mandag den 30. juni 2014

Lørdagsflimmer


Ha!

Så sænkede jeg skuldrene og troede, at det var sådan, det skulle være.

Den slags skal man nøjes med at tænke. Ikke sige højt. Og slet ikke skrive.

For straks tager Nemesis og Karma hinanden i hånden, kommer styrtende og bringer uorden med sig.

Gemalen forholdt sig nogenlunde i ro fredag.

Men lørdag var han klar til en tur på landevejen, mente han. Så han drog afsted. Efter højt og helligt at have lovet ikke at køre op ad en eneste lillebitte bakke. Hvilket faktisk er ret svært her i det midtjyske søhøjland. Det gik heldigvis fint,og han kom hjem igen, og Fruen fornøjede sig med at vaske hår på ham, så han undgik at blive våd på plasteret.

Og så fik vi frokost, og så havde vi balladen.

Gemalen fik det dårligt.

Han var selvfølgelig blevet hjemsendt med en klar instruks om straks at ringe til hospitalet, hvis der skulle opstå komplikationer efter pacemakerens udskiftning. Så han ringede. Og forklarede sig. Og fik at vide, at han skulle ringe 112 for indlæggelse på det lokale sygehus ...

- Jamen?!

Altså 112 og samme historie om igen. Det lykkedes at overbevise ham i den anden ende om, at der skulle sendes en ambulance, som så også kom trillende med to flinke reddere. De gik straks i gang med at tjekke dit og dat og ville tydeligvis helst køre direkte til Aarhus, men skulle først have grønt lys. Så de kørte og lovede at ringe besked.

Hvilket de også gjorde. De havde fået lov at køre til Aarhus.

Hvorefter Donnaen og jeg pakkede en taske med Gemalens tandbørste og andre småting for alle eventualiteters skyld og så kørte vi i samme retning. Vi fandt hospitalet og - efter nogen løben forvirret rundt i frygteligt lange gange - også Gemalen.

Igen blev der tjekket både dit og dat, og efter lidt tid kom en reservelæge med en trillevogn med noget computerhalløj. Han anbragte en kommunikations-dims på det sted lige under kravebenet, hvor pacemakeren sidder, og så var der ellers hul igennem til både computer og en skærm på væggen.

Og hvis det ikke lige var fordi Gemalen var utilpas, så var det faktisk ret spændende.

I starten gjorde læge og sygeplejerske sig godt nok ret brede og talte alene med hinanden, men så blev sygeplejersken kaldt ud til noget andet, og lægen måtte gå efter noget så jordnært som papir, så han kunne køre sig en strimmel med Gemalens hjerterytmer, og så var der plads til, at Fruen kunne se nærmere på skærmen og finde nogle tal og kurver at forholde mig til.

Og så kunne jeg ellers sidde på sengekanten og følge Gemalens hjerterytme. Det meste af tiden holdt den sig på et pænt lavt niveau, men ind i mellem høvlede den pludselig op på mere end det dobbelte, hvorefter Gemalen også kunne bekræfte, at nu havde han det altså ikke særlig godt.

Én ting er at kunne kigge med. Endnu mere sært bliver det, når lægen kan stille sig op og via klik på skærmen manipulere med Gemalens hjerterytme. På en gang både fascinerende og skræmmende.

Så det gjorde reservelægen. Manipulerede med Gemalens hjerterytme. For selv om han faktisk var ret overbevist om, at det ikke var pacemakeren, der var forkert justeret, så kunne han alligevel skrue på nogle parametre og symptombehandle i forhold til den forkammerflimmer, som han i stedet mente, der var tale om.

Det virkede så effektivt, at Gemalen fik lov at komme hjem igen. Men symptombehandling er jo ikke godt nok i længden, så Gemalen skal til tjek om et par dage, hvor man igen vil køre en strimmel fra hans sorte box aka pacemakeren og så finde ud af, om - og i givet fald hvad - der skal gøres noget.

Og i mellemtiden må jeg finde på en bedre måde at omgås Nemesis og Karma på. For nu vil jeg godt have styr på Gemalens hjerte. 

Og lov til at glæde mig over det.

Nå ja. Kamelen har vi stadig. Og et billede af hende
er da meget bedre end et af en hjerterytmeskærm.
(Det glemte jeg iøvrigt også at tage).

fredag den 27. juni 2014

Egentlig ret mageløst


Gemalen er vel hjemme igen.

Så Fruen har sænket skuldrene.

Og fået plads i tankemylderet til at tænke, at det egentlig er ret mageløst, hvad sådan nogle hjertelæger kan udrette. Hvor nemt, gnidningsløst og næsten smertefrit tingene kan gøres, når man er i de bedste hænder, og alt forløber planmæssigt.

Gemalen har fået skiftet pacemaker. Fordi batterierne var ved at gå flade. Sådanne batterier har åbenbart en levetid, der svarer meget godt til batteriet på Overleverens designikon - en 7-8 år.

Det vidste vi godt, og det var således helt efter bogen, at Gemalens pacemaker nu stod til udskiftning.

Ren rutine. Kan gøres næsten ambulant.

Men som vel de fleste almindelige mennesker (?) bliver jeg alligevel lidt hvid om næsen, så snart der er tale om at 'gøre noget', der berører hjertet.

Sådan har Gemalen det i virkeligheden også, men af hensyn til sine pyldrede damer, gør han sit bedste for at skjule det. Derfor tog han fortrøstningsfuld afsted i forgårs. Alene. Ingen grund til at blæse det op til noget stort. Han regnede da også bestemt med selv at kunne køre hjem igen senest dagen efter.

Fruen tænkte sit og bed sig lidt i læben for ikke at bævre for meget med den.

Første dag gik alene med tjek af dit og dat, målinger og blodprøver. Og med at kede sig. Heldigvis havde Gemalen netop fået udleveret en firma-Ipad, og så kunne han jo passende fornøje sig med at finde ud af, hvordan sådan en virker.

Komme hjem og sove måtte han ikke. Hvorfor ikke, ved jeg ikke. Måske er man bange for, at nogen formaster sig til at åbne den hjemlige køleskabsdør?

Næste dag var det Gemalens tur ved middagstid. Hed det sig. For det trak ud, før der skete noget. Det havde Gemalen dog nået at fortælle, og godt for det, for ellers var Fruen sikkert blevet ganske hys over ikke at høre fra ham hen over eftermiddagen.

Men kvart over tre ringede Gemalen, at det hele var vel overstået. Nu skulle han bare have noget at spise, for han var grumme sulten, og så ville han finde ud af, om han kunne få lov at tage hjem.

Han fik lov. Men om han specifikt huskede at spørge, om han selv måtte køre, har jeg ikke rigtigt fået svar på. Så det gjorde han nok ikke ...

Og om et lille øjeblik starter skolernes sommerferie, og selv om DMI truer med både torden og skybrud, synes jeg alligevel det lysner.




onsdag den 25. juni 2014

En anelse mentalt fraværende


Lige så tomt, som der er her på bloggen, lige så fyldt er der i mit hoved.

Så tomt, at bloggen ifølge Liv blev helt væk igår ... ? Sært, men egentligt ikke overraskende. Stilheden taget i betragtning.

Virkeligheden fylder.

Ikke sådan den virkeligt håndgribelige virkelighed.

For på den front sker der ikke en pind.

Det er på det mentale plan, der er gang i den.

Der er familiemedlemmer, der fejler sære ting. Der er noget skolebøvl, som fylder. Der er nogen, der pludselig ryger på hospitalet og gør os andre forskrækkede. Og endelig er der en, der skal have skiftet batterier. Og det er ikke bilen, jeg mener.

Det bør være ren rutine, og som ukuelig optimist regner Gemalen da bestemt med, at han selv kører hjem fra hospitalet i morgen.

Jeg håber, han har ret.

Imens fjumrer jeg rundt og opfører mig temmelig distræt.

Og glemmer hund, barn og aftensmad.

Eller, det bliver nok det næste.

For ind til videre har det - trods alt - mest været i småtingsafdelingen. Især glemte nøgler og glemte briller.

Men irriterende nok endda.

Værst forleden, hvor jeg glemte at lægge mine kontorbriller ned i skuffen, før jeg gik hjem. De sad oppe i håret og blev lagt i bilen, da de blev byttet ud med solbriller. Brillerne bliver dernæst glemt i bilen, og næste dag cykler jeg på arbejde. Uden briller og uden tasken med de ekstra briller. For den glemte jeg lige ...

- En dag glemmer du dig selv, siger Gemalen hovedrystende, når min distraktion når nye højder.

Jeg håber, han - på det punkt - tager fejl.



mandag den 16. juni 2014

Blåbroget selvaccept


Nu går jeg så og venter på et nyt forhjul til min cykel, som Gemalen har bestilt over nettet.

Altså hjul - ikke cykel.

Selv om jeg et kort øjeblik en kende naivt fløjtede for en helt ny cykel.

- Ny cykel? Du må da ikke være rigtig klog! sagde Gemalen, den glade ejer af i hvert fald fem cykler ...

Nå, men mindre kan jo også gøre det.

Og imens går jeg lidt blåbroget rundt, tæller mine mærker og deler dem ind i kategorier: Ubetydelige, almindelige og gigantiske. Der er en halv snes ialt. Plus/minus et par stykker. For nogle var et par dage om at dukke op, og nogle skyldes måske i virkeligheden, at glad Kamel er landet på mine sandalklædte fødder?

Men blå mærker er jo kun blå mærker.

Og da jeg ikke lige skal til fest i bare ben - og slet ikke leve af at være bikinimodel, så går det jo nok. Og endda over. En gang. Med tiden. For i kategorien gigantisk har jeg altså et virkelig imponerende blå-lilla mærke. Lige der hvor jeg er allermest velpolstret på hoften.

En polstring, som jeg normalt godt kunne ønske, var noget mindre. Men med ja-hatten på hovedet (i mangel af hjelm) tænker jeg, at der må jo være en mening med det hele. For uden samme polstring var jeg måske kommet mere galt afsted?

På den måde kan man på særeste vis nå til noget, der tilnærmelsesvis ligner polstringsaccept.

Nu mangler jeg så bare bevis for, at det også kan være en fordel med en vis portion maveflæsk ...




fredag den 13. juni 2014

Kun blå mærker


Er du en af dem, der ikke kører med cykelhjelm, fordi du 'da kører så fornuftigt, at der umuligt kan ske noget'?


Glem det!

Det holder ikke i virkeligheden.

Jeg har bevist det. På den hårde måde.

Således kom jeg torsdag morgen kørende i adstadigt tante-tempo på en af de små stier i det grønne område, der ligger som en oase mellem villakvartererne.


Og så pludselig - BUM - lå jeg og rodede på asfalten.

Under egen cykel plus andens cykel plus yngre kvinde.

Eller rettere; jeg havde lige akkurat nået at registrere, at der kom en drønende på tværs,og at det nok ville ende dumt. Hvorefter jeg - i en slow motion-udgave af det splitsekund, det tog at vælte, komme helt ned og knalde hjelmen i asfalten - nåede at tænke, at jeg bare ikke ville brække noget, om min mobil ville lide overlast, om det var et barn, der havde ramt mig, og hvor langt der var hen til børnehaven efter hjælp.

Og så et øjebliks fuldkommen stilhed.

- Av! Ej altså, det må du undskylde. Jeg kunne slet ikke nå at bremse, lød så en voksen damestemme.

Jeg var blevet torpederet af en kvindelig cyklist midt i 30'erne.

Det, og så det at hun virkede temmelig uskadt, var noget af en lettelse i forhold til at stå med et grædende barn på otte-ti-tolv år.

Vi fik rejst os selv op og konstaterede, at vi begge havde slået fingrene. Men ellers var der ikke noget at se.

Så prøvede vi at få cyklerne op at stå.

Det var straks sværere, for de var blevet viklet grundigt ind i hinanden, og det tog flere forsøg, før vi fik vredet hendes ene pedal ud af mit baghjul. Men til sidst lykkedes det, og så så hendes cykel helt pæn ud. Mens min havde et godt og vel ekset forhjul og kun lod sig flytte hen til det nærmeste træ.

Men pyt. Materiel skade er til at overskue.

- Godt, jeg havde hjelm på, sagde jeg. Jeg kunne mærke, at jeg slog hovedet i asfalten.


- Pyh, det var da godt. Så du er helt okay? spurgte kvinden bekymret.

Det mente jeg nok, jeg var. Og det var hun også. Og mens hun cyklede videre, fiskede jeg mobil frem for dels at fortælle Gemalen, hvor han venligst skulle finde og hente min stakkels cykel, dels for at meddele på arbejde, at jeg altså blev lidt forsinket grundet pludselig opstået maskinskade.

Nu er det blevet fredag, og jeg kan mærke efterveerne som ømhed i hele kroppen. Men ud over en forslået albue og diverse blå mærker - blandt andet et på størrelse med en underkop på hoften - og så altså omtalte generelle ømhed, har jeg ikke lidt overlast.

Cykelhjelmen er ridset.

Til gengæld har jeg ikke fået hjernerystelse.

Det er jeg ret godt tilfreds med.

Jeg fortsætter i hvert fald med at køre med hjelm.



tirsdag den 10. juni 2014

Batterier


Pling!


Så gik den uge. Pinsen. Og mere til.

Sådan bare.

Hvordan det lige gik til, ved jeg ikke.

Det var nærmest som om, nogen tog batterierne ud af ryggen på mig.

Det var i hvert fald ikke, fordi jeg havde gang i en masse voldsomme projekter.

Faktisk er re-lakering af tånegle nok den mest krævende opgave, jeg har gennemført ...

Gemalen syntes, jeg skulle bruge noget af Pinsen til at få ryddet op på kontoret/gæsteværelset. Men i modsætning til Liv, der fik styr på sine bunker, så var det så som så med gennemførelsen. Det var simpelthen for kedeligt, og vejret var for godt. Så helt i bund kom jeg aldrig.

Det lykkedes til gengæld at både slå og rive græsplænen.

Et projekt, der var større, end det burde have været. Fordi det var rundt regnet tre uger siden, at jeg slog den sidst. Fordelen ved det - hvis der er nogen - er, at man kan se hvor langt man kommer.

Ellers har jeg ikke lavet noget.

Jeg har siddet i solen og læst, til jeg kunne mærke på mine ben og fødder, at det var tid at søge skygge. Det burde de være blevet brune, eller i hvert fald røde, af. Det er de ikke. Til gengæld er de heller ikke længere nærmest selvlysende hvide. Og det er vel en begyndelse?

Bare ærgerligt, at det igen er hverdag. Med længe til sommerferie. Og endnu længere til den næste gratis fridag.

Suk.

Er der nogen, der gider finde mine batterier?