Lørdagsflimmer

Ha!

Så sænkede jeg skuldrene og troede, at det var sådan, det skulle være.

Den slags skal man nøjes med at tænke. Ikke sige højt. Og slet ikke skrive.

For straks tager Nemesis og Karma hinanden i hånden, kommer styrtende og bringer uorden med sig.

Gemalen forholdt sig nogenlunde i ro fredag.

Men lørdag var han klar til en tur på landevejen, mente han. Så han drog afsted. Efter højt og helligt at have lovet ikke at køre op ad en eneste lillebitte bakke. Hvilket faktisk er ret svært her i det midtjyske søhøjland. Det gik heldigvis fint,og han kom hjem igen, og Fruen fornøjede sig med at vaske hår på ham, så han undgik at blive våd på plasteret.

Og så fik vi frokost, og så havde vi balladen.

Gemalen fik det dårligt.

Han var selvfølgelig blevet hjemsendt med en klar instruks om straks at ringe til hospitalet, hvis der skulle opstå komplikationer efter pacemakerens udskiftning. Så han ringede. Og forklarede sig. Og fik at vide, at han skulle ringe 112 for indlæggelse på det lokale sygehus ...

- Jamen?!

Altså 112 og samme historie om igen. Det lykkedes at overbevise ham i den anden ende om, at der skulle sendes en ambulance, som så også kom trillende med to flinke reddere. De gik straks i gang med at tjekke dit og dat og ville tydeligvis helst køre direkte til Aarhus, men skulle først have grønt lys. Så de kørte og lovede at ringe besked.

Hvilket de også gjorde. De havde fået lov at køre til Aarhus.

Hvorefter Donnaen og jeg pakkede en taske med Gemalens tandbørste og andre småting for alle eventualiteters skyld og så kørte vi i samme retning. Vi fandt hospitalet og - efter nogen løben forvirret rundt i frygteligt lange gange - også Gemalen.

Igen blev der tjekket både dit og dat, og efter lidt tid kom en reservelæge med en trillevogn med noget computerhalløj. Han anbragte en kommunikations-dims på det sted lige under kravebenet, hvor pacemakeren sidder, og så var der ellers hul igennem til både computer og en skærm på væggen.

Og hvis det ikke lige var fordi Gemalen var utilpas, så var det faktisk ret spændende.

I starten gjorde læge og sygeplejerske sig godt nok ret brede og talte alene med hinanden, men så blev sygeplejersken kaldt ud til noget andet, og lægen måtte gå efter noget så jordnært som papir, så han kunne køre sig en strimmel med Gemalens hjerterytmer, og så var der plads til, at Fruen kunne se nærmere på skærmen og finde nogle tal og kurver at forholde mig til.

Og så kunne jeg ellers sidde på sengekanten og følge Gemalens hjerterytme. Det meste af tiden holdt den sig på et pænt lavt niveau, men ind i mellem høvlede den pludselig op på mere end det dobbelte, hvorefter Gemalen også kunne bekræfte, at nu havde han det altså ikke særlig godt.

Én ting er at kunne kigge med. Endnu mere sært bliver det, når lægen kan stille sig op og via klik på skærmen manipulere med Gemalens hjerterytme. På en gang både fascinerende og skræmmende.

Så det gjorde reservelægen. Manipulerede med Gemalens hjerterytme. For selv om han faktisk var ret overbevist om, at det ikke var pacemakeren, der var forkert justeret, så kunne han alligevel skrue på nogle parametre og symptombehandle i forhold til den forkammerflimmer, som han i stedet mente, der var tale om.

Det virkede så effektivt, at Gemalen fik lov at komme hjem igen. Men symptombehandling er jo ikke godt nok i længden, så Gemalen skal til tjek om et par dage, hvor man igen vil køre en strimmel fra hans sorte box aka pacemakeren og så finde ud af, om - og i givet fald hvad - der skal gøres noget.

Og i mellemtiden må jeg finde på en bedre måde at omgås Nemesis og Karma på. For nu vil jeg godt have styr på Gemalens hjerte. 

Og lov til at glæde mig over det.

Nå ja. Kamelen har vi stadig. Og et billede af hende
er da meget bedre end et af en hjerterytmeskærm.
(Det glemte jeg iøvrigt også at tage).