Jul med det yderste af neglene

Nu er der lige straks dømt juleferie.

Så har Fruen lige lidt tid til at haste de mest nødvendige ting igennem, så det kan blive jul uden alt for mange katastrofale mangler.

Men det bliver en jul, der bliver gennemført med det yderste af neglene. Tiden er gået med at nedkæmpe kriser og paniktilstande, og hvis jeg i slutningen af november troede, at nu blev det ikke værre, så tog jeg fejl. Oven i familiekrise og uddannelsesditto kunne lægges en hospitalsindlæggelse til min far og en kikkertundersøgelse til Fruen selv.

Hver aften er vi faldet udmattede om. 

Uden at kunne sove.

Derfor er der ikke bagt en eneste lillebitte pebernød og næsten ikke julepyntet.

Men pyt, de fleste gaver er i land, og vi har både fået mad og rent tøj på hver dag. Og Kamelen er blevet luftet.

I mellemtiden er min far udskrevet igen. Ikke rask, men dog raskere end ved indlæggelsen. Og Fruen selv ved nu, at hun er lyserød og pæn indvendig.

Jul bliver det under alle omstændigheder.

Kan I alle have en glædelig en af slagsen.

Som 1. Verdenskrig

Der er helt sikkert dem, der har det meget værre.

Men.

Lige nu følges det lidt, som om jeg fører krig på flere forskellige fronter.

Det trækker tænder ud og gør mig ret så fraværende blogmæssigt.

Så bear with me.

Forhåbentlig kan jeg kravle op af skyttegraven inden længe.

Kun lettere traumatiseret.

Og som de gæve statsledere sagde dengang i 1914, så er krigen garanteret ovre inden jul.

Håber jeg.

Den rette julestemning?

Det lykkedes hurtigt at finde et juleaften-alternativ.

Ganske vist skulle vi først igennem en mindre logistisk øvelse, da juleaften på Sjælland betød, at der pludselig skulle skaffes overnatning til både Kamel og os andre.

Vores søde hundepasser-dame holder heldigvis gerne vovsejul (nytår også faktisk), så Kamelen blev hurtigt afsat.

Sværere var det at finde passende overnatning til os andre. Mange steder har slet ikke åbent juleaften, og de fleste af dem, der har, koster kassen. Så vi skal sove på vandrerhjem. Hvilket vi næppe tager skade af. Måske kan vi endda bilde os selv ind, at det nok er nutidens svar på at overnatte i en stald i Betlehem, og på den måde kan vi rigtigt overgive os til julestemningen ...

Gavelisten bliver lidt anderledes, men det må vi hitte ud af, og den famøse gås tager vi bare under armen, mens andre sørger for både brune kartofler, rødkål og risalamande.

Det skal nok blive godt.

Tilbage er der så kun dem, der aldrig så det komme - og stadig ikke forstår det.

Og selv om nok er nok, giver det anledning til både dårlig samvittighed og ondt i maven, og jeg føler mig stadig som en, der er dumpet i familie.

Og det skulle blive værre endnu

- Hvad er der galt med dig, spurgte Donnaen, da hun i morges fandt sin mor med blanke øjne ved morgenbordet.

Inden jeg nåede at svare, kiggede hun mig over skulderen, som jeg sad og læste på min Ipad, og fandt selv svaret; min all time favorite sanger og sangskriver, Leonard Cohen, var død.

- Nåh, sagde hun forstående. Jeg synes nu, det var værre, da Snape døde. Ja, hjemme hos os hedder Alan Rickman altså Snape. Også i Love Actually ...

- Jah, det var også slemt. Men nu er det jo længe siden. Det her er lige nu. Oven i en uge, der i forvejen har vist sig fra sin november-værste side.

Det var nok essensen af det hele. At jeg sad med en nu bare ikke mere dårligt nyt-følelse, hvor bare den mindste lille knold (undskyld Cohen) på vejen havde været ved at vælte læsset.

Onsdag blev den mærkeligste dag.

Ud over at diske op med alt for tidlig sne og et uhyggeligt valgresultat stod onsdagen også for at punktere min tro på gode juletraditioner og familieidyl.

Da jeg glad fortalte min mor, at jeg havde indkøbt årets julegås, kvitterede hun med et ærgerligt Åh, så kom jeg for sent. Hvad hun og jeg sagde derefter, ved jeg ikke rigtigt, men den korte version er, at juleaften pludselig var belagt med så mange begrænsninger og krav til ensidig hensyntagen, at det ikke var hverken sjovt eller hyggeligt længere.

Det rumlede jeg med et døgns tid, før jeg fortalte Gemalen og Donnaen om samtalen. (Som jeg iøvrigt havde afbrudt for ikke at forløbe mig).

Resultatet var givet på forhånd.

Lysten til holde fælles juleaften med mine forældre, Donnaens morforældre (og Gemalens svigerforældre) var væk hurtigere, end man kan sige juletræspynt.

Så det gør vi ikke.

Og jeg føler, at jeg er dumpet i familie.

Winter is coming

Sikken morgen.

Donnaen kom drønende ud fra sit værelse, mens hun hviske-råbte (faren sov stadig):

- Hvad er det lige, der sker?!!

Havde jeg ikke vidst bedre, kunne det være, at jeg et kort øjeblik havde troet, at hun hentydede til vejret og det faktum, at der var fuldstændigt hvidt af sne udenfor.

Men jeg vidste bedre, og jeg vidste, at Donnaen var vågnet og som det første havde tjekket, hvordan det var gået med det amerikanske valg. Og havde fået et chok. For efter at have set valg hele aftenen var hun gået i seng nogenlunde sikker på, at Hillary ville vinde. Det skete som bekendt ikke, og selv om det ikke var afgjort i morges klokken kvart i seks, så det allerede da meget sort - eller rødt om man vil - ud for Hillary.

Det var næsten til at tude over. Donnaen har lige siden den første spæde valgstart fulgt det amerikanske valg tæt og skrevet ind til flere opgaver i engelsk om Hillary Clintons vej til Det Hvide Hus. Og nu stod hun til at tabe. Ovenikøbet til en talende gulerod, der kun har vist foragt over for kvinder, minoriteter, handicappede og ja, stort set alle andre end sig selv. En mand som Donnaen i lighed med de allerfleste (europæiske?) kvinder kun kan afsky.

Jeg var (og er) sådan set helt enig med Donnaen, men kunne ikke gøre så meget andet end at bekræfte hende i hendes frustration og så trække i overtræksbukserne og de store støvler og lukke mig selv og Kamelen ud for at gå morgentur.

I den sne, der meget symbolsk var faldet i nattens løb.

Winter is coming.

Og ud over, at det umiddelbart gav anledning nogle lidt creepy dommedags-fornemmelser, er det overhovedet ikke i orden med sne i november.

Slet ikke i første halvdel.

Jeg havde ellers sat min lid til november, men jeg synes altså, at måneden er kommet skidt fra start.

Heldigvis er der stadig så meget måned tilbage, at november kan nå at rette op på helhedsindtrykket.

Det håber jeg dælme, at den gør.

Farvel oktober

Det var så den oktober.

Nåh ja, der er også allerede røget en uge af november ...

Jeg afsluttede oktober med at slå mit græs, for forhåbentlig sidste gang i år, og var umådeligt tilfreds med egen indsats.

Men ellers synes jeg bare, at det er meget rart at kunne hoppe ind i en ny måned, for oktober var lidt op ad bakke.

I samme sekund vi satte fødderne på dansk grund efter turen til Kaunas, kunne vi mærke efteråret. Det var blevet nissekoldt, og jeg var stort set ved at dø af lungebetændelse bare på den - relativt - korte tid, det tog Gemalen at hente bilen, mens jeg stod og blomstrede med cykelkuffert plus det løse.

Der skete skam gode ting i oktober. Der var søde gæster, og der var en fødselsdag, der skulle fejres.

Men ellers.

Donnaens hjernerystelse trak ud, og det var helt umuligt at finde ud af, hvor meget hun kunne holde til. Trisse roligt rundt derhjemme kunne hun sagtens klare, men efter bare en enkelt time i skole, var hun helt groggy.

Sådan gik et par uger, og så blev det efterårsferie, hvilket var både godt og skidt, for moren ville egentlig gerne have haft en løbende udvidelse af timetallet, og nu blev der så i stedet fuldt stop, og hvad ville Donnaen så kunne holde til efterfølgende?

Heldigvis kunne hun godt holde til fuldt skema. Til gengæld var der ikke meget krudt til overs til noget som helst andet end TV-kigning på sofaen. Og på den måde er det virkelig svært at indhente alt det forsømte. Lærerne er utroligt forstående, men vil alligevel gerne se en stil eller anden form for aflevering fra Donnaen, så de har noget at vurdere hende på til den kommende karaktergivning.

Det lægger et vist pres på Donnaen (læs: os), og hun (læs: vi) ved godt, hvad weekenderne skal bruges på.

Så det gør vi så.

Imens hober vasketøj, strygetøj og nullermænd sig op i krogene.

Og sådan må det så være.

Kamelen elsker efteråret med alle dets
bær og frugter. Her gnaskes hyben.

Små litauiske glæder

Søndag, sidst på dagen, skulle vi hjem, så mens mændene tog afsted for at køre sprint, gik jeg ud for at klemme de allersidste oplevelser ud af Kaunas.

Jeg ville vist bare være gået en tur på hovedgaden, før jeg drejede ned til floden, men i stedet fik jeg øje på et højt, moderne udseende kirketårn, der kunne ses rage op over alle de mellemliggende bygninger og træer.

Da jeg var kommet tidligt afsted, kunne jeg godt nå en ekstra kirke og satte kurs mod tårnet.

På afstand kan man godt fornemme, at kirken er temmelig stor. Når man står lige ved siden af, er den mega-giga-kæmpestor. Altså ikke på Peterskirken i Rom-måden, men som i virkelig, virkelig stor af en forholdsvis moderne kirke at være. Og så er den hvid. Meget hvid. Især i dejligt efterårssolskin, som det var den formiddag. Om den er flot, er nok en smagssag. Er man i et ondt lune, vil man måske sige, at den ligner et kraftværk, noget fra Gotham City eller bare en gigantisk korn-og foderstofforretning. Stilen kaldes modern architecture, og kirken afspejler vist ret fint denne arkitektur-modetrend, som især gjorde sig gældende i en stor del af det sidste århundrede.

Ideen til kirken kom, da litauerne gerne ville vise deres taknemmelighed, da Litauen efter Første Verdenskrig blev selvstændigt. Vilnius var dog under polsk herredømme, og Kaunas fungerede som hovedstad, og det var derfor naturligt at bygge kirken der. Før man nåede så langt, startede Anden Verdenskrig, og tyskerne besatte landet og brugte den ufærdige kirke til lager. Og efter krigen indrettede russerne radiofabrik i bygningen. Det var således først i 2004, at kirken blev indviet til sit egentlige formål.

Det myldrede ind med mennesker, og jeg myldrede med, for nu var jeg nået til den konklusion, at litauerne ikke ser skævt til en, hvis man lige snupper ti minutters messe fra bagerste række. Så det gjorde jeg. Og forbløffedes endnu en gang over litauernes afslappede inderlighed, når det gælder kirkegang.

Da mine ti minutter var ovre, listede jeg ud igen og ville nu prøve at finde en alternativ rute ned i byen igen. På mit kort kunne jeg pludselig se, at det fuldstændig var forbigået min opmærksomhed, at man kunne gøre turen med en lille bjergbane.

Den skulle ligge nærmest lige rundt om hjørnet, og jeg fandt også noget, der måske/måske ikke var indgangen til en form for station. Men der var lukket. Til gengæld var en side-låge åben, og jeg kom ganske rigtigt om til en lille, nuttet og nærmest antik bjergbane. Men der var ingen mennesker at se nogen steder. Det var en lillebitte smule løjerligt, men det var jo heldigvis en højlys, solbeskinnet søndag formiddag, så jeg tog forsøgsvis i døren til stationsbygningen og mødte inden for både stationsforstanderen og billetkontrolløren i en og samme person.

Og jo, jeg kunne godt komme med banen ned. For 50 cent. Jeg fik min billet og nåede lige at spekulere lidt på, hvor lang tid, der nu ville gå, før toget kørte. Det skulle vise sig at være så snart, jeg havde sat mig ned. Der sad jeg så i ensom majestæt og lod mig fragte ned ad bakken, mens jeg blev mere og mere glad i låget. For at det ikke skulle være løgn, var banen indrettet med kun et spor og et lille stykke vigespor omtrent halvvejs, hvilket betød, at for at mit tog kunne komme ned, var det modkørende tog nødt til at køre op.

For 50 cent!

Efter cirka to minutter var turen slut,og jeg hoppede glad ud og traskede ned til supermarkedet i shoppingcentret for at købe ind til frokost.

Vi havde fået lov til at udskyde udcheckning til klokken 14 i stedet for 12, men det havde stuepigen vist ikke fået at vide, så pludselig stod hun i døren. Jeg forklarede, og hun bakkede undskyldende ud igen, mens jeg fortsatte med at pakke så meget sammen som muligt.

Så kom Gemalen, og han havde travlt. For ud over bad og frokost skulle han også nå at demontere cyklen så meget, at den kunne pakkes forsvarligt. Og så skulle den pakkes, og den slags tager tid, for det vil aldrig helt, som det skal i første forsøg. Gemalen bøvlede og småbandede, og så var det, værktøjet havnede i håndbagagen. Men til sidst lykkedes det, og Gemalen for afsted for at pakke bil sammen med vores rejsekammerat. Jeg skulle så lige tage det sidste og checke ud.

Der var mere bagage tilbage, end jeg kunne bære ned på én gang, så jeg måtte frem og tilbage et par gange. På vejen mødte jeg stuepigen, og da klokken nu havde passeret 14, slog jeg undskyldende ud med armene og forsikrede hende, at vi altså var leaving right now. Den søde stuepige (som overhovedet ikke var en pige, men en kone på rundt regnet min egen alder) tog det ikke så tungt, klappede mig på skulderen og sagde don't worry, it's okay med et stort smil. Det har jeg ikke prøvet før, men jeg syntes faktisk, det var ret hyggeligt, og hun kom således til at stå som essensen af vores møde med litauerne; de var venlige, imødekommende og afslappede.

Og med den sidste gode oplevelse i bagagen tog vi hjem, men jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ikke skal til de baltiske lande igen.

Den mest nuttede bjergbane.

Kors

Med kun en kort eftermiddag med chauffør til rådighed og seværdigheder spredt hist og pist i alle retninger ud over Litauen måtte Fruen vælge. Hvilket hun syntes var meget, meget svært. Og da hun så endelig havde valgt, skulle Gemalen lige overtales:

- 200 kilometer. Hver vej?! Du må jo have slugt søm! udbrød Gemalen.

Men Fruen plagede. Og fik sin vilje. Og efter endt cykelløb, bad og frokost, men uden efterfølgende morfar drog vi afsted med kurs mod det, der på engelsk kaldes Hill of Crosses.

Eller jeg håbede da, at vi kunne finde det, for bilens GPS var i udu, og jeg var noget usikker på, i hvilket omfang jeg kunne regne med god nok mobildækning til at bruge mobilens navigation. Derfor havde jeg også lavet mig en lille seddel med nogle - mente jeg selv - få strategisk vigtige detaljer. Der stod noget a la A1 mod Klaipeda, ved Kryzkalnis til højre ad E77/A12 mod Riga/Siauliai, efter Siauliai videre mod Riga cirka 8-10 km, derefter til højre mod Kryziu Kalnas. Det sidste var det springende punkt, for Hill of Crosses ligger ude midt i ingenting, så der var ikke noget at køre efter, hvis det ikke var godt skiltet.

Afsted det gik. Den første halvdel af turen på bred, lige motorvej uden synderlig megen trafik. Landskabet var nydeligt med store, rimeligt velholdte marker og ikke ret meget bebyggelse. Man kunne også kalde det jævnt kedeligt.

Så kedeligt, at Gemalen måtte have kaffe. Heldigvis kom vi ret hurtigt til en tank med kiosk og et lille hjørne med et par borde og stole. Der sad vi så og fik vores kaffe, mens jeg funderede lidt over et ungt par i en Audi på hviderussiske plader.

- Når man nu er nået hertil, tror du så ikke man overvejer at blive? tænkte Fruen højt.

- Ha! sagde Gemalen tørt. Hvis man som ganske ung hviderusser er kørende i sådan en bil, så har man det vist ret godt derhjemme.

Videre gik det. Nu på bred landevej med kurs mod Siauliai. Her var der mere variation i landskabet, og småbyerne var tættere på, så der var mere at se på. Vi nåede Siauliai (æælsker altså det bynavn), og rundt om byen. Det havde Fruen ikke lige forudset, og hvor ville vi nu ramme landevejen igen? Mobilens navigation blev taget i brug, og til min overraskelse var det overhovedet ikke noget problem at få dækning.

På den måde var det jo ingen sag at finde vej, og iøvrigt var Hill of Crosses - selvfølgelig, da det er et valfartssted for litauerne - godt skiltet.

Vi drejede det rigtige sted, og kørte nu virkelig ude i ingenting, da vi længere fremme til højre fik øje på bakken. På venstre side af vejen var der et parkeringsanlæg med en kiosk, men lige så mange parkerede bare i vejsiden, og det gjorde vi så også.

Det syn, der mødte os, er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har set.

Et par hundrede meter fra vejen, på en lille bakketop er plantet tusindvis af kors i alle størrelser. De er sat hulter til bulter uden nogen form for systematik, og man kan gå op på højen og rundt mellem korsene ad små, tilfældigt opståede, stier. Nogle kors er måske 4 meter høje, mens de mindste kun er 5-10 centimeter og tit hængt op på de lidt større.

Vi stod bare og kiggede. Og kiggede. Og da vi var færdige med det, gik vi ind på de små stier for at kigge noget mere fra nogle lidt andre vinkler.

Der var en del mennesker, uden at der virkede overrendt. Vi så et enkelt brudepar, der med den nærmeste familie besøgte bakken og fik taget en stribe billeder fra toppen. Om de også bad eller på anden måde gjorde 'noget' højtideligt, ved jeg ikke, for vi ville ikke møve os så tæt på, at vi måske føltes forstyrrende.

Ellers var det ikke fordi stemningen var hverken særlig højstemt eller knuget. Hvad den så var, er et godt spørgsmål, for der var trods alt en lidt speciel atmosfære, og de besøgende var ret afdæmpede i både tale og bevægelse.

Hvilket ikke er så sært, når man tænker over stedets store symbolske betydning for litauerne. Bakken med de mange tusinde kors repræsenterer både litauernes katolske tro, deres modstand mod russerne og deres nationalitetsfølelse. Traditionen med at plante et kors på stedet stammer fra et mislykket oprør mod zaren i 1831. De efterladte havde ingen at begrave og efterlod i stedet et kors på bakken.

Efter 2. Verdenskrig var Litauen blevet indlemmet i USSR, og den kontinuerte symbolske anbringelse af kors blev en dobbelt rød klud i ansigtet på de ureligiøse sovjetiske magthavere, som gik så langt som til at bulldoze højen og sætte vagter ud for at holde litauerne væk. Siden Litauen blev selvstændigt, har paven været på besøg, og antallet af kors er steget til langt over 100.000.

Det var en smule køligt, og hjem skulle vi jo også, så Gemalen mente, at det var på tide at finde tilbage til bilen igen. Fruen var ikke så sikker, men løsrev sig modvilligt og nød trods alt at komme ind i den lune bil.

Templer for enhver

Der var MTB-O-løb alle dagene i Kaunas, og den eneste dag, Gemalen kunne lokkes til at være chauffør, var lørdag, men først skulle formiddagen dog bruges, og efter morgenmad med havregrød gik jeg ud i byen.

Ja, man kunne få havregrød, i Vilnius vistnok endda boghvedegrød. Den stod på buffetten ved siden af scrambled eggs og små pølser, og hvad man nu traditionelt har i varmekasserne. Selv om de andre gloede vantro på mig, måtte jeg selvfølgelig smage, æælskede det og endte med at spise mig trefjerdedele mæt i grød og kun i beskedent omfang levne plads til noget fra resten af buffetten.

Første stop var den smukke kuppelkirke, Church of St. Michael the Archangel, som ligger for enden af Kaunas' brede hovedstrøg, og som vi kunne se en bid af fra vores værelse.

Da der er en allé ned ad gaden, er der ikke frit syn til kirken, som i stedet ligger og gemmer sig, så man bag de efterårsgul-grønne træer kun kan se lidt af den hvide kirke med lyseblå kupler mod en flot efterårs-blå himmel. Det ser til gengæld også rigtig flot ud, synes jeg.

Omkring kirken er der spærret af, fordi man er i gang med at renovere pladsen. Det bliver flot - og dejlig jævnt.

Kirken er katolsk, men dens flotte kupler fortæller tydeligt, at den oprindeligt er bygget som en russisk-ortodoks kirke. Til den russiske militærforlægning, der skulle holde litauerne i ave i slutningen af attenhundredetallet. Under Første Verdenskrig besatte tyskerne Litauen, og klokkerne blev taget ned og fragtet til Tyskland. Man kan vel kun gætte på, at de endte som kanoner?

I mellemkrigstiden røg russerne ud, og kirken blev katolsk, men så kom krigen og russerne igen. Denne gang troede de, altså russerne, dog ikke på noget, og kirken blev omdannet til galleri. For blyindfattede vinduer står der et sted. Og nu er kirken igen katolsk.

Denne omskiftelige tilværelse har de fleste af de litauiske kirker været ude for. Desværre har det været lidt tilfældigt, hvor meget jeg har kunnet læse mig til om russernes brug af de enkelte kirker. Men om en har jeg læst, at den blev brugt til sportshal for en teknisk skole, mens en anden har været autoværksted og en tredje fungerede som radiofabrik.

En ældre kone havde en del bøvl med at få halet sin indkøbstrolley op ad trappen til kirken, men lykkedes med projektet, netop som jeg kom, og så kunne jeg nøjes med at holde kirkedøren for hende.

Hun skulle til messe, fandt jeg ud af et splitsekund senere. Og det var så anden, men ikke sidste gang, at jeg gik ind i en kirke, hvor der var messe. Jeg listede ind efter konen, og mens hun fandt sig en plads oppe midt i kirken, satte jeg mig på den bagerste bænk for at kigge og lytte. Jeg forstod selvfølgelig ikke et pluk, men kunne bare nyde, hvad jeg oplevede som både afslappet og inderligt. Afslappet, fordi det tilsyneladende er vigtigere at deltage end at komme til tiden. Folk blev ved med stille at sive ind, uden at det på nogen måde forstyrrede koncentrationen eller de kirkelige handlinger. Inderligt, fordi alle deltog meget aktivt i det, der foregik. Både sang, bønner og nadver.

Ved netop nadveren opstod der naturligvis en vis uro, som jeg benyttede til at liste ud igen.

Jeg satte kursen mod et andet tempel, det lokale storcenter. Der af uvisse årsager hedder Acropolis. Jeg har siden fundet ud af, at der ligger flere Acropolisser rundt om i Litauen, men hvorfor de hedder netop sådan, ved jeg ikke. Det, altså storcentret, ligner alle andre storcentre. Med en lang række kædebutikker, som man kan finde i både Aarhus, Madrid og Bratislava. Og et supermarked i stueetagen, der, som det ofte er tilfældet, når jeg kommer ind i et supermarked i udlandet, straks gav mig lyst til at emigrere. Det var stort og meget mere interessant end de hjemlige. Billigt var det også. Jeg købte boller, et par kager, yoghurt og frugt til vores frokost - og betalte under 4 Euro.

Turen tilbage til hotellet blev forlænget lidt i det gode vejr.

Fra en lille grøn ø i floden var der god udsigt tilbage mod byen, med nye smarte bygninger, gamle huse, der dårligt kan hænge sammen og en kæmpe klods trist beton, der viser, at her er endnu et prestigeprojekt kuldsejlet. Man kan undre sig over, at der ikke er nogen, der viderefører sådan et byggeri, der ligger på første parket ned til floden. Der burde være penge i det, men det er der øjensynligt ikke. Og nu er det bare grimt.

Hvilket altså er synd, for der ellers så rart i Kaunas.

Så fin, så fin, men altså ikke for de sarteste

Efter tærte-slice, spicy cappuccino og en halv cookie (den anden halvdel blev pakket i en serviet og puttet i tasken) fortsatte jeg min tur i Vilnius.

Min tur i stormagasinet havde bragt mig tættere på det eneste museum, jeg på forhånd havde bestemt, at jeg ville se: Museet for Folkedrab, så jeg fortsatte ud ad hovedstrøget, drejede fra på det rigtige sted, kom hen til den næste vej - og undrede mig. Vendte om og konstaterede, at skiltningen var så meget lidt prangende, at jeg var gået lige forbi.

Bygningen lignede en gammel slidt beboelsesejendom, men har tidligere huset KGB og er nu omdannet til museum. Et museum, der fortæller om forfølgelsen og - ikke mindst - udryddelsen af Litauens frihedskæmpere i tiden fra 2. Verdenskrig og frem selvstændigheden først i 90'erne. Under 2. Verdenskrig var Litauen i en periode besat af Tyskland, og da var det Gestapo, som havde til huse i bygningen og stod for forfølgelserne. Alt i alt en skummel bygning, som danner en skummel ramme om et museum, der belyser nogle meget skumle kapitler i litauernes historie.

Også indeni er bygningen meget slidt og trøstesløs, hvilket ikke just gør noget for at løfte stemningen og dermed faktisk fungerer fint.

Lokalerne er ret små og fyldt med detaljetunge udstillinger. Som overfladisk turist bliver man hurtigt overvældet og orker ikke rigtigt at søge detaljerne, som fortæller om modstandsfolk og gemmesteder i skovene. Og forfølgelse og udryddelse eller deportation af enkeltpersoner, familier eller hele landsbyer. Ved hvert billede er der en tekst, som alt for ofte slutter med "killed 195x".

Kælderen er en decideret fangekælder med små, mørke celler med tunge døre og en lem til at kigge ind eller måske stille en skive brød og et kop vand. En enkelt celle er foret med henblik på lydisolering.

Har man mere luft tilbage, kan man også se det lokale, hvor henrettelserne fandt sted. Og skulle man være i tvivl om, hvordan det foregik, så kører der en lille film-sekvens, hvor man har iscenesat netop det.

Oven på det er det bare med at komme ud igen. Ud i solen og den friske luft, hvor vejret kan trækkes helt ned i maven og de mest grufulde indtryk kan traves væk på turen tilbage mod bymidten.

Den brede gade er fyldt med forretninger og caféer, hvor litauerne nyder en øl eller en kop kaffe i efterårssolen, og det føles et øjeblik helt surrealistisk.

Tilbage for enden af gaden stod klokketårnet, som det har stået i mere end 500 år, og på den anden side af det, katedralen og det rekonstruerede kongeslot kommer man hen til bakken med resterne af Gediminas' gamle borg. Eller i virkeligheden stammer de rester, man i dag kan se, fra den tidligste borg af mursten på stedet. Og det er endda lidt forkert, for tårnet, som man nødvendigvis må op i, er en genopbygning fra 1930. Men pyt, det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at stedet har været særdeles velegnet til placering af en borg. Her er den fineste udsigt over floden og byen, og man har kun skullet koncentrere sig om forsvar til den anden side.

Op på bakken kommer man med en lille bjergbane, som jeg havde helt for mig selv, og allerede på vejen op begynder man at fornemme udsigten. Men selvfølgelig skulle jeg helt op og kigge ud.

Og her var virkelig udsigt. Med den gamle by næsten lige neden for bakken. Et utal af kirker strøet med rund hånd ud over hele byen. Floden og en hel ny og fancy bydel i glas og stål på den anden side. Og i modsætning til Kaunas ser der ikke i Vilnius ud som om, der er byggeprojekter, der er gået i stå undervejs. Her ligner det bare fuld fart frem.

Langt ude kan man se TV-tårnet, men jeg må med skam erkende, at jeg ikke kan huske noget som helst fra de dramatiske dage i 1991, hvor ubevæbnede, civile litauere under kampen for fuldstændig selvstændighed blev dræbt i forsøget på at forsvare tårnet mod sovjetisk militær. Nu havde jeg læst lidt om det og kunne så falde i staver over det også.

Da der til sidst ikke var mere at falde i staver over, begyndte jeg at overveje at vende næsen mod Kaunas. På den tid af eftermiddagen gik der mange tog, så jeg behøvede ikke at tage det alt for nøje med tiden. Jeg futtede ned igen og gik i retning af stationen.

Undervejs blev til yderligere et par kirker. Nu var jeg ganske vist nået til ikke længere at kunne skelne dem fra hinanden bagefter, men jeg kommer jo ikke så tit i Vilnius, så det var bare om at få mest muligt med. Og hvordan der så ud i den allersidste kirke, kan jeg slet ikke huske, for midt i det hele ringede min søde kusine, og jeg havde glemt at stille min mobil på lydløs og måtte derfor skyndsomst forsvinde ud af kirken, inden det blev endnu mere pinligt.

Bagefter havde jeg ikke lyst til at gå ind igen, men tænkte, at nu var Fruen vist for træt til flere indtryk, så jeg fandt stationen og forklaringen på, at jeg ikke kunne få en returbillet om formiddagen. Billetten retur var lidt dyrere. Formentlig fordi jeg nu kørte i myldretiden. Eller med et hurtigtog? I hvert fald var der færre stationer at holde ved, og jeg kom dejligt hurtigt til Kaunas.

Turen var uden de store oplevelser. Jeg sad ved siden af en sød lille dreng, der kedede sig gudsjammerligt, fordi hans mor havde mere travlt med sin mobil end med ham.

Kom ikke og sig, at de er bagefter i Litauen ...

Det moderne Vilnius.

Så fin så fin, men ikke for de allermest sarte

Da jeg selvfølgelig godt var klar over, at jeg ikke kunne nå at se hele Vilnius på en halv dag, havde jeg gjort mig de hæderligste anstrengelser for at finde ud af, hvad jeg absolut ville og måtte se, og hvad jeg måske iøvrigt kunne nå på en god dag.

Det var bare ikke gået særlig godt, men jeg tænkte, at jeg da i det mindste kunne prøve at planlægge en rute, mens jeg sad i toget. Det projekt strandede på en blanding af vægelsind og absolut manglende koncentration, da jeg jo havde ret travlt med at opleve undervejs.

Så da jeg hoppede af toget i Vilnius skete der egentlig bare det, at jeg i høj grad fulgte strømmen mod centrum af den gamle bydel.

Det første, jeg så, var en opdateret version af "Dødskysset" fra Berlinmuren. Her var det Putin, der kyssede med Trump. En ret ubehagelig tanke.

Så kom jeg forbi en stor bygning, hvor folk gik ud og ind på en måde, der indikerede, at det kunne man bare gøre. Så det gjorde jeg også. Og kom ind i nogle overdækkede torvehaller, og dem måtte jeg selvfølgelig lige kigge nærmere på. Der var en afdeling med en masse tøj, og så var der afdelinger for brød og kager, for grøntsager og blomster og til sidst en afdeling for kød og slagtervarer.

Der var et kæmpe udbud, og jeg må - hvad jeg også helst vil - have blended tilpas godt ind i mængden, for de mange damer bag diskene lovpriste gerne deres varer over for mig. På flydende litauisk. Desværre var jeg ikke i byen efter lækre bøffer til ingen penge eller mange kilo grøntsager til stort set heller ingenting, og desværre forstod jeg jo ikke et suk, men måtte nøjes med at smile og slå beklagende ud med armene.

Ude igen oplevede jeg, at markedet fortsatte på mere interimistiske vilkår ned ad gaden, idet en række kvinder havde taget opstilling langs fortovet med grøntsager og blomster til salg. Her var ikke tale om big business, men kun om måske to spande med buketter og en bærepose med æbler. Jeg kom til at tænke på, om de små koner fra toget måske var ude i samme ærinde?

Jeg passerede gennem den eneste tilbageværende byport, Gates of Dawn, som jeg nok - ved jeg nu - burde have set nærmere på, da det tilhørende kapel huser et meget kendt, guldbeklædt maleri af den Hellige Jomfru Maria.

I stedet gik jeg videre og drejede til højre ind i den ortodokse kirke Church of the Holy Spirit. Den var overvældende. Grøn. Overvældende grøn. Den var egentlig også meget, meget flot, men af en eller anden grund - som kunne være et par store, guidede rejseselskaber - orkede jeg ikke rigtigt at kigge den ordentligt efter i sømmene, men gik hurtigt igen og fortsatte ind mod centrum.

På vejen mødte jeg et meget stort politi-opbud og nåede både at tænke "statsbesøg?" og "ulykke?", før jeg forsigtigt spurgte og fik at vide, at man da bare hyggede sig med at fejre "politiets dag".

Det var svært betryggende, og jeg fortsatte glad ad snævre gader, til jeg nåede den store, åbne plads foran katedralen. På en kølig efterårsdag er det ikke et sted, man gider opholde sig længe, men jeg nåede dog at kaste et blik på rytterstatuen. Eller rytterstatue er det vel ikke, for den ærværdige storfyrste Gediminas sidder ikke på sin hest, men står foran den og ser temmelig krigerisk ud.

Selve katedralen er stor og hvid og bygget i klassicistisk stil med høje søjler, der gør, at den ligner en mellemting mellem et græsk tempel og Københavns Byret.

Meget mere interessant er klokketårnet, der står lidt fra selve kirken, som man ellers mest ser det i Italien. Klokketårnet er tussegammelt og har oprindeligt været en del af en ringmur omkring den allerældste del af byen, inden det blev opgraderet til klokketårn. Nu er det renoveret, og man kan købe sig en billet med adgang til udsigten 52 meter oppe. 

Trapperne er ikke for tøsedrenge, men virkeligt stejle, og dertil kommer, at tårnet jo er et klokketårn, så er man ikke forberedt, risikerer man at dratte ned af bare chok,  hvis klokkerne pludselig bimler og bamler lige ud for en. Jeg skulle ikke nyde noget og tjekkede omhyggeligt, at jeg kunne komme op og ned igen mellem kvarterslagene. Og vel oppe kunne jeg glæde mig over den fine udsigt over de nærmeste omgivelser. Især kom de store statuer på toppen af katedralens facade rigtigt til deres ret set fra denne vinkel.

Turen ned var ikke mindre udfordrende, og jeg følte mig som en meget gammel tante, da jeg alvorligt overvejede at vende mig om og gå baglæns ned. Så vidt kom det dog ikke.

Nede i jordhøjde kunne jeg mærke, at det ville være smart snart at finde et toilet. Så jeg spurgte billetdamen, der venligt forklarede mig, hvor det nærmeste offentlige toilet befandt sig.

.. Og derefter tilføjede, at jeg alternativt kunne gå lidt op ad hovedstrøget, til stormagasinet GO9, hvor jeg ville kunne finde kundetoiletter i kælderetagen.

Jeg mente nok, jeg kunne forstå en halvkvædet vise og satte kurs mod stormagasinet, der lignede ethvert vestligt stormagasin og fuldt ud kunne matche Magasin eller Salling. I kælderen var der de typiske caféer, juicebarer og små spisesteder.

Og toiletter. Fine toiletter.

Med en spand ved siden af til papiret ...

Tilfældigvis havde jeg læst om netop det fænomen. Ikke i min sædvanlige bibel fra Lonely Planet, men i en - iøvrigt rigtig god - folder om Vilnius, jeg havde snuppet på det første hotel. Derfor kom det ikke som den helt store overraskelse. Bare som en lille en; for jeg havde nok ikke forventet at opleve det netop i et lækkert stormagasin.

Men sådan var det. Og til stormagasinets helt store ros skal siges, at alt virkede vel-rengjort og velduftende, så min frokostsult var absolut intakt, da jeg bagefter gik ud og fandt mig en café med lækre, lune tærte-slices, spicy cappuccino og store, forførende cookies.

Her sad jeg en halv time, mens jeg stillede sulten, hvilede fødderne og konstaterede, at det vist netop havde ringet ud fra sidste time på de nærtliggende skoler.

Udsigt fra klokketårnet mod Gediminas Tower.

Ud at se - på Litauen

Fredag skulle Gemalen køre den lange distance. Og bagefter skulle han ovenikøbet i karantæne sammen med de andre veteraner, så de ikke kunne fortælle eliten noget om dagens terræn. Jojo, litauerne gik skam seriøst til værks.

Det betød, at han ville være væk det meste af dagen og helt sikkert være træt, når han kom tilbage.

Så det blev dagen, hvor jeg tog på udflugt for mig selv. Med toget til Vilnius.

Af en eller anden grund havde Gemalen fået det indtryk, at det var en både bøvlet og langsommelig affære, men det var det overhovedet ikke. Jeg kunne for eksempel - og i modsætning til sidste år i Plzen -  både finde stationen og billetskranken. Jeg kunne ikke få en returbillet, men det var trods alt en mindre detalje. Toget holdt ved perronen og ventede, så jeg kunne bare sætte mig ned og nyde turen.

Underholdningen bestod blandt andet i et indledende kursus i litauisk. I første omgang lød det for mig som det rene gobbel-di-guk, men når de samme sætninger gentages tilstrækkeligt mange gange, begynder enkelte ord at skille sig ud, og jeg ved nu, at næste station hedder kita stotis, og at 112 hedder vienas vienas du. Det med de 112 stammede fra en båndsløjfe, der på litauisk og engelsk opfordrede til at slå alarm i tilfælde af ulykker eller mistænkelig adfærd.

Og ellers kunne jeg jo kigge ud. Der var flotte kik - også med fine efterårsfarver, men ingen rigtige wow-udsigter. Til gengæld ønskede jeg ind i mellem, at der kom en voksen og ryddede op. Ikke fordi der som sådan var specielt rodet, men så alle de trøstesløse og faldefærdige bygninger kunne blive fjernet. Dem er der alt for mange af. Det overordnede indtryk er ikke rodet, men mest en smule sjusket, og fordi vi netop var i velfriserede Østrig og Schweiz for kun et par måneder siden, virker det altså ekstra iøjnefaldende.

Stationerne eller manglen på samme var der mange af. Jeg sad med ryggen mod køreretningen og opfattede derfor ikke altid, at vi holdt, fordi der faktisk var en station. Eller et trinbræt. Eller måske bare et sted, hvor nogen skulle af. Et enkelt sted kunne jeg virkelig ikke se noget. Hverken station, perron, trinbræt eller bare et lille skilt. Men så var der alligevel pludselig en ældre mand, der forsvandt ad en lille sti tværs over en lysning, med en stok i hånden og jakken over skulderen.

Nogle stationer var lidt større og et par var tilsyneladende knudepunkter for godstransport, for der holdt lange rækker af godsvogne på sporene. Tankvogne især. Til olie går jeg ud fra, for hvis det sorte snask, der var løbet ned over siderne, ikke var olie, så var det i hvert fald ikke rart at forestille sig, hvad det så var ...

Selve toget var der ikke noget at udsætte på. Det var nyt og moderne med stik til computer eller telefon og det hele. Jeg havde ikke taget ledning med, men nøjedes med at konstatere, at også den almindelige mobildækning var udmærket, og jeg kunne både sms'e og tale med Donnaen, der stod hjemme i det midtjyske og ventede på bussen.

Endelig var der passagererne. Her var alle kategorier; fra de unge piger i smart tøj, med mobilen i hånden og musik i ørerne til de små tørklædeklædte koner med to bæreposer med frugt og grøntsager. Og bedst som jeg troede, at jeg havde styr på stereotyperne, ringede en sådan morlilles smartphone, og hun begyndte at knævre løs, mens jeg måtte bide lidt i en kno for ikke at grine højt over min punkterede forudindtagethed.

Vi var nu nået til Vilnius, og jeg var helt klar til at indtage byen.

Flot tog!

Forfalden, men alligevel hyggelig

På hotel-reservationen stod city-view ved værelset. Det havde jeg ikke tænkt voldsomt meget over, da vi ikke planlagde at bruge ret meget tid på værelset til andet end at sove.

Imidlertid synes jeg nu efterfølgende, at netop vores udsigt fra hotelværelset var meget betegnende for hele Kaunas.

Helt til venstre kunne vi se en bid af ny etage-ejendom og et træ. Hen over nogle forfaldne lave bygninger kunne vi se lidt af den meget smukke kuppel-kirke, Church of St. Michael the Archangel. Og resten af udsigten bestod så af en kæmpeklods af et betonbyggeri.

Først frygtede jeg lidt, at det var en byggeplads med en masse støj. Det var det ikke. Det var et byggeprojekt, som var gået i stå, og som nu stod og forfaldt. Hullerne til vinduer og døre var i de to nederste etager spærret af med gitter, formentlig for at undgå, at mennesker eller dyr kravlede ind og kom til skade eller ligefrem tog ophold der.

Den slags bygninger så vi flere af, og jeg funderede lidt over, om det mon var byggerier, der var opgivet efter russernes exit for cirka 25 år siden? Men Gemalen mente, at bygningerne ikke var nær så gamle, og selv om efter-googling ikke har givet konkrete svar, er jeg dog stødt på nogle sites, hvor der står noget om ikke-færdiggjorte bygninger, der står forladte som resultat af en kedelig kombination af mangel på penge og bureaukrati. Så det er nok det, de er. Kedeligt og meget, meget lidt kønt.

I det hele taget stod der mange, dog især gamle, forfaldne bygninger og truede med at skvatte sammen, næsten gang nogen nøs. Og veje, fortove og kantsten var en konstant udfordring for anklerne, for de var ujævne og hullede, og man skulle virkelig se sig for. Hele tiden.

Men det betød ikke, at der ikke var rart i Kaunas. For det var der. Og så snart jeg opdagede, at der ikke var sammenhæng mellem mistrøstigt og farligt, droppede jeg fordommene, sænkede skuldrene og traskede sorgløst rundt i gader, hvor jeg ikke ville turde komme, hvis de lå i Danmark.

Efter frokost tog Gemalen og et par andre afsted på cykel for at finde startområdet til næste dags løb, og jeg gik ud for at kigge på byen.

Først hen ad hovedgaden, som er en bred boulevard med træer i midten og forbeholdt gående og cyklister. Her lå både hoteller, butikker og usandsynligt mange caféer, hvor der faktisk sad nogen de allerfleste steder.

Efter rundt regnet en kilometer nåede jeg til den gamle bydel, som ligger klemt inde på en odde, hvor to floder løber sammen. Her er virkelig hyggeligt med flotte, gamle bygninger og kirker i hobetal. Den første kirke, jeg besøgte, blev Kaunas' katedral. Kæmpestor og meget flot. Noget af kirken var under renovering, og på det afskærmende hegn hang store plakater med alverdens flotte kirker. Der var også et billede af Roskilde Domkirke, og selv om jeg ikke helt kunne gennemskue udvælgelseskriteriet, var det jo ret sjovt at se.

På byens torv var opstillet en scene, og det viste sig at være til en senere præsentation af mtb-o-løbene. Hvornår der ville ske noget, kunne jeg ikke se og fortsatte ned til floden, som jeg fulgte ud til et grønt område helt ud i spidsen mellem de to floder. Her stod jeg et øjeblik og faldt i staver i efterårssolen, inden jeg igen gik ind mod byen.

Det første, man ser fra den vinkel, er de delvist restaurerede rester af en tussegammel borg, der ligger strategisk godt placeret med udsigt over floderne, og så har byen puttet sig bag ved.

Jeg gad ikke rigtigt se på borg og drejede i stedet ind i kirken lige ved siden af. Den var ikke blandt de topprioriterede til istandsættelse og så temmelig forsømt ud. Ikke desto mindre var den tydeligvis i brug; det vidnede både tændte lys, friske blomster og helt nye opslag på opslagstavlen om.

Tilbage på torvet var der nu kommet musik i højtalerne fra scenen, så hvad der end skulle ske, måtte nærme sig. Bag scenen og endnu et byggestillads fandt jeg en tredje kirke. Jeg kom ind midt i en messe og syntes, det var temmelig pinligt, men skulle senere finde ud af, at den slags tager litauerne ikke så nøje. Jeg stod lidt og fulgte messen, og så hvordan flere kirkegængere kom listende ind, dyppede fingrene i vievand, knælede og slog korsets tegn, inden de fandt sig en plads længere fremme i kirken. En kirkesanger sang på smukkeste vis, og jeg krummede en lille smule tæer, da jeg samtidig kunne høre popmusikken fra højtalerne på pladsen udenfor.

Da jeg lidt senere gik hjemad, mødte jeg et hornorkester og stillede mig ind til siden for at kigge. Det viste sig at være alle mtb-o-holdene, der marcherede op til torvet, og på den anden side af de gående kunne jeg se Gemalen komme trillende ved siden af de danske elite-deltagere. Så jeg vendte om og løb bagefter og fik således hele velkomstceremonien med. Det var tydeligt, at litauerne var meget glade for at have fået dette arrangement til byen, og som prikken over taler og hornorkester svævede en drone rundt og filmede det hele.

Bagefter fulgtes vi tilbage til hotellet. Vi købte bananer på vejen. Først var vi lidt skeptiske, da der stod, at prisen var 1:1. Det kunne da ikke passe? Jo, det kunne det, for det var ikke prisen for en enkelt banan, men for et helt kilo ...

Det var det generelle prisniveau, og jeg har aldrig følt mig så rig, når jeg var ude at rejse.

Ikke en kirke, men det gamle rådhus.
Nu museum.

En flyvende kuffert - eller noget ...

Overskriften kunne også have været noget i retning af Af skade bliver man klog, men sjældent rig, for - pyh - det der med at skulle flyve med cykler er ikke helt simpelt.

Først booker man en billet, der er helt vildt billig, hvilket jo er dejligt, men når man så tilføjer en cykel som bagage og dermed mere end fordobler prisen, så føler man sig allerede lidt dum. Dertil kommer så almindelig bagage, for den tilladte håndbagage er så lille, at man dårligt kan klemme en tandbørste og to par underbukser ned.

Derefter ankommer man til lufthavnen og skal have checket sin cykelkuffert ind,og så bliver det spændende, for man kan som udgangspunkt ikke gøre det rigtigt. Sådan er det bare. Selv erfarne rejsende - vi snakker landsholdsmountainbikere - løber ind i problemer.

Da vi ankom til Billund blev vi således mødt af synet af fem af vores medrejsende, der var i fuld gang med at omorganisere deres bagage, for de havde alle udnyttet pladsen i cykelkufferten til cykeltøj, hjelm og andre ting. Det måtte de i dagens anledning ikke. Heller ikke selv om vægten holdt sig pænt under det tilladte.

Gemalen bedyrede, at han kun havde ting til cyklen i sin kuffert og fik den igennem uden problemer.

Men så kom den sidste. Han havde af sin cykelhandler lånt en cykelkuffert på størrelse med en mindre elefant. Med en tilsvarende vægt. Altså alt for tung. Og hvis han troede, han eventuelt kunne betale sig fra overvægten, kunne han godt tro om igen, for personalet ville ikke løfte noget, der vejede mere end 32 kg. Så han måtte også i gang med en mindre omfordeling. Vi kunne ikke hjælpe, for vores kufferter var allerede checket igennem, men andre havde både kilo og plads til rådighed, og så gik det endda.

Vi ankom til Vilnius lidt i midnat og havde booket overnatning på et hotel, der lå klos op ad lufthavnen. Det fungerede fint, og næste dag skulle vi så afsted i lejebil til Kaunas. Bare os to og ham med elefanten. Gemalen havde booket bil.

Ud fra målene på sin egen cykelkuffert ...

Gemalen fik en Toyota, hvor det lynhurtigt stod klart, at det ville være umuligt at få elefanten ind. Så prøvede de med en Skoda og endnu en bil. Skodaen kunne heller ikke gabe over elefanten, og i den tredje bil var der nok plads til cyklerne, men ikke til mig ... Jeg foreslog ædelmodigt, at så kunne jeg da bare tage toget, men det syntes Gemalen trods alt ikke var en god ide.

Vi endte med en bus til ni personer ...

Turen til Kaunas gik fuldstændig problemfrit, og det gjorde turen tilbage til Vilnius - en masse cykelløb og fine oplevelser senere - også. Gemalen afleverede bilen, og bortset fra, at vi havde overset, at afgangshallen lå på første sal, og vi derfor måtte slæbe bagagen der op i stedet for først at læsse den af på det rigtige niveau, så gik denne etape også uden problemer.

Så startede festlighederne til gengæld.

Elefanten var igen for tung, og en pumpe måtte flyttes.

Gemalens cykelkuffert blev afleveret, men så skulle håndbagagen jo tjekkes, og i et forpustet øjeblik havde Gemalen glemt at tænke sig om. Security-damen kiggede vantro på billedet og derefter ned i Gemalens taske, som indeholdt værktøj nok til at skille flyet ad, hvis det skulle være.

Og det skulle det ikke!

Det kostede 50 euro ...

Tilbage i sin lille taske havde Gemalen nu to gaspatroner. Den slags har Gemalen tidligere haft med, men de giver ofte anledning til bøvl, og jeg havde netop set en af de andre mountainbikere aflevere sine til en gnaven tolder.

Nu var Gemalen imidlertid blevet sur, så han tog kampen op og argumenterede for sin sag, og ti minutter og fire toldere senere fik han lov at tage dem med.

En lille sejr er bedre end ingen sejr.

Lastning af den famøse elefant. Bemærk, hvor
lille giraffen er ved siden af ...

Et lille hop den modsatte vej

Oh, hvem der som Ellen kunne tage på pilefletsretreat i Canada med efterfølgende løvfaldstur i amerikanske øst-stater.

Det kan jeg så ikke, men derfor kan man jo godt drømme.

Til gengæld kan jeg tage et lille hop den modsatte vej, med Gemalen til et af hans mange MTB-O-løb.

Denne gang til en ny og uprøvet destination; Kaunas i Litauen.

Ingen af os har været i de baltiske lande, og det bliver spændende at opleve, hvordan der er.

Det betyder tidlig efterårsferielukket på bloggen i en lille uges tid.

Altså, det håber jeg i hvert fald.

For det kræver alt sammen, at Donnaen virker frisk nok til at være alene hjemme. Hun får det hele tiden bedre og bedre, men der er stadig forskel på ville og kunne, og når ville har for meget fart på, giver det bagslag og hovedpine. Det er en daglig balancegang med skiftende præmisser.

Vi håber begge, for jeg har glædet mig til at komme med, og Donnaen har glædet sig næsten lige så meget til at skulle være alene hjemme.

Så kryds lige fingre for, at I ikke ser flere indlæg fra min hånd før en gang i næste uge.

Pasimatysime kitą savaitę.

Det er vist nok litauisk og skulle i følge Google Translate betyde Vi ses i næste uge.

Måske passer det.

Hurra for Den Store Bagedyst og for rare læger

Det var lyst, da jeg vågnede onsdag morgen.

Det skulle det jo ikke være ...

F**k!!

Vækkeuret viste 05:00, men virkeligheden var tyve minutter i syv, så Fruen fik travlt og tænkte, at sådan en dag da umuligt kunne blive god.

Dagen blev dog ret almindelig, og da Donnaen og jeg kunne afslutte dagen med at se Den Store Bagedyst i skøn samdrægtighed, havde jeg svært ved at få armene ned.

Ikke fordi Den Store Bagedyst er ekstremt fantastisk i de indledende runder. Og ikke bare fordi Donnaen næsten kender en af deltagerne.

Men fordi Donnaen overhovedet kunne se fjernsyn.

Det var fantastisk.

Det var første TV-kigning, siden hun fik hjernerystelse. Og det gik godt, hun fik næsten ikke hovedpine.

Dermed var der endelig for alvor fremgang at spore, efter hvad der havde været en virkelig lang uge for Donnaen. Med voldsom hovedpine og skærm- og læseforbud. Med kvalme og lys- og støjoverfølsomhed.

At sove og lave ingenting gik meget godt det første døgn, men allerede derefter blev det temmelig surt bare at ligge stille hen uden at kunne kommunikere med omverdenen. Så Donnaen fik allernådigst lov at sende besked, at skulle hun kontaktes - og det ville hun jo gerne - skulle man ringe til hende.

Den besked gik mildest talt dårligt igennem. De fleste svarede omgående tilbage via snapchat/messenger/sms, og så var hun lige vidt, for se på en skærm kunne hun bare ikke.

Så Donnaen kedede sig.

Gul, blå og grøn.

Og hver gang Donnaen beklagede sig alt for højlydt, fik hun bare besked på at gå ind og hvile sig.

Det holdt ikke.

De mentale sikringer var ved at springe hos alle.

Heldigvis var det muligt at få en tid hos lægen mandag formiddag, og heldigvis hos yndlingslægen, der på familiedoktor-måden kender os alle tre ret godt.

Han skar igennem og fortalte Donnaen, at hun slet ikke skulle høre på alt det ævl, hendes gamle forældre overdængede hende med (sådan sagde han ikke, men det var absolut budskabet), men selv føle efter, hvad hun kunne holde til. Det var okay, at Donnaen prøvede sig frem, bare hun lovede at stoppe, når hun kunne mærke, at hun anstrengte sig for meget.

Det lovede Donnaen og kom straks i bedre humør.

Og Fruen sænkede skuldrene og var ikke længere bekymret for akut nedsmeltning hos hverken sig selv eller andre.

Siden er det gået fremad, og det store gennembrud kom altså med Den Store Bagedyst.

Verden er igen digital og til at holde ud.

Næh, billedet har ikke noget med sagen at gøre.
Og næh, jeg ved ikke, hvad det er for en svamp ...

Fakler i sneglefart

Vi har været på udflugt med fin middag og overnatning og det hele.

Nej ikke nu, mens Donnaen har hjernerystelse, men en gang tilbage i august.

Gode venner, som vi ser alt for sjældent, er ivrige brugere af spot deals til kroer og hoteller over hele landet, og det blev besluttet, at vi skulle slå to fluer med et smæk og tage med dem til et af deres favoritsteder, Fakkelgården, der ligger med udsigt over Flensborg Fjord. Så kunne vi både hygge og afprøve konceptet.

Vi ankom til et noget grumset vejr, men bestemte os alligevel for at sætte os ud på terrassen for at nyde den formidable udsigt over fjorden, mens vi gjorde kål på de to halve flasker champagne, der havde ligget og ventet i køleskabet på værelserne. Vejret var med os, og efter 17 regndråber, der fik andre gæster til at trække indendørs, klarede det op og blev strålende solskin.

Efter at have siddet og bagt et par timer kunne vi godt mærke, at vi var nødt til at komme ud og røre os lidt før aftenens middag. Så vi kørte en lille tur, ned til Kollund Havn, hvis ellers man kan kalde den lille plads i vandkanten for en havn, og så gik vi en tur på Gendarmstien.

Jeg håber virkelig, at gendarmerne i sin tid var i bedre form end vi, for stien var ret kuperet, og det varede ikke så forfærdeligt længe, før man kunne spore en vis træthed blandt deltagerne. Måske ikke mindst fordi vi blev mere og mere klar over, at vi måtte samme vej tilbage.

Tilbage på hotellet aftalte vi at mødes til en drink før middagen. Vejret var stadig skønt, og vi kunne sidde i haven med bare en let trøje.

Vi fik vores drinks med tilhørende sjove snacks, og en tjener kom ud og fortalte meget udførligt om menuen, så vi kunne kloge i at vælge den helt rigtige vin. Til almindelig overraskelse bestod menuen af fisk, fisk, kalv og dessert, men pyt, det var der vel tænkt over?

Da drinksene var drukket og snack-kurven støvsuget, forventede vi egentlig, at tjeneren ville komme ud og hente os ind til vores bord. Det skete så ikke, og vi gik selv ind og blev, efter lidt ventetid, sat til bords i restauranten på første sal ved et bord med den allerflotteste udsigt over fjorden.

Første fisk kom. En ret ordinær laks. Men vi var sultne, og den gled hurtigt ned, og så ventede vi spændt på den næste fisk.

Og ventede. Og kiggede på blishøns på fjorden. Og ventede lidt mere.

Fisk nummer to kom, og jeg kan ikke huske, hvilken det var - #blivernokaldrigmadblogger - men kun, at det ganske særlige ved denne ret, ifølge tjeneren, var den ost, der indgik i retten som prikken over i'et. Vi var fire, der syntes, at vi fik ost med fisk og ikke omvendt, for osten dominerede totalt, hvilket ikke er helt godt, når man ikke er voldsomt pjattet med ost.

Nu var det tid til kalv. Men nu blev til ret meget senere. Hvorfor betjeningen var så langsommelig, fandt vi aldrig ud af, men der var umådeligt god tid til at kigge på solnedgangen over fjorden. Det var meget smukt, og der var nogle spændende spejlinger, når solen ramte glasfacader (går vi ud fra, at det var) på den tyske side af fjorden og sendte gyldne reflekser ud over vandet. Og heldigvis var vi jo i godt selskab, så ventetiden forløb sådan set smertefrit, men arme den, der måtte have siddet der med sin irriterende svigerfamilie ...

Desserten var en nyfortolkning af rødgrød. Hed det sig.

Vi ventede spændt.

Og så ventede vi lidt længere. Nogen gik på toilettet. Og kom tilbage. Og så ventede vi noget mere. Solen var gået ned, og Flensborg Fjord lå mørk hen. Der var stadig masser af verdenssituation at klare, men vi syntes alligevel, at serveringstempoet lå usædvanligt langt fra det ønskelige niveau. Og også fra det sædvanlige niveau, kunne vores venner fortælle. De havde faktisk aldrig oplevet noget lignende.

Langt om længe kom desserten.

Sjældent er jeg - og de andre for den sags skyld - blevet så skuffede. For rødgrødsfortolkningen viste sig at være alt andet end rødgrød. Der var lækre bær og vistnok en lækker sorbet - #bliverheltsikkertaldrigmadblogger, og så var der chokoladeis. Af hvid chokolade. Som jeg virkelig ikke kan lide. Heller ikke is-versionen. Det kunne de andre heller ikke.

Tjeneren var nu blevet skiftet ud med en virkelig sød og snakkesalig kvindelig tjener, som dog ikke kunne friste med kaffe efter middagen. Vi var rigeligt mætte, og klokken var mange, så vi gad faktisk ikke, men valgte at sige god nat og gå på hovedet i seng.

Næste morgen var udsigten grå. Først tåget og siden begyndte det også at regne, så vi glædede os endnu en gang over vores vejr-held dagen før og gik ned til morgenmaden, der ikke som så ofte var buffet, men en fast morgenmenu, der blev serveret ved bordet. Med mindre jeg en dag bliver alvorligt gangbesværet, tror jeg ikke, at jeg nogen sinde vil synes, at det er det helt rigtige koncept. For selv om jeg fik Gemalens såkaldte havregrød, og han fik mit vagtelspejlæg, så ville jeg altså hellere selv have valgt.

Hurtigt blev det tid til at sige farvel og sætte kurs tilbage mod henholdsvis Midtjylland og Østdanmark.

Dommen er tre fakler og to snegle.

Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi mødes på den måde, men næste gang tager vi nok et andet sted hen ...

Udsigten fejlede ikke noget.

Kedning

Donnaen plejer at SMS'e, når hun vil mig et eller andet i skoletiden, men i går ringede hun pludselig:

- Hej, det er MarieLouise, fra Donnaens klasse, lød det. Lidt overraskende.

- Øh, hej?

- Donnaen har slået hovedet, og jeg tror, at hun vil have rigtig godt af at komme hjem og slappe lidt af ...

Så mig afsted ned og hente en Donna, der sad på gulvet i klasselokalet og var noget mere groggy, end jeg lige havde regnet med. MarieLouise forklarede beredvilligt, at Donnaen havde fjollet rundt med et par andre og i kampens heden var røget med hovedet først ind i en stolpe. Så var hun drejet rundt om sig selv var var røget baglæns i gulvet.

- Jeg tror måske, Donnaen har fået en hjernerystelse, tilføjede MarieLouise.

Det kunne hun godt have ret i, så vi lagde vejen forbi lægerne, hvor Donnaen blev grundigt tjekket og skulle udføre en hel masse sære øvelser.

De fleste kunne hun heldigvis udføre uden større anstrengelser, men for eksempel at lukke øjnene og så ramme næsetippen med pegefingeren, først den ene og så den anden, var faktisk temmelig svært.

- Ja, der er ingen tvivl om, at du har fået et ordenligt gok, sagde lægen, og så forklarede hun Donnaen om indvendige blå mærker.

Og, ikke mindst, om hvorfor hun virkelig, virkelig skulle tage den ro for at lade den stakkels hjerne komme sig igen.

- Nul læsning, nul fjernsyn, nul computer og nul mobil, sagde hun strengt.

- Jamen! sagde Donnaen grædefærdig ved tanken om at skulle undvære sine livliner til verden omkring sig.

- Din hjerne bruger alt for meget krudt på at fokusere, hvis du læser eller kigger på skærme. Det kan den ikke holde til i øjeblikket, og du risikerer at gøre skaderne permanente, hvis du prøver alligevel.

- Men du må godt høre lidt musik, tilføjede hun venligt.

Moren fik sine instrukser og besked på at henvende mig igen, hvis Donnaen fik det mærkbart værre.

Vi tog hjem, og den noget dinglende Donna blev puttet i seng. Med ondt i hovedet og kvalme. Og mange bekymringer:

- Hvad nu med alle mine afleveringer? klagede hun.

Så måtte vi jo forklare Donnaen, at lige nu havde hendes afleveringer altså ikke førsteprioritet. Det havde - og har - hendes hoved. Bekymringen varede dog ved, til jeg havde ringet til en studievejleder og forhørt mig, om hvordan vi lige skulle gribe den problematik an.

Med manglende adgang til diverse elektroniske gadgets og forbud mod at bekymre sig var der nu kun tilbage at hvile sig.

Og kede sig.

K-e-d-e sig.

Blå, gul og grøn.

Tjekket tjekkisk snot

Et skravl og en svækling.

Det er, hvad jeg er.

Åbenbart.

For jeg kan tilsyneladende ikke holde til at gå til klassefest og komme for sent i seng. Så efter at gå rundt som en zombie hele søndagen, gik det nogenlunde til mandag sidst på dagen, hvor en ubehagelig fornemmelse begyndte at gøre opmærksom på sig selv. Først i mundvigen og så i svælget. Og selv om jeg gik tidligt i seng, hjalp det ikke, og i løbet af tirsdagen sandede jeg helt til og endte med at gå tidligt hjem. I seng.

Onsdag blev tilbragt på langs, og jeg nægtede stort set at tale med nogen, fordi det føltes som at sluge sandpapir.

Torsdag føltes det som om jeg ville overleve, og jeg kunne igen tale - omend snøvlende og med en rusten bodegastemme.

I dag er jeg frisk nok til ikke længere at gide at høre/se på Gemalen.

Han tager det sjældent pænt, men mere som en personlig fornærmelse, når jeg bliver syg, og selv om han ikke siger noget, er jeg ret sikker på, at han denne gang er ekstra irriteret og mistænker mig for allermindst at have nøgenbadet i fjorden med efterfølgende snotmæssige undergang.

Det har jeg ikke. Desværre. For det ville da have været en god - eller i hvert fald betydeligt sjovere - forklaring på ynkeligheden.

I stedet tror jeg bare, at mit immunforsvar er så ynkeligt, at det ikke kan kapere ikke-midtjyske snot-vira. Og vi kom jo fra nær og fjern. Flest fra nær som Fyn og Sønderjylland, men også et par stykker fra mere fjerntliggende destinationer.

Og lyder det ikke meget bedre at være lagt ned af tjekkisk snot frem for noget kedeligt midtjysk?

Det synes jeg. 

Det lyder nærmest tjekket ...

35 år og stadig nye historier

Søndag lå jeg brak.

I hvert fald i det omfang det kunne lade sig gøre med en Gemal, der stod op klokken syv, en Kamel, der skulle luftes, og en telefon, der blev ved at ringe, hver gang jeg forsøgte at nyde en morfar under dynen.

Brakligningen skyldtes lørdagens særdeles vellykkede studenterjubilæum.

35 år.

Sgu!

Det var lykkedes at samle to-tredjedele af klassen. I Jyttes sommerhus, der også lagde rammer til både 25 og 30 års jubilæerne.

Vejret viste sig indledningsvist fra sin bedste side, og vi sad på terrassen i sensommersolen og nød udsigten over fjorden, mens kaffen, de første øl og de første historier kom på bordet.

Med liv, der er gået i vidt forskellige retninger, var der historier nok at tage af. Fra ham, der var nanosekunder fra at skyde en mand til ham, der kom verbalt i klemme mellem dronningen og prinsgemalen.

Knapt så dramatisk, men nok så vigtigt var det at blive opdateret om hinandens børn. Og børnebørn. Også her var spredningen stor. Fra voksne, færdigtuddannede børn og børnebørn på vej i skole til den mindste datter på kun otte år. Flest har dog i øjeblikket store teenage-børn, og erfaringerne med unger i netop den alder blev ivrigt delt og diskuteret. Selv om mange problematikker er de samme, som da vi var i den alder, var der almindelig enighed om, at vores børn har det mindre sjovt, end vi havde det. Presset er langt større, og nutidens unge skal ikke alene præstere rent fagligt, men måler også sig selv og hinanden på en lang række områder, som vi i sin tid slet ikke kendte eller forholdt os til.

Flere timer senere, efter god mad og en passende mængde vin, nåede vi til de allerbedste historier; dem fra vores egen gymnasietid. Det overraskende var, at der stadig kan dukke historier op, som vi ikke allesammen har hørt flere gange før. Og ind i mellem måtte vi spørge os selv, om vi virkelig havde gået i samme klasse? At historierne ikke kom ud dengang, var til gengæld ret indlysende. For der var både historien om den store gruppeopgave baseret på interviews, der var ren fiktion. Og den om ham, der ikke havde behøvet at aflevere en eneste opgave efter, at han uforvarende havde bevidnet sin lærers udenoms-ægteskabelige eskapade.

Skrappe sager dengang, nu fantastiske røverhistorier, der blot kunne fremkalde forbløffede latterbrøl.

Pludselig var klokken to, et par stykker sad og småsov i stolene, og værtinden tilkendegav, at nu gik hun altså snart i seng, så vi enedes om at sige tak for en dejlig aften.

Og - selvfølgelig - at mødes igen om fem år.

Lige ved at stige mig til hovedet

Donnaens værelse skulle males.

Det var mit job, da jeg er bedst til at male og bedst til at stå på stiger.

Alt er relativt og skal kun ses i forhold til resten af familien ...

Det skulle egentlig været sket på nogle fridage, men så kom der tusind ting i vejen, og i stedet blev den en langsommelig affære, fordi det måtte ske, når jeg lige havde tid. Og det har jeg stort set kun i uger med to torsdage.

Værelset skulle tømmes, og så skulle Donnaen jo være et andet sted. Gæsteværelset var den indlysende løsning, men det er som om, at det værelse forvandles til pulterkammer, så snart man vender ryggen til, så allerførst måtte der altså ryddes op der.

Det lykkedes at rydde op på det ene værelse og tømme det andet. Og fordele effekterne ud over hele huset. Stort set.Tilbage sad alle skruerne og sømmene i væggene. Dem skulle Gemalen tage ud. Og da det var gjort, skulle der polyfillaes i alle hullerne. Af flere omgange. Og der skulle dækkes af og hentes stiger ind, for vi har alt for meget højt til loftet. Først skulle stigerne dog rengøres, for de ligger ude og bruges så sjældent, at de altid er fulde af skidt og møg og spindelvæv, når de skal bruges.

Jeg vaskede stigerne, og Gemalen fik dem samlet og sat op.

Så var jeg klar.

Da jeg endelig havde fået møvet mig helt op - der er altså højt, og det kræver lidt overvindelse de første gange - og var klar til at svinge penslen, sagde det RITZZZZCCHH!! på en meget ubehagelig måde.

Det var - viste det sig, da jeg blev klar over, at jeg stadig både levede og stod på stigen - den lyd, det siger, når afdækningstape slipper et panel, fordi stigen skrider og rykker afdækningsplastikken med sig ...

Efter et par dybe indåndninger skyndte jeg mig, meget forsigtigt, ned igen.

Satte ny tape på og besluttede, at hvis jeg nu satte den tunge malerspand for det ene stigeben, så ville stigen nok ikke skride mere.

Det fungerede rigtig fint, og jeg vil gerne pointere, at jeg ikke en eneste gang trådte ned i malerspanden. Og kun trådte på låget en enkelt gang ...

Sidst på dagen var jeg godt mør, og da jeg næste morgen vågnede, føltes det som om min ryg burde udskiftes. Godt nok er det en - for mig - meget uvant øvelse at stå på en stige og male oppe under loftet, men jeg tror dog, at den primære årsag til voldsomme gebrækkelighed var den ufrivillige rutschetur, som - sådan føltes det - momentant låste både tanke og krop.

En tur med Kamelen løsnede lidt op, og så var jeg klar igen. Gemalen mente ikke, at mit arrangement med malerspanden for stigebenet var helt smart, så han udtænkte en løsning med en nogenlunde skridsikker måtte. På den måde burde jeg ikke kunne skride. Til gengæld kunne jeg heller ikke flytte stigen selv, så jeg var afhængig af, at Gemalen cirka hvert tyvende minut hjalp med at flytte stige og måtte. Han løftede stigen, jeg flyttede måtten, og så kom stigen hen på plads.

Dejligt sikkert, totalt besværligt.

Nu er jeg færdig og mangler bare at vaske og oliere gulvet.

Og næste gang Donnaen skal have malet, er hun forhåbentlig flyttet hjemmefra og kan gøre det selv.

En gammel borg og et nyt tempel - og slut

Den sidste dag i Salzburg startede også regnfuldt og indbød ikke rigtigt til dasketure i den gamle bydel, men vi kunne godt holde til at gå hen til den lillebitte bjergbane, der fragter turister og andet godtfolk op til den gamle borg eller fæstning Hohensalzburg, der, næppe særligt overraskende med det navn, ligger på en klippeknold højt hævet over byen.

På vejen derhen kom vi forbi Sankt Peters kirkegård. Tænk, at han har sådan en! En lille, fin og gammel kirkegård, der egentlig var værd at kigge nærmere på, men det var vejret og folkestemningen ikke rigtigt til (læs: to tredjedele af familie kan virkelig ikke se nogen som helst grund til at glo på kirkegårde), så vi fortsatte bare hen til bjergbanen.

Nede fra den gamle bymidte ser Hohensalzburg kæmpestor ud. Det gør den også, når man kommer op til den. Det er da også en af de største bevarede middelalderborge i Europa, og der er virkelig meget at se på. Er man tilpas interesseret, vil man sikkert sagtens kunne bruge en hel dag på at komme igennem alle udstillingerne.

Det gjorde vi ikke, og vi er generelt gode til at finde springe frem-knappen på vores audio-guider, hvis vi keder os lidt. Men nogle ting var alligevel så tilpas interessante, at vi andægtigt hørte forklaringerne helt til ende, før vi gik videre. Blandt andet udstillingen om borgens udvikling gennem tiderne. For selvfølgelig nåede borgen først sit nuværende udseende efter århundreders til- og ombygninger. 

"I begyndelsen var et lille skur" kunne meget vel have været indgangsreplikken til historien, om hvordan man for små 1000 år siden påbegyndte det første byggeri af et fæstningsværk til beskyttelse af biskoppens residens.

Med en hel række modelbyggerier havde man anskueliggjort udviklingen, og ved hver ny model var de nye dele malet hvide (i modsætning til resten, der var i naturtro farver), så man ikke var i tvivl om, hvor man skulle kigge, mens man lyttede til audio-guiden. Det fungerede virkelig fint, og kunne i langt højere grad end ane-gallerier og lignende holde familiens interesse fangen.

Ud over at være en fæstning til beskyttelse af byen og biskoppen blev Hohensalzburg også brugt som blandt andet fængsel, og det har sikkert ikke været særlig sjovt at sidde i fangehullet der. Langt sjovere har det været at lade sig underholde af biskoppen oppe i de repræsentative lokaler, der var meget flotte og indrettet med henblik på at opnå størst mulig imponator-effekt. Hvem biskoppens også meget flotte sovegemak har skullet imponere må stå hen i det uvisse ...

Der var også en række udstillinger, der ikke specifikt relaterede til borgen, men fortalte om krig og ufred i al almindelighed. Der var en frygtelig masse våben, som jeg altid lynhurtigt bliver træt af at kigge på.Der var en masse dukker - både små og store - klædt i skiftende tiders uniformer, der i mange tilfælde må have været decideret uhensigtsmæssige i forhold til praktisk krigsførelse.

Og så var der en del, der specifikt omhandlede Første Verdenskrig, hvilket især jeg brugte tid på, men til sidst lykkedes det dog at få mig halet videre, og da vi også havde beundret udsigten, som selv i regnvejr var helt fantastisk, kørte vi ned i byen igen.

Efter frokost brugte vi eftermiddagen i et af nutidens templer, et outlet-shoppingcenter i udkanten af Salzburg.

I betragtning af, at konceptet var outlet, var der virkelig flot. Flere af butikkerne var da også outlet-udgaven af mærkevarer i den dyre ende af skalaen, så selv om der blev skiltet med nedsættelser på både 40 og 50 procent, var de alligevel uden for kategori i forhold til vores økonomi. Helt anderledes forholdt det sig tydeligvis for den ret store andel af kunder med mellemøstlig baggrund. Mange mere eller mindre tildækkede kvinder storslæbte afsted med deres bugnende poser, mens mændene tilsyneladende især var beskæftiget med at bære kreditkortene.

Lidt fik vi dog shoppet, og glade og tilfredse tog vi tilbage og forhåndspakkede mest muligt, inden vi gik ned og lod Louis stå for aftensmaden.

Næste morgen var det slut, og vi kørte hjem. Turen gik fint. Vi startede godt nok med at ramme en spærret landevej og derefter blive en lille smule væk for os selv, da vi skulle ud på en længere omkørsel. I stedet for at køre over München kørte vi nemlig direkte mod nord for først at møde motorvejen kort før Regensburg. Derefter Hof - Leipzig - Magdeburg - Wolfsburg - over heden til Lüneburg og over Elben ved Lauenburg - næsten til Kiel og så over til A7 på det rigtige sted.

Da vi nåede til den danske grænse, undrede vi os endnu en gang over, om det virkelig kan være nødvendigt med så voldsomme blinklys, at man føler, man passerer med synet som indsats. Alle de øvrige grænseovergange, vi havde passeret på turen, var - i modsætning til tidligere og fredeligere tider - bemandede og ofte udstyret med chikaner for at få trafikken helt ned i fart, men ingen steder så vi noget, der bare lignede det overdimensionerede danske katastrofeblink.

Gemalens syn klarede udfordringen, og vi kørte hjem i den lyse sommeraften.

Salzburg under regntung himmel.

Da Hitler blev væk i tågen

Første aften i Salzburg gik vi ind til byen og daskede lidt rundt. Vi var kommet hjemmefra uden andet end en sweater, og på et tidspunkt kunne vi godt fornemme, at det vist var en dårlig ide. Det begyndte at rumle, og lige pludselig stod det ned i stænger.

Heldigvis var det spisetid, heldigvis stod vi lige ud for en restaurant. Den viste sig at bestå af en halvcirkulær søjlegang ud til en gårdhave. Om der bare to minutter tidligere havde siddet gæster i gårdhaven, ved jeg ikke. Det gjorde der i hvert fald ikke nu, så vi var heldige, at der stadig var et bord ledigt i søjlegangen.

Vores bord var et af dem, der stod ud mod gårdhaven, og selv om vi sad i ly for regnen, var det lidt fugtigt. Mere slemt blev det dog, da et nedløbsrør gav op og nærmest skiltes ad, så vandet stod ud i et imponerende springvand. Så måtte vi hale i bordet for at få det trukket ind på det tørre. Det lykkedes fint, men de stakkels tjenere blev mere og mere udfordrede, da passagerne mellem bordene rundt omkring blev mindre og mindre og til sidst næsten ikke-eksisterende.

Da vi havde spist, var regnen stilnet af, og vi kunne gå hjem uden at blive gennemblødte.

Næste morgen hang skyerne lavt, men det var tørvejr, og mens Gemalen tog ud for at cykle, gik Donnaen og jeg ind til byen og over til Schloss Mirabell, der ligger på den anden side af floden. Ikke så meget for at se på slottet, som en fyrstelig biskop en gang byggede til sin elskerinde og deres fælles 15 børn.

Imponerende hvad man den gang kunne tillade sig, hvis man var magtfuld nok.

- Nein Lieblings-Schatze, vi kan ikke blive gift. Jeg er jo biskop, så det går sandelig ikke. Men jeg kan da - sådan helt diskret - bygge et fint slot til dig og vores unger. Hvad siger du til det?

Vi var mere interesserede i slotshaven, som i sin tid dannede baggrundskulisse, da Julie Andrews dansede rundt med alle von Trapp-børnene og sang do-re-mi i Sound of Music. Fin have, men i virkeligheden syntes jeg, det mest spændende var udsigten ind mod byen og op til den gamle fæstning, som lå og tilsyneladende tårnede sig op for enden af parkens midterakse.

Tilbage i Altstadt fandt vi huset, hvor Mozart var født og vokset op. Og vi fandt især ud af, hvorfor vi var gået lige forbi aftenen før uden at bemærke det. Der var - Oh ve! Oh helligbrøde! - et SparMarkt i stueetagen, og kun hvis man kigger op (fordi man undres over, at så mange mennesker kan være interesserede i et supermarked), ser man teksten på husets facade.

Efter en sen frokost tog vi ud for at se Kehlsteinhaus, nok bedre kendt som Ørnereden, Hitlers bjerghytte og/eller sommerresidens.

Det blev en alternativ oplevelse.

Vejret var dårligt, men vi havde jo før oplevet, at det ikke nødvendigvis også ville være tilfældet, hvis man kom lidt op i højderne.

Man ankommer til et billetcenter og en stor busholdeplads, for det sidste meget stejle stykke op ad bjerget foregår i busser, specielt udviklet til formålet.

Det småregnede, men der var mange mennesker og ingen slinger i valsen, da vi fik billetter og blev henvist til Bus 2. Bussen blev fyldt helt op, og afsted gik det. Det var ikke for sarte sjæle. Der var smalt og stejlt, og man kom ind i mellem lige lovlig tæt på kanten. 

Op kom vi og gik så ind gennem en tunnel til en elevator langt inde i bjerget. Den var flot. Altså elevatoren. Beklædt med messing og kæmpestor, så Herr Hitler og hans eventuelle gæster kunne blive løftet standsmæssigt op og ned.

Så var vi endelig helt oppe. Det regnede, men vi havde denne gang husket paraplyerne og varmere tøj, så vi kiggede os omkring og så - lige ud i en sky!

Der var absolut nul udsigt.

Nu havde vi brugt en hel del tid og en pæn sjat penge på at komme så langt, og så var det som at kigge ind i en hvid væg.

Det var så dumt, at det var sjovt.

Så kunne vi lige så godt gå indenfor. Huset er ikke et museum, men en café, og vi skyndte os at bestille den lækreste kage på menukortet. Den var udsolgt, så vi måtte nøjes med en anden. Jeg ville gerne have café latte eller cappuccino, men den slags fancyheder havde de ikke. Man kunne få kaffe eller kakao. Eller man kunne lade helt være. Fik vi indtryk af. Tjenerens attitude var jævnt arrogant, og det kombineret med hans mærkværdige dialekt medvirkede kun til at forstærke komikken.

Turen tilbage var endnu mindre for de pyldrede, for nu gik det stejlt nedad, og vi blev enige om at satse på, at bremserne var noget af det, der var specialkonstrueret til netop disse busser.

Vel nede kunne vi bare konstatere, at det nazi-museum - eller dokumentationscenter, som det kaldes - der ligger ved billetcentret, var lukket 10 minutter tidligere ...

Hvem der havde udtænkt det så smart, vides ikke, men så behøvede vi ikke at diskutere, om vi skulle se det. Og dagen efter blev jeg stemt ned, da jeg foreslog, at vi tog derud igen.

Så vi trillede hjem og lod Louis stå for aftenunderholdningen.

Okay, man kunne se det nærmeste træ ...