mandag den 19. juni 2017

Min næse klør!


Da jeg i maj var til ørelæge igen, tog det ham ikke lang tid at konstatere, at jeg hørte om muligt endnu ringere på venstre øre, end jeg havde gjort en måned tidligere.

Ikke særligt opløftende. Heller ikke hans næste træk:

- Jeg henviser dig til en MR-scanning af hovedet, så vi kan udelukke, at der sidder 'noget' og trykker på hørecentret ...


.. sagde han, sådan lidt som om, at det var da ikke noget særligt.

Det er det måske heller ikke, hvis man på daglig basis sender folk til scanning.

Jeg følte mere, at han havde jokket på panik-pedalen på orglet med dommedagsbasunerne.

For sådan er det vel, at selv om lægen siger "udelukke, at 'noget' sidder og trykker", så hører man i stedet , at der er en risiko for, at 'noget' trykker.

Jeg tog det relativt pænt, men da indkaldelsen fra det lokale sygehus kom, og jeg først kunne få tid efter sommerferien, føltes det alligevel som urimeligt lang tid at skulle vente, og jeg fik ændret henvisningen til MR-scanner Viborg, hvor ventetiden officielt var nul, men grundet papirgangen reelt var to uger, hvilket dog var klart at foretrække frem for to måneder.

MR-scanner Viborg ligger i det bygningskompleks, der danner bagsiden af den ene langside på Viborg Stadion. Selv om det ikke er så fancy som Donnaen og jeg oplevede ved Camp Nou i Barcelona, hvor man har brugt den ene langside af det kæmpemæssige stadion til en kombination af museum/udstilling om FC Barcelona og butikker med merchandise, så er det dog en ret god udnyttelse af pladsen, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvorfor man ikke i forbindelse med det nye stadion her i byen gør noget lignende?

Jeg blev kaldt ind og fik besked på at lægge, hvad jeg måtte have på mig af metal - også bøjle-bh'en. Op på briksen, ørepropper i ørerne og nogle klodser uden for ørerne, som både virkede støjdæmpende og stabilserende, så det var sværere at ligge og dreje hovedet, hvilket jeg jo ikke måtte. Til sidst en bøjle over hovedet og en panik-ballon i hånden, så hjælp kunne tilkaldes, skulle det være nødvendigt.

Derefter en formaning om at ligge bomstille, og så fik jeg hovedet i maskinen.

Heldigvis er scanneren ikke mere lukket end, at man kan se ud, og det gør, at det faktisk slet ikke er så klaustrofobisk, som nogen vil gøre det til.

Værre var det, at min næse begyndte at klø i det sekund, jeg kom ind i scanneren, og det krævede al min selvbeherskelse at blive liggende med armene pænt ned langs siden. Det lykkedes dog, og så kørte scanneren med sine underlige lyde i nogle forløb, hvor dunkdunk-lyde erstattes af donkdonk-lyde, der igen afløses af dyb brummen og senere af noget goink-goink.

Igen syntes jeg ikke, det var så slemt, som folk har fortalt. Faktisk så lidt slemt, at jeg ved et af disse rytmeskift opdagede, at jeg da vist havde været ved at falde i søvn.

Og så var det slut, og jeg kunne køre hjem med besked på, at ørelægen ville ringe svaret til mig i løbet af nogle dage.

Det gjorde han, og der var ikke 'noget', der sad og trykkede.

Det var godt, og dagen blev lidt mere blå.



mandag den 12. juni 2017

Så gik der tid med det


Donnaen går til årsprøver for tiden, og blandt andet derfor lovede jeg at hjælpe med at få en tid til hende på idrætsklinikken.

- Hallo, jeg vil gerne have en tid til min datter hos den fod-fys, der behandlede hende tilbage i begyndelsen af året.

- Hvor gammel er din datter?

- 17?

- Så skal hun selv ringe, for vi har tavshedspligt.

- Jamen, hun skal jo bare have en tid!

- Sådan er reglerne. Hvor længe er det iøvrigt siden, hun sidst var til behandling?

- Det var i februar.

- Så er der gået mere end tre måneder, så skal hun have en henvisning fra egen læge.

- Jamen ...

- Sådan er reglerne.

- Det synes jeg er lidt op ad bakke.

- Det må du så diskutere med Region Midt. Farvel.

Godt så. Eller nej, for jeg har ikke tænkt mig at diskutere noget som helst med Region Midt. I stedet skrev jeg til Donnaens læge. Via mit eget log in, da Donnaen jo har sit eget, som et top-hemmeligt. Og forventede efter samtalen med idrætsklinikkens telefondame, at det ville lægen nok overhovedet ikke.

Det ville lægen heller ikke. Men det var mest, fordi hun syntes, at hendes data i journalen var for gamle, så Donnaen skulle henvende sig og få en tid hos lægen først.

Suk!

I mellemtiden var Donnaen blevet færdig med sin prøve og var kommet hjem, og jeg forklarede hende, at hun skulle bestille tid hos sin læge.

- Jamen, jeg havde jo en aftale med fod-fyssen om, at jeg kunne få en tid bare sådan frem til sommerferien.

- Det må du så selv prøve at forklare telefondamen på idrætsklinikken, for jeg kan jo ikke.

- Okay. Har du nummeret og telefontiderne?

- Ja, du skal ringe inden klokken 13.

- Jeg har prøver ind til klokken 13!

- Ja.

- Så kan jeg jo først ringe på torsdag.

- Ja, desværre.

- Det er lidt tungt, ikke?

- Jo!



fredag den 9. juni 2017

Indkaldt til session?


Man skal se meget, før øjnene triller ud, men jeg blev alligevel lidt overrasket, da jeg fik en sms om, at jeg havde fået digital post fra Forsvaret og Forsvarsministeriets Styrelser.

Den eneste, der - mig bekendt - kan forvente den form for meget officiel henvendelse fra forsvaret, er Ungersvenden, som på et tidspunkt må formodes at blive indkaldt til session.

Det var en faktura. Det havde jeg sådan set også nået at regne ud i den mellemtid, der var gået fra sms-modtagelsen til jeg fik åbnet min e-boks. Det undrede mig bare alligevel.

Tilbage i april, da min brors fødselsdag nærmede sig, og jeg som sædvanlig var blank på gave-ideer, havde jeg tilfældigt i radioen hørt om en bog, som måske kunne interessere ham. Den kunne købes hos Forsvarsakademiet, på nettet, hvilket jeg fluks gjorde.

Og så gik det iøvrigt helt i ged.

For jeg havde forestillet mig, at der som i enhver anden webshop ville ske det, at jeg blev sendt til en betalingsside, hvor jeg kunne taste de sædvanlige dankort-oplysninger. Men ikke her. Her fik jeg i stedet et tak for bestillingen og besked på, at bog og faktura ville blive sendt til den angivne adresse - som var min brors ...

Det syntes jeg var temmelig usmart, så jeg skyndte mig at ringe til Forsvarsakademiet for at klage min nød. Det gik bare heller ikke helt planmæssigt, for den medarbejder, der tog sig af netop den slags, var på ferie og først tilbage mandag. Til gengæld kunne den flinke telefondame love mig, at ordren ikke ville blive ekspederet, før pågældende medarbejder var tilbage. Hvilket altså var mandag - og dagen før min brors fødselsdag.

Så meget for at være i nogenlunde god tid ...

Mandagen oprandt, og jeg fik fat i den hjemvendte dame, der bad mig om at sende en mail med oplysninger om både min brors og min egen adresse, så skulle hun nok sørge for at skille bog fra faktura.

Godt så. Jeg meddelte min bror, at han nok måtte kigge i vejviseren efter sin gave, men at den med lidt god vilje og postvæsenets hjælp (suk) kunne tænkes at dukke op i løbet af nogle dage. Måske endda uden den famøse faktura. Det skete også, og så manglede jeg bare at modtage fakturaen.

Det skete ikke. Hverken den første eller de næste uger, og jeg begyndte at spekulere på, om fakturaen var blevet skilt så grundigt fra bogen, at den var helt forsvundet. Hvilket i givet fald ikke ville genere mig synderligt #lettereanløbenmoral.

Men så i går kom fakturaen altså. Som digital post. Og så kan jeg jo bare betale og dermed slette et enkelt punkt på listen over knapt så regelrette forhold.

Og alt er godt. Hvis ikke det lige var fordi jeg ikke kan lade være med at fundere over, hvordan det gik til, at fakturaen kom med netop digital post? Der er ting, jeg ikke rigtigt gider at sætte mig ind i, og det er meget muligt, at konceptet med digital post netop går ud på, at alle offentlige instanser af enhver slags skal kunne sende elektronisk post til borgerne. Jeg tror bare, at jeg et eller andet sted havde forventet, at jeg selv skulle informere pågældende instans om en så forholdsvis privat detalje som cpr-nummer, eller hvad der nu skal til for at få den elektronisk kommunikation til at spille?

Åbenbart ikke.