fredag den 24. februar 2017

Tårne og tårer (næsten)


Efter et tiltrængt bad og en morfar til Donnaen tog vi metroen til Tsim Sha Tsui og zigzaggede ned til havnefronten.

Hver aften klokken 20:00 kan man nemlig opleve et lysshow, der bliver kaldt Symphony of Lights. Det går ud på, at de store bygninger på den anden side af vandet lyser op og/eller belyses i takt til musik. Hvis det ikke lyder af noget særligt, så er det helt forkert. For det er virkelig et flot skue, men bare meget svært at beskrive. 

Det varede cirka et kvarter, og vi blev egentlig enige om at se det igen en af de kommende aftener, men nåede det desværre aldrig.

 Næste morgen skulle vi for første gang prøve hotellets morgenmad. Donnaen var på forhånd lidt skeptisk, for hvad spiser kinesere til morgenmad? Jeg mente, at hun kunne være helt sikker på at finde noget spiseligt. Og jeg fik ret. Aldrig har vi set et så varieret udbud af morgenmad.

Der var nudler, baked beans, yoghurt, scrambled eggs, dumplings, og tusind andre ting.

- Jeg så en mand tage vingummier! sagde Donnaen vantro og besluttede på stedet at video-dokumentere herlighederne.

Vi sprang vingummierne over og begav os ud for at se på byen.

Første stop var et lille tempel lige rundt om hjørnet. Sådan et, der ikke gør særligt meget væsen af sig, men til gengæld bliver brugt af de lokale og derfor i Fruens optik har sin egen stilfærdige charme. Donnaen var ikke så let at begejstre og trak udenfor, væk fra duften af røgelsespinde og ventede der, mens moderen fik kigget færdigt.

Herefter ville Fruen se på banker, og vi tog metroen til Central, hvor et allerede meget mere kvalificeret exit sendte os lige op til Statue Square, hvor der er udsigt til de to mest ikoniske (bank-)bygninger i Hong Kong.

Den første HSBC Tower ligger lige ud til Statue Square. For de arkitekturkyndige kan nævnes, at arkitekten er engelske Norman Foster, og at der er tænkt en hel masse i feng shui. Bygningen er ikke blandt de højeste, men har en meget markant facade, som får mig til at tænke på byggekraner og storebæltsbroer, hvilket dog næppe er meningen?

Det bedste er dog, at man som helt almindelig dødelig kan tage rulletrapperne ind og op i et kæmpestort atrium, der minder om en mellemting mellem en kæmpestor katedral og et superflot stormagasin. Atriet er 10 etager højt, og en snedig kombination at dagslys og spejle gør, at man ikke rigtigt er opmærksom på, at der selvfølgelig er 'låg' på med cirka 40 yderligere etager.

Lige rundt om hjørnet ligger den næste power-bygning. Det er de jo alle sammen i det område, men nogen alligevel mere end andre, og China Bank Tower er det allerbedste eksempel på mere. Den er ikke længere Hong Kongs højeste bygning, men den flotteste, og den er en meget prominent del af Hong Kongs skyline. Jeg havde læst, at man kunne komme op og beundre udsigten fra 43. etage, så vi gik ind og hen til en række afskærmede, personbetjente elevatorer, fremlagde vores ærinde - og fik at vide, at vi var gået ind i den helt forkerte bygning ...

Donnaen rullede lidt med øjnene, og så fortsatte vi ellers lidt længere hen ad gaden og ind i den rigtige bygning. Hvor man til gengæld fortalte os, at det der med offentlig adgang desværre var afskaffet for to år siden. Øv!

Vi satte nu kursen mod havnen og de små færger. For at komme derhen skal man krydse nogle store veje, og kineserne har bygget et helt system af hævede fortove og gangbroer. Det er meget smart. Især, hvis man kan regne ud, i hvilken retning man skal for at ende det rigtige sted ...

De små Star Ferries er et must, når man er i Hong Kong, og det er da også meget sjovere at sejle over Victoria Harbour frem for at tage metroen under havnen. Udsigten er betagende, ligegyldigt hvor man kigger hen, og det er - med den trafik, der er i dag taget i betragtning - nærmest surrealistisk, at de helt frem til 1970'erne var eneste mulighed for at komme frem og tilbage mellem The Island og fastlandet.

Vi daskede lidt rundt i Tsim Sha Tsui, kiggede på butikker og på bygningsstilladser af bambusrør, ignorerede Rolex-kopi-sælgende mandspersoner, hvilede fødderne i en park og hoppede på toget til Prince Edward St. for at gå på jagt efter guldfiskemarkedet.

Det skulle vise sig at være noget helt andet, end Fruen havde forestillet sig. Hvad Fruen så præcis havde forestillet sig, står lidt hen i det uvisse. Måske en kommerciel udgave af Den Blå Planet? Det var det i hvert fald ikke.

Små butikker med fisk, fiskefoder og alt til akvarier lå langs gaden. Hvis nu fiskene havde svømmet rundt i passende akvarier, kunne det sikkert have været meget godt, men det gjorde de ikke alle sammen. Rigtigt mange var bare puttet i en lille plasticpose med vand og hængt op som bolscheposer i et dansk supermarked. Det syntes vi ikke var spor i orden.

Men det skulle blive værre endnu, for der var også andre dyrehandler. Først kiggede vi på skildpadder, der virkelig heller ikke havde meget plads at gøre godt med, men så nåede vi butikkerne med hundehvalpe og kattekillinger. Killingerne boede sammen i kuld, men hvalpene var anbragt en og en i kasser, der ikke var større end to gode danske mælkekasser. Og der stod de så.

Det var ikke sjovt. Slet, slet ikke sjovt. Donnaen kastede et blik på sin mors blanke øjne og skyndte sig med fast greb i min arm at marchere os ud af området.

Efter at have sundet os lidt satte vi kurs mod the Ladies Market. Det var en lang, lang gade med markedsboder. Her skulle man ifølge diverse rejseguider kunne finde tøj for enhver smag. Det kunne man måske også, men det ville kræve et meget øvet øje at se forbi de tusindvis af billige t-shirts og tasker, der hang overalt, så vi daskede bare igennem uden at købe noget som helst.

Og enedes om, at udvalget nok ville være bedre på the Temple Street Night Market. Det var det ikke, fandt vi ud af samme aften. Udvalget var nok større og inkluderede en hel masse billigt, elektronisk gøgl, men ellers var den største forskel, at det var aften, og at de dårligt oplyste kroge af boderne nu forekom en anelse skumle.

Det blev spisetid, og Donnaen meddelte, at hun under ingen omstændigheder ville spise ved et snusket gadekøkken, men gik dog så meget på kompromis, at vi endte med at sidde indendøre et sted, hvor taget egentlig udgjorde den største forskel.

Vi skulle selv sammensætte vores måltid ved at krydse af på en bestillingsseddel; nudler, sovs og tilbehør. Vi bestilte lidt på må og få og fik også serveret noget, der tilnærmelsesvis lignede noget, vi troede, vi havde sat kryds ved. Det smagte tilforladeligt, og mætte og trætte fandt vi den nærmeste metrostation og susede hjem i seng.

På vej over Victoria Harbour.

16 kommentarer:

Mette sagde ...

Ih, altså tak frue for endnu er skøn skøn beretning om jeres rejse :)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Selv tak :-)

Annemor sagde ...

Ikke like enkelt å holde seg oppdater på åpningstider i Hong Kong.
Men hjertelig takk for trivelig reisebrev.
Klem ❤

Ellen sagde ...

Tak for endnu et indblik i Hong Kongs lyksaligheder - og det modsatte. Den behandling af dyr kan jeg godt forstå, du reagerede sådan på - dyrevelfærd står ikke i deres ordbog.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Næh, ting har det med at ændre sig, så man bliver snydt, også selv om man har helt nye guides. Selv tak og klem tilbage :-)

Ellen: Selv tak :-) Nej, og det vidste jeg jo godt, men der fra og så til at blive kobfronteret med det ...

Min Servicehund sagde ...

Jeg får helt ondt i maven over beskrivelsen af dyremarkedet....
den første bank ligner altså også stilarter og kraner...

Lene sagde ...

Hvor jeg dog nyder at følge dig på dine rejser, tak. Og jeg har grinet og grinet, mens jeg snakkede med min søster i telefonen i dag. Ville fortælle om jeres to forskellige opfattelser af Hong Kong, hvortil min søster så svarede, jeg har da ikke været i Hong Kong, jeg var i Bangkok! :-)

Birgitte B sagde ...

Det med morgenmaden har jeg også prøvet i Singapore. Continental (europæisk) morgenbuffet på den ene side og kinesisk på den anden... jeg fik bla. smagt nudler til morgenmad. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Servicehund: Nej, det marked - eller de dyrehandler - vile næppe være noget for en hundeglad person som dig. Jeg er lidt glad for at du kan se, hvad jeg mener med kranerne :-)

Lene: Selv tak :-) Haha, Bangkok eller Hong Kong, det er jo begge storbyer meget langt væk. Same same, eller not. Jeg har været i Bangkok for 25 år siden, men det er jo frygtelig længe siden, så jeg vil afholde mig fra at sammenligne.

Birgitte: Disse morgenmadsbuffet'er er bare helt fantastiske:-) Vores havde ogsá en meget engelsk del med baked beans osv. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde lyst til dumplings til morgenmad.

monicastage sagde ...

ej.
det er også bare min største frygt/fordom ang Kina o.l. behandling af dyr, især hunde. og at de spiser dem...
har en enkelt vandret opad ramblaen i Barcelona, og der var der noget lignende... med mange smådyr..
puh...

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Altså, at de spiser (gør de virkelig stadig det?) hunde, må de for min skyld lidt selv om, hvis bare de behandler dyrene ordentligt inden. Dyrehandelen på Ramblaen så vi heldigvis ikke.

Min Servicehund sagde ...

Tænker som fruen bare dyrene har det godt mens de lever så må de spise de dyr de vil.

A + K = ♥ sagde ...

Haha, åh, jeg elsker altså at spise udenlands - i Barcelona, hvor ingen af os kunne sproget, morede min kæreste og jeg os også med at bestille ting, vi ikke anede hvad var, når den stod på tapas :D Godt man ikke er kræsen.

- A

Fruen i Midten sagde ...

Servicehund: :-)

Anne: Vi er ikke vildt modige, men gør dog ofte det, at vi bestiller to forskellige retter (tre forskellige, hvis Gemalen er med), for på den måde er der nok noget, Donnaen kan lide, og så kan de knapt så kræsne spise resten ;-) Mht. tapas er det sjovt at bestille en hel masse forskelligt (ukendt), fordi hver enkelt ret er så lille, at det ikke føles så slemt, hvis noget er helt uspiseligt :-)

/ks sagde ...

Puha, alt det på kun én dag?! Eller halvanden ... eller hvad det nu blev til. Vild ferie, Midterfrue!

Fruen i Midten sagde ...

KS: Vi skulle jo helst opleve helt op til max-grænsen for vores formåen ;-)