mandag den 24. april 2017

Porcelæn og godstog


Inde i mit øre står en sølvbakke med fint porcelæn.

Måske til afternoon tea med sandwiches, scones og en lille kage. Der er i hvert fald både sprøde kopper og kagegafler på bakken.

Og hver gang der er en høj lyd,

og det er der tit, for det kan være alt fra en hævet stemme, to tallerkener, der sættes i opvaskemaskinen, elkedlen, der koger, eller en bagerpose, der krølles sammen

opfører bakken i mit øre sig, som om der kører et godstog forbi.

Det hele ryster, klirrer, og der opstår en resonans, der kan vare længe efter, at den egentlige lyd er ophørt, og som ovenikøbet har den sære effekt, at det føles som varme.

Det er en anelse generende.

Eller rettere; det er vildt ubehageligt, enormt irriterende, det stresser og trætter - og gør sur, hidsig og grådlabil.

Læg dertil, at kuren med binyrebarkhormon påvirker humøret på samme måde.

Og så vil jeg slet ikke nævne, at overgangsalderen for alvor har stukket sit grimme hoved frem de allerseneste måneder med alt hvad der til hører af humørsvingninger. Suk.

Jeg er således virkelig en fornøjelse udfordring at være sammen med.


Stakkels mig.

Stakkels min familie.


17 kommentarer:

randiglensbo.dk sagde ...

Det lyder bestemt ikke rart, der er da ikke noget at sige til, at det påvirker humøret. Jeg håber, at det meget snart bliver bedre!

www.skøreliv.dk sagde ...

Åhr nej! Stakkels, stakkels dig! ❤️❤️❤️

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Det håber jeg også. For alles skyld ...

Maude: Ja stakkels mig! - Og skønt med lidt ynk :-)

Lene sagde ...

Jeg ynker lige med, stakkels dig. Sådan noget kan da gøre en sur og vranten og total energiforladt. Håber på snarlig bedring.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Tak for medynk. Det pynter straks på humøret ;-) Ja, jeg er mildest talt meget lidt omgængelig pt. Suk.

Min Servicehund sagde ...

Av øv... specielt for dig, men altså også dem der er om dig.
Håber det altsammen snart bliver bedre.

Fruen i Midten sagde ...

Servicehund: Ja, virkelig også for mine stakkels omgivelser! Jeg håber, men har ingen garanti.

Mette sagde ...

Armen altså, håber virkelig det snart stopper. I hvert fald et stille god bedring herfra.

Inge sagde ...

Øv øv øv.. du er hårdt ramt.. stakkels dig. Håber det snart bliver bedre.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Hvor er du sød. Tak for 'stille'. Det er netop det, der er sagen lige nu :-)

Inge: Ja, lige nu føler jeg mig lidt hårdt ramt. Det er jo næppe livstruende (håber jeg da, at det ikke er), men særlig sjovt er det altså ikke.

Birgitte B sagde ...

Åh altså. Det lyder bare ikke rart. Jeg håber at din medicin virker snart. Kh Birgitte

Anonym sagde ...

uh altså.
det lyder ( haha - not!) mega træls. som man siger.
du ku' bruge lidt hjælp fra Achmed the Dead Terrorist og hans " Silence ! I kill you!"
I er da godt nok ramt deroppe i midten... Rigtig god bedring! Brug Kamelen som trøstekrammepude indimellem - det er en lise både for menneske og hund!

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Næh, det er det heller ikke. Håber jeg også :-)

Monica: Tænker jeg også sommetider, men det går vel over det der med ramtheden? Kamelen har valgt af være solidarisk, så hun har også 'noget' med øret. Gærsvampe siger dyrlægen. Det forhindrer hende dog ikke i at høre. Hvis hun vil ;-)

Ellen sagde ...

Øv. Jeg kan vist ikke sige andet, end at jeg føler med dig og håber på en snarlig god bedring med ørerne. Overgangsalderen er vist desværre lidt længere om at gå over, og det bliver det hele absolut ikke sjovere af!

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Tak :-) Ja, jeg håber jo, at mit øre får det bedre igen, men der er ingen garanti, så i princippet kan overgangsalderen gå over hurtigere ... Og nej, den der overgangsalder gør da ikke noget godt for hverken humør eller velbefindende. Suk altså.

Rikke sagde ...

Det lyder ikke sjovt, håber noget af det snart vender.
kh Rikke

Fruen i Midten sagde ...

Rikke: Næh, det er det heller ikke. Heldigvis er det 'kun' mit øre, der driller pt. Gemalen er nogenlunde på banen igen :-)