søndag den 21. februar 2016

Intereuropæisk jetlag


Tidsoptimisme og manglende rutine kan være en farlig kombination.

Især når man skal nå et fly.

Gemalen er den evigt glade tidsoptimist. Den manglende rutine stod Donnaen og jeg for.

Læg dertil manglende lyst til at stå forfærdelig tidligt op.

Det hader vi alle tre.

Derfor talte vi minutter og regnede frem og tilbage. Gemalen sagde, at han kunne køre os til Hamburg på tre timer. Donnaen og jeg mente, at vi nok kunne klare os med kun en halv time fra ankomst til lufthavnen til boarding time.

På den måde kunne vi nøjes med at tage hjemme fra klokken 06:00.

Og jeg kunne nøjes med at stå op klokken 04:15 og alligevel nå både morgenmad, luftetur med søvnig Kamel og bad inden afgang.

Alt klappede, og vi kom afsted præcis til tiden, hvilket faktisk er ret usædvanligt for os.

Turen ned gennem Jylland gik som smurt, og et stykke forbi grænsen med, og vi kom langt foran tidsplanen.

Så begyndte Gemalen at undre sig over, at Ruth mente, at vi ville være 90 minutter om de sidste 90 kilometer.

Måske var Ruth lidt dum, måske vidste hun mere end os?

Det viste sig at være det sidste.

Vejarbejder åd vores forspring, og vi nåede kun lufthavnen lige en halv time før boarding.

Nu ramte den manglende rutine, for hvor var det lige, vi skulle gennem security?

Vi fandt stedet, kyssede Gemalen farvel og stillede os bag cirka en million andre rejsende.

Endelig nåede vi frem, viklede os ud af jakke, tørklæde og trøje, fik fisket Ipadden frem fra tasken og lagt den i bakken oven i tøjet.

Så 'Smask!' - om jeg virkelig ikke vidste, at væsker skulle i klare plastposer? - En morgensur kvindelig tolder så gnavent på mig, mens jeg slog undskyldende ud med armene, at det havde jeg da virkelig glemt. Og så blev tandpasta, dagcreme og hvad ved jeg hældt ud i endnu en bakke.

Og måske som straf for min sløsethed blev jeg derefter udvalgt til kropsvisitering, mens Donnaen, der gudskelov var leveringsdygtig i plasticposer, fik styr på alle løsdelene.

Da vi igen havde få hældt alle vores egendele tilbage i taskerne og samlet overtøjet sammen, var der fire minutter til boarding i en eller anden fjern gate, som vi ikke kendte nummeret på ...

Til vores held kunne vi kigge direkte op i oversigtstavlen og konstatere, at flyet var forsinket.

På den måde var der alligevel tid til både at finde gaten, købe tiltrængt kaffe til Fruen og få pulsen ned på normalt niveau, før vi indtog vores pladser i flyet og havde en fuldstændig problemfri tur til Barcelona.

Vel landet var det tid til at finde toget ind til byen.

Fruen havde læst på lektien og købt vouchers til metrocards, så nu var det bare at finde stationen og få ombyttet vores voucher.

Efter lidt søgen fandt vi frem til stationen og en automat, men ikke om jeg kunne finde ud af at få den til at give en form for mening i forhold til voucheren.

Så jeg måtte spørge og fik at vide, at jeg stod det helt forkerte sted og skulle gå hen til metroen.

Godt så. Bort set altså fra, at der jo ikke var metro helt ud til lufthavnen*, og man derfor først skulle med en anden form for tog, ind til man når ind til metro-nettet.

Fruen var derfor en kende forvirret. Men fandt dog en anden station og en automat, der i andet forsøg tryllede voucheren om til to metrocards.

Nu var det bare at komme i den rigtige retning.

Vi spurgte os for og stod på den første tog.

Heldigvis havde jeg printet et kort over metroen ud, så jeg kunne følge med.

Uheldigvis passede det ikke med noget som helst ...

Efter nogle stop, nåede vi en station, vi kunne se på kortet, men den næste station lå på en helt anden linie, og så var vi lige vidt.

Nu kunne vi dog forstå på den gentagne højtalerbesked, at toget var på vej til en endestation, der lige præcis også var endestation for den linie, som vi skulle med for at komme til vores hotel, så vi blev enige om, at selv vi ikke forstod, hvad der iøvrigt foregik, så var netop dét jo ret smart.

Så vi kørte til endestationen, skiftede til linie tre, og kunne nu få virkeligheden til at passe med kortet, mens vil lod os transportere ind til Ramblaen og kunne hoppe af ganske tæt på hotellet.

Oppe ved asfaltoverfladen skulle vi lige regne ud, hvilken retning vi skulle i, men da hotellet lå lige over for Palau Güell, var der skilte nok til at lede os på rette vej, og mindre end ti minutter senere kunne vi smide os på sengene og nyde et kvarter med benene oppe, inden vi gik ud for at få en meget sen og meget tiltrængt frokost.

Derefter var der nogle timer til aftensmaden, og vi daskede ned ad Ramblaen til havnen, hvor man foruden en stor lystbådehavn også har anbragt en lokal udgave af Fields ude i havnebassinet. På en halvkold februardag var der ikke meget liv, men på en varm sommerdag er der sikkert både hyggeligt og en masse leben.

Egentlig var det stadigvæk for tidligt at spise aftensmad, men Fruen, der havde været urimeligt tidligt oppe, følte det, som var hun landet i New York med tilhørende tidsforskel og jetlag, og skulle jeg ikke falde i søvn midt i maden, skulle jeg have den lige nu.

Resultatet blev derefter, men det var vi for trætte til helt at tage os af, så vi skyndte os bare at betale og finde hjem under tæpperne, så vi kunne sove og være friske til næste dag.

Columbus skuer ud over Barcelonas havn og Middelhavet.
*Nærstudier af metrokortet i metroens togvogne afslørede en linie, der ikke var på mit udprintede kort, og adskillige eftergooglinger senere har jeg nu fundet ud af, at metroen så sent som her i februar er blevet udvidet med en ny linie, der fører helt ud til lufthavnen med stop ved begge terminaler. Det er underligt nok bare ikke noget, der på nogen måder gøres ret meget for at informere om.

15 kommentarer:

Stegemüller sagde ...

Godt skrevet kære Frue, man fornemmer virkelig jeres stressniveau. Sikke en rejse. Tænk at der kan gå så meget kludder i forholdsvis simple ting - men hvem kender ikke den lille stress, der altid er over en lufthavn. Jeg er fx altid bange for at komme for sent eller ikke at kunne finde de rigtige skranker.

randiglensbo.dk sagde ...

Jeg har hjertebanken og er helt tør i halsen efter at have læst om jeres genvordigheder. Jeg er rigtig dårlig til at finde ud af sådan noget og bliver helt vildt stresset. Men du klarede det, så thumbs up til dig!

Lene sagde ...

God I nåede frem. Jeg er så den, der altid står op meget før vi skal af sted og beregner ekstra tid til alt, der kan gå galt :-) Så jeg har ofte masser af tid til at kede mig i :-)
Glæder mig til at høre om jeres tur, jeg gad godt flyve til Barcelona lige nu

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Tak ;-) Egentlig gik der jo ikke noget galt, men netop den der stressfaktor over det ukendte gør, at man nemt bliver hylet lidt ud af den og fx bliver skrankeblind og farer forvildet rundt.

Randi: Jeg prøver, så godt jeg kan, at holde nervøsiteten indenbords, når jeg er afsted med Donnaen. Den efterfølgende træthed afslører så, at jeg ikke er ganske uberørt ;-)

Lene: Og underlige uheld rammer jo aldrig dem, der netop beregner ekstra tid ;-) Der er lidt koldt pt. Men vent en måneds tid, så åbner Vueling en direkte rute fra Aalborg til Barcelona :-)

Mette sagde ...

Uh, blev så lige en anelse (ret så meget) stresset på jeres vejne. Godt I nåede flyet:o) Jeg har kun været i Barcalona engang - elskede det:) Godt sikker på vi så ande ting inden dig og Donnaen skal. Vi så fodbold nemlig:) Glæder mig til at høre om resten af turen:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Vi havde nok nået flyet, selv om det ikke var forsinket, men det var godt at få pulsen ned først. Vi så også fodbold. Næsten i hvert fald ;-) Mere om det senere. Tak :-)

Ellen sagde ...

Pyyhhh - jeg fik også hjertebanken, klamme hænder og åndenød af at læse indlægget!
Det ville aldrig kunne overgå mig, for jeg er ligesom Lene og står hellere op kl. 2 om natten for at komme i mere end rigelig god tid fremfor at stresse. Medbragt strikketøj, iPad (= bøger og puslespil), smartfon og krydserpåtværsblade gør, at jeg tager selv en lang lufthavnsventetid med knusende ro :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Så hvis nogle af os en dag skulle ud at rejse sammen, så var det dig og Lene, der skulle følges :-) Jeg vil også helst have l-i-d-t bedre tid, men vi nåede det jo. Som Gemalen pointerede ;-)

www.skøreliv.dk sagde ...

Uf, det er mit værste mareridt, du der beskriver! Jeg gyser ved tanken om at komme for sent til en flyver, og tvinger derfor familie og andre rejsefæller i lufthavnen i VIRKELIG god tid. Får mange 'er-du-så-tilfreds-nu-blikke' undervejs. Men jeg magter ikke helt det der med hjertet oppe i halsen....
Godt at I nåede det!

Liv ☆ sagde ...

Ville ikke ske for mig. Var klart bare slet ikke gået i seng (mere min stil) og så have hysset så meget på manden min, at vi trods vejarbejde, var kommet i gooooooood tid. (hader i øvrigt de der kropsvisiteringer). Det med metroen ville heller ikke ske for mig. Ikke tale om at jeg ville turde kaste mig ned i den, før efter jeg var installeret på hotel og fået en lur (til at kompensere for mangelende nattesøvn). Fra lufthavn til hotel?! TAXI. Naturligvis.
Tak for første ferie-afsnit. Glæder mig til resten af føljetonen.

Fruen i Midten sagde ...

Monster-mor: Ha ha, jeg havde fået at vide, at jeg selv kunne køre til Hamburg, hvis jeg havde villet afsted ret meget tidligere. Og heldigvis gik det jo fint :-)

Liv: Sove ville jeg altså, men der går selvfølgelig en grænse et eller andet sted. Jeg er alt for nærig til taxi (vi er også kun to). Og så VIL jeg kunne finde ud af at klare mig med den offentlige transport (det kan andre mennesker jo), og jeg vil også frygtelig gerne give Donnaen en fornemmelse af, at det kan man altså godt, hvis man lige tænker sig om. Ellers står mit curling-barn pludselig der om et par år og vil tro, det er en dårlig joke, at der ikke står en privatchauffør klar til hende, når hun lander i en given lufthavn :-)

Inge sagde ...

Hihi.. skønt hektisk indlæg, jeg pustede af lettelse da flyforsinkelsen heldigvis redede jer på målstregen.. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Hehe tak ;-) Ja, den forsinkelse faldt på et tørt sted!

monica sagde ...

håber Donnaen ved at sætte pris på sin mor !
jeg vil også til Barcelona !

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Mjah, Donnaen er altså Teenager med stort T, såeh ;-) Det kan jeg godt forstå, men vent til det bliver lidt varmere :-)