onsdag den 16. maj 2012

Blog-blokering


Det har holdt lidt hårdt på det sidste.

Indlæggene har ikke skrevet sig selv, og jeg har kun været delvist entusiastisk.

Så jeg måtte - på trods af en lille smule regnvejr - en tur i haven for at tænke over tingene.

Haven er mit absolut bedste tænke-sted. Her er fred og ro. Og plads til at tænke, samtidig med at jeg faktisk får udrettet både det ene og et andet.

Nå men. Jeg såede lidt sommerblomster og tænkte lidt.

Og altså; det, der blokerer, er mig selv ...

For lige pludselig, for et par uger siden, blev det hele bare lidt for meget, og så begyndte jeg at tude.

Bare sådan.

Jeg holdt selvfølgelig op igen. Men jeg begyndte også igen. Upassende. Uheldigt. Og uhensigtsmæssigt, når der er både familie og job, der skal passes. Så jeg fik en tid hos lægen. Og satte mig ned og tudede lidt mere.

- Hm, hm, mumlede han og rakte mig en kleenex.

- Gør noget, sagde jeg. Det her duer jo ikke.

- Næh, det kan jeg godt se, svarede han. Hvad siger du til psykolog?

- ??!??

- Det der er ikke noget, som piller hjælper på - og iøvrigt bliver man uhyggeligt hurtigt afhængig af dem. Næh, du trænger vist mere til en at snakke med. Tænk over det! sluttede han af.

Æv, jeg havde jo lige håbet, at en lyserød pille med striber ville kunne gøre det.

Godt så. Jeg tænkte over det. Og mærkede, hvordan det virkelig rokkede ved noget i min grundvold. For selv om jeg virkelig - VIRKELIG - synes, det er dejligt, når nogen kan få hjælp hos en psykolog, så er det jo ANDRE mennesker med ALVORLIGE problemer, ikke bare sådan nogen helt almindelige mennesker som mig, der pludselig ikke kan få en helt almindelig hverdag til at hænge sammen ...

Men jeg gør det.

Og jeg skriver om det. Noget af det i hvert fald.

Måske.

15 kommentarer:

Madame sagde ...

Jeg tror, vi alle sammen har været i din situation! Det er nemlig ikke spor sjovt og kan nemt føles lidt pinligt. Og jeg tror på, at det kan snakkes ud. Enten med en rigtig god ven eller et familiemedlem - eller med en, der er uddannet til at hale tanker og følelser ud af os.

overleveren sagde ...

Jeg vil ikke engang påstå at jeg har forstand på at se forskel på hvad der skal behandles med piller, hvad der skal en psykolog til og hvad venner og familie kan klare.

Men synes umiddelbart at det lyder til at være en smaddergod ide at kontakte en psykolog.

Og så kan jeg love dig at det kan være en god ide at skrive om det - ikke nødvendigvis til bloggen men så til en særlig dokumentmappe på din pc. Sætte ord på tankerne, for så er det som om at du ikke behøver tænke dem mere på den der komplekse måde, men at de får lidt mere klarhed.

Kong Mor sagde ...

Jeg kender godt det med at man helst ville have en stribet pille og så var man sig selv igen.

Mon det er fordi man så slipper for at tage stilling til det?

Jeg ved det ikke - men jeg ved at jeg synes det er en god idé at tale med nogen!! En rigtig god idé.

Rejen sagde ...

Mon ikke vi alle får krise på et eller tidspunkt i livet, det er der ikke noget galt i, det dumme er at gå og gemme på det!!!! Ud med det både hos en god psykolog og god idé som overleveren skriver, at skrive det ned så fylder det ikke så meget oppe i hovedet...;-D

Inge sagde ...

Nogle gange hober det hele sig op, og alt bliver for meget og helt uoverskueligt.
Jeg håber du finder den rigtige at tale med.
Gode tanker til dig.

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Næh, det er ikke så sjovt. Jeg håber, at du har ret, at det kan 'snakkes ud' :-)

Overlever: Tusind tak for dit gode råd om at skrive til en særlig mappe på PC'en. Det vil jeg virkelig tage til mig :-)

Kong Mor: Ja, det er sikkert - bevidst eller ubevidst - for at slippe for at tage stilling, at pille-løsningen synes så tillokkende :-/

Reje: Måske har du ret, og så hører man bare ikke om 'de andres' kriser. Ja, jeg vil bestemt forsøge at gøre som Overleveren råder til :-)

Inge: Tak!

Annemor sagde ...

Så fant den visen deg også. Det er kanskje ikke uunngåelig for det man kaller det moderne mennesket?
Og de aller fleste møter den på ett eller annet tidspunkt. Men man snakker ugjerne om det.

Egentlig tror at du har fått noen gode råd.Skriv, noe kan du dele, noe blir så personlig at det kan være godt å unndra det andres øyne. "Skriv for skuffen"-saker.
Og tillat deg selv en god gråt en gang i blant. Jeg vet at en periode krever noen gråt.

Og ta for all del i mot tilbudet om noen å snakke med. Bruk vedkommende som vegg for dine tankeballer.
Tro bare ikke en ting: Ingen "kan fikse deg", NÆH, det arbeidet må du gjøre selv og det kan du.

En diger mormorklem med rett til å lytte kommer her.

Mosekonen sagde ...

Jeg synes, det er en fantastisk klog læge, du har.
Vi oplever allesammen at kunne komme i en krise, som er større, end vi selv kan klare.
Synes det er en god idé at skrive. Det hele behøver ikke at komme på bloggen, men skriv alligevel. Gem det i skuffen, eller smid det væk bagefter.
Jeg ved fra egen erfaring, at skriveriet kan hjælpe.
Ønsker dig held og lykke. Knus.

Susanne sagde ...

Jeg kan kun tilslutte mig. Jeg har selv haft rigtig god glæde af at skrive. Jeg har en hel dagbog liggende fra tiden med min syge datter. Det giver luft at få ordene på papir, skærm, eller hvor man nu lægger dem.

Pillen kan kun tåge lidt og ikke se årsag. Jeg håber, at du finder din vej igen. Varme hilsner herfra.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Tak for klem og kloge ord :-)

Mosekone: Min læge har givetvis ret ... Dejligt at læse, at skuffeskriveriet har hjulpet dig. Et råd, som jeg vil følge! Klem tilbage :-)

Susanne: Også du har haft glæde af at få ordene frem på skrift. Jeg vil følge jeres eksempel. - Og tak :-)

Kirsten sagde ...

Gør det! Du vil blive så glad for det. For det er jo ikke holdbart det der tuderi i utide, vel? For den slags har det med at blive værre hvis man lader som om det ikke eksisterer.
Så af sted med dig og 0hvis du trænger til at dele - så er vi her jo!

Lene sagde ...

Sådan nogle øv dage tror jeg vi alle har engang imellem. Bliver der for mange af dem eller bliver det for stort, har man brug for hjælp og så er det måske ikke en dårlig ide med en psykolog.

At skrive er en god ting, eller snakke med en god ven, gå i haven eller bare at få en god nattesøvn, kan også hjælpe. Beder man om hjælp er man godt på vej.

Fruen i Midten sagde ...

Kirsten: Nej, utidigt tuderi duer ikke, så ja, afsted med mig. Og så håber jeg, at jeg bliver netop 'glad' for det. Hvor meget jeg kommer til at dele på bloggen, vil tiden vise. Men det er SÅ dejligt, at der er 'nogen' i den anden ende af cyber space :-)

Lene: Du har ret - erkendelse er i sig selv en god begyndelse :-)

Pia sagde ...

At skrive, som andre foreslår er god terapi. Jeg har slev skrevet mange ord på utallige sider, da Allan røg ind i en psykisk sygdom.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Godt, at du også havde god gavn af at skrive. Ind til videre er jeg ikke kommet i gang. Har kun siddet og kigget lidt tomt på computeren, men håber, at det bare er et spørgsmål om at få hul på bylden?