torsdag den 30. juli 2015

Wrooom!


Da vi vågnede første morgen i Oberammergau, var temperaturen pludselig faldet så meget, at vi måtte forholde os til fremmedord som 'trøje' og 'lange bukser'.

Det gjorde ikke noget, for vi skulle ind og se BMW og eventuelt lidt af München, så den foregående uges smelte-temperaturer kunne vi godt undvære.

Efter en solid omgang morgenmad, hvor værtsparret havde nusset om os og sørget for, at vi fik både æg, kaffe og yoghurt efter ønske og i rigelige mængder, drog vi afsted.

I vældig god tid, for Gemalen var blevet lidt tids-nervøs over den kedelig kombination af trafikintensitet og omfattende vejarbejder, som vi havde set i München dagen før.

Godt det samme, for det blev noget bøvl. Men frem kom vi, og så var det, at Gemalen foreslog, at Fruen da lige kunne smutte ind og få vores billetter, mens han og Donnaen fandt ud af at parkere.

- Nul! sagde Fruen.

- Jamen,.. begyndte Gemalen.

- Glem det, svarede Fruen.

Og sådan blev det.

Heldigvis.

For da vi, i samlet trop, kom hen til skranken og sagde det bookingnummer, som Gemalen havde fået oplyst ved sin telefonbestilling, slog receptionisten det ind, fandt det og sagde - et helt forkert efternavn!

Ups!

Den søde receptionist rodede lidt, men kunne ikke finde os, og spurgte efter mailbekræftelsen. Gemalen så desorienteret ud, for sådan en var han aldrig blevet lovet.

Noget var altså gået galt, og desværre var den engelsksprogede rundvisning fuldt booket, men måske var vi interesserede i en rundvisning på tysk to timer senere, foreslog receptionisten, idet hun - uden at vi i første omgang bemærkede det - slog over i tysk.

Gemalen var parat til at sige nej tak, men dér gjorde han regning uden sine damer. Fruen ville sandelig gerne på Werkführung, og Donnaen, der gik rundt med julelys i øjnene, regnede lynhurtigt ud, at der dermed blev ville blive rigtig, rigtig god tid til at se grundigt på alle de nye, lækre modeller, der stod i udstillingslokalerne. Både BMW'erne, Rolls Roycerne og Minierne.

Så vi sagde ja tak, og receptionisten, der nu havde haft lejlighed til at teste vores tysk-kundskaber, sagde, at vi helt sikkert også sagtens kunne følge med i, hvad guiden ville fortælle.

Og så så vi på biler. Mange biler. Og flere endnu. Flotte biler, dyre biler, superseje, lækre og skinnende biler.

Gemalen syntes, det var spændende, og Donnaen havde en fest. Hun forsvandt gang på gang, fordi hun liige skulle tage lidt flere billeder af en eller anden særligt sej øse. 


Fruen selv lod sig også betage, og hvis de to andre ind i mellem var lidt for grundige, var der altid bygningerne at kigge på. Arkitekterne har virkelig fået lov til at boltre sig og skabe nogle fantastisk flotte rammer som match til de flotte biler.

En etage oppe var der en afdeling med motorcykler. Superseje motorcykler, som man gerne måtte sætte sig op på, hvilket både vi og alle mulige andre - børn, unge fyre og gamle damer - gjorde i stor stil. Mens der blev taget billeder, grinet og drømt om den ultimative frihed på to hjul.

Lige ved siden af lå en café, hvor vi fik vores frokost, mens vi sad og lod os underholde af alle de glade motorcykelbeundrere.

På et indskudt dæk stod biler til afhentning af private købere. Og hvis man gad vente længe nok, kunne man opleve, hvordan de kom ind, fik deres bil og en gennemgang af den, før de tog en prøverunde og forsigtigt trillede ned ad rampen og ud verden. Vi kunne hurtigt blive enige om, at det var den helt rigtige måde at købe bil på, så når vi en dag har både tid og et par millioner til overs, så vil vi også prøve ...

Museet kunne vi også nå. Her var det især Gemalen, der ind i mellem gik lidt i stå og faldt i staver over modeller, han selv havde haft for mange år siden.

Nu var det blevet tid til Werkführung,og efter en kort film-introduktion og udlevering af ørebøffer og modtager-dims, fulgte vi - cirka 30 mennesker - efter vores guide over til selve fabrikken.

Turen tog cirka to timer. Og hvad skal jeg sige? Det var simpelthen fantastisk. Ganz ganz wunderbar!

Vi så en masse. Vi hørte en masse, og vi forstod det meste - tror vi nok. Og vi blev dybt imponerede.

Vi så de enkelte, nypressede karosseridele komme ind, så delene blive til et helt karosseri og svejset sammen af svejserobotter. Flere tusinde svejsepunkter på nul komma ingen tid.

Hvad, der især overraskede mig, var, at den samme robotlinie kunne håndtere flere forskellige modeller og typer. Der kunne således komme en 3'er sedan lige efter en todørs 4'er cabriolet efter en 3'er touring. (Fabrikken i München laver kun 3'ere og 4'ere).

Lakeringen var et kapitel for sig. Først et saltobad for at fjerne svejsestøv og andet snask. Så et nyt saltobad for at grunde karosseriet. Det foregik ved at tilføre karosseriet en elektrisk plusspænding og grunderbadet en negativ (eller også var det omvendt).

Så lakering af flere omgange. Og her kunne jeg nok have stået endnu, da jeg var totalt fascineret af malerrobotterne. Også her virkede det ubegribeligt, at robotterne 'vidste', hvilken modeltype de skulle male.

Først til sidst var der mennesker på 'gulvet', blandt andet til montering af sæder med mere og til et sidste tjek af bilerne, inden de rullede ud fra fabrikken. Ellers havde det hele været robotstyret, og man så kun få personer, der gik rundt og passede, at alt kørte, som det skulle.

Klokken var nu over seks, og med tre totalt overloadede hard discs, opgav vi enhver plan om et se bare lidt af München. I stedet gik vi ned og hentede vores usexede, franske bil og kørte hjem.

I Oberammergau fandt vi en restaurant, og mens vi spiste, ville Donnaen gerne vide, om man på samme måde kunne besøge Mercedes og Audi, for det gad hun altså virkelig godt ...

Fin gammel sag.

mandag den 27. juli 2015

Skiftedag


Vi tog afsked med Plzen og de andre danskere.

De fleste skulle hjem, et enkelt par til Alsace, og vi skulle videre til Oberammergau i bunden af Bayern.

Der var ikke særlig langt, og vi havde hele dagen, så i stedet for bare at holde ind ved en tilfældig motorvejsrestaurant, lod Gemalen sig gerne overtale til at køre ind til midten af Regensburg for at spise frokost der og liige se katedralen og den allernærmeste bymidte.

Ruth fandt bymidten, og Gemalen fandt en ledig parkeringsbås. Og mens jeg var inde hos en venlig konditordame (hun var  simpelthen nødt til at være venlig, for bag mig stod en pater i fuldt ornat og skulle købe kager, og så kan man som god katolik ikke være andet end venlig) og veksle til mønter til p-automaten, fandt Gemalen ovenikøbet en bås i skyggen. Det var - også den dag - smeltehedt, så en plads i skyggen var i høj kurs.

På Domplatz foran katedralen er det tydeligt, at sommerferien endnu ikke er startet. Horder af skolebørn krydser pladsen i forbindelse med en skoleudflugt. Men det er jo Tyskland, så det sker så roligt og disciplineret, at selv Donnaen bemærker det.

Da vi fra den skarpe middagssol træder ind i katedralen, føles det som at træde ind i et sort skab. De store vinduer består alle af glasmosaikker, der gør lyset så dæmpet, at det tager et øjeblik, før vi kan se noget som helst.

Men så åbner kirkerummet sig langsomt for en, og man kan se, hvor kæmpestort det er. Vinduerne med glasmosaikkerne tiltrækker sig først og størst opmærksomhed. De ældste har overlevet siden det 14. århundrede, mens andre er af nyere dato, hvilket tydeligt ses. Uden dermed at sige, at det nødvendigvis gør noget skidt for helhedsindtrykket.

Alteret er en imponerende sag i sølv. Mere sjældent end kønt. Med en masse detaljer, som man desværre ikke kan komme helt tæt på for at studere nærmere. Derudover rummer katedralen flere andre detaljer, som vi givetvis ville have set, hvis jeg havde læst ordentligt på lektien hjemmefra ...

Men det havde jeg ikke, så vi gik ud i det blændende solskin og fortsatte - så snart vi kunne se igen - over i skyggen og en lille tur ind i de nærmeste små gader.

Ret hurtigt dukkede et stormagasin op, og da vi alle var lettere tissetrængende, kunne vi nemt enes om, at det var et godt sted at finde et toilet. Så det gjorde vi, og da vi bagefter fandt ud af, at stormagasinet havde et cafeteria med en tagterrasse med udsigt over byens tage, tog vi rulletrappen derop for at kigge ud.

'Byens tage' viste sig at være ret præcist for, hvad man kunne se. Katedralen lå ganske tæt på til den ene side, og nu, hvor vi var kommet lidt op, havde vi en god udsigt til de to flotte tårne. Det specielle ved tårnene - udover, at de er meget høje og virkelig flotte, af den 'gennemstukne, hullede' slags, som jeg et eller andet sted har læst beskrevet som 'filigran' - er, at de først er tilføjet i midten af det 19. århundrede. På foranledning af kong Ludwig af Bayern. Hvorfor og om der slet ikke var tårne før, har jeg ikke kunnet læse mig til.

Egentlig ville vi gerne have spist frokost på terrassen, men der var simpelthen for varmt, så vi søgte indenfor. Spiste godt - og dyrt følte vi. Efter en uge i Tjekkiet, skulle vi lige vænne os til det tyske prisniveau. Som ikke er urimeligt, men bare meget højere end det tjekkiske.

På vej tilbage til bilen kom vi forbi et efterhånden sjældent syn; en offentlig telefon. Ovenikøbet med tilhørende stol.

Afsted gik det. Ruth ledte os direkte igennem München, og det var kun, fordi vi kom først på eftermiddagen, at vi undgik at hænge ubehjælpeligt fast i byens trafikkaos.

Klokken cirka tre nåede vi Oberammergau, fandt König Ludwig Strasse og vores Gästehaus et stenkast oppe ad bjerget. Vi kunne først checke ind klokken fire, men det tog værtinden ikke så tungt, når hun nu alligevel var der, som hun sagde ... Og så fik vi en fin ferielejlighed, som lå i kælderen, mod nord. Hvilket varmen taget i betragtning var ganske dejligt.

Værten gav mig et kort over byen og krydsede både indkøbsmuligheder og gode spisesteder af, og så begav jeg mig afsted for at købe dit og dat og mælk til min kaffe, mens Donnaen og Gemalen fladede ud og så Tour de France i fjernsynet.

Byen er ganske lille og burde være til at finde rundt i (især når man har et kort), men ikke desto mindre befandt jeg mig alligevel pludselig i udkanten af byen og stod og gloede dumt på en ko, der gloede noget klogere tilbage og i høj grad lignede en, der tænkte 'åh nej, endnu en tosset turist!' Det var dog en overkommelig opgave at komme på rette spor igen, og jeg fik købt, hvad jeg ville og kunne gå tilbage til køligheden.

Hen under aften traskede vi alle ned for at se nærmere på byen og finde et sted at spise.

Oberammergau er en fin lille by, befolket med rundt regnet 5000 gode bayere. Byen er berømt vidt og bredt for sine passionspil, som finder sted, når årstallet ender på nul. Men selv om der altså er længe til næste passionsspil, er byen alligevel en turistmagnet, og de store turistbusser fyldte godt i både by og landskab. De amerikanske pensionister fyldte i lydbilledet. Ikke voldsomt, bare lige sådan, at man aldrig var i tvivl om deres tilstedeværelse.

En anden ting, der fyldte i lydbilledet, i alvorlig grad, var kirkeklokkerne. Vi havde sat os på en udendørsrestaurant, og hvert kvarter måtte vi opgive at tale sammen, fordi kirkeklokkerne bimlede og bamlede. Heldigvis boede vi så langt væk, at vi kun svagt kunne høre klokkerne, da vi gik i seng. Til gengæld kunne vi fint høre og se tordenvejret, der kom rullende ind ved midnatstid og satte en stopper for hedebølgen.


Næste dag blev det kun halvt så varmt.


Rart med en stol, hvis man skal snakke længe ...

onsdag den 22. juli 2015

Patton og andre småtterier


Der blev også plads til andet end cykelløb og udflugter, mens vi var i Plzen.

Seværdighederne - i selve Plzen - bortset fra bryggeriet Pilsner Urquell, som vi havde set - hører dog til i småtingsafdelingen. Og varmen gjorde, at vi ikke gad bare at slentre rundt i de grønne oaser og/eller kigge på butikker.

Lidt blev det dog til.

Donnaen havde som modspil til alle mine kedelig forslag om kirker og museer fundet en tjekkisk udgave af Experimentariet, hvor Gemalen satte os af en dag på vej ud til sit løb. Det lå i en gammel, flot fabriksbygning, og der var masser af ting at kigge på eller prøve. Desværre var også mange opstillinger, som vi ikke kunne få til at virke. Og den engelske tekstning så begrænset, at vi ikke var i stand til at afgøre, om det skyldtes fejlbetjening eller fejl på opstillingen.

Lidt øv, men så kunne vi da se synagogen på vej tilbage til pensionen. Synagogen i Plzen er en af de største i Europa og har en fin rød facade med gyldne løgkupler. Byen havde oprindeligt en relativ stor jødisk menighed, men efter 2.Verdenskrig var den reduceret til en tiendedel, og synagogen bærer indvendigt meget tydeligt præg af, at man mangler midler til at restaurere og vedligeholde den.

Hverken Donnaen eller jeg har før set en synagoge, så vi havde ikke noget at sammenligne med, men vi var ikke imponerede. En mere synagoge-kyndig blandt MTB-O-rytterne gav os ret; den er kedelig. Så egentlig skal man nøjes med at beundre den udefra. Men har man først betalt for at komme ind, kan man jo glæde sig over, at entréen går til et godt formål ...

Oven på det mente Donnaen, at hun havde set mere end rigeligt af Plzen, og iøvrigt havde hun ødelagt sine hæle ved at gå i de helt forkerte sandaler og måtte således tapes ind i plaster de følgende mange dage, så ville jeg se mere, måtte jeg se det alene.

Nu havde jeg jo været oppe i kirketårnet, og ned i de gamle underjordiske gange gad jeg ikke rigtigt. Så en lørdag formiddag brugte jeg lidt tid på et meget lille, lokalt marked på kirkepladsen (eller også er det kirken, der ligger på torvepladsen?), hvor jeg flottede mig og købte en servietholder!

Og den allersidste formiddag gik jeg en tur på det lille museum Patton Memorial. Mest fordi jeg vidste, at jeg ville blive sur på mig selv, hvis jeg ikke havde undersøgt, hvad det gik ud på.

Det var virkelig et lille museum, og der var virkelig ikke meget at se, og det, der var, var virkelig ikke noget særligt, men mest småting, som forskellige, fortrinsvis amerikanske og belgiske veteraner havde doneret.

Alligevel var det bestemt ikke uinteressant, og jeg fik et par ekstra brikker til mit (aldeles mangelfulde) billede af 2. Verdenskrig og tiden derefter. For jeg var ikke klar over, at Bøhmen, altså den vestlige del af Tjekkiet, var blevet befriet af de allierede - af general Patton og hans 3. armé - og først senere forsvandt bag jerntæppet. Hvor må det have været ekstra surt, når man nu var blevet befriet af Vesten, kan jeg ikke lade være med at tænke. Men sådan var det altså. Og jeg vidste slet ikke, at man fra russisk side havde været så utilfreds med det faktum, at man simpelthen skrev historiebøgerne om og blandt andet tillagde arbejderne på Skodafabrikkerne en (alt for) stor del af æren. Desuden forsvandt mange af de efter krigen opsatte mindesmærker på mystisk vis og kom først frem igen - hvis de ikke var gået direkte til skrot - efter jerntæppets fald.

I det lille museums gæstebog kan man se, at det jævnligt besøges af amerikanere, der efterlader små hilsener om, at de nu følger i deres fars eller bedstefars fodspor for at se den by og det område, som han - faren eller bedstefaren - var med til at befri i sin tid.

Og sådan er det på forunderligvis sommetider de mindste ting, der sætter flest tanker i gang.

Mere jordnære tanker kom på banen, hver gang jeg købte ind i det lokale supermarked, der smart nok var placeret kun små 200 meter fra pensionen. Jeg æælsker at handle i udenlandske supermarkeder. Og kan bruge utrolig lang tid på det, hvis jeg får lov. Jeg skal nyde den gode plads. Der er altid bedre plads i udenlandske supermarkeder end i de danske. Har givetvis noget med kvadratmeterpriserne at gøre? Og hvor er det bare rart, at der er lys og luft i mellem varehylderne. Jeg skal glo på udvalget af frugt og grønt og af brød og kager. Og måbe over slagterafdelingen (og nogle steder, men ikke i Plzen også over fiskeafdelingen). Derefter skal jeg lede efter plaster til Donnaen, og efter det må jeg nødvendigvis se på krydderier og på hylderne med lokale vine og spiritus, som jeg slet ikke kender.

Alene udvalget af flaskevand kan jeg bruge lang tid på, og så er der de aktuelle tilbud, som - i Plzen i juli - er sylteglas i alle størrelser og varianter. Glas for sig og låg for sig. Tyve låg for ingen penge og et pænt antal syltetøjsglas til en pris, der for en til at overveje at sætte en import til Danmark i gang med det samme. Til sidst er der bare tilbage at tage pippet fra kassedamen, når jeg ikke som forventet svarer på tjekkisk, men alt efter humøret på engelsk eller tysk. Heldigvis er der display på kassen, og den indledende panik afløses af et genert smil og måske endda et 'Thank you, have a nice day!'

Kongeslot den ene dag og det lokale supermarked den næste.

Egentlig er jeg ret nem at fornøje ...


Flaskevand i store mængder i det lokale supermarked.

mandag den 20. juli 2015

En borg i den modsatte retning


Efter vores vellykkede tur til Karlsbad (jo, den var vellykket trods stjernemangel.) tænkte jeg, at vi jo passende kunne prøve at køre i den modsatte retning, mod sydøst, cirka samme distance, plus det løse, for at se på en gammel bro og et par borge.

Det lød måske ikke så interessant, men Gemalen var nem at lokke. Vi aftalte med nogle af de andre danskere, at vi ville satse på at være tilbage ved syv-tiden, så vi kunne følges med dem ud at spise. 

Og så kørte vi.

Landevejen mod sydøst har samme nummer som den til Karlsbad, men det viste sig ret hurtigt, at den både var mere snoet, og at der lå betydeligt flere landsbyer. Fremdriften blev derefter.

Vi nåede dog Pisek og skulle så finde den bro, som jeg absolut ville se. Gemalen kørte ned i bymidten, hvor vi så et skilt, som Gemalen dog fejltolkede, så vi ikke kom direkte ned til broen, men i stedet fik en lille spadseretur langs floden ud af det. Eller Donnaen og jeg gjorde, for Gemalen mente, at vi sagtens kunne se på 'den der bro' uden ham, og så satte han sig på en bænk i skyggen.

Broen lå, hvor den skulle, og så ud nogenlunde som den skulle; tusse-gammel. Det er den ældste bro i Tjekkiet og dermed ældre end Karlsboen i Prag. Broen tog en del skade i forbindelse med en voldsom oversvømmelse i 2002. Siden har man repareret broen og forstærket bropillerne. Godt for broen, men knapt så godt for helhedsindtrykket.

Egentlig ville Pisek by sikkert være et ordentligt besøg værd, men Fruen havde jo sagt bro plus to borge, så Gemalen mente ikke, at der var tid at spilde.

- Du kan lige slå din borg ind på GPS'en, sagde han.

- Det går ikke så godt. Ruth vil ikke kendes ved stednavnet, meddelte jeg efter lidt fumleri.

- Hvordan staves det? Så prøver jeg, sagde Gemalen en lille smule overbærende.

Hvorfor er det, vi ikke bare kan acceptere, når noget ikke virker, men liige skal prøve selv også for at blive overbevist?

- Z-v-i-k-o-v, sagde jeg langsomt.

- Det duer ikke, erkendte Gemalen. Vis mig, hvor det ligger på kortet.

- Øh, det er ikke på kortet, men jeg tror, det ligger nogenlunde dér, sagde jeg og pegede på en lille bar plet.

Et road atlas over hele Europa kan være vældig godt, når man skal danne sig det store, forchromede overblik. Det samme kan man ikke sige, når det gælder om at finde en hel præcis destination langt ude på landet i Tjekkiet ...

- Hvorfor tror du det? spurgte Gemalen med skepsis i stemmen.

- Fordi borgen skal ligge, hvor de to floder løber sammen, og det gør de lige dér. Så hvis vi nu kører ud af den vej, og drejer til venstre, inden vi når floden, så burde vi komme i den rigtige retning, mente jeg.

- Der er ikke nogen vej til venstre, indvendte Gemalen.

- Nej, ikke på kortet, men måske i virkeligheden, sagde jeg optimistisk.

Og så kørte vi.

Ruth blev indstillet, så vi kunne finde en vej til venstre inden floden. Helst en, der så nogenlunde farbar ud og ikke bare ledte ud til tre huse og en gård på en mark. Vejen kom, og vi drejede.

- Hvad så nu? spurgte Gemalen.

- Nu følger vi vejen og håber, der kommer et skilt. Det må der vel gøre.

Og så kørte vi. 

Imens sad jeg og skruede på Ruth og skiftevis forstørrede og formindskede kortet og prøvede samtidig at holde øje med eventuel skiltning. Og lige da Gemalen skulle til at tage luft ind og sige et eller andet (muligvis ikke særlig positivt), dukkede skiltet op.

Da vi nåede parkeringspladsen, var en stor turistbus netop ved at forlade stedet. Klokken havde passeret lukketid, men vi var rørende enige om, at vi alligevel ikke havde gidet at se på gamle rustninger og våben. Det var selve borgen og især dens beliggenhed, der var det spændende.

Vi gik det sidste stykke, og på en høj knold, kun forbundet til fastlandet med en smal tange, lå borgen og tog sig flot ud.

Også den er tussegammel. Endnu ældre end broen og oprindelig bygget helt tilbage i 1200-tallet. Dengang og i mange århundreder derefter har den strategiske placering ved sammenløbet af Otava og Vltava haft stor betydning. Man kunne holde øje med alt og alle, og samtidig har placeringen højt over vandet, ude på en tange gjort borgen relativt nem at forsvare.

Det tog ikke lang tid at gå rundt om borgen, men den flotte udsigt over floderne gjorde, at man let faldt i staver og bare stod og kiggede. En flodbåd kom forbi,og havde vi haft hele dagen til projektet, kunne vi have sejlet med den ned ad floden til den anden borg, som jeg gerne ville se.

Men det havde vi ikke. Faktisk havde vi slet ikke mere tid og den sidste borg måtte springes over. Efter jeg havde været nede i vandkanten, ved turbådens landingsplads, og vi alle havde stået ved diverse udkigspunkter og funderet over storheden ved stedet, og Gemalen havde erklæret, at han godt gad et retrætejob som borgbestyrer sådan et sted, bad vi Ruth føre os tilbage til Plzen.

Hvilket hun gjorde. Ad meget små og meget snørklede veje. Mange steder var der meget smukt. Men en hård tur for chaufføren, fordi solen stod lavt på himlen og lige i mod os og nogle steder gjorde det svært at se noget som helst. Det i kombination med de mange, mange sving gjorde at Gemalen måtte køre særdeles forsigtigt, og det tog en evig tid. Så i stedet for klokken syv var vi først hjemme klokken otte, og de andre var forlængst gået ud for at spise.

- Havde jeg på forhånd vidst, at det blev sådan en tur, havde jeg nok sagt nej, sagde Gemalen bagefter.

- Og havde vi taget denne tur først, var vi nok ikke kommet til Karlsbad bagefter? spurgte jeg.

- Sikkert ikke, medgav Gemalen.

Men heldigvis havde vi taget destinationerne i den rigtige rækkefølge, og heldigvis kunne vi gå ud og finde en særdeles lækker restaurant.

Og hvem gider græde over en enkelt spildt borg?

Udsigt fra Hrad Zvikov.
Bemærk skyggerne.

torsdag den 16. juli 2015

Stjerneløse timer


- Skal vi ikke køre til Karlovy Vary? foreslog Fruen.

- ??

- Karlsbad, den gamle kurby. Med varme kilder. Den skulle være meget smuk.

- Mmmmh, lød det i stereo.

- Der er filmfestival, så hvis man er meget heldig, kan man måske opleve at se nakken af en kendt filmskuespiller.

- Okay! lød det omgående fra Donnaen. Hvornår tager vi afsted?

Det gjorde vi efter dagens MTB-O-løb, frokost og en times brakligning. Så var Gemalen klar, og vi kørte de cirka 80 km til Karlovy Vary. 


Indfaldsvejen til byen var ikke noget særligt, men så tabte vi ellers underkæberne, og her kunne man virkelig tale om wauw-effekt; det ene fantastiske palæ efter det andet dukkede op, da vi nærmede os bymidten, og der var mindst lige så flot, som vi havde fået fortalt på forhånd. Byens fortid (og nutid) som kurby for de fine, de royale, de kendte og dem med mange penge, fornægter sig ikke.

Gemalen fandt et lidt uautoriseret sted at parkere. Straks kom der en mand og viftede med armene, men heldigvis ville han bare have Gemalen til at bakke cirka fem meter og var så tilfreds. Ud af bilen og afsted.

Det var bare lidt svært at finde ud af, hvad det egentlig var, vi ville. Mens Gemalen godt ville se nogle varme kilder, snurrede Fruen rundt om sig selv for at se på flest mulige flotte bygninger (og ærgrede sig igen-igen over sine manglende kundskaber ud i arkitektoniske stilarter). Og Donnaen var mest interesseret i den der filmfestival, som tydeligt satte sit præg på byen, der nærmest vibrerede af hektisk stemning. Folk i pænt tøj og ens nøglekæder og/eller stråhatte gik rundt i små grupper og så betydningsfulde ud. Og sorte BMW'er med festival-logo på siderne gled forbi i en lind strøm.

Vi fandt den største og vigtigste varme kilde, der springer 12-15 meter op i luften som en geyser. Den står indendøre i en for byen ret uskøn bygning fra kommunist-70'erne. Det virker ret løjerligt, at den ikke står frit, og noget af det særlige ved det specielle naturfænomen går lidt fløjten, synes jeg. Men jeg har ikke kunnet google mig til en forklaring.

Med det på plads kunne vi jo godt lede lidt efter filmfestivalen, syntes Donnaen og jeg, så mens Gemalen tog en slapper på en bænk i skyggen, gik vi videre op ad hovedstrøget.

Der var mange mennesker på promenaden langs floden i den tidlige aftentime. Almindelige turister med hovederne monteret på kuglelejer og de tungt parfumerede, eksklusivt udseende festival-gængere mellem hinanden. De første langsomme og indtryks-sugende, de sidste højttalende og målrettede.

Vi nåede en flot teaterbygning med rød løber, folk i kø og mænd i jakkesæt, der talte i mobil, mens de konsulterede deres armbåndsur med få øjeblikkes mellemrum. Noget skulle helt sikkert ske, men hvad og hvornår var ikke til at vide. De sorte BMW'er kørte næsten alle sammen forbi. Vi fandt et sted, på behørig afstand men med god udsigt, hvor vi kunne stå og kigge. Tiden gik, gæster med særlige adgangskort ankom drypvis og gik ind, og på et tidspunkt blev også de ventende i køen lukket ind. Vi ventede et øjeblik mere og håbede på en eller anden grande finale i form af en celebrity, der skulle lukkes ind, når alle andre var på plads, men der skete ikke mere.

Så vi gik videre og nåede svinget for den anden ende af gaden, hvor det kæmpestore og glamourøst udseende Grandhotel Pupp lå, og udgjorde det naturlige punktum. Forpladsen var spærret af, og ville man ind, skulle man passere velvoksne herrer i sorte jakkesæt. De sorte BMW'er både hentede og bragte gæster, mens også enkelte gående med både udseendet, tøjet og adgangskortene i orden fik lov at nærme sig hovedindgangen.

Donnaen og jeg stillede os op og glanede lidt, men selv om der hele tiden var summende aktivitet, var det svært at se gennemskue, om der skulle ske et eller andet særligt. Så da vi havde stået lidt og kigget, vendte vi tilbage til Gemalen, der gerne ville hjem og spise sin aftensmad i Plzen - og drikke en øl eller et glas rosé, uden at komme i karambolage med landets nultolerance i forhold til bilkørsel med alkohol i blodet.

Vi så ikke en eneste stjerne, men måtte nøjes med at spotte en stor plakat med Jakob Oftebro (den lækre af brødrene fra 1864) i en reklame for filmen Guldkysten.

Lidt har også ret, og kulisserne var i hvert fald i orden.

Og en enkelt limousine ...

tirsdag den 14. juli 2015

Måske var det varmen? - En dag i Prag


Så snart Tjekkiet blev en del af vores ferieplaner, begyndte Fruen at fløjte for en tur til Prag.

Hun fløjtede for døve øren.

Gemalen er generelt ikke meget for storbyer, og Donnaen mente, at hun givetvis ville få slotte og kirker nok i ferien uden også at skulle med til Prag, så hun var ikke til at lokke.

Fruen lod sig dog ikke stoppe, og aftalen blev, at den dag Gemalen skulle køre den korte sprintdistance, kunne Fruen tage toget til Prag og gå på sightseeing alene.

Togtiderne blev studeret, og en skip the line-ticket til kongeslot og katedral blev bestilt over nettet.

Dagen oprandt, og med udsigt til en dag, der ville blive mindst lige så hed som de foregående, drog jeg afsted.

Første udfordring var at finde stationen i Plzen. Google havde foreslået én rute, værtinden i pensionen foreslog en anden, og jeg valgte en mellemløsning.

Hvilket ikke var det smarteste valg, og god tid blev hurtigt til ikke særlig meget tid og til lettere panik. Jeg nåede dog billetlugen, fik min billet og gjorde mig klar til at spæne mod den rigtige perron, da det over højtaleren lød, at toget var et kvarter forsinket.

Der blev tid til at puste ud og få pulsen ned igen. Og endnu længere ned, for togturen til Prag er både lang og - viste det sig - kedelig.

Hovedbanegården i Prag er STOR. Eller også virkede den bare sådan, fordi den var ukendt.

Jeg havde lånt et bykort, men havde god tid og mente derfor, at jeg godt kunne navigere gennem gaderne, over en af broerne og op på borghøjen uden at gøre brug af det. Vi havde trods alt været i Prag for seks år siden. En hel eftermiddag. Så hvor svært kunne det være?

En hel del sværere end jeg havde forventet. Måske var det varmen. Måske er Prags gader bare noget rod. I hvert fald kom jeg noget ud af kurs, og god tid blev hurtigt til ikke særlig meget tid og til lettere panik.

Jeg var derfor ganske overophedet, da jeg to minutter i aftalt tid nåede op på borghøjen og fandt frem til pladsen foran hovedindgangen til Vitus-katedralen, hvor jeg skulle finde en guide med en opslået orange paraply for at få min billet.

Guiden var ikke til at få øje på nogen steder, og jeg spekulerede på, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre at finde hende i menneskemylderet, hvor alverdens guider med paraplyer og vimpler i alle kulører marcherede rundt foran horder af turister.

Jeg fandt ind i skyggen, hvor jeg nogenlunde kunne overskue pladsen, og håbede det bedste. Pludselig dukkede den orange paraply op, højt hævet over alle andre. Og nedenunder befandt sig ikke en dame, men en garderhøj, ung blond fyr. Og cirka to minutter senere havde jeg og to andre fået vores billetter og instruktioner i at scanne dem ved indgangene.

Derefter var det bare at gå ind i Vitus-katedralen med al dens eftertragtede kølighed.

De første ti minutter blev alene brugt på at dampe af. Først derefter begyndte jeg at se mig om.

Katedralen er stor og flot. Mest stor.

Måske var det varmen, eller måske er jeg ved at blive en lille smule blasert, fordi jeg er så heldig, at jeg efterhånden har set rigtigt mange kirker og katedraler rundt omkring. I hvert fald udeblev den helt store wauw-effekt, og jeg nøjedes med bare at være imponeret på almindeligt højt niveau. For selv om man måske ikke falder helt i svime, kan man jo sagtens være bare lidt svimmel ved tanken om kirkens alder, dens historie og alene det, at man allerede for 6-700 år siden havde både fantasi, evner og teknik til at kunne opføre den slags fantastiske bygningsværker. - Og at kirken stadig står den dag i dag.

Kirken er kun en del - omend den på afstand absolut dominerende del - af hele slotskomplekset, som er kæmpestort og består af mange bygninger, slotsgårde og haver. Jeg havde ikke billet til det hele, men foruden katedralen også til slottet, en kirke mere og den gyldne gade. Alt blev set i et adstadigt tempo, og nu hvor jeg havde god tid, kunne jeg konstatere, at der faktisk ikke var ulideligt mange mennesker, og kun ganske få steder var det nødvendigt at møve sig frem for at se, hvad man ville.

Da jeg havde fået nok, traskede jeg ned mod Karlsbroen. Hvor der heller ikke var overvældende mange mennesker. Nærmest påfaldende få. Måske var det varmen, der gjorde, at folk søgte skygge, og at Karlsbroens mange såkaldte 'portrætmalere' var arbejdsløse eller helt fraværende?

På den anden side af Vltava kunne jeg først tulle lidt rundt i de små gyder og derefter kigge lidt på udsalg i en af de større shoppinggader.

Mere egentlig sightseeing kunne det ikke blive til. Med næsten syv kvarters togtid i hver retning plus ventetid og gang til og fra stationerne var dagen ved at være brugt. Og belært af mine tidligere dårlige erfaringer fandt jeg tilbage til stationen i god tid og havde både tid til at finde den centrale oversigtstavle, toilettet og en butik med cookies lige til at tage med i toget.

Turen hjem til Plzen blev tilbragt i en damekupé! Sådan et fænomen er jeg aldrig før stødt på, og jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde misforstået et eller andet. Men det havde jeg ikke. Og kort tid efter sad vi fire kvindfolk og smånikkede på kanten af søvnen.

Det var helt sikkert varmen.

Menneskemylder ved indgangen
i Vitus-katedralen.

lørdag den 11. juli 2015

Hjemme igen


Det var så det!

Knap to ugers godt brugt ferie.

Vi er hjemme igen. Kamelen er hjemme igen. Hun har ovenikøbet været i bad. Hun trængte!

Huset står. Haven står, men ligner noget, der er løgn. Hvilket jeg dog i første omgang vælger at overse i ren glæde over, at alle planter har overlevet de hede dage i vores fravær.

En, der hverken stod, hang eller fløj, var en lille, stendød flagermuseunge, der lå på kældergulvet og så trist ud, da vi kom ind. Hvordan det er gået til, at den er havnet der, vides ikke. Vi prøver at bilde os selv ind, at den allerede må have haft det lidt sløjt, da den forvildede sig ind. Så måske ville den have været gået til alligevel. Måske.

Vi havde en fin ferie. En særdeles varm ferie. Som vi var bedre til at udholde, end jeg ville have gættet på, da vi plejer at mene, at vi har det bedst, når temperaturen holder sig under 30 grader, og at vi i hvert fald slet, slet ikke kan fungere, hvis den når over 35 grader.

Men det kan vi faktisk udmærket. Det er åbenbart til en vis grad (pun intended) et spørgsmål om vilje.

De to første trediedele af ferien blev brugt på Gemalens MTB-O-løb i Plzen, Tjekkiet, og den sidste trediedel blev tilbragt i Oberammergau i bunden af Bayern.

Turen til Plzen gik uden problemer. Faktisk havde Gemalen glemt, at der ikke var længere, så vi kunne i princippet have kørt derned på en enkelt dag. Det gjorde vi ikke, og godt det samme, for der havde ikke været plads til os der, hvor vi skulle bo.

I stedet fandt vi overnatning på et hotel i noget, der hed Gera. Der var fint nok, men receptionisten/tjeneren var en så bestemt ung dame, at vi blev lidt bange for hende. Og havde vi ikke allerede ledt efter overnatning i det meste af en time, havde vi næppe sagt ja tak.

Heldigvis var værelset udmærket, og maden både udmærket og rigelig. Og næste dag drog vi velfornøjede videre og nåede Plzen allerede først på eftermiddagen.

Gemalen havde booket samme pension, som vi havde boet på for seks år siden. Det var foregået via mail, men han havde glemt at tjekke/sikre sig adressen. Gemalen mente dog nok, at han kunne huske, hvor pensionen lå, så han kørte bare efter hukommelsen. Helt godt gik det dog ikke, så Fruen stak næsen i sin Lonely Planet og fandt et lille usselt kort over Plzen, hvor 'vores' pension endda viste sig at være plottet ind. Og netop som jeg ser op igen, passer vejnavnet med kortet, vi kan kende det hele igen, og pensionen ligger lige over broen og hen om hjørnet. Lidt heldig skal man have lov at være en gang i mellem.

Værtinden kom ud og lukkede porten op, så vi kunne køre ind i gården.

Og til vores overraskelse konstatere, at der var fyldt med danske biler og danske MTB-O-ryttere. Gemalen havde for længe siden fortalt et enkelt par om vores gode erfaringer med pensionen, men han havde bare ikke fulgt med til, at anbefalingen havde bredt sig, så der nu var ganske fyldt op med danskere.

Så snart vi havde slæbt vores habengut op på værelset, tog Gemalen og Donnaen med de andre ud på stævnepladsen for indskrivning og udlevering af numre med mere.

Jeg satte derimod kursen mod bymidten og besluttede straks at gøre, hvad jeg havde forsømt at gøre, sidst vi var i Plzen, nemlig at besigtige byen fra toppen af kirketårnet på den store kirke på torvet. Tårnet er cirka 100 meter højt, og selv om man kun kan komme halvvejs op, er udsigten alligevel ganske fin.

Ferien var begyndt.