Under beskydning

Da Gemalen nytårsdag kom udenfor, kunne han se, at vi havde været under beskydning om natten. En stor raket havde ramt og brækket et bræt i et havebord.

Det var bare et gammelt bord, og vi overlever nok skaden, men jeg var alligevel lidt overrasket over den kraft, raketten tydeligvis var faldet ned med.

På det rent symbolske plan giver beskydningen også god mening i øjeblikket.

Donnaen er desværre langt fra rask, og vi er faktisk ret bekymrede. Nok allermest for, at det er 'ikke noget', og det derfor bliver svært at hjælpe hende til at få det bedre. Vi håber stadig, at det kun er en forbigående virus, som til sidst går i sig selv igen.

Og her til morgen mødte vi så på arbejde til nyheden om, at Verdensfirmaet er solgt til en af de store teknik-entreprenører på det danske byggemarked. Og selv om jeg lige her lige nu sidder på en nøglepost som eneste bogholder, er det bestemt ikke min ekspertise, der er blevet købt. Tværtimod kan jeg, trods gode intentioner og forsikringer om det modsatte, godt se skriften på væggen. Vi, og dermed især jeg, skal køres ind i det store koncern-økonomi-maskineri, og så er det ikke godt at vide, hvordan der ser ud på den anden side.

Suk, nu må 2019 altså godt tage sig lidt sammen.

Status quo - cirka

De der juleforberedelser har det stort set, som de hele tiden har haft det.

Der sker ikke en hujende fis!

Brunkagepølserne er stadig bare pølser, gaverne er ukøbte, og udendørs (jule-)hyggebelysning er noget, de andre har.

Adventskrans og kalenderlys blev akkurat klaret, inden de skulle tændes.

Siden er det stort set kun lykkedes os at skrive ønskesedler ...

Stort set.

For forleden pjækkede jeg fra sidste halvdel af et dødkedeligt foredrag om den nye ferielov og kom tidligere hjem end beregnet, og det betød, at jeg faktisk fik hevet en kasse julepynt ud af skabet og taget tre ting frem, så den nisse, der aldrig kom ned efter sidste jul, nu ikke er det eneste, vi har fremme.

Men det var så det, og nu står kassen bare og fylder i soveværelset.

Vi satser stadig på, at det bliver jul, men den bliver altså ikke særlig forchromet.

Og de ting, som jeg måske kunne have nået mellem jul og nytår?

Tjah, dér er jeg nødt til at gå på arbejde, for jeg når ikke det hele inden, og for en uge siden blev det meddelt (juhu! - eller noget ...), at regnskabsafslutningen nu skal følge kalenderåret, hvilket giver ekstra pres på for at få alt afviklet.

Jeg glæder mig allerede til påskeferien ...

Ophængt ...

Bagefter allerede før start

Det går virkelig ikke særlig godt med at følge med for tiden.

Meget symbolsk lykkedes det akkurat at få kalenderlyset smækket ned i en klat ler, inden det blev 1. december, hvorefter jeg bare kunne konstatere, at det var udstyret med overskudsstearin til flere dage, som først skulle brændes af, før vi - i hvert fald på det punkt - igen er på omgangshøjde med kalenderen.

På den måde var vi jo bagefter allerede før start, og sådan synes jeg, det er på ret mange fronter i øjeblikket.

Men hvad - jul bliver det vel alligevel.

Håber jeg.

Kære Isabellas

Kære Isabellas,

Jeg skriver til jer, fordi jeg har valgt at opsige mit abonnement.

Desværre, vil jeg sige.

For jeg har været en trofast læser, i mere end 15 år tror jeg. Jeg har kigget på lækker boligindretning, savlet over mad- og kageopskrifter og funderet over, om min egen have kunne blive lige så dejlig, som dem i jeres artikler.

Men gennem den sidste tid, som nok er lidt længere end bare 'sidste', er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke længere hører til jeres målgruppe.

Måske er jeg blevet for gammel og for gnaven?

Eller for meget jyde og for lidt spelt-københavner?

Måske har jeg bare ikke penge nok til at føle mig som en del af jeres målgruppe - og er så blevet gnaven af den grund?

I hvert fald kan jeg ikke rumme både at kigge artikler om mennesker, der går ind for bæredygtighed og minimalisme, og hvad har vi af politisk korrekte holdninger, og derefter blive underholdt med, hvordan jeg selv kan gribe stilen ved at investere i astronomisk dyre, og/eller guldbelagte ting.

Først kan jeg læse, hvordan en designer eller på anden måde kreativ sjæl i samarbejde med sin mand har indrettet sig totalt lækkert på et eller andet nordsjællandsk landsted med en kombination af arvestykker, loppefund og enkelte selvindkøbte ting. Det er helt igennem sjovt og inspirerende, at se, hvad de har kunnet skabe med knokle-arbejde, hittepåsomhed - og en sjat penge. Noget helt unikt selvfølgelig.

Men dernæst er det så, at I synes, jeg skal se, hvordan jeg kan gribe stilen. Denne helt unikke stil, som meget hurtigt kan blive alt andet end unik, hvis vi alle kopierer den. Tænker jeg. Og så er det jo ikke sjovt længere. Eller hvad? Jeg ved godt, det er en del af gamet, når der produceres blade. Der skal annoncekroner ind, og det kommer der måske lidt lettere, hvis der også fra redaktionel side gøre en vis indsats for at ekspedere varerne over disken? Det vil I nok benægte, men det tror jeg ikke rigtigt på.

Og så er der også det der med at være unik, på præcis samme måde som alle andre. Er det ikke lidt, bare lidt, selvmodsigende? Jeg har det stramt med at skulle være som alle andre, om de så er nok så hippe. Og der sker præcis det samme, som når en tøj-ekspedient kommer for skade at anbefale et bestemt outfit som meget populært. - Så vil jeg ikke have det.

Noget andet er, at jeg ofte slet (SLET!) ikke har råd til at gribe den såkaldte stil, hvis jeg alligevel skulle se noget, jeg kunne tænke mig. Ærgerligt, for det kunne da være fedt lige at lade sig inspirere til at købe en Ægget-stol til små 100.000 kroner. Men det kommer desværre ikke til at ske, før Gemalen vinder i lotto. Og så bruger vi nok alligevel pengene til noget andet.

Ligesom vi ikke kommer til at købe guldbelagt bestik eller gryder, der koster tre gange prisen for de mere almindelige af slagsen.

Og så videre.

Jeg stopper nu, men måske kan I mærke, at jeg godt kunne blive ved lidt endnu?

Det gider jeg ikke. Jeg gider ikke at fortælle jer, at jeg synes, jeres bladindhold efterhånden er nogenlunde lige så hyklerisk som visse politikeres tilgang til kontorindretning.

Jeg nøjes bare med at opsige mit abonnement.

Muldvarp!

En af de gange, først på sommeren, hvor jeg brokkede mig allermest, da jeg var ude at cykle med Gemalen, endte han med at udbryde:

- Jamen, du kan jo slet ikke se noget! Tror du ikke, det er på tide at besøge en optiker?

Joh, det var det nok, så det gjorde jeg, og dommen var klar. Jeg befandt mig på stadet lige før muldvarp:

- Du bør faktisk slet ikke køre bil, før du får briller! sagde den venlige optikerdame, der havde testet mig.

- Eller linser. Har du overvejet linser? fortsatte hun.

Det havde jeg ikke. Men det kunne da måske være en meget god ide. Det skulle så fungere sådan, at linserne skulle suppleres med læsebriller.

Fint nok, og jeg kom ind og skulle lære at bruge linserne.

Det var, syntes jeg, uhyggelig svært at stoppe fingrene ind i øjet uden at blinke. Men optikeren havde en engels tålmodighed og meget store pædagogiske evner, så til sidst lykkedes det, og så var jeg kørende, mente han. Imens jeg ventede på mine læsebriller, kunne jeg lige købe et par Tiger-briller til en tyver.

Næste morgen stod jeg en halv time tidligere op, og det var absolut påkrævet, for jeg kunne i den grad ikke finde ud af at tage linser på, og jeg var på nippet til at tude af frustration, før det lykkedes. De følgende dage gik det lidt bedre, og på ferien i London fik jeg også linser på hver dag. Til gengæld syntes jeg ikke, det gik særlig godt, når jeg skulle kombinere linserne med læsebriller. Og de rigtige briller var ikke meget mere bevendte end dem fra Tiger-butikken.

Linserne var en stor forbedring, især på cykel, men også når jeg kørte bil, men det viste sig, at det kun gjaldt inden for det hjemlige byskilt. Da jeg kørte Kamelen til pasning langt ude på landet, måtte jeg glippe meget med øjnene, og da vi dagen efter kørte ned gennem Tyskland, gik det helt galt, og midt på eftermiddagen hev jeg kontaktlinserne ud.

Og brugte dem ikke mere på hele ferien.

Vel hjemme igen klagede jeg min nød. Jamen, det skyldtes helt klart bilens aircondition. Den kunne jeg jo bare slå fra, sagde lidt for smart (anden) optiker. Det mente jeg så ikke var optimalt i 35 graders varme. Jeg kunne også få nogle mere fugtende linser. De kostede bare det dobbelte. Det syntes jeg var en dårlig ide. Og så kunne jeg jo endelig opgive linserne og få briller med glidende overgang.

Det fik jeg så.

Og jeg syntes mildest talt ikke godt om dem. De var svære at gå med, og læse med dem kunne jeg ikke.

Nu var jeg efterhånden en lille smule træt af det hele, men tredje optiker justerede dem lidt og forklarede mig, at det var et spørgsmål om at lære at dreje hovedet i stedet for kun øjnene. Og med hensyn til at læse, så virkede det jo desværre ikke for alle, så jeg måtte have et par læsebriller ved siden af, og så bare stille mig tilfreds med, at jeg trods alt kunne læse prisskiltene i føtex med brillerne med glidende overgang.

Desuden skulle jeg også have et par skærmbriller, selvfølgelig med glidende overgang.

Godt så. Jeg prøvede at vænne mig til at dreje hovedet og ikke kun øjnene, selv om det føles mærkeligt. 

Og jeg fik et par læsebriller, der fungerer fint. Og et par skærmbriller, hvor jeg kunne se alt andet end skærmen ...

Det ville være en underdrivelse at påstå, at jeg kun var lidt utilfreds. Men medmindre man har lyst til at smide de allerede investerede penge væk, er det jo ikke muligt at skifte heste i vadestedet, så jeg måtte endnu en gang forbi optikeren. Og denne gang blev det bestemt, at jeg skulle have skærmbriller uden glidende overgang.

Da jeg var nede og hente de nye skærmbriller, som iøvrigt fungerer fint, snakkede jeg lidt med sød optikerdame om mine kvaler med brillerne med flydende overgang.

- Åh ja, det kan godt være lidt svært. Især hvis man er langsynet. Måske skulle du prøve med et par briller, der bare har læsefelt på den gammeldags facon.

Det skulle jeg lige tygge lidt på, men nu hvor det er mørkt allerede sidst på eftermiddagen, har jeg oplevet at blive utroligt desorienteret, når jeg er ude at køre, hvilket er meget lidt rart.

Jeg kan vist lige så godt ringe med det samme ...

De nye, velfungerende, skærmbriller.

PS: Og jeg cykler stadig med linser. Det fungerer nemlig fint.

Ud at køre - med damerne

Nu var det jo gået meget godt med at køre med de lidt ældre mountainbikere, så da DGI annoncerede et to timers kursus i mountainbike for Women Only netop her i den lokale skov, tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens klare.

Det var ganske vist kursus nummer to, og det forudsattes, at man havde styr på gear og bremser, men det mente jeg nok, at jeg havde, og desuden var det jo et damekursus, og damer er jo sjældent så (over-)modige som mænd, det ved enhver, så hvor svært kunne det være?

Noget sværere end jeg havde regnet med!

Selv om solen skinnede, var det en hundekold morgen, og bare at finde ud af at få passende med tøj på var en udfordring. Jeg skulle helst både kunne holde varmen og kunne bevæge mig, bare nogenlunde frit.

Endelig var jeg klar, og på en parkeringsplads næsten lige op til skoven mødtes jeg med de andre damer og de forstående og empatiske trænere.

(Ja, sådan var de præsenteret i kursusbeskrivelsen, og jeg nægter at tro på, at det er en formulering, man ville finde på at bruge over for mix- eller rene mandehold!)

De fleste, men ikke alle havde deltaget i det første kursus, og det kom til udtryk med det samme, for vi skulle starte med lige at tjekke, at vi havde styr på de der bremser, og

- ..jer, der var med sidst, ved, at vi primært bremser med forbremsen, erklærede den ene træner.

What?? Nu havde Gemalen tudet mig ørerne fulde med, at jeg skulle blive fra håndbremsen for ikke at stå på næsen, og så stod træneren der og sagde det modsatte. Jeg skulle ikke nyde noget af at sige noget, men fornemmede, at det kunne blive lidt op ad bakke. Altså selv om det jo gik ned, fordi man li'som ikke kan øve at bremse på vej op ...

Vi bremsede, og jeg undgik både at stå på næsen og gøre alt for meget opmærksom på mig selv. Heldigvis havde min mekaniker (aka Gemalen) smurt mine bremser, så de ikke skreg, som visse andres.

Videre gik det. Først op ad bakke af en helt almindelige bred skovvej, og da vi var vel oppe afsted ad det første stykke, relativt ligeudgående, spor. Allerede her fik jeg en forsmag på, at de andre damer vist ikke var de rene novicer. De drønede afsted, og jeg skulle træde til for at følge med.

Nu gjorde vi holdt igen, for vi skulle lære at køre i småbulet terræn. Noget med at have så meget gummiarme (min udlægning!), at man kan absorbere ujævnhederne i stedet for, med stive arme og skuldre, at sende dem direkte op i hjernen.

Det så utrolig rigtigt ud, da træneren viste os hvordan ...

Bagefter skulle vi køre ned ad en stump rødt spor. Jow jow, mtb-spor er som ski-pister farve-inddelt efter sværhedsgrad: blå, rød og sort. Og som træneren påpegede, så kunne det være en god ide lige at tjekke et nyt, 'farligt' spor til fods, før man begav sig ud på det. Så det gjorde vi, og han pegede og forklarede. Og endte med at stille sig op ved det sværeste sving, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvor vi skulle passe på.

Herefter blev vi sendt afsted med passende afstand mellem hinanden. Jeg kunne godt se, at jeg kørte langsommere end dem foran mig, men var alligevel lidt overrasket, da jeg ret hurtigt kunne høre den næste lige bag mig. Det var der ikke noget at gøre ved; jeg var ikke til sinds at sætte tempoet op, og køre til siden var der ikke plads til. Da jeg passerede træneren, kunne jeg høre ham råbe et eller andet, men om det var til mig, kunne jeg ikke høre, så jeg fortsatte med at liste ned i tante-tempo.

Et øjeblik efter kom et par vilde gutter drønende og fortsatte videre ad det røde spor. Det var dem, træneren havde råbt efter. At de skulle lade være med at ligge og presse, for det stressede bare begynderne, og de fik alligevel ikke selv den ønskede fart på cyklen. De var heldigvis stoppet op, havde givet træneren ret og sagt undskyld. Ret fint faktisk.

Slalomkørsel var næste punkt på programmet. Ikke så farligt, men svært at gøre rigtigt i fuld fart. Allersværest var det dog at trække tilbage ved siden af skovvejen; jeg hang fast i et eller andet og skvattede, meget lidt yndefuldt.

Så så det mere, om ikke yndefuldt, så spektakulært ud, da en af de andre damer styrtede på den næste strækning. Hun ramte formentlig skævt på en rod og tog den ud over styret i bedste Tour de France-stil. Hun skulle lige have tid til at sunde sig, men var så heldigvis ikke kommet noget særligt til, selv om hun givetvis har været særdeles øm i dagene efter.

Flere gange undervejs havde trænerne spurgt, om dit eller dat ikke havde været rigtig sjovt? Mange havde svaret positivt, og jeg tror faktisk, at nogle af dem også havde ment det. Der var nogle helt vildt seje typer i mellem, der uden frygt i livet bare nød at tonse afsted. Og de skulle nok slet ikke have været med på kurset, for de kunne så udmærket klare sig selv. Det var også dem, der var mest begejstrede, da den ene træner meddelte, at nu skulle vi til det allersjoveste:

- Vi skal lappe nogle berms for vildt!

Først skulle vi dog finde ud af, hvad berms var, så vi stillede cyklerne og kiggede nærmere på det spor, vi var kommet til. Her var svingene bygget op, så man kan køre oppe på siden. Ud over at se temmelig sejt ud, er det også med til at hjælpe rytteren rundt i kurven i langt højere fart, end hvis den bare var flad.

Det lød jo i princippet meget godt, men sporet zig-zaggede ned over en temmelig stejl skrænt, og da jeg stadigvæk er kantforskrækket, var jeg ikke så begejstret. Især ikke fordi der skulle ret meget fart på, hvis man skulle udnytte de indbyggede berms bedst muligt. Jeg havde derfor ikke så svært ved at lade de dødsforagtende damer tage teten ned over skrænten og så selv liste bagefter som en af de sidste.

Ned kom vi alle, og mens nogle syntes, det var virkelig sjovt og tog både en og to ture mere på den nederste del, var vi andre, der var ganske tilfredse med en enkelt tur.

Imens vi ventede på de sidste, var vi kørt ind til siden, og nu skulle vi ud på en skovvej igen. Her erfarede jeg, at nedfaldne blade bør betragtes med mistro. Hvad der lignede en fuldstændig jævn skovbund viste sig at være en grøft. Den kørte jeg lige ned i, og så kørte jeg ikke længere, men lå og rodede rundt i alle bladene.

Da det skete med cirka tre en halv kilometer i timen, var det kun min stolthed, jeg blev ramt på (igen!), og mens jeg fik stablet cyklen og mig selv på benene, valgte de andre en lidt anden rute ud på skovvejen.

Nu var kurset i princippet forbi, men vi kunne da lige så godt køre spor hjem, så det gjorde vi. Netop den stump var det allerførste stykke spor, jeg havde kørt sammen med Gemalen en gang før sommerferien. Og det, der dengang havde virket meget udfordrende, var nu ret easy peasy at passere, hvilket jo var ganske fint at opdage. Noget er der trods alt sket med mine såkaldte mountainbike skills i den mellemliggende tid.

Som træneren sagde afslutningsvist:

- I skal samle på de små sejre, som gør klogere og bedre. De store sejre gør ofte bare dumdristig, og så kommer man galt afsted.

Godt så, små sejre it is.

Ud at køre - med de gamle

I den lokale orienteringsklub er der en lille flok ældre herrer og damer, der mødes hver tirsdag formiddag for at køre en tur og få rørt stængerne. Et par af dem er vores gode venner, og af resten kender Gemalen nogle stykker.

Og derfor og på grund af almindelig velvilje kunne jeg selvfølgelig sagtens få lov at køre med, når jeg nu for en gangs skyld havde fri.

Så Gemalen og jeg kørte ned til klubhuset, og jeg havde egentlig forestillet mig, at vi skulle køre sammen, men vi var nok til at danne to grupper. De lidt hurtige og de knapt så hurtige. Jeg hørte til de sidste sammen vores venner og et andet par.

De lagde en plan, afsted gik det, og jeg blev ret hurtigt glad for, at jeg var med de knapt så hurtige ...

Men jeg kunne godt følge med, og da jeg vidste, at vi var på vej ud til et forholdsvis fladt område, skulle det jo nok gå.

Især fordi jeg godt kendte den første stump sti, efter vi havde krydset under motorvejen, og jeg vidste, at selv om den var fyldt med rødder og ujævn som bare pokker, kunne jeg godt køre den.

Det gik fint, og vi gjorde holdt ved en lille idyllisk sø, der ligger midt i området.

Efter fornyet rådslagning fortsatte vi.

Denne gang ad mindre, meget snørklede stier, der gik op og ned og ud og ind. Ikke noget voldsomt, men bare så man hele tiden skulle være opmærksom på, hvad man lavede i stedet for at sidde og falde hen. Der var små, spidse stigninger og bratte, men ganske korte nedkørsler.

Og jeg lærte på den hårde måde at holde en passende afstand. Især op. For jeg er ret let, men har ikke så mange kræfter, så jeg skal helst op i et vist tempo, men vælter hvis der skal sejtrækkes i de små gear. Jeg fik et par pludselige stop på den konto, men så havde jeg også lært lektien og var ganske tilfreds med mig selv.

Måske var det derfor, at jeg ikke var helt skarp, da vi kom ind på en noget mere uvejsom veksel, for pludselig strejfede mit styr et træ.

Træet blev stående.

Jeg blev faktisk på cyklen og tænkte ikke mere over det, før jeg om aftenen fik så ondt i mit håndled, at jeg ikke kunne løfte så meget som en tallerken.

Det varede to dage, før armen igen var brugbar, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt, så vi kørte glade videre og kom tilbage til den lille sø. Nu skete der det overraskende, at det andet par da lige skulle have en dukkert! Jeg var nær væltet af ren overraskelse; det var i uge 42, og selv om det var dejligt vejr, var det altså på ingen måde sommer. Gys altså! Men mens vi andre tre tog en lille ekstra runde om søen, hoppede de i og var ved at komme i tøjet igen, da vi kom tilbage. Og jeg kan stadig ikke helt blive enig med mig selv, om de var seje eller en lille smule bindegale?

Nu skulle vi alle have varmen, så på vejen tilbage mod klubhuset, tog vi en af de store bakker i Nordskoven. Her var det tydeligt, at jeg havde en fordel ved at veje mindre end de andre (min cykel er givetvis også lettere end de andres, for Gemalen har sørget for, at jeg i hvert fald ikke går ned på grej), så jeg kom først op. I forholdsvis ubesværet stil. Det vil sige kun moderat pustende og uden pulsen oppe i ørerne ...

Er man kørt op, skal man jo også ned igen, og vi susede ned ad bakken på den anden side og kørte langs åen ind til byen igen.

Efter at have sagt pænt tak for turen trillede jeg hjem i bad, mens jeg tænkte, at nu havde jeg da egentlig ret godt styr på det meste.

Det varede så kun til, jeg meldte mig til et MTB-kursus kun for damer.

Mere om det en anden gang.

Ikke 'bare lige'

Jo, jeg cykler stadig.

Det blev ikke til så meget hen over sommeren, hvor Gemalen ikke kunne sidde på sin cykel, og jeg derfor måtte køre alene.

Alene gjorde det lige lidt sværere at komme afsted. Og da jeg samtidig er en urutineret kylling, skulle jeg ikke nyde noget af at køre rundt på små, snørklede stier langt fra alfarvej, men foretrak de store, brede, hvor jeg regnede med, at jeg ville blive fundet ret hurtigt, hvis jeg pludselig skulle blive uvenner med min ged og lave en næsegrus landing.

Men så kom Gemalen heldigvis på banen igen, og selv om jeg mente, at han skulle tage den lidt med ro, var det ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne køre på de mere udfordrende stier.

Og det gjorde vi så.

Hvilket ind i mellem førte til nogle pludselige afsidninger for mit vedkommende. Plus en hel del eder og forbandelser, også fra min side.

- Jamen, du skal bare lige .., er Gemalens standard-kommentar, når han (dog) har sikret sig, at jeg ikke er kommet galt afsted.

Hvorefter min standard-reaktion lige så sikkert har været et arrigt fnysende:

- Det er da for hævled ikke bare lige!

Det er ikke bare lige at køre op over kantsten. Det er ikke bare lige at nå at komme langt nok ned i gear, når Gemalen helt uventet pludselig drejer skarpt til højre og kører stejlt op ad en lille bakke. Det er ikke bare lige at vælge den mest hårde bund helt ovre til venstre i stedet for at køre lige ud i den løse sand midt på stien.

Og det er især ikke bare lige at vælge den rette fart, det rette gear og den rigtige rute ned ad en stejl sti, hvor man undervejs også bare lige skal passere over et lille væltet træ.

Og så videre ...

Gemalen har siddet på en cykel i cirka 100 år, og han kan simpelthen ikke forestille sig, hvor mange kvababbelser jeg kan have ved at køre alle mulige sære steder.

Til gengæld kan han heller ikke forestille sig, at jeg efterhånden i takt med lidt mere rutine rent faktisk slutter fred med nogle af de 'farlige' steder og så småt kan passere dem uden nødvendigvis at få bævre-knæ og en puls på 300, så

- den vej kører vi ikke, for det kan du jo ikke lide!

At det var tilbage i april eller maj med høj vandstand overalt bliver ikke helt taget med i betragtning.

Forrige søndag var Gemalen så afsted til sit første MTB-O løb siden sommerferien, og da det meget praktisk lå i skovene lige øst for byen, cyklede jeg med ud og kiggede. Og snakkede lidt med en af de andre søde koner om det der med, at ens ægtefælle skal prøve at lære en noget, som man slet ikke synes er så 'bare lige', som de synes.

- Nej, den slags skal man lære af andre, slog hun fast.

- Det er meget bedre for begge parter.

Så da jeg et par dage senere havde fri en tirsdag, hvor nogle af de ældre, garvede motionist-mountainbikeryttere altid mødes for at træne, fik jeg lov at komme med.

Og det var virkelig alle tiders.

Men havde Gemalen udsat mig for det samme, havde jeg nok søgt skilsmisse på stedet.

Sådan er der så meget, men det er en helt anden historie.

Tante-tur

Da jeg havde sat mine venner af, vendte jeg kareten og kørte til Bagsværd for at besøge min moster.

Min tur til Sjælland havde været ret spontan, og klokken var for mange, til at jeg havde villet ringe til den gamle dame - hun er niogfirs - aftenen før afgang. Og næste morgen var det for tidligt at ringe, så jeg pakkede en taske og en rulle sengetøj, og lige før afgang sendte jeg en sms og spurgte, om jeg måske måtte overnatte hos hende?

Det måtte jeg gerne, og vi fik sms'et lidt frem og tilbage om, at det nok ville blive meget sidst på dagen, før jeg dukkede op, og at jeg bare kunne ringe, når jeg kørte inde fra byen. Det gjorde jeg, men i stedet for, at jeg gjorde holdt på vejen og købte ind til vores aftensmad, havde min moster allerede haft næsen i sin fryser og fundet både det ene og det andet frem, og der lugtede saligt af mad, da jeg gjorde min entré.

Vi spiste og vi hyggede, og så hyggede vi lidt mere, indtil jeg var så træt, at jeg var nødt til at gå i seng, hvis jeg ikke skulle falde i søvn i sofaen.

Næste morgen, mens jeg lå og læste i en af min mosters bøger, som jeg iøvrigt fik lov at få, fordi jeg tænkte, at min moster nok stadig sov skønhedssøvn, kom hun listende: Er du vågen? Hvilket jeg jo var, og så kunne vi jo lige så godt stå op og få morgenmad. Jeg tilbød at hente morgenbrød, men det var slet ikke nødvendigt, min moster havde det hele.

Dér, altså ved morgenbordet, sad vi længe og snakkede om både dit og dat og alt der i mellem. Den gamle dame læser sin daglige avis og lytter til radioens lidt tungere programmer for at holde sig ajour, så der er ikke mange ting, hun ikke er helt med på, hvilket gør hende til en fornøjelse at snakke med. Og så er hun den, der har mest tjek på familien, så hvis jeg skal høre nyt om den ene eller den anden, er det hende, jeg skal spørge.

Efter to hele kander te måtte jeg dog sige stop og pakke mit habengut sammen og sige farvel. Min moster fulgte mig helt ud til elevatoren, og parret, der allerede stod i elevatoren, spurgte nysgerrigt: Er det så datteren? men måtte slå sig til tåls med, at jeg kun var en niece. Ja, for vi kender jo en del her i opgangen, fortsatte de, mens jeg ihærdigt prøvede både at sige noget imødekommende og samtidig bide mig i læben for ikke at grine, da jeg følte mig overbevist om, at jeg stod over for Rytteriets forældre med både charmeklud og Klampenborg-accent.

Således pænt glad i låget kørte jeg til Sorø, hvor jeg foretog et tisse-stop og ringede til min faster, der bor mellem Odense og Kerteminde, og spurgte, hvad hun lavede. Helt sådan plejer jeg ikke at indlede vores telefonsamtaler,og hun gennemskuede mig da også straks, og svarede, at hun egentlig bare gik og tænkte, at det kunne være hyggeligt med besøg til kaffen. Så vi aftalte, at jeg købte et par kager med, og så stod hun klar med kaffen, da jeg kom en lille time senere.

Min faster er i forhold til min moster en ren årsunge på kun femogfirs. Til gengæld ser hun meget dårligt, og mindre positivt indstillede sjæle end hun kunne nok være noget nedtrykte over det, men ikke min faster. Hun er stadig glad og tilfreds og mener, at hun er noget så heldig med tilværelsen og ikke mindst med alle de rare mennesker, der omgiver hende. Vi fik vores kaffe, og hun hørte alt om mine venners besøg, og bagefter beundrede jeg hendes fine nye postkasse, som netop var kommet op.

Og så ikke så meget mere. Jeg sagde tak for kaffe og kørte glad hjem, mens jeg tænkte, at jeg dælme er lidt dum, at jeg ikke besøger de gamle damer lidt oftere, mens tid er.

De brune bakker ved Himmelbjerget
har ikke noget med sagen at gøre.

Turist i eget land

Vi har haft besøg fra San Francisco, og jeg har forsøgt mig som guide i mit eget lokalområde.

Tilbage i marts skrev min veninde, at hun og hendes husbond sammen med et vennepar planlagde en rejse til Norge. De ville så rejse videre til København, og efter et par dage der ville venneparret flyve til Stockholm, mens vores venner gerne ville besøge os i det Midtjyske. Hvis det kunne passe os?

Om det kunne?!!

Det kunne det i allerhøjeste grad.

Det er ni år siden, vi sås sidst, og da var det dem, der brugte tid, krudt og penge på at tage os med rundt i San Francisco, så nu var vi klar til at rulle den røde løber ud og gøre det samme for dem.

Donnaen og jeg hentede dem ved stationen i Skanderborg onsdag sidst på eftermiddagen, og vi kunne derfor kun nå at spise middag sammen, før dagen var omme.

Men næste dag skulle vi på tur, men efterhånden som vejrudsigten blev værre og værre og endnu værre, begyndte jeg lettere panisk at spekulere på, om jeg kunne hale en plan B ud af ærmet. Det lykkedes kun i begrænset omfang, da der ikke er ret mange indendørs attraktioner her i området. Heldigvis kom vores venner næsten direkte fra Bergen, og de havde derfor både regntøj og solidt fodtøj med - og var ikke særligt bekymrede.

Det regnede om natten, men var holdt op igen da vi mødtes næste dag. Og vi kunne, uden paraplyer, gå ned til havnen og tage en af turbådene ud til Himmelbjerget. Det blev en temmelig grå tur, og det regnede også lidt ind i mellem, men man kunne stadig nyde udsigten til både natur og de dyre huse langs bredden.

Ved foden af Himmelbjerget hoppede vi i land og stod lidt og beundrede udsigten, før vi gik ind på Restaurant Himmelbjerget og spiste frokost. Den, altså frokosten, var virkelig lækker, og den blev selvfølgelig ikke ringere af, at vi sad med en betagende udsigt over søen. Imens vi sad der, for et par regnbyger over søen, men så klarede det op, og vi kunne okse op til Himmelbjerget i tørvejr.

Mens mine venner fra det tørkeramte Californien især var begejstrede for den grønne frodighed, lagde jeg derimod mærke til, at alle bregnerne ned ad skråningen stod og lyste vissenbrunt. De havde tydeligvis ikke kunnet tåle sommerens tørke. Tårnet var lukket, hvilket var lidt en skuffelse. Og en overraskelse, for ifølge stedets hjemmeside skulle det have været åbent. Men det var der ikke, og vi klarede os endda, for selv uden tårn er udsigten jo overvældende.

Vi stod lidt og nød både udsigt og tørvejr og fik taget en del selfies. Med deres medbragte selfie-stick. De grinede selv af det og sammenlignede sig med kinesiske turister, men det behøver de nu ikke, for de er meget diskrete og hensynstagende, når de bruger den, så det var egentlig bare mig, der skulle prøve at finde det rette grin frem, når vi stod med ryggen til seværdighederne og gloede på en Iphone på en stang ...

Gemalen ventede på parkeringspladsen, og nu var vejret så godt, at vi kunne tage tilbage til byen og bare daske rundt og se på den, før vi efter et kort hvil til dem og en kamel-lufter-tur til mig kunne mødes igen for at køre ud og spise middag på den lokale pramdragerkro, hvor man plejer at kunne få den lækreste mad. Gammeldags retter og godt håndværk, og noget vi syntes kunne være sjovt at vise vores gæster. Desværre levede stedet ikke op til vanlig standard, og deres mørbradsbaserede pramdragergryde bestod denne aften af to-tredjedele cocktailpølser, hvilket ikke lige frem var et hit.

Så i stedet for at blive og få kaffen med, kørte vi hjem til os og lagde planer for næste dag. For det var gået op i sømmene, at vores venner faktisk havde hele fredagen til rådighed og først skulle flyve fra Kastrup lørdag middag. De ville dog helst overnatte i København, men hvad kunne de måske nå at se i løbet af fredagen? De snakkede både om Roskilde Domkirke og Kronborg Slot, men det ville jo være nærmest uladsiggørligt, hvis de var med toget.

Derfor var det meget ligetil, at jeg tilbød at være chauffør, og sådan blev det. Klokken ni tog vi fra det midtjyske og kørte, med et enkelt cappuccino-stop, til Roskilde og så på domkirken. Det var meget sjovt at se kirken sammen med udlændinge, som kan spørge om mere end ti vise - og i særdeleshed jeg - kan svare på. Vi så selvfølgelig også dronning Margrethes nys-opstillede, men afdækkede sarkofag i et af kapellerne. At den skal stå afdækket frem til dronningens død er vel det mest rigtige, men hvorfor den skal være dækket af en ualmindeligt grim trefarvet papmaché-agtig ting, kan jeg virkelig ikke forstå.

Da vi kom ud fra kirken regnede det, men da jeg vidste, at der skulle ligge en café i nærheden, valgte vi alligevel at gå ud. Jeg nåede også at få øje på caféen på den anden side af torvet, men lige rundt om hjørnet hang et skilt med restaurant, og uden at spørge hinanden spurtede vi ned af trapperne og ind i hvad der viste sig at være Restaurant Rådhuskælderen. Der var allerede mange mennesker, men heldigvis også plads til os, og vi fik en lækker frokost, som vi hver især sammensatte af forskellige småretter.

Mætte, godt tilpasse og nogle selfies senere satte vi kurs mod Kronborg. Det var mere, end mine gæster kunne klare, og første nikkede den ene og så den anden af til drømmeland. Det gjorde ikke så meget, og jeg slap for at indrømme, at jeg missede en afkørsel og måtte ud på lidt af en omvej.

Vores timing var dog så god, at vi stadig havde to timer, til Kronborg lukkede, da vi stod ved billetsalget. Først op og kigge ud over Øresund, over mod Helsingborg. Igen var det sjovt at følges med udlændinge, som ikke, som vi andre, tager noget som helst for givet, men stiller alle de spørgsmål, som jeg aldrig selv har tænkt. For eksempel: Hvis skibene skulle betale told for at sejle gennem Øresund, hvorfor sejlede de så ikke bare gennem Storebælt? Jeg blev dem svar skyldig, for mens vi alle ved, at der skulle betales told for Øresundssejlads, hvem har så hørt om, at det skulle man faktisk også i Storebælt? Jeg ikke i hvert fald. Og jeg har, med skam at melde, heller aldrig tænkt tanken.

I den store riddersal var der en lille intim Hamlet-opsætning. Til vores udelte fornøjelse blev der spillet på engelsk, og vi stod lidt og kiggede, mens Hamlet filosoferede To Be Or Not To Be. Da stort set alle var døde, gad vi ikke mere, men gik i stedet ned og hilste på Holger Danske. Igen kom jeg lidt til kort, for hvor filan stammer den legende fra? Vi famlede os hele vejen gennem de mørke og til tider meget lavloftede kasematter, og jeg spekulerede på, om jeg nogensinde har gjort det tidligere eller bare er gået op igen den hurtigste vej, fordi jeg har haft en lille, ængstelig Donna med?

Vel ude igen fandt vi tilbage til bilen, og så trillede vi ad Strandvejen hele vejen ind til Radisson-hotellet skråt over for Tivoli.

Her var der lige plads til at stille bilen, tømme den for bagage og kramme farvel.

Og så håber vi bare, at der ikke skal gå ni år, før vi ses igen.

To be or not to be.

Film!

Lige siden vi første gang læste, at der findes en Harry Potter Studio Tour i London, har vi vidst, at den måtte vi bare på.

Så der gik ikke lang tid fra flybilletterne var i hus, til vi også havde bestilt bestilt billetter til Harry Potter.

Da Warner Bros Studios - som retteligt det hedder - ligger cirka en times kørsel fra London,  skulle vi møde op til afgang med bus fra en adresse på Vauxhall Bridge Road tæt ved Victoria Station. Det burde jo være til at finde ud af, men vi måtte alligevel lige stoppe op og orientere os, da vi kom op til overfladen ved stationen. Jeg nåede dårligt nok at få hevet min telefon frem, før en venlig betjent spurgte os, hvor vi skulle hen? Donnaen forklarede, og han kvitterede straks med

- Oh, the Harry Potter Tour?

hvilket sikkert er det folk i ni ud af ti tilfælde leder efter på det sted, på det tidspunkt, så måske var det ikke så fantastisk godt gættet, som vi umiddelbart syntes, men dejligt var det skam med hjælp på lige netop den måde, som jeg forbinder med England og englændere.

Vi fandt stedet, guiden og de øvrige passagerer og - efter et øjebliks venten også bussen. Afsted gik det og cirka en times tid senere blev vi læsset af foran noget, der mest af alt lignede nogle store lagerhaller. Her havde vi nu fire timer til rådighed, før bussen kørte tilbage til London.

Efter en kort introduktion blev vi i samlet flok ledt ind i Hogwarts store hal med alle spisebordene. Det var den rigtige hal, altså den rigtige kulisse, som er brugt i alle Harry Potter-filmene. Kun det magiske loft mangler, idet det, ikke overraskende, er en computeranimation.

Og så blev vi sluppet løs. Ind til en kombination af ren udstilling af rekvisitter, hele kulisser og små finurlige indblik i, hvordan man - også - laver film. Plus skitser og modeller. Alt sammen meget, meget imponerende. Og ganske sjovt - også for sådan nogen som mig, der nok har størstedelen af mit kendskab til Harry Potter-universet fra bøgerne og ikke helt så meget fra filmene. Donnaen, der til gengæld har set sine film cirka 1000 gange, genkendte mange flere detaljer end jeg, mens jeg derimod var nærmest målløs over den astronomiske mængde af små bitte detaljer, som nogen har skullet holde styr på. Både til hver enkelt film og til alle filmene samlet, så der ikke kom uorden i hvad der var i krukkerne i lokalet, hvor Snape underviste i eliksirer, eller hvem der havde hvilken hue på i Weasley-familien.

Der var en hel væg med huer og hatte og en stor opstilling med magiske dyr og væsener. Der var, blandt mange, mange andre ting, Harrys værelse under trappen, Dumbledores kontor og indgangen til den Forbudte Skov. Der var familien Dursleys hus på Ligustervænget, Natbussen, Hogwartsexpressen og en pæn bid af Diagonalstræde.

Midt i det hele var der heldigvis en café, hvor vi, ud over helt almindelig muggler-mad, også kunne købe butter-beer, som Donnaen synes smager fint, men jeg dog ikke kommer til at savne i den virkelige verden.

Noget af det sidste, vi så, var skitser og modeller af alt muligt. Det allerflotteste, som i allermest superfantastiske, var en kæmpestor model af selve Hogwarts. Eller kan man overhovedet kalde den en model, når den ikke findes i virkeligheden? Modellen er helt utrolig flot. Og med så mange detaljer, at man ville kunne bruge timer på at få øje på det hele. Jeg har eftergooglet mig til, at det tog mandetimer svarende til 74 år at udtænke og bygge den. Og tænkes skulle der, for Potter-bøgerne er fyldt med en masse detaljer, som alle sammen skulle med - og helst uden at komme i karambolage med hinanden ...

Vi var egentlig gået videre og næsten ud, da vi besluttede, at vi lige måtte tilbage og kigge én gang til.

Men så var det også slut. Vi tøffede ud gennem den obligatoriske butik, hvor vi købte næsten ingenting og en køleskabsmagnet til samlingen.

Nu havde vi god tid, for selv om vi havde, syntes vi selv, brugt rigtig meget tid på at kigge og kigge og kigge, så var der stadig tre kvarter, til bussen skulle køre. Det lykkedes os at finde plads på en bænk, og så gik tiden jo endda.

På turen tilbage til London blev der ikke mælet mange ord. Nogle passagerer snorksov, og resten af os sad og smånikkede. Men da vi hoppede af bussen på Vauxhall Bridge Road var Donnaen alligevel frisk på en ekstra lille udflugt. For for enden af den lange gade, fører Vauxhall Bridge over Themsen, og lige på den anden side ligger - både i virkeligheden og i James Bond-filmene - MI6' hovedkvarter. En meget specielt udseende bygning, der bliver sprængt i stumper og stykker i Bond-filmen Skyfall.

Den skulle vi selvfølgelig se. Så vi traskede afsted, og der i eftermiddagssolen og med trætte ben føltes det bare som en meget lang gade, men til sidst nåede vi da ud til broen og kunne tage de ønskede billeder af bygningen, som var lige så speciel i virkeligheden som på film. Og ganske hel ...

Nu gad vi heller ikke mere. Eller jo. Fruen ville godt en tur i Harrods, og det kom vi også, men den blev ganske kort, for Donnaen blev så utilpas over den voldsomme parfume-fims, som mødte os, da vi kom indenfor, at vi ret omgående måtte søge ud igen.

Og så gad vi virkelig ikke mere.

The Yard-nårh-nej-Shard

- Og så skal I også op og se ud fra Sky Garden eller the Yard, sagde knægten, der inden vores tur til London fortalte Donnaen om en hel masse spændende steder, han selv havde oplevet i byen et halvt år tidligere.

Donnaen gik i gang med at google og kunne finde de fleste steder, men ikke the Yard. Ikke noget, der gav mening i hvert fald.

- Nå nej, det hedder jo the Shard! undskyldte knægten, da Donnaen brokkede/undrede sig.

Donnaen døde lidt af grin, og vi fandt hurtigt ud af, at selvfølgelig skulle vi besøge the Yard-nårh-nej-Shard. Og sådan har vi omtalt det siden. Til vores egen store moro. Andre har bare set lettere uforstående på os ...

Først skulle moderen dog ajourføres en lille smule, for med 25 siden sidste besøg i London, var der sket temmelig meget, som jeg slet ikke havde styr på. Heller ikke alle de nye, høje bygninger, hvoraf the Shard med sine lige knap 310 meter er den absolut højeste, ikke bare i London, men i hele Vesteuropa.

Donnaen fandt hjemmesiden, og vi bookede billetter til The View from the Shard. Og Donnaen fik lov at bestemme, at vi først skulle være der klokken elleve, så hun kunne få sin skønhedssøvn.

Det fik hun så, altså sin skønhedssøvn, og alligevel var vi i rigelig god tid, da vi fandt frem til trapperne til the Shard. Svært var det jo ikke at finde, sådan som det rager op over alle andre bygninger i området. Det var for koldt og for kedeligt bare at stå og vente, så vi gik en lille tur og endte i Borough Market, som vi aldrig havde hørt om, men som er det lækreste marked med især fødevarer og blomster. Desværre havde vi netop spist morgenmad, for der var ellers nok af smagsprøver, da vi gik rundt og kiggede.

Til sidst måtte vi skynde os tilbage for at nå ind til tiden. Der var ikke så frygteligt mange mennesker, og jeg tror ikke, det havde gjort noget, hvis vi var kommet lidt for sent.

Først igennem et sikkerhedstjek og så med elevatorerne op. Man skifter undervejs til en ny elevator,og det er det, der tager mest tid. Selve op-turen går virkelig stærkt.

Og så kommer man ud på 69. etage og bliver straks slået af wow-effekten. Nøj, hvor er det flot!! Det vil sige; man kommer ikke helt udenfor. Men man kommer ud på en etage med meget højt til loftet og glas hele vejen rundt, og man kan se ud over London i alle retninger. Hvor langt man kan se, aner jeg ikke. Men l-a-n-g-t! Vi havde ikke skyfri, blå himmel og højtryk, som havde været det allermest optimale, men selv med skyer på himlen var der en formidabel udsigt. Til alle de andre høje bygninger, hvoraf the Gherkin og the Walkie-Talkie var de mest specielle. Det store pariserhjul, London Eye så ikke ud af noget særligt, og så man videre ud i samme retning, kunne man se Buckingham Palace som en lille gul klods i et grønt område. Næsten lige nedenfor førte en sød, lille bro - Tower Bridge - over Themsen til et miniput-slot - Tower of London - på den anden side af floden.

Themsen selv var mudderbrun som efter heftige regnskyl, men både London og hele England var jo plaget af tørke, så jeg kunne ikke helt greje den grumsede farve. Måske er den bare altid mudderbrun?

Donnaen har egentlig højdeskræk, men er efterhånden blevet ret god til at trodse sin skræk og få en god oplevelse ud af at besøge disse mega-høje bygninger. Hun ved dog godt, at hun skal lade være med at kigge lige ned og holder sig derfor lidt væk fra ydervæggen, når den som her er helt af glas. Jeg er til gengæld fascineret af myre-livet lige nedenfor og kan bruge l-a-n-g tid på at stå og glane ned på biler, busser og tog. Især tog.

Til sidst havde selv jeg kigget færdig, men mente dog, at jeg for god ordens skyld også lige skulle op på den åbne 72. etage. Det gjorde ikke den store forskel at komme derop, men på sådan en sommerdag var det behageligt at komme ud i luften. På en vinterdag er der til gengæld nok gyseligt koldt?

Vi tog elevatorerne ned, kiggede i souvenir-butikken og købte et par køleskabs-magneter til samlingen.

Derefter satte vi kurs mod Tower of London.

Først Tower Bridge, som hverken var sød eller lille på tæt hold, men derimod både stor og imponerende. Og hvor der også var en flot udsigt tilbage mod the Shard.

Vel ovre på den anden side brugte vi først lidt tid på at finde et toilet, før vi linede op for at komme ind på Tower of London. Det var en fejl, at vi ikke først spiste frokost, for sulten sneg sig ind på os, og i takt med, at blodsukkeret faldt, blev vi begge lettere pirrelige. Først syntes Donnaen, at det var kedeligt at se tårnet, hvor både kongelige og adelige havde siddet som fanger gennem tiderne. Dernæst gad ingen af os se på torturkamre. Hvorefter køen til udstillingen med kronjuvelerne var alt for lang - og ude midt i solen. Det viste sig dog, at den bevægede sig ret hurtigt, og Donnaen havde flyttet sig meget på den korte tid, det tog mig at købe sodavand til os begge. Vi nåede kun næsten at tømme vores dåser før indgangen, og så var det selvfølgelig også galt ...

Udstillingen var flot - bevares - men som jeg husker det, var det meget mere interessant at besøge Rosenborg og kigge på de danske kronjuveler. Nu havde vi for alvor tabt ja-hatten og gad ikke mere. Jeg ville dog lige se ravnene, men da jeg fandt ud af, at de bare sad og småsov i deres bure, ville jeg egentlig hellere have været det foruden.

Lettere slukørede - og meget sultne - gik vi ud og fandt en café lige i nærheden, hvor vi fik noget at spise og straks blev i bedre humør. Her oplevede vi, hvordan caféen meget smart havde løst problemet med ikke-spisende toiletgæster: Man havde simpelthen sat kode på døren. Og koden fandt man på kvitteringen, når man havde købt sin kaffe og sin kage eller sandwich.

Således opløftede - der skal ikke nødvendigvis så meget til - blev vi enige om, at vi sagtens kunne klare en tur ind til Oxford Street for at se på butikker. Vi gik lidt frem og tilbage, og Donnaen var inde et par steder for at lede efter nogle bestemte Nike-sko. Det gik dog ikke så godt. Ingen steder havde de skoene helt ned i hendes størrelse.

Men så fik vi navigeret hen til Carnaby Street, og så gik det pludselig bedre. Donnaen fandt sine sko. Og fik ovenikøbet studenterrabat, og så var dagen reddet for hendes vedkommende. Derefter forfulgte hun successen og fandt også et sted, hvor de havde bukser i hendes størrelse, og da Gemalen for længe siden havde lovet hende et par, og jeg kom til at forære hende et ekstra par, fik jeg lov at svinge mit Mastercard, til det glødede.

Efter at have smidt Donnaens indkøb hjemme på værelset gik vi ud og spiste aftensmad på en restaurant ikke så langt fra hotellet, og da vi gik hjem igen, kom vi forbi en Tesla, som stod og tankede strøm fra en helt almindelig lygtepæl. Smart, men hvordan holder man lige styr på den økonomiske side af sagen? 

Det har jeg tænkt en del over siden.

The Shard.

Store følelser

Efter en sen frokost og en lille halv time på hotelværelset, med fødderne oppe, blev vi enige om, at vi godt kunne nå en lille udflugt, inden vi om aftenen skulle ind til byen og se musical.

Så vi hoppede på toget og kørte til Notting Hill og Portobello Road.

Donnaen har kun set filmen Notting Hill en enkelt, muligvis to gange, så hun var mest interesseret i at kigge på boder og underlige butikker. Jeg har til gengæld set den film ualmindeligt mange gange og var lidt spændt på, om jeg muligvis kunne få lidt en fornemmelse af at være i de rette filmiske omgivelser.

Vi fandt den butiksfacade, der udgiver sig for at være Hugh Grants boghandel, men vinduerne var bare fyldt med alskens gøgl, så det føltes på ingen måde 'rigtigt'. Stemningen i gaden var heller ikke, men dels er filmen jo allerede ret gammel, og dels er den givetvis (i hvert fald delvist) optaget i kulisser, så man bør vel ikke forvente for meget, men nøjes med bare at hygge sig over det generelt sjove kvarter.

Og det gjorde vi så. Så på boder og specialbutikker og tattoo-shops, som der var overraskende mange af. Og vi kiggede på mennesker og på huse. Donnaen nok mest på mennesker, mens jeg var lidt forelsket i de små to-etagers rækkehuse, der lå i begyndelsen af gaden. Med ens, hvide vinduer men forskellige farver facade og meget forskellige døre. Både meget engelsk og lidt anderledes, for de mange forskelligt farvede facader så vi ikke andre steder.

Da vi var kommet helt op i den anden ende og halvvejs tilbage igen, kiggede vi på klokken og blev enige om, at vi nok for en sikkerheds skyld hellere måtte finde et tog, der kunne tage os ind til byen og vores musical. Vi fandt den nærmeste station, og på trods af dens beskedne størrelse lykkedes det os at tage toget i den forkerte retning.

Denne ekstra lille tur bød på et syn, som jeg slet ikke var forberedt på: Pludselig tårnede en høj, ensom bygning sig op. Pakket helt ind i stilladser og pressening. Øverst oppe med et mægtigt skilt, hvor der var et grønt hjerte og teksten Grenfell - forever in our hearts. Det gav et sug i maven på mig, mens Donnaen lige skulle bruge et øjeblik længere - og et bekræftende nik fra min side - til at blive klar over, hvad hun så på.

Efter det sagde vi ikke ret meget i lang tid. Vi koncentrerede os om at komme af toget og over til den modsatte perron, hoppe på et nyt tog og køre forbi en gang til. Først længe efter fik vi mælet igen.

Jeg har eftergooglet, for jeg kunne ikke begribe, at man ikke forlængst har jævnet bygningen med jorden, så beboerne i området kunne slippe for at se på den hver eneste dag. Det viser sig, at man slet ikke er færdig med de tekniske og retsmedicinske undersøgelser på stedet, og at det forventes, at nedrivningen tidligst vil kunne starte sidst på året.

Vi havde booket billetter til Les Miserables, og for at være på den sikre side tog vi toget ind til byen, fik vores billetter og spiste der, lige ved siden af teatret, i god ro og orden, før forestillingen.

Jeg har læst De Elendige en gang for 100 år siden og kunne bestemt ikke huske ret meget. Donnaen havde ikke læst noget som helst, og jeg var lidt spændt på, om det ville tage toppen af oplevelsen ikke at kende handlingen. Men det gjorde det ikke. Musicalen var nem at forstå, både mht. scenografi og så videre, men også i forhold til at forstå sangteksterne.

Og nøj, hvor var det bare godt. Som i ualmindelig fantastisk. Jeg havde glemt, at historien var så sørgelig undervejs, men det er den jo, og vi snøftede os igennem store dele af især anden halvdel. Hvilket jeg egentlig synes siger ret meget om, hvor god forestillingen var. For det var jo for pokker kun en musical, med meget færre virkemidler end en film, men der sad vi altså - sammen med alle de andre - og vandede høns, når de alle sammen døde i armene på hinanden.

Bagefter trak vi vejret dybt og begav os rødøjede ud i mylderet af mennesker, der netop da forlod samtlige teatre i området. Det lykkedes os at mosle os frem til stationen uden af blive hverken rendt ned eller væk fra hinanden og finde et tog, der kunne bringe os hjem.

Det havde været en lang dag.

Det var forbudt at tage billeder under forestillingen,
men fortæppet måtte man gerne fotografere.

We were not særlig amused - og dog ...

Jeg springer lidt i begivenhederne 
og vender tilbage til Donnaens og min London-tur:

Vi havde frasagt os morgenmad på hotellet og kunne derfor bare sove så længe vi (læs: jeg) gad.

Hotellet lå så vi bare skulle rundt om hjørnet, lidt hen ad vejen og rundt om hjørnet igen for at komme til stationen, og lige før var der et mindre udvalg af caféer, der blandt andet serverede morgenmad. Valget faldt på Starbucks; det vidste vi, hvad var, og Donnaen kunne få sin yoghurt. Og jeg kunne få grød, juice og café latte, og så var jeg glad. Der var godt nok urimeligt koldt på grund af for meget ventilation, men alligevel spiste vi morgenmad der to yderligere morgener, fordi vi først på fjerdedagen fandt på at gå bare lidt længere ned ad gaden og finde et meget bedre sted ...

På stationen købte vi Oyster Cards, men hoppede ikke på toget og gik i stedet op til Hyde Park, som i den ende vist i virkeligheden hedder Kensington Gardens. Vi så Kensington Palace, hvor William & Co. bor. Særligt prangende er det ikke; bare en store rød kasse. Omme på den anden side skal Meghan og Harrys bolig befinde sig, men vi gad ikke gå om og lede og satte i stedet kursen ind mod byen. I London var der lige så tørt som her, og parkens græs var brunt og afsvedent, og det knasede, når man gik på det.

Fra den anden ende af parken fortsatte vi ned til Buckingham Palace. Der var mange mennesker, og Fruen var ret udfordret, da Donnaen beordrede hende til at tage det helt perfekte billede af sig med slottet i baggrunden - og vel at mærke uden for mange andre kedelige turister for tæt på. Til sidst lykkedes det dog at gøre Donnaen tilfreds, og vi vandrede videre mod Big Ben og parlamentet. At Big Ben var under renovering, vidste jeg egentlig godt, men havde ikke lige tænkt tanken færdig, at det så også var indhyldet i stilladser. Det var lidt en nedtur for Donnaen, der også var skuffet over, at vores tur var blevet planlagt så sent, at det var umuligt at få adgang til parlamentet.

Jeg fik til gengæld øje på den nye statue på Parliament Square af Millicent Fawcett, som var en ledende kvindesagsforkæmper, såkaldt suffragette, dengang kvinder havde stort set nul rettigheder. Hun er nu, i anledning af 100 året for kvinders stemmeret i England, kommet til ære som statue blandt Churchill og Nelson Mandela og en hel masse andre mænd.

Både Donnaen og jeg var dog for sultne til rigtigt at fornøje os over, at der omsider var kommet en kvinde op som statue. I stedet fandt vi en undergrundsstation, indviede vores Oyster Cards og tog toget hjem mod hotellet.

Vi havde forventet, at vores Oyster Cards virkede lige så godt som de tilsvarende, vi havde brugt i Singapore, Tokyo og Hong Kong. Det gjorde de også. Næsten. For det var kun de færreste gange, vi kunne se, hvor mange penge, der var tilbage på kortene, når vi checkede ud på stationerne, og det var også helt uigennemskueligt, hvor hurtigt kortene løb tomme for kredit. Først tænkte vi, at det var virkelig sært, at vi stadig kunne køre på dem. Og da de så endelig løb tør, og vi tankede ny kredit, gik der til gengæld alt for kort tid, før de var flade igen. Hvordan det kunne gå til, aner jeg ikke, men det var lidt irriterende.

Vi havde også forventet, at det ville være mindst lige så nemt at færdes i Undergrunden i London som i Østen.

Det var det ikke.

For det første kører der flere forskellige linjer ind til de samme perroner, og det i sig selv gør det jo lige så indviklet som i København. Dernæst kan man risikere, at forskellige tog på den samme linje ikke kører præcis de samme steder hen, fordi sporet deler sig. Det er ikke noget, nogen har udtænkt for at gøre det nemt for turister ...

For det andet skulle vi lige lære at tackle de andre rejsende. Tackle var sådan vi ind i mellem følte det. Vi havde jo regnet med, at vi skulle over og opleve de civiliserede og ultra-høflige englændere, der står i kø og tager hensyn. Men glem det! Det er en myte. De står ikke pænt i kø, og de tager ikke hensyn. På perroner og i de lange underjordiske gange mellem perronerne var vi ofte ved at blive rendt ned af fortravlede typer, der virkelig ikke har tid til at tage hensyn til turister, der lige skal have tid til at orientere sig.

For det tredje er det alles kamp mod alle, når man skal ind i togene. Der bliver ikke rigtigt ventet på dem, der skal ud, og man bliver både skubbet til og trådt over tæerne. Donnaen har muligvis været ninja i et tidligere liv, så hun havde sjældent problemer, men jeg var ofte ved at blive helt hægtet af og slet ikke komme med toget, fordi mit kamp-gen ikke står så kniv-skarpt mere.

For det fjerde - inde i togene. Herre Jemini! Hvis man så rigtig godt efter, blev der vist taget hensyn til gravide og gamle, dårligt stående personer. Men de sagnomspundne good manners, som englænderne er så kendte for, var som fordampet i varmen, og der blev både pillet tæer og hevet i de små hår på lårene, ved kanten af shortsene. Vi snakker mænd. Damerne opførte sig generelt mere anstændigt. Til gengæld var deres høje hæle farligere end mændenes flade sko.

For det femte var der varmt, ofte pottehedt i togene, og selv om folk selvfølgelig ikke kan gøre for, at de sveder - der gør vi andre jo også - så er det altså ikke særlig fedt at stå med næsen lige ind i en svedigt fugtig armhule, mens man klamrer sig til en stolpe i mangel af siddeplads ...

Men pyt, vi tog ikke skade og endte som altid med at opfatte tog-turene som en antropologisk oplevelse.

Og har grinet en del af det siden.

Big Ben ...

! ! !

Der sker ikke så meget lige nu, mens der er nedtælling til ferie.

Gamle Hans med skinnebenssåret har heldigvis forladt matriklen.

Det samme kan man desværre ikke sige om gamle Verner med siddesåret, hvilket frustrerer og betyder udpræget dårligt humør, der nemt breder sig i ringe i det lille hjem. Suk.

Men altså, gamle Hans er væk, og det er virkelig meget rart.

Tilbage er kun et minde, som det nok vil tage cirka 40 år at udviske. 

Jeg blev i 9. klasse ramt af et flyvende boldtræ på det andet skinneben. Det ar kan nu cirka 40 år senere næsten ikke ses mere ...

Det bedste - eller værste - er, at det ligner et omvendt udråbstegn, men da jeg jo selv bøjer mig ned og ser mine ben omvendt, hvis de skal tørres eller smøres eller noget andet, så står det rigtigt for mig.

!

Og så kan jeg jo overveje, hvad det står for:

Pas på!

Forsigtig!

Tænk dig nu om!

Giga-klovn!

Eller noget helt andet ..?

Plan B

Så blev det juli, og hvis jeg ellers var i stand til at abstrahere - men det er jeg ikke helt - fra, at jeg efter Plan A skulle have været ved at udforske Beograd lige nu, så går det meget godt.

Donnaen er færdig med 2.g. Og med eksamen ikke mindst. Hvilket betyder, at vi alle tre kan holde helt op med at bekymre os om Egetæppers mulige vækststrategier, og det er faktisk meget rart ...

I stedet kan vi bruge hjernekapacitet på Plan B, som byder på en kort tur til London for Donnaen og mig og en lidt længere tur til Italien for os alle tre.

Men først fra uge 29, hvor vi ikke skal tage sære hensyn til hverken eksamen eller alle de studenterfester, som Donnaen nødvendigvis må gå til. Derfor skal vi heller ikke tænke i særskilte flyafgange til Donnaen og til mig, og det hele må formodes at glide lidt lettere.

Og det lykkedes faktisk på mirakuløs vis både at få flyttet Kamel-pasning, som var allerførste betingelse for at flytte ferien, og min ferie, som ellers aldrig har kunnet rykkes til guld-ugerne 29-31, hvis jeg først har bedt om noget andet tilbage i marts. Men lige præcis i år, er der andre på kontoret i bemeldte uger, og så behøver jeg ikke også at være det. 

Så heldig kan man altså være en gang i mellem.

Nu skal vi bare have de næste to uger til at gå, og da der som sædvanlig er cirka tre trilliarder ting, der skal ordnes, huskes, gøres, købes, vaskes, stryges og tjekkes inden afgang, så skal de uger såmænd nok få ben at gå på.

Bye bye Balkan, bye bye Budapest

Overskriften kunne også have været Glæden forud ...

Der er VM i mountainbike orientering i Budapest i den sidste uge af juni.

Der skulle Gemalen selvfølgelig ned. Og jeg skulle med, og jeg havde ydermere fået Gemalen overtalt til, at vi kunne forlænge ferien med en tur ned på Balkan. Noget jeg enormt gerne ville.

Så der blev planlagt. (Læs: jeg planlagde).

Læst stolper op og stolper ned, kigget på kort og tilrettelagt. Booket overnatning både her og der og en hel række andre steder. (Læs: jeg læste, og jeg bookede).

Vi vidste godt, at Donnaens eksamener var en joker, men vi enedes om, at så måtte Gemalen køre alene, og vi andre flyve til Budapest senere.

- Jeg skal jo til studenterfest hos både Gurli og Marie. De ligger senere endnu, meddelte Donnaen, da vi kom hen midt i maj.

Så enedes vi om, at jeg blev hjemme og var curlingmor for Donnaen, til hun havde været til eksamen, og så kunne hun få lov at være alene hjemme en lille uges tid, før hun fløj ned til os andre. Og vi googlede og undersøgte og fandt frem til, at med et et enkelt stop i Amsterdam eller Bruxelles kunne det godt lade sig gøre at flyve Billund-Budapest uden at blive totalt ruineret.

Herefter skete der så det, at Donnaen blev inviteret til endnu et par studenterfester, som lå en uge senere end de andre.

- Jeg kan jo bare være alene hjemme, og I kan holde ferie uden mig, foreslog Donnaen.

Nu var alene hjemme blevet til næsten to uger, og selv om Donnaen var nok så kæk, var forældrene slet ikke sikre på, at det var nogen særlig god ide. Alle de sædvanlige livliner måtte formodes at ligge studenter-brak, og hvad ville Donnaen så gøre, hvis der sad en edderkop og gloede på hende, når hun skulle i seng? De kedelige forældre mente derfor, at Donnaen skulle sige nej tak til de sidste fester og følges med os på ferie fra Budapest og ned over Balkan.

Det mente Donnaen ikke, og hun ændrede nu taktik. Der var simpelthen ikke noget som helst godt at sige om Balkan. Beograd, Sarajevo og Mostar var simpelthen det mest dødsyge, man kunne forestille sig. Totalt nederen.

Gemalen så på Fruen, og Fruen så på Gemalen.

Og så droppede vi Balkan.

Det var godt nok næsten ikke til at bære (læs: for Fruen), men tanken om en gennem-muggen Donna i ti-tolv dage var værre. Og lade hende være alene hjemme så længe ville vi altså ikke.

Men der var jo stadig Budapest.

Gemalen skulle køre derned, og jeg skulle flyve ned til ham to dage senere. Og mens han kørte sine løb, skulle jeg være turist og opleve Budapest på egen hånd. Det ville blive noget så fint.

Nu dukkede en ny joker op: Gemalen reddede sig en ubetydelig skade, et siddesår.

I begyndelsen var Gemalen ligeglad og kørte videre. Så gik han til læge, men da lægen ikke forbød ham at sidde på en sadel, kørte han videre. Fruen; hun talte selvfølgelig for døve øren, og Gemalen kørte videre. Det blev værre, og lægen henviste til sårklinikken på sygehuset, men det stoppede ikke Gemalen. Han kørte løb, og den korte sprint-distance gik nogenlunde.

Den lange distance dagen efter var dog for meget af det gode, det angrebne område hævede til ukendelighed, og Gemalen gik til læge igen og kom på penicillin. Nu kunne Gemalen simpelthen ikke sidde på en cykel, så det afgjorde sagen, og han kørte ingen steder.

Men det kunne jo umuligt vare ret længe, før han vare kørende igen, mente Gemalen, så VM i Budapest små fjorten dage ude i fremtiden var da på ingen måder i fare.

Mente Gemalen.

To dage senere mødte han op i sårklinikken, og der mente man lidt anderledes. Gemalen fik kørselsforbud og besked på at komme igen om en uge.

- Du kan godt afbestille Budapest, meddelte Gemalen.

Det gjorde jeg så, og hvem, der var mest skuffet, ligger lidt hen i det uvisse.

Til gengæld står det helt klart, at det er mig, der er mest sur ...

Vi er i gang med plan B. Og det skal nok blive godt. Men det er altså kun plan B, og Fruen er stadig sur.

Strygende

- Det ryger! konstaterede Donnaen og pegede på mit strygejern, som jeg lidt uforsigtigt havde ladet stå på selve strygebrættet, mens Donnaen havde forklaret mig et eller andet enormt vigtigt.

Jeg skyndte mig at flytte strygejernet over på den dertil indrettede afsætningsplads, men det hjalp ikke meget. Det røg stadig, og jeg hev stikket ud af kontakten og satte strygejernet på mit køkkenbord, som er lavet af granit, og dermed må formodes at kunne holde til lidt af hvert.

Strygebrætsbetrækket blev inspiceret, og jeg undrede mig lidt over, at det var lykkedes mig at lave sorte mærker. Så længe syntes jeg alligevel ikke, at Donnaen havde sludret. Det undrede mig også, at det var strygejernet og ikke betrækket, der røg, så da det holdt op, og jeg ville stryge igen, var jeg blevet lidt skeptisk og fandt en meget gammel, meget slidt bomulds-t-shirt frem, som kunne bruges som prøveklud.

Og godt det samme, for da jeg satte jernet ned på blusen, satte det straks et mærke. Derefter begyndte belægningen på sålen at smelte, og så begyndte det iøvrigt at ryge igen. Det blev for meget af det gode, og strygejernet kom ud at stå på cementfliserne på terrassen. Og nu står det nede i traileren og venter på næste tur til lossepladsen. Dér bar Gemalen det ned, for da jeg forklarede ham, at belægningen ligefrem var begyndt at smelte, måtte han erkende, at det nok trods alt ikke skyldtes en fejl40 fra min side.

Det er ellers altid hans auto-reaktion, når et eller andet driller Donnaen eller mig.

Det kan vi godt blive lidt trætte af.

Som for eksempel, da lampen over spisebordet pludselig holdt op med at lyse, og jeg beklagede mig til ham, mens han sad i bilen på vej hjem fra et eller andet cykelløb. Han var ikke en gang alene i bilen, men alligevel lød det:

- Har du prøvet at skifte pæren?

- Ja, jeg har prøvet at skifte pæren. Jeg har prøvet at tænde og slukke på begge kontakter, og jeg har tjekket, at lyset iøvrigt virker i hele huset.

- Nå, men så er der jo nok noget andet galt.

- Det tror jeg sådan set også, meddelte jeg en lille smule gnavent.

Og her kunne jeg så høre Gemalens co-pilot gnægge lidt i skægget ...

Tilbage til strygejernet. Jeg har købt et nyt, og efter at have skrabet rød belægning fra det gamle strygejern af afsætningsdimsen på strygebrættet har jeg afprøvet, at det fungerer udmærket. Ledningen er dog alt for kort, så når den først skal nå ud over køkkenbordet, kan jeg dårligt nå ud til spidsen af strygebrættet. Det er en anelse upraktisk, og jeg kan ikke forstå, at man ikke fra producentens side lige ofrer en meter ledning mere?

Men pyt, jeg finder en forlængerledning, og så kommer det til at gå strygende igen.

Som en gammel mand

Man skal passe på med sine fordomme.

En af mine - fordomme altså - er, at man skal være mindst 93 år og mand for at have skinnebenssår, der kræver assistance for at hele.

Apparently not so.

Da jeg lavede mit stige-stunt, slog jeg min hånd, mit knæ og mit skinneben. Hånden hævede og blev blå og øm. Knæet gjorde ikke rigtigt noget, men var - og er - det der har generet mest. Og skinnebenet fik et ordentligt skrub med et bagvedligende blåt mærke, der lige så stille gled ned i foden, hvorefter det egentlig ikke gjorde særlig ondt.

Det var bare grimt.

Forleden dag blev det pludselig tiltagende rødt. Så meget, at venlig apotekerdame gjorde opmærksom på det.

- Det er da meget rødt, dit skinneben, har det hele tiden været det? spurgte hun.

Mjah, mjoh, næh, det havde det da nok ikke. Og så gik jeg hjem og kiggede lidt nærmere på det, og jo mere jeg kiggede, jo grimmere - og rødere - syntes jeg, det blev.

Næste dag ringede jeg til lægen, som beordrede mig ned forbi sygeplejersken, og hun var slet ikke tilfreds:

- Det var da godt, du kom. Det ser slet ikke pænt ud. Det skal der gøres noget ved. Men nu prøver lige, om vi kan undgå, at du skal have penicillin.

Hvorefter hun podede for bakterier og derefter først tegnede rødmen op med kuglepen og så smurte et tykt lag desinficerende og såropløsende salve på selve såret og satte et stykke klart plaster over. Nu skulle jeg tage den med ro, sagde hun:

- Ikke noget med at gå for meget. Og ikke løbe eller cykle.

Og jeg spekulerede lidt på, om hun var tankelæser, for netop dét havde jeg jo egentlig tænkt mig. Både at lufte Kamel og cykle en tur med Gemalen. Men nix, jeg skulle holde benet i ro og gerne højt hævet. Og så holde øje med rødmen, som under ingen omstændigheder måtte brede sig.

- Hvis den gør, skal du ringe til vagtlægen, sagde hun med en vis portion drama i stemmen.

- Og ellers ses vi bare i morgen.

Godt så. Gemalen og Donnaen fik lov at købe ind og lufte Kamel, og jeg sad artigt med benet oppe.

I dag indfandt jeg mig så igen på klinikken, og sygeplejersken rensede såret og var godt tilfreds:

- Det ser heldigvis meget pænere ud allerede, men det er ret dybt et par steder, så nu putter jeg lige noget på der og så plaster, som du selv skifter på søndag, og så ses vi igen på mandag, meddelte hun.

Det gør vi jo så, når hun siger det.

Og jeg er nu blevet sådan en, der får renset skinnebenssår af en sygeplejerske på daglig basis.

Ellen skriver, at alder er mange, mange ting.

Det har hun selvfølgelig ret i, og lige nu føler jeg mig som en gammel mand på 94.

En gammel mand, som hedder Hans.

Så smart er jeg ...

Vandrende blå mærker

Det går bedre. Tak.

Jeg har dog lige måttet belaste sundhedssystemet angående mit knæ, som stadig opfører sig - øh - anderledes på den generende måde. Flink læge syntes dog, at jeg liiige skulle se det an en uges tid mere, før hun ville bestille tid til scanning.

- Dine andre skrammer er jo heller ikke væk, påpegede hun.

Og nej, det har hun da ganske ret i. Min hånd er heldigvis ikke så hævet mere, og den er nogenlunde brugbar igen. Farvemæssigt er den nu en interessant broget kombination af rødlilla og blålilla iblandet nogle flotte grønne toner hist og her.

Min skinnebensskramme er til gengæld noget for sig. Selve skrammen er stadig virkelig grim, men heler pænt, og en gang, når det helt sikkert ikke længere er vejr til kortere bukser, vil den formentlig være nogenlunde lægt.

Til gengæld har det blå mærke under skrammen sin egen fest. Umiddelbart har det fortaget sig en del. Men det er i virkeligheden slet ikke tilfældet.

Det har bare flyttet sig.

Ned i min fod ...

Det kan da godt være, at det er ganske logisk, tyngdekraften taget i betragtning, men jeg har aldrig før været den glade - øh, not - ejer af et bevægeligt blå mærke. Det bor pt. under den store knogle i foden, så det ser ud som om jeg har forstuvet den. At foden samtidig - af samme grund - er hævet, gør kun illusionen endnu bedre.

Måske er det slet ikke bevægeligt mere, da jeg jo sidder og står mere, end jeg ligger på ryggen med fødderne i vejret, mens jeg laver venepumpeøvelser, som vel er det eneste, der ville kunne sende det blå mærke retur?

Sådan er der så meget at spekulere over i stedet for at udrette noget fornuftigt.

Ha' en god weekend, og lad være med at gøre dumme ting.

Fake news - foden er ikke forstuvet!