lørdag den 31. december 2011

Enlig (hus)mor til tre

 
Her har været lidt stille..
 
Jeg har nemlig været i ufrivillig praktik som enlig (hus)mor til tre.
 
Det startede om morgenen juleaftensdag. Gemalen vågnede og meddelte, at han var syg. En rigtig grim gang mande-influenza, der satte ham ud af drift i alle juledagene.
 
Det skal dog siges til hans ros, at han stred sig gennem juleaftensdag. Fik sat juletræet på fod og på plads i stuen. Juleaften stod han også igennem.
 
Men så var det også sket. Og han var kun at finde liggende. Enten i sofaen eller under dynen helt inde i soveværelset.
 
Pigebarnet var snottet. Sådan i al almindelighed, så hun var heller ikke rigtigt i hopla.
 
Samtidig havde vi Farmor på besøg.
 
Hun sad.
 
Imens boede jeg i køkkenet.
 
Jeg lavede mad, serverede, ryddede af og vaskede op. Serverede kaffe, ryddede af og vaskede op. Og så forfra.
 
Det vil være løgn, hvis jeg påstod, at jeg syntes, det var sjovt.
 
Men nu er det heldigvis ovre.
 
Farmor er bragt hjem til sig selv. Og Gemalen og Pigebarnet er begge nogenlunde raske og kan igen hjælpe til med dit og dat.
 
Det er dejligt, og jeg nyder det.
 
Nyder, at vi er flere om den daglige trummerum. Nyder, at Gemalen igen er til at snakke med.
 
Og tænker, at selv om jeg ind i mellem ønsker Gemalen sat på ekspres-toget til Langbortistan, så er det nok et ret midlertidigt ønske, som ikke holder til egentlig afprøvning.
 
Så okay; igen må det konstateres, at der ikke er noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
 
Men hvorfor var det lige i juledagene, at jeg skulle mindes om det?

søndag den 25. december 2011

Hvad mere kan man ønske sig??

 
Så sænkede julefreden sig.
 
Juleaften er ikke længere stress-opbyggende fremtid, men et veloverstået kapitel.
 
Og familens medlemmer gør status.
 
Fruen var i første omgang mest optaget af, om julemiddagen var vellykket.
 
Det var den. Og det kunne konstateres, at det heller ikke var i år, at alle familiemedlemmer kollektivt besluttede sig til at spise sig mætte i brune kartofler eller rødkål. Alene. Mængden af rester kunne ellers godt indikere, at netop dette scenarie var frygtet..
 
Og så var der jo gaverne.
 
Alt i alt en indbringende høst.
 
Gemalen mente, at vi havde overset et par punkter på hans ønskeseddel. Det skyldes dog næppe Maude-humør men influenza, at han nu er gået i seng. For han er faktisk godt klar over, at han må vente med at gøre sin gave-status helt op til efter sin fødselsdag om et par dage.
 
Pigebarnet var ganske godt tilfreds. Lige til hun åbnede facebook.
 
For her måtte hun konstatere, at der ikke er nogen grund til at udbrede sig, hvis høsten ikke inkluderer enten en fladskærm, en bærbar, en Iphone 4S eller en racercykel eller eventuelt flere af de nævnte ting på én gang.
 
Det sad hun så og skumlede lidt over.
 
Imens prøvede moderen at overbevise hende om, at det egentlig ikke er særlig god stil at lægge sin urimeligt store gavehøst ud som statusopdatering. Og at der rimeligvis er enkelte derude, der - som hun - 'kun' har høstet en rigtig pæn stabel gode gaver. Men at disse bare ikke havde ment, at det var nødvendigt at statusopdatere om det.
 
Således lidt trøstet, omend ikke helt overbevist, satte Pigebarnet sig til at kæde-se sine nye DVD'er.
 
Fruen derimod mærkede alderen trykke, for hun kom til at lyde som sine egne bedsteforældre, da hun tænkte videre: Hvad skete der med de gamle dyder beskedenhed (ungernes) og mådehold (givernes)? Og ikke mindst: Hvad i alverden vil man (man som i forældre og bedsteforældre mm) give ungerne, når de skal konfirmeres om halvandet år?
 
Og hvad forventer de selv?
 
En swimmingpool, en ny fløj i villaen med egen indgang eller aktiemajoriteten i Dansk Bank?
 

fredag den 23. december 2011

Når man rækker en vis mand en kagedåse..


Sommetider er jeg virkelig overraskende sød og rar!

Som nu i går aftes, da jeg stod og bagte pebernødder til Gemalen. For ANDEN gang.

Nogen kunne så her måske finde på at mene, at jeg overhovedet ikke var hverken sød eller rar, men blot prøvede at begrænse skaderne. Dvs på indhugget i brune kagerne.

For der var ved at gå alvorligt svind i dem. Igen.

Og det er ikke godt. Før jul. For fremstilling af brune kagedej er en omstændelig affære og involverer min mor. Og foregår én gang. Slut. Og derfor SKAL der stadig være lidt tilbage i dåsen til selve juleaften. Pebernødder kan derimod bages i næsten uendelige mængder.

Og derfor er der blevet akut-bagt pebernødder. Nu i to omgange.

Altså, der var lidt min egen skyld. For jeg kunne bare have ladet være med at bage brune kagerne så tidligt.

Men det kunne jeg jo så ikke. For vi skulle jo have inspektion, så noget måtte gøres..

Derefter fortsatte Gemalen med at spise brune kager i et foruroligende tempo.

Og kun én ting ville stoppe ham.

Pebernødder.

Så Fruen bagte pebernødder. For er par dage siden havde Gemalen så spist første portion, og var begyndt på brune kagerne igen..

Altså akut-bagte Fruen igen.

Det er så også sidste gang i år. For selv Gemalen kan ikke nå at spise så mange pebernødder på 2 dage.

Men omkring 1. januar er kagedåsen nok tom igen. Og så kommer det værste af det hele, for så skal Pigebarnet og jeg høre Gemalen pive over alle de kilo, han skal nå at tabe sig inden cykelsæsonen starter igen..

Glædelig jul.

mandag den 19. december 2011

En genial ide?

 
Jeg har opfundet et genialt koncept. 
 
Det begyndte med juletræshentning i lørdags.
 
Det var ellers med en vis bæven, vi tog afsted.
 
For vi har de sidste år hentet juletræer hos et ældre ægtepar, hvor juletræerne stille og roligt er blevet højere og højere, uden at der er blevet plantet nye. Og så får det jo en ende på et tidspunkt. Så hvad nu, hvis de slet ikke solgte juletræer i år? Det ville slet ikke være til at bære..
 
Men det gjorde de da.
 
- Vi trapper lidt ned, sagde Mutter, så vi har først sat skilt op her til formiddag.
 
- Ja, træerne er jo blevet ret høje, tilføjede Fatter, så jeg kalder dem ikke længere juletræer. Nu er det grantræer. Men I finder bare et, som er pænt i topppen, og så kapper I af, så det passer jer.
 
Så fik vi en sav og drog afsted. Og overraskende hurtigt fandt vi et træ, vi kunne enes om. Gemalen savede af, så højt oppe, han kunne, og så røg der yderligere 1½ meter, da det var kommet ned på jorden.
 
Vel tilbage på gårdspladsen blev træet nettet.
 
Og så skulle vi da ellers ha' en kop kaffe eller te, eller sodavand. Med en pebernød eller en karamel til. Inde i laden.
 
- I ska' bare ta' sagde Mutter.
 
- Vi har fået varmeovnen op, viste Fatter Pigebarnet. Den er god at varme fingrene på.
 
Og så snakkede vi om løst og fast. Om juletræer og sidste års glatte føre. Om nye biler og familien i Nebraska.
 
- Mutter, hvor er kagen? spurgte Fatter pludselig.
 
- Kagen? Den har jeg glemt! Det var jo fordi, fadet var tomt, og så skulle jeg lige..
 
Resten fortabte sig, mens Mutter susede ind efter den glemte kage.
 
- Jamen, hvordan kunne jeg dog glemme den? spruttede Mutter, da hun kom ud igen.
 
Så vi spiste kage. Og snakkede om løst og fast. Og drak te og kaffe. Og Pigebarnet åd slik, hver gang forældrene kiggede den anden vej.
 
Til sidst måtte vi dog hjem. Men først skulle vil lige betale.
 
- Jah, det må nok blive 150 kroner, sagde Fatter og så lidt undskyldende ud.
 
Med mange ønsker om en glædelig jul og - ikke mindst - forsikring om, at de da også vil sælge juletræer næste år, drog vi glade hjem.
 
- Hvor er de altså rare, sagde Pigebarnet.
 
- Ja, man bliver helt glad, supplerede Gemalen.
 
- Man burde kunne abonnere på dem, funderede Fruen.
 
Her er jeg nu, omsider, nået til sagens kerne. Tænk, hvis man kunne abonnere på - eller få et klippekort til -  hyggeligt, uforpligtende samvær med sådanne elskelige mennesker. Mennesker, der er så søde og rare og ligefremme, at man simpelthen ikke kan undgå at blive glad i låget på en helt ukompliceret måde, bare af at være sammen med dem.
 
Det ville da være fantastisk.
 
...
 
Men måske forsvinder magien, hvis man sætter den slags i system?
 

torsdag den 15. december 2011

UPS'er i kø

 
Nej, jeg snakker ikke om køretøjer fra kurérfirmaet af samme navn.
 
Hvordan kan man iøvrigt overhovedet sende noget som helst vigtigt med et firma med sådan et navn?
 
Nej, det er mine personlige UPS'er, det handler om.
 
De står nemlig i kø her i december.
 
Der er blandt andet UPS-adventsgaver, UPS-kalenderlys, UPS-gåsen og UPS-julekort. Og så er der alle de 315 andre..
 
Jeg har netop klaret UPS-billetter til Dansernes Juleshow, som Pigebarnet deltager i. (Hurra for internet og print-selv billetter). Men som den skodmor jeg er, var der selvfølgelig kun billetter tilbage heeelt ude i siden af salen. Og jeg vil sidde på søndag og kigge småfornærmet og småmisundeligt på dem, der sidder inde i midten og dermed demonstrerer deres ulidelige overskud. Hmpff..
 
Hvert år, når det spidser til op til jul, tænker jeg, at NU skal det være slut. Til næste år er jeg blevet moden, fornuftig og velorganiseret, og så glider det hele bare af sig selv.
 
Men så fik jeg mail fra min allersødeste, amerikanske veninde, hvor hun skriver om sine julekort:
 
"Ours are on my desk, next to the address book, next to the stamps, next to the pen & NOBODY seems to have time or inclination to git'r done!  Those to DK should already be in the mail!  Same story every year & I promise myself every year I'm going to do them 'right after Thanksgiving'."
 
..Hun er 82.. 
 
Så nu ved jeg ikke helt om jeg tror på det længere..

onsdag den 14. december 2011

Frække julegaver


Når jeg afleverer post, foregår det næsten altid omme på posthusets bagside. Hos pakkepostgutterne, der altid er søde og rare og parate til at gi' en hånd.

Bare ikke lige igår.

For da havde de travlt med at losse pakker fra den lokale web-shop for erotisk legetøj mm. 

Og Fruen kunne ved selvsyn konstatere, at der ikke kun kommer smartphones og gavekort på geder under træet i år..

Fint nok.

Men så hoppede kæden altså af.

For hvornår er det lige, man skal pakke den slags pakker op?

Hjemme hos os bliver - i hvert fald de første 10 pakker - åbnet enkeltvis, mens resten af familien andægtigt følger med.

Og så tænker jeg, at det måske ikke er så fedt at sidde og vifte med sin nye dildo fra kæresten, mens ens gamle bedstemor og nevøen på 12 kigger på..

Men måske er jeg bare snerpet?

mandag den 12. december 2011

4 måneder og 4 dage


Så lang tid gik der, før Gemalen og Fruen igen kunne indtage dobbeltsengen i soveværelset.

Det var l-a-n-g tid at være håndværker-ramt. Længere end selv Fruen i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Heldigvis; for jeg tror ikke, det ville have været spor sjovt at vide på forhånd. På denne her måde har jeg i omtrent tre måneder troet, at nu kunne det ikke vare så længe. Og det har li'som været nemmere at leve med.

Det var gulvet, der var den helt store forhindring. Knap to måneder for at lægge cirka 10 kvadratmeter gulv er ikke specielt imponerende. Heller ikke at der skulle hele tre afslibninger (med tilhørende olieringer og levertranshørm..) og et par dørtrin til, før resultatet var acceptabelt.

Omsider blev det hele dog færdigt.

Faktisk gik tømrerne allerede onsdag. Men det var den dag, Fruen havde været til tandlæge, så hun kunne ikke have været mere ligeglad.

Torsdag/fredag var interessen tilbage, men at prøve at gøre rent efter håndværkere klokken sent på decemberdage er lidt omsonst, så projektet blev udsat til weekenden.

Først blev garderobeskabene tørret af og gulvet vasket. Så faldt sollyset lige ind på væggen, og Fruen måtte konstatere, at 3 x gulvafslibning ikke havde gjort noget godt for de nymalede, hvide vægge..

Omsider var garderoben dog indflytningsklar, og resten af weekenden gik jeg op og ned fra kælderen 3000 gange - sådan plus/minus.

Og jeg er overhovedet ikke færdig!

Dels er det åbenbart lettere at tømme en garderobe end at komme på plads igen. Dels tænkte Fruen, at det kunne være godt at forholde sig bare lidt kritisk til, hvad der skulle tilbage på plads, og hvad der måske var bedre tjent med et alternativt liv hos de søde damer i genbrugsbutikken.

I aften får projektet en time eller to. Hvis altså ikke jeg vælger at bage pebernødder i stedet. Det kom jeg vist til at love Gemalen.

Men der er jo også en aften i morgen, og i overmorgen.

Og lige pludselig bliver jeg vel færdig?

fredag den 9. december 2011

Chokolade-dilemma


Gemalen havde chokolade med hjem fra kontoret forleden.

Faktisk en hel stak dåser, tiltænkt diverse kunder.

Meen, man (læs: vi) kunne da lige smagsteste leverancen inden uddeling.

Så vi smagte. Først et stykke og så et stykke til. Lynhurtigt havde Fruen smagt på fire stykker og Gemalen på et lignende antal.

Og pludselig lå der nu 8-9 halve stykker chokolade på en lang række på bordet.

Vi havde nemlig ikke spist et eneste stykke færdigt.

De smagte afskyeligt!

Men det var jo fin chokolade, købt i dyre domme hos et eller andet vældig anerkendt firma, så det kunne jo slet ikke passe, vel?

Måske havde vi taget fejl, måske havde vi spist et eller andet, der forpestede vores smagsløg?

Altså forsøgte jeg igår forsigtigt at smage én gang til.

Bvadr!

Øv, hvor surt.

Men hvad så, kan man give sine kunder noget, som man selv synes smager skrækkeligt?

Gemalen gik længe rundt om sig selv. Og anmoder nu om lov til at købe rødvin i stedet..

Lækkert ser det jo ud..

torsdag den 8. december 2011

Gmeh!

 
Hvis nogen så en sammenbidt kvindelig Godfather look-alike på den østjyske motorvej igår, så var det bare mig.
 
På vej hjem fra tandlæge i Tyskland.
 
Det skal jeg så aldrig mere. I hvertfald ikke i år.
 
Jeg skal nemlig afsted igen om 8-10 uger, da igår kun var første etape af projekt ussel-tand-udskiftes-med-fint-implantat.
 
For det var min tandlæges dom. Og da han så samtidig sagde 20.000,- kr plus det løse, syntes jeg ærlig talt ikke, det var særlig sjovt.
 
Men nød lærer fattigrøve at google, og Fruen fandt ret hurtigt ud af, at der er mange penge at spare ved at tage udenlands. Hvilket set herfra er Tyskland = Flensborg.
 
Så Fruen drog frisk afsted, og hurra for Ruth (gps'en ikk'), som guidede sikkert til destinationen i Flensborgs midte.
 
Vel anbragt i stolen forklarede jeg mit problem; ussel tand -> implantat.
 
- Lad os nu lige kigge på det først, for det kunne jo være, at det ikke er så slemt, sagde den gode tandlæge på udmærket dansk.
 
Tog et røntgenbillede, borede en hel del, tog et nyt røntgenbillede, og sagde så en hel masse sære lyde på tysk..
 
Summa summarum; implantat, hvilket jo ikke var nogen overraskelse.
 
Det var heller ikke nogen overraskelse, at tanden så skulle ud.
 
Det var derimod en ret stor overraskelse, at tanden var helt uenig. Den ville absolut ikke ud. Og hvis selve tanden var kassabel, så var rødderne til gengæld i særdeles god forfatning..
 
Herefter skiftede mit ophold i tandlægestolen karakter.
 
Til noget der mest af alt mindede om en meget dårlig amerikansk tandlæge-farce.
 
Tandlægen begyndte at hive i tanden, og der kom hurtigt en knasende lyd, da den knækkede.
 
Uden selve tanden, kunne tandlægen ikke få fat i roden, og han fandt derfor instrumenter frem, der i kedelig grad lignede noget, en stenhugger ville bruge til at riste runer med.
 
Og så begyndte han ellers at vrikke og brække sig vej ned i kæben.
 
Det gjorde mildest talt ondt. M-e-g-e-t ondt. Min krop blev en flitsbue, og hver gang tandlægen holdt pause, kunne jeg mærke skuldre, ryg og fødder få kontakt med stolen igen, mens klinikassistenten flyttede mit hoved tilbage på plads.
 
Blodet sprøjtede, tårerne flød, og det var nu min tur til at sige sære, ret høje, lyde.
 
Efter en evighed lykkedes projektet heldigvis, og vi kunne alle beundre de flotte, omend blodige, rødder, der var mindst dobbelt så lange som den usle tand havde været stor.
 
- Nu har vi puttet gel i hullet, og du får en gaze-tampon at bide sammen om, sagde tandlægen, så skulle blødningen gerne stoppe.
 
- Gmeh, sagde Fruen.
 
- God jul, og husk nu at bide sammen, sagde klinikassistenten.
 
- Gmeh.
 
- Bitte vent i fünf minutter, mens jeg lave Rechnung, sagde kontordamen.
 
- Gmeh, sagde jeg,
 
.. og satte mig i venteværelset, hvor de andre patienters deltagende blikke fik mig til at spekulere på, om der mon var ret meget lydisolering mellem klinik og venteværelse.
 
Derefter tog Fruen hjem. Nu i en ret ynkelig og sammenbidt godfather look-alike forfatning.
 
- Hvordan gik det? spurgte Gemalen ved hjemkomsten.
 
- Gmeh, svarede jeg.
 
Og det var sådan cirka alt, hvad jeg havde at fortælle resten af dagen.
 
Nu går det meget bedre. Jeg venter bare spændt på, om der kommer blå mærker, så jeg ovenikøbet kommer til at ligne et offer for hustru-vold..
 

tirsdag den 6. december 2011

Inspektion!

 
Vi havde inspektion i søndags.
 
Dvs gæster.
 
Altså ikke bare sådan gæster. Men den slags gæster, der får mig til seriøst at overveje at stryge mine viskestykker..
 
Ja, jeg stryger ikke mine viskestykker til daglig. Jeg er ikke en gang i nærheden af at overveje det. Okay, så er det indrømmet. Og det får mig normalt ikke til at føle mig som en dårligere husmor. 
 
Bortset lige fra når fru Noget-så-Perfekt kommer på besøg med mand og barn.
 
For hjemme hos hende er viskestykkerne nystrøgne. Der ingen nullermænd og ingen skår i porcelænet. Maden er god, hjemmelavet og rigelig. Der er flere slags småkager, chokolade og konfekt. Og og og - gisp.
 
Ligegyldigt hvad jeg gør, når jeg aldrig hendes standard.
 
Men det gør heller ikke noget, for fru Noget-så-Perfekt ved godt, at hun er ekstremt pertentlig. Og jeg ved egentlig godt, at hendes pertentlighed på egne vegne ikke skal forveksles med pernittengrynethed over for andre.
 
Altså er det bare noget fis, der alene foregår i mit hoved. Jeg ved det godt. Fru Noget-så-Perfekt har jo trods alt også valgt gerne at ville besøge os, så hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig over det?
 
Og selvfølgelig havde vi et godt besøg. Hvor vi hyggede os, på trods af umage kopper. Og blev mætte, selv uden, de på mystisk vis forsvundne, rødbeder.
 
Så nu vil jeg lære at forholde mig realistisk (og afslappet) til mit eget præstationsniveau i stedet for at hyle både mig selv og mine omgivelser totalt ud af den.
 
Det kan jeg helt sikkert godt.
 
Lige indtil næste gang..
 
 
 
 

fredag den 2. december 2011

Bagefter allerede før start


Kalenderlyset blev sådan set indkøbt i god tid.

Men så glemte nogen, altså Fruen, at tage ler med, da der skulle bindes adventskrans med mormor.

Så fulgte lige tre koksede dage.

Og det blev aften den 1. december, før kalenderlyset endelig kunne tændes.

Hvilket ikke var helt heldigt, for nu er vi bagefter, allerede inden vi er kommet i gang.

Det vil tage flere dages intensiv kalenderlys-afbrænding, før vi overhovedet når ned til 1. december!

Kun alt for betegnende for mit forhold til alle juleforberedelserne..

Der er bare så langt ned til 1.dec..

torsdag den 1. december 2011

Måske ikke helt retfærdigt..

 
Pigebarnet og jeg var til julebanko i Pigebarnets klasse igår aftes.
 
Smadderhyggeligt!
 
Fuldt hus med forældre og søskende.
 
Og Pigebarnet vandt. Guldkarameller i en fin krukke. Så det var lige som det skulle være.
 
Før bankospillet blev skudt i gang, var der fællesspisning. Alle var blevet bedt om at tage en ret med til det fælles ta' selv bord. Så tyve mødre havde kogt og brast og frembragt lækre gryderetter, lasagne og salater. Selv risengrød og ris a la mande var der blevet tid til at lave.
 
Fruen selv havde selvfølgelig også været i gang. Og med en temmelig presset tidsplan - fri fra arbejde klokken 16, fællesspisning på skolen klokken 18 - havde det været en anelse hektisk. Pigebarnet måtte, med sin ny-forstuvede fod, nøjes med at pakke gaver ind.
 
Men det lykkedes. Vi ankom til tiden, og jeg kunne sammen med 19 andre mødre sætte mad frem, hvorefter vi sank sammen på stolene. Det var tydeligvis ikke kun mig, der havde haft travlt..
 
Til sidst kom mor nr 21 susende ind gennem døren.
 
- Jeg kunne altså ikke nå at lave mad, sagde hun undskyldende, så i stedet køb-
 
Resten druknede i et glædesbrøl fra ungerne:
 
-YEAH, PIZZA!
 
Tyve mødre sukkede kollektivt.