torsdag den 30. marts 2017

Et stik i hjertet


Så gik der nok en uge, som Gemalen primært har brugt på at suse rundt i hospitalssystemet, mens vi andre forpustede prøvede at følge med og samtidig huske vores egne aftaler.

Gemalen blev udskrevet torsdag, og alt var nogenlunde godt. Kun nogenlunde, for rask var han jo stadig ikke. Fredag morgen fik han et voldsomt ildebefindende, og måtte afsted igen.

Først måtte jeg dog igen-igen konstatere, at ting har det med at blive næsten ubærligt besværlige, når man er forskrækket. Det direkte telefonnummer på kontaktkortet til sygehuset var ulæseligt, fordi stemplet var gledet. Wifien var ustabil, da hovednummeret skulle findes på nettet. Koordinatoren var optaget, da jeg kom igennem til afdelingen. Og så videre.

På det lokale sygehus kunne man konstatere, at Gemalens hjerte - og pacemaker - slog som det skulle, men da man ikke der kan teste selve pacemakeren, blev Gemalen overflyttet til Skejby. Her sagde man, at pacemakeren hele tiden havde kørt, som den skulle, og at Gemalens ildebefindende havde skyldtes atrieflimmer, som nok igen skyldtes den væskeansamling, han havde ved hjertet. Det ville derfor kunne opstå igen, og så måtte han 'bare' prøve ikke at blive alt for forskrækket ... Og så skulle han iøvrigt komme tilbage til videre tjek mandag som oprindeligt aftalt.

Det tjek bestod af to ultralydsscanninger. En udvendig og en indvendig. Den udvendige var den helt almindelige og til at have med at gøre. Den indvendige not so much. Den går via spiserøret, så lægen ikke er generet af ribbenenes gitterværk, og da Gemalen allerede havde fået foretaget sådan en undersøgelse ugen før og syntes, den var voldsomt ubehagelig, gjorde han, hvad han kunne for at slippe. Der hjalp dog ingen kære mor, og mens Gemalen fik foretaget sin scanning, tog Fruen i IKEA og spiste köttbullar med kartoffelmos og tyttebærsyltetøj.

Jeg var dårligt landet i venteværelset på Skejby igen, før sygeplejersken kom og hentede mig, at nu havde hun vækket Gemalen, så han kunne få noget at spise, og så ville lægen komme. Det gjorde lægen, men hun var stadig ikke 100 procent sikker på diagnosen. Enten var der sket en udsivning, da man lagde den nye tråd til pacemakeren og i den forbindelse, ved et uheld, var kommet til at stikke Gemalen. Eller også var tråden, ved et uheld, blevet lagt, så den fortsat generede, og så måtte den jo lægges om.

Helt sådan formulerede lægen sig ikke, men det var det tætteste, vi kom på, at nogen indrømmede, at noget i forløbet ikke var gået helt efter bogen.

Fordi lægen ikke var sikker, skulle Gemalen CT-scannes, tirsdag på det lokale sygehus. Have taget blodprøver, onsdag på den lokale sygehus. Og igen til Skejby, torsdag, for afklarende samtale.

Det har han så været nu. Det var så sket det, at man på det lokale sygehus ikke havde kigget efter det, man skulle kigge efter på CT-scanningen, så umiddelbart havde lægen på Skejby ikke et entydigt, endegyldigt svar ...

I mellemtiden har Gemalen dog fået det meget bedre. Han har ikke længere feber, hans infektionstal er nede på et næsten anstændigt niveau, og han hoster kun en lille smule. Så medmindre et fornyet kig på den foretagne scanning giver anledning til noget andet, er konklusionen, at Gemalen må afvente, at væskeophobningen forsvinder af sig selv, og han stille og roligt får det bedre, og så skal han iøvrigt til nyt tjek om tre uger.

Det håber vi så på, men så er hele marts faktisk også gået med noget, der kun burde have varet et par dage eller max en uge.

Og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg skal være arrig over netop det eller bare taknemmelig over, at Gemalen overhovedet er i live.


onsdag den 22. marts 2017

Træls på den langsommelige måde


Da Gemalen kom hjem fra hospitalet med sin nye pacemaker, var det jo meningen, at han bare skulle blive rask hurtigst muligt. Det forventede alle, og han fik endda grønt lys fra sit rejseforsikringsselskab til at tage til Portugal her ved månedskiftet for at køre MTB-O-løb, selv om han var relativt ny-opereret.

Han blev bare ikke rask, men blev ved med at gå og skrante. Med feber, forhøjede infektionstal, hoste og generel utilpashed. Dagene gik med næsten daglige besøg hos skiftende læger i det lokale lægehus, og da det til sidst blev for meget for en af dem, røg Gemalen videre til tjek på det lokale sygehus. Her konstaterede man - ikke overraskende - feber og forhøjede infektionstal. Og sendte Gemalen hjem med en recept på penicillin, for han havde nok - som de også havde sagt på Skejby - været så uheldig at få en luftvejsinfektion omtrent samtidig med pacemakerudskiftningen.

Gemalen tog artigt sine piller, men fik det overhovedet ikke bedre. Han havde stadig feber, hostede og var så træt, at han tilbragte det meste af døgnet enten på sofaen eller i sin seng. Selv ikke et hyggeligt besøg af datter og datterdatter kunne holde ham oppe. Fra lægehuset var beskeden, at nu måtte han altså lige tage sin penicillinkur færdig, for mon ikke den ville virke - snart.

Det gjorde den ikke. Overhovedet. Gemalen hostede fortsat,og temperaturen kørte op og ned. Ikke voldsomt op, men bare hele tiden på feber-niveau. Lørdag var penicillin-kuren slut, og mandag stod han igen hos lægen, som sendte ham videre til tjek på hospitalet.

Hvor de beholdt ham og lagde ud med en ekstra skrap intravenøs penicillinkur, som de derefter, efter blandt andet en kikkert-undersøgelse, konstaterede var helt overflødig, for der var ingen infektion, men derimod lidt væskeophobning i (eller om?) hjertet. Det kunne godt give de oplevede symptomer, forklarede venlig læge.

Nu er det onsdag, og Gemalen ligger stadig og kigger op i loftet på stue 304. Man venter på svar på en blodprøve, før han forhåbentlig kan komme hjem i morgen, og så skal han til tjek på Skejby i næste uge. Hvad Skejby-lægerne så siger, er ikke godt at vide.

På den måde går både dage og uger, mens alt og alle er lidt i limbo.

Og nej, Gemalen kommer ikke til Portugal.

Suk.



mandag den 13. marts 2017

Kontraster


Hvor kom vi fra? 

Næste morgen hoppede vi på metroen og kørte to stationer mod øst, væk fra Central og de dyre områder omkring Financial District.

Vi stod af på North Point og dukkede op i en verden, der så ret hverdags-autentisk ud. Masser af høje og godt brugte bygninger, hvor mange, mange kinesere havde deres hjem.

Vores første mål var Chinese Goods Centre, et kinesisk stormagasin, som ikke gjorde noget nummer ud af at se fancy pansy ud, men bare havde masser af varer stablet tæt på hylderne. Fruen ville gerne se det, bare fordi .. det kunne være sjovt. Donnaen var desværre ikke voldsomt veltilpas, og besøget blev derfor kort. Jeg nåede dog at forelske mig i nogle meget flotte krukker eller gulvvaser dekoreret med traner. Hvis bare jeg havde haft omkring 6000 kroner plus det løse til told og forsendelse ...

Videre gik det, under Kowloon Bay og over på Kowloon-siden. Her var metroen så venlig at ligge oven på jorden, så vi kunne se lidt på byen. Og hvilken by! At Hong Kong er et af verdens tættest befolkede områder, er ikke så svært at overbevise sig selv om. Der bor over 7 millioner mennesker på et område rundt regnet på størrelse med Lolland. Og da der ikke bor så mange i yderdistrikterne, må tætheden nødvendigvis være så meget desto større andre steder. Et af disse steder er Kwun Tong, som vi kiggede ud på fra metroen. Her bor der over 57.000 personer pr. kvadratkilometer. Det er ret mange, skulle jeg hilse at sige. Til sammenligning bor der 'kun' 18.000 personer pr kvadratkilometer på Nørrebro i København, som vistnok er noget af det tættest befolkede, man finder i Danmark.

For at få plads til alle disse mange mennesker har man selvfølgelig været nødt til at stable dem. Virkelig højt og virkelig tæt. Højhusene stod skulder ved skulder ved skulder. Det gør de mange steder, blandt andet i de helt nye bebyggelser ud mod lufthavnen. Men inde i Kwun Tong er højhusene ældre, og nogle er derfor begyndt at se lidt mistrøstige ud, hvilket måske/måske ikke er med til at øge indtrykket af overvældende kompakthed? Donnaen og jeg kiggede og kiggede og funderede over, hvordan det måtte være at bo der og skulle finde hjem til sin egen lille skoæske på 37. etage blandt uendeligt mange stort set ens huse. Svært at forestille sig, når man selv bor i en flad, midtjysk provinsby.

Det primære mål var Chi Lin, et buddistisk nonnekloster med tilhørende have, og ikke at glo på højhuse. Det, altså at glo på højhuse, brugte vi ganske vist en del virkelig meget tid på i løbet af hele ferien. Fordi vi simpelthen ikke kunne lade være med at falde i svime over dem. Igen og igen.

For at komme til nonneklosteret skulle vi af på Diamond Hill og kunne meget bekvemt benytte kundetoiletterne i indkøbscentret med det flotte navn Plaza Hollywood. Vi krydsede under et par store veje og fandt ind i Nan Lian Garden, der er en klassisk kinesisk have med fine stier og træer, buske, blomster og damme sirligt placeret efter mere end tusinde år gamle principper. Det overraskende er, at haven faktisk er ganske ny, kun ti år gammel, og resultatet af en regeringsbeslutning tilbage i 1980'erne, hvor man vedtog en ny plan for bydelen. Hvad der har været tidligere, ved jeg ikke.

Nu er her så en have, og det er intet mindre end fantastisk at bevæge sig fra den buldrende by og ind i den fredelige have, hvor man - bevares - stadig kan høre byens larm, men hvor hele atmosfæren med det samme er ro og lavt gear. Vi satte os på en bænk og lod os overvælde.

Haven passes af klosteret, og det gøres ret nidkært. Man må ikke spise eller drikke i haven, men vi tænkte, at vi da godt liige kunne drikke lidt vand af en flaske. Det kunne vi så ikke. Små, midaldrende parkbetjentdamer slap os ikke af syne. Donnaen pointerede, at det egentlig var sært, at der var skraldespande i haven, når man ikke måtte indtage noget. Måske er de til papirlommetørklæder, hvis man skulle formaste sig til at pudse næsen?


Vi gik over en lille bro for at se nærmere på det smukke, gamle kloster. Som slet ikke er gammelt. Det er oprindelig bygget i 1930'erne og genopført i 1998 i nøjagtig Tang-dynasty-stil. Ikke at jeg har en pind forstand på kinesiske stilarter. Mørkt træ og store, flotte svungne tage i sort tegl. Forholdsvist simpelt, men alligevel fyldt med næsten alle de krummelurer, som jeg forbinder med buddhistiske templer.

Klosteret er et ret stor bygningskompleks, men man har som besøgende ikke adgang til selve klosterdelen, men kun til de centrale tempelbygninger. Det var også rigeligt. Der var nok at se på. Flotte forgyldte buddha-figurer omgivet af - øh - andre figurer, som jeg ikke har helt styr på, offergaver, røgelsespinde og bedende kinesere. Helt perfekt til formålet, som var at vise Donnaen, hvor flot, anderledes og betagende sådan et tempel kan være.

Egentlig var vi ikke særligt interesserede i det indre, men mere i det ydre. I den totalt surrealistiske kontrast mellem den gamle, klassiske tempel-arkitektur og de omgivende supermoderne skyskrabere. Vi tog tilsammen en million billeder, og næsten ligegyldigt hvilken vinkel vi valgte, tårnede højhusene sig op i baggrunden. Det var både vildt, flot og tankevækkende. Tankevækkende, at man i en by med så massive pladsproblemer vælger at lægge først et kloster og siden en kæmpestor have på 3,5 hektar midt i det hele.

Tilbage i haven dryssede vi lidt rundt og beundrede især den lille gyldne pavillon, der også var blevet plads til. Den er virkelig fin og meget fotogen, omgivet af grønne buske, blå himmel - og skyskrabere.

Til sidst kunne vi umuligt tage flere billeder. Vi var også blevet sultne, så vi gik tilbage til storcentret, hvor vi efter at have kigget på adskillige restauranter endte med at spise japansk ...



PS: Jeg har efter-googlet en del til dette indlæg, men da det ikke er en afleveringsopgave i gymnasiet, sætter jeg altså ikke kilder på. I har bare at tro på, hvad jeg skriver ...

onsdag den 8. marts 2017

Udfald på linjen


Beklager det midlertidige udfald på linjen.

Skyldes et andet og mere konkret udfald på nogens linje, helt konkret på Gemalens pacemaker.

Gemalen gik og småskrantede og overvejede både allergi og kold lungebetændelse, før han omsider onsdag kontaktede sin læge. Pr mail, hvilket jo ikke ligefrem er den hurtigste kommunikationsform, der findes. Læge svarer sidst næste dag, at Gemalen skal få en akut-tid. Det får han så. Fredag. For lav puls og for højt blodtryk er en dårlig kombination, så Gemalen bliver beordret til undersøgelse på det lokale hospital, hvor han selv kører ned - efter dog først at have hentet Donnaen hjem fra skole.

På hospitalet får han lov til at vente en times tid, før en reservelæge kigger på ham. Hun skal lige konferere med en overlæge, og så går det pludselig stærkt, og i løbet af 10 minutter ligger Gemalen i en ambulance med blå blink på vej til Skejby.

Fruen havde taget det temmelig roligt, at Gemalen skulle til tjek på det lokale sygehus, men da næste melding fra Gemalen var, at nu var han i Skejby, var det slut med roen.

Bare at slippe alt og ræse derind var dog udelukket. Logistikken skulle på plads først. Helt lavpraktisk skulle Kamelen luftes.

Men derefter susede jeg afsted.

Åbenbart ret meget med hovedet under armen, for knap halvvejs blev jeg klar over, at Gemalens taske med tandbørste, rene underbukser, Ipad og ikke mindst opladerledning stadig lå hjemme i kælderen. Den måtte jeg hjem og hente, og så var jeg også nødt til at tanke, for nu var der helt sikkert ikke diesel nok til også at komme hjem igen.

Gemalen har tidligere været indlagt på Skejby, og jeg mente egentlig nok, at jeg kunne finde derind uden brug af GPS. Det kunne jeg ikke. Men omsider fandt jeg dog både hospital og indgang og skyndte mig ind. Og dagen efter fandt Donnaen en venlig besked under min vinduesvisker om, at det var en god ide at betale P-afgift på det sted. Og efter at have stået og gloet arrigt på en række låste døre fandt jeg endelig ud af at vende mig rundt og komme ind på afdelingen.

Der lå Gemalen og havde det efter omstændighederne ret okay, og et øjeblik efter kom en læge og scannede og scannede. Han kunne se en hel masse. Jeg kunne kun se et hjerte. Lægen pegede på en utydelig streg. Det var den tråd eller ledning, der førte fra pacemakeren og ned i hjertet, og det var den, der var årsag til hele miseren. For der var åbenbart en løs forbindelse, så hjertet ind i mellem ikke fik de nødvendige impulser.

Altså skulle Gemalen have en ny tråd. Det fik han dagen efter, og samtidig fik han også lige en nyere model pacemaker. Alt gik godt, og alle regnede med, at han ville blive udskrevet søndag.

Men så fik Gemalen ondt i brystet. Og feber og forhøjede infektionstal. Og hvorfor nu det? Skyldtes det, at den nye tråd lå og generede, eller kunne Gemalen have fået lungebetændelse? Lægerne kløede sig i hovedet og scannede, tog røntgenbilleder og blodprøver - og blev ikke meget klogere.

I løbet af mandagen fik Gemalen det dog bedre, og tirsdag havde han det så godt, at han blev overflyttet til endnu et døgns observation på det lokale sygehus.

Og i dag blev han udskrevet.