mandag den 24. april 2017

Porcelæn og godstog


Inde i mit øre står en sølvbakke med fint porcelæn.

Måske til afternoon tea med sandwiches, scones og en lille kage. Der er i hvert fald både sprøde kopper og kagegafler på bakken.

Og hver gang der er en høj lyd,

og det er der tit, for det kan være alt fra en hævet stemme, to tallerkener, der sættes i opvaskemaskinen, elkedlen, der koger, eller en bagerpose, der krølles sammen

opfører bakken i mit øre sig, som om der kører et godstog forbi.

Det hele ryster, klirrer, og der opstår en resonans, der kan vare længe efter, at den egentlige lyd er ophørt, og som ovenikøbet har den sære effekt, at det føles som varme.

Det er en anelse generende.

Eller rettere; det er vildt ubehageligt, enormt irriterende, det stresser og trætter - og gør sur, hidsig og grådlabil.

Læg dertil, at kuren med binyrebarkhormon påvirker humøret på samme måde.

Og så vil jeg slet ikke nævne, at overgangsalderen for alvor har stukket sit grimme hoved frem de allerseneste måneder med alt hvad der til hører af humørsvingninger. Suk.

Jeg er således virkelig en fornøjelse udfordring at være sammen med.


Stakkels mig.

Stakkels min familie.


onsdag den 19. april 2017

Træt, desorienteret - og døv!


Langfredag var Donnaen og jeg i biografen for at se menneskeficeringen af hendes absolutte yndlingsDisneytegnefilm, Skønheden og Udyret.

Gemalen havde meldt pas. Han var sjovt nok lige så lidt interesseret i Skønheden og Udyret, som jeg havde været i at komme med ind og se Ghost in the Shell en lille uge tidligere. Men Donnaen har en ganske bred filmsmag og kan sagten kapere begge dele.

Den var rigtig sød, og vi kørte glade hjem.

Og så blev jeg svimmel og måtte sætte mig ned og lige sunde mig lidt, før jeg gik aftentur med Kamelen.

Næste dag var jeg stadig småsvimmel, utilpas, træt og endnu mere kort-luntet end normalt. Men hvad pokker, man kan jo rage så meget mærkeligt til sig, så det var vel bare et eller andet influenza-agtigt?

Søndag havde jeg det bedre og kørte til Odense for at besøge min søde, gamle faster. Helt alene i bilen kunne jeg fornøje mig med min yndlingsmusik, men højtalerlyden i bilen lod altså noget tilbage at ønske. Diskanten var metallisk og mærkelig, og da ingen havde skruet på noget, var det lidt sært, og jeg begyndte at overveje, om det i virkeligheden var mig, der var noget galt med?

Mandag morgen vågnede jeg tidligt og lå og lyttede lidt til fuglenes morgenkvidder. Så lagde jeg mig om på højre side, og fuglene holdt op med at kvidre ..!

Det krævede en nærmere undersøgelse, og jeg lå og roterede som en tosse. Lå jeg på ryggen eller på venstre side, sang fuglene lystigt. Men ikke, hvis jeg lå på højre side. Jeg kunne simpelthen ikke høre dem med mit venstre øre.

Øv.

Mere øv blev det, da jeg sad og spiste morgenmad, og min mobil gav sig til at brumme et sted i nærheden, som jeg aldeles ikke kunne lokalisere, fordi jeg kiggede til højre, og mobilen lå ovre på køkkenbordet til venstre. Retningsfornemmelsen var selvfølgelig også røget.

Tirsdag lykkedes det mirakuløst at få en tid med det samme hos ørelægen, hvor man hurtigt på basis af diverse høretests kunne bekræfte mig i, at jeg var blevet ramt af et voldsomt høretab på venstre øre, i diskant-enden af skalaen. Mens grafen for min hørelse på højre øre var omend ikke prangende, så dog aldersmæssigt helt okay, så lignede den tilsvarende graf for mit venstre øre Postnords økonomiske resultater de seneste måneder. Ikke just noget at råbe hurra for.

Faktisk blev jeg for elleve år siden ramt af noget lignende, og som ørelægen også kunne se ud af sin gamle journal på mig, så var det gået i sig selv igen, og jeg havde fået det meste af hørelsen tilbage efter en periode, som jeg nu har fortrængt, hvor lang var. Måske er det det samme denne gang, det kunne ørelægen ikke sige noget om.

Men i modsætning til den gang får jeg nu en omgang steroid-behandling i ti dage i håb om, at den kan kurere en mulig virusinfektion i det indre øre. Så kort en behandling skulle ifølge ørelægen ikke give alvorlige bivirkninger, men da pillerne kan virke opkvikkende, skal de tages først på dagen, så jeg kan sove om natten. Om det passer, at de er opkvikkende altså, ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke specielt hyper, men måske kan de modvirke, at jeg bliver helt afsindigt træt i mit hoved af hele tiden at prøve at kompensere for både manglende lyd og manglende retning. 
Dét vil i hvert fald ikke gøre noget.

Vi høres ved. Eller not.


tirsdag den 18. april 2017

Bag køleskabet


Påskeferien?

Jeg var i haven i det gode vejr. Hver dag gik med at luge om formiddagen og sidde i solen med en bog og en kop kaffe på terrassen om eftermiddagen.

Eller. Sådan forestillede jeg mig, at påskeferien skulle forløbe, dengang vi omkring juletid aftalte, at med al den øvrige rejseaktivitet, så havde finanserne vist bedst af, at vi blev hjemme. Og gik i haven. Sådan en lille uge ville måske lige være det, der skulle til, for at jeg fik styr på mit staudebed og kom genegræsset i forkøbet.

Det var derfor noget af en streg i regningen, at vejret var, som det var, og jeg ikke har brugt så meget som fem minutter i haven.

Men så kunne jeg jo ordne en hel masse indendøre. Eller slappe af.

Eller prøve at gøre begge dele og ende med at sætte mig mellem to stole, så jeg hverken har slappet rigtigt af eller følt, at jeg har udrettet noget. Den slags gør ikke super-tilfreds, skulle jeg hilse og sige.

Til gengæld kan jeg måske glæde mig over, at det nu omsider er gået op for mig, at de to ting faktisk udelukker hinanden. Man kan ikke både slappe 100 procent af og udrette en hel masse. Det har jeg ellers altid bildt mig ind, når jeg har set frem til nogle blanke fridage. Det har overhovedet ikke lydt forkert i mit hoved, når jeg på én gang har tænkt Ih, hvor skal jeg slappe af og Ih, sikke en masse, jeg kan få fra hånden.

Men nu tror jeg nok, at jeg har forstået, at jeg må vælge. Spørgsmålet er så bare, om jeg kan huske det næste gang, der er blanke fridage i kalenderen?

Det lykkedes mig dog at ordne én ting i påskeferien.

Jeg har gjort rent bag og under mit køleskab, så der nu er funklende rent.

Ta dah - intet mindre!

Det var tiltrængt, for det er ikke et sted, hvor der ret tit bliver gjort rent. Faktisk sker det så sjældent, at jeg ikke kunne huske, at køleskabet er udstyret med nogle rulle-fiduser, der med lidt god vilje kan ligne hjul, og som gør det muligt (for Gemalen) at lirke det ud af dets hul, så man kan komme ind bag ved det.

Hele miseren startede med vand på gulvet foran køleskabet.

Første gang tørrede jeg op og var bare lettet over, at det ikke var Kamelen, der pludselig var blevet syg og havde tisset på gulvet i løbet af natten. Anden gang var mens Gemalen var syg, så det var der ikke lige noget at gøre ved. Tredje gang tørrede jeg op, før jeg fortalte Gemalen om det. Og med vanlig manglende fidus husets damer, mente Gemalen i første omgang, at nogen - som ikke var ham - måtte have væltet noget i køleskabet, som var løbet ud ...

Fruen mente derimod, at det måtte have noget med isterninge-produktionen at gøre, og da køleskabet om aftenen tog vand ind til isterninger, for Fruen ud af sengen og ud i køkkenet og konstaterede, at der ganske rigtigt var vand på gulvet.

Nu måtte Gemalen give sig, og næste morgen rykkede han køleskabet ud fra det murede indhak, hvor det står. Og kunne se - absolut ingenting. Altså bortset fra store mængder støv og spindelvæv på væggene og en underlig gang snask på gulvet bestående af støv, spindelvæv, vand - og glaskår, som i tidens løb er suset ind under køleskabet, når vi har sendt rødbedeglas og andet godt i gulvet.

Det var ikke noget kønt syn, og jeg gik i gang med ajax og skurebørste og nåede efterhånden ind til de oprindelige overflader. Både vægge og gulv blev ret nydelige at se på, men hvor vandet kom fra, kunne vi ikke regne ud. Før køleskabet igen tog vand ind, og en fin stråle stod ud fra et hul i forsyningsslangen og sjaskede både væg og gulv til.

Men heldigvis ikke mig, for lige på det tidspunkt havde jeg forladt hullet for at hente en skammel, så jeg også kunne vaske køleskabets overside af.

Heldigt var det også, at Gemalen stod lige ved siden af og kunne se, hvor hullet var, så han kunne tætne slangen med cirka syv kilometer isoleringstape.

Hvad der er knapt så heldigt er, at det nok bare er en stakket frist, fordi hele slangen er ved at være mør af ælde.

Men det gider vi ikke bekymre os om.

Lige nu vil vi nøjes med at glæde os over, at slangen i hvert fald nu er tæt, og køleskabshullet renere end det har været længe.

Lidt har også ret.

Og imens sprang bøgen ud.

tirsdag den 4. april 2017

En buddha så stor som Rundetårn


Jeg nåede aldrig at få den sidste dag i Hong Kong med:


- Det skal vi bare ikke!! næsten råbte Donnaen.

Jeg havde lige fortalt hende, at det sidste stykke af turen til Ngong Ping på øen Lantau for at besøge en kæmpestor buddha-figur kunne foregå med svævebane. Men da Donnaen har det virkelig stramt med svævebaner, syntes hun overhovedet ikke, at det lød særlig fantastisk.

Og fordi jeg er en meget rar mor, der helst vil have mit afkom med på tur i nogenlunde u-traumatiseret tilstand, gav jeg mig til at google alternative muligheder for transport. For selv om det kan være meget sjovt (hvis altså man kan lide det) at lade sig transportere med svævebane, er det vel næppe den måde, de lokale flytter sig selv og deres gods?'

Google maps viste sig en endnu en gang at være ganske forunderligt, for foruden at vise, at der selvfølgelig fandtes busser, viste Google også, at svævebanen slet ikke var i drift, men lukket på grund af reparation. Så det var bare at tage toget til Tung Chung, en af de splinternye nye satellitbyer udelukkende bestående af højhuse, og så følge strømmen til den rette bus. Det kunne vel ikke være så svært, når alle var tvunget til at tage bussen?

Som sagt så gjort. Vi hoppede af toget og så os omkring. Det var ikke ganske indlysende, hvor vi skulle gå hen, men vi fandt dog hurtigt bus-holdepladsen, og så skulle vi bare finde den rigtige bus. Det tog lidt tid, og derefter tog det lige lidt ekstra tid at komme helt hen til enden af køen, som var en hel del ret meget længere, end jeg havde drømt om på sådan en helt almindelig torsdag.

Et kort sekund overvejede jeg at vende om, men besindede mig dog, og så stod vi der og ventede og ventede og ventede. Der gik cirka 40 minutter, før vi kunne stige ind i en af de mange busser, der kørte i pendulfart mellem Tung Chung og Ngong Ping. Selve busturen tog mindst lige så lang tid, for man skulle den halve ø rundt, og den var alle pengene værd.

Det var et kæmpe kulisseskift at komme fra byen og ud på landet. Pludselig var skyskraberne væk, og i stedet var der masser af grønt og småbyer, hvor det tilbagelænede rod omkring ejendommene mest af alt mindede om noget, man ellers ser ude på landet i Sydeuropa. På et tidspunkt var vi ret højt oppe og havde en mageløs udsigt ud over kysten og en række små-øer, og da vi senere kørte langs stranden, så den meget indbydende ud. Ærgerligt, at det kun var februar.

Til sidst var vi ikke alene kommet halvvejs rundt om øen, men også op og ind mod midten til Ngong Ping, hvor vi forlod bussen og fulgte horderne. Eller det var forbløffende så lidt, alle de mange buslæs mennesker fyldte. Selvfølgelig var der mange mennesker, men slet ikke så mange, at det føltes ubehageligt. Faktisk var der så lidt trængsel, at der også var plads til løsgående kreaturer, nogle få køer og et par stude, der gik og hyggede sig og tilsyneladende havde det helt fint med at optræde som selfie-baggrund på tusindvis af billeder med glade kinesere.

Tian Tan Buddha, sådan hedder kæmpestatuen, sad på toppen af en bakke og skuede ud over landskabet. Man kunne på lang afstand se ham titte oven ud af den omgivende vegetation. Tættere på kunne man især se, at der var mange trin op til ham ...

Der var mange mennesker på trapperne,og der blev taget mange, mange billeder. Også med selfie-stang. Men forunderligt nok, var der ingen, der selv faldt eller uforvarende skubbede andre ned ad trapperne, og vi nåede også op uden andre tildragelser end en vis åndenød. Hvilket også var slemt nok for Donnaen, der desværre var ramt af foråret, der sendte pollen i hovedet på hende.

Helt oppe var Buddhaen ret svær at se. På samme måde som Rundetårn er ret svær at få et indtryk af, når man står med næsen helt henne ved murstenene. Og med fundament og det hele er Buddhaen af nogenlunde de samme dimensioner. I stedet vender man derfor lynhurtigt ryggen til Buddha og kigger væk, ud over landskabet, som var kuperet og ualmindelig grønt og frodigt til alle sider og med kig til havet mellem bakkerne.

Smukt og lige til at falde i staver over. Hvis altså ikke man lige var ramt af pollen-allergi og derfor kun i begrænset omfang kunne glæde sig over det smukke landskab.

Vi gik ret hurtigt ned igen og over til det nærtliggende kloster. For at kigge og især for at finde det spisested, der skulle være der. Vi fandt det, begreb aldrig helt konceptet, var helt sikre på, at der var rigtig meget, vi ikke skulle have, men endte med en omgang nudler med grøntsager. Og gaffel. Nogen havde skarpsindigt regnet ud, at vi var bedre tjent med gaffel end med spisepinde ...

Mætte og nogenlunde tilfredse besluttede vi at finde toilettet inden turen tilbage. Og så besluttede vi lige så hurtigt, at vi godt kunne holde os, i hvert fald til vi nåede tilbage til stationen i Tung Chung og måske helt til Central.

Busserne kørte stadig i pendulfart, og folk stod stadig i kø for at komme med. Og vi gjorde det samme. Donnaen opdagede pludselig, at en halvgammel kineser foran hende stod og smugfilmede hende på sin mobil. Det var ikke særlig rart, men da hun vendte ryggen til og lod mig stå i mellem, og der så ikke skete mere, gjorde vi ikke noget ved det. Var han rykket med rundt for at fortsætte, havde vi nok gjort hans kone opmærksom på hans gustne tilbøjeligheder.

Turen hjem til byen og hotellet gik uden nævneværdige oplevelser. Både Donnaen og jeg forsøgte at suge til os med dobbelt kraft, velvidende at det var vores sidste dag i Hong Kong.