Andeby Park

Når man står med måsen i vejret og luger i sin have, fornemmer en bevægelse i nærheden, ser op og kigger en andrik direkte i øjnene, så bliver man altså lidt forbløffet.

I hvert fald hvis man er mig. 

Og fuldstændig uvant med ænder i haven.

Så jeg blev lettere handlingslammet. For ganske vist er det min have, men andrikken - og hans kæreste, som jeg nu også fik øje på - lignede nogen, der også følte sig ganske godt hjemme. Både på græsplænen og inde i mit staudebed.

Jeg skrottede straks en hver tanke om at slå græs. Hvilket passede mig godt, for det var alt for varmt.

Vi enedes så om, at jeg godt kunne luge videre, mens de tog en slapper på plænen lidt væk. Senere lukkede jeg op for havevanderen og forventede omgående andeflugt. Men den kom ikke. Ænderne kunne ikke være mere ligeglade. 

Selv da Gemalen kom og hev overdækningen af grillen og gik i gang med bøfferne, blev det blot betragtet med ophøjet ro.

Nu er spørgsmålet så, om det var et enligt pinse-besøg, eller om vi skal til at vænne os til at dele haven med et andepar?

Jeg kan ikke rigtigt regne ud, hvor de kommer fra. Næst-naboen har verdens mindste vandhul karpedam, men jeg tror ikke, de kommer ovre fra ham. Til gengæld har jeg i sidste tid tit set ænder komme flyvende. Og forleden dag på vej hjem fra arbejde kom tre ænder spankulerende hen ad fortovet. Men da var de tre. Nu er de kun to?

Og hvis de nu har tænkt sig at bo her, hvad er så deres videre plan? Har de tænkt sig at etablere familie, eller er min have bare at betragte som midlertidig ungdomsbolig, ind til de finder et mere passende sted til deres fremtidige hjem?

Desuden vil jeg gerne vide, hvad de spiser. For hvis det er dem, der æder mine blomsterspirer (det er der nemlig nogen, der gør), så kunne jeg godt gå hen og blive lidt mopset. Men hvis de omvendt gør kål på nogle af de mange insekter (og snegle?), der huserer, så skal de være så hjerteligt velkomne, for dem har jeg så rigeligt af.

Lige nu gad jeg godt vide lidt mere om ænder!

Rap rap ...

Rødhuder og sortfødder

Den sidste uges tid har givet en del kulør.

Gemalen ligner mest en indianer og kendes nu som Cyklende Bjørn.

Det kommer af at cykle til Middelfart fra det midtjyske uden solcreme ...

Det vil sige; indianer-kuløren holder kun delvist. Tager Gemalen tøjet af, er billedet mere broget. Bogstavelig talt. Kridhvid mave, indianer-kulør i ansigtet, på arme og ben.

Pigebarnet og Fruen selv har også fået mere farve, men ikke så meget og ikke på samme udpræget brogede måde. Kontrasterne er ikke helt så udtalte.

Til gengæld har vi noget, som Gemalen ikke har; nemlig sorte fødder.

Pigebarnet render bare rundt uden fodtøj. Mine sorte fødder skyldes have-arbejde iført sandaler. Det er simpelthen utroligt, så meget jord, skidt og støv, der bevæger sig ind mellem tæerne og mellem fodsåler og sandaler. Jeg er helt sort under fødderne, når sandalerne kommer af.

Det værste er, at vi begge i stor stil glemmer, at skrubbe fødderne ekstra godt, når vi er i bad. Så det er først, når vi ser de jordfarvede håndklæder, at vi kommer i tanke om vores sorte såler.

Det bedste er til gengæld, at vi så er NØDT til at finde en balje frem og tage fodbad inden efter sengetid. Mens man så sidder der og småplasker, kan man også lige finde ud af, hvilken fin neglelak, der skal pryde tåneglene de næste dage.

Nu håber jeg bare, at det ikke er skønne spildte kræfter.

Det med neglelakken altså. For med den vejrudsigt, er det vist med at finde de lukkede sko og måske ligefrem gummistøvlerne frem igen.

Øv, det gik ellers lige så godt.

Karklud x 2

Pyh!

En hel dag med revisor.

Føler mig lidt som en godt brugt karklud.

Ikke fordi det egentlig er slemt. Vi kender hinanden, og vi kender rutinerne. Så vi gør stort set bare, som vi plejer. Men det er alligevel lidt et cirkus. For revisoren og hans revisor-spire har tusind spørgsmål, og jeg skal svare på de 900, finde bilag og kontoudtog, projektoversigter og momsafregninger.

Og så skal jeg stå til regnskab for alle de sjuskefejl og hovsa-posteringer, jeg uundgåeligt har lavet i løbet af året. - Og som revisoren slår ned på med falkeblik, som var han betalt fordet. Hvilket han jo forresten også er ...

Alt i alt gik det meget godt, og allerede klokken 16.30 - det er vist rekord, tror jeg - erklærede han, at han nu mente at have så godt styr på det hele, at han og spiren kunne pakke sammen og klare resten hjemme på revisor-borgen.

Efter ti minutters mental skuldersænkning skyndte jeg mig hjem på terassen for at flade ud, mens Gemalen blev sendt på indkøb.

**

Rigtig godt brugt følte jeg mig også efter første besøg hos psykolog.

Ikke fordi det egentlig var slemt. For hun var jo en meget venlig dame.

Men jo, 'gu var det da slemt! Det er totalt grænseoverskridende at sidde og fortælle en vildt fremmed, hvad man føler og tænker i forhold til alverdens ting. Gemal, job, Pigebarn, sexliv, alder, sygdom og venner. For nu bare at nævne nogle af de mange emner, der blev smidt på bordet.

Omvendt er det også temmelig fedt at læsse af og være helt og aldeles i centrum ...

Så uden at vide, hvor det vil føre hen, tror jeg i hvert fald godt, at jeg kan vænne mig til processen.

Desværre er jeg nødt til at skifte psykolog. For hvad jeg ikke havde tænkt på var, at jeg kan få mine udgifter dækket via min sundhedsforsikring. Det kræver blot, at psykologen er tilknyttet det netværk, som sundhedsforsikringen bruger. Og det er hende her ikke. Og altså må jeg skifte. Hvilket er lidt øv, når vi nu lige var startet så godt.

Til gengæld kan de sparede penge komme i feriepuljen, og det er jo ikke så ringe endda.

Brændte naller

Så blev det endelig godt vejr.

Hvilket jeg søndag fejrede med et par mindre forsøg på selv-afsvidning.

Et heldags-projekt bestod i at få lidt for meget sol, så jeg nu er rød på højre arm og højre fod. Det er hvad, man jeg får ud af ikke at rykke liggestolen rundt efter solen.

Ja, og af ikke at bruge solcreme, selvfølgelig. Jeg ved det jo godt, men det er altså ikke rigtigt sommer, før jeg er blevet bare lidt for rød sådan hist og pist. Ret dumt, og heldigvis var Pigebarnet ikke hjemme til at følge sin mors dårlige eksempel.

Omvendt var Gemalen heldigvis kommet hjem, da jeg kastede mig ud i næste afsvidnings-projekt, der til gengæld var et lynprojekt.

Jeg skulle slå græs. Og længst oppe på bakken, længst væk fra stikkontakten var jeg ved at tabe ledningen. Det har jeg gjort så tit, og derfor er jeg ret god til at mosle stikket tilbage på plads uden at slippe plæneklipperen (der så ville trille ned). Men denne gang fik jeg så lige bøjet ledningen én gang for meget.

Pffssst, sagde det, og en fin lille, blå stikflamme slog ud mellem fingrene på mig!

Ret forbløffet slap jeg plæneklipperen (der alligevel ikke trillede ned) og kiggede på nogle meget sorte fingre og en smeltet ledning.

Og så kunne jeg li'som ikke komme videre.

Gik ind, vaskede hænder og konstaterede, at jeg havde reddet mig et par brandvabler. Fandt køkkenrulle og isterninger frem. Og beklagede mig til Gemalen over den ødelagte ledning - og over fingeren, der nu var begyndt at gøre ondt.

- Det var da ikke så godt, sagde Gemalen. Har du checket, om lyset virker?

- !!

Så forbarmede han sig dog og fixede min ledning, så jeg kunne komme videre.

Jeg slog mit græs og plantede to små bitte hindbærbuske, som jeg havde fået af min far. Kom blomster i et par krukker. Og dejsede om i føromtalte liggestol.

Nu håber jeg bare, at de nye planter kan holde til at være alene hjemme, ind til jeg får fri.

For det vil være ærgeligt at svide mere, synes jeg.




Søndagens nok mest vellykkede projekt



Alene-tid

Gemalen er taget til Sjælland for at køre mountainbike-orienteringsløb. Oh, hvilken fryd, at han igen kan cykle!!

Pigebarnet er på besøg hos sine morforældre. Hvilket hun i første omgang ikke var ubetinget tilfreds med. Men moren trængte til fred og ro, så sådan blev det.

Ikke bare fred og ro, men alene-tid.

(At fredagen på arbejde også var næsten alene-tid, var bare et ekstra plus.)

Alene-tid til at tænke. Og tulle rundt og lave ingenting. Eller gå i haven i stedet for først at lave og siden spise aftensmad. Og finde noget tilfældigt i køleskabet ved normal sengetid. Sidde hele aftenen med hovedet inde i computeren. Eller drikke portvin og læse til klokken alt for sent. Høre gamle CD'er fra sidste årtusind - og slukke igen, fordi de af uvisse grunde er mere støjende end for tyve år siden ...

Det er ren og skær - og skøn - slendrian.

Men så er det, at jeg alligevel ikke kan lade være med at spekulere på, om det ville være spor fedt, hvis det var hverdag? Kunne jeg overhovedet administrere kun at være mig selv? Eller ville jeg fuldstændigt forsumpe?

Det er der heldigvis ikke lige udsigt til at få svar på.

For i morgen er det slut. Både mand og barn kommer hjem. Og familielivets normalitet bliver igen trukket ud over hverdagene med vasketøj og lektier, Justin Bieber og frikadelle-stegning.

Og det er godt nok.

Men alene-tid i små, passende doser er nu altså heller ikke at foragte ...

Holdt skansen kørende

Nej, jeg holdt ikke fri.

Jeg holdt skansen kørende.

Det var det, han sagde, Verdensfirmaets yngste tekniker. Da det blev klart, at jeg var den eneste bortset fra piccolinen, der ikke holdt fri fredag efter Kristi Himmelfartsdag.

- Så må du holde skansen kørende!

Hvormed han leverede det nyeste bud på underlige forkludrede metaforer. At han ikke selv kunne høre, at der var noget galt, var helt tydeligt. Og da han i forvejen havde haft en jævnt dårlig dag, pointerede jeg ikke, at han vrøvlede, men nikkede bare bekræftende. Og tænkte mit ...

Så det gjorde jeg. Holdt skansen kørende.

Ganske mutters.

Og jeg nød det.

Altså, ikke at arbejde, mens cirka 95% af befolkningen holdt fri. Men den ro det gav. Ro til at fordybe mig i projekter, som kræver bare et minimum af koncentration. Noget jeg sjældent får i ret lang tid ad gangen på almindelige arbejdsdage. Hvilket så igen kan bringe mig faretruende tæt på det røde felt.

Jeg blev kun afbrudt af fragtmænd og pakkebude et par gange. Og telefonen var stort set tavs.  Om eftermiddagen kom piccolinen, men hun skulle sætte så meget på plads, at hun var godt beskæftiget uden min indblanding i flere timer.

Så jeg havde ro til at få ordnet en hel masse hængepartier.

Og jeg ordnede og regerede. Stemte af og balancerede. Og var noget så effektiv.

Mens jeg funderede på, om det virkelig er sådan, jeg helst vil arbejde. Stort set isoleret fra alt og alle?

Det er det ikke. Det er trods alt sjovere med selskab og nogen at snakke med. Nogen at afbryde og selv blive afbrudt af. Nogen at dele fredagsbasser og fødselsdagskage med.

Men det ville på den anden side også være superskønt en gang i mellem at arbejde uforstyrret, mens resten af arbejds-Danmark holder fri.

Bare ærgeligt, at jeg også godt vil holde fri, når resten af familien har fri ...

Blog-blokering

Det har holdt lidt hårdt på det sidste.

Indlæggene har ikke skrevet sig selv, og jeg har kun været delvist entusiastisk.

Så jeg måtte - på trods af en lille smule regnvejr - en tur i haven for at tænke over tingene.

Haven er mit absolut bedste tænke-sted. Her er fred og ro. Og plads til at tænke, samtidig med at jeg faktisk får udrettet både det ene og et andet.

Nå men. Jeg såede lidt sommerblomster og tænkte lidt.

Og altså; det, der blokerer, er mig selv ...

For lige pludselig, for et par uger siden, blev det hele bare lidt for meget, og så begyndte jeg at tude.

Bare sådan.

Jeg holdt selvfølgelig op igen. Men jeg begyndte også igen. Upassende. Uheldigt. Og uhensigtsmæssigt, når der er både familie og job, der skal passes. Så jeg fik en tid hos lægen. Og satte mig ned og tudede lidt mere.

- Hm, hm, mumlede han og rakte mig en kleenex.

- Gør noget, sagde jeg. Det her duer jo ikke.

- Næh, det kan jeg godt se, svarede han. Hvad siger du til psykolog?

- ??!??

- Det der er ikke noget, som piller hjælper på - og iøvrigt bliver man uhyggeligt hurtigt afhængig af dem. Næh, du trænger vist mere til en at snakke med. Tænk over det! sluttede han af.

Æv, jeg havde jo lige håbet, at en lyserød pille med striber ville kunne gøre det.

Godt så. Jeg tænkte over det. Og mærkede, hvordan det virkelig rokkede ved noget i min grundvold. For selv om jeg virkelig - VIRKELIG - synes, det er dejligt, når nogen kan få hjælp hos en psykolog, så er det jo ANDRE mennesker med ALVORLIGE problemer, ikke bare sådan nogen helt almindelige mennesker som mig, der pludselig ikke kan få en helt almindelig hverdag til at hænge sammen ...

Men jeg gør det.

Og jeg skriver om det. Noget af det i hvert fald.

Måske.

Ballet-chauffør

Ballet-sæsonen er slut.

På vanlig vis afsluttet med en stor dobbelt-forestilling på Viborg Teater.

To forestillinger idag, generalprøve igår.

Pigebarnet var godt brugt og sov i samme øjeblik, hovedet ramte puden.

Jeg er også godt mør. Men i år skyldes det nu nok ikke indsatsen, men snarere at jeg kom for sent i seng igår.

Det har nemlig ikke været særlig hårdt at være balletbarnets mor i år.

Faktisk har jeg været reduceret til chauffør. Kørte Pigebarnet og to andre balletpiger til Viborg. Men kun idag. I går blev Pigebarnet fragtet frem af den enes mor og hjem af den andens. Dejlig nemt.

Og vel ankommet til teatret forsvandt pigerne, og jeg kunne sætte mit i et hjørne med en bog, ind til det blev min tur til at se forestillingen. (At tage hjem kunne ikke betale sig.) Også dejlig nemt.

Men sådan har det ikke altid været.

De første år var moren faktisk næsten lige så træt som Pigebarnet, når opvisnings-weekenden var ovre.

For fem-årige balletpiger har ikke styr på ret meget, og så må deres mødre jo prøve at have det for dem ...

Altså var jeg med HELE lørdag og HELE søndag.

Der skulle klædes på og sættes hår. Og holdes styr på skiftetøj og børster. Og sørges for mad og drikke. Ikke alene skulle det være der, barnet skulle også have at vide, at hun skulle spise andet end de andres popcorn og iøvrigt huske at drikke.

Desuden skulle der holdes øje med tiden, så småpigerne kom op og var klar til at komme på scenen til tiden. Til gengæld måtte de ikke være der for tidligt, for så stod de og småsnakkede og forstyrrede.

Og så skulle man finde rundt, hvilket i sig selv var en udfordring af de mellemsvære.

For Viborg Teater er et over hundrede år gammelt teater, og garderoberne er gemt i kælderen og ved siden af scenen i flere etager. Og det er en labyrint af den af anden verden. Især hvis man som mor gerne vil befinde sig bag scenen og inde i salen mere eller mindre simultant. For man kan kun komme fra kælderen og op til salen i den ene side af teateret. Går man forkert, risikerer man at ende inde på scenen. Og der er under alle omstændigheder langt fra kælder til balkon. Den balkon, hvor man kunne snige sig ind på et ledigt sæde uden at have billet til netop den forestilling.

Man kunne derfor i flere år se Fruen stæse stakåndet fra kælder til balkon og tilbage igen med et lettere perpleks udtryk malet i ansigtet. Fordi det gjaldt om at være på balkonen, når Pigebarnet var på scenen, men samtidig også være parat til at modtage barnet retur, så snart hendes dans var overstået. Så hun ikke blev ramt af panik og for grædende rundt i katakomberne ...

Til gengæld lærte jeg teateret ret godt at kende, og når de små pigers mødre nu farer panikslagne rundt for at finde enten afkom eller garderobe eller begge dele, er jeg faktisk ret god til at hjælpe.

Så det har for mit vedkommende bare været en lang dag og ikke samme tour de force som for otte sæsoner siden.

Måske var det også den sidste.

Pigebarnet har meldt ud, at hun dropper balletten til fordel for mere af den moderne dans.

Men på vej hjem i bilen var hun pludselig i tvivl.

For det var jo ret hyggeligt, nu hvor man er så stor, at man kunne klare sig selv. Og 10-års-nålen blinker kun to sæsoner væk.

Uh, alle disse valg ...

Pause i forestillingen - og nej, man ville ikke fotograferes ...

Bortregnet virketrang

Idag, da jeg gik hjem fra arbejde i næsten tørvejr oven på en hel dag med regn, duftede der så dejligt af forår, og man kunne næsten lugte, hvordan alle blomsterne og alle buskene voksede inde bag hækkene.

Og jeg blev straks grebet af stemningen - min egen altså, for der var ikke en sjæl at se nogen steder -  og ramt af en voldsom virketrang.

Der er stadig bare pletter i mit bed, hvor der skal såes sommerblomster. Og der er både tomme krukker og tomme plantekasser, der bare venter på at blive fyldt med blomster.

Desuden måtte jorden formodes at være tilpas nem at grave i, så jeg kunne få mit fuglehus op at stå igen ...

Ligesom jeg kunne grave min, nu officielt erklærede, stendøde sommerfuglebusk op og få den væk, så jeg ikke længere skal ærgre mig over dens uheldige vovemod i det tidlige forår. Hvor den begik harakiri ved at skyde inden den sidste omgang streng frost. - Dumt gjort, plante!

Alt det nåede jeg at planlægge, at jeg godt kunne klare inden aftensmad.

Jeg skulle bare lige til slagteren og så på planteskolen og så - ding dong dynamolygte - så ville det da været fixet i løbet af no time.

Som om.

Man behøver ikke være særlig skarpsindig for at se, at her var arbejde til mange timer. Så det var nok blevet midnat, før jeg var blevet færdig.

Nu blev jeg slet ingenting.

For det begyndte igen at regne. Og det blev bare værre og værre.

Nogen siger ganske vist, at det er smart at plante i regnvejr, men jeg synes altså ikke, det er særlig rart. Hverken at blive dyngvåd eller mudret grundigt til.

Så virketrangen regnede hurtigt bort og afløst af et ekstra krus kaffe og god bog.

Lidt surt, for weekenden går op i hat og briller, gæstebud og Pigebarnets balletopvisning, så der bliver ikke tid til hverken at plante eller så.

Men i det mindste slap jeg for at forholde mig til min manglende sans for egne begrænsninger ...

Sandalvejr - NU, tak

Øv, for et gummistøvlevejr!

Mine gummistøvler er egentlig pæne nok. Altså, dem jeg færdes i uden for matriklen. De andre bærer præg af at være brugt til havearbejde. For nu at sige det mildt.

Men selv om mine gummistøvler er okay pæne, så gider jeg ikke at have dem på. Jeg vil slet ikke have gummistøvler på, eller støvler, eller sko. Jeg vil have sandaler på. Og det vil Pigebarnet også.

For vi har nemlig været til outlet. Sko-outlet. Som blev til sandal-udsalg for vores vedkommende.

Det var skønt.

Især var Pigebarnet ovenud tilfreds. For det var første gang, hendes fødder havde groet sig lange nok til at passe de allermindste voksen-størrelser. Noget hun har ventet på med længsel de sidste par år. Hun har klassens mindste fødder, og mens de andre forlængst er nået til både størrelse 38, 39 og 40, passer Pigebarnet stadig kun en lille størrelse 36. At hun måske nok en dag vil skønne på sine små fødder, hjælper ikke meget nu.

Men altså, det lykkedes hende at finde to par sandaler, som hun kunne passe. Og det lykkedes også at få Moren til at betale.

Fryd!

Men er der så noget værre end ikke at kunne få de ny-indkøbte på lige med det samme?

Nix, det er med Pigebarnets ord bare 'nederen'.




Sandal-udbyttet



Beskeden tulipanfryd og en lille smule bukke-undren

Fredag havde vi gæster.

Lørdag lå vi brak ...

Og på den måde kan man jo hurtigt føle sig bagefter.

Valget stod mellem strygetøj og græsplæne.

Begge dele trængte alvorligt. Men efter at have strøget, så vi i hvert fald kan komme gennem de første par dage i nogenlunde nystrøget tilstand, blev det græsplænen, der vandt.

Naboen havde slået sit græs allerede fredag. Inden jeg nåede at komme med gode ideer omkring fårehold mm., så nu var det pludselig min plæne, der så forsømt ud.

Bedre blev det selvfølgelig ikke af mælkebøtternes ukuelige optimisme. Det er simpelthen forbløffende, så hurtigt de kan nå at stikke hovederne op og så stå der og lyse gult og uartigt. Onsdag havde jeg stukket en halv spand op, men fredag aften var det ikke at se. I dag har jeg taget en halv spand mere.

Og plænen blev slået. Det er allerede nu meget nemmere, da jeg ikke længere behøver at være bange for at strangulere påskeliljerne med mine ledninger. Til gengæld fik jeg nedlagt mit fuglehus. Midlertidigt. Gemalen havde sagt, at det kunne jeg sagtens selv flytte. Det havde han kun delvist ret i. Og med Giroen i fjernsynet kunne jeg godt glemme alt om assistance, så nu ligger det og ser dumt ud. Jeg håber naivt, at Gemalen også synes, det ser dumt ud. Hvis ikke, må jeg selv have fat i en spade en af dagene ...

Nu hvor påskeliljerne er afblomstrede, er det kun spireahækken, der pynter. Den er til gengæld også sød lige nu.

Og så er der mine tulipaner!

Der er ikke ret mange. Kun cirka tyve, tror jeg. De er ikke specielt fine. Nærmest helt almindelige.

Men de er der. Og det er noget helt nyt, og noget som jeg ikke har oplevet i mere end femten år. Så jeg er vældig godt tilfreds med mine små, undseelige tulipaner. Og fryder mig over dem dagligt, når jeg kommer ud og ser, at de stadig er der.

Det plejer de nemlig ikke. De plejer at blive ædt. Lige når knopperne er ved at briste og står der og ser lækre ud - så haps!

Da vi i sin tid flyttede til det midtjyske, skyndte jeg mig at lægge de flotteste, næsten sorte tulipaner. Altså, der var billeder at flotte, sorte tulipaner på poserne. jeg så dem aldrig. De kom op, og jeg glædede mig, og så en morgen var de alle høstet og væk ned i fem centimeters højde.

Vores nye naboer kiggede mildt overbærende på mig og spurgte, om jeg da ikke vidste, at tulipaner er en delikatesse, hvis man er rådyr? Det vidste jeg ikke, og da vi havde skov lige op til haven, kunne vi altså ikke forvente at have tulipaner. Nå. Øv. Til gengæld havde vi fornøjelsen af rådyrene.

Da vi flyttede til vores nuværende, gemene, parcelhuskvarter, mente jeg godt, at jeg kunne lægge tulipanløg. For her er ingen skov og ingen rådyr.

Troede jeg.

For selv om vi så godt som aldrig ser rådyr i haven, så ser vi sporene. Og de har også med usvigelig sikkerhed høstet mine tulipaner, hver gang de nåede knopstadiet. Sidste år så vi faktisk også to unge bandit-bukke komme på besøg i skumringen.

I år har de ikke været her. Bortset fra et enkelt besøg for cirka fjorten dage siden, hvor jeg tænkte, at nu var det sket med mine tulipaner. Igen. Men jeg har ikke set dem siden. Og det er godt for mine tulipaner. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at spekulere over, hvad der er sket med 'mine' to små bukke.

Forhåbentlig har de bare fundet en have med flere tulipaner et andet sted ...

Fine - uspiste - tulipaner!

Drama Queen og autoriteterne

Frøken Drama Queen har slået til igen ...

Igår aftes, da Pigebarnet skulle i seng, gjorde hendes albue pludselig ondt.

En sand tåreflod fulgte, og der blev hulket højt og klagende.

En anelse mystificeret spurgte Moren ind til hvordan ondt og hvor meget.

- Det gør helt vildt ondt, græd Pigebarnet.

- Kan du bøje albuen - eller strække den?

- Neeej, det gør ondt!

- Må jeg prøve at røre ved den?

- Neej, det gør ondt, klagede barnet videre.

Hvorefter hun tudede videre med en kraft, der - med de åbne vinduer og det skønne aftenvejr in mente - gjorde mig ret sikker på, at de sociale myndigheder meget snart ville banke på, hidkaldt af skræmte naboer ...

Så prøvede jeg at finde ud af, hvad der måske kunne være årsagen. Men Pigebarnet var ikke faldet. Havde heller ikke deltaget i underlige lege, hvor der skulle hives eller hales i nogen eller noget. Hun havde cyklet, som hun plejede. Sprunget i trampolin, som hun plejede. Ballettimen havde været helt normal.

Moren blev nu en smule forbeholden og mente, at arm og albue næppe var hverken brækket eller forstuvet. Derfor kunne det heller ikke komme på tale at kontakte alarmcentral, skadestue eller lægevagt ...

Men nu er der det, at Morens autoritet på det lægefaglige område kan ligge på et meget lille sted. Pigebarnet tager bare ikke mine ord for gode varer. Så hun trak far-kortet, selvom han ikke var hjemme.

Til hendes ligedelte forbløffelse og ærgelse delte Faren Morens syn på sagen.

Altså måtte man sove.

Men da Pigebarnet slog sine øjne op her til morgen og meddelte, at det gjorde mindst lige så ondt som aftenen før, var Moren blevet blød.

Derfor læge, for det kunne jo være, at der var noget, jeg havde overset.

I modsætning til Moren kunne lægen godt få lov at røre ved armen. Og bøje den. Og strække og vride den. Pigebarnet pev, men kun i moderat grad.

- Din arm er hverken brækket eller forstuvet, sagde lægen. Men du må have forstrukket armen på en eller anden måde.

- Skal jeg så have forbinding på. Eller slynge? Spurgte Pigebarnet håbefuldt.

- Nej, det er ikke nødvendigt. Faktisk er det bedst, at du bruger armen, så går det hurtigere over, forklarede lægen.

- Nå. okay, sagde Pigebarnet.

På vej til skolen snakkede vi lidt om, at lægen jo så heldigvis havde sagt nogenlunde det samme som jeg.

- Ja ja mor, sagde Pigebarnet. Men du er jo ikke læge, så jeg kan jo ikke vide, om det, du siger, er rigtigt!

Tsk tsk ...