torsdag den 21. december 2017

Juletræ på den dybfrosne måde


Weekendens absolut største bedrift var at hente juletræer.

Uden at dø af kulde.

Og uden at rive hovederne af hinanden, fordi det var så koldt, at rummeligheden og de sociale kompetencer var ganske dybfrosne og ganske ude af drift.

Det startede ellers meget godt. I solskin og højt humør kørte vi ud til gode venners lillebitte skov. Her ville vi hente et træ til terrassen. Og kun det, for vi havde tidligere år haft mere end almindelig svært ved at finde et træ til stuen. Faktisk lykkedes det ikke rigtigt sidste år. Så i år havde vi opgivet på forhånd.

De gode venner var der slet ikke. I stedet havde hans forældre tjansen som juletræssælgere. Det havde vi ikke undersøgt på forhånd, men det var også lige meget, for vi kunne kun den ene dag. Til gengæld gik det så meget hurtigere med at finde et træ og smutte igen.

Nu skulle vi så finde det til stuen. Vi havde snakket om at købe et, der var fældet, men en tradition er jo en tradition, så det duede ikke. Vi skulle selv ud og finde og fælde træet. Basta. Donnaen og jeg havde googlet os til et par fæld selv-adresser, vi tog den nærmeste og fandt med lidt besvær frem til både gård og gårdejer.

Han, altså gårdejeren, lånte os en sav og indikerede med en altfavnende armbevægelse, hvor vi kunne lede.

Det så meget smukt og indbydende ud, som træerne stod der med rim på. Men som rimen antydede, var det frostvejr, og træerne stod i skygge. Og de stod tæt, så vi skulle mose og mase os igennem, når vi skulle se på træerne inde i stykket. Det var koldt, meget koldt. Donnaen har altid for lidt tøj på, og selv om hun var udstyret med morens uldne sokker og et par langskaftede forede støvler, var det for lidt. Fruen selv havde i et anfald af forbigående forfængelighed undladt at tage hundelufter-overtræksbukserne på, så hun frøs også. Det gjorde Gemalen også. Han ville bare ikke indrømme det ...

Træerne så meget fine ud, og vi var enige om, at vi hurtigt ville kunne finde et træ. Det, at træerne stod så tæt, betød dog også, at de oftest ikke var pæne hele vejen rundt, så da vi 27 gange eller deromkring entusiastisk havde kaldt på hinanden med et Hvad så med det her træ? og lige så mange gange havde nedskudt hinandens forslag, med et Det er helt fladt på den anden side eller lignende negative kommentarer, begyndte tålmodigheden at fryse helt væk.

Til sidst opgav vi.

Donnaen frøs så meget, at hun var parat til at overleve julen helt uden juletræ, mens jeg tænkte, at vi da måtte kunne nøjes med at hente et fældet træ et sted.

Lidt slukørede traskede vi tilbage, afleverede saven til gårdejeren og kørte hjem.

Eller hjemad.

For et bare et par kilometer senere susede vi forbi et skilt med juletræer, og vi besluttede at gøre endnu et forsøg. Gemalen vendte bilen og vi kørte op til en gammel gård, hvor der var et vældigt leben. Bål, pandekagebagning og netning af juletræer i mellem hinanden. Vi lånte igen en sav og fik udstukket en retning, vi skulle gå. Der var bundet gule snore på træerne, fik vi at vide.

Muligvis var vores hjerner stadigvæk lettere dybfrosne, muligvis var vi bare allerede trætte af at gå i kulden, for da vi nåede første gule snor, drejede vi af og gik ind i granstykket. Helt uden at undre os over, at vi ikke kunne se andre menesker.

Det var selvfølgelig en fejl, men det indså vi først, da vi var vadet hele vejen igennem stykket og var drejet til venstre for enden for at komme ud til et åbent areal, hvor vi kunne se (og høre) over - næsten i hvert fald - til det rigtige stykke.

Det lå l-a-n-g-t væk.

På det tidspunkt var alt over 300 meter meget langt væk. Og det krævede nogen overvindelse at gå helt derhen.

Men så skete der et mindre mirakel, for lige der på vejen stod det fineste træ, i den rigtige størrelse og med pæne proportioner.

Uden flere dikkedarer blev træet valgt, og Gemalen savede sig til varmen, for træet havde en forbløffende robust stamme.

Vi slæbte træet tilbage til gården, hvor vi fik træet nettet, mens Donnaen så beundrende på de to unge fyre, der måtte lægge alle kræfter i for at hive træet gennem netterens lille tragt. Mens jeg betalte, fik Gemalen på en eller anden måde moslet træet ind i bilen, så der stadig var plads til os andre.

Og på den måde bliver det alligevel rigtig jul i det lille hjem.


Nydelig udsigt, der ikke har noget med sagen at gøre.

fredag den 15. december 2017

Mormors brunkager


Vi har bagt brunkager, min mor og jeg.

Det vil sige, at vi laver dejen sammen, ruller ud til pølser, og så tager jeg min andel med hjem og skærer ud og bager brunkagerne en dag, hvor det passer mig.

Det er min mormors opskrift, som hun med sin sirlige, omend ret krøllede skrift, har skrevet ind i min mors julebog for 40-50 år siden. Siden har min mor skrevet noter til og prøvet at omregne nogle af de skæve mål til noget mere medgørligt.

Det er smadderhyggeligt.

Og virkelig bøvlet.

For det første kan vi aldrig huske, om vi brugte hel, halv eller måske endda trekvart opskrift året før, og selv om vi hvert år er enige om, at vi faktisk spiser færre og færre julesmåkager, så skulle der jo meget nødigt blive for få ... For det andet er min mors største gryde lidt for lille. Hun fik induktion for et par år siden, og i den forbindelse arvede jeg hendes største gryde, og min mor klarer sig fint med sine lidt mindre gryder de øvrige 364 dage i året.

Så er der den der mærkelige potaske, som skal opløses i vand og tilsættes, når smør-sukker-sirupsmassen bobler. Bobler lidt eller bobler meget? Og er sukkeret nu ordentligt opløst? Derefter kan jeg stå og glo ned i gryden og spekulere på, om potasken nu også opførte sig, som den skulle, for jeg kan ikke huske fra året før, hvordan det lige var, det skulle se ud.

Nu er det så, at vi godt ved, at gryden er for lille til det videre forløb, så den varme masse skal over i en stor skål, og det skal helst ske, uden at jeg brænder mig, og uden at jeg spilder alt for meget. I mellemtiden har min mor vejet krydderier og hakket mandler, sukat og pomerans. Især mandlerne er genstand for diskussion hvert år. Bliver de hakket for små, kan man næsten ikke smage dem, men er stykkerne omvendt for store, kan de gøre det (endnu mere) besværligt at skære brunkagerne ud.

Når en mægtig mængde mel er rørt i, og vi har funderet over, om det mon nu er for lidt eller for meget, skal dejen køle af og sætte sig, før den kan rulles ud til pølser.

Imens kan vi spise frokost og bagefter også nå at binde hver vores adventskrans.

Men så må der heller ikke gå mere tid. For dejen skal være lige tilpas, hvis pølserulningen skal lykkes. Det gør den ikke altid, og sidste år gik det helt galt; dejen var for hård og smuldrede mellem hænderne på os. I år gik det fint. Måske lidt for nemt faktisk, for da kagerne en uges tid senere (for mit vedkommende, min mor havde forlængst bagt sine), skulle skæres ud, hang dejen ikke ordentligt sammen, og rigtigt mange dejskiver endte som puslespil. Det smager de færdige kager ikke ringere af, men kønne er de ikke, og det tager altså ret lang tid, hvis man skal samle hver eneste småkage af to-tre små stykker dejskive.

Til sidst er der det der med, at jeg skal huske ikke at vende rygge til i ret mange sekunder, hvis jeg vil undgå svedne kager ...

Og så er det lige jeg spørger, hvordan dælan gjorde min mormor, da hun i sin tid bagte sine brune kager?

Jeg kan ikke selv huske at have hverken set eller smagt dem, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at hun havde lige så meget bøvl med det. At jeg ikke kan finde ud af det, kan meget let tilskrives min absolut begrænsede erfaring. Jeg bager kun småkager til jul og glemmer ganske hvordan fra år til år. Men min mor er jo en gammel, dreven småkagebager, som bager betydelige mængder året rundt, og hun synes også, at mormors brunkager er mildt sagt besværlige.

Det er altså ikke derfor, og hvorfor er det så?

Jeg ved det virkelig ikke, og det gør min mor heller ikke.

Til januar er det hele glemt, og til næste december tager vi en tørn mere, og vil både småbande og undre os.

Og sådan skal det nok være.

Vælge en anden opskrift kan der selvfølgelig overhovedet ikke være tale om.


mandag den 11. december 2017

Weekend-ups'er


Det er bare så dejlig nemt og bøvl-frit at købe ting og sager hjem over nettet. Enten kommer varerne helt hjem i eget skur, eller de kan afhentes i det lokale supermarked, hvor jeg alligevel er næsten dagligt, eller på tanken, som jeg kører forbi stort set hver dag.

Nemt nemt.

Så godt som altid.

Bare ikke forleden, hvor jeg havde bestilt en adventsgave til Donnaen. Tre par træningssokker, altså en lillebitte pakke, der uden besvær kunne være kommet i vores postkasse. Hvis altså den var blevet leveret med et af de sædvanlige distributionsselskaber.

Det blev den ikke. Den blev leveret af UPS. Hvor chaufføren går igen med pakken, hvis han ikke får fat i nogen, han kan aflevere den til. Fair nok, men da UPS pr. sms meddelte, at pakken ville blive afleveret fredag, ville der ikke være nogen hjemme, så jeg var nødt til at besvare sms'en med et 1-tal for at afhente pakken på nærmere angivet udleveringssted.

Nede i byen, hvor der er langt mellem parkeringspladserne, og hvor man kan få lov at stå i kø.

Bah! På den måde kunne jeg lige så godt have købt sokkerne i en af byens sportsbutikker.

Pakken kom i hus, og lørdag eftermiddag sad Donnaen og nørklede med en analyse til en dansk stil, da hun pludselig udbryder:

- Ej, se lige den måge! Så tæt plejer de da ikke at komme på huset.

Og nej, det gør de ikke. Men Fruen plejer heller ikke at glemme sin fedt-befængte bradepande på terrassen ...

Den, både terrasse og bradepande, havde den nysgerrige måge fundet, og den var nu i fuld gang med at fordele fedtet i små, fedtede (sjovt nok) klatter ud over et alt for stort areal.

Så Fruen fik travlt med at redde bradepanden indenfor. Så travlt, at der blev spildt lidt - mestendels regnvand - på gulvet, som så også måtte ekspres-optørres, før Kamelen stak snuden i det.

Alt blev klaret, og så faldt sneen, og nu kan ingen - ikke en gang mågerne - se, hvis der stadigvæk ligger små snaskede klatter fedt på terrassen.

Til gengæld blev det lidt at se, at Fruen troede, at hun kunne læse blogindlæg, mens hun bagte brunkager. Selv om jeg stod med Ipadden lige ved siden af ovnen, lykkedes det alligevel at gøre en plade lidt mere solbrændt end planlagt. Kagerne skal nok glide ned, især fordi jeg stadig ikke har bagt pebernødder, og Gemalen derfor kun har netop brunkagerne at kaste sig over.

Sådan forløb weekenden egentlig meget fredeligt.

Det sidste ups blev opdaget, før det indtraf, og godt for det, for ellers var Fruen nok blevet en anelse olm. Det viste sig nemlig, at den senest ibrugtagne pølleposerulle ikke er af vanlig kvalitet. Heldigvis opdagede jeg det, før skaden skete, for først at opdage det på den trælse måde i optagningsøjeblikket; det er virkelig noget ..

.. lort.

Fra søndagens formiddagstur med Kamelen.

mandag den 4. december 2017

Novembernakke


November kom, og november gik.

Uden at gøre noget særligt væsen af sig, og det var egentlig meget rart, for sidste år var jeg godt nok træt af først oktober og siden både november og december.

Men hvad foretog jeg mig egentlig i november, kan jeg så godt spekulere på.

Ikke det helt store. Men jeg brugte en del tid på at besøge diverse kloge menesker angående mit tinnitus-ramte øre.

Og en af dem, en hørepædagog, sagde blandt andet, at det kunne være en rigtig god ide, at jeg gjorde en indsats for at afspænde min hals og nakke - forudsagt altså at jeg havde spændinger de steder, og hvem har ikke det? - fordi man vidste, at sådanne spændinger kunne 'stå og synge' og gøre tinnitussen værre.

Så jeg kontaktede min læge, som skrev en henvisning, og jeg kontaktede min sundhedsforsikring, som sagde ja, og så startede jeg til fys.

Det var mægtig rart, for jeg var jo ikke egentlig dårlig, men nød bare, at nakken fik en tur. Helt op til der, hvor hovedet er skruet på halsen.

Fyssen snakkede. Om alt muligt. Om andre patienter med tinnitus. Ikke fordi han havde erfaring i tinnitus-behandling, for det havde han overhovedet ikke, men fordi nogle af de patienter, der kom hos ham med andre gebrækkeligheder, altså også led af tinnitus.

Det blev et ugentligt frikvarter, hvor jeg ikke skulle gøre så meget andet end at slappe af.

En torsdag ville fyssen dog godt lige se, hvor meget bevægelighed, jeg havde i halsen, og drejede mit hovedet pænt langt ud til først den ene og så den anden side.

Det skulle han ikke have gjort.

Umiddelbart syntes jeg bare, det var ubehageligt. Om aftenen begyndte det at genere. Men det var jo fyssen, så det var nok okay. Fredag overvejede jeg, om jeg skulle kontakte fyssen, at jeg havde ret ondt i nakken. Men lod være. Det gik nok hurtigt over igen.

Det var dumt.

Hen over weekenden blev det bare værre, og mandag morgen havde jeg et solidt hold i nakken. Et af den slags, hvor det er svært overhovedet at dreje hovedet - selv liggende, og hvor bare det at synke morgenmad var ubehageligt.

Da Donnaen var fragtet i skole tog jeg derfor sporenstregs hen til fysserne og meddelte sekretæren, at nu måtte hun være sød at finde en fys - hvem som helst, når som helst, bare det blev hurtigt - for jeg havde hold i nakken og ville gerne have hjælp. NU.

Jeg fik en tid klokken elleve. Hos en dame-fys. Som først tjekkede, at der ikke sad nerver i klemme nogen steder. Og så høvlede mig igennem, som jeg aldrig er blevet det før.

Først sagde det adskillige knæk i min ryg, og derefter moslede, masede, rykkede, skubbede og drejede hun med min nakke og mit hoved og min hals, så jeg både svedte og fik kuldegysninger, mens jeg skiftevis sagde av-av og AV! Jeg er sikker på, at patienterne i de tilstødende ikke særligt lydisolerede kabiner tænkte deres ...

Bagefter følte jeg mig - ja, nemlig - mørbanket, men næste dag gik det heldigvis meget bedre.

Jeg fik endnu en tur af dame-fyssen to dage senere, hvor hun beklagede, at jeg stadig var for spændt i muskulaturen, til at hun kunne få den rette vinkel på for at 'brække halsen' på mig. Selv syntes jeg, det lød meget lidt rart og var faktisk ret glad for, at det ikke kunne lade sig gøre.

Nu er jeg tilbage hos 'min egen' fys, som har beklaget - næsten på sine grædende knæ - at han havde forårsaget mit hold. Til hans store ros skal det siges, at han overhovedet ikke har prøvet at frasige sig sit ansvar for miseren, og jeg går derfor også til fys i øjeblikket 'på husets regning', hvilket jeg jo ikke kan være utilfreds med.

Det hjælper også, og nu kan jeg snart dreje hovedet normalt igen.

I mellemtiden blev det december.


torsdag den 30. november 2017

Med sædevarme, numseskyl og musik


Toiletterne er Japan er noget for sig.

Og jeg har altid æælsket dem.

Det vil sige; jeg har ikke elsket dem alle sammen. For der findes også squat-udgaven, hvor man 'bare' skal sidde på hug over en rende i gulvet, og det har jeg det virkelig, virkelig stramt med. For det første har jeg slet ikke lårmuskler til den øvelse, og for det andet har jeg altid været uhensigtsmæssigt klædt på. Skibukser med seler er for eksempel et mareridt. Men det med skibukserne ligger 25 år tilbage, og nu er nu, og det er kun meget få steder, man kun møder squat-modellen. De fleste steder er der kun de, for os, almindelige sidde-toiletter. Eller også er der ni almindelige for hvert squat-toilet.

Men de almindelige altså; de er slet ikke så almindelige endda.

For det første er der varme i sædet.

Det er slet ikke dårligt, når man lidt småkold smækker måsen i sædet. Om sommeren kan det selvfølgelig slås fra, og i det hele taget kan temperaturen indstilles i et interval, der går fra næsten iskold til næsten stegt flæsk. Og i sin tid, da jeg lærte at sætte pris på fænomenet, var sædevarmen den eneste varmekilde i vores badeværelse i en ellers spritny lejlighed.

For det andet er der numseskyl. Fordi nogen en gang har fundet på at kombinere wc med bidet. Skide- smart (tø-hø) synes jeg, og jeg kan ikke begribe, at det ikke har vundet indpas i vores del af verden, men kun er noget, man er begyndt at overveje i plejesektoren. Udfordringen ved numseskyllet er, at den lille dingenot, der skyder frem og udløser et fint springvand, kan indstilles på sytten forskellige måder både med hensyn til vinkel og strålestyrke. Der er derfor en potentiel risiko for at blive våd en hel masse forkerte steder, hvis man får trykket forkert på knapperne.

Og knapper er der nok af. Et helt betjeningspanel med sære pictogrammer og uigennemskuelig japansk skrift.

Sådan et betjeningspanel var der til toilettet på hotelværelset, og når jeg alligevel var på vej i bad, kunne jeg godt fornøje mig med at eksperimentere lidt med knapperne. Til gengæld skulle jeg ikke nyde noget, når jeg mødte et tilsvarende panel på et halvoffentligt toilet i for eksempel et stormagasin.

Der var jeg - og også Donnaen - flere gange grundigt udfordret på bare at finde knappen til at skylle ud med. Som en særlig finte var netop den knap sommetider anbragt et helt andet sted i det lille toiletrum. Så efter at have brugt fem minutter på at nidstirre betjeningspanelet i håb om, at skyl ud-knappen måske ville blive selvlysende, viste det sig, at den sad på væggen på modsatte side.

Vi lærte efterhånden at se os for, men nåede inden da et par gange at føle os inderligt dumme og akavede. Således hørte jeg en gang Donnaens frustrerede stemme, henvendt til den næste i køen:

- I don't know how to flush!

Hvorefter hun kvitterede med en masse tak og med klar røst meddelte ud i lokalet, med mig som modtager.

- Mor, den sidder til venstre.

Godt så.

Der er også en knap til lufttørring af bagdelen, men det har jeg aldrig haft tålmodighed til at forske i, da der jo også var ganske almindeligt toiletpapir til rådighed.

Bedst af alt var dog en knap, som jeg ikke har set tidligere og som jeg efter et par dage fik øje på, da jeg var på toilettet i et stormagasin:

Ta dah - musikknappen!

Intet mindre end genialt.

Jeg prøvede knappen flere steder og fik aldrig rigtig musik ud af den, men snarere en vandfaldslyd. Og det var da også helt fint til formålet, som jo tydeligvis er at overdøve de lyde, man selv måtte levere under toiletbesøget. Hvis jeg kunne ønske at få bare én funktion med hjem, skulle det være denne, og så ville jeg starte med at installere den på toiletterne på mit arbejde, hvor væggene er alt for tynde, og man derfor er tvangsindlagt til at følge med til alt for meget. Og dernæst skulle den installeres på Donnaens skole, for både hun og mange andre gør, hvad de kan for at undgå at gå på toilettet i skoletiden, fordi 'man kan høre det hele'.

Første gang, jeg prøvede musikknappen, grinede jeg så meget over hele hovedet, da jeg kom ud, at både Gemalen og Donnaen bad om en forklaring.

Den fik de.

Og i det hele taget er vi enige om, at havde vi 15-20-30 millioner at bruge af, så ville vi starte en import at japanske toiletsæder til det nordiske marked.


Mine egne billeder af toiletbetjeningspanelet blev ikke særligt gode, men CNN har netop bragt en fin artikel om lige præcis japanske toiletter, og her kan man både se fine billeder og, hvis man gider, læse historien bag.

tirsdag den 28. november 2017

Og en duft af jordnødder


Den sidste dag i Tokyo skulle bruges på at shoppe.

Ikke det helt store, for det er ingen af os faktisk til, men bare lidt, så vi drog til Harajuku, og Donnaen gik på opdagelse i de små butikker. Imens silede regnen ned, og Gemalen og jeg skiftedes til at stå og trippe med to paraplyer.

Et par t-shirts senere ændrede vi taktik og gik ind i et stormagasin, hvor vi kunne færdes i tørvejr.

Med paraplyerne i dertil indrettede plasticposer.

Af en eller anden grund var det først denne dag, at vi for alvor fik øje på japanernes et smarte paraply-pose-system. Ved indgangen til de fleste større butikker og stormagasiner er der et paraplystativ, som ikke bare er et paraplystativ, men et system, hvor man stikker sin sammenklappede paraply ned foroven, vrikker sidelæns, og så er paraplyen iført en plasticpose, så man ikke går og drypper på hverken sig selv eller sine omgivelser. Det er meget muligt, at fænomenet også findes masser af steder i Danmark, og at det bare er os provinstosser, der aldrig har set det?

Da vi var kommet op igennem alle etagerne med avanceret tøjmode og elektroniske gadgets, nåede vi til en café og kunne straks mærke vores maver rumle. Det var en af den slags caféer, hvor folk blev længe og sad og arbejdede på deres computer, mens de drak deres café latte. Og når de trængte til nye forsyninger, efterlod de både jakker og computere med mere, mens de var oppe og bestille. Kriminaliteten i Japan er nærmest ikke tilstedeværende, så den slags opfattes ikke som specielt letsindigt ...

Resten af turen blev brugt på endnu et stormagasin, denne gang i Shibuya, og så kørte vi hjem og pakkede, så vi var klar til tidlig afgang næste morgen.

Havde vi vidst, at det faktisk sagtens kunne lade sig gøre at spise morgenmad allerede før klokken syv, havde vi afsat tid til det også, men da vi kom ned i lobbyen og så, at buffeten var sat op, var der ikke tid at gøre godt med, så vi afleverede bare vores nøglekort til receptionisten og gik hen til toget.

Vi havde regnet baglæns og vidste, hvor meget tid vi havde for at nå Narita Expressen på Tokyo Station. Og vi var i g-o-d tid. Alligevel formåede to af familiens medlemmer at gå delvist i panik, da vi kom ned på perronen og så toget suse afsted for næsen af os. Det tog mig lidt tid at forklare, at det sådan set først var det næste tog, jeg havde beregnet, at vi skulle med ...

Der var god plads i toget, og så kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen frem mod næste formodede hurdle; bagageaflevering og security. Donnaen og jeg havde oplevet, hvor lang tid det tog i Hong Kong og hvor besværligt det var i Shanghai, så der var afsat ekstra god tid til denne etape.Og så gik det fuldstændig gnidningsløst. Bevares, der var kø, men ikke mere end hvad der var til at bære. Og kufferterne blev checket igennem helt til Kastrup, noget Donnaen var næsten oppe på bagagebåndet for ved selvsyn at tjekke. Security var ligeledes helt uproblematisk at komme igennem, og så endte vi med at have alverdens tid i afgangshallen.

Vi fløj med Japan Airlines til Helsinki, og det var en virkelig god oplevelse. God plads, en masse lækker mad og top service. Især til Donnaen, der måtte konstatere, at den sky af jordnøddeduft, der opstod, da flere hundrede passagerer simultant åbnede hver deres lille velkomst-snackpose, var mere end hun kunne kapere. Hun hev efter vejret, og vi måtte hidkalde stewardesserne. Heldigvis udviklede det sig ikke værre, end at en ekstra allergipille, et par hiv af en inhalator og så en maske, som dem japanerne bruger, når de er forkølede, var nok til, at hun fik det bedre igen. Men derefter var stewardesserne meget opmærksomme på hende, og hun fik lov at vælge mad før alle andre, så hun kunne få noget, hun kunne tåle.

Jo, man kan give flyselskabet besked på, at man skal have specialmad, men da Donnaen er allergisk over for lidt af hvert, er det stort set umuligt at sikre hende på den måde.

I Helsinki havde vi ikke ret meget tid, og det tog en krig at komme igennem security - selv om vi jo også havde været gennem security i Tokyo - der skulle både scannes pas og tages billeder, og både selve processen, og det at det er nyt for de fleste, gør ikke noget godt for fremkommeligheden. Igennem kom vi dog, og så var det bare med at følge strømmen til vores gate sammen med mindst halvdelen af de andre passagerer fra Tokyo.

Præcis til tiden nåede vi gaten, og så fik vi til gengæld lov til at vente. Det var træls for os, men godt for ham, der havde glemt sin mobil på flyet fra Tokyo. For en lufthavnsmedarbejder kom pludselig stæsende gennem mylderet og overbragte en meget glad mand hans mobil. Ikke alene var mobilen blevet fundet, man havde også nået at lokalisere ejeren og hans næste fly og fik den altså bragt frem til ham før afgang. Ret flot klaret, synes jeg.

Ombord på flyet fik vi igen lov at vente, og denne gang fik vi forklaringen; vi ventede på andenpiloten, som var med et forsinket fly fra Prag. Han var 'flying on a rather tight schedule', blev der sagt. Joh tak, og hvor rart er det lige at tænke på, at piloterne skal stresse sådan afsted fra det ene fly til det andet for derefter at have ansvaret for at fragte et nyt læs passagerer afsted over Europa? Jeg kunne i hvert fald godt have været den oplysning foruden.

Men alt gik heldigvis fint, vores kufferter kom pænt vippende på bagagebåndet, og denne gang var der overhovedet ikke noget tjek af noget som helst, så vi kunne hurtigt gå ud og lade os afhente af vores rare bilpasser, der var glad for, at vi endelig ankom, så han og konen kunne komme videre til den middagsaftale, som vores forsinkelse havde været lige ved at spolere for dem.

Der var langt hjem til Jylland, men heldigvis var der meget trafik, så Gemalen var nødt til at koncentrere sig.

Hjem kom vi, og næste dag lod Kamelen sig allernådigst afhente.

Og heldigvis havde vi en hel weekend til at komme tilbage i en normal døgnrytme.

Japansk indpakning: Først fin
papirspose og så en plastpose ud over,
så papirsposen ikke bliver ødelagt af regn.


tirsdag den 21. november 2017

Buzz Lightyear og 1000 frysende prinsesser


Vejrudsigten for onsdag lød på tørvejr, og så var sagen klar:

Vi skulle i Disneyland!

Så efter en robust morgenmad - den var altid robust, og jeg fandt blandt andet ud af, at jeg vældig godt kunne lide - også - at spise suppe til morgenmad - drog vi afsted.

Ind til Tokyo Station for at finde Keiyo Line og så til Maihama Station. Herfra troede jeg egentlig, at man kunne gå til parken, og det kunne man muligvis også godt, men det var ikke meningen. I stedet skulle man med et særligt Disney-tog, som kørte på en separat bane i et loop til både Disneyland, Disney Sea og de store hoteller bagved. Og selvfølgelig gjaldt vores togkort også hertil, så det var bare om at følge strømmen til først toget og dernæst indgangen til Disneyland.

Det var en ganske almindelig onsdag, men tilstrømningen var ganske god alligevel, og vi stod i kø et øjeblik for at købe billetter. Imens så vi en Disney-prinsesse gå forbi, men tænkte ikke nærmere over det, da det jo er helt almindeligt, at man kan blive fotograferet sammen med sine Disney-helte i Disney-parkerne.

Vel inde i parken skulle vi dog blive meget klogere. For det vrimlede med Disney-prinsesser i alle størrelser. Fra de helt små på 3-4 år til voksne damer, veninder klædt ud som hver sin prinsesse eller kærestepar klædt ud som helten og heltinden og mødre, der matchede deres afkom. Drengene, både de små og de større, var også klædt ud, men mens pigerne næsten udelukkende var prinsesser, var drengenes valg af kostume mere forskelligt. Der var både Robin Hood'er, Buzz Lightyear på 5 år, prinser og en hel masse små pelsklædte dyr. De små pelsede figurer var vores favoritter. Fordi ungerne var afsindigt nuttede, men også fordi vi slap for at få gåsehud, når vi så dem. Det var godt nok en tørvejrsdag, men det var koldt, og de fleste prinsesse-outfits var med bare skuldre og arme. Brrr!

Men det var virkelig skægt at se og ikke noget, vi før havde oplevet. Selvfølgelig var det ikke alle, der var klædt ud, men rigtigt mange var, og det var et udmærket tidsfordriv, når vi stod i kø til forlystelserne, at spotte alle de forskellige figurer. Og i kø stod vi. Ikke længe efter Disney-standard, men længe nok efter vores. En gang var vi dog så heldige, at et optog kom stort set lige forbi, så vi kunne se på det. Det var meget flot lavet - og helt vildt langt - men det var også lidt mystisk, for det var en halloween-udgave, og det betød, at nogle af dekorationerne var gået lidt over gevind og lignede noget, der var udtænkt af hjerner på svampe eller sjov tobak.

Vi nåede ikke at prøve særlig meget, for midt på eftermiddagen blev det koldere, og da vores yndlingsforlystelser desværre var lukkede, gad vi ikke stå i kø til nogle af de knapt så interessante, men vendte derimod næserne mod udgangen. Det var der også mange andre, der gjorde, og da der samtidig kom et optog på tværs, opstod der for første gang virkelig trængsel, og der var ikke andet at gøre end at vente, til optoget var forbi.

En hurtig tur gennem butikkerne med merchandise ruinerede os ikke, og vi fandt tilbage til først det lille tog og siden det 'rigtige' tog ind til Tokyo.

På vej tilbage gjorde Donnaen status med en veltilfreds verdensmine:

- Det var lidt koldt, men nu har jeg været i fire forskellige Disney-parker.

Og sådan har vi hver vores must see-lister ...



fredag den 17. november 2017

Toppen af Tokyo


Efter gåturen i den kejserlige park og endnu en gåtur på jagt efter nogle kirsebærtræer, der selvfølgelig ikke var i blomst, men som Donnaen godt ville se alligevel, var Gemalen flad og ville gerne hjem og have benene op. Så vi hoppede på toget på den nærmeste station og kørte hjem til Tamachi Station.

På vejen blev Donnaen og jeg dog enige om, at vi godt lige kunne klare lidt mere, så da vi alle var kommet af igen, var det kun Gemalen, der gik tilbage til hotellet, mens Donnaen og jeg gik på jagt efter den bus til Roppongi Hills, som jeg mente, at jeg tilfældigvis havde spottet en af de foregående dage.

Vi var heldige; bussen holdt bare og ventede på os. Jeg er altid lidt skeptisk, når det gælder buskørsel fremmede steder, for kan jeg nu finde ud af at komme af det rigtige sted? Det er lidt sværere end at tage toget med de vel-skiltede stationer. Men fra endestation til endestation mente jeg nok, vi kunne finde ud af.

Og det kunne vi da også snildt, for vi blev simpelthen sat af i bunden af Mori Tower, som var målet for udflugten.

Roppongi er et smart, dyrt kvarter. Roppongi Hills er et kæmpestort bygningskompleks midt i bydelen, og Mori Tower er den centrale bygning i dette kompleks. Det er 54 etager højt og dermed en af de højeste bygninger i Tokyo. På 52. etage er der et Oberservation Deck, hvor der er 360 graders udsigt over Tokyo. Der er også et åbent Sky Deck på toppen af bygningen, men der følte vi ikke behov for at tage op.

Det var allerede aften, da vi kom op, men lyset på etagen var så dæmpet, at man kun lige kunne se at færdes, og dermed var udsigten fuldstændig uspoleret af baggrundslys. Og den var - udsigten altså - mageløs. Tokyo er jo ikke nogen lille by, så der var millioner af lys, lys og endnu flere lys så langt øjet rakte.

Havde vi nu været der i dagslys - og klart vejr - havde vi kunnet se Fuji. Men det var vi ikke, og man kan som bekendt ikke få alting, så vi nøjedes med at lade os betage af Tokyo by night.

The Observation Deck er ikke en stor åben etage, kernen er lukket, og man går rundt for at få alle 360 grader med. Nogle ting kunne vi godt kende eller regne ud hvad var; højhusene i Shibuya tæt ved, de endnu højere højhuse i Shinjuku længere væk, den sorte Yoyogi Park og lige så sorte park omkring kejserpaladset. Og tæt på, næppe meget mere end en kilometer væk, stod det lokale Eiffeltårn, Tokyo Tower, og lyste orange. Skulle jeg brokke mig lidt, ville det dog være over, at der ikke fandtes en eller anden form for skiltning, så man havde kunnet finde endnu flere vartegn eller kendte bygninger.

Donnaen har det ikke smart med højder, men hun udviklede sin egen teknik og satte sig ned, lidt før hun nåede ud til væggene, som bestod af glas hele vejen fra loft til gulv. På den måde undgik hun at se mere eller mindre lodret ned og kunne i stedet se vandret ud over byen.

Sådan gik der lang tid. Vi så og så og så. Og flyttede os lidt rundt og så igen.

Til sidst kom vi trods alt hele vejen rundt, og så kunne vi jo godt forlade bygningen igen. Vi kom dog ikke så langt, for vi fandt en spændende butik, hvor vi lige måtte kigge. Og kigge blev til købe, og Donnaen fik sig et par søde bluser, som blev behørigt pakket ind.

Af den sødeste og mest bøssede bøsse, man kan tænke sig. Det burde jo egentlig være ret lige meget, om han var bøsse eller ej, men ham her var det bare i så udpræget grad, at man ikke sådan lige kunne overse det. Og så var han så sød og venlig - og god til engelsk, at vi blev i helt godt humør af at blive betjent af ham, og vi tænkte, at det var rigtig dejligt, at han kunne stå der i en meget turist-orienteret shop og flashe sin bøssethed, uden nogen tog det mindste anstød af det. Sådan burde det være, men det gælder jo desværre langt fra alle steder. Og slet ikke i Asien

Således fyldt med fine top-oplevelser fandt vi - med lidt besvær - vores bus og trillede med den tilbage til Tamachi Station.


onsdag den 15. november 2017

En kejserlig eftermiddag


Det eneste, vi havde booket hjemmefra - ud over fly og hotel forstås - var et besøg hos kejseren.

Eller det var det selvfølgelig ikke. Man kan ikke besøge kejseren, og man kan heller ikke blive lukket ind og se det kejserlige palads. Men man kan allernådigst få lov at se en lille smule af den kejserlige park og i den forbindelse komme tættere på nogle af de mindst private kejserlige bygninger.

Det ville Donnaen gerne, og det var på mirakuløs vis lykkedes mig at booke os adgang tirsdag eftermiddag. Jeg havde ellers haft mit hyr, for jeg havde virkeligt svært ved at forstå, hvad der stod på den kejserlige hjemmeside, selv om den var på engelsk. Men efter flere dages tilløb var der pludselig hul igennem til at reservere - eller rettere: anmode om tilladelse til at deltage - på denne ene dag. Og jeg udfyldte en hel masse om hvem vi var, alder og beskæftigelse og meget mere, og så fik jeg en mail med et link til en bekræftelse, som jeg skyndte mig at printe ud. Og godt for det, for det virkede kun den ene gang, før det på mystisk vis gik i fejl og aldrig siden lod sig åbne.

Vi skulle være på det angivne sted tyve minutter før klokken 13:30, så vi brugte formiddagen på at kigge nærmere på Ginzaen, Tokyos svar på Fifth Avenue eller Champs Élysées. I hvert fald Tokyos dyreste shoppinggade. Her ligger de allerdyreste stormagasiner og ditto mærkevarebutikker. Vi gik lidt frem og tilbage og kiggede på de flotte facader, men fik ret hurtigt nok af de alt for dyre butikker, så da Donnaen og Gemalen var færdige med at savle over en Nissan gaderacer i rød matmetal, som stod udstillet i Nissan Corner, satte vi kurs mod frokost på den Starbucks, som efter Google Maps at dømme skulle ligge mellem Ginzaen og kejserpaladset.

Det gjorde den også, og efter frokost - hvor det endda var klaret op, og solen skinnede - begav vi os over til mødestedet.

Det var ganske let at finde, og vi linede op i en kø og fik vores adgangsbekræftelse inspiceret - og godkendt, og vi fik hver et nummer i en grøn snor til at tage om halsen. Efter lidt ventetid blev vi allesammen ledt ind på området og ind gennem en sluse, hvor vores tasker blev kigget efter i sømmene. Derefter kom vi ind i et stort lokale, hvor vi kunne sidde og vente, mens flere besøgende, flest japanere og færre turister, myldrede ind. Nu var der også nogen med orange snore. Det var dem, der havde taget chancen og håbet, at der var plads til at komme med uden at have booket på forhånd.

En ung, uniformeret mand bød velkommen på først japansk og derefter nogenlunde forståeligt engelsk og forklarede om reglerne for besøget. De gik primært ud på, at man skulle holde sig til flokken og følge de henvisninger, man fik undervejs.

Jeg havde forventet at få udleveret en audioguide, men på netop det punkt var den kejserlige husholdning (hvordan oversætter man ellers Imperial Household?) helt fremme på beatet, og man skulle i stedet downloade en app til sin mobil. Det usmarte ved den løsning var, at vi ikke havde et mobilabonnement, der gav mulighed for at gøre den slags uden at betale det blå ned fra himlen. Så vi måtte klare os uden.

Og det gjorde vi så.

Fulgtes pænt med flokken, gjorde som de mange vagter anviste og lyttede andægtigt til guidens forklaringer. Det sidste gjorde vi selvfølgelig ikke, for vi forstod ikke et kvidder af hans megafon-japansk. Så når der blev gjort holdt, stod vi ofte og kiggede i alle mulige andre retninger end japanerne.

Det kejserlige palads består af en række bygninger, som ligger spredt i en kæmpestor park, som nogle steder minder mere om en skov. I hvert fald er bygningerne med de egentlige kejserlige gemakker effektivt skjult for nysgerrige blikke. I stedet ser man en række administrative eller officielle bygninger. Blandt andet den bygning, hvor kejseren på sin fødselsdag kommer ud på en balkon og sammen med sin familie vinker til folket. Nogle bygninger ser meget gamle ud, men er det ikke, for også det kejserlige palads led stor skade under 2. Verdenskrig, og alt er genopbygget derefter.

Disse gamle, hvide bygninger med mørke tage, de grønne parkområder, de kæmpestore voldanlæg med gamle stenbroer over og ikke mindst en blå, blå himmel gav en masse flotte photo opportunities, og alle knipsede løs i et væk. Allerbedst var det, hvis man drejede sig lidt og fik storbyens skyskrabere med. Disse vilde kontraster fik os gang på gang til at stoppe op og falde i staver.

På et tidspunkt passerede vi en flok, ikke helt unge, japanere i arbejdstøj og handsker. De stod med deres koste og kiggede på os, som vi kiggede på dem. Det var frivillige, der hjalp med at holde de grønne arealer. Hørte Gemalen nogen sige. Om det virkelig skulle være nødvendigt at trække på frivillige, ved jeg ikke, men alt var klippet og trimmet, så ikke et græsstrå sad forkert. Et sted så vi dog et par uartige svampe titte op gennem græsset, men det var nok kun et spørgsmål om kort tid, før de blev fjernet.

Sidst på turen faldt Donnaen i snak med en af de mange vagter, der ledsagede os rundt. En midaldrende herre, der ikke talte særlig godt engelsk, men var meget venlig. De to fik sig en snak om lidt af hvert. Om hvad ved jeg ikke. Bort set fra, at den kejserlige ramen ikke er værd at skrive hjem om:

- Ramen no good, sagde han med en hovedrysten og pegede op på vinduerne til det, der må formodes at være de ansattes kantine.

Til sidst var turen ikke længere, og Donnaen sagde pænt farvel til vagten, der forærede hende et bolche, fint pakket ind i rødt papir, og proklamerede, at Donnaen var

- my girlfriend from now on!

I andre sammenhænge kunne det have lydt lidt klamt, men her virkede det kun som en venlig bemærkning fra en vagt, der gjorde det ekstra sjovt for de få udvalgte, som fik fornøjelsen af at snakke med ham.


Et hjørne af en af paladsets bygninger
med Tokyos højhuse i baggrunden.

fredag den 10. november 2017

Kitte og lufttørrede sko


Stormagasinet Kitte ligger i forbindelse med Tokyo Station, og det lykkedes os forbløffende hurtigt at finde ud af at gå i den rigtige retning, så vi endte på en af de underste etager og kunne tage rulletrappen op til stueetagen.

Kitte er et ret nyt stormagasin og er en om- og udbygning af Tokyos centrale postkontor - Kitte betyder frimærke på japansk. Det er et meget lækkert byggeri, omkring et stort, trekantet, overdækket atrium. Den ene indvendige facade mod atriet er den gamle udvendige facade fra postkontoret, hvilket ser helt specielt ud.

Allerførst fandt vi toiletterne og dernæst et godt sted at spise.

Og så begyndte vi at tænke kreativt.

For Donnaen klagede sig over våde fødder, og noget måtte gøres.

Løsningen blev at købe et par sokker. Derefter fandt vi toiletterne igen, og Donnaen afførte sig sko og sokker. Sålerne blev hevet ud af skoene, og så blev både sko og såler tørret i de elektriske håndtørrere (den slags, hvor man stikker hænderne ned, og så starter der et jetfly). Det var muligvis en smule uortodokst, men der var heldigvis ikke ret mange mennesker, og der var så rent og pænt, at det ikke var noget problem at sidde på gulvet og rode med sokker og sko. Sålerne var lynhurtigt tørre, og skoene også hurtigt, om ikke knastørre, så i hvert fald næsten tørre. Kombineret med de nye, tørre sokker var alting pludselig meget lettere at kapere, og Donnaen og jeg var parate til at udforske hele stormagasinet.

Vi tog rulletrapperne hele vejen op, og da vi så meget heldigt kom forbi et roligt hjørne med stole aftalte vi med Gemalen, at der kunne han lige slappe lidt af, mens vi gik på opdagelse.

Der var nok at kigge på. Masser af små butikker med ting og sager, man ikke nødvendigvis behøvede at købe, men som alle indbød til at blive rørt ved. Donnaen købte en pin til Ungersvendens lillesøster, og da der blev nikket ja til presento?, blev den pakket så fint ind, at jeg kom til at tænke på Mr. Bean i Love Actually og måtte kigge væk for ikke at komme til at grine.

På en etage var der en kombination af bibliotek og café, der så så hyggelig ud, at det var ærgerligt, at vi ikke lige havde et par timer til overs til at sidde der og læse og drikke te. Et andet sted var et hjørne udnyttet som et lille museum. Samme sted var det muligt at kigge ud og lige over på den oprindelige Tokyo Station, som er en prægtig, gammel bygning fra 1914 i europæisk stil.

Da vi havde været alle 5-6 overjordiske etager igennem, rullede vi hele vejen op igen og fandt Gemalen - snorksovende i sin stol.

På samme etage er der udgang til en stor tagterrasse og -have, hvorfra der vist skulle være en kanongod udsigt over den nærmeste del af byen, men da det regnede,  undersøgte vi det ikke nærmere. Vi nøjedes med at køre et par etager ned og trække Gemalen med hen til det lille museum, så også han kunne glæde sig over kigget ud til den gamle stationsbygning.

Nu gad vi ikke mere, og fandt hen til Yamanote Line og hjem til et velfortjent hvil inden aftensmaden.

Og de følgende dage gik vi ingen steder uden ekstra sokker til Donnaen i tasken ...

Kitte.
Den gamle facade fra postkontoret.

mandag den 6. november 2017

Tempel-kig med paraply


En dag ved lejlighed vil jeg opfinde en dims, der kan holde ens paraply - udslået og over ens hoved vel at mærke - mens man tager billeder af dit og dat. Det kan ikke undgå at blive en succes, er jeg sikker på, for pyh hvor er det altså besværligt at skulle håndtere både paraply og kamera (læs: mobil) på én gang. Jeg er sikker på, at jeg mindst titusinde gange fik ordren 'Mor, hold lige min paraply!', mens vi var i Tokyo.

Og det gjorde søde mor så, mens Donnaen knipsede løs. Bagefter var det egentlig meningen, at hun så skulle holde min paraply, men ofte gad ingen af os at blive stående længere, og så blev det ikke til ret meget mere.

Det regnede ikke hele tiden, og vi havde faktisk halvanden dag helt uden regn, men oftest var der regn på programmet. Støvregn, finregn og et par gange sjaskregn.

Det småregnede også, da vi så på templer. Selvfølgelig. Men det skulle ikke stoppe os.

Vi startede med Meiji Jingu, som er Tokyos absolut største shinto-helligdom.

Shinto er japanernes egen religion. Den lever side om side med buddhismen, og japanerne ser ikke noget problem i at tro på begge dele.

Meiji Jingu ligger lige i nærheden af Harajuku Station, i tilknytning til Yoyogi Koen, som er en stor park. Til sammen danner park og tempelområdet et stort grønt område midt i Tokyo. I weekender med godt vejr kan man se et mylder af unge mennesker i særpræget tøj hænge ud på pladsen før parken, og samtidig kan man ofte også møde fint klædte familier på tempelbesøg. Denne søndag var mylderet dog så begrænset, at der faktisk slet ikke var tale om mylder i japansk forstand.

Vi passerede under den første torii, en kæmpestor port, der markerede indgangen til området, og fulgte strømmen mod templet. Det føltes nu lidt som at gå i en stor skov og kontrasten til byens liv lige udenfor var slående. Undervejs passerede vi flere porte og et sted stod der store reoler (eller hvad man nu kan kalde dem) med tønder med sake, den traditionelle risvin, fra hele Japan.

Selve templet er ikke bare en enkelt bygning, men et helt kompleks med mange bygninger, pavilloner, arkader, porte og indre gårde. Her burde man have haft en guide eller en lokal med til at forklare, for det hele virker lidt forvirrende for vesterlandske barbarer som os. Et sted kunne man rituelt vaske sine hænder og rense sin mund (de, der på DR har set Bertelsen på Shikoku 88, ved, hvad jeg mener), et sted kunne man købe små træ-tablets til at skrive ønsker på. Disse skulle så hænges op på dertil indrettede stativer. Der var også et sted, hvor man kunne kaste mønter i en kombination af offergave og ønske. Vi gjorde ingen af delene, men gik bare og glanede. Og tog billeder og holdt paraplyer. Heldigvis virker det ikke, som om det irriterer japanerne, at vi går rundt og kigger, peger og tager billeder uden at forstå en bjælde af deres tro. De bukker, klapper og ønsker, som ritualerne foreskriver, fuldstændigt upåvirkede af vores - og her mener jeg ikke bare os, men alle vesterlændingene generelt - tilstedeværelse.

Hele tempelanlægget er meget flot, omend lidt dystert med mørkt træ og irgrønne tage. Det er ikke særlig gammelt; knap hundrede år. I øjeblikket restaureres nogle af bygningerne op til jubilæet i 2020. Templet er bygget til ære for kejser Meiji og hans hustru. Han kom på tronen som den første kejser efter shogunatets fald og Japans åbning mod vesten. Det var også den tid, hvor Tokyo blev hjemsted for kejseren i stedet for Kyoto. Men kejseren var stadig guddommelig, og da han - og siden hans hustru - døde opførte man altså dette tempelkompleks til deres ære. Under 2. Verdenskrig bombede amerikanerne templet til pulver, men private donationer gjorde det muligt at genopføre det hele ganske kort tid efter krigen.

I en bygning foregik der et eller andet, men desværre var der lukket for almindelige mennesker, så vi kunne ikke finde ud af, hvad det var. Måske var det et bryllup. I hvert fald var de personer, der fik lov at komme ind, meget fine. Vi stod lidt og ventede og håbede, at der ville ske noget spændende, men det gjorde der ikke, og så blev vi enige om, at det måtte være tempelbesøg nok for den dag.

Næste formiddag besøgte vi det andet store, must see-tempel, Sensoji, som ligger i et helt andet område af Tokyo, Asakusa. Fra stationen gik vi først lidt den modsatte vej, væk fra templet, for at komme hen til broen over floden Sumida og kigge ind mod Asahi Beers headquarters. Vi er ikke specielt interesserede i øl, men to af bygningerne er virkeligt specielle. Den ene skal forestille et gigantisk ølglas med skum på toppen. Den anden er tegnet af Philippe Starck og er en mørk bygning med en gylden dims på toppen. Dimsen, skal forestille en flamme, men det er nu så som så med ligheden, og den bliver i stedet kaldt the golden turd ...

Da vi var færdige med at måbe over dette nymodens arkitektoniske vidunder, satte vi kurs mod Sensoji, der er alt andet end nymodens.

Sensoji er et buddhistisk tempel og har en historie, der går tilbage til det syvende århundrede. De nuværende bygninger stammer fra tiden efter 2. Verdenskrig, hvor også dette tempel skulle genopbygges. Men alt er bygget i gammel stil, og det utrænede øje kan ikke se, at intet er mere end 50-60 år gammelt.

Man kommer til tempelkomplekset ved at gå gennem en stor port, Kaminarimon, tordenporten, hvor der hænger en gigantisk lanterne på knap 700 kilo, som man gladeligt lader sig fotografere under ... Alt gik godt, og vi fortsatte. Man går gennem et stræde med småbutikker og boder, der sælger alskens tingeltangel, og i modsætning til Meiji templet er pladsen trang. Kombinationen af pladsknaphed og mange mennesker med paraplyer gjorde det til noget af en prøvelse at komme igennem. Lettest gik det for Gemalen, der er lidt højere end gennemsnitsjapaneren. Til gengæld var det nemmere at finde Donnaen med hendes orange paraply og mig med en i blåt og grønt. Gemalens paraply var sort ligesom halvdelen af alle de øvrige paraplyer, og han blev ind i mellem fuldstændig væk i det bølgende paraply-hav.

Efter boderne kommer man til endnu en port med endnu en lanterne, der dog kun er på cirka 400 kilo, og så er man inde på selve tempelområdet. Her er selve templet og ved siden af en flot pagode. Her dufter af røgelse, og inde i templet kan man se rækker af gyldne, buddhistiske figurer under gyldne baldakiner og alle mulige andre former for imponerende dekorationer. Udsmykningsgraden er enorm, og man bliver som udsmykningsforskrækket skandinav lidt blå i hovedet, når man prøver at rumme det hele.

Midt i det hele står japanerne og beder til deres gud, og det er næsten det mest imponerende af det hele, at de i dette virvar tilsyneladende er i stand til at lukke alt ude og koncentrere sig om det vigtige; deres tro.

Da vi havde fået vores billeder - og Donnaen våde tæer - og i det hele taget ikke kunne kapere mere, satte vi kurs mod stationen og kørte ind til Tokyo Station for at gå på jagt efter noget frokost.


tirsdag den 31. oktober 2017

I mors fodspor


- Og jeg vil selvfølgelig også gerne se, hvor du boede, mor, sagde Donnaen, da vi planlagde vores rejse til Tokyo.

Planen var derfor først at finde den gamle lejlighed.

Meget forandrer sig på et kvart århundrede, men lejligheden havde i sin tid været spritny, og den var da også at finde på Google Maps, så chancen for, at den stadig lå, hvor den skulle, var god, og det var 'kun' et spørgsmål om at finde derhen.

Jeg vil her gerne gentage, at japanske adresser og gadenavne er noget, som kun japanerne kan finde ud af. Desuden havde vi ikke et mobilabonnement, der tillod os at gå online og konsultere Google Maps undervejs.

Vi sprang på toget, skiftede til Hibya-line og stod af på Hiroo station.

Her var der ikke meget - som i slet ikke noget - jeg kunne genkende, men det lykkedes mig trods finregnen at gå i den rigtige retning, og da vi nåede til den internationale pigeskole, hvor chefens døtre i sin tid havde gået, havde jeg landkending. Op og rundt i svinget, og der lå så det lille supermarked, som jeg havde frekventeret i det daglige.

Derefter var det bare lidt hen ad gaden og så over den store parkeringsplads ved sygehuset, over vejen, ned ad bakken, og så ville vi næsten være der. Det var det så bare ikke. For den store parkeringsplads var væk. Selv sygehuset var ikke til at få øje på. I stedet lå der et kæmpestort, eksklusivt lejlighedskompleks, som man på ingen måde kunne gå andet end uden om. Det gjorde vi så, og omme på den anden side kunne jeg se sygehuset, men til gengæld ikke huske, hvilken vej ned ad bakken, jeg skulle vælge. Jeg valgte den første og mente nok, at jeg kunne genkende skolen, der lå der, selv om den tydeligvis var moderniseret, siden jeg sidst var forbi.

Efter et par forgæves afstikkere ind i blindgyder kom vi til et busstoppested, og nu vidste jeg præcis, hvor vi var, for det var jo 'mit' busstop, hvorfra jeg tog bussen i skolen, hvis det var for surt vejr til at cykle.

To hjørner og lidt ned ad en lille vej senere var vi der. Og jeg var ret stolt af mig selv. Dér lå den lille boligejendom og lignede sig selv. Hækkene omkring altanerne var vokset, men ellers var alt som for 25 år siden. Hovedindgangen, som ingen brugte, og indgangen fra garagen med de dyre biler i stueplan.

Donnaen tøffede lidt rundt og var ikke specielt imponeret, mens Gemalen til gengæld var fuldt ud i stand til at vurdere, at selv om ejendommen måske ikke så prangende ud, så skulle man nok alligevel være lidt økonomisk forkælet for at kunne bo der.

Nu vidste vi jo, hvor busstoppestedet lå, og så kunne vi jo lige så godt håbe, at ruten var uændret og tage bussen til Shibuya.

Det gjorde vi og kom ganske rigtigt til Shibuya. Men her var en stor del af stationen omdannet til byggeplads og pakket ind i stilladser, og bussen holdt et midlertidigt sted med deraffølgende absolut nul landkending, og vi måtte bruge et øjeblik på at komme væk fra byggerodet og finde det ikoniske kryds Shibuya Crossing, som er selve billedet på menneskemylderet i Tokyo. Her er også diagonalt anlagte fodgængerfelter (det er der altså også andre steder i Tokyo), og den første gang, man begiver sig ud i vrimlen, kan det godt virke lidt overvældende.

Sjovest er det dog at se lidt oppe fra, og det kan man blandt andet fra Starbucks-caféen, der ligger lige ud til krydset. Altså måtte vi derind. Man bestilte i stuen, men indtog sin kaffe på første sal. Vi ville dog godt se, om der overhovedet var plads, så vi tog rulletrappen op med det samme. Det viste sig, at rigtigt mange af de gode vinduespladser var optaget af folk, der slet ikke drak kaffe, men havde travlt med at fotografere. Vi fik os møvet tættere på og kunne til sidst også selv forsøge os som fotografer.

Det var sværere end antaget, for det var nærmest umuligt at ramme de helt rigtige øjeblikke, hvor mylderet var mest intenst. Men sjovt var det, og da vi ikke gad mere, gad vi heller ikke drikke kaffe og gik bare igen. Hvor mange, der gør sådan, og hvordan det påvirker omsætningen, vides heldigvis ikke.

Nu ville jeg vise Donnaen og Gemalen Tokyu Hands, som er enhver udstationeret gaijins yndlingsshoppested, fordi man her kan få al verdens ting. Ting som man ellers kunne blive helt træt ved tanken om at skulle efterspørge andre steder. Man kan få alt fra lappegrej til færdigtmonterede cykler, gardinophæng, værktøj, husholdningsartikler, en million forskellige hobbydimser, puslespil og legetøj og meget, meget mere.

Allerførst ville Donnaen og jeg dog gå på toilettet, og imens kunne Gemalen passende bruge tiden på at endevende afdelingen for cykeldimser.

Hvad der præcist skete vides ikke, men i Japan findes nogle ret avancerede toiletter (herom senere), og dette havde åbenbart besluttet at tage nogle meget selvstændige beslutninger, som ikke faldt i god jord hos Donnaen. Hun kom drønende ud med panik malet i ansigtet og nægtede pure at opholde sig et sekund mere i forretningen.

Det var lidt ærgerligt, men der var ikke andet at gøre end at følge med Donnaen ud i regnen igen, og vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst med frokost, før vi skulle noget som helst andet.

Vi endte med at finde en hyggelig café på 10. etage, hvor vi hvilede benene og fik en superlækker frokost. Da Donnaen ovenikøbet kunne få sin barndoms yndlings-'drink', Shirley Temple, fik hun også humøret tilbage og lyst til at tage ud og se på templer.

Shibuya Crossing,
mit mindst ringe billede.

torsdag den 26. oktober 2017

Huller i væggen


Donnaen og jeg hoppede på toget, og så havde jeg egentlig troet, at vi skulle tage Yamanoteline hele vejen rundt, mens vi sad og kiggede ud på Tokyo.

Men den plan holdt ikke. Dels sidder man med ryggen til vinduerne, og ser derfor ikke så meget. Dels begyndte Donnaen hurtigt at nikke med hovedet, da hun kom ned at sidde i det halv-lune tog. For ikke at falde helt i søvn måtte vi ud i luften og hoppede derfor af igen på Harajuku Station for at gå ned ad Takeshita Street.

Harajuku og især Takeshita Street er indbegrebet af japansk ungdomskultur. Vejret var ikke rigtigt til at hænge ud, men alligevel myldrede det med - unge - mennesker, hvor af mange var ret ekstremt - på den sjove måde - påklædt. Butikkerne var mest tøj, kosmetik, tilbehør, lir og tingeltangel af enhver art.

Det var overvældende, men for trætte hoveder som os også lidt for overvældende, så vi gik videre, til vi fandt en station. Det var en subwaystation, og vi enedes om, at vi godt kunne finde ud af at navigere igennem, til vi nåede til Mita Station, som ligger ganske tæt på, men ikke er Tamachi Station. Et faktum, som vi var lige ved at blive væk over. For da vi kom op fra Mita Station, troede vi nok, at vi godt kunne finde ud af at komme hen til hotellet. Det kunne vi så ikke, og vi kom ud på en ret lang, ufrivillig udflugt. Vi kunne godt se hotellet, men var havnet på den forkerte side af kæmpestort jernbaneareal, som vi på ingen måde kunne finde ud af at krydse. Så vi måtte vende om og gå tilbage, til vi fandt den rigtige vej rundt.

Tilbage på hotellet var Gemalen nu frisk igen, mens Donnaen og jeg var temmelig trætte.

Men aftensmad skulle vi jo have, og efter i hotellobbyen at have konsulteret et lille kort med spisesteder i nærheden begav vi os afsted. Det var en vanskelig sag. Ikke fordi vi ikke kunne finde spisestederne, men fordi vi ikke kunne beslutte os for bare at gå ind et sted. Til sidst havnede vi dog et lille bitte sted, hvor de serverede retter med ramen, og sådan en omgang nudler kunne vi jo nok klare, mente vi. Det var et meget lokalt sted, med en meget imødekommende, meget lidt engelsktalende betjening. Heldigvis var der billeder på menukortet, og så gik vi ellers i gang med at pege. Det krævede et par forsøg, men lykkedes fint til sidst, og øl til Gemalen og cola til Donnaen blev det også til.

Maden smagte dejligt, personalet gjorde alt, hvad de kunne for at gøre os tilfredse, og hele stemningen var hyggelig og rar.

Og regningen kunne ikke forskrække nogen.

Det skulle vise sig, at de små, lokale steder som dette gav os de allerbedste oplevelser.

Men det vidste vi ikke på det tidspunkt, og den næste aften valgte vi at gå på en væsentligt større og mere fancy udseende restaurant. Det var en fejl. Maden var kedelig, betjeningen afmålt, og så var der iøvrigt koldt. Og dyrt.

Den absolut bedste oplevelse havde vi mandag, hvor vi ved hjælp af google maps havde fundet ud af, at der lå en sushi-biks lige i nærheden. Vi var gået forbi den første aften, men havde ikke opfattet, at man kunne finde et fint lille spisested ved at gå ned i en kælder. Det kunne man. Igen bittelille, og bordet besat af salary-men, der var ud at spise i flok. Men heldigvis var der lige plads til os ved disken til køkkenregionen.

Gemalen og jeg pegede os frem til hver sin sushi-menu, mens Donnaen fik lov at vælge de enkelte stykker ud fra billed-menuen. Det smagte himmelsk, og sushikokken fulgte smilende vores fumlende omgang med pinde og de lækre bidder, og da Donnaen gerne ville have et par stykker mere, blev han, altså kokken, rigtig glad, og jeg ved ikke, hvem der charmede sig mest ind på den anden; Donnaen eller den midaldrende kok. Men tydeligt var det, at de var helt på bølgelængde. Og da Donnaen til sidst debuterede på japansk med et 'oishii' (delicious/lækkert), var der ikke et øje tørt.

Vi havde også spist typisk japansk til frokost, og den følgende aften skete der en kortslutning, da Gemalen pludselig mente, at nu skulle vi altså spise vesterlandsk mad, og vi endte på en italiensk restaurant midt i en gade fyldt med japanske spisesteder. Fejl igen. Ikke sjovt.

Gemalen fik at vide, at det gad vi ikke igen, og næste aften fandt vi i samme gade en biks, der serverede retter med de tykke udon-nudler. Konceptet var dip-noodles, hvor vi selv skulle dyppe de - iøvrigt kolde - nudler i den varme suppedas, som nærmest havde en konsistens mellem sovs og øllebrød. Det smagte virkelig godt, omend Fruen måtte erkende, at det var noget mere, end hendes chopstick-skills kunne håndtere. Jeg har alle dage været en klovn til pinde, men her var jeg virkelig, virkelig på glatis.

Godt var det derfor, at vi ikke just var ude at spise fint. Dette sted var igen bare et 'hul i væggen'. En snæver indgang og op ad en trappe. Vi var heldige, at der ikke var så mange, da vi kom, så vi kunne godt få et bord at sidde ved. Siden kom flere grupper salary men (og -damer), og der blev helt fyldt op. Lokalet var et studie i sig selv. Virkeligt slidte træborde og taburetter at sidde på. Belysningen bestod af nøgne pærer, og væggene var ganske bare bortset fra enkelte ølreklamer og bøjler, så man kunne komme af med overtøjet.

Dér sad vi så og kæmpede med vores lækre, men drilske udon, mens vi med øjne så store som tekopper fulgte det glade liv ved de andre borde. Den - ahem - spartanske indretning ødelagde på ingen måde nogens gode humør; tværtimod det smittede, og vi var helt høje, da vi lidt senere gik hjem i småregnen.

Sidste aften ville vi spise sushi igen, men Donnaen ville ikke risikere at ødelægge vores næsten magiske mandagsoplevelse ved at gå ned i den lille kælderbiks igen, så vi gik i stedet i den modsatte retning og havnede i samme gade som de foregående to aftener. Her fandt vi en sushi-restaurant, og igen valgte Gemalen og jeg hver sin menu, mens Donnaen valgte enkelte stykker ud fra en billedmenu. Det smagte alt sammen virkelig godt, og under andre omstændigheder ville vi have sagt, at det var en rigtig god oplevelse, men nu havde vi jo oplevet de helt små, totalt hyggelige steder, og stemningen derfra kunne denne restaurant bare ikke matche.

Nu havde vi endelig lært, at de største oplevelser lå de helt små steder. Desværre var det bare lidt for sent, for vi skulle hjem dagen efter.

Og hvad værre er; der kommer til at gå lang tid, før vi gider at spise midtjysk produceret sushi. 


Meget lang tid.

Læg mærke til det slidte bord, den charmerede
indretning - og de glade mennesker.

mandag den 23. oktober 2017

Undervejs


Vi landede planmæssigt i Narita og kom også uden de store kvababbelser gennem både bagageudlevering og immigration - klistermærke i pas, fingeraftryk og billedtagning.

Derefter ventede de første udfordringer.

Allerførst ville jeg gerne hæve penge. Vi havde kontanter med, men de ville hurtigt få ben at gå på, da japanerne stadig i høj grad foretrækker kontant betaling. Samtidig vidste jeg, at der kun var begrænsede muligheder for at hæve penge på udenlandske kort. Et af de få steder, man kan, er i 7-eleven-butikkerne, og sådan en vidste jeg, at der skulle være i lufthavnen. Vi fandt butik og automat, og jeg proppede glad mit MasterCard ind - og fik det fluks tilbage. Invalid. Så prøvede jeg med mit Visakort, og det gik straks bedre. Jeg valgte at ville hæve 50.000 yen. Det duede ikke. Så prøvede jeg med 40.000 yen. Det duede heller ikke, og jeg begyndte at blive lidt smånervøs for vores pekuniære situation i ferien. Men ved 30.000 gik transaktionen glat igennem, og det var så åbenbart hævegrænsen. Om det også var dagsgrænsen, behøvede jeg heldigvis aldrig at finde ud af.

Dernæst skulle vi finde ind til Tokyo. Narita ligger små 70 km fra Tokyos centrum, og der er mange forskellige måder at komme der ind på. Jeg havde hjemmefra besluttet, at vi skulle med toget, Narita Express, som er både hurtigt og komfortabelt og som har et særligt tilbud til gaijins som os med behov for at rejse frem og tilbage til lufthavnen inden for 14 dage. Vi skulle bare lige finde billetskranken, og det gik også nogenlunde nemt. Billetterne blev fordelt, og så klikkede vi os igennem, fandt perron og tog og vores reserverede pladser og susede ind til Tokyo Station på en lille time.

Nu skulle vi så bare købe togkort og finde Yamanoteline - i den rigtige retning. Piece of cake. Tokyo Station er kun Japans (og dermed verdens) 8. største station, og der er kun sølle 350.000 passagerer, der passerer gennem automaterne hver dag ...

Jeg måtte dog spørge mig for, før jeg fandt ud af, at jeg skulle ind i en helt almindeligt udseende kiosk for at købe Suica-kortene, der fungerer på samme måde som Hong Kongs Octopus-cards. Kortet er elektronisk, og man kan bruge det stort set hvor som helst i busser og tog i hele Tokyo og desuden som betalingskort i en række butikker. Man klikker sig igennem ved ind- og udgangene til de enkelte linjer og kan hele tiden følge med i, hvor mange penge, der er tilbage. Til forskel fra Hong Kong kan man i Tokyo endda selv overføre flere penge til kortet ved at benytte automater, der står på alle stationer. Det er virkelig nemt, og man kan igen igen undre sig over, hvorfor det danske rejsekort skal være så bøvlet.

Yamanoteline er en cirkellinje rundt om det centrale Tokyo, og hvis man har god tid, tager en rundtur cirka en time. Vi ville dog helst vælge den rigtige retning med det samme og fandt også relativt hurtigt skilte, vi kunne gå efter, og jeg havde begreb nok om stationernes indbyrdes placering til, at jeg kunne vælge toget i den rigtige retning. Så vi hoppede ombord og kørte fire stop til Tamachi Station, hvor vi hoppede af igen og gik ud.

Eller det gjorde vi ikke, for vi blev alle tre stoppet, da vi forsøgte at klikke os ud med vores spritnye togkort. Det forstod vi ikke en bjælde af, men måtte jo så prøve at snakke med damen, der sad i det lille kontor ved siden af sluserne. Engelsk er ikke den gennemsnitlige japaners spidskompetence, og hvis jeg nogensinde har lært bare en lille smule japansk, så er det forlængst glemt igen, så der skulle en del parlamenteren frem og tilbage til, før det løste sig ved, at kontroldamen på en eller anden måde aktiverede vores kort. Det var de åbenbart ikke blevet i første omgang.

Vel ude fra stationen skulle vi finde hotellet. Det var lidt spændende, for japanernes måde at omgås adresser og vejnavne er ikke noget, man som vesterlænding forstår et suk af, og man kan derfor ikke bare gå ned ad Vesterbrogade, til man kommer til det rigtige nummer. Jeg havde dog brugt så meget tid på Google Maps (jeg havde også et print, hvis det skulle gå helt galt), at jeg kunne slå ud med armen og med en lidt svævende bevægelse meddele, at hotellet altså gerne skulle befinde sig i den retning ...

Og det gjorde det. Faktisk var det meget nemt at finde. Bare ned ad rulletrappen, lige frem, til højre før krydset og så lige frem igen, til hotellet lå lige efter det næste kryds.

Receptionisten tog venligt imod os, men da han sagde, at der var check in fra klokken 15 (klokken var nu knap 12), blev jeg en anelse stram i betrækket, for jeg havde skrevet og bedt om - og fået bekræftet - tidlig indcheckning, da jeg godt vidste, at især Gemalen ville synes meget lidt godt om at skulle vandre rundt i Tokyos gade i tre timer, når han havde været oppe i lidt mere end et døgn. Det var dog heldigvis ikke noget problem, og så fik vi vores værelseskort til to værelser på 17 etage. Donnaen var først lidt utilfreds med, at hun skulle bo sammen med sin mor, men jeg ville ikke risikere, at hun skulle være alene, hvis der pludselig kom et jordskælv (det gjorde der ikke), og den begrundelse bøjede hun sig trods alt lynhurtigt for.

Et kvarter senere var vi klar til at gå ud og spise frokost. Vi havde set en nedgang til et supermarket og nogle restaurants og fandt også en lille biks, hvor vi fik en traditionel set menu med te, misosuppe, ris, kød og nogle pickled grøntsager af en slags. Det smagte udmærket, og Donnaen og jeg var parate til straks at tage ud og opleve noget. Det var Gemalen dog ikke, så mens Donnaen og jeg gik mod stationen, valgte han at gå tilbage til hotellet for at få sig en morfar.


søndag den 22. oktober 2017

Godt, men vådt - meget vådt


Efterårsferien er slut, og jeg er så småt ved at vænne mig til tanken om, at jeg skal på arbejde igen i morgen.

Vi var i Tokyo.

Ikke noget, jeg havde set komme, hvis jeg var blevet spurgt for et halvt år siden. Men det korte af det lange var, at Donnaen i forbindelse med sin 18 års fødselsdag fik lov at vælge mellem fest og rejse - og valgte rejse. En rejse inden for rimelighedernes grænse vel at mærke, så der blev listet forslag op og undersøgt og studeret priser på fly og hoteller. I l-a-n-g tid. Og så endte Donnaen med at vælge Tokyo. Nok dels ansporet af vores supergode vinterferie i Hong Kong dels nysgerrighed efter at se den by, som moren - altså jeg - havde tilbragt cirka halvandet år i for en menneskealder siden.

Den gang i et tidligere liv boede jeg nemlig i Tokyo som medrejsende hustru til min daværende mand, der blev udstationeret for sit firma. Mens Tokyo var totalt ukendt for både Gemalen og Donnaen, var det således et gensyn for mit vedkommende, og jeg var enormt spændt på, hvor meget byen havde forandret sig på det kvarte århundrede, der var gået siden. Var der overhovedet noget, jeg kunne genkende?

Og kunne jeg finde rundt, finde attraktionerne og alt muligt andet? Jeg var bestemt ikke sikker og har nok kun en enkelt gang tidligere brugt så lang tid på at forberede mig på en rejse.

En ting, jeg ikke havde styr på, var vejret, som viste sig fra sin kedelige side. Vi havde tørvejr i cirka halvandet døgn, og jeg har gået mere med paraply den sidste uge end de foregående fem år tilsammen.

Men ellers gik det godt, og der var kun få irriterende overraskelser undervejs. Blandt dem var, at jeg ikke kunne hæve penge med mit MasterCard, men var tvunget til at bruge mit Visakort og dermed ikke kunne fordele udgifterne over lidt længere tid, hvilket jeg ellers havde satset på.

Vi fløj København - Helsinki - Narita (Tokyo) begge veje. Med Finnair hele vejen ud, og med først Japan Airlines og derefter Finnair hjem. På udturen gav det et stop i Helsinki på fem timer, og det var virkelig kedeligt, men prisen for at vælge de billigste billetter. På hjemturen havde vi kun knap en time, og den blev fuldt ud brugt på at komme ind i Schengen-området. Det er godt nok blevet bøvlet med pas-scanning og billed-tagning. Sørgeligt, at det skal være nødvendigt. Til gengæld var der så ingen kontrol i Kastrup, og så snart vi havde snuppet vores letgenkendelige kufferter af bagagebåndet, kunne vi gå ud og lade os afhente af gode venner, der bor så tæt på lufthavnen, at vi bare skulle sms'e, når bagagebåndet gik i gang. De havde haft vores bil holdende i deres indkørsel og dermed sparet os for en formue til parkering.

Derefter var der "bare" at køre hjem. Det havde været en lang dag, da vi var stået op klokken seks japansk tid, og det nu var sidst på eftermiddagen i Danmark. Så jeg var lidt betænkelig ved, at Gemalen skulle køre helt til det midtjyske. Men heldigvis var vejret dårligt og trafikken tæt, så han kunne ikke slappe af og holdt sig fint vågen, mens jeg sad og moslede rundt i mit sæde i forsøget på at være solidarisk. Det gik nogenlunde til Storebælt, men derefter nikkede jeg væk til drømmeland mange gange.

Vel hjemme gik jeg på hovedet i seng, hvilket selvfølgelig medførte, at jeg vågnede klokken alt for tidligt lørdag morgen. Jeg gentog successen her til morgen og er sikkert først nogenlunde ovre mit jetlag i morgen tidlig, hvor jeg til gengæld skal tidligt op ...


Selv om det er regnvejr, kan man jo godt være 
fin, når man skal besøge templet.

tirsdag den 10. oktober 2017

Som en forvirret høne


Argh, altså!

Lige om lidt er det efterårsferie, og vi skal ud at rejse. Men inden da er der 8327 løse ender, som der helst skal styr på.

På arbejde er der ting, der bare skal nås, fordi der er deadline, mens jeg er væk.

Derudover skal de sidste ting undersøges, der skal vaskes, stryges og pakkes. Kamelen skal afleveres.

Vejrudsigten skal tjekkes endnu en gang i håb om, at den ombestemmer sig fra regn og regn, og hvad gør vi med fx fodtøj, hvis det hele tiden regner?

Min mobil driller, og det gør Donnaens også. Lyset over spisebordet virker ikke, og gulvvarmen er i udu.

Og der er de øvrige aftaler, blandt andet med høreklinikken, og hvor lang tid mon det tager?

Vi skal også huske at checke ind!

Hvad siger den hjemlige vejrudsigt? Er vi 300 procent sikre på, at Storebæltsbroen ikke lukker?

Og og og.

Hvilket bevirker, at jeg i øjeblikket stæser rundt som en forvirret høne i selvsving.

Derfor tror jeg bare, at det bliver sayonara herfra, og så kommer der forhåbentlig ro på igen en gang efter efterårsferien.

torsdag den 28. september 2017

Trafiknissernes hemmelige klub


Her i byen har vi - er jeg overbevist om - en hemmelig klub for trafiknisser, hvis fornemmeste opgave er at gøre trafikken så håbløs som muligt, så tit som muligt.

Trafikken har altid været slem, og at der var køer på Ringvejen var i mange år et fast indslag i P4 både morgen og aften. Lige til vi fik motorvejen, og alt blev fint og nemt, og det virkede, som om nisserne var flyttet i protest.

Nu virker det mere, som om de bare har været på en god, lang ferie for at lade op til nye generende påhit.

Eller måske er det kun chefnissen og hans nærmeste, der har været på ferie, mens andre har holdt gryden med trafikforhindringer simrende?

I hvert fald har der længe været gang i en mindre forlægning af et stykke vej, som jeg skal passere på vej til arbejde. Det er kun et ganske lille stykke vej, som skal rykkes lidt til højre, og så skal der etableres et lyskryds. Det har allerede taget hele sommeren og er stadig ikke færdigt.

Det er dog vand - og mudder - i forhold til, hvad chefnissen nu har udtænkt.

For nu skal Ringvejen renoveres, hvilket skal ske ved, at den bliver fuldstændigt lukket i etaper. Først én strækning og så den næste og så videre. Teoretisk set skulle det nok kunne lade sig gøre, især da alle bilerne jo nu kører ude på motorvejen.

Men i virkeligheden er der stadig virkeligt mange mennesker, der benytter Ringvejen, og det giver et anseeligt tryk - også bogstaveligt - på de omkringliggende småveje, der nu skal lægge asfalt til mange tunge lastbiler hver dag.

Bedre bliver det heller ikke af, at skiltningen halter. Tyveri, står der i avisen. Vil det virkelig sige, at der er et sort marked for omkørselsskilte?

Allerbedst - set fra trafiknissernes synspunkt - er det dog, at man tilsyneladende kun følger planen for arbejdet på nogle punkter. Således spærrer man planmæssigt den næste strækning af vejen, uden først at gøre den foregående strækning helt færdig. På den måde er der nu pludselig spærret to etaper i stedet for en, og krydset i mellem er endda også spærret. På kommunens hjemmeside står, at arbejdet på den foregående etape er afsluttet, men det er det bare ikke. Kunne Donnaen og jeg ved selvsyn konstatere, da hun igår skulle køres til teori, og vi kom derfor ud på noget af en skovtur.

Da jeg to minutter efter undervisningens start havde læsset Donnaen af, besluttede jeg mig for at køre en anden vej tilbage. Ikke ad Ringvejen, men gennem byen. Det var dumt. For på et sted var gaden gravet fuldstændigt op, og der var kun et grusspor farbart. Det var ikke lysreguleret, men reguleredes efter den stærkestes ret.

Og det var ikke mig.

Præcis samtidig med mig startede en anden bilist fra den anden ende. Hans bil var ældre end min, og han selv var både yngre, større og mere aggressiv med mig. Så gæt selv, hvem der kom til at bakke, med den andens kofanger helt oppe i næsen?

Nemlig. Mig.

Og så hjalp det fedt, at jeg bagefter kunne konstatere, at det var ham, der skulle holde tilbage, hvis ellers han havde gidet at respektere skiltningen ...

Igennem kom jeg dog, og så burde der ikke være flere forhindringer på vejen hjem.

Men jo, en kæmpe BMS-kran havde travlt med at fjerne de sidste rester af kommunens sommerunderholdning og blokerede dermed den ene vejbane på vejen over søerne. Man må medgive nisserne, at det var flot, både udtænkt og timet, for nu var præcis den vej jo en af de eneste fungerende forbindelser mellem den nordlige og den sydlige del af byen, så at blokere en vejbane på netop det sted midt i myldretiden var virkelig førsteklasses nissetænkning.

Hjem kom jeg til sidst, og Gemalen fik besked på, at han altså måtte være sød at hente Donnaen, for jeg havde overhovedet ikke lyst.

Suk.

Der mangler yderligere to etaper.

Dobbeltsuk.



torsdag den 21. september 2017

Ikke bare visse-vasse


Det er ikke blevet bedre.

Hverken med hørelsen, tinnitussen eller lydfølsomheden.

Hørelsen på mit venstre øre er stadig elendig oppe i diskanten, tinnitussen er blevet mærkbart værre, og lydfølsomheden er stadig en plage.

Da jeg efter MR-scanningen fik at vide, at der ikke sad 'noget' og trykkede på hørecenteret, sendte ørelægen samtidig en henvisning afsted til Høreklinikken i Viborg med henblik på, at jeg kunne få et høreapparat.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra min manglende vilje til at se mig selv som høreapparatsbruger ...

Og bortset fra at der er ufattelig lang ventetid. Over 40 (fyrre!) uger var beskeden, som jeg allerede efter ganske få dage fik via e-post. Alternative løsninger findes ikke rigtigt, så det var bare at vente. Og da det så blev sommer og ferie, og jeg iøvrigt stadig håbede, at det hele bare ville gå i sig selv igen, lod jeg tiden gå.

Men da jeg hen over sommeren oplevede et par anfald med svimmelhed, kvalme og forstærket tinnitus - og deraffølgende tudeture og tiltagende desperation, opsøgte jeg igen ørelægen, om han da ikke kunne gøre noget?

- Næh, var hans umiddelbare svar.

- Jamen, jeg er jo ved at blive stjernebims! beklagede jeg mig.

Selv om ørelægen ikke mente, at nogen nogensinde var blevet virkeligt tossede, og at jeg egentlig bare skulle lære at leve med det, havde han alligevel et par forslag:

- Du kan prøve at henvende dig til Viborg og bede om at blive skrevet op på deres afbudsliste, og så kan jeg også henvise dig til Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus. Derinde beskæftiger de sig med at lære folk at leve med deres handicap, forklarede han.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra, at det var første gang, jeg indgik i en sætning, hvor der også blev sagt handicap ...

Den slags skal altså lige fordøjes, og jeg kan mærke, at det gør et og andet ved min selvopfattelse.

Jeg henvendte mig til Viborg og fik at vide, at også afbudslisten var frygtelig lang. Ikke desto mindre gik der under en uge, før jeg blev ringet op, om jeg kunne komme dagen efter.

Det kunne jeg godt, og så blev jeg først høretestet meget grundigt og så de sørgelige resultater på en graf. Jeg fik dog også at vide, at jeg stadig er i stand til at skelne, hvad der bliver sagt, og det er godt, for så nytter det at få et høreapparat. Hvis man ikke kan skelne, virker et høreapparat bare som om man skruer op for en dårligt indstillet radio.

Derefter var det tid at forholde mig til bestillingen af høreapparatet. Både til farve og funktioner. Det var jeg af en eller anden grund ikke rigtigt forberedt på, men sådan måtte det jo være.

Og til sidst kom jeg som ind til en hørepædagog.

Det var en god oplevelse.

Hun fortalte mig, som den første, hvad det egentlig er, der er sket og stadig sker i mit øre. Blandt andet, at tinnitussen måske er en eller anden uheldig reaktion på, at hørecenteret ikke længere modtager lyd i det omfang, det er vant til. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele, men det var meget fint at få forklaret alligevel.

Hørepædagogen var også helt klar over, hvor frustrerende både tinnitus og lydfølsom kan være, og hun havde en hel række forslag til ting, man kan gøre for at formindske ubehaget. Jeg har langt fra overvejet dem alle, men det allerbedste var i virkeligheden at sidde med en person, der ikke bare var sådan lidt visse-vasse! til det hele.

Det var rart at høre nogen sige, at jeg jo ikke var alene om ind i mellem at være superfrustreret over min tinnitus og min lydfølsomhed, og at der findes kompenserende strategier, som kan læres, så man bedre kan være i det og ikke behøver at blive hverken bims eller depressiv.

Og således opmuntret gjorde det mindre, at jeg blev meget, meget våd, før jeg nåede ud til min bil.


Sommerferiebillede:
Vindueskig fra borgen i Cesky Krumlov.