torsdag den 10. januar 2019

Under beskydning


Da Gemalen nytårsdag kom udenfor, kunne han se, at vi havde været under beskydning om natten. En stor raket havde ramt og brækket et bræt i et havebord.

Det var bare et gammelt bord, og vi overlever nok skaden, men jeg var alligevel lidt overrasket over den kraft, raketten tydeligvis var faldet ned med.

På det rent symbolske plan giver beskydningen også god mening i øjeblikket.

Donnaen er desværre langt fra rask, og vi er faktisk ret bekymrede. Nok allermest for, at det er 'ikke noget', og det derfor bliver svært at hjælpe hende til at få det bedre. Vi håber stadig, at det kun er en forbigående virus, som til sidst går i sig selv igen.

Og her til morgen mødte vi så på arbejde til nyheden om, at Verdensfirmaet er solgt til en af de store teknik-entreprenører på det danske byggemarked. Og selv om jeg lige her lige nu sidder på en nøglepost som eneste bogholder, er det bestemt ikke min ekspertise, der er blevet købt. Tværtimod kan jeg, trods gode intentioner og forsikringer om det modsatte, godt se skriften på væggen. Vi, og dermed især jeg, skal køres ind i det store koncern-økonomi-maskineri, og så er det ikke godt at vide, hvordan der ser ud på den anden side.

Suk, nu må 2019 altså godt tage sig lidt sammen.


8 kommentarer:

Birgitte B sagde ...

Øv, det lyder ikke som en særlig god start... Jeg håber, at det hele retter sig til det bedre inden længe. Kh. Birgitte

Lene sagde ...

Uagtet at det "ikke er noget" så kan jeg godt forstå at det fylder og især kunne jeg forestille mig, at tankerne om det nu alligevel er noget, dukker op.

Puha det må være svært når man frygter at ens job er i fare selv om andre bedyrer det ikke er. Jeg håber at jeres år må tage sig sammen og levere bedre nyheder.

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Nej, det synes jeg altså heller ikke, det er. Tak, det håber vi også. Meget :-)

Lene: Det største problem lige nu er næsten, at hvad gør man ved 'ikke noget', som generer voldsomt?? Det er temmelig træls, og jeg har lige pt meget svært ved at forholde mig til det. Forhåbentlig bliver jeg hurtigt lidt mere afklaret. Gode nyheder vil være meget velkomne :-)

Pia sagde ...

Holddaop, I har sandelig fået skudt det ny år i gang med en masse skidt. Jeg håber sandelig at nogen snart finder ud af, hvad der er galt med Donnaen.
Her opdagede jeg også, en raket var landet på vores tag. Den havde slået hul i en tagplade, så vi måtte op og tætne.
Må det nye år snart vende og sende gode nyheder i jeres retning.

Ellen sagde ...

Hvor er jeg glad for, at vi bor et sted, hvor der ikke fyres store raketter af ... det kunne lige være yndigt i et stråtag!
Øv, sikke noget skidt med datteren. Jeg trækker den med nyregruset til mig igen, for det kan det næppe være, når det kommer og går på den måde.
Og så det der opkøb ... det er aldrig sjovt, og jeg håber, at du kan beholde dit arbejde - i hvert fald til du eventuelt selv finder et nyt.
Jeg krydser fingre for, at 2019 vil arte sig vel for jer.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Ja mon ikke :-( Håber vi også. Meget. Tænk alligevel, at den kan slå hul i en tagplade. Der er altså mere kraft i sådan et nedslag, end jeg lige havde forestilet mig. Tak :-)

Ellen: Det er vel forbudt at fyre af i jeres område? Men de kommer nu vidt omkring de raketter, har jeg konstateret på gåture med Kamelen. Nej, nyregrus er det ikke. Men hvad er det så? Det er virkelig noget skrammel pt. :-( Umiddelbart kan jeg jo, men jeg kan vist lige så godt vende blikket udad først som sidst. Tak skal du ha' :-)

Ellen sagde ...

Raketter er generelt forbudt inden for 200 m og andet krudt forbudt inden for 100 m af stråtækte huse, men det var nok også det du tænkte på? Vi har bare ingen i nærheden, der er til det store skyts, heldigvis.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Det var det, jeg mente. Dejligt, at ingen i jeres nærhed er til store raketter, for jeg hørte netop en sige forleden, at 'jah, det er forbudt, og så går vi lidt væk, men hvem kan måle 200 meter på en nytårsaften?' Den indstilling kunne godt gøre mig lidt urolig hvis jeg var stråtagsejer :-(