En buddha så stor som Rundetårn

Jeg nåede aldrig at få den sidste dag i Hong Kong med:

- Det skal vi bare ikke!! næsten råbte Donnaen.

Jeg havde lige fortalt hende, at det sidste stykke af turen til Ngong Ping på øen Lantau for at besøge en kæmpestor buddha-figur kunne foregå med svævebane. Men da Donnaen har det virkelig stramt med svævebaner, syntes hun overhovedet ikke, at det lød særlig fantastisk.

Og fordi jeg er en meget rar mor, der helst vil have mit afkom med på tur i nogenlunde u-traumatiseret tilstand, gav jeg mig til at google alternative muligheder for transport. For selv om det kan være meget sjovt (hvis altså man kan lide det) at lade sig transportere med svævebane, er det vel næppe den måde, de lokale flytter sig selv og deres gods?'

Google maps viste sig en endnu en gang at være ganske forunderligt, for foruden at vise, at der selvfølgelig fandtes busser, viste Google også, at svævebanen slet ikke var i drift, men lukket på grund af reparation. Så det var bare at tage toget til Tung Chung, en af de splinternye nye satellitbyer udelukkende bestående af højhuse, og så følge strømmen til den rette bus. Det kunne vel ikke være så svært, når alle var tvunget til at tage bussen?

Som sagt så gjort. Vi hoppede af toget og så os omkring. Det var ikke ganske indlysende, hvor vi skulle gå hen, men vi fandt dog hurtigt bus-holdepladsen, og så skulle vi bare finde den rigtige bus. Det tog lidt tid, og derefter tog det lige lidt ekstra tid at komme helt hen til enden af køen, som var en hel del ret meget længere, end jeg havde drømt om på sådan en helt almindelig torsdag.

Et kort sekund overvejede jeg at vende om, men besindede mig dog, og så stod vi der og ventede og ventede og ventede. Der gik cirka 40 minutter, før vi kunne stige ind i en af de mange busser, der kørte i pendulfart mellem Tung Chung og Ngong Ping. Selve busturen tog mindst lige så lang tid, for man skulle den halve ø rundt, og den var alle pengene værd.

Det var et kæmpe kulisseskift at komme fra byen og ud på landet. Pludselig var skyskraberne væk, og i stedet var der masser af grønt og småbyer, hvor det tilbagelænede rod omkring ejendommene mest af alt mindede om noget, man ellers ser ude på landet i Sydeuropa. På et tidspunkt var vi ret højt oppe og havde en mageløs udsigt ud over kysten og en række små-øer, og da vi senere kørte langs stranden, så den meget indbydende ud. Ærgerligt, at det kun var februar.

Til sidst var vi ikke alene kommet halvvejs rundt om øen, men også op og ind mod midten til Ngong Ping, hvor vi forlod bussen og fulgte horderne. Eller det var forbløffende så lidt, alle de mange buslæs mennesker fyldte. Selvfølgelig var der mange mennesker, men slet ikke så mange, at det føltes ubehageligt. Faktisk var der så lidt trængsel, at der også var plads til løsgående kreaturer, nogle få køer og et par stude, der gik og hyggede sig og tilsyneladende havde det helt fint med at optræde som selfie-baggrund på tusindvis af billeder med glade kinesere.

Tian Tan Buddha, sådan hedder kæmpestatuen, sad på toppen af en bakke og skuede ud over landskabet. Man kunne på lang afstand se ham titte oven ud af den omgivende vegetation. Tættere på kunne man især se, at der var mange trin op til ham ...

Der var mange mennesker på trapperne,og der blev taget mange, mange billeder. Også med selfie-stang. Men forunderligt nok, var der ingen, der selv faldt eller uforvarende skubbede andre ned ad trapperne, og vi nåede også op uden andre tildragelser end en vis åndenød. Hvilket også var slemt nok for Donnaen, der desværre var ramt af foråret, der sendte pollen i hovedet på hende.

Helt oppe var Buddhaen ret svær at se. På samme måde som Rundetårn er ret svær at få et indtryk af, når man står med næsen helt henne ved murstenene. Og med fundament og det hele er Buddhaen af nogenlunde de samme dimensioner. I stedet vender man derfor lynhurtigt ryggen til Buddha og kigger væk, ud over landskabet, som var kuperet og ualmindelig grønt og frodigt til alle sider og med kig til havet mellem bakkerne.

Smukt og lige til at falde i staver over. Hvis altså ikke man lige var ramt af pollen-allergi og derfor kun i begrænset omfang kunne glæde sig over det smukke landskab.

Vi gik ret hurtigt ned igen og over til det nærtliggende kloster. For at kigge og især for at finde det spisested, der skulle være der. Vi fandt det, begreb aldrig helt konceptet, var helt sikre på, at der var rigtig meget, vi ikke skulle have, men endte med en omgang nudler med grøntsager. Og gaffel. Nogen havde skarpsindigt regnet ud, at vi var bedre tjent med gaffel end med spisepinde ...

Mætte og nogenlunde tilfredse besluttede vi at finde toilettet inden turen tilbage. Og så besluttede vi lige så hurtigt, at vi godt kunne holde os, i hvert fald til vi nåede tilbage til stationen i Tung Chung og måske helt til Central.

Busserne kørte stadig i pendulfart, og folk stod stadig i kø for at komme med. Og vi gjorde det samme. Donnaen opdagede pludselig, at en halvgammel kineser foran hende stod og smugfilmede hende på sin mobil. Det var ikke særlig rart, men da hun vendte ryggen til og lod mig stå i mellem, og der så ikke skete mere, gjorde vi ikke noget ved det. Var han rykket med rundt for at fortsætte, havde vi nok gjort hans kone opmærksom på hans gustne tilbøjeligheder.

Turen hjem til byen og hotellet gik uden nævneværdige oplevelser. Både Donnaen og jeg forsøgte at suge til os med dobbelt kraft, velvidende at det var vores sidste dag i Hong Kong.

Kontraster

Hvor kom vi fra? 

Næste morgen hoppede vi på metroen og kørte to stationer mod øst, væk fra Central og de dyre områder omkring Financial District.

Vi stod af på North Point og dukkede op i en verden, der så ret hverdags-autentisk ud. Masser af høje og godt brugte bygninger, hvor mange, mange kinesere havde deres hjem.

Vores første mål var Chinese Goods Centre, et kinesisk stormagasin, som ikke gjorde noget nummer ud af at se fancy pansy ud, men bare havde masser af varer stablet tæt på hylderne. Fruen ville gerne se det, bare fordi .. det kunne være sjovt. Donnaen var desværre ikke voldsomt veltilpas, og besøget blev derfor kort. Jeg nåede dog at forelske mig i nogle meget flotte krukker eller gulvvaser dekoreret med traner. Hvis bare jeg havde haft omkring 6000 kroner plus det løse til told og forsendelse ...

Videre gik det, under Kowloon Bay og over på Kowloon-siden. Her var metroen så venlig at ligge oven på jorden, så vi kunne se lidt på byen. Og hvilken by! At Hong Kong er et af verdens tættest befolkede områder, er ikke så svært at overbevise sig selv om. Der bor over 7 millioner mennesker på et område rundt regnet på størrelse med Lolland. Og da der ikke bor så mange i yderdistrikterne, må tætheden nødvendigvis være så meget desto større andre steder. Et af disse steder er Kwun Tong, som vi kiggede ud på fra metroen. Her bor der over 57.000 personer pr. kvadratkilometer. Det er ret mange, skulle jeg hilse at sige. Til sammenligning bor der 'kun' 18.000 personer pr kvadratkilometer på Nørrebro i København, som vistnok er noget af det tættest befolkede, man finder i Danmark.

For at få plads til alle disse mange mennesker har man selvfølgelig været nødt til at stable dem. Virkelig højt og virkelig tæt. Højhusene stod skulder ved skulder ved skulder. Det gør de mange steder, blandt andet i de helt nye bebyggelser ud mod lufthavnen. Men inde i Kwun Tong er højhusene ældre, og nogle er derfor begyndt at se lidt mistrøstige ud, hvilket måske/måske ikke er med til at øge indtrykket af overvældende kompakthed? Donnaen og jeg kiggede og kiggede og funderede over, hvordan det måtte være at bo der og skulle finde hjem til sin egen lille skoæske på 37. etage blandt uendeligt mange stort set ens huse. Svært at forestille sig, når man selv bor i en flad, midtjysk provinsby.

Det primære mål var Chi Lin, et buddistisk nonnekloster med tilhørende have, og ikke at glo på højhuse. Det, altså at glo på højhuse, brugte vi ganske vist en del virkelig meget tid på i løbet af hele ferien. Fordi vi simpelthen ikke kunne lade være med at falde i svime over dem. Igen og igen.

For at komme til nonneklosteret skulle vi af på Diamond Hill og kunne meget bekvemt benytte kundetoiletterne i indkøbscentret med det flotte navn Plaza Hollywood. Vi krydsede under et par store veje og fandt ind i Nan Lian Garden, der er en klassisk kinesisk have med fine stier og træer, buske, blomster og damme sirligt placeret efter mere end tusinde år gamle principper. Det overraskende er, at haven faktisk er ganske ny, kun ti år gammel, og resultatet af en regeringsbeslutning tilbage i 1980'erne, hvor man vedtog en ny plan for bydelen. Hvad der har været tidligere, ved jeg ikke.

Nu er her så en have, og det er intet mindre end fantastisk at bevæge sig fra den buldrende by og ind i den fredelige have, hvor man - bevares - stadig kan høre byens larm, men hvor hele atmosfæren med det samme er ro og lavt gear. Vi satte os på en bænk og lod os overvælde.

Haven passes af klosteret, og det gøres ret nidkært. Man må ikke spise eller drikke i haven, men vi tænkte, at vi da godt liige kunne drikke lidt vand af en flaske. Det kunne vi så ikke. Små, midaldrende parkbetjentdamer slap os ikke af syne. Donnaen pointerede, at det egentlig var sært, at der var skraldespande i haven, når man ikke måtte indtage noget. Måske er de til papirlommetørklæder, hvis man skulle formaste sig til at pudse næsen?

Vi gik over en lille bro for at se nærmere på det smukke, gamle kloster. Som slet ikke er gammelt. Det er oprindelig bygget i 1930'erne og genopført i 1998 i nøjagtig Tang-dynasty-stil. Ikke at jeg har en pind forstand på kinesiske stilarter. Mørkt træ og store, flotte svungne tage i sort tegl. Forholdsvist simpelt, men alligevel fyldt med næsten alle de krummelurer, som jeg forbinder med buddhistiske templer.

Klosteret er et ret stor bygningskompleks, men man har som besøgende ikke adgang til selve klosterdelen, men kun til de centrale tempelbygninger. Det var også rigeligt. Der var nok at se på. Flotte forgyldte buddha-figurer omgivet af - øh - andre figurer, som jeg ikke har helt styr på, offergaver, røgelsespinde og bedende kinesere. Helt perfekt til formålet, som var at vise Donnaen, hvor flot, anderledes og betagende sådan et tempel kan være.

Egentlig var vi ikke særligt interesserede i det indre, men mere i det ydre. I den totalt surrealistiske kontrast mellem den gamle, klassiske tempel-arkitektur og de omgivende supermoderne skyskrabere. Vi tog tilsammen en million billeder, og næsten ligegyldigt hvilken vinkel vi valgte, tårnede højhusene sig op i baggrunden. Det var både vildt, flot og tankevækkende. Tankevækkende, at man i en by med så massive pladsproblemer vælger at lægge først et kloster og siden en kæmpestor have på 3,5 hektar midt i det hele.

Tilbage i haven dryssede vi lidt rundt og beundrede især den lille gyldne pavillon, der også var blevet plads til. Den er virkelig fin og meget fotogen, omgivet af grønne buske, blå himmel - og skyskrabere.

Til sidst kunne vi umuligt tage flere billeder. Vi var også blevet sultne, så vi gik tilbage til storcentret, hvor vi efter at have kigget på adskillige restauranter endte med at spise japansk ...

PS: Jeg har efter-googlet en del til dette indlæg, men da det ikke er en afleveringsopgave i gymnasiet, sætter jeg altså ikke kilder på. I har bare at tro på, hvad jeg skriver ...

Disney-light

- Og så skal vi i Disneyland!! slog Donnaen med stor overbevisning fast, da vi før jul lagde vinterferie-planer.

Altså hoppede vi på metroen og satte kurs mod Hong Kong Disneyland, der ligger mellem selve Hong Kong by og lufthavnen.

Vi var efterhånden blevet så drevne udi kunsten at køre med metro, at vi også begyndte at kigge på omgivelserne og vores medpassagerer. Det var både godt og skidt. Donnaen blev ret træt af dem, der pillede bussemænd. Med i toget var blandt andet en lille familie bestående af far, mor og to små piger. En stor lille pige, der tydeligvis forventedes at opføre sig som den store, og en lillesøster, der lige så tydeligt var vant til at charmere sine omgivelser og få sin vilje.

Lutter idyl. Lige indtil jeg af vanvare begår dagens fejl og forsyner Donnaen og mig selv med tyggegummi fra en pakke, jeg har i jakkelommen.

Det ser den yngste og kommer straks i tanke om, at moderen har guf i sin taske. Det kræves udleveret. Nu! Hvilket moderen ikke vil. Og så har vi balladen.

- Mor altså, det er alt sammen din skyld, påpegede Donnaen.

Det havde hun ganske ret i, men hvad skulle jeg gøre? Moderen havde sagt nej, så jeg kunne ikke give den lille pige noget. Og iøvrigt ville alle nok have troet, at jeg havde villet tage livet af hende, hvis jeg havde stukket hende et stykke Stimorol, af den originale, stærke slags.

De næste ti minutter sad jeg bare og ønskede, jeg kunne spole tilbage. Så nåede vi heldigvis stationen, hvor vi skulle skifte til Disney Resort Line. Toget, som kun kørte til Disneyland, var noget for sig. Det var blandt andet forsynet med vinduer i samme facon som den kendte Mickey-silhouet med de store ører. Det kunne man jo kunne blive i godt humør af.

Køerne var begrænsede, og vi var hurtigt inde og kunne tage bestik af forlystelserne.

Lad det være sagt med det samme; Donnaen har udviklet sig en del, siden hun var med os i Disneyland i Los Angeles for otte år siden. Den gang var hun ikke så modig, men nu er det moderen, der måtte bede sig fritaget fra de - i følge Donnaen - allersjoveste forlystelser. Til gengæld synes Donnaen heldigvis stadig, at de søde, nuttede forlystelser, såsom bådturen gennem dukkeverdenen It's a Small World, er hyggelige.

Vi daskede rundt og prøvede lidt af hvert. Hong Kong-versionen af Disneyland er ikke så stor, og der er ikke så mange vilde forlystelser som i Los Angeles, men det vidste vi godt, så det gjorde ikke noget. Dog var vi lidt skuffede over, at Hyperspace Mountain, parkens nok vildeste rutschebane, var lukket. Det var den næst-vildeste dog ikke, og det sjoveste ved den var, at vi var totalt uforberedte på det, der skete. Vi kørte lidt op og ned i et tempo, der virkelig ikke kunne imponere Donnaen. Og så kørte vi op, op, og jeg troede, at vi ville få det store gys på nedturen på den anden side. Sådan gik det ikke. For pludselig sagde det Gunk!, og så tordnede vi ned igen. Baglæns. Gennem sving og kurver. Indtil vi til sidst stoppede og kørte fremad igen, og turen sluttede. Ikke forfærdelig vildt, men bare sjovt, fordi man på snedigste vis havde været i stand til at gemme den del af turen, så vi ikke vidste, hvad der ventede.

I starten havde køerne været overkommelige, men efterhånden som dagen skred frem, blev de længere og længere, men vi stod troligt i kø i halve timer og et par steder endnu længere. Det gav god tid til at kigge på de andre - og snakke om dem, da vi var relativt sikre på ikke at blive forstået. 

Det var Valentinsdag, hvilket betød en del kærestepar i parken og i køerne. Nogle par var meget søde. Nyforelskede og uden megen tanke for verden omkring sig. Men andre - Herre Jemini! Her havde hverdagen vist indfundet sig, og det betød, at vi meget ofte oplevede, hvordan fyren/den unge mand tilbragte al tiden i køen med næsen i sin mobil, mens pigen var totalt overladt til sig selv. Pigen havde selvfølgelig også en mobil, men det var altid kæresten, der stod fraværende, ofte halvt med ryggen til, og spillede spil. Totalt nederen opførsel, var vi enige om.

Sidst på dagen begyndte det at blive køligt, og mens Donnaen prøvede den sidste forlystelse, satte jeg mig lidt i læ og fik en snak med Gemalen derhjemme i det midtjyske. Vores mobilabonnement gav mulighed for både gratis tale, SMS og data. Hvilket var virkelig skønt - og samtidig føltes en anelse surrealistisk. Syntes moderen, der godt kan være lidt antik i sin tankegang. 

Vi droppede fyrværkeriet og kørte hjem i god ro og orden blandt hel- og halvsovende småbørn og deres trætte forældre.

Tårne og tårer (næsten)

Efter et tiltrængt bad og en morfar til Donnaen tog vi metroen til Tsim Sha Tsui og zigzaggede ned til havnefronten.

Hver aften klokken 20:00 kan man nemlig opleve et lysshow, der bliver kaldt Symphony of Lights. Det går ud på, at de store bygninger på den anden side af vandet lyser op og/eller belyses i takt til musik. Hvis det ikke lyder af noget særligt, så er det helt forkert. For det er virkelig et flot skue, men bare meget svært at beskrive. 

Det varede cirka et kvarter, og vi blev egentlig enige om at se det igen en af de kommende aftener, men nåede det desværre aldrig.

 Næste morgen skulle vi for første gang prøve hotellets morgenmad. Donnaen var på forhånd lidt skeptisk, for hvad spiser kinesere til morgenmad? Jeg mente, at hun kunne være helt sikker på at finde noget spiseligt. Og jeg fik ret. Aldrig har vi set et så varieret udbud af morgenmad.

Der var nudler, baked beans, yoghurt, scrambled eggs, dumplings, og tusind andre ting.

- Jeg så en mand tage vingummier! sagde Donnaen vantro og besluttede på stedet at video-dokumentere herlighederne.

Vi sprang vingummierne over og begav os ud for at se på byen.

Første stop var et lille tempel lige rundt om hjørnet. Sådan et, der ikke gør særligt meget væsen af sig, men til gengæld bliver brugt af de lokale og derfor i Fruens optik har sin egen stilfærdige charme. Donnaen var ikke så let at begejstre og trak udenfor, væk fra duften af røgelsespinde og ventede der, mens moderen fik kigget færdigt.

Herefter ville Fruen se på banker, og vi tog metroen til Central, hvor et allerede meget mere kvalificeret exit sendte os lige op til Statue Square, hvor der er udsigt til de to mest ikoniske (bank-)bygninger i Hong Kong.

Den første HSBC Tower ligger lige ud til Statue Square. For de arkitekturkyndige kan nævnes, at arkitekten er engelske Norman Foster, og at der er tænkt en hel masse i feng shui. Bygningen er ikke blandt de højeste, men har en meget markant facade, som får mig til at tænke på byggekraner og storebæltsbroer, hvilket dog næppe er meningen?

Det bedste er dog, at man som helt almindelig dødelig kan tage rulletrapperne ind og op i et kæmpestort atrium, der minder om en mellemting mellem en kæmpestor katedral og et superflot stormagasin. Atriet er 10 etager højt, og en snedig kombination at dagslys og spejle gør, at man ikke rigtigt er opmærksom på, at der selvfølgelig er 'låg' på med cirka 40 yderligere etager.

Lige rundt om hjørnet ligger den næste power-bygning. Det er de jo alle sammen i det område, men nogen alligevel mere end andre, og China Bank Tower er det allerbedste eksempel på mere. Den er ikke længere Hong Kongs højeste bygning, men den flotteste, og den er en meget prominent del af Hong Kongs skyline. Jeg havde læst, at man kunne komme op og beundre udsigten fra 43. etage, så vi gik ind og hen til en række afskærmede, personbetjente elevatorer, fremlagde vores ærinde - og fik at vide, at vi var gået ind i den helt forkerte bygning ...

Donnaen rullede lidt med øjnene, og så fortsatte vi ellers lidt længere hen ad gaden og ind i den rigtige bygning. Hvor man til gengæld fortalte os, at det der med offentlig adgang desværre var afskaffet for to år siden. Øv!

Vi satte nu kursen mod havnen og de små færger. For at komme derhen skal man krydse nogle store veje, og kineserne har bygget et helt system af hævede fortove og gangbroer. Det er meget smart. Især, hvis man kan regne ud, i hvilken retning man skal for at ende det rigtige sted ...

De små Star Ferries er et must, når man er i Hong Kong, og det er da også meget sjovere at sejle over Victoria Harbour frem for at tage metroen under havnen. Udsigten er betagende, ligegyldigt hvor man kigger hen, og det er - med den trafik, der er i dag taget i betragtning - nærmest surrealistisk, at de helt frem til 1970'erne var eneste mulighed for at komme frem og tilbage mellem The Island og fastlandet.

Vi daskede lidt rundt i Tsim Sha Tsui, kiggede på butikker og på bygningsstilladser af bambusrør, ignorerede Rolex-kopi-sælgende mandspersoner, hvilede fødderne i en park og hoppede på toget til Prince Edward St. for at gå på jagt efter guldfiskemarkedet.

Det skulle vise sig at være noget helt andet, end Fruen havde forestillet sig. Hvad Fruen så præcis havde forestillet sig, står lidt hen i det uvisse. Måske en kommerciel udgave af Den Blå Planet? Det var det i hvert fald ikke.

Små butikker med fisk, fiskefoder og alt til akvarier lå langs gaden. Hvis nu fiskene havde svømmet rundt i passende akvarier, kunne det sikkert have været meget godt, men det gjorde de ikke alle sammen. Rigtigt mange var bare puttet i en lille plasticpose med vand og hængt op som bolscheposer i et dansk supermarked. Det syntes vi ikke var spor i orden.

Men det skulle blive værre endnu, for der var også andre dyrehandler. Først kiggede vi på skildpadder, der virkelig heller ikke havde meget plads at gøre godt med, men så nåede vi butikkerne med hundehvalpe og kattekillinger. Killingerne boede sammen i kuld, men hvalpene var anbragt en og en i kasser, der ikke var større end to gode danske mælkekasser. Og der stod de så.

Det var ikke sjovt. Slet, slet ikke sjovt. Donnaen kastede et blik på sin mors blanke øjne og skyndte sig med fast greb i min arm at marchere os ud af området.

Efter at have sundet os lidt satte vi kurs mod the Ladies Market. Det var en lang, lang gade med markedsboder. Her skulle man ifølge diverse rejseguider kunne finde tøj for enhver smag. Det kunne man måske også, men det ville kræve et meget øvet øje at se forbi de tusindvis af billige t-shirts og tasker, der hang overalt, så vi daskede bare igennem uden at købe noget som helst.

Og enedes om, at udvalget nok ville være bedre på the Temple Street Night Market. Det var det ikke, fandt vi ud af samme aften. Udvalget var nok større og inkluderede en hel masse billigt, elektronisk gøgl, men ellers var den største forskel, at det var aften, og at de dårligt oplyste kroge af boderne nu forekom en anelse skumle.

Det blev spisetid, og Donnaen meddelte, at hun under ingen omstændigheder ville spise ved et snusket gadekøkken, men gik dog så meget på kompromis, at vi endte med at sidde indendøre et sted, hvor taget egentlig udgjorde den største forskel.

Vi skulle selv sammensætte vores måltid ved at krydse af på en bestillingsseddel; nudler, sovs og tilbehør. Vi bestilte lidt på må og få og fik også serveret noget, der tilnærmelsesvis lignede noget, vi troede, vi havde sat kryds ved. Det smagte tilforladeligt, og mætte og trætte fandt vi den nærmeste metrostation og susede hjem i seng.

På vej over Victoria Harbour.

The Peak

Med mobilen forsvarligt anbragt i tasken gik vi ud for at slå nogle timer ihjel.

Målet var The Peak, Hong Kongs svar på Himmelbjerget.

Først med metroen fra 'vores' station, Tin Hau, til Admiralty, hvor vi skulle ud og finde The Peak Tram for at komme op på bjerget.

Hong Kongs metro-system er virkelig let at benytte, men der er lige et par småting, man skal lære, for at det hele spiller. Blandt andet at der kan være rigtigt mange udgange fra en given metro-station, og at det derfor ikke er helt lige meget, hvilken man benytter. Giver man sig tid til at stoppe op og studere de mange skilte, der er på stationen, er der dog nok 95 procents chance for, at der er henvist til netop den attraktion, man er på vej ud for at se.

Det skulle vi lige finde ud af på den hårde måde, for selvfølgelig fløj vi bare op fra undergrunden og havde derefter overordentligt svært ved at finde vej. Først stod vi en dyr mall, hvor venlig mall-official fortalte, at vi bare skulle tage rulletrapperne op og gå gennem lobbyen på Hotel Shangri-La, så ville vi være på rette vej. Han må nødvendigvis have sagt noget mere, for først kunne vi slet ikke finde hotellet, og derefter var vi ikke sikre på, i hvilken retning vi skulle igennem lobbyen.

Til gengæld fandt vi et pænt hotel-toilet, og den slags er altid rart, når man er på sightseeing i ukendte områder.

Det lykkedes dog til sidst at finde hen til den nedre station for den lille bjergbane. Fruen måtte da konstatere, at hun muligvis burde have taget højde for, at det var søndag, hvorfor alle, der altså ikke var til marathon, skulle besøge The Peak. Køen var lang. Meget lang. En lang slange, der bugtede sig ud af stationen og hen ad fortovet. I starten stod vi i sol, hvilket var ret ulideligt varmt, da vi stadig var i vores rejsetøj.

Inde på stationen kunne vi se, at folk kun blev lukket frem til perronen i portioner. På den måde var vi sikre på at komme til at sidde ned. Troede vi. For da vi endelig hoppede ombord, var der lukket præcis så mange ind, at de, der ikke kunne få en siddeplads, i det mindste havde noget at læne sig op ad. Og det var så os.

Turen op var meget stejl, og det var begrænset, hvad vi kunne se fra vores ikke specielt komfortable ståpladser. Men helt oppe, altså helt oppe på den øverste udsigtsplatform, var der en formidabel udsigt.

Virkelig formidabel.

Hele Hong Kong lå under os, og vi kunne nu for første gang få et indtryk af, hvordan byen hænger sammen. Med The Island, hvor vi stod, på den ene side og Kowloon på den anden side af Victoria Harbour og Kowloon Bay. Smukt og fascinerende på samme tid med de mange hundrede (tusinde?) skyskrabere og det blå, blå vand i midten.

Lige under os lå bydelen Central med Financial District og skyskrabere, der kappedes om at være fantastiske. Mest imponerende er Bank of China Tower. Det er ikke den højeste bygning, men den flotteste med et meget specielt design bestående af trekanter.

En audioguide kunne fortælle om de mest spektakulære bygninger, men det var simpelthen mere, end jeg kunne tage ind på det tidspunkt, så den blev droppet, og vi søgte - efter et kaffe-stop - ned igen. Køen ned var ikke helt så lang, men vi endte igen med at stå, og vel nede, brugte vi en del tid på at finde stationen, som endte med at være Central og slet ikke Admiralty, hvor vi var stået af ...

Til gengæld kunne vi finde ud af at tage hjem til Tin Hau og hotellet, og nu havde klokken passeret 14, så vi kunne få vores værelse. Det lå på 14. sal og havde en udsigt, der også var virkelig, virkelig flot, så vi smed jakker og sko og kravlede op i vindueskarmen og sad så lidt der og glanede, mens vi skiftedes til at sige Wow!

Room with a view.
Udsigten fra The Peak ses her.

Sprint, marathon og en tabt mobil

Selvfølgelig var der også langt til Hong Kong. Det føltes bare ikke sådan, og faktisk var udturen lidt kortere, da vi fløj Kastrup-Stockholm-Hong Kong.

Helt præcist fløj vi Karup-Kastrup-Stockholm-Hong Kong og måtte også på udturen op, før en vis mand fik sko på.

Vi havde checket in hjemmefra. Og i Karup var man skam i stand til at sende bagagen hele vejen til Hong Kong. Også selv om vi havde tilkøbt Karup-Kastrup separat fra de øvrige billetter.

I Kastrup havde vi god tid. Og fik endnu bedre tid, da maskinen til Stockholm var forsinket. Så forsinket, at vi godt kunne regne ud, at vi ville komme i tidsnød, så jeg klagede min nød til en steward, som mente, at det nok skulle gå. Da vi lagde an til landing, viste det sig dog, at vi var flere, som var bekymrede, og der kom en servicemeddelelse til de Hong Kong-rejsende om, at vi med det samme skulle gå til gate det og det for at nå flyet.

Donnaen hørte beskeden som Løb!, og det gjorde hun så. Hun sprintede afsted, og hendes gamle mor efter, så godt hun kunne. Overbevise Donnaen om, at vi godt kunne tage den lidt med ro, kunne jeg ikke. Så vi landede i sæderne med pulsen oppe og kunne så sidde der og dampe, ind til de sidste kom ombord. - Og ikke mindst til vores bagage blev fisket frem og lastet med.

Turen gik helt planmæssigt. Vi fløj gennem en kort nat og landede klokken 07:10 i Hong Kong. Indrejseformularen til Hong Kong havde vi udfyldt, og så gik det fuldstændigt uproblematisk gennem paskontrol og bagageudlevering.

The Airport Express var nem at finde, og da vi pænt linede op for at købe billetter, fik vi at vide, at vi bare kunne hoppe på toget og betale ved ankomsten.

Altså susede vi afsted og fik de første glimt af storbyen og de mange, mange, mange højhuse.

Vel fremme betalte vi vores tur, og jeg spurgte, om vi samtidig kunne få et Octopus-card? Det skulle dog købes ved en anden skranke, og mens vi kunne betale for den første togbillet med kort, skulle Octopus-kortet betales kontant, så jeg måtte først forbi en hæveautomat, som meget passende stod cirka tyve meter væk.

Nu kunne vi i princippet have taget metroen til hotellet, men da der var en gratis hotel-shuttle-service - og vi jo ikke var særligt stedkendte - benyttede vi den.

Ude i trafikken opdagede vi, at vi var landet midt i det årlige Hong Kong-marathon, som - viste det sig - havde opløb stort set lige foran hotellet.

Men det generede selvfølgelig ikke en dreven chauffør, og vi blev læsset af og tog den rullende trappe op til receptionen på første sal. Vi kunne godt checke in, men ikke få vores værelse før klokken 14, hvilket der var cirka fire timer til. Vi afleverede bagagen, satte os ned og sms'ede til Gemalen og bestemte os for at gå ned og kigge nærmere på marathon-løbet.

Der var mange mennesker, virkeligt mange mennesker. Jeg læste senere, at ikke mindre end 74.000 mennesker havde deltaget i enten marathon-, halv-marathon- eller 10 km-løbene. Læg dertil hjælpere, officials, politi, dimse-uddelere og almindeligt nysgerrige. Vi prøvede at finde indgangen til parken og gik lidt frem og tilbage i mylderet.

Ind til jeg pludselig blev klar over, at jeg manglede min mobil.

Den var ikke i tasken, som den burde.

Og heller ikke i min baglomme, hvor den bestemt ikke burde være, men hvor jeg har den normalt hjemme i det midtjyske.

Den var væk! - Tabt eller stjålet.

Pis'oss'!!

Vi tog turen frem og tilbage en gang til, men så den selvfølgelig ikke. Vi kontaktede en official, som henviste til en bod for lost & found inde i parken, og vi kontaktede en betjent, som henviste til den lokale politistation.

Fruen kunne mildest talt ikke overskue nogen af delene og valgte at bruge den livline, som hotellet måtte formodes at være.

Imødekommende receptionist hørte på mine kvaler og spurgte ind til mærke og udseende.

Hvorefter anden receptionist gik en tur ud i baglokale og returnerede med - ta dah! - min mobil. Som jeg bare havde efterladt på et lille bord i lobbyen, da vi gik.

En gang i mellem har man heldigvis lov til at være meget heldig.

Højhuse i glas og stål.

L-a-n-g-t hjem

And we are back! Næsten alt gik nogenlunde som planlagt, og alt er godt.

Men for hulan, for filan og for meget mere i samme dur; der var godt nok l-a-n-g-t hjem.

Dels fordi der bare er langt hjem fra Hong Kong, dels fordi Fruen ikke lige havde læst det kapitel i grønspættebogen, der handler om transit i Shanghai og dels fordi - nå ja, det kommer jeg til.

Vi aftalte med Gemalen, at han skulle ringe og vække os, inden han selv gik i seng torsdag aften.

Op klokken 05:00, breakfast-box leveret 05:30, check ud fra hotellet cirka 06:20. Så de 100 meter til metro-stationen, med toget til Central og skifte til The Airport-Express, som meget heldigt kørte, så snart vi var kommet ombord. Det gav os 10-15 minutter, hvilket viste sig at være meget heldigt.

I lufthavnen fandt vi hurtigt Cathays skranker for aflevering af bagage. Vi havde checket in dagen før på Central. Men kun til Shanghai og ikke videre til København. Check in-damen kunne ikke rigtigt redegøre for, hvorfor vi ikke kunne checke ind hele vejen, men mente, at det kunne vi så gøre næste dag i lufthavnen. Altså opsøgte vi først SAS-skranken, men ung kinesisk SAS-gut sagde:

- But of course - not.

Det gentog han tre gange, uden at vi blev klogere på, hvorfor of course - not. Men det var der ikke noget at gøre ved, så vi afleverede bagagen hos Cathay og skulle så have fat på den igen i Shanghai. Derefter igennem pas- og sikkerhedskontrol, og det tog, på trods af mange åbne skranker, lang tid. Så lang tid, at da vi endelig var igennem, var det allerede tid for boarding. Helt ude i den fjerneste ende af terminalen. Heldigvis kunne vi hoppe på en shuttle, som hurtigt fragtede os derud, og vi kunne gå direkte ombord. Men nåede altså overhovedet ikke andet, selv om vi ellers havde regnet med at have afsat tid nok til også at kunne undersøge, om der var noget at shoppe i den tax free.

Cirka to en halv time senere landede vi i Shanghai. Åbenbart næsten ude i en kinesisk mark, for det tog uendelig lang tid at taxie ind til gaten. Endelig ude af flyet var vi lidt på Herrens mark, og jeg håbede bare at kunne følge strømmen gennem lange, lange gange, der så ud til sidst at være vedligeholdt i halvfjerserne. Ved paskontrollen, i en stor miserabelt udseende hal, var der skranker for kineserne selv og andre for Hong Kong-kinesere og nogle få andre, som jeg har glemt. Og helt nede i den anden ende af den store hal, i et hjørne med kasser stablet op til loftet, var der så to skranker for aliens. Jeps, aliens. 

Her stod kun nogle få, men det gik alligevel umådeligt langsomt med at komme igennem. De to skranker var bemandet med hver sin dame i uniformer, der lignede noget fra Nordkorea, og mellem dem gik en overordnet mandlig tolder med helt utroligt mange distinktioner og stjerner på uniformen. Selv om det i princippet var damerne, der ekspederede os igennem, skulle han se alt, og damerne var i virkeligheden totalt overflødige. Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt en immigrations-blanket, for vi mente jo, at vi bare var i transit. Men sådan spillede klaveret ikke, så vi udfyldte blanketter med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Først kom Donnaen igennem. Moderen blev bedt om at holde sig pænt bag den gule streg. Så hun ikke kom med på billedet af Donnaen, viste det sig. Kineserne fik deres billede, og Donnaen fik to stempler i sit pas.

Derefter kom jeg igennem, og så gik det egentlig temmelig glat med at få bagagen og komme videre gennem tolden og ud i ankomsthallen. Problemet var bare, at der skulle vi jo ikke være. Skiltningen var muligvis fin nok, hvis man kunne kinesisk, men vi kunne bestemt ikke se, hvor vi skulle hen. Så vi måtte spørge os for og fandt da også ret hurtigt afgangshallen og SAS-skranken, en etage oppe.

Vi afleverede bagagen. Og så skulle vi igennem hele møllen igen, med omvendt fortegn ...

Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt den nødvendige blanket for at komme ud af landet. Det skulle vi. Med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Så blev der taget nye billeder, og først fik Donnaen og siden jeg endnu et stempel i vores pas. Derefter sikkerhedskontrollen, som var pænt striks, men hvor vi dog slap for at smide bælte og sko.

Og så var vi endelig igennem og kunne marchere ud i den yderste spids af en lang finger for at finde vores gate, hvor vi sank udmattede ned i et par stole og bare afventede boarding en lille halv time senere.

Da alt og alle var klar til afgang, meddelte kaptajnen, at der var så meget trafik, at vi var sat i kø, men at han håbede at være i luften inden for 40 minutter. Det holdt nogenlunde stik, og så kunne vi endelig belave os på at gå helt ned i gear i et lille halvt døgn.

Et par timer senere fik vi det første måltid serveret. Donnaen var hurtigst til at få låget lirket af, så hendes mundskænk nåede ikke at stoppe hende, før hun havde spist et eller flere stykker ananas, der lå camoufleret under sovsen.

Og Donnaen kan altså ikke tåle ananas.

Panik!

Donnaen fik det lynhurtigt dårligt. Formentlig lige så meget på grund af skræk som på grund af ananassen.

Stewardesser blev tilkaldt, madbakker fjernet, sikkerhedsbælte løsnet, piller med antihistaminer fundet frem og taget, inhalator fundet frem og brugt, epi-pen fundet frem og holdt parat. Og så var det ellers bare at prøve at berolige Donnaen. En ældre erfaren stewardesse gjorde en kæmpe indsats. Helt godt blev det dog først, da hun tilbød Donnaen at få ilt. Det så temmelig drabeligt ud med iltflaske og maske, men det hjalp, og der kom efterhånden så meget ro på, at jeg kunne få en ny bakke mad, og stewardessen gik på jagt efter mad uden bivirkninger til Donnaen.

Vi fik selvfølgelig at vide, at vi da bare skulle have bestilt særforplejning, og Donnaen så oprørt på mig over denne utrolige mangel på rettidig omhu fra min side. Og det var selvfølgelig rigtigt nok, men havde bare aldrig før været eller virket nødvendigt, for det er for det meste relativt simpelt at drible uden om kiwi, ananas og nødder.

Men i fremtiden skal Donnaen nok få sin særforplejning, for det føltes alt andet end rart at sidde i tolv kilometers højde og med ni timer til landing med allergiramt og angst barn.

Resten af turen var bare lang, men på en eller anden måde gik tiden alligevel. Vi læste, halvsov, så film, gloede ud i luften, fik endnu et måltid, så en film mere og sov lidt igen.

Og så landede vi i Kastrup. Gemalen stod parat og susede os hjem til det midtjyske, som vi nåede ved 22-tiden, præcis et døgn efter han havde vækket os.

Hong Kong set fra The Peak.

Ondt i armen og blå i hovedet

Jeg har lidt ondt i armen. Den venstre.

Skyldes den lammer, jeg fik af sygeplejersken nede hos lægerne for et par timer siden.

I virkeligheden er det jo ikke en lammer, men en vaccination mod hepatitis A+B. Nummer to af slagsen, fordi Donnaen og jeg, om alt går vel, damper afsted på vinterferie i morgen.

Egentlig tror jeg slet ikke, at det er nødvendigt med sådan en vaccination, men når Donnaen skal med, og vi allerede nu ved, at hun formentlig skal mere ud at rejse de kommende år, så foretrækker vi at gå med både livrem og seler. Og når vi først er færdigt-vaccinerede om et halvt års tid, så skulle vi være dækket ind i mange, mange år.

Blå i hovedet er jeg mest, fordi jeg er lige ved at blive kvalt i det informations-overflow, som længere rejser giver anledning til.

Især kan alle fly-informationerne stige mig lidt en hel del til hovedet. Der er afgangstider, online-check ind, sædevalg, terminaler, boardingkort, tid til flyskift, bagageregler og titusind andre ting at forholde sig til.

Selv om man bør kunne finde ud af de allerfleste ting selv via internettet, føler jeg hver gang, at blodtrykket stiger, og at min hjerne smelter en lille smule, når jeg prøver at navigere rundt på siderne.

Hvorfor det er sådan, ved jeg virkelig ikke. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det kun kan skyldes mangel på øvelse ...

Derudover skal vi selvfølgelig fra lufthavnen, ind til byen og videre til hotellet, og hvordan gør vi nemmest det? Med toget, the Airport Express. Og så kan vi lige så godt med det samme investere i Octopus-cards, som kan bruges i både tog, metro, busser, færger og alt muligt andet. Alt sammen meget smart. 

Altså når jeg lige har fundet ud af hvor og hvordan.

Det sidste stykke til hotellet bør foregå med en free shuttle bus service, og selve hotellet tror jeg, at jeg har styr på. Jeg har i hvert fald bestilt værelse med udsigt, og så må der vel være vinduer?

Nu mangler jeg så bare at få styr på alt det lav-praktiske såsom tøj, hovedpinepiller og tandbørste, multi-stik og noget at læse i. Det skal jeg også nok nå at blive bare en anelse snurrende over. For det gør jeg jo altid.

- Hvorfor vil du overhovedet ud at rejse, spørger Gemalen hver gang hovedrystende, når han ser mig stæse rundt med et vildt udtryk i øjnene.

- Det er da, fordi det er enormt spændende, svarer jeg og forstår overhovedet ikke, hvad han mener.

Jeg glæder mig jo.

Og nu må I have mig undskyldt, jeg vil lige prøve at checke ind.

PS: Vi skal til Hong Kong. Sgu!