fredag den 26. februar 2016

Messi for masserne


Fodbold er ikke det allerførste, der falder mig ind, hvis nogen siger Barcelona til mig.

Men det er det for Donnaens vedkommende ...

Og da vi jo helst skal have noget ud af vores ferier begge to, prøver vi jeg at få enderne til at mødes. Så når Donnaen skulle slæbes med til besigtigelse af diverse bygningsværker af Gaudi, var det kun rimeligt, at jeg tog med til fodbold.

Eller dér trak jeg så grænsen, for jeg havde hverken budget til fodboldbilletter eller lyst mod til at skulle bokse mig frem mellem knap 100.000 mere eller mindre fanatiske - spanske - fodboldfans før og efter sådan en kamp. Til alt held var det også aldeles udelukket, for der var ikke kamp de dage, hvor vi var i Barcelona.

Men så kunne vi jo gøre det næstbedste og besøge Camp Nou på det klubben selv kalder en Camp Nou Experience, Tour & Museum.

Her havde jeg også bestilt billetter hjemmefra direkte på FC Barcelonas hjemmeside, men jeg fattede aldrig helt konceptet. For billetterne var ikke dato-specifikke og skulle afhentes på et turistkontor inde midt i Barcelona, og med den mangel på aktivitet der var, da vi dukkede op, kunne vi lige så godt have købt dem der. Måske er der mere travlt på andre årstider, men hvis man alligevel skal stå i kø blandt alle andre, er man jo lige vidt?

Heldigvis for os lå turistkontoret ikke særlig langt fra hverken hotel eller metro, og vi var hurtigt på vej i den rigtige retning ud af byen mod stadion.

Camp Nou ligger i et universitetskvarter, og vi fornøjede os med at gætte på, hvilke fakulteter vi gik forbi ud fra de spanske skilte. Biologi var let, andre lykkedes det os ikke at regne ud.

Vi nåede hurtigt stadion og fulgte bare strømmen af besøgende. På forhånd havde jeg ikke rigtigt gjort mig klart, hvad vi gik ind til og tænkte, at det nok hurtigt var overstået. Det var trods alt bare et fodboldstadion.

Dér tog jeg så fejl!

Det var kæmpestort, dybt professionelt - og smaddersjovt.

Først kommer man ind til en museumsdel med billeder og udstillede genstande - gamle støvler og skæve læderbolde - fra klubbens barndom for mere end 100 år siden. Ret utroligt, at det overhovedet var muligt at spille fodbold med så miserabelt udstyr. Og så en hel masse pokaler, den ene større end den anden.

Vi havde nu været der i mindre end 10 minutter, og Donnaen var forsvundet ...

- Hvor er du? sms'ede jeg til hende.

- Ved Messis støvler, lød beskeden tilbage.

Hvilket viste sig at være montrer med hver sin gyldne fodboldstøvle. Messis gyldne fodboldstøvle-trofæer, som han havde gjort sig fortjent til ved tre gange at være årets mest scorende spiller i Europas bedste fodbolddivisioner.

Meget fint. Meget spændende. I hvert fald at dømme efter interessen for at lade sig forevige mellem montrene. Donnaen prøvede ihærdigt at tage billeder af bare en enkelt støvle, men havde sit hyr med skaffe sig albuerum nok.

Det lykkedes dog, og vi kunne gå videre. Og nu må jeg med skam melde, at jeg ikke kan huske, hvad vi så i hvilken rækkefølge. Men vi var i hvert fald helt nede i omklædningsrummet. Ikke klubbens eget, men det til gæster. Med massagebænke og det hele. Og derfra op på grønsværen gennem spillerindgangen. Man havde her tilføjet lyd i form af en båndet optagelse af lyden fra tilskuertribunerne, så det lød nøjagtigt (går jeg da ud fra), som hvis stadion var fyldt med hujende fans.

Det var stort.

På alle måder.

Stort at stå i kanten af de store stjerners Messis bane. Og stort helt konkret, fordi stadion bare er giga-gigantisk-mega-stort! (Det femtestørste fodboldstadion i verden iflg. Wikipedia). De bagerste, øverste sæderækker synes lysår væk, og man fatter ikke helt, hvordan nogen er i stand til at se noget som helst helt deroppe fra.

Et indtryk, der kun bekræftes, når man efter flere mellemliggende besøg på forskellige tilskuerafsnit til sidst kommer helt op under taget til kommentatorboksen, hvor man kan møve sig op på en kommentatorstol og prøve at forestille sig, hvor svært det må være at sige noget fornuftigt om, hvad spillere i myrestørrelse foretager sig ned på banen.

I mellem turene ud på de forskellige tilskuerafsnit er der mulighed for at hengive sig til den totale afgudsdyrkelse. Billeder er der over det hele, et sted kan man tage ørebøffer på og høre klubsangen på alverdens sprog, og et andet sted kan man sætte sig ned og på store skærme nyde uendelige båndsløjfer med lækre mål og ditto detaljer, hvor modspillerne reduceres til sagesløse kludedukker.

Det var Messi, Messi og Messi igen.

Havde der hersket skyggen af tvivl i vores hoveder om, at Messi er stjernen over alle i FC Barcelona, var den effektivt udryddet, før vi igen forlod Camp Nou.

Som en ekstra gimmick til fodboldfantaster og Messi-maniacs stod der fotografer parat til at tage billeder af alle de besøgende. Disse billeder blev photoshoppet ind på forskellige hold- og sejrsbilleder, samlet i et lille FC Barcelona-hæfte og solgt til ublu priser før udgangen, hvorfor Donnaen nu er den lykkelige ejer af et sådan hæfte med nogle temmeligt bøvede billeder af sig selv og undertegnede. Plus to tilhørende nøgleringsvedhæng, hvoraf Gemalen har været så heldig at få det ene forærende ...

En butik med alt fra træningstøj, fodboldstøvler og klubtrøjer til askebægre(!) og kuglepenne var der selvfølgelig også, og Donnaen brugte lang tid på at udvælge sig den helt rigtige t-shirt og en lige så rigtig køleskabsmagnet.

Og til sidst, efter at have betalt for de nye skatte og føjet endnu to danskere til besøgsstatistikken, traskede vi tilbage til metroen.

Hurtigt overstået var blevet til knap to timer, og Fruen måtte til sin forbløffelse konstatere, at vi netop havde haft turens bedste oplevelse.

En lille bid af et meget stort stadion.

onsdag den 24. februar 2016

En dag med Gaudi - og Güell


Man kan jo ikke så godt være i Barcelona uden at besøge Gaudis verdensberømte - endnu ikke færdigtopførte - kirke, La Sagrada Familia. Eller man kan måske godt, men det vil helt klart medføre løftede øjenbryn i omgangskredsen, når man kommer hjem.

Det kunne vi jeg ikke risikere, så selvfølgelig skulle vi se kirken. Jeg havde bestilt billetter hjemmefra, til klokken 12, hvilket betød, at vi godt kunne nå noget andet inden.

Og hvad var mere nærliggende end at gå tværs over vejen fra hotellet og besøge et af Gaudis allerførste bygningsværker, Palau Güell, et pragtpalæ bygget i 1880'erne til en af Barcelonas rigmænd?

Noget af det, der kendetegner Gaudis bygningsværker, er den meget organiske stil, som efterligner naturens måde at vokse på. Men når det udføres i smedejern og mørke byggematerialer kan der dog godt blive lidt rigeligt Dunkelskov over byggeriet, og jeg tror, at jeg ville have fået mareridt, hvis jeg havde skullet bo der.

Dunkel kan man derimod ikke kalde La Sagrada Familia. Selv om formerne tydeligvis er i familie, har Gaudi skabt en kirke fuld af luft og lys og en nærmest overjordisk atmosfære. 


Da kirken stadig er under opførelse, er den omgivet af stilladser, skure og kedelige plankeværker, og det er - synes jeg - ganske svært at få et godt indtryk udefra.

Derfor er det også nærmest en åbenbaring at træde inden for i kirkerummet.

Det er som at komme ind i en solbeskinnet lysning i en løvskov først på sommeren.

Eller, det er i hvert fald det, der faldt mig ind, og jeg tror faktisk ikke, Gaudi vil rotere i sin grav i krypten over netop dén sammenligning.

Kirkerummet er meget lyst. Og meget stort. Allerstørst på den lodrette led. Sådan føles det i hvert fald. De mange bærende søjler og vælvingerne flyder sammen som trækroner et sted højt oppe, og det evigt skiftende lys fra solens stråler gennem de overdådigt mange glasmosaikker giver den flimrende fornemmelse, som kun kan sammenlignes med solskin i en sommerskov.

Meget, meget smukt.

Hvis man har en uge til overs, er der cirka en million detaljer både inde og ude, som man kan fordybe sig i, men jeg bliver ret hurtigt detaljeblind og nøjes med at forsøge at nyde helheden.

Og går så videre til næste programpunkt, der var en tur op i et af tårnene. Bestilt hjemmefra og programsat til 45 minutter efter ankomsten til kirken, hvilket kom til at passe meget godt. Donnaen er en anelse højdeforskrækket og skulle ikke nyde noget og blev på jorden, mens jeg stillede mig i kø til elevatoren og lod mig fragte de 65 meter op i det ene af de to tårne. Man kan komme op i to af tårnene. Når altså de er åbne for publikum, og det er det ene ikke pt. på grund af renovering. Tankevækkende, at man allerede er i fuld gang med at renovere nogle af de ældste dele af kirken, før den overhovedet står færdig ...

"Mit" tårn vender til den "forkerte" side, og selv om udsigten er ret betagende, skulle den efter sigende være endnu bedre fra tårnet i den modsatte ende af kirken.

Det var en dag med skyfri himmel, og man kunne se kysten og flere af Barcelonas høje - og meget specielle - bygninger. Blandt andet Torre Agbar, som nærmest ligner en overdimensioneret patron (38 etager), som en eller anden har stillet på højkant. Man kunne også se ned - hvis man turde - og se, hvordan skyggerne fra kirketårnene bredte sig over de nærliggende boligblokke, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan det måtte være at bo i en lejlighed, hvor man dels har frit udsyn til en verdensattraktion dels kan stille sit ur efter, hvornår tårnene skygger for solen?

Vejen ned fra tårnet er en smal sneglegang på cirka 400 trin, men da man hele tiden stopper op og kigger ud, bliver man hverken rundtosset eller træt. Kigger ud er ikke helt rigtigt, for en del af tiden kigger man ind mod kirken og de andre tårne, og man kan endnu engang lade sig overvælde af detaljerigdommen; duer, blomster, dutter i mange farver og inskriptioner pryder tårnene, så man en gang i mellem er lige ved at glemme, at man befinder sig på en både snæver og stejl trappe ...

Vel nede igen nåede jeg lige et ekstra kig inde i kirkerummet, inden jeg gik ud og fandt Donnaen på solskinsplet foran kirken.

Vi gik tilbage til metroen og hoppede af igen med kurs mod Parc Güell, som ligger oppe i bakkerne, i det der for 100 år siden har været den yderste udkant af Barcelona. Og hvor Güell fejlagtigt troede, at det ville være muligt at opføre et attraktivt boligområde for velhavende barceloninere. Det kunne det så ikke, og området, med de allerede da opførte bygninger og udsmykninger af Gaudi, blev sidenhen overdraget til byen som park.

Her havde vi ikke billetter, da vi kun kunne netbestille til en guidet tur, og det gad vi ikke. Så da vi efter noget af en travetur nåede billetskranken, kunne vi kun få billetter til en time senere. Donnaen blev lidt lang i ansigtet, men mig passede det meget godt, for jeg var sulten, og så kunne vi lige nå frokost på en cafe i nærheden.

Tilbage ved indgangen kunne vi konstatere, at man her tog indgangstiden meget alvorligt, så havde man billet til klokken tre, så blev man lukket ind klokken tre og ikke et sekund før. Vi blev lukket ind i hold, og der var deciderede opmarchbåde med angivet klokkeslet, hvor vi kunne skulle stå og vente.

Donnaen havde glædet sig til at se kagehusene, som hun havde kaldt Gaudis bygninger, siden hun så billeder af dem på nettet. Men både hun og jeg blev lidt skuffede, for

- der er jo kun det, som vi allerede har set på billeder, som Donnaen meget rigtigt påpegede.

Udsigten var der dog ikke noget i vejen med, og efter at have stået og kigget ud over byen, satte vi os på de sjove mosaikbeklædte bænke, der i et bølgeforløb omkranser parkens centrale plads.

Her nød vi solen ved siden af en lille flok engelske piger på Donnaens alder. De troede tydeligvis, at vi ikke forstod et suk af, hvad de sagde, så vi fik tyve minutters underholdende indblik i, hvad der optager 16-årige engelske piger. Hvilket især var rygning - også af andet end ordinære cigaretter - og sprut, drenge og forældrerestriktioner eller mangel på samme, og på den måde afviger de sikkert ikke særligt meget fra danske piger i samme alder. Omend jeg virkelig håber, at brugen af stærke tobakker er mindre udbredt i Donnaens omgangskreds ...

Da pigerne forsvandt, var underholdningen forbi, og vi kunne hurtigt enes om, at nu gad vi altså ikke mere Gaudi - eller Güell, så vi traskede tilbage gennem de stejle gader til metroen, tog en pause på hotellet og gik ud for at kigge lidt på butikker inden aftensmaden.

Udsigt mellem tårne.

søndag den 21. februar 2016

Intereuropæisk jetlag


Tidsoptimisme og manglende rutine kan være en farlig kombination.

Især når man skal nå et fly.

Gemalen er den evigt glade tidsoptimist. Den manglende rutine stod Donnaen og jeg for.

Læg dertil manglende lyst til at stå forfærdelig tidligt op.

Det hader vi alle tre.

Derfor talte vi minutter og regnede frem og tilbage. Gemalen sagde, at han kunne køre os til Hamburg på tre timer. Donnaen og jeg mente, at vi nok kunne klare os med kun en halv time fra ankomst til lufthavnen til boarding time.

På den måde kunne vi nøjes med at tage hjemme fra klokken 06:00.

Og jeg kunne nøjes med at stå op klokken 04:15 og alligevel nå både morgenmad, luftetur med søvnig Kamel og bad inden afgang.

Alt klappede, og vi kom afsted præcis til tiden, hvilket faktisk er ret usædvanligt for os.

Turen ned gennem Jylland gik som smurt, og et stykke forbi grænsen med, og vi kom langt foran tidsplanen.

Så begyndte Gemalen at undre sig over, at Ruth mente, at vi ville være 90 minutter om de sidste 90 kilometer.

Måske var Ruth lidt dum, måske vidste hun mere end os?

Det viste sig at være det sidste.

Vejarbejder åd vores forspring, og vi nåede kun lufthavnen lige en halv time før boarding.

Nu ramte den manglende rutine, for hvor var det lige, vi skulle gennem security?

Vi fandt stedet, kyssede Gemalen farvel og stillede os bag cirka en million andre rejsende.

Endelig nåede vi frem, viklede os ud af jakke, tørklæde og trøje, fik fisket Ipadden frem fra tasken og lagt den i bakken oven i tøjet.

Så 'Smask!' - om jeg virkelig ikke vidste, at væsker skulle i klare plastposer? - En morgensur kvindelig tolder så gnavent på mig, mens jeg slog undskyldende ud med armene, at det havde jeg da virkelig glemt. Og så blev tandpasta, dagcreme og hvad ved jeg hældt ud i endnu en bakke.

Og måske som straf for min sløsethed blev jeg derefter udvalgt til kropsvisitering, mens Donnaen, der gudskelov var leveringsdygtig i plasticposer, fik styr på alle løsdelene.

Da vi igen havde få hældt alle vores egendele tilbage i taskerne og samlet overtøjet sammen, var der fire minutter til boarding i en eller anden fjern gate, som vi ikke kendte nummeret på ...

Til vores held kunne vi kigge direkte op i oversigtstavlen og konstatere, at flyet var forsinket.

På den måde var der alligevel tid til både at finde gaten, købe tiltrængt kaffe til Fruen og få pulsen ned på normalt niveau, før vi indtog vores pladser i flyet og havde en fuldstændig problemfri tur til Barcelona.

Vel landet var det tid til at finde toget ind til byen.

Fruen havde læst på lektien og købt vouchers til metrocards, så nu var det bare at finde stationen og få ombyttet vores voucher.

Efter lidt søgen fandt vi frem til stationen og en automat, men ikke om jeg kunne finde ud af at få den til at give en form for mening i forhold til voucheren.

Så jeg måtte spørge og fik at vide, at jeg stod det helt forkerte sted og skulle gå hen til metroen.

Godt så. Bort set altså fra, at der jo ikke var metro helt ud til lufthavnen*, og man derfor først skulle med en anden form for tog, ind til man når ind til metro-nettet.

Fruen var derfor en kende forvirret. Men fandt dog en anden station og en automat, der i andet forsøg tryllede voucheren om til to metrocards.

Nu var det bare at komme i den rigtige retning.

Vi spurgte os for og stod på den første tog.

Heldigvis havde jeg printet et kort over metroen ud, så jeg kunne følge med.

Uheldigvis passede det ikke med noget som helst ...

Efter nogle stop, nåede vi en station, vi kunne se på kortet, men den næste station lå på en helt anden linie, og så var vi lige vidt.

Nu kunne vi dog forstå på den gentagne højtalerbesked, at toget var på vej til en endestation, der lige præcis også var endestation for den linie, som vi skulle med for at komme til vores hotel, så vi blev enige om, at selv vi ikke forstod, hvad der iøvrigt foregik, så var netop dét jo ret smart.

Så vi kørte til endestationen, skiftede til linie tre, og kunne nu få virkeligheden til at passe med kortet, mens vil lod os transportere ind til Ramblaen og kunne hoppe af ganske tæt på hotellet.

Oppe ved asfaltoverfladen skulle vi lige regne ud, hvilken retning vi skulle i, men da hotellet lå lige over for Palau Güell, var der skilte nok til at lede os på rette vej, og mindre end ti minutter senere kunne vi smide os på sengene og nyde et kvarter med benene oppe, inden vi gik ud for at få en meget sen og meget tiltrængt frokost.

Derefter var der nogle timer til aftensmaden, og vi daskede ned ad Ramblaen til havnen, hvor man foruden en stor lystbådehavn også har anbragt en lokal udgave af Fields ude i havnebassinet. På en halvkold februardag var der ikke meget liv, men på en varm sommerdag er der sikkert både hyggeligt og en masse leben.

Egentlig var det stadigvæk for tidligt at spise aftensmad, men Fruen, der havde været urimeligt tidligt oppe, følte det, som var hun landet i New York med tilhørende tidsforskel og jetlag, og skulle jeg ikke falde i søvn midt i maden, skulle jeg have den lige nu.

Resultatet blev derefter, men det var vi for trætte til helt at tage os af, så vi skyndte os bare at betale og finde hjem under tæpperne, så vi kunne sove og være friske til næste dag.

Columbus skuer ud over Barcelonas havn og Middelhavet.
*Nærstudier af metrokortet i metroens togvogne afslørede en linie, der ikke var på mit udprintede kort, og adskillige eftergooglinger senere har jeg nu fundet ud af, at metroen så sent som her i februar er blevet udvidet med en ny linie, der fører helt ud til lufthavnen med stop ved begge terminaler. Det er underligt nok bare ikke noget, der på nogen måder gøres ret meget for at informere om.

søndag den 14. februar 2016

Tredobbelt selvsving


Er der noget, der kan sende Fruen i selvsving, er det ferieplanlægning.

Hun æælsker det.

Næsten lige så højt som ferierne selv.

Altså, næsten ...

Lige nu er der dog ved at gå så meget selvsving i det, at Fruen er tæt på helt at lette fra jorden og tabe fokus en lille smule.

For der er både en vinterferie, der sådan set er begyndt, en påskeferie, der bare skal bestilles flybilletter til, og en sommerferie, der faktisk også skal planlægges.

Der er sommerferiedatoer, der skal afpasses med kamelpasnings-mulighederne. Destination(er) skal besluttes - hvilket i sig selv er en udfordring i en familie med hele tre viljestærke personer - og overnatning skal bookes.

Påskebilletterne skal på plads. Det haster lidt, hvis priserne skal holdes på et tåleligt niveau. Men hvilken lufthavn har de bedste ruter, og hvilken er bedst, hvis afstand og parkering også skal regnes med? Og skal der bookes lejebil i den anden ende?

Og hvad skal vi forresten foretage os på onsdag? Er det noget, der skal bookes billetter til? Har vi rent tøj, tandpasta og euro?

Pyh!

Nu burde Fruen så tage sig sammen, koncentrere sig og prioritere opgaverne benhårdt.

I stedet sker der nogenlunde det præcis modsatte: Fruen fortaber sig i ligegyldige googlinger og bruger uhensigtsmæssigt megen tid på at svælge i lækre billeder af slotte og bjergtinder, søer, katedraler og hvad ved jeg.

Det går bare ikke.

Så hvis I lige vil have mig undskyldt.

Jeg har ting at gøre.



fredag den 12. februar 2016

Den dag Verdensfirmaet gik i sort


Dagen begyndte egentlig ret almindeligt.

I Verdensfirmaet passede enhver sit.

Eller det gjorde de sikkert ikke. Der var nok nogle stykker, der stod og ævlede om ferieplaner, golfbaner, børnepasning og andre ikke særligt arbejdsrelaterede emner. Men overordnet set var alt, som det plejede.

Så gik strømmen.

Og fordi Verdensfirmaet består af teknikere - og så mig - gik der ikke syv sekunder, før alle mand stod og gloede ind i en el-tavle for at finde fejlen. Dér var den ikke, fejlen altså, hvilket man - som jeg stilfærdigt gjorde opmærksom på - hurtigt kunne forvisse sig om ved at kigge ud af vinduet og se, at hele nabolaget var mørkelagt.

De næste ti minutter blev brugt på at konstatere, hvad man ikke kunne og heller ikke kunne, når der ikke var strøm.

Det var det meste. Bortset fra at gå på toilettet (i mørke), tømme postkassen og skynde sig at drikke kaffen, inden den blev kold.

Så kom strømmen igen, og roen sænkede sig over Verdensfirmaet.

Indtil det stod klart, at stilheden skyldtes fejl på telefonerne ...

En enkelt fik travlt med at genoprette forbindelsen til omverdenen, mens vi andre blot nød at arbejde nogenlunde uforstyrret så længe.

Det varede, til en af de udfarende teknikere kom hjem med en kaffeautomat, som skulle stilles op, tilsluttes og - selvfølgelig - afprøves.

Det var der mange, der gerne ville hjælpe med. For dels var det jo teknik, og dels havde en kaffeautomat længe stået højt på ønskelisten.

Sådan en kaffeautomat koster jo spidsen af en jetjager og kunne ikke rigtigt forsvares i det lille firma, men nu havde pågældende tekniker pludselig set, hvordan tre fine brugte, men fuldt funktionsdygtige, kaffeautomater blev kørt i kælderen på en af de offentlige institutioner, han servicerede. Der var ikke andet i vejen med automaterne end alderen, og derfor havde institutionen bevilget sig selv nye ...

De gamle automater kunne, viste det sig, købes for en tiendedel jetjagerspids og var derfor nu et opnåeligt gode i Verdensfirmaet, hvorfor en blev købt og hjembragt i triumf.

Opstilling og tilslutning blev klaret, forbløffende nok uden at nogen blev trådt over tæerne i kampen om at hjælpe til og kloge sig på teknikken.

Nu var bæstet klar til at brygge,og det var bare med at vælge mellem kaffe og chokomælk og alt der i mellem.

En alvorlig opgave, som alle straks valgte at give førsteprioritet fremfor alle mulige andre projekter.

Og sådan gik resten af den dag.


mandag den 8. februar 2016

Prøveklud


Ting skal læres, da de færreste er født med at kunne alting.

Og når man skal lære noget, er man som oftest nødt til at øve sig.

Visse ting kan man øve sig i bag lukkede døre, og en dag kan man dem bare. Andre ting øver man sig på i samvær med andre, og selv om det ind i mellem kan føles lidt dumt - som når ens hjerne og tunge på bare 5-6 uger fuldstændig har glemt, hvordan man taler tysk - så går det som regel alligevel.

Dertil kommer så de ting, som man kun kan lære ved at øve sig 'på nogen'.

Det gælder både negleteknikere og - gys! - hjernekirurger.

Sådan må det nødvendigvis være, og derfor bør man jo også være positiv og sige selvfølgelig, hvis man bliver spurgt, om det er i orden at blive behandlet af en, der er under oplæring.

Men derfor kan men vel godt tillade sig i sit stille sind at ønske, at det var alle de andre, der blev øvet på?

Det gjorde jeg i hvert fald lidt i morges, hvor jeg havde en tid hos lægen.

Eller det var det så netop ikke, for det er sådan, at sygeplejerskerne i lægehuset, hvor vi kommer, for nyligt har overtaget nogle af de mindre komplicerede tests. Herunder screening for livmoderhalskræft, som var lige præcis det, jeg havde fået indkaldelse til.

Altså forholdsvis banalt (selv om jeg som vel 95 procent af den kvindelige befolkning hader underlivsundersøgelser). Ikke noget med hjernekirurgi for begyndere.

Så jeg tænkte Pyt, hvor svært kan det være?

Også selv om sygeplejersken gjorde en del ud af at fortælle, at hun stadig ikke var så øvet og derfor i nogle tilfælde måtte give op og kalde på en af lægerne.

Hun virkede dog rimeligt overbevisende, så jeg følte mig i rimeligt trygge hænder og var fortrøstningsfuld. Det ville jo kun tage et øjeblik.

Da det øjeblik var gået, lød det imidlertid:

- Øhm, jeg tror lige, jeg tager et andet instrument.

Og et øjeblik senere igen:

- Nå øv, jeg bliver altså nødt til at kalde på en af lægerne. Er det okay med dig?

Det måtte det jo nødvendigvis være. For hvad var alternativet? At skulle gå igen med uforrettet sag havde jeg overhovedet ikke lyst til.

Altså sagde jeg ja, og altså lå jeg et øjeblik efter - for ulåst dør, med nøgent underliv og hævet halvanden meter op fra gulvet - og kiggede op i loftet, mens jeg spekulerede over, dels hvor lang tid der ville gå, før en af lægerne havde tid - de måtte jo formodes alle at have patienter - dels hvilken læge der ville komme. Der er to kvindelige læger og to mandlige læger i lægehuset. Min faste læge er en mand, så han ville selvfølgelig være okay. De to kvindelige ville også være okay, men den sidste, mandlige, læge kender jeg overhovedet ikke, så han ville faktisk ikke være helt okay.

Men det havde jeg glemt at sige, inden sygeplejersken forsvandt ud af døren. Iøvrigt ville jeg jo gerne havde det overstået.

Til min absolutte tilfredshed var det min egen læge, der få minutter senere kom ind gennem døren.

Og efter endnu et øjeblik var det overstået.

Troede jeg.

For sygeplejersken skulle jo lære det, så lægen ville godt lige vise hende, hvordan han tacklede besværlige livmoderhalse som min.

Hvilket betød, at han gentog hele processen. L-a-n-g-s-o-m-t. Mens han pædagogisk forklarede, hvordan han gjorde først sådan og derefter sådan for til sidst at kunne sådan og sådan.

Først derefter fik jeg lov at slippe og blev pumpet ned på gulvet igen.

Nu går der heldigvis fem år før næste indkaldelse, og til den tid har sygeplejersken nok fået taget på det.



tirsdag den 2. februar 2016

Udsalg på den irriterende måde


Nu er det februar, og dermed stort set slut med alverdens udsalg.

Heldigvis.

Skrev hun virkelig heldigvis?

Mærkeligt tilfælde.

Nu er det jo slet ikke, fordi Fruen ikke kan lide tilbud, udsalg og alt, hvad der ligner. Faktisk tværtimod. Der er da ikke noget bedre end at gøre et kup. Købe noget lækkert til en rigtig god pris. Eller købe noget, som man skal bruge, nedsat til det halve.

Der er bare det ved det, at jeg ind i mellem føler mig trukket så meget rundt i manegen, at fornøjelsen fordufter og erstattes af irritation og en kedelig fornemmelse af at blive snydt.

Det er et nymodens internet-fænomen, og det skyldes primært de cirka 27.000 tilbudsmails fra diverse firmaer, jeg lader ramme min indbakke. Mails, som i udsalgssæsonen dumper ind stort set dagligt med nye tilbud på nedsatte varer, nye nedsatte varer og endnu flere nye nedsatte varer.

Meget fint, for så er der jo til sidst et kæmpeudbud af nedsatte varer fra den pågældende butik.

Skulle man tro.

Men sådan er det jo ikke. Noget når at blive udsolgt, før andre ting bliver sat ned. Eller overhovedet bliver gjort tilgængelige på nettet.

For eksempel kom min yndlingssæbe, med duft af lavendel, på udsalg. Og hvis jeg købte tre kunne det også betale sig i forhold til fragten, som var ganske dyr i netop den web-butik. Donnaens yndlingsduft er rose, men den var slet ikke at finde, så jeg nøjedes med lavendel. Og et pænt tilskud til postens fortsatte drift.

Dagen efter - eller var det måske to dage senere? - kom der en mail med nye nedsatte varer. Nu var Donnaens yndlingssæbe pludselig både tilgængelig og nedsat, og så måtte jeg jo købe tre af den også. Og samtidig lægge en pænt tilskud til postens fortsatte drift ...

Hvor sjovt er det lige?

Måske er jeg særligt nem at irritere, jeg ved det ikke, men i hvert fald blev jeg så sur, at jeg har slettet den efterfølgende strøm af udsalgsmails fra den samme webbutik uden overhovedet at kigge på dem. 

Ha, så kan de lære det! - Prøver jeg at bilde mig selv ind.

Og hvis det endda så bare var i januar til det traditionelle udsalg.

Men det er det jo slet ikke.

Op til jul var det endnu værre. Med helt umuligt mange butikker, der havde dagstilbud på dit og dat. Den ene dag var der 50 procents rabat på dit, og den anden dag var der 40 procents rabat på dat, men ikke længere på dit. Og så fremdeles.

Hvis jeg skulle have udnyttet det optimalt, ville det have været en fuldtidsbeskæftigelse, fordi der skulle tjekkes og (måske) bestilles hver eneste dag i den sidste måned op til jul. Og til sidst ville jeg skulle akut-bestille de ting, som mod forventning aldrig kom på tilbud. Det havde jeg ikke helt tid til, da jeg også har et job og en familie at passe, så i stedet måtte jeg et par gange konstatere, at nu var der sørme tilbud på lige netop det, som jeg havde købt til fuld pris ganske få dage forinden.

Og hvor sjovt er det så?

Tid til at bøvle med at returnere fuld-pris produkterne og i stedet købe nedsat havde jeg ikke just. December går hurtigt nok endda uden den slags tidskrævende bonus-øvelser.

Helt firkantet kunne man så hævde, at jeg da bare kunne afmelde alle mine tilbudsmails. Droppe alle tanker om at købe billigt ind. Og iøvrigt holde helt op med at handle på nettet og i stedet bevæge mig ud i det virkelige liv.

Meeen.

Det kommer nok ikke til at ske. For det er altså dejlig nemt bare at købe ind på nettet og så hente alle sine indkøb et par dage senere i kundeservice i det lokale supermarked. Og det er altså virkelig dejligt at udnytte de gode tilbud.

Jeg vil bare ikke skulle føle mig taget ved næsen to dage senere.

Så nu prøver jeg at regne ud i, hvordan jeg skal undgå det fremover. Det kommer nok til at koste et par webbutik-bekendtskaber. 

Det må jeg prøve at bære. 

Spørgsmålet er vel så bare, om webbutikkerne også kan undvære mig ...