleri, der faktisk var temmelig gult.

Sådan forholder det sig ikke med lilla. Huset er som støvsuget for lilla. (Gad godt, at det også gjaldt hundehår - gys, hvor den hund dog fælder!)

Lilla finder man kun i min garderobe eller i haven.

Hvis man tager alle nuancerne fra svag lyslilla, over syren og lavendel til pang-lilla og videre til dyb, mørk lilla har jeg faktisk en del tøj i lilla. Senest har jeg anskaffet en meget lilla jakke.

Det ville egentlig ikke være specielt spændende, hvis ikke det var fordi, jeg tilfældigvis netop et eller andet sted har læst, at lilla tidligere blev betragtet som en 'billig' farve, der blev brugt af ludere og letlevende damer. Og dermed er det pludselig gået op for mig, at der nok er en grund til, at farven lilla ikke fandtes i mine bedstemødres garderober og stadig ikke findes i min mors klædeskab ...

Donnaen og Gemalen går ikke i lilla. Jeg ved ikke hvorfor, Donnaen ikke gør, men Gemalen betragter helt sikkert lilla som en tøse-farve. Og hvis man fortæller ham, at vi da en gang havde en lilla bil, vil han i første omgang pure benægte. Og dernæst nok medgive, at den da nok var lidt lilla. Men kun i en vis belysning. Ellers var den blå. Nemlig.

Tilbage er der kun haven. Hvor jeg - ind i mellem - har en del lilla blomster. Både hestemynte, lavendel og nogle andre, som jeg lige nu har glemt, hvad hedder. Jeg har også en enkelt syren. Og egentlig er det både synd og skam, at jeg ikke har en hel masse. Jeg burde have et helt hegn med blomstrende syrener, men det er der ikke rigtigt plads til. Hvilket jo er lidt ærgerligt, når man som jeg har et aldeles pladderromantisk forhold til netop syrener. Noget med at cykle hjem gennem indre København klokken meget sent (eller tidligt) i lyse sommernætter med duften af syrener svævende ud over cykelstierne båret af en lun brise. Ja, jeg har sikkert været forelsket, men netop den detalje kan jeg faktisk ikke huske ...

Åh ja. suk. Det var dengang. Og det er så længe siden, at hvis det ikke var fordi, jeg bliver grebet af den samme, let rørstrømske stemning, hver gang jeg kan dufte syrener, så ville jeg nok tro, det var noget, jeg havde drømt.

I min næste have skal der være plads til syrener. Mange syrener.

Selvfølgelig gider min syren ikke samarbejde.
Den er ikke sprunget ud endnu. Derfor et billede af
en lupin, der vist bliver overvejende lilla ...

Gult som i - øh - ingenting

Gul er ikke min yndlingsfarve.

Som i slet ikke.

Jeg er derfor pænt udfordret, når Livs blogleg nu er nået til gul. Dermed ikke sagt, at andre farver i bloglegen ikke også vil forekomme ret håbløse i min optik. Så måske var det en smule dumt at melde mig til sådan en leg?

Vi har ikke rigtigt noget, der er gult. 

Hverken vægge, kommoder, billeder, vaser eller nipserier af forskellig art. Jeg har heller ikke noget gult tøj. Jeg er alt for blegfimset til at kunne bære den farve. 

Jo, jeg har forresten en jakke, der er delvist gul. Den har ét gult ærme og er nok mere end 15 år gammel og har fungeret som havejakke de sidste ti. Mindst. Og bliver kun vasket, når den kan stå selv. Med det resultat, at lommerne måtte tømmes for jord, frøpose-toppe, et rustent søm, en ditto kapsel, nytårsraket-stumper og et enkelt glasskår, da jeg i sidste uge vaskede den i et forsøg på at gøre den til hvalpetræningsjakke.

Nu er den - ahem - nyvasket. Den er helt klart renere at se på, men lommerne er ret mærkelige at stikke fingrene ned i, da alt skidtet tydeligvis ikke er kommet ud, men har fordelt sig på en ny og anderledes måde. Så jeg ved ikke rigtigt, om den jakke alligevel ikke skal have lov at blive hjemme på matriklen. På den anden side, så behøver jeg ikke at ærgre mig over snaskede lommer,hvis jeg fylder godbidder i dem. Jeg kan nemlig ikke finde en eneste af vores usandsynligt grimme bæltetasker, der ellers ville have været perfekte til det formål.

Det var gul, vi kom fra.

Haven er nok det sted, hvor man kan finde mest gult. 

Hvis man altså lige kommer på en årstid, hvor der er noget gult, der gider at blomstre. Erantis gider for eksempel ikke.

Lige nu er godt. Eller det var faktisk bedre i sidste uge. Da var påskeliljerne både flest og på toppen med hensyn til blomstring. Sidenhen er det gået lidt tilbage. Nogle påskeliljer er bare visnet. Andre har lidt hvalpedøden.

Det er, når kamelens - øh Maddies - motorik ikke rigtigt slår til, når hun leger kegle-slalom-forhindrings-bane med dem. Så ryger der en påskelilje eller to i svingene. Retfærdigvis må det indrømmes, at også Fruen selv har nedlagt et par stykker, bare fordi hun er en elendig boldkaster ...

Nå, men gul altså. 

Det har vi så bare ikke så meget af. Derfor er det jo - teoretisk set - meget heldigt, at det skal handle om gult netop i påskeugen. For det kunne så få mig til for en gangs skyld at hente kassen med påskepynt frem i lyset. (Og sende de to sidste julenisser i tiltrængt sommerhi). I modsætning til julepynten, er det ikke altid, påskepynten overhovedet kommer frem. For tit er vi ude at rejse, og i det hele taget siger det der påskepynteri mig ikke så forfærdelig meget. Måske er det årstiden, for jeg har bare ikke samme behov for at hyggepynt, når forårssolen skinner ind gennem alle vinduerne og kalder os udenfor.

Tilbage til gul.

Frem kom kassen. Af kom låget. Og hvad sker der så? Jo jo, påskepynten er der skam. Og der er også en hel del gule kyllinger og hvad ved jeg. Men mine yndlings påskepynteting - for sådan nogle har jeg trods alt - er da overhovedet ikke gule.

Og således gik det til, at det gule indlæg blev helt uden gul ...

Ja, okay rapperne har gule næb og gule
fødder, men det kan man jo dårligt se.

Man har et standpunkt..

Tidligere har jeg været grumt irriteret over de forskellige former for adskillelse mellem vores og naboernes parceller.

Men man kan jo som bekendt ændre standpunkt ...

Naboerne til den ene side satte et ikke særlig kønt hegn op for at forhindre deres lille hund i at forlade matriklen, når den var på uledsaget tissetur i haven. Hegnet er ikke blevet kønnere på de to år, der er gået siden opsættelsen. Tværtimod. En lidt for optimistisk tilgang til opsætningen betyder nu lettere hældende pæl flere steder.

Men pyt. For nu forhindrer samme hegn effektivt Maddie i at indtage deres have. Ganske uden at vi behøver at løfte en finger.

På samme måde med det aldeles ucharmerende lemming-hegn, som vi har langs vores indkørsel og i bunden af grunden ind til den anden nabo. Det er så grimt, at det burde være forbeholdt skrothandlere. Det synes vores nabo ikke, og det er ham/dem, der har insisteret på at beholde det.

Godt så. Det lever vi med. Og nu endnu bedre end før. 

Så er der det lange stykke med spirea-hæk ind til samme nabo. Den nederste halvdel er sund og kraftig, og Maddie har end ikke overvejet at møve sig igennem.

Anderledes med den øverste halvdel. Naboens buskads og store træer suger al kraft og saft, og hækken ser ud derefter. Og Maddie har end ikke overvejet at lade sig stoppe af den. Tværtimod har det virket som om, hun syntes, det var passende lige at sætte sig om på naboens side af hækken for at lægge sin hilsen der.

Gemalen syntes egentlig, at det var ret sjovt. Faktisk var han også i stand til at stoppe Maddie, inden hun nåede så langt, ved at råbe efter hende. Men at råbe efter hende om dagen er én ting. At stå og brøle tilsvarende om natten - midt i et parcelhuskvarter - er noget ganske andet. Altså lod jeg være, og afsted strøg hunden, og så kunne Gemalen ellers fornøje sig med at gå på pøllejagt i naboens have næste formiddag, når han (altså naboen) forhåbentlig var væk på arbejde.

Situationen var uholdbar.

Altså er der nu sat hegn op. Et hegn, der udmærker sig ved at være endnu grimmere end de to andre. Til sammen. Lørdag kørte Gemalen og Donnaen til det nærmeste byggemarked og købte trådhegn og grimme (men billige) metal-hegnspæl med gule klokker. Trådhegnet blev rullet ud - lige hen over Fruens påskeliljespirer - og lå så og fladede ud til søndag eftermiddag, hvorefter Donnaen hjalp Gemalen med at sætte hegnet op, mens Maddie og jeg gik en tur ned til ringvejen for at se på biler. Mange biler og hurtige biler, biler med trailer og biler med campingvogn, motorcykler og varebiler. Spændende - og lidt farligt.

Vel hjemme igen var hegnet kommet op. Men hvis vi havde forventet, at Maddie ville løbe lige ind i det eller bare være en lille smule overrasket over de indskrænkede udfoldelsesmuligheder, blev vi skuffede. Maddie havde forstået det hele og opførte sig som om, hegnet altid havde været der.

Til gengæld er hun begyndt at kigge nærmere på den lille sti, der fører op på bakken bag huset. Skal vi lukke af der også, mangler vi kun indkørslen, hvortil Gemalen allerede er begyndt at lede efter en egnet låge.

Det ender som en mellemting mellem  Fort Knox og Horsens Statsfængsel.

Så meget for at have fået en VAGTHUND ...

Vagthunden.

Søndagspletter

Hvis der var nogen rød tråd i min søndag, var det pletter.

Allerede mens jeg sad ved morgenbordet og kiggede i en avis, som jeg var for søvnig til rigtigt at læse i, kom Donnaen farende:

- Hvad er der sket inde i mit skab? forlangte hun at få at vide.

- Øh? Jeg har lagt noget tøj på plads (så rar kan jeg nemlig godt være), men ellers er der vist ikke 'sket' noget inde i dit skab.

- Jamen, så se lige her. Der er prikker over det hele!

Og så præsenterede Donnaen mig for tre forskellige bluser eller trøjer, der ganske rigtigt var fyldt med pletter. Små bitte, sorte dutter, der primært sad på skulder og ærme. På den ene side.

Prikkerne sad næsten jævnt fordelt i streger, som om nogen var gået ned ad stoffet. Og det, tror jeg også, er præcist, hvad der er sket. Et eller andet insekt er blevet lukket inde i garderobeskabet og har så kvitteret med systematisk at skide (undskyld!) op og ned ad Donnaens bluser. Måske bare en grim spyflue, men det er for ulækkert at tænke på, så det er nok en natsværmer eller en sommerfugl, har jeg sagt til Donnaen.

Den var ny og  ikke set før. Min mor havde heller ikke, da jeg ringede og spurgte. Hun burde jo vide alt. Ikke alene er hun min mor; hun har også boet på landet - med sære insekter flyvende ind og ud af huset - i en menneskealder.

Heldigvis sad prikkerne som små dutter oven på stoffet og lod sig relativt nemt pille af, så efter en halv times arbejde havde jeg 'birkes' nok til to rundstykker. Slippe for at vaske bluserne kunne jeg dog ikke, da Donnaen var ved at dø ved tanken om, at noget i bogstaveligste forstand havde beskidt hendes tøj.

De næste pletter stod Gemalen for. 

Han havde været til cykelløb, og det var gået vældig fint. Lige ind til et fjols (jo, det var et fjols, for han havde kigget bagud, mens han sad midt i et felt) var kørt op i hans baghjul.

Så Gemalen var styrtet.

Og selv om det ikke var noget voldsomt styrt, så kom det - qua Gemalens blodfortyndende medicin - alligevel til at se voldsomt ud. Ikke alene var der blodpletter på både cykeltøj og håndklæde og skiftetøj, Gemalen dryppede også på gulvet fra et lille snit i en lillefinger. Et snit, der selvfølgelig gik op igen, da Gemalen skulle bakse cyklen ud af bilen.

Gemalen selv? Han har slået sin ankel, sit knæ, sin hofte, sin albue, sin skulder og sit hoved. Lige over øjet var der en fin blå skygge, da han kom hjem. Den voksede med forbløffende fart, og Gemalen vågnede her til morgen med et vaskeægte sæbeøje.

Godt, det var sæsonens sidste landevejsløb. Nu er der 'kun' mountainbike-o-løb tilbage. Og de er jo ikke så farlige. Bilder jeg mig ind. Mens jeg fuldstændigt abstraherer fra, at det var ved sådan et løb, Gemalen for tre år siden stod på hovedet, slog en revne i en nakkehvirvel og endte med halskrave i 12 (tolv!) uger ...

De sidste pletter var mine egne.

Det er dem, de hærgende krager har lavet i min plæne. Da jeg fik slået græsset og revet efter, var der slet ikke noget tilbage i et par pletter. Bortset altså fra mælkebøtterne. De stod alle fint tilbage, solidt forankret i deres pælerødder.

Men pletvis var det skam en fin dag.

Det store plæne-møfleri

- Hvad er det lige, du har haft gang i? spurgte jeg Gemalen i går morges, da Donnaen og jeg skulle afsted, og han stod i døren og kyssede farvel.

- Hvad mener du? spurgte han desorienteret.

- Dér i hjørnet af græsset. Hvad har du lavet? sagde jeg og pegede på det nærmeste hjørne af græsplænen. Hvor nogen eller noget havde krattet og rumsteret, så græsset lå i totter, og jord var røget ud på fliserne.

- Det er altså ikke mig, sagde Gemalen og så måbende på ødelæggelserne. 

På sin vis var jeg selvfølgelig ret lettet over, at Gemalen ikke pludselig var gået grassat med en stålrive i haven. Men jeg var også lidt foruroliget; for hvem pokker var så? Altså, ikke gået grassat med en rive. Men hvem havde møflet med min plæne?

Samme dag, sidst på eftermiddagen kom jeg kørende ind ad indkørslen, da en krage kom susende lige imod mig og min forrude. Der skete ikke noget. Ud over, at jeg blev forskrækket. Jeg synes, krager er temmelig store, sådan helt tæt på. Men da jeg så kommer ud af bilen, ser jeg, at græsplæne-ødelæggelserne har taget til i omfang. En hel del endda.

Og så lagde jeg to og to sammen. Og fik tre-en-halv. For hverken Gemalen eller jeg har nogen sinde hørt eller set, at krager kunne finde på at splitte en plæne ad.

Men det havde min far, x-storbonden.

- Ja ja, din plæne er sikkert fuld af stankelbens-larver, sagde min far. Helt glad over at kunne opklare mit mysterium.

- Du skal bare være glad for, at kragen tager larverne, for de ødelægger plænen. Det er sådan nogle små, brune nogen, der siger blop, hvis man træder på dem, fortsatte han entusiastisk. Du kan jo gå ud og kigge, om du kan finde nogen.

Det nægtede jeg dog, da jeg ikke følte noget udpræget stort behov for at finde ud af, om min plæne indeholdt larver, der ville sige blop, når jeg trådte på dem. Iøvrigt var det blevet aften, og jeg kunne alligevel ikke gøre hverken fra eller til.

Godt så. 

Kragen gjorde altså nytte. Men hvor sjovt er det lige med en nytte-krage, når den samtidig splitter min græsplæne ad til atomer? Efter lidt googleri ved jeg nu også, at der findes et bekæmpelsesmiddel mod stankelbenslarver. Som er dyrt. Og skal anvendes i oktober-november. 

Det er der jo l-æ-n-g-e til. Hvis kragen inviterer alle sine artsfæller til festmiddag i min have, er plænen totalt pløjet op længe inden.

En gang i mellem kunne jeg godt tænke mig, at naturen opførte sig lidt mindre naturligt.

Min massakrerede græsplæne.

Ja, jeg ved godt, græsset skal slås.

Og nej, hegnet er virkelig ikke pænt,
men naboen vil jo ikke have det ned ...

Hva'for en have?

Efter at have brugt en stor del af lørdagen i et hjørne af Rold Skov, hvor Gemalen kørte MTB-O-løb, tilbragte Donnaen og jeg hele søndagen på den hjemlige matrikel, mens Gemalen var afsted igen.

Donnaen ordnede sine lektier, og jeg gik ud i den have, som jeg mente at kunne erindre, skulle befinde bag ved huset.

Jeg har stort set ikke været i haven i to måneder. Og med mindre jeg bliver nødt til at slå græs helt frem til jul, bliver der også tale om absolut bundrekord i antal gange, jeg har slået græsplænen i denne sæson.

Sidste gang jeg slog græs - for tre uger siden efter en pause på fem uger - var plænen ved at springe i skov. Bogstavelig talt. Græsset var kun vokset i den nederste trediedel af plænen. På de resterende to-trediedele var der i stedet kommet rigtigt mange bævreasp-skud. Det er naboens træer, der sender deres rødder afsted i susende fart. Så længe græsset bliver slået tit nok, er det ikke et problem, men så snart jeg vender ryggen til, står der en fin ny skov, næste gang jeg kigger.

Så slemt var det ikke denne gang. Med skoven. Græsset var til gengæld groet pænt meget. Der var også kommet et par små svampe. En mere svampekyndig end jeg havde nok gjort sig den ulejlighed at undersøge, om det var champignon. Men ikke jeg. Iøvrigt er der jo ikke meget mad i to svampe, så de fik en tur i plæneklipperen, og så duftede der fint af champignon bagefter. Syntes jeg. Måske lugter alle svampe bare ens?

Der var også en stor tidsel. Ikke stor i højden. Kun fem centimeter. Eller måske syv. Men stor som en middagstallerken i omkreds. Den er der endnu. For jeg kørte udenom og vil nu lade den stå for at se, hvor stor den bliver inden vinter. Og så skal jeg helst huske at få den fjernet, inden den sender en million frø ud i retning af mit staudebed.

Dér er nemlig frø nok. Lupiner, morgenfruer, valmuer og lampepudsere smider så mange frø, at det er lige ved at blive for meget af det gode. Selv om jeg vældig godt kan lide dem alle sammen - det er jo mig selv, der har sået eller plantet dem i første omgang - så vil jeg også gerne have plads til andre planter. 

For eksempel til min hortensia, selv om den er lidt fjollet og prøver at begå selvmord flere gange i løbet af et år. Først døde den næsten, da den nåede at skyde, inden den sidste onde frost satte ind i senvinteren. Derefter så den helt og aldeles tørke-død ud, da vi kom hjem fra sommerferie. Efter et par uger, hvor jeg havde været for sløv til at grave den op, begyndte den at skyde igen. Og nu ser den egentlig meget godt ud. Mage til vægelsindet plante skal man lede længe efter.

Men hvor er forresten mine tre fine riddersporer blevet af? Dem, jeg plantede i dette forår. Og hvis særheder jeg derfor ikke kender. Gemmer de sig blot, eller er de visnet helt væk. Og er det i så fald bare, hvad man kan forvente af riddersporer, eller er det et tarveligt kollektivt selvmord?

Så kom jeg ikke længere med hverken havearbejde eller -overvejelser. Det blæste så meget, at parasollen væltede, og jeg blev træt af at opholde mig ude. Gemalen kom hjem og lagde parasollen på plads i skuret. Hvilket var fint, for den var knastør, og det ville den ikke have været nu, efter det plaskregnede det meste af mandagen. 

Men også lidt trist, at den kom ind, for det er også et udtryk for, at der næppe er brug for den mere i år.

Tidsel i Fruens have.

Flittig, flittig - flad

Pyh!

Her sidst på søndagen føler jeg mig altså godt brugt.

Det er lidt pinligt at indrømme, at der ikke skal mere til at gøre mig træt. Men jeg undskylder mig med, at det er tidligt på sæsonen. Have-sæsonen, cykle-sæsonen og så videre.

I morges var jeg ude at løbe, altså lunte. Det er godt nok længe siden sidst - bort set fra igår, og det kan mærkes. Det meste af kroppen synes, det er nogenlunde okay, men venstre ben mener ikke, at det er blevet spurgt, så det opfører sig ret fornærmet og kontrært. Lidt træls, for ellers er det dejligt at komme ud under de nyudsprungne bøgetræer. At der så ligger ind til flere knallertvrag i skovbunden, ærgrer mig en del og undrer mig såre. Hvordan pokker er de havnet dér? De er jo ikke selv kørt derind for at lægge sig til at dø.

Efter en formiddag med fredelige gøremål cyklede Donnaen og jeg over til en veninde, som Donnaen ikke havde besøgt før og derfor var lidt usikker på, hvor boede. På den forkerte side af en af byens mere ondsindede bakker. Det var ikke nogen overraskelse, men jeg havde ikke taget med i betragtning, at vi ville få en strid pelikan lige i næsen hele vejen op. Så jeg var temmelig kogt, da vi endelig nåede frem. Donnaen, der - i modsætning til sin mor - er i supergod form, havde derimod ingen problemer.

Vel hjemme og et krus kaffe senere var det græsplænens tur. Første gang i år og temmelig tiltrængt visse steder. Og bøvlet som aldrig før. Plænen ligger lige så skråt, som den plejer, og oven i mine påskeliljer har jeg nu også anbragt et bed med buske og spiste tulipaner ude midt i plænen. Det var derfor om at holde tungen lige i munden - og ledningen uden om især påskeliljerne. Det lykkedes mig at undgå at rykke hovedet af en eneste, og jeg blev derfor desto mere knotten på Gemalen, da han nedlagde en, da han kørte grillen op på plads.

Bagefter kunne jeg fornøje mig med at rive plænen. Resultatet var en hel sæk af mestendels mos og en lille smule græs. Under alle omstændigheder pyntede det.

Til sidst fremstillede jeg et duftværn eller måske snarere hørme-stakit om mit bed. Hvidrumperne har nemlig været på spil igen, og forsøget med at pisse territoriet af må erklæres for mislykket. I stedet har jeg investeret i hjortetaksolie og plantet små stærkt stinkende pinde hele vejen rundt om bedet, (som heldigvis ikke ligger lige op til terrassen).

Så håber jeg, at dét hjælper. I hvert fald er det en absolut ubehagelig stank. Derfor er det også dumt at spilde på sig selv. Ved jeg nu ...

Nedlagt påskelilje plus den næstenspiste
tulipan, der nu er sprunget ud.

Jeg holder af hverdagen - måske

Bum! Så blev det almindelig hverdag igen.

Dobbelt op, da både konfirmation og lærer-lockout pludselig er overståede kapitler.

Heldigvis virker det som om, lærerne i lige så høj grad som ungerne er ramt af en efter-sommerferie-lavt-gear-følelse, som lige kræver nogle dages roligt tilløb, før alle er tilbage i vanligt tempo med krav til lektier, opgaver og - ikke mindst - åndeligt nærvær ...

Og heldigvis er der forskellige post-konfirmations-opgaver, som Donnaen og moderen skal have løst i samarbejde. Der er nogle gaver, der skal byttes. Og nogle takkekort, der skal produceres - og skrives. Plus lidt andre småting. Og på den måde kan vi holde liv i konfirmationsrusen et øjeblik endnu.

Men ellers er det i høj grad blevet hverdag. 

Jeg er - på den hårde måde - blevet mindet om, at jeg har et hus, en husholdning og en have. Alt sammen noget, jeg behændigt valgte at ignorere de sidste dage før konfirmationen. Huset er stadig præget af manglende rengørings-indsats, men der er da kommet mad i køleskabet, og vi har både rent, tørt og nystrøget tøj at tage på.

Haven er et kapitel for sig. Lige pludselig ser græsplænen ud som om, den skulle have været slået for fjorten dage siden. Det skulle den så ikke, for da var den stadig gråbrun og trist. Men det er næsten ikke til at tro nu, hvor græsset på én gang ser dejligt grønt og kedeligt langt ud.

Og så er der lige tulipanerne. De blev troligt - ahem - 'gødet' hver morgen. Bortset fra lørdag, hvor det lige smuttede. Så søndag morgen var de væk. Hvidrumperne havde været der og mæsket sig i fine, sprøde og lækre tulipanknopper. Bæster! En enkelt stilk med knop lå tilbage og er kommet ind i vase. Hvis jeg er heldig, springer den ud om et par dage, så jeg kan se, hvordan den ser ud. Det er nemlig løg, som jeg dumdristigt satte i efteråret.

Sådan er der så meget.

Jeg holder af hverdagen. 

Måske. 

Bambi, we need to talk

Fredag lå der en hel blank weekend foran mig, og ventede bare på at blive taget hul på. Nu er den slut, og alle gode intentioner om at få styr på, gjort og ordnet en million ting er feset ud til det sædvanlige lidt hist og pist.

Lidt vasketøj, lidt strygetøj, lidt rengøring, lidt chaufførkørsel, lidt indkøb, lidt forældrebesøg, lidt tv-kiggeri og lidt for sent i seng.

Og så lidt i haven. Hvor blev det gode vejr forresten af? 

Græsplænen - det vil sige plænen, for det der 'græs' er det så som så med - er et sørgeligt syn. Jeg rev en trediedel og fjernede en hel masse mos og vissent græs. At der stadig er noget grønt tilbage, skyldes primært, at mosset sidder godt fast.

Da jeg kiggede på mine krokus, troede jeg i første omgang, at de stadig var på vej. Men så tog jeg briller på. Og konstaterede, at det var resterne af mine krokus, jeg kiggede på. Otte ud af ti blå krokus - det er cirka, hvad jeg har - var hapset af, så jeg lige kunne ane det blå.

Når jeg skriver hapset, så mener jeg ikke hakket i småstykker af fugle, men hapset af i små mundrette bidder, og så ved jeg jo godt, hvem der har været på spil, nemlig de frække rådyr.

Det er bare ikke i orden.

Her har jeg gået hele vinteren og set dem spise æblerne, som egentlig var til solsortene, og fuglefrøene, som egentlig var til de øvrige småfugle, uden at skælde dem ud og jage dem væk. Men utak er værtens løn, og selv om der stadig ligger æbler på plænen, kommer de uartige små bæster og hapser i stedet mine krokus. Som var til mig og til at kigge på og glæde mig over. Og slet ikke beregnet til rådyr-dessert.

Det allerværste er næsten, at tulipanerne nu er på vej op, og hvis rådyrene nu har vænnet sig til at indtage desserten i min have, så varer det sikkert ikke længe, før tulipanerne også ender i maverne på hvidrumperne.

Så nu har jeg siddet og googlet gode råd mod rådyr, og der står en hel del rundt omkring. Hegn og ophæng af cellofan og cd'er kommer næppe på tale. Fåreuld skulle mine forældre egentlig have skaffet fra en god bekendt, men det blev glemt i farten. Flere steder står, at man kan spraye med parfume, men det læser jeg jo først nu en uge efter, at jeg smed et gammelt fejlkøb ud. Og jeg ofrer altså ikke mine dyre yndlingsdråber på tulipanerne. Trods alt.

Af de tilbageværende råd kan jeg bedst lide det om at bruge menneskeurin.

Det skal helst være morgen-urin fra familiens alfa-han, da det er det kraftigste.

Så i morgen tidlig sender jeg Gemalen ud i haven i morgenkåbe og hjemmesutter

- for at pisse territoriet af!

Sørgelige krokus-rester.

Lav påske-puls

Nøj, hvor har vi bare dovnet den de sidste par dage.

Sovet længe og lavet ingenting.

Vores puls har været så lav, at den nok næsten har været umålelig.

Det startede ellers meget energisk Skærtorsdag, hvor Donnaen og jeg gik i kirke, og Gemalen var ude at cykle på landevej for første gang i meget lang tid.

Men så om eftermiddagen, hvor jeg ville i haven, men ikke kunne få skydedøren til skuret op og dermed ikke kunne få fat i mine haveredskaber, gik gassen lynhurtigt af ballonen. Samtidig lå Gemalen på sofaen og var mere flad end godt var ovenpå sin cykeltur, der var både koldere og hårdere end forventet.

Og så foretog vi os simpelthen intet i to dage.

Der blev gjort nogle halvhjertede forsøg på at planlægge sommerferien, men de strandede på en svensker, der ikke gad svare på en mail. Og pludselig havde Gemalen også mere lyst til at køre til Portugal i oktober end til Nordsverige i juli ...

Så kom sommertiden og solen, og Gemalen indvilligede i at bruge et reklame-break i Flandern Rundt på at åbne døren til skuret, og så gik jeg ellers i haven bevæbnet med mit ørnenæb. Op på min bakke for at gøre bare en lille smule for at sikre udsigten fra bænken i den kommende sæson.

Det var dejligt at komme ud, vinden var i det rigtige hjørne, så jeg arbejdede i læ, og solen bagte. Faktisk så meget, at først handsker og siden jakke blev smidt. Begge dele var dog en dum ide, for jeg rev lynhurtigt den ene hånd på en halv-vissen hindbærgren, og et øjeblik efter kunne jeg pille torne ud af fingrene på den anden. Og uden jakken hang min sweater ustandseligt fast i både torne og grene. Så det blev i stedet både jakke og handsker, men nul sweater.

Derefter gik det bare derudaf. Haps, haps, haps blev horisonten udvidet. Helt bogstaveligt. Der lugtede ret sært. Måske bare af rådyr? I hvert fald kunne jeg se, at de havde været der, og der går vist en lille buk og fejer lidt på nogle af træerne, hvis bark ser så underlig slidt ud visse steder.

Efter veludført dåd - det vil sige, da jeg ikke gad mere - fik mine lavendler en tur. Jeg har klippet dem skævt. Med vilje, for sidste sommer bredte de sig lige lidt for meget ud over fliserne. Nu er det så spændende at se, hvad de siger til den behandling. Om de vil skyde pænt til begge sider eller kvittere med at strejke til flisesiden. 

Jeg nåede også lige at fjerne en enkelt spandfuld staude-kvas og -knæk, inden det blev for koldt, og jeg gik indendøre igen. Der er pænt liv i de fleste stauder, men jeg er bange for, at min hortensia har forivret sig tidligere på året, for den har sat skud, som nu sidder og ser meget afsvedne ud. Min sommerfuglebusk lavede samme nummer for to år siden. Og det døde den af ...

Ellers var der bare tilbage at konstatere, at det mest grønne er ukrudt eller mos.

Så det er helt, som det plejer.

Pause på bakken.
Med udsigt til naboens nabo.

Helt til rotterne

Donnaen gik ned med flaget.

Først et par feberdage og så efterfølgende snot og hoste.

Derfor gik weekenden med hjemlige sysler. Og jeg havde blandt andet god tid til at kigge ud i haven. Det er det eneste, vi kan med den have i øjeblikket. Kigge ud i den og fodre fugle. De fugle, der efterhånden - efter noget, der ligner ekstrem jysk sindighed - endelig er ved at indfinde sig. Både antallet og diversiteten er blevet forbedret. Og det er jeg jo godt tilfreds med.

Der er kommet bogfinker og kvækerfinker. Grønsiskener, musvitter og mejser. Fornylig så jeg for første gang en kernebider. Og blev så glad, at Donnaen og Gemalen var ved at dø af grin over mit henrykte udbrud. Ignoranter, siger jeg bare.

I denne weekend så jeg to silkehaler. Dem havde jeg heller aldrig set før, så Gemalen måtte straks trækkes hen til vinduet for at beundre fænomenet. Der så iøvrigt var fløjet.

- Dem har jeg da set før, sagde Fugleignorant Senior.

- Hvad??

- Ja, har de ikke sådan en lille dusk på hovedet?

- Jo??

- Jeps, dem har jeg da set. Flere gange, fremturede han.

- Uden at fortælle mig det. Det kan du da ikke være bekendt, vrissede jeg.

- Nå, er de da noget særligt?

Grrrr, ignoranter!

Senere sad silkehalerne der igen. Jeg prøvede at forevige dem. Men kombinationen af lamel-gardiner, mobil-kamera og modlys var ikke særlig heldig, så det blev mest til sorte pletter.

Måske skyldes det øgede fugle-tal også, at jeg er blevet bedre til at fodre?

I begyndelsen lagde jeg kun frø i fuglehuset. (Og æbler på jorden). Og fandt så ud af, at fuglene foretrak at sidde på jorden under fuglehuset i stedet for inde i det. Altså smed jeg efterhånden lige så mange frø ud på plænen, og det har virket fint.

Jeg ved godt, at fuglene på den måde er mere udsatte for rovfugleangreb, men hvis det er sådan de vil ha' det, så må det jo være sådan.

Men så havde Gemalen en dag hørt i radioen, at man på den måde risikerede at tiltrække mus og rotter. Det mente Fruen dog ikke, hun behøvede at tage sig af. Den eneste mus, der er set på matriklen, var en, der dejsede ned, da den var på brombærrov uden for soveværelsesvinduet en sensommermorgen for et par år siden.

Og rotter - visse vasse.

Nu er jeg dog knap så kæphøj.

For der har været folk ude at grave i naboens have. 

Og det var ikke, som jeg troede, efter frostsprængte vandrør.

Det var efter rotter.

Argh!

Sort plet med æble. Det ER en silkehale!

Enlig vintergæk gør intet forår

Jeg har set én vintergæk.

Og én erantis.

Ikke i min have altså. For der hærger fimbul-vinteren stadig. Jeg har lige set efter. Og nix; ikke antydningen af forår nogen steder. Der ligger stadig sne, og det eneste, jeg kan se, er, at rådyrene hygger sig, når vi vender ryggen til. Vi har set dem nogle gange, men det hører stadig til sjældenhederne, at vi har fornøjelsen af dem.

Vi måtte til Sjælland for at finde forårsbebuderne. Vintergækken stod i Farmors frimærke af en have. Hun har stadig sit lillebitte rækkehus, da hun betragtes som indlagt på den midlertidige aflastningsplads. Så der boede vi et par dage, da Donnaen skulle have sit ønske om en københavnertur i vinterferien opfyldt. Mere kunne det ikke blive til i denne omgang, da der står noget, der ender med onfirmation på programmet en gang til foråret. 

Men lidt har også ret, og det var bare et spørgsmål om at få enderne til at mødes. Donnaen ville shoppe, moderen ville gerne bare en lille smule kultur, og Gemalen ville helst slet ingenting. Og så var der jo lige Farmors hus, der snart (blev der sagt) skal tømmes.

Aftalen blev, at Gemalen kunne tage mountainbiken med og køre sig en tur, mens Donnaen og jeg tog til byen. Men desværre valgte vi den absolut koldeste dag i hele vinterferien, så det var så som så med fornøjelsen. Klædt på som polarforskere kunne vi næsten holde varmen på vores strøgtur. Til gengæld føltes det lynhurtigt tropevarmt, så snart vi kom ind i butikkerne. Donnaen var derfor på en næsten umulig opgave, når hun skulle prøve tøj. For hun skulle nå at vikle sig ud af alt sit eget tøj og prøve diverse (læs: mange) udvalgte tøjstykker, inden moderen fik hedeslag.

Så på trods af alle gode intentioner endte vi med at give op længe før oprindelig planlagt, og Gemalen nåede kun lige hjem og i bad, før vi meldte vores ankomst på Hillerød station. Men det passede ham nu meget godt, for så kunne vi købe kager hos bageren og drikke kaffen hjemme i varmen.

Oprydning hos Farmor blev der ikke meget af. Gemalen synes, det er så svært, at det til sidst nærmest føltes som overgreb at spørge om lov til at smide mere ud. Så det er midlertidigt opgivet, og jeg håber så bare, at vi begge har mulighed for at tage en uge ud af kalenderen (som om!), når Farmor endelig får sin plejehjemsplads, og huset skal tømmes.

Farmor selv havde det dårligt, da vi kom på besøg. Havde åbenbart haft et ildebefindende og sansede dårligt nok, at vi var der. Hun klarede dog lidt op, men ikke nok til at kunne fortælle, hvor hendes guldarmbånd var henne. Faktisk havde hun slet ikke bemærket, at det var væk. Måske ligger det gemt mellem sokker og undertrøjer. Måske er det bare væk. 

Ligesom vinterferien også er pist væk lige om lidt.

Det såkaldt kulturelle indslag sørgede jeg for allerede på udturen, da jeg med lovning på efterfølgende cafébesøg fik lusket Donnaen (og Gemalen) med en tur i Roskilde Domkirke. Og den enlige erantis stod i haven hos gode venner, som vi besøgte på hjemturen.

Spor efter rådyr.