fredag den 28. december 2012

Glædelig Nemesis


Egentlig burde jeg jo vide bedre.

For begynder jeg f'ørst at storskryde om et eller andet, er det stort set så sikkert som amen i kirken, at Nemesis kommer galopperende ind fra højre for at sparke mig bagi.

Således selvfølgelig også denne gang, hvor jeg var uforsigtig nok til at melde ud, at jeg havde styr på juleforberedelserne ...

Ha ha - som om!

Man er aldrig stærkere end svageste led.

Tidsoptimisten i mit liv mente, at han sagtens kunne stå sent op juleaftensdag OG tage til spinning OG sætte juletræ på fod og pynte det OG få Farmor klar til afgang klokken fire, hvor vi med julegaver, gås og rødkål skulle forlade residensen for at nå tids nok frem til mine forældre for at holde juleaften hos dem.

Så da Gemalen dampede af til spinning og meddelte, at han ville være hjemme igen lidt over klokken et, så Donnaen og jeg på hinanden og blev enige om, at det bare ikke var muligt.

Noget måtte vælges fra. 

Sove længe var gennemført. Gå til spinning var ikke længere til at stoppe. Og Farmor skulle vi jo have med. 

Altså måtte juletræet droppes.

Derfor kom juletræet først op juledag. Men til gengæld havde vi al den tid, vi skulle bruge, ingen rev hovedet af hinanden i processen, og resultatet blev - som altid - vældig fint.

Det blev julemiddagen også. Det eneste, jeg havde glemt, var sovsekulør. Men da det ikke er noget, min mor går ned på, er det bare noget, jeg skal have på min huskeliste til næste år.

Og mens andre mennesker efterfølgende har brugt tiden på at bytte gaver, har vi fordrevet tiden med at bytte baciller og vira.
Donnaen blev småsnottet, og Gemalen faldt om på sofaen juledag med influenzasymptomer. Heldigvis for at være nogenlunde frisk allerede dagen efter. Jeg selv gik i seng juledag med en meget kedelig fornemmelse af en ny omgang forkølelse siddende i svælget. Og ganske rigtigt vågnede jeg grundigt forkølet.

Nu er vi alle hjemme igen efter en to dages tur til Nordsjælland med aflevering af Farmor og familiehygge. Det vil sige; jeg hyggede mig kun med min dyne.

Og hvis nogen (læs: jeg) havde drømt om at få ryddet lidt op i Farmors gemmer, så blev det til at for lidt.

Men så kan jeg vel lære det?


søndag den 23. december 2012

Planmæssigt

Det går stort set planmæssigt.

Juletræet kom i hus inden snestormen. Gemalen og Donnaen hentede det igår. Jeg var ganske vist noget utilfreds med ikke at komme med, for vi har de sidste efterhånden nogle år hentet juletræ det samme sted hos det rareste ældre ægtepar, man kan tænke sig. Men det var koldt, og jeg var stadig snottet. Og nogen skulle jo passe på Farmor. Så derfor.

Og vi har købt ind, så en mindre hær ville kunne overleve både jul og snestorm.

Jeg har husket at tage gåsen op af fryseren, og den er nu så optøet, at jeg kan få indmaden ud og lave fond til sovs en gang i aften.

Det bliver jul, og vi har styr på det.

Rigtig glædelig jul.


Udsigten er også ret julet.

torsdag den 20. december 2012

Generalinde Dryptud


Projekt snot-fri mislykkedes.

I den grad.

Ikke alene er jeg blevet forkølet, men jeg har haft så meget løbetud, at jeg snart har brugt hvad der svarer til en middelstor svensk skov i papirlommetørklæder. Og jeg vil kunne bruges som stand in for et vist rensdyr. Faktisk sad jeg lige så stille på min pind det meste af dagen og bestilte ikke ret meget andet end at pudse næse, tørre næse eller nyse.

Jeg burde nok være gået hjem. Men de sidste to dage før juleferien skal der mere end en dryppende næse til, før jeg giver op. For jeg har bare ikke tid. December er den travleste måned, hvor en hel måneds arbejde skal nåes på tre uger. Og de allersidste dage spidser det altid til.

Så jeg blev siddende.

Og småbandede over Gemalen. For selvfølgelig er det hele hans skyld. Det var ham, der kom snottet hjem, og selv om han blev forvist fra soveværelset (dér lå nemlig en feberhed Donna), er det ham, der har smittet mig. Selvfølgelig er det det. Der er ikke så mange andre her omkring, som er forkølede. Til gengæld falder de på stribe med influenza, ligesom Donnaen gjorde.

Heldigvis er selvsamme Gemal på højkant igen. Og godt klar over, at det nu ville blive pay back-time. Så ganske af sig selv havde han været i byen og købe ind til aftensmad, så jeg slap. Ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og nu har jeg så lige et lille døgn til at blive rask igen, inden Farmor bliver hentet herover.


Så det gør jeg lige.

Bliver rask altså.

NU!



tirsdag den 18. december 2012

Glemte tæer


Forleden modtog Gemalen en regning på fodnusser til Farmor.

Fint nok.


Altså, at nogen havde sørget for fodnusser til Farmor.

Men GYS!

For jeg kom til at tænke på, hvornår der sidst var blevet kigget på Farmors fødder. Jeg kender ikke svaret, og jeg har ikke tænkt mig at belaste Gemalen med spørgsmålet. Jeg ved bare, at jeg ikke selv har skænket Farmors fødder en tanke i al den tid, der er gået, siden hun for alvor begyndte at blive dement. Så jeg håber bare, at andre har været mere opmærksomme ...

Det er bare lidt svært at tro på, for der var for eksempel en periode på mindst tolv måneder, hvor der ikke var nogen, som tænkte på, at Farmor faktisk skal have dryppet øjne. Dagligt.

Ligesom der er så meget andet, der er smuttet eller glemt i løbet af de sidste par år.

Hvorfor mon det er så svært?

Selv arbejder jeg i en branche, hvor checkskemaer og kvalitetssikring spiller en ikke uvæsentlig rolle. Desuden er der konti, der skal stemme, og moms, som skal afregnes. Og hvis ikke, er der kontant afregning. Til os altså. Os, der har glemt eller forsømt noget

Mens det i ældreplejen jo desværre er de forsømte, det går ud over. Det er de ældre, der ikke får deres aftensmad eller medicin eller ...

Og det er jo slet ikke rimeligt, så hvorfor er der ikke lige nogen, der gør noget?

Hvilket der jo også er. Der er gjort masser af ting og sager for at systematisere og kontrollere, at alle husker det hele. I en grad, så alle klager over den øgede administrationsmængde. At kolde hænder har erstattet varme hænder og bla bla en hel masse, som slet ikke var meningen.

Jeg synes bare stadig, det er sært, at det er så umuligt at få til at lykkes. Det skyldes jo ikke manglende personale, at man overser, at en gammel kone har både fødder og øjne. Det har alle jo. De allerfleste i hvert fald. Og i hendes alder er det da ret almindeligt, at begge dele skal passes og plejes. Det burde i virkeligheden være såre simpelt at tage et kig fra top til tå på Farmor og alle andre, der kommer i berøring med ældreplejen og så lige få styr på hele. Og det man ikke kan se sig til, kan man vel slå op i diverse journaler.


Eller man kunne måske spørge de pårørende.

Hvorfor er det så svært? At kontakte de pårørende, som næppe ved det hele, men dog en hel masse. Og få sig en snak, så der er en fælles forståelse af, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Hårvask ja, permanent nej og så fremdeles.

Som det er i den kommune, hvor Farmor bor, har man indtryk af, at vi skal være taknemmelige over, at der overhovedet var nogen, der huskede at fortælle Gemalen, da man flyttede Farmor. 

Det må kunne gøres bedre

Jeg sætter mig lige over i et hjørne og finder på noget.

Og så får jeg nok tildelt Nobelprisen i ældrepleje ...



lørdag den 15. december 2012

Dobbelt suk


Florence Nigthingale eller bare en, der ligner, bliver jeg aldrig.

Jeg er bare så lidt gearet til at passe min syge familie.

Bliver umådelig træt af at varte op og så iøvrigt lave det hele selv.

Donnaen gik ned med flaget i torsdags, hvor hun ringede hjem fra danselektion, at hun frøs. Og det har hun sådan set gjort siden. Når hun ikke lige har svedt, for så straks at fryse igen. Har sovet med to dyner og ellers bare ligget i sofaen og set fjernsyn. I modsætning til mig kan hverken hun eller Gemalen finde ud af at sove sig gennem sygedagene. Og når man ikke kan sove, ikke gider læse og ikke rigtigt kan holde til at spille computer, så kommer man altså ret hurtigt til at kede sig. Derfor bliver moderen tilkaldt:

- Moar!

- Ja?

- Jeg har det dårligt.

- Det ved jeg godt. Du har influenza. Det er slet ikke sjovt, men jeg kan ikke gøre noget for dig. Du må bare putte dig godt.

- Jamen, jeg sveder.

- Tag trøjen af.

- Så fryser jeg armene.

- Så tag armene ind under dynen.

- Nej, for så kan jeg jo ikke bruge min mobil.

Efter cirka 28 af den slags 'samtaler' igår og mindst lige så mange idag, var tålmodigheden ved at blive lidt tyndslidt, og jeg glædede mig alvorligt til Gemalen kom hjem igen fra møder og firmajulefrokost på Sjælland.

Klokken lidt i ti mente jeg godt, jeg kunne nænne at ringe og spørge ham, hvornår han ville dukke op.

- Hanno, lød det med meget rusten bodegastemme.

- Hallo, du lyder godt nok som om du har været ude at danse moderne, sagde den overbærende hustru.

- Ne er forni, jeg er nevet nidt forkønet ...

Det var dagens underdrivelse. 

Så nu har jeg en influenzaplaget Donna i sofaen og en grundigt forkølet Gemalen siddende under et tæppe i lænestolen.

Suk.

Dobbelt suk.


torsdag den 13. december 2012

Hej igen Matematik


Den gang i tidernes morgen, da jeg gik i skole, hed min matematik-bog Hej Matematik og var så let, at det var til at falde i søvn over.

Siden da er der sket et og andet, og Donnaen bliver udfordret på et helt andet niveau.

Lidt for meget, synes hun selv. Så hun efterspørger ind i mellem lektieassistance. Helt slemt var det forleden, hvor en vikar havde haft særdeles svært ved at forklare sig, og Donnaen til sidst var ganske frustreret og overbevist om, at alt, hvad hun havde lavet i skolen, var smask-forkert og lige til skraldespanden. Ikke særlig sjovt, når man skal til dans, og faderen først har tid til at hjælpe bagefter. Så kan det kun blive sent og dumt.

Det er nemlig af uransagelige årsager Gemalen, der er førstevalg, når der skal hjælpes med matematikken.

Så mens jeg bagte pebernødder gik Gemalen og Donnaen i krig med en lang række ondsindede opgaver om overflader og rumfang.

Det vil sige, det var den officielle arbejdsfordeling, men Fruen har altid mere end almindelig svært ved at holde kæft tie stille, hvis hun føler, hun kan bidrage med noget positivt.

- Jeg tror altså ikke, I kan gøre sådan, meddelte jeg derfor, mens jeg stod og trillede pølser af pebernøddedejen.

- Hvorfor nu ikke det? spurgte Gemalen.

- De der kuber er jo stablet oven på hinanden. Så I skal nok ikke have de indvendige sider med, sagde jeg og trillede videre.

- Gider I bestemme jer? sukkede Donnaen.

Alle arbejdede videre. De første pebernødder kom i ovnen, og en liflig duft begyndte at brede sig.

- Må vi låne mælken, anmodede Gemalen.

- ??

- Vi skal finde ud af, hvor mange sodavand, man kan hælde i et badekar, forklarede Donnaen.

- Sodavand fåes da ikke i literflasker, protesterede jeg.

- Nej, men det er jo bare for at illustrere, sagde Gemalen.

- Regner I ikke med centiliter? fremturede jeg.

- Det er altså kubikcentimeter, indskød Donnaen.


- Vi har både liter og kubikcentimeter, informerede Gemalen.

- Må jeg godt gå i seng nu, spurgte Donnaen opgivende.

- Nej, men nu går din mor over og passer sine pebernødder, afgjorde faderen.

Og det gjorde hun så.

De blev gode.






mandag den 10. december 2012

Ikke meningen


Fordelen ved at bo på en kotelet-grund er, at det ikke tager mange minutter at skovle sig til ryddet fortov og god samvittighed.

Ulempen er til gengæld en Fand.. kedeligt lang indkørsel, som det tager en krig at skovle fri, hvis man ikke tør satse på at kunne køre sneen flad.

Og det turde vi ikke igår. Så vi skovlede og skovlede. Alle tre. Og var to timer om at skovle indkørsel og forplads nogenlunde bar for sne. Det var rigtig snebolde-sne og derfor tungt. Faktisk er det lidt et mirakel, at vi overhovedet er i stand til at løfte armene idag.

Det var ellers ikke meningen, at jeg skulle bruge tid på at skovle sne. Jeg ville hellere have bagt pebernødder. Nu nåede jeg kun at lave dej. Og det var endda også lige ved at glippe. For hvor smart er det lige, at ens bagevægt vælger en søndag med for meget sne til at fortælle, at den skal have nyt batteri? Og lige netop den slags batteri, som Gemalen ikke havde i sit lille skuffelager.

Særdeles upraktisk og absolut heller ikke meningen er det også, at min dankort har valgt at stå af. Det skete torsdag, men da kloge hoveder sagde, at det nok bare var kulde, valgte jeg lige at vente og prøve igen fredag. Det skulle jeg ikke have gjort. Det er helt igennem ubrugeligt. Og nu er jeg helt sikker. For jeg har prøvet stort set alle de forskellige former for dankort-automater, der findes. Med lange køer bag mig og brændte nakkehår til følge ...

Nu kunne nogen så få den tanke, at det måske var et hint fra min bank om at spare på krudtet og ikke gå helt i jule-selvsving. Men det er det altså ikke. Der er tale om ren og skær chikane fra kortets side. Det er endda næsten helt nyt og har aldrig været udsat for samme grad af akut overophedningsfare som samtlige mine tidligere kort har været det. Heldigvis har jeg et master card, som jeg kan bruge. Men det er et feriekort og ikke til den daglige drift. Og er det iøvrigt overhovedet alle småbutikker, der kan tage imod det?

Jaja, irriterende, men til at komme over. Noget værre var det, da Gemalen i fredags blev ringet op af ældreplejen i det nordsjællandske, at nu flyttede de da lige Farmor til en ny - men stadig midlertidig - plads på et andet plejehjem i den modsatte ende af kommunen. Som om det ikke var slemt nok, at Farmor nu har boet midlertidigt - og dermed uden en eneste af sine egne ting - ét sted i to måneder. Nu er hun så blevet flyttet til nye omgivelser og nye mennesker, som hun (heller) ikke kender. Hun har stadig ikke sine egne ting, og hun kan stadig se frem til mindst én flytning mere, før der kan komme ro over feltet. Det er da ikke noget at byde en gammel, dement kone.

Det var, det er og det kan ikke være meningen!


Og min gran drysser.
Det var heller ikke meningen.

torsdag den 6. december 2012

Julefrokost med hele Svineriet


Det er efterhånden mange år siden, at jeg 'voksede fra' de helt traditionelle julefrokoster med dårlig julesylte, halvkolde fiskefileter og lidt for mange snapse. I selskab med mennesker, jeg enten ikke kender eller ikke kan høre.

Men i år var nogen gået i tænkeboks og kommet ud igen med et alternativt bud. Gør-det-selv -julefrokost på Svineriet i Århus. Og nye initiativer skal man jo ikke rynke på næsen af, så vi drog forventningsfulde afsted. Gemalen og jeg.

Efter en times tid med vinsmagning trampede vi op til tredie sal og blev introduceret til aftenens menu og sat på hold. Menuen bestod - så vidt jeg husker, vi har endnu ikke fået opskrifterne eftersendt - af andebryst til forret, hjemmelavet julepølse og rilette til mellemret, farserede poussiner til hovedret, mandelkage med lakrids-krokantcreme til dessert og hvid gløgg til allersidst. Alt det skulle vi selv producere på rundt regnet et par timer. Under kyndig supervision selvfølgelig, men alligevel ...

Og så blev 14 køkkentumper og en enkelt køkkenassistent-elev eller sluppet løs. Nogle nåede at se lidt skeløjede ud, men lynhurtigt blev der noget, som lignede en naturlig arbejdsfordeling, hvor nogle tog ansvaret for opskrift og madprojekt, mens andre i højere grad var udførte det grove arbejde med udskæring, hakning og æltning.

Det gik forbløffende godt. Pladsen var godt nok trang (store, entusiastiske mænd fylder godt i et køkken), men ingen kom til skade, intet gik i stykker, og det var marginalt, hvad der røg på gulvet. 

Ind i mellem var der lidt kamp om vægte og måleglas og andre remedier, der kun fandtes et enkelt eller to af. Andre gange om ingredienserne. Nogle gange betød rundhåndede regnemetoder, at et hold brugte rub og stub af noget, som egentlig skulle have været delt med andre. Så måtte nødforsyninger trylles frem, eller vi fik et kokke-eksempel på, at så bruger man da bare noget andet. Ikke så meget pjat her.

På et tidspunkt stod alle i røg og damp og arbejdede ihærdigt, men så begyndte retterne efterhånden at være færdige, og de fleste havde tid til at kigge med, da forret og mellemret skulle anrettes. Det skete efter alle kunstens regler, og det var sjovt at se og høre, hvad der skulle lægges vægt på. Regel nummer 1 var, at når noget først er landet på tallerkenen, så skal man ikke begynde at prøve på at skubbe rundt med det.

Endelig blev det spisetid, og alle var både godt sultne og meget spændte på, hvordan det hele ville smage. Det smagte, med en god jysk underdrivelse, ikke helt ringe. Faktisk super godt. Og der var intet, der ikke kunne have været serveret på en 'rigtig' restaurant. Desværre slap Fruens appetit op allerede efter mellemretten, men Gemalen tilbød hjælpsomt at tage sig af størstedelen af både min hovedret og dessert.

Efter middagen valgte nogen at tage i byen, mens de halvgamle (os)  eller gravide tog hjem.

Alt i alt en stor succes.

Det eneste rigtigt negative ved arrangementet er vel egentlig, at det kun er rigtig sjovt én gang, og det bliver svært at finde på noget, der er lige så sjovt næste år.

Der anrettes salatbund til andebrystet.

tirsdag den 4. december 2012

Juletid er listetid


En af mine mindre heldige sider (ja, der er nogle stykker) er, at jeg tror, jeg kan huske alting i hovedet. Og derfor ikke behøver at bruge min kalender til noget. Og da slet ikke har brug for huskelister.

Desværre holder det ikke en meter.


Efterhånden ikke engang en halv ...

Så jeg glemmer jævnligt ting og sager. Og kommer hjem fra indkøb uden det, jeg egentlig skulle bruge. Gemalen sukker, og Donnaen himler med øjnene. Men jeg tænker, at pyt så må jeg jo prøve at huske det glemte i morgen.

Dumt er det dog, for har jeg særlig travlt, kan det knibe lidt med pyt-tænkningen, og så stresser jeg i virkeligheden mig selv unødigt ved at være så ustruktureret.

Lige lidt hjælper det dog.

Bortset fra til jul.

Hvor selv jeg har indset, at en smule planlægning er nødvendig, for at jeg ikke skal blive fuldstændig snurrende, rundt på gulvet og en plage for mine omgivelser. Så jeg prøver at dække mig ind og går nærmest amok i lister.

Indkøbslister, huskelister, gavelister og julekortlister. For nu at nævne de vigtigste. Og min egen ønskeseddel ikke at forglemme!

Gavelisterne og julekortlisterne har eksisteret længe, da det uden dem er nærmest umuligt at huske alt til alle. Siden er indkøbslisterne kommet på banen. Den med alle de særlige madvarer, ting og sager, der hører sig til i juledagene. Plus den almindelige med alt det, vi altid skal have. Der har førhen været en tendens til, at jeg i kampens hede for at huske alt til rødkål og ris a la mande glemte, at vi faktisk stadigvæk også skulle have mælk, morgenbrød og toiletpapir i huset. Hvilket set i lyset af de mange lukkedage i julen er en smule uheldigt ...

Det seneste forsøg på at skabe lidt ro i mit hoved og noget struktur på de sidste dage op til jul er hvornår-listerne. Med den er der en chance for, at jeg får forberedt bare et minimum af ting i forvejen, så jeg ikke står den 24. om formiddagen og både skal nå gås med det hele plus ris a la mande.

Nu mangler jeg bare en liste over mine lister ...





mandag den 3. december 2012

Da forkant blev til bagkant


Efter lørdagens - rimeligt fredelige - julefrokost vågnede Gemalen og jeg først ved ni-tiden. Morgenmad og søndagsavis blev indtaget i slow motion, for vi skulle først hente Donnaen over middag, og vi havde god tid.

Og det føltes rigtig godt.

Lidt for godt til at være sandt.

Hvilket det selvfølgelig også var.

Lige med ét kom jeg nemlig i tanke om gulvsliberen. Som skulle komme mandag morgen, og slibe og oliere det gulv, som borebisserne for cirka to år siden spildte borevand på, da de tog boreprøver før genopretningen af vores revnede vægge.

Selv om gulvslibere som regel frejdigt påstår, at de ikke sviner ret meget, så er min (dårlige) erfaring, at det er lige præcis, hvad de gør. De sviner ad Hekkenfeldt til! Lige meget hvad man tror, så sviner de lidt værre. Og lige meget hvor godt man tror, man dækker af, så er der alligevel rødligt slibestøv over det hele bagefter.

Altså havde jeg lige pludselig en entré, der skulle tømmes for møbler, og ikke mindst en række garderobeskabe, der skulle tømmes for tøj, linned og diverse småting.

Jeg havde overhovedet ikke god tid, men travlt. Som i rigtig travlt.
Ikke desto mindre skulle Donnaen hentes og hendes fine adventskrans og julehjerter beundres. Der skulle købes ind, og finpudses på en geografiopgave. Lige pludselig var ingen af os på forkant med noget som helst, men befandt os på en kollektiv bagkant.

Gemalen kunne godt fornemme, hvor det bar hen, og inden jeg nåede at hvæse ret meget, gik han helt frivilligt i gang med at flytte spejl og møbler og hente flyttekasser op fra kælderen. Og med fælles indsats fik vi så meget styr på tingene, at vi kunne synke ned i sofaen og sammen med Donnaen hygge os med Jul i Valhal før sengetid.

Nu er Gemalen blevet ladt alene tilbage med gulvsliberen, og jeg må pænt vente med at se resultatet til i eftermiddag. 

Og så er jeg lidt spændt på, hvornår vi må gå på gulvet igen, for det har vi nemlig glemt at spørge om, og det bliver lidt dumt, hvis vi skal vente til i morgen. For så skal vi sove i stuen, og manglen på badeværelser vil jeg slet ikke tænke på ...


Donnaens fine adventskrans.
Måske vænner jeg mig til de blå bånd inden jul ...