onsdag den 17. maj 2017

Guld på Bornholm


Gemalen og jeg var så heldige at tilbringe storbededagsferien på Bornholm.

På godt hotel, med god mad og fine oplevelser sammen med søde mennesker.

Gode venner havde nemlig inviteret til guldbryllup, og det skulle ikke bare være en hel traditionel fest med 50 mennesker til suppe, steg og is, men derimod et flere dage langt arrangement for en mindre skare. Afholdt på guldbrudeparrets absolutte yndlingsø, Bornholm.

Da Midtjylland ligger upraktisk langt fra Bornholm, tog vi afsted allerede torsdag og havde således den første aften og næste formiddag for os selv. Hotellet lå lige uden for Rønne med den fineste havudsigt, og jeg kunne gå ad stier langs kysten ind til Rønne, mens Gemalen tog ud at cykle.

Et par timer senere indfandt både guldbrudepar og de øvrige gæster sig på hotellet og efter en let frokost blev vi alle hentet og kørt ind til Rønne for at komme på bytur med en lokal guide. Solen skinnede fra en blå, blå himmel, og da jeg om formiddagen havde haft det rigeligt varmt i min vinterjakke, var jeg nu lidt lettere påklædt.

Det var en fejl. Det blæste, det var hundekoldt, og jeg frøs. Og det - undskylder jeg mig med - var nok årsagen til mit begrænsede udbytte af turen. Hver gang vi stoppede, og guiden ville fortælle et eller andet, forsøgte jeg at anbringe mig selv i både sol og læ - og inden for hørevidde. Det lykkedes dog sjældent, og da jeg efterhånden i højere og højere grad prioriterede læ, gik jeg glip af en del guldkorn.

En ting hørte jeg dog, og det var historien om de uhyrligheder, bornholmerne blev udsat for under den russiske besættelse i året efter 2. Verdenskrig. Mens resten af Danmark festede og vendte det blinde øje til, opførte nogle af de russiske besættelsestropper sig alt andet end gentlemans-pænt. De røvede og plyndrede og forgreb sig på øens kvinder og unge piger. Det anede jeg ikke, hvilket åbenbart ikke er så sært, da det simpelthen blev fortiet af skræk for at støde den russiske overmagt.

Det gik jeg så og tyggede lidt på, mens de andre pænt hørt om blandt andet købmandsgårde, slavehandel, morbærtræer, byggestil og ejendomspriser.

Vel hjemme igen var der lige tid til et par timers optøning under dynen inden en hyggelig middag, hvor guldbrudeparret blev distraheret, mens andre konspirerede bag deres rygge. Og så tidligt i seng, for selv om det officielle program bare sagde bustur klokken 10:30, vidste vi jo godt, at nogen skulle meget tidligt op og rumstere med æresport. Vi andre skulle bare være parate til morgensang klokken 08 dut.

Og der stod vi så næste morgen, på græsset uden for morgenmadssalen, hvor først måbende og siden storsmilende og vinkende morgenmadsgæster fulgte vores bestræbelser på at få sunget I Østen stiger Solen op og Det er så yndigt at følges ad så tilpas højt, at guldbrudeparret ville vågne og komme ud på deres hotel-altan.

Det lykkedes. De var selvfølgelig vågne, men hævdede hårdnakket, at de ikke havde hørt æresporten blive sat op. Og det troede vi så på.

Så op til brudevals. Og til champagne på tom mave, hvilket hurtigt kunne mærkes. Derefter morgenbuffet og lige tid til at gå tre gange rundt om sig selv, inden der var busafgang til en tur rundt på det nordlige Bornholm, hvor vi skulle se nogle af guldbrudeparrets yndlingssteder. Vi så både stenbrud, vandfald, Rytterknægten og alt muligt andet, kyndigt guidet af guldgommen, der optrådte, som havde han været turistguide hele sit liv.

Vejret var med os og varmt nok til, at vi kunne spise den medbragte frokost udendørs på en bænk foran Strandslottet i Sandvig. Derefter lagde en vis mathed sig over selskabet, og jeg må med skam erkende, at jeg ikke har et helt klart indtryk af, hvad vi kom forbi, før vi igen var tilbage ved hotellet og kunne nyde en kop kaffe og et par timer på langs inden aftenens middag.

En middag med god mad og god vin. Begge dele i rigelige mængder. Og sange og så mange taler, at mere end en tredjedel af de voksne på et tidspunkt sagde noget. Set i den sammenhæng var det måske meget godt, at selskabet ikke var så stort, ellers havde vi da siddet der endnu.

En hyggepianist klimprede i baggrunden, og det var sikkert meget hyggeligt, men lidt mere end mit trælse øre - der ellers havde opført sig tåleligt - kunne kapere, så efter kaffe og gaveudpakning gav jeg op og forlod det gode selskab, som fortsatte et par timer endnu.

Næste formiddag skulle vi med færgen fra Rønne 10:30, men da det kun tog ganske få minutter at køre ned på havnen, var det til at have med at gøre. Også for Gemalen, der var lidt mere bælgøjet end mig.

De andre skulle først afsted med færge eller fly ved middagstid, men de fleste var dog oppe, så vi kunne sige farvel og takke for nogle meget fine dage i godt selskab.

Room with a view.

onsdag den 10. maj 2017

Padderokkebrok


Vejret i dag er ikke noget at råbe hurra for; det småregner og er koldt og kedeligt.

Men sådan var det jo ikke i weekenden, hvor vejrguderne havde besluttet sig til at gå direkte fra vinter til sommer med solskin og temperaturer, der gjorde det til en fornøjelse at rumstere rundt i haven.

Ja, haven sgu!

Det der mestendels grønne areal, der ligger uden for vinduerne, og som jeg en (for) stor del af året bilder mig selv ind må være et område, der nok passes af en gartner - en lidt sløv en ganske vist - som ikke er mig.

Hvert år i februar rammes jeg af stor lyst til straks at kaste mig over havearbejdet, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, fordi der er både koldt og vådt og måske endda dækket af sne. Sommetider spekulerer jeg på, om jeg alene har det på den måde, fordi jeg inderst inde godt ved, at det er helt ufarligt og uden konsekvens på det tidspunkt?

Så gik marts, og det blev april. Og jeg var da i haven nogle gange, men de fleste gange var det koldt, og jeg kunne hurtigt finde en undskyldning for at gå ind igen.

Omvendt i weekenden, hvor jeg kun kom ind, fordi jeg var tvunget til det.

Og nu er mit staudebed næsten ukrudtsfrit område.

Næsten, altså.

For der mangler lige knap to kvadratmeter, som jeg bare ikke nåede. Og som nok vil kræve en time eller to at komme nogenlunde til bunds i, fordi ukrudtsmængden er - ahem - temmelig markant. En giftig kombination at genegræs og padderokker - og et par stauder, der trodser de ulige betingelser. Hvilket er både godt og ondt. For det ville være ulige nemmere bare at grave det hele op i forsøget på at få kål alle de elendige rødder. Men det kan jeg ikke rigtigt nænne.

Så jeg kæmper kampen. Og føler ind i mellem, at jeg faktisk er lige ved at vinde kampen mod genegræsset.

Men padderokkerne! For filan da. Det er virkelig en ukrudtsplante, der alene er skabt for at irritere mest muligt. Enormt hårdfør og med nogle rødder, der knækker, bare man tænker på at trække i dem, så man kun får en lille rodstump med op, mens resten bare fortsætter med at vokse. Samtidig er rødderne jordfarvede og så uskyldigt udseende, at jeg ikke ser dem og får dem pillet op, selv i opgravet jord. Hvilket igen bevirker, at der kun går fem minutter - eller i hvert fald ikke mere end en uge - før nye voksende pinde - aka padderokker - begynder at stikke op alle vegne i det ellers så nyligt lugede bed.

Jeg hader padderokker!

Og jo, jeg ved godt, at man vist nok kan bruge padderokker til både dit og dat. Men dertil er jeg så ikke lige nået endnu. Og ind til da vil jeg have lov at hade dem.

En ret heldig opgravning, men roden
er - selvfølgelig - knækket.

torsdag den 4. maj 2017

Akvarietanker


Lige når jeg vågner, kan jeg godt tro, at alt er, som det skal være.

Det varer, lige til jeg drejer mig, så mit højre øre er ned mod puden, og fuglekvidderet forsvinder.

Nu er der helt stille. Næsten. En svag summen kører konstant.

Jeg rejser mig lidt forsigtigt, for de første dage var balancen påvirket, og jeg blev nemt svimmel. Det er vist heldigvis et overstået kapitel, men ingen grund til at risikere noget, tænker jeg.

Det er mig, der står først op, og der er ikke megen støj den første halve time. Især ikke, hvis jeg kan afholde Kamelen fra at bank-bank-banke sin logrende hale ind i badeværelsesdøren, når vi skal ud efter avisen. Det lykkes sommetider. Så er der kun el-kedlens hvæsen og lidt skramlen, når jeg tager ting ud af køleskabet.

Fornemmelsen af at sidde på bunden af et akvarium opstår kun langsomt. Den forstærkes, når først Donnaen og siden Gemalen står op og begynder at snakke og skramle. Sådan fortsætter det på arbejde, hvor jeg ganske vist sidder, hvor folk passerer forbi, men hvor jeg heldigvis ikke deler kontor med nogen og derfor slipper for de andres diskussioner og telefonsamtaler. Jeg går også glip af hyggesnak og dårlige jokes, men det foretrækker jeg i øjeblikket.

På vejen hjem skal jeg handle, og nu føles det ikke længere som et akvarium, men snarere som det store bassin i Lalandia. Det overvældende mængde lyde, der kommer fra alle retninger i et supermarked, og som jeg i øjeblikket ikke rigtigt kan sortere i, har været ved at tage pippet fra mig, og jeg har tænkt, at det var godt, jeg havde en vogn at holde fast i, når jeg småsvimmel og svedig gik derfra. Nu er jeg blevet lidt bedre til at kapere det, men det er stadig en prøvelse.

Alt i alt temmelig træls, og imens jeg har ondt af mig selv, tænker jeg en del akvarietanker:

- Går det ikke snart over?
- Bliver det i det mindste ikke snart bedre?
- Går det overhovedet over?
- Bliver det aldrig bedre?

Det korte svar er måske.

Der er stadig næsten fjorten dage til næste besøg hos ørelægen, og imens er google min fjende, for - som alle jo ved - skal man ikke google sygdomme og tro, at det gør noget godt for en. Det gør det ikke. Og for mit vedkommende finder jeg blot ud af, at kun halvdelen, sådan lidt plus/minus, af de personer, der rammes af sudden deafness (sådan hedder det altså, også på dansk) får deres hørelse tilbage. Chancen for at få hørelsen tilbage falder med alderen, og jeg er jo i den sammenhæng næsten halvfems.

Suk altså.

Hvordan sammenhængen er mellem chancen for at få hørelsen tilbage og chancen for at slippe af med henholdsvis tinnitus og støj-overfølsomhed, ved jeg ikke.

Og det er måske godt det samme?


I hvert fald vil jeg ikke google mere.

Tror jeg.

Vesterhavskig, der ikke har en dyt med indlægget at gøre.

mandag den 1. maj 2017

Forsøgsweekend


Gemalen og jeg har brugt weekenden på at teste os selv.

Dels har vi testet, hvad vores slatne helbred kan kapere, dels har vi testet, om vi er vokset fra vandrerhjemskonceptet. Det kunne vi teste i forbindelse med noget mtb-o-pling-plang, som blev afholdt over fem dage i det nordjyske.

Gemalen tog afsted allerede onsdag og indlogerede sig på vandrerhjemmet i Fjerritslev. På et fire mands-værelse, hvilket ikke kunne ses, da jeg ankom om lørdagen. Gemalen havde bredt sig ud over det hele, og måtte tage sig lidt sammen for at rydde sengeplads til mig. 

Det lykkedes, og så sad jeg der og spekulerede lidt over, hvor længe det er siden, jeg sidst har boet på vandrerhjem? Længe i hvert fald, for jeg havde med stort held glemt alt om, hvilken standard og hvilket serviceniveau, jeg kunne forvente. At der var møgbeskidt på gulvet, skyldtes nok primært - det vælger jeg at tro - at Gemalen havde haft diverse hjul med ind. Men badeværelset, suk altså.

De første tre dage havde Gemalen bestilt og fået vandrerhjemmets morgenmad, men det kunne på ingen måde lade sig gøre om søndagen, hvor Gemalen - i lighed med alle de andre gæster på vandrerhjemmet, og så kunne man vel godt forvente, at nogen gad at stå op og servicere dem? - skulle op før Fanden fik sko på for at være klar til start ude ved Klim Strand lidt over klokken otte. Så vi måtte selv ud og købe ind, og det gjorde heller ikke så meget, fortalte Gemalen, for de foregående morgeners udvalg havde ikke været specielt fantastisk.

Køleskabet i vandrerhjemmets gæstekøkken var overfyldt, men udendørstemperaturerne så lave, at vi uden problemer kunne opbevare vores mælk med mere i bagagerummet, og det gjorde vi så og undgik dermed også at skulle bekymre os om, hvorvidt den store flok glade, svenske mountainbikere kunne holde styr på, hvilke to procent af køleskabsindholdet, der ikke var deres.

Konklusionen på det forsøg blev således, at mens Gemalen ikke er så sart, er jeg efterhånden blevet ganske sippet og vil helst bo på steder med bare en vis rengøringsstandard. Og også vældig gerne med gedigen tysk morgenbuffets-ditto.

En nok så vigtig test var af Gemalens præstationsniveau. Det var første gang, han kørte konkurrence, siden han i bogstaveligste forstand var lagt ned i hele marts måned med sit pacemaker-bøvl. Han vandt ikke. Som i langt fra. Men han kom igennem alle fem løb, også den lange distance om søndagen, uden at at blive ret meget mere end almindeligt smadret. 

Og han blev ikke nummer sidst en eneste gang. 

Selv har jeg det bedst, når jeg er omgivet at mindst mulig lyd. I Nordjylland er der højt til himlen, og det gik udmærket, så længe vi opholdt os ude. På et tidspunkt skulle vi dog have frokost, og selv om klokken var mange, var der andre end os, der ikke var nået længere. Derfor var støjniveauet også en del højere end forventet på den kro i Blokhus, vi gik ind på. Og mens vi ventede på maden, og jeg ikke havde andet end støjen at koncentrere mig om, var jeg ved at gå ud af mit gode skind og parat til at slå den næste, der tabte en gaffel, ihjel.

Senere tyndede det heldigvis ud i antallet af gæster, og jeg endte med at slappe så meget af, at jeg godt kunne klemme en portion æblekage ned som dessert.

Eftermiddagen blev brugt på at kigge på Vesterhavet og lede efter et helt specielt sommerhus, hvis placering jeg kun vagt kunne huske, da det er mere end 30 år siden, jeg besøgte husets daværende, nu forlængst afdøde, ejere. Efter at have kørt ned ad adskillige grusveje, der så helt forkerte ud, ramte vi pludselig en, der havde det helt rigtige hulvejs-udseende, og helt nede, hvor der ikke var mere at komme efter, vendte vi om og fik øje på et meget diskret hjulspor, som førte ind til huset, der lå lige så mageløst skønt, som jeg huskede det.

Der var ingen hjemme, og det var derfor muligt at gå to gange rundt om huset og sukke lidt over, at ingen lever evigt, før vi kørte tilbage til først Fjerritslev for at købe ind til morgenmaden og senere til Klim Strand, hvor der var mtb-o-ryttermøde med diverse oplysninger og - ikke mindst - lodtrækning om en bunke sponserede småpræmier. Gemalen var heldig og vandt en speciel tang til brug ved kædeskift og et halvt dusin sorte damefooties størrelse 35-37 ...

Fruen var knapt så heldig og måtte konstatere, at højlydt applaus og glade tilråb føltes som den rene støjvold. Til gengæld kunne jeg dårligt høre, hvad de nærmestsiddende sagde til mig.

Bagefter var vi begge så trætte, at vi kørte tilbage til vandrerhjemmet og gik på hovedet i seng. 

Næste morgen stod vi op klokken seks og spiste morgenmad, og mens Gemalen drog afsted til cykelløb, tog Fruen lige to timer mere under dynen med Ipadden, hvor jeg blandt andet fandt ud af, at Fjerritslev Kirke er tegnet af min oldefar, og jeg derfor var nødt til lige at slå et slag forbi og kigge nærmere på den, inden jeg kørte ud til stranden og gik ud og gloede lidt mod fjerne horisonter.

Så kom Gemalen og de andre tilbage, og en kop kaffe, en kanelsneg og lidt sladder senere kørte vi hjem.


Smukke udsigter er der nok af langs Vestkysten.

mandag den 24. april 2017

Porcelæn og godstog


Inde i mit øre står en sølvbakke med fint porcelæn.

Måske til afternoon tea med sandwiches, scones og en lille kage. Der er i hvert fald både sprøde kopper og kagegafler på bakken.

Og hver gang der er en høj lyd,

og det er der tit, for det kan være alt fra en hævet stemme, to tallerkener, der sættes i opvaskemaskinen, elkedlen, der koger, eller en bagerpose, der krølles sammen

opfører bakken i mit øre sig, som om der kører et godstog forbi.

Det hele ryster, klirrer, og der opstår en resonans, der kan vare længe efter, at den egentlige lyd er ophørt, og som ovenikøbet har den sære effekt, at det føles som varme.

Det er en anelse generende.

Eller rettere; det er vildt ubehageligt, enormt irriterende, det stresser og trætter - og gør sur, hidsig og grådlabil.

Læg dertil, at kuren med binyrebarkhormon påvirker humøret på samme måde.

Og så vil jeg slet ikke nævne, at overgangsalderen for alvor har stukket sit grimme hoved frem de allerseneste måneder med alt hvad der til hører af humørsvingninger. Suk.

Jeg er således virkelig en fornøjelse udfordring at være sammen med.


Stakkels mig.

Stakkels min familie.


onsdag den 19. april 2017

Træt, desorienteret - og døv!


Langfredag var Donnaen og jeg i biografen for at se menneskeficeringen af hendes absolutte yndlingsDisneytegnefilm, Skønheden og Udyret.

Gemalen havde meldt pas. Han var sjovt nok lige så lidt interesseret i Skønheden og Udyret, som jeg havde været i at komme med ind og se Ghost in the Shell en lille uge tidligere. Men Donnaen har en ganske bred filmsmag og kan sagten kapere begge dele.

Den var rigtig sød, og vi kørte glade hjem.

Og så blev jeg svimmel og måtte sætte mig ned og lige sunde mig lidt, før jeg gik aftentur med Kamelen.

Næste dag var jeg stadig småsvimmel, utilpas, træt og endnu mere kort-luntet end normalt. Men hvad pokker, man kan jo rage så meget mærkeligt til sig, så det var vel bare et eller andet influenza-agtigt?

Søndag havde jeg det bedre og kørte til Odense for at besøge min søde, gamle faster. Helt alene i bilen kunne jeg fornøje mig med min yndlingsmusik, men højtalerlyden i bilen lod altså noget tilbage at ønske. Diskanten var metallisk og mærkelig, og da ingen havde skruet på noget, var det lidt sært, og jeg begyndte at overveje, om det i virkeligheden var mig, der var noget galt med?

Mandag morgen vågnede jeg tidligt og lå og lyttede lidt til fuglenes morgenkvidder. Så lagde jeg mig om på højre side, og fuglene holdt op med at kvidre ..!

Det krævede en nærmere undersøgelse, og jeg lå og roterede som en tosse. Lå jeg på ryggen eller på venstre side, sang fuglene lystigt. Men ikke, hvis jeg lå på højre side. Jeg kunne simpelthen ikke høre dem med mit venstre øre.

Øv.

Mere øv blev det, da jeg sad og spiste morgenmad, og min mobil gav sig til at brumme et sted i nærheden, som jeg aldeles ikke kunne lokalisere, fordi jeg kiggede til højre, og mobilen lå ovre på køkkenbordet til venstre. Retningsfornemmelsen var selvfølgelig også røget.

Tirsdag lykkedes det mirakuløst at få en tid med det samme hos ørelægen, hvor man hurtigt på basis af diverse høretests kunne bekræfte mig i, at jeg var blevet ramt af et voldsomt høretab på venstre øre, i diskant-enden af skalaen. Mens grafen for min hørelse på højre øre var omend ikke prangende, så dog aldersmæssigt helt okay, så lignede den tilsvarende graf for mit venstre øre Postnords økonomiske resultater de seneste måneder. Ikke just noget at råbe hurra for.

Faktisk blev jeg for elleve år siden ramt af noget lignende, og som ørelægen også kunne se ud af sin gamle journal på mig, så var det gået i sig selv igen, og jeg havde fået det meste af hørelsen tilbage efter en periode, som jeg nu har fortrængt, hvor lang var. Måske er det det samme denne gang, det kunne ørelægen ikke sige noget om.

Men i modsætning til den gang får jeg nu en omgang steroid-behandling i ti dage i håb om, at den kan kurere en mulig virusinfektion i det indre øre. Så kort en behandling skulle ifølge ørelægen ikke give alvorlige bivirkninger, men da pillerne kan virke opkvikkende, skal de tages først på dagen, så jeg kan sove om natten. Om det passer, at de er opkvikkende altså, ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke specielt hyper, men måske kan de modvirke, at jeg bliver helt afsindigt træt i mit hoved af hele tiden at prøve at kompensere for både manglende lyd og manglende retning. 
Dét vil i hvert fald ikke gøre noget.

Vi høres ved. Eller not.


tirsdag den 18. april 2017

Bag køleskabet


Påskeferien?

Jeg var i haven i det gode vejr. Hver dag gik med at luge om formiddagen og sidde i solen med en bog og en kop kaffe på terrassen om eftermiddagen.

Eller. Sådan forestillede jeg mig, at påskeferien skulle forløbe, dengang vi omkring juletid aftalte, at med al den øvrige rejseaktivitet, så havde finanserne vist bedst af, at vi blev hjemme. Og gik i haven. Sådan en lille uge ville måske lige være det, der skulle til, for at jeg fik styr på mit staudebed og kom genegræsset i forkøbet.

Det var derfor noget af en streg i regningen, at vejret var, som det var, og jeg ikke har brugt så meget som fem minutter i haven.

Men så kunne jeg jo ordne en hel masse indendøre. Eller slappe af.

Eller prøve at gøre begge dele og ende med at sætte mig mellem to stole, så jeg hverken har slappet rigtigt af eller følt, at jeg har udrettet noget. Den slags gør ikke super-tilfreds, skulle jeg hilse og sige.

Til gengæld kan jeg måske glæde mig over, at det nu omsider er gået op for mig, at de to ting faktisk udelukker hinanden. Man kan ikke både slappe 100 procent af og udrette en hel masse. Det har jeg ellers altid bildt mig ind, når jeg har set frem til nogle blanke fridage. Det har overhovedet ikke lydt forkert i mit hoved, når jeg på én gang har tænkt Ih, hvor skal jeg slappe af og Ih, sikke en masse, jeg kan få fra hånden.

Men nu tror jeg nok, at jeg har forstået, at jeg må vælge. Spørgsmålet er så bare, om jeg kan huske det næste gang, der er blanke fridage i kalenderen?

Det lykkedes mig dog at ordne én ting i påskeferien.

Jeg har gjort rent bag og under mit køleskab, så der nu er funklende rent.

Ta dah - intet mindre!

Det var tiltrængt, for det er ikke et sted, hvor der ret tit bliver gjort rent. Faktisk sker det så sjældent, at jeg ikke kunne huske, at køleskabet er udstyret med nogle rulle-fiduser, der med lidt god vilje kan ligne hjul, og som gør det muligt (for Gemalen) at lirke det ud af dets hul, så man kan komme ind bag ved det.

Hele miseren startede med vand på gulvet foran køleskabet.

Første gang tørrede jeg op og var bare lettet over, at det ikke var Kamelen, der pludselig var blevet syg og havde tisset på gulvet i løbet af natten. Anden gang var mens Gemalen var syg, så det var der ikke lige noget at gøre ved. Tredje gang tørrede jeg op, før jeg fortalte Gemalen om det. Og med vanlig manglende fidus husets damer, mente Gemalen i første omgang, at nogen - som ikke var ham - måtte have væltet noget i køleskabet, som var løbet ud ...

Fruen mente derimod, at det måtte have noget med isterninge-produktionen at gøre, og da køleskabet om aftenen tog vand ind til isterninger, for Fruen ud af sengen og ud i køkkenet og konstaterede, at der ganske rigtigt var vand på gulvet.

Nu måtte Gemalen give sig, og næste morgen rykkede han køleskabet ud fra det murede indhak, hvor det står. Og kunne se - absolut ingenting. Altså bortset fra store mængder støv og spindelvæv på væggene og en underlig gang snask på gulvet bestående af støv, spindelvæv, vand - og glaskår, som i tidens løb er suset ind under køleskabet, når vi har sendt rødbedeglas og andet godt i gulvet.

Det var ikke noget kønt syn, og jeg gik i gang med ajax og skurebørste og nåede efterhånden ind til de oprindelige overflader. Både vægge og gulv blev ret nydelige at se på, men hvor vandet kom fra, kunne vi ikke regne ud. Før køleskabet igen tog vand ind, og en fin stråle stod ud fra et hul i forsyningsslangen og sjaskede både væg og gulv til.

Men heldigvis ikke mig, for lige på det tidspunkt havde jeg forladt hullet for at hente en skammel, så jeg også kunne vaske køleskabets overside af.

Heldigt var det også, at Gemalen stod lige ved siden af og kunne se, hvor hullet var, så han kunne tætne slangen med cirka syv kilometer isoleringstape.

Hvad der er knapt så heldigt er, at det nok bare er en stakket frist, fordi hele slangen er ved at være mør af ælde.

Men det gider vi ikke bekymre os om.

Lige nu vil vi nøjes med at glæde os over, at slangen i hvert fald nu er tæt, og køleskabshullet renere end det har været længe.

Lidt har også ret.

Og imens sprang bøgen ud.

tirsdag den 4. april 2017

En buddha så stor som Rundetårn


Jeg nåede aldrig at få den sidste dag i Hong Kong med:


- Det skal vi bare ikke!! næsten råbte Donnaen.

Jeg havde lige fortalt hende, at det sidste stykke af turen til Ngong Ping på øen Lantau for at besøge en kæmpestor buddha-figur kunne foregå med svævebane. Men da Donnaen har det virkelig stramt med svævebaner, syntes hun overhovedet ikke, at det lød særlig fantastisk.

Og fordi jeg er en meget rar mor, der helst vil have mit afkom med på tur i nogenlunde u-traumatiseret tilstand, gav jeg mig til at google alternative muligheder for transport. For selv om det kan være meget sjovt (hvis altså man kan lide det) at lade sig transportere med svævebane, er det vel næppe den måde, de lokale flytter sig selv og deres gods?'

Google maps viste sig en endnu en gang at være ganske forunderligt, for foruden at vise, at der selvfølgelig fandtes busser, viste Google også, at svævebanen slet ikke var i drift, men lukket på grund af reparation. Så det var bare at tage toget til Tung Chung, en af de splinternye nye satellitbyer udelukkende bestående af højhuse, og så følge strømmen til den rette bus. Det kunne vel ikke være så svært, når alle var tvunget til at tage bussen?

Som sagt så gjort. Vi hoppede af toget og så os omkring. Det var ikke ganske indlysende, hvor vi skulle gå hen, men vi fandt dog hurtigt bus-holdepladsen, og så skulle vi bare finde den rigtige bus. Det tog lidt tid, og derefter tog det lige lidt ekstra tid at komme helt hen til enden af køen, som var en hel del ret meget længere, end jeg havde drømt om på sådan en helt almindelig torsdag.

Et kort sekund overvejede jeg at vende om, men besindede mig dog, og så stod vi der og ventede og ventede og ventede. Der gik cirka 40 minutter, før vi kunne stige ind i en af de mange busser, der kørte i pendulfart mellem Tung Chung og Ngong Ping. Selve busturen tog mindst lige så lang tid, for man skulle den halve ø rundt, og den var alle pengene værd.

Det var et kæmpe kulisseskift at komme fra byen og ud på landet. Pludselig var skyskraberne væk, og i stedet var der masser af grønt og småbyer, hvor det tilbagelænede rod omkring ejendommene mest af alt mindede om noget, man ellers ser ude på landet i Sydeuropa. På et tidspunkt var vi ret højt oppe og havde en mageløs udsigt ud over kysten og en række små-øer, og da vi senere kørte langs stranden, så den meget indbydende ud. Ærgerligt, at det kun var februar.

Til sidst var vi ikke alene kommet halvvejs rundt om øen, men også op og ind mod midten til Ngong Ping, hvor vi forlod bussen og fulgte horderne. Eller det var forbløffende så lidt, alle de mange buslæs mennesker fyldte. Selvfølgelig var der mange mennesker, men slet ikke så mange, at det føltes ubehageligt. Faktisk var der så lidt trængsel, at der også var plads til løsgående kreaturer, nogle få køer og et par stude, der gik og hyggede sig og tilsyneladende havde det helt fint med at optræde som selfie-baggrund på tusindvis af billeder med glade kinesere.

Tian Tan Buddha, sådan hedder kæmpestatuen, sad på toppen af en bakke og skuede ud over landskabet. Man kunne på lang afstand se ham titte oven ud af den omgivende vegetation. Tættere på kunne man især se, at der var mange trin op til ham ...

Der var mange mennesker på trapperne,og der blev taget mange, mange billeder. Også med selfie-stang. Men forunderligt nok, var der ingen, der selv faldt eller uforvarende skubbede andre ned ad trapperne, og vi nåede også op uden andre tildragelser end en vis åndenød. Hvilket også var slemt nok for Donnaen, der desværre var ramt af foråret, der sendte pollen i hovedet på hende.

Helt oppe var Buddhaen ret svær at se. På samme måde som Rundetårn er ret svær at få et indtryk af, når man står med næsen helt henne ved murstenene. Og med fundament og det hele er Buddhaen af nogenlunde de samme dimensioner. I stedet vender man derfor lynhurtigt ryggen til Buddha og kigger væk, ud over landskabet, som var kuperet og ualmindelig grønt og frodigt til alle sider og med kig til havet mellem bakkerne.

Smukt og lige til at falde i staver over. Hvis altså ikke man lige var ramt af pollen-allergi og derfor kun i begrænset omfang kunne glæde sig over det smukke landskab.

Vi gik ret hurtigt ned igen og over til det nærtliggende kloster. For at kigge og især for at finde det spisested, der skulle være der. Vi fandt det, begreb aldrig helt konceptet, var helt sikre på, at der var rigtig meget, vi ikke skulle have, men endte med en omgang nudler med grøntsager. Og gaffel. Nogen havde skarpsindigt regnet ud, at vi var bedre tjent med gaffel end med spisepinde ...

Mætte og nogenlunde tilfredse besluttede vi at finde toilettet inden turen tilbage. Og så besluttede vi lige så hurtigt, at vi godt kunne holde os, i hvert fald til vi nåede tilbage til stationen i Tung Chung og måske helt til Central.

Busserne kørte stadig i pendulfart, og folk stod stadig i kø for at komme med. Og vi gjorde det samme. Donnaen opdagede pludselig, at en halvgammel kineser foran hende stod og smugfilmede hende på sin mobil. Det var ikke særlig rart, men da hun vendte ryggen til og lod mig stå i mellem, og der så ikke skete mere, gjorde vi ikke noget ved det. Var han rykket med rundt for at fortsætte, havde vi nok gjort hans kone opmærksom på hans gustne tilbøjeligheder.

Turen hjem til byen og hotellet gik uden nævneværdige oplevelser. Både Donnaen og jeg forsøgte at suge til os med dobbelt kraft, velvidende at det var vores sidste dag i Hong Kong.



torsdag den 30. marts 2017

Et stik i hjertet


Så gik der nok en uge, som Gemalen primært har brugt på at suse rundt i hospitalssystemet, mens vi andre forpustede prøvede at følge med og samtidig huske vores egne aftaler.

Gemalen blev udskrevet torsdag, og alt var nogenlunde godt. Kun nogenlunde, for rask var han jo stadig ikke. Fredag morgen fik han et voldsomt ildebefindende, og måtte afsted igen.

Først måtte jeg dog igen-igen konstatere, at ting har det med at blive næsten ubærligt besværlige, når man er forskrækket. Det direkte telefonnummer på kontaktkortet til sygehuset var ulæseligt, fordi stemplet var gledet. Wifien var ustabil, da hovednummeret skulle findes på nettet. Koordinatoren var optaget, da jeg kom igennem til afdelingen. Og så videre.

På det lokale sygehus kunne man konstatere, at Gemalens hjerte - og pacemaker - slog som det skulle, men da man ikke der kan teste selve pacemakeren, blev Gemalen overflyttet til Skejby. Her sagde man, at pacemakeren hele tiden havde kørt, som den skulle, og at Gemalens ildebefindende havde skyldtes atrieflimmer, som nok igen skyldtes den væskeansamling, han havde ved hjertet. Det ville derfor kunne opstå igen, og så måtte han 'bare' prøve ikke at blive alt for forskrækket ... Og så skulle han iøvrigt komme tilbage til videre tjek mandag som oprindeligt aftalt.

Det tjek bestod af to ultralydsscanninger. En udvendig og en indvendig. Den udvendige var den helt almindelige og til at have med at gøre. Den indvendige not so much. Den går via spiserøret, så lægen ikke er generet af ribbenenes gitterværk, og da Gemalen allerede havde fået foretaget sådan en undersøgelse ugen før og syntes, den var voldsomt ubehagelig, gjorde han, hvad han kunne for at slippe. Der hjalp dog ingen kære mor, og mens Gemalen fik foretaget sin scanning, tog Fruen i IKEA og spiste köttbullar med kartoffelmos og tyttebærsyltetøj.

Jeg var dårligt landet i venteværelset på Skejby igen, før sygeplejersken kom og hentede mig, at nu havde hun vækket Gemalen, så han kunne få noget at spise, og så ville lægen komme. Det gjorde lægen, men hun var stadig ikke 100 procent sikker på diagnosen. Enten var der sket en udsivning, da man lagde den nye tråd til pacemakeren og i den forbindelse, ved et uheld, var kommet til at stikke Gemalen. Eller også var tråden, ved et uheld, blevet lagt, så den fortsat generede, og så måtte den jo lægges om.

Helt sådan formulerede lægen sig ikke, men det var det tætteste, vi kom på, at nogen indrømmede, at noget i forløbet ikke var gået helt efter bogen.

Fordi lægen ikke var sikker, skulle Gemalen CT-scannes, tirsdag på det lokale sygehus. Have taget blodprøver, onsdag på den lokale sygehus. Og igen til Skejby, torsdag, for afklarende samtale.

Det har han så været nu. Det var så sket det, at man på det lokale sygehus ikke havde kigget efter det, man skulle kigge efter på CT-scanningen, så umiddelbart havde lægen på Skejby ikke et entydigt, endegyldigt svar ...

I mellemtiden har Gemalen dog fået det meget bedre. Han har ikke længere feber, hans infektionstal er nede på et næsten anstændigt niveau, og han hoster kun en lille smule. Så medmindre et fornyet kig på den foretagne scanning giver anledning til noget andet, er konklusionen, at Gemalen må afvente, at væskeophobningen forsvinder af sig selv, og han stille og roligt får det bedre, og så skal han iøvrigt til nyt tjek om tre uger.

Det håber vi så på, men så er hele marts faktisk også gået med noget, der kun burde have varet et par dage eller max en uge.

Og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg skal være arrig over netop det eller bare taknemmelig over, at Gemalen overhovedet er i live.


onsdag den 22. marts 2017

Træls på den langsommelige måde


Da Gemalen kom hjem fra hospitalet med sin nye pacemaker, var det jo meningen, at han bare skulle blive rask hurtigst muligt. Det forventede alle, og han fik endda grønt lys fra sit rejseforsikringsselskab til at tage til Portugal her ved månedskiftet for at køre MTB-O-løb, selv om han var relativt ny-opereret.

Han blev bare ikke rask, men blev ved med at gå og skrante. Med feber, forhøjede infektionstal, hoste og generel utilpashed. Dagene gik med næsten daglige besøg hos skiftende læger i det lokale lægehus, og da det til sidst blev for meget for en af dem, røg Gemalen videre til tjek på det lokale sygehus. Her konstaterede man - ikke overraskende - feber og forhøjede infektionstal. Og sendte Gemalen hjem med en recept på penicillin, for han havde nok - som de også havde sagt på Skejby - været så uheldig at få en luftvejsinfektion omtrent samtidig med pacemakerudskiftningen.

Gemalen tog artigt sine piller, men fik det overhovedet ikke bedre. Han havde stadig feber, hostede og var så træt, at han tilbragte det meste af døgnet enten på sofaen eller i sin seng. Selv ikke et hyggeligt besøg af datter og datterdatter kunne holde ham oppe. Fra lægehuset var beskeden, at nu måtte han altså lige tage sin penicillinkur færdig, for mon ikke den ville virke - snart.

Det gjorde den ikke. Overhovedet. Gemalen hostede fortsat,og temperaturen kørte op og ned. Ikke voldsomt op, men bare hele tiden på feber-niveau. Lørdag var penicillin-kuren slut, og mandag stod han igen hos lægen, som sendte ham videre til tjek på hospitalet.

Hvor de beholdt ham og lagde ud med en ekstra skrap intravenøs penicillinkur, som de derefter, efter blandt andet en kikkert-undersøgelse, konstaterede var helt overflødig, for der var ingen infektion, men derimod lidt væskeophobning i (eller om?) hjertet. Det kunne godt give de oplevede symptomer, forklarede venlig læge.

Nu er det onsdag, og Gemalen ligger stadig og kigger op i loftet på stue 304. Man venter på svar på en blodprøve, før han forhåbentlig kan komme hjem i morgen, og så skal han til tjek på Skejby i næste uge. Hvad Skejby-lægerne så siger, er ikke godt at vide.

På den måde går både dage og uger, mens alt og alle er lidt i limbo.

Og nej, Gemalen kommer ikke til Portugal.

Suk.



mandag den 13. marts 2017

Kontraster


Hvor kom vi fra? 

Næste morgen hoppede vi på metroen og kørte to stationer mod øst, væk fra Central og de dyre områder omkring Financial District.

Vi stod af på North Point og dukkede op i en verden, der så ret hverdags-autentisk ud. Masser af høje og godt brugte bygninger, hvor mange, mange kinesere havde deres hjem.

Vores første mål var Chinese Goods Centre, et kinesisk stormagasin, som ikke gjorde noget nummer ud af at se fancy pansy ud, men bare havde masser af varer stablet tæt på hylderne. Fruen ville gerne se det, bare fordi .. det kunne være sjovt. Donnaen var desværre ikke voldsomt veltilpas, og besøget blev derfor kort. Jeg nåede dog at forelske mig i nogle meget flotte krukker eller gulvvaser dekoreret med traner. Hvis bare jeg havde haft omkring 6000 kroner plus det løse til told og forsendelse ...

Videre gik det, under Kowloon Bay og over på Kowloon-siden. Her var metroen så venlig at ligge oven på jorden, så vi kunne se lidt på byen. Og hvilken by! At Hong Kong er et af verdens tættest befolkede områder, er ikke så svært at overbevise sig selv om. Der bor over 7 millioner mennesker på et område rundt regnet på størrelse med Lolland. Og da der ikke bor så mange i yderdistrikterne, må tætheden nødvendigvis være så meget desto større andre steder. Et af disse steder er Kwun Tong, som vi kiggede ud på fra metroen. Her bor der over 57.000 personer pr. kvadratkilometer. Det er ret mange, skulle jeg hilse at sige. Til sammenligning bor der 'kun' 18.000 personer pr kvadratkilometer på Nørrebro i København, som vistnok er noget af det tættest befolkede, man finder i Danmark.

For at få plads til alle disse mange mennesker har man selvfølgelig været nødt til at stable dem. Virkelig højt og virkelig tæt. Højhusene stod skulder ved skulder ved skulder. Det gør de mange steder, blandt andet i de helt nye bebyggelser ud mod lufthavnen. Men inde i Kwun Tong er højhusene ældre, og nogle er derfor begyndt at se lidt mistrøstige ud, hvilket måske/måske ikke er med til at øge indtrykket af overvældende kompakthed? Donnaen og jeg kiggede og kiggede og funderede over, hvordan det måtte være at bo der og skulle finde hjem til sin egen lille skoæske på 37. etage blandt uendeligt mange stort set ens huse. Svært at forestille sig, når man selv bor i en flad, midtjysk provinsby.

Det primære mål var Chi Lin, et buddistisk nonnekloster med tilhørende have, og ikke at glo på højhuse. Det, altså at glo på højhuse, brugte vi ganske vist en del virkelig meget tid på i løbet af hele ferien. Fordi vi simpelthen ikke kunne lade være med at falde i svime over dem. Igen og igen.

For at komme til nonneklosteret skulle vi af på Diamond Hill og kunne meget bekvemt benytte kundetoiletterne i indkøbscentret med det flotte navn Plaza Hollywood. Vi krydsede under et par store veje og fandt ind i Nan Lian Garden, der er en klassisk kinesisk have med fine stier og træer, buske, blomster og damme sirligt placeret efter mere end tusinde år gamle principper. Det overraskende er, at haven faktisk er ganske ny, kun ti år gammel, og resultatet af en regeringsbeslutning tilbage i 1980'erne, hvor man vedtog en ny plan for bydelen. Hvad der har været tidligere, ved jeg ikke.

Nu er her så en have, og det er intet mindre end fantastisk at bevæge sig fra den buldrende by og ind i den fredelige have, hvor man - bevares - stadig kan høre byens larm, men hvor hele atmosfæren med det samme er ro og lavt gear. Vi satte os på en bænk og lod os overvælde.

Haven passes af klosteret, og det gøres ret nidkært. Man må ikke spise eller drikke i haven, men vi tænkte, at vi da godt liige kunne drikke lidt vand af en flaske. Det kunne vi så ikke. Små, midaldrende parkbetjentdamer slap os ikke af syne. Donnaen pointerede, at det egentlig var sært, at der var skraldespande i haven, når man ikke måtte indtage noget. Måske er de til papirlommetørklæder, hvis man skulle formaste sig til at pudse næsen?


Vi gik over en lille bro for at se nærmere på det smukke, gamle kloster. Som slet ikke er gammelt. Det er oprindelig bygget i 1930'erne og genopført i 1998 i nøjagtig Tang-dynasty-stil. Ikke at jeg har en pind forstand på kinesiske stilarter. Mørkt træ og store, flotte svungne tage i sort tegl. Forholdsvist simpelt, men alligevel fyldt med næsten alle de krummelurer, som jeg forbinder med buddhistiske templer.

Klosteret er et ret stor bygningskompleks, men man har som besøgende ikke adgang til selve klosterdelen, men kun til de centrale tempelbygninger. Det var også rigeligt. Der var nok at se på. Flotte forgyldte buddha-figurer omgivet af - øh - andre figurer, som jeg ikke har helt styr på, offergaver, røgelsespinde og bedende kinesere. Helt perfekt til formålet, som var at vise Donnaen, hvor flot, anderledes og betagende sådan et tempel kan være.

Egentlig var vi ikke særligt interesserede i det indre, men mere i det ydre. I den totalt surrealistiske kontrast mellem den gamle, klassiske tempel-arkitektur og de omgivende supermoderne skyskrabere. Vi tog tilsammen en million billeder, og næsten ligegyldigt hvilken vinkel vi valgte, tårnede højhusene sig op i baggrunden. Det var både vildt, flot og tankevækkende. Tankevækkende, at man i en by med så massive pladsproblemer vælger at lægge først et kloster og siden en kæmpestor have på 3,5 hektar midt i det hele.

Tilbage i haven dryssede vi lidt rundt og beundrede især den lille gyldne pavillon, der også var blevet plads til. Den er virkelig fin og meget fotogen, omgivet af grønne buske, blå himmel - og skyskrabere.

Til sidst kunne vi umuligt tage flere billeder. Vi var også blevet sultne, så vi gik tilbage til storcentret, hvor vi efter at have kigget på adskillige restauranter endte med at spise japansk ...



PS: Jeg har efter-googlet en del til dette indlæg, men da det ikke er en afleveringsopgave i gymnasiet, sætter jeg altså ikke kilder på. I har bare at tro på, hvad jeg skriver ...

onsdag den 8. marts 2017

Udfald på linjen


Beklager det midlertidige udfald på linjen.

Skyldes et andet og mere konkret udfald på nogens linje, helt konkret på Gemalens pacemaker.

Gemalen gik og småskrantede og overvejede både allergi og kold lungebetændelse, før han omsider onsdag kontaktede sin læge. Pr mail, hvilket jo ikke ligefrem er den hurtigste kommunikationsform, der findes. Læge svarer sidst næste dag, at Gemalen skal få en akut-tid. Det får han så. Fredag. For lav puls og for højt blodtryk er en dårlig kombination, så Gemalen bliver beordret til undersøgelse på det lokale hospital, hvor han selv kører ned - efter dog først at have hentet Donnaen hjem fra skole.

På hospitalet får han lov til at vente en times tid, før en reservelæge kigger på ham. Hun skal lige konferere med en overlæge, og så går det pludselig stærkt, og i løbet af 10 minutter ligger Gemalen i en ambulance med blå blink på vej til Skejby.

Fruen havde taget det temmelig roligt, at Gemalen skulle til tjek på det lokale sygehus, men da næste melding fra Gemalen var, at nu var han i Skejby, var det slut med roen.

Bare at slippe alt og ræse derind var dog udelukket. Logistikken skulle på plads først. Helt lavpraktisk skulle Kamelen luftes.

Men derefter susede jeg afsted.

Åbenbart ret meget med hovedet under armen, for knap halvvejs blev jeg klar over, at Gemalens taske med tandbørste, rene underbukser, Ipad og ikke mindst opladerledning stadig lå hjemme i kælderen. Den måtte jeg hjem og hente, og så var jeg også nødt til at tanke, for nu var der helt sikkert ikke diesel nok til også at komme hjem igen.

Gemalen har tidligere været indlagt på Skejby, og jeg mente egentlig nok, at jeg kunne finde derind uden brug af GPS. Det kunne jeg ikke. Men omsider fandt jeg dog både hospital og indgang og skyndte mig ind. Og dagen efter fandt Donnaen en venlig besked under min vinduesvisker om, at det var en god ide at betale P-afgift på det sted. Og efter at have stået og gloet arrigt på en række låste døre fandt jeg endelig ud af at vende mig rundt og komme ind på afdelingen.

Der lå Gemalen og havde det efter omstændighederne ret okay, og et øjeblik efter kom en læge og scannede og scannede. Han kunne se en hel masse. Jeg kunne kun se et hjerte. Lægen pegede på en utydelig streg. Det var den tråd eller ledning, der førte fra pacemakeren og ned i hjertet, og det var den, der var årsag til hele miseren. For der var åbenbart en løs forbindelse, så hjertet ind i mellem ikke fik de nødvendige impulser.

Altså skulle Gemalen have en ny tråd. Det fik han dagen efter, og samtidig fik han også lige en nyere model pacemaker. Alt gik godt, og alle regnede med, at han ville blive udskrevet søndag.

Men så fik Gemalen ondt i brystet. Og feber og forhøjede infektionstal. Og hvorfor nu det? Skyldtes det, at den nye tråd lå og generede, eller kunne Gemalen have fået lungebetændelse? Lægerne kløede sig i hovedet og scannede, tog røntgenbilleder og blodprøver - og blev ikke meget klogere.

I løbet af mandagen fik Gemalen det dog bedre, og tirsdag havde han det så godt, at han blev overflyttet til endnu et døgns observation på det lokale sygehus.

Og i dag blev han udskrevet.


tirsdag den 28. februar 2017

Disney-light


- Og så skal vi i Disneyland!! slog Donnaen med stor overbevisning fast, da vi før jul lagde vinterferie-planer.

Altså hoppede vi på metroen og satte kurs mod Hong Kong Disneyland, der ligger mellem selve Hong Kong by og lufthavnen.

Vi var efterhånden blevet så drevne udi kunsten at køre med metro, at vi også begyndte at kigge på omgivelserne og vores medpassagerer. Det var både godt og skidt. Donnaen blev ret træt af dem, der pillede bussemænd. Med i toget var blandt andet en lille familie bestående af far, mor og to små piger. En stor lille pige, der tydeligvis forventedes at opføre sig som den store, og en lillesøster, der lige så tydeligt var vant til at charmere sine omgivelser og få sin vilje.

Lutter idyl. Lige indtil jeg af vanvare begår dagens fejl og forsyner Donnaen og mig selv med tyggegummi fra en pakke, jeg har i jakkelommen.

Det ser den yngste og kommer straks i tanke om, at moderen har guf i sin taske. Det kræves udleveret. Nu! Hvilket moderen ikke vil. Og så har vi balladen.

- Mor altså, det er alt sammen din skyld, påpegede Donnaen.

Det havde hun ganske ret i, men hvad skulle jeg gøre? Moderen havde sagt nej, så jeg kunne ikke give den lille pige noget. Og iøvrigt ville alle nok have troet, at jeg havde villet tage livet af hende, hvis jeg havde stukket hende et stykke Stimorol, af den originale, stærke slags.

De næste ti minutter sad jeg bare og ønskede, jeg kunne spole tilbage. Så nåede vi heldigvis stationen, hvor vi skulle skifte til Disney Resort Line. Toget, som kun kørte til Disneyland, var noget for sig. Det var blandt andet forsynet med vinduer i samme facon som den kendte Mickey-silhouet med de store ører. Det kunne man jo kunne blive i godt humør af.

Køerne var begrænsede, og vi var hurtigt inde og kunne tage bestik af forlystelserne.

Lad det være sagt med det samme; Donnaen har udviklet sig en del, siden hun var med os i Disneyland i Los Angeles for otte år siden. Den gang var hun ikke så modig, men nu er det moderen, der måtte bede sig fritaget fra de - i følge Donnaen - allersjoveste forlystelser. Til gengæld synes Donnaen heldigvis stadig, at de søde, nuttede forlystelser, såsom bådturen gennem dukkeverdenen It's a Small World, er hyggelige.

Vi daskede rundt og prøvede lidt af hvert. Hong Kong-versionen af Disneyland er ikke så stor, og der er ikke så mange vilde forlystelser som i Los Angeles, men det vidste vi godt, så det gjorde ikke noget. Dog var vi lidt skuffede over, at Hyperspace Mountain, parkens nok vildeste rutschebane, var lukket. Det var den næst-vildeste dog ikke, og det sjoveste ved den var, at vi var totalt uforberedte på det, der skete. Vi kørte lidt op og ned i et tempo, der virkelig ikke kunne imponere Donnaen. Og så kørte vi op, op, og jeg troede, at vi ville få det store gys på nedturen på den anden side. Sådan gik det ikke. For pludselig sagde det Gunk!, og så tordnede vi ned igen. Baglæns. Gennem sving og kurver. Indtil vi til sidst stoppede og kørte fremad igen, og turen sluttede. Ikke forfærdelig vildt, men bare sjovt, fordi man på snedigste vis havde været i stand til at gemme den del af turen, så vi ikke vidste, hvad der ventede.

I starten havde køerne været overkommelige, men efterhånden som dagen skred frem, blev de længere og længere, men vi stod troligt i kø i halve timer og et par steder endnu længere. Det gav god tid til at kigge på de andre - og snakke om dem, da vi var relativt sikre på ikke at blive forstået. 

Det var Valentinsdag, hvilket betød en del kærestepar i parken og i køerne. Nogle par var meget søde. Nyforelskede og uden megen tanke for verden omkring sig. Men andre - Herre Jemini! Her havde hverdagen vist indfundet sig, og det betød, at vi meget ofte oplevede, hvordan fyren/den unge mand tilbragte al tiden i køen med næsen i sin mobil, mens pigen var totalt overladt til sig selv. Pigen havde selvfølgelig også en mobil, men det var altid kæresten, der stod fraværende, ofte halvt med ryggen til, og spillede spil. Totalt nederen opførsel, var vi enige om.

Sidst på dagen begyndte det at blive køligt, og mens Donnaen prøvede den sidste forlystelse, satte jeg mig lidt i læ og fik en snak med Gemalen derhjemme i det midtjyske. Vores mobilabonnement gav mulighed for både gratis tale, SMS og data. Hvilket var virkelig skønt - og samtidig føltes en anelse surrealistisk. Syntes moderen, der godt kan være lidt antik i sin tankegang. 

Vi droppede fyrværkeriet og kørte hjem i god ro og orden blandt hel- og halvsovende småbørn og deres trætte forældre.


fredag den 24. februar 2017

Tårne og tårer (næsten)


Efter et tiltrængt bad og en morfar til Donnaen tog vi metroen til Tsim Sha Tsui og zigzaggede ned til havnefronten.

Hver aften klokken 20:00 kan man nemlig opleve et lysshow, der bliver kaldt Symphony of Lights. Det går ud på, at de store bygninger på den anden side af vandet lyser op og/eller belyses i takt til musik. Hvis det ikke lyder af noget særligt, så er det helt forkert. For det er virkelig et flot skue, men bare meget svært at beskrive. 

Det varede cirka et kvarter, og vi blev egentlig enige om at se det igen en af de kommende aftener, men nåede det desværre aldrig.

 Næste morgen skulle vi for første gang prøve hotellets morgenmad. Donnaen var på forhånd lidt skeptisk, for hvad spiser kinesere til morgenmad? Jeg mente, at hun kunne være helt sikker på at finde noget spiseligt. Og jeg fik ret. Aldrig har vi set et så varieret udbud af morgenmad.

Der var nudler, baked beans, yoghurt, scrambled eggs, dumplings, og tusind andre ting.

- Jeg så en mand tage vingummier! sagde Donnaen vantro og besluttede på stedet at video-dokumentere herlighederne.

Vi sprang vingummierne over og begav os ud for at se på byen.

Første stop var et lille tempel lige rundt om hjørnet. Sådan et, der ikke gør særligt meget væsen af sig, men til gengæld bliver brugt af de lokale og derfor i Fruens optik har sin egen stilfærdige charme. Donnaen var ikke så let at begejstre og trak udenfor, væk fra duften af røgelsespinde og ventede der, mens moderen fik kigget færdigt.

Herefter ville Fruen se på banker, og vi tog metroen til Central, hvor et allerede meget mere kvalificeret exit sendte os lige op til Statue Square, hvor der er udsigt til de to mest ikoniske (bank-)bygninger i Hong Kong.

Den første HSBC Tower ligger lige ud til Statue Square. For de arkitekturkyndige kan nævnes, at arkitekten er engelske Norman Foster, og at der er tænkt en hel masse i feng shui. Bygningen er ikke blandt de højeste, men har en meget markant facade, som får mig til at tænke på byggekraner og storebæltsbroer, hvilket dog næppe er meningen?

Det bedste er dog, at man som helt almindelig dødelig kan tage rulletrapperne ind og op i et kæmpestort atrium, der minder om en mellemting mellem en kæmpestor katedral og et superflot stormagasin. Atriet er 10 etager højt, og en snedig kombination at dagslys og spejle gør, at man ikke rigtigt er opmærksom på, at der selvfølgelig er 'låg' på med cirka 40 yderligere etager.

Lige rundt om hjørnet ligger den næste power-bygning. Det er de jo alle sammen i det område, men nogen alligevel mere end andre, og China Bank Tower er det allerbedste eksempel på mere. Den er ikke længere Hong Kongs højeste bygning, men den flotteste, og den er en meget prominent del af Hong Kongs skyline. Jeg havde læst, at man kunne komme op og beundre udsigten fra 43. etage, så vi gik ind og hen til en række afskærmede, personbetjente elevatorer, fremlagde vores ærinde - og fik at vide, at vi var gået ind i den helt forkerte bygning ...

Donnaen rullede lidt med øjnene, og så fortsatte vi ellers lidt længere hen ad gaden og ind i den rigtige bygning. Hvor man til gengæld fortalte os, at det der med offentlig adgang desværre var afskaffet for to år siden. Øv!

Vi satte nu kursen mod havnen og de små færger. For at komme derhen skal man krydse nogle store veje, og kineserne har bygget et helt system af hævede fortove og gangbroer. Det er meget smart. Især, hvis man kan regne ud, i hvilken retning man skal for at ende det rigtige sted ...

De små Star Ferries er et must, når man er i Hong Kong, og det er da også meget sjovere at sejle over Victoria Harbour frem for at tage metroen under havnen. Udsigten er betagende, ligegyldigt hvor man kigger hen, og det er - med den trafik, der er i dag taget i betragtning - nærmest surrealistisk, at de helt frem til 1970'erne var eneste mulighed for at komme frem og tilbage mellem The Island og fastlandet.

Vi daskede lidt rundt i Tsim Sha Tsui, kiggede på butikker og på bygningsstilladser af bambusrør, ignorerede Rolex-kopi-sælgende mandspersoner, hvilede fødderne i en park og hoppede på toget til Prince Edward St. for at gå på jagt efter guldfiskemarkedet.

Det skulle vise sig at være noget helt andet, end Fruen havde forestillet sig. Hvad Fruen så præcis havde forestillet sig, står lidt hen i det uvisse. Måske en kommerciel udgave af Den Blå Planet? Det var det i hvert fald ikke.

Små butikker med fisk, fiskefoder og alt til akvarier lå langs gaden. Hvis nu fiskene havde svømmet rundt i passende akvarier, kunne det sikkert have været meget godt, men det gjorde de ikke alle sammen. Rigtigt mange var bare puttet i en lille plasticpose med vand og hængt op som bolscheposer i et dansk supermarked. Det syntes vi ikke var spor i orden.

Men det skulle blive værre endnu, for der var også andre dyrehandler. Først kiggede vi på skildpadder, der virkelig heller ikke havde meget plads at gøre godt med, men så nåede vi butikkerne med hundehvalpe og kattekillinger. Killingerne boede sammen i kuld, men hvalpene var anbragt en og en i kasser, der ikke var større end to gode danske mælkekasser. Og der stod de så.

Det var ikke sjovt. Slet, slet ikke sjovt. Donnaen kastede et blik på sin mors blanke øjne og skyndte sig med fast greb i min arm at marchere os ud af området.

Efter at have sundet os lidt satte vi kurs mod the Ladies Market. Det var en lang, lang gade med markedsboder. Her skulle man ifølge diverse rejseguider kunne finde tøj for enhver smag. Det kunne man måske også, men det ville kræve et meget øvet øje at se forbi de tusindvis af billige t-shirts og tasker, der hang overalt, så vi daskede bare igennem uden at købe noget som helst.

Og enedes om, at udvalget nok ville være bedre på the Temple Street Night Market. Det var det ikke, fandt vi ud af samme aften. Udvalget var nok større og inkluderede en hel masse billigt, elektronisk gøgl, men ellers var den største forskel, at det var aften, og at de dårligt oplyste kroge af boderne nu forekom en anelse skumle.

Det blev spisetid, og Donnaen meddelte, at hun under ingen omstændigheder ville spise ved et snusket gadekøkken, men gik dog så meget på kompromis, at vi endte med at sidde indendøre et sted, hvor taget egentlig udgjorde den største forskel.

Vi skulle selv sammensætte vores måltid ved at krydse af på en bestillingsseddel; nudler, sovs og tilbehør. Vi bestilte lidt på må og få og fik også serveret noget, der tilnærmelsesvis lignede noget, vi troede, vi havde sat kryds ved. Det smagte tilforladeligt, og mætte og trætte fandt vi den nærmeste metrostation og susede hjem i seng.

På vej over Victoria Harbour.

onsdag den 22. februar 2017

The Peak


Med mobilen forsvarligt anbragt i tasken gik vi ud for at slå nogle timer ihjel.

Målet var The Peak, Hong Kongs svar på Himmelbjerget.

Først med metroen fra 'vores' station, Tin Hau, til Admiralty, hvor vi skulle ud og finde The Peak Tram for at komme op på bjerget.

Hong Kongs metro-system er virkelig let at benytte, men der er lige et par småting, man skal lære, for at det hele spiller. Blandt andet at der kan være rigtigt mange udgange fra en given metro-station, og at det derfor ikke er helt lige meget, hvilken man benytter. Giver man sig tid til at stoppe op og studere de mange skilte, der er på stationen, er der dog nok 95 procents chance for, at der er henvist til netop den attraktion, man er på vej ud for at se.

Det skulle vi lige finde ud af på den hårde måde, for selvfølgelig fløj vi bare op fra undergrunden og havde derefter overordentligt svært ved at finde vej. Først stod vi en dyr mall, hvor venlig mall-official fortalte, at vi bare skulle tage rulletrapperne op og gå gennem lobbyen på Hotel Shangri-La, så ville vi være på rette vej. Han må nødvendigvis have sagt noget mere, for først kunne vi slet ikke finde hotellet, og derefter var vi ikke sikre på, i hvilken retning vi skulle igennem lobbyen.

Til gengæld fandt vi et pænt hotel-toilet, og den slags er altid rart, når man er på sightseeing i ukendte områder.

Det lykkedes dog til sidst at finde hen til den nedre station for den lille bjergbane. Fruen måtte da konstatere, at hun muligvis burde have taget højde for, at det var søndag, hvorfor alle, der altså ikke var til marathon, skulle besøge The Peak. Køen var lang. Meget lang. En lang slange, der bugtede sig ud af stationen og hen ad fortovet. I starten stod vi i sol, hvilket var ret ulideligt varmt, da vi stadig var i vores rejsetøj.

Inde på stationen kunne vi se, at folk kun blev lukket frem til perronen i portioner. På den måde var vi sikre på at komme til at sidde ned. Troede vi. For da vi endelig hoppede ombord, var der lukket præcis så mange ind, at de, der ikke kunne få en siddeplads, i det mindste havde noget at læne sig op ad. Og det var så os.

Turen op var meget stejl, og det var begrænset, hvad vi kunne se fra vores ikke specielt komfortable ståpladser. Men helt oppe, altså helt oppe på den øverste udsigtsplatform, var der en formidabel udsigt.

Virkelig formidabel.

Hele Hong Kong lå under os, og vi kunne nu for første gang få et indtryk af, hvordan byen hænger sammen. Med The Island, hvor vi stod, på den ene side og Kowloon på den anden side af Victoria Harbour og Kowloon Bay. Smukt og fascinerende på samme tid med de mange hundrede (tusinde?) skyskrabere og det blå, blå vand i midten.

Lige under os lå bydelen Central med Financial District og skyskrabere, der kappedes om at være fantastiske. Mest imponerende er Bank of China Tower. Det er ikke den højeste bygning, men den flotteste med et meget specielt design bestående af trekanter.

En audioguide kunne fortælle om de mest spektakulære bygninger, men det var simpelthen mere, end jeg kunne tage ind på det tidspunkt, så den blev droppet, og vi søgte - efter et kaffe-stop - ned igen. Køen ned var ikke helt så lang, men vi endte igen med at stå, og vel nede, brugte vi en del tid på at finde stationen, som endte med at være Central og slet ikke Admiralty, hvor vi var stået af ...

Til gengæld kunne vi finde ud af at tage hjem til Tin Hau og hotellet, og nu havde klokken passeret 14, så vi kunne få vores værelse. Det lå på 14. sal og havde en udsigt, der også var virkelig, virkelig flot, så vi smed jakker og sko og kravlede op i vindueskarmen og sad så lidt der og glanede, mens vi skiftedes til at sige Wow!


Room with a view.
Udsigten fra The Peak ses her.

mandag den 20. februar 2017

Sprint, marathon og en tabt mobil


Selvfølgelig var der også langt til Hong Kong. Det føltes bare ikke sådan, og faktisk var udturen lidt kortere, da vi fløj Kastrup-Stockholm-Hong Kong.

Helt præcist fløj vi Karup-Kastrup-Stockholm-Hong Kong og måtte også på udturen op, før en vis mand fik sko på.

Vi havde checket in hjemmefra. Og i Karup var man skam i stand til at sende bagagen hele vejen til Hong Kong. Også selv om vi havde tilkøbt Karup-Kastrup separat fra de øvrige billetter.

I Kastrup havde vi god tid. Og fik endnu bedre tid, da maskinen til Stockholm var forsinket. Så forsinket, at vi godt kunne regne ud, at vi ville komme i tidsnød, så jeg klagede min nød til en steward, som mente, at det nok skulle gå. Da vi lagde an til landing, viste det sig dog, at vi var flere, som var bekymrede, og der kom en servicemeddelelse til de Hong Kong-rejsende om, at vi med det samme skulle gå til gate det og det for at nå flyet.

Donnaen hørte beskeden som Løb!, og det gjorde hun så. Hun sprintede afsted, og hendes gamle mor efter, så godt hun kunne. Overbevise Donnaen om, at vi godt kunne tage den lidt med ro, kunne jeg ikke. Så vi landede i sæderne med pulsen oppe og kunne så sidde der og dampe, ind til de sidste kom ombord. - Og ikke mindst til vores bagage blev fisket frem og lastet med.

Turen gik helt planmæssigt. Vi fløj gennem en kort nat og landede klokken 07:10 i Hong Kong. Indrejseformularen til Hong Kong havde vi udfyldt, og så gik det fuldstændigt uproblematisk gennem paskontrol og bagageudlevering.

The Airport Express var nem at finde, og da vi pænt linede op for at købe billetter, fik vi at vide, at vi bare kunne hoppe på toget og betale ved ankomsten.

Altså susede vi afsted og fik de første glimt af storbyen og de mange, mange, mange højhuse.

Vel fremme betalte vi vores tur, og jeg spurgte, om vi samtidig kunne få et Octopus-card? Det skulle dog købes ved en anden skranke, og mens vi kunne betale for den første togbillet med kort, skulle Octopus-kortet betales kontant, så jeg måtte først forbi en hæveautomat, som meget passende stod cirka tyve meter væk.

Nu kunne vi i princippet have taget metroen til hotellet, men da der var en gratis hotel-shuttle-service - og vi jo ikke var særligt stedkendte - benyttede vi den.

Ude i trafikken opdagede vi, at vi var landet midt i det årlige Hong Kong-marathon, som - viste det sig - havde opløb stort set lige foran hotellet.

Men det generede selvfølgelig ikke en dreven chauffør, og vi blev læsset af og tog den rullende trappe op til receptionen på første sal. Vi kunne godt checke in, men ikke få vores værelse før klokken 14, hvilket der var cirka fire timer til. Vi afleverede bagagen, satte os ned og sms'ede til Gemalen og bestemte os for at gå ned og kigge nærmere på marathon-løbet.

Der var mange mennesker, virkeligt mange mennesker. Jeg læste senere, at ikke mindre end 74.000 mennesker havde deltaget i enten marathon-, halv-marathon- eller 10 km-løbene. Læg dertil hjælpere, officials, politi, dimse-uddelere og almindeligt nysgerrige. Vi prøvede at finde indgangen til parken og gik lidt frem og tilbage i mylderet.

Ind til jeg pludselig blev klar over, at jeg manglede min mobil.

Den var ikke i tasken, som den burde.

Og heller ikke i min baglomme, hvor den bestemt ikke burde være, men hvor jeg har den normalt hjemme i det midtjyske.

Den var væk! - Tabt eller stjålet.

Pis'oss'!!

Vi tog turen frem og tilbage en gang til, men så den selvfølgelig ikke. Vi kontaktede en official, som henviste til en bod 
for lost & found inde i parken, og vi kontaktede en betjent, som henviste til den lokale politistation.

Fruen kunne mildest talt ikke overskue nogen af delene og valgte at bruge den livline, som hotellet måtte formodes at være.

Imødekommende receptionist hørte på mine kvaler og spurgte ind til mærke og udseende.

Hvorefter anden receptionist gik en tur ud i baglokale og returnerede med - ta dah! - min mobil. Som jeg bare havde efterladt på et lille bord i lobbyen, da vi gik.

En gang i mellem har man heldigvis lov til at være meget heldig.


Højhuse i glas og stål.

søndag den 19. februar 2017

L-a-n-g-t hjem


And we are back! Næsten alt gik nogenlunde som planlagt, og alt er godt.

Men for hulan, for filan og for meget mere i samme dur; der var godt nok l-a-n-g-t hjem.

Dels fordi der bare er langt hjem fra Hong Kong, dels fordi Fruen ikke lige havde læst det kapitel i grønspættebogen, der handler om transit i Shanghai og dels fordi - nå ja, det kommer jeg til.

Vi aftalte med Gemalen, at han skulle ringe og vække os, inden han selv gik i seng torsdag aften.

Op klokken 05:00, breakfast-box leveret 05:30, check ud fra hotellet cirka 06:20. Så de 100 meter til metro-stationen, med toget til Central og skifte til The Airport-Express, som meget heldigt kørte, så snart vi var kommet ombord. Det gav os 10-15 minutter, hvilket viste sig at være meget heldigt.

I lufthavnen fandt vi hurtigt Cathays skranker for aflevering af bagage. Vi havde checket in dagen før på Central. Men kun til Shanghai og ikke videre til København. Check in-damen kunne ikke rigtigt redegøre for, hvorfor vi ikke kunne checke ind hele vejen, men mente, at det kunne vi så gøre næste dag i lufthavnen. Altså opsøgte vi først SAS-skranken, men ung kinesisk SAS-gut sagde:

- But of course - not.

Det gentog han tre gange, uden at vi blev klogere på, hvorfor of course - not. Men det var der ikke noget at gøre ved, så vi afleverede bagagen hos Cathay og skulle så have fat på den igen i Shanghai. Derefter igennem pas- og sikkerhedskontrol, og det tog, på trods af mange åbne skranker, lang tid. Så lang tid, at da vi endelig var igennem, var det allerede tid for boarding. Helt ude i den fjerneste ende af terminalen. Heldigvis kunne vi hoppe på en shuttle, som hurtigt fragtede os derud, og vi kunne gå direkte ombord. Men nåede altså overhovedet ikke andet, selv om vi ellers havde regnet med at have afsat tid nok til også at kunne undersøge, om der var noget at shoppe i den tax free.

Cirka to en halv time senere landede vi i Shanghai. Åbenbart næsten ude i en kinesisk mark, for det tog uendelig lang tid at taxie ind til gaten. Endelig ude af flyet var vi lidt på Herrens mark, og jeg håbede bare at kunne følge strømmen gennem lange, lange gange, der så ud til sidst at være vedligeholdt i halvfjerserne. Ved paskontrollen, i en stor miserabelt udseende hal, var der skranker for kineserne selv og andre for Hong Kong-kinesere og nogle få andre, som jeg har glemt. Og helt nede i den anden ende af den store hal, i et hjørne med kasser stablet op til loftet, var der så to skranker for aliens. Jeps, aliens. 

Her stod kun nogle få, men det gik alligevel umådeligt langsomt med at komme igennem. De to skranker var bemandet med hver sin dame i uniformer, der lignede noget fra Nordkorea, og mellem dem gik en overordnet mandlig tolder med helt utroligt mange distinktioner og stjerner på uniformen. Selv om det i princippet var damerne, der ekspederede os igennem, skulle han se alt, og damerne var i virkeligheden totalt overflødige. Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt en immigrations-blanket, for vi mente jo, at vi bare var i transit. Men sådan spillede klaveret ikke, så vi udfyldte blanketter med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Først kom Donnaen igennem. Moderen blev bedt om at holde sig pænt bag den gule streg. Så hun ikke kom med på billedet af Donnaen, viste det sig. Kineserne fik deres billede, og Donnaen fik to stempler i sit pas.

Derefter kom jeg igennem, og så gik det egentlig temmelig glat med at få bagagen og komme videre gennem tolden og ud i ankomsthallen. Problemet var bare, at der skulle vi jo ikke være. Skiltningen var muligvis fin nok, hvis man kunne kinesisk, men vi kunne bestemt ikke se, hvor vi skulle hen. Så vi måtte spørge os for og fandt da også ret hurtigt afgangshallen og SAS-skranken, en etage oppe.

Vi afleverede bagagen. Og så skulle vi igennem hele møllen igen, med omvendt fortegn ...

Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt den nødvendige blanket for at komme ud af landet. Det skulle vi. Med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Så blev der taget nye billeder, og først fik Donnaen og siden jeg endnu et stempel i vores pas. Derefter sikkerhedskontrollen, som var pænt striks, men hvor vi dog slap for at smide bælte og sko.

Og så var vi endelig igennem og kunne marchere ud i den yderste spids af en lang finger for at finde vores gate, hvor vi sank udmattede ned i et par stole og bare afventede boarding en lille halv time senere.

Da alt og alle var klar til afgang, meddelte kaptajnen, at der var så meget trafik, at vi var sat i kø, men at han håbede at være i luften inden for 40 minutter. Det holdt nogenlunde stik, og så kunne vi endelig belave os på at gå helt ned i gear i et lille halvt døgn.

Et par timer senere fik vi det første måltid serveret. Donnaen var hurtigst til at få låget lirket af, så hendes mundskænk nåede ikke at stoppe hende, før hun havde spist et eller flere stykker ananas, der lå camoufleret under sovsen.

Og Donnaen kan altså ikke tåle ananas.

Panik!

Donnaen fik det lynhurtigt dårligt. Formentlig lige så meget på grund af skræk som på grund af ananassen.

Stewardesser blev tilkaldt, madbakker fjernet, sikkerhedsbælte løsnet, piller med antihistaminer fundet frem og taget, inhalator fundet frem og brugt, epi-pen fundet frem og holdt parat. Og så var det ellers bare at prøve at berolige Donnaen. En ældre erfaren stewardesse gjorde en kæmpe indsats. Helt godt blev det dog først, da hun tilbød Donnaen at få ilt. Det så temmelig drabeligt ud med iltflaske og maske, men det hjalp, og der kom efterhånden så meget ro på, at jeg kunne få en ny bakke mad, og stewardessen gik på jagt efter mad uden bivirkninger til Donnaen.

Vi fik selvfølgelig at vide, at vi da bare skulle have bestilt særforplejning, og Donnaen så oprørt på mig over denne utrolige mangel på rettidig omhu fra min side. Og det var selvfølgelig rigtigt nok, men havde bare aldrig før været eller virket nødvendigt, for det er for det meste relativt simpelt at drible uden om kiwi, ananas og nødder.

Men i fremtiden skal Donnaen nok få sin særforplejning, for det føltes alt andet end rart at sidde i tolv kilometers højde og med ni timer til landing med allergiramt og angst barn.

Resten af turen var bare lang, men på en eller anden måde gik tiden alligevel. Vi læste, halvsov, så film, gloede ud i luften, fik endnu et måltid, så en film mere og sov lidt igen.

Og så landede vi i Kastrup. Gemalen stod parat og susede os hjem til det midtjyske, som vi nåede ved 22-tiden, præcis et døgn efter han havde vækket os.

Hong Kong set fra The Peak.

fredag den 10. februar 2017

Ondt i armen og blå i hovedet


Jeg har lidt ondt i armen. Den venstre.

Skyldes den lammer, jeg fik af sygeplejersken nede hos lægerne for et par timer siden.

I virkeligheden er det jo ikke en lammer, men en vaccination mod hepatitis A+B. Nummer to af slagsen, fordi Donnaen og jeg, om alt går vel, damper afsted på vinterferie i morgen.

Egentlig tror jeg slet ikke, at det er nødvendigt med sådan en vaccination, men når Donnaen skal med, og vi allerede nu ved, at hun formentlig skal mere ud at rejse de kommende år, så foretrækker vi at gå med både livrem og seler. Og når vi først er færdigt-vaccinerede om et halvt års tid, så skulle vi være dækket ind i mange, mange år.

Blå i hovedet er jeg mest, fordi jeg er lige ved at blive kvalt i det informations-overflow, som længere rejser giver anledning til.

Især kan alle fly-informationerne stige mig lidt en hel del til hovedet. Der er afgangstider, online-check ind, sædevalg, terminaler, boardingkort, tid til flyskift, bagageregler og titusind andre ting at forholde sig til.

Selv om man bør kunne finde ud af de allerfleste ting selv via internettet, føler jeg hver gang, at blodtrykket stiger, og at min hjerne smelter en lille smule, når jeg prøver at navigere rundt på siderne.

Hvorfor det er sådan, ved jeg virkelig ikke. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det kun kan skyldes mangel på øvelse ...

Derudover skal vi selvfølgelig fra lufthavnen, ind til byen og videre til hotellet, og hvordan gør vi nemmest det? Med toget, the Airport Express. Og så kan vi lige så godt med det samme investere i Octopus-cards, som kan bruges i både tog, metro, busser, færger og alt muligt andet. Alt sammen meget smart. 


Altså når jeg lige har fundet ud af hvor og hvordan.

Det sidste stykke til hotellet bør foregå med en free shuttle bus service, og selve hotellet tror jeg, at jeg har styr på. Jeg har i hvert fald bestilt værelse med udsigt, og så må der vel være vinduer?

Nu mangler jeg så bare at få styr på alt det lav-praktiske såsom tøj, hovedpinepiller og tandbørste, multi-stik og noget at læse i. Det skal jeg også nok nå at blive bare en anelse snurrende over. For det gør jeg jo altid.

- Hvorfor vil du overhovedet ud at rejse, spørger Gemalen hver gang hovedrystende, når han ser mig stæse rundt med et vildt udtryk i øjnene.

- Det er da, fordi det er enormt spændende, svarer jeg og forstår overhovedet ikke, hvad han mener.

Jeg glæder mig jo.

Og nu må I have mig undskyldt, jeg vil lige prøve at checke ind.



PS: Vi skal til Hong Kong. Sgu!

onsdag den 8. februar 2017

Fod på det?


Går det ikke lige lovlig stærkt for tiden?

Eller er det bare mig, der ikke har for ti øre fod på tingene.

Sikkert det sidste.

Og det er ikke, fordi der ikke er fokus på fødder i det lille hjem.

Kamelen skrammede jo sin pote, og Fruen tog hende med i klorhexidin-pote-bad i håb om at holde infektionen fra dørene.

Det så ud til at lykkes meget godt i flere dage. Men så blev det torsdag, og Fruen syntes pludselig, at skrammen virkede både mere fugtig og mere rød end dagen før. Og tanken om en weekend lige om hjørnet var selvfølgelig nok til at gøre mig så nervøs, at jeg blev nødt til at bruge en livline og ringe til en ven - dyrlægen.

Som så på Kamelen fredag og konstaterede, at den skramme så da meget pæn ud og nok skulle hele, hvis vi bare fortsatte potevaskeriet. Så rensede hun Kamelens ene øre og skældte mig ud for manglende tandbørstning.

Og så gik vi hjem igen. 600 kroner fattigere ...

Siden har Kamelen været med i bad hver eneste morgen og synes vist efterhånden, at det er ret hyggeligt. Derfor får hun også lov at fortsætte de kommende par dage, om ikke for andet så bare for at skylle vejsalten af.

Donnaen, som har haft bøvl med en fod i cirka to år, skal nu forsøgsvis begynde at danse igen. Kun lige så forsigtigt, i en halv time. Imens vi alle holder vejret og krydser fingre, tæer og fletninger for, at foden kan holde til det.

Hvis det går godt - og det SKAL det! - er det resultatet af et meget underligt forløb, hvor kun vedholdenhed og tilfældigheder har bragt hende så langt.

Hun har været til læge, til fysioterapeut, til læge igen, til speciallæge og til både røntgen og diverse scanninger. Ingen kunne hjælpe, og billederne af hendes fod viste ingenting.

Absolut ingenting.

Da lægerne egentlig havde opgivet Donnaen, beklagede Gemalen sig til en spinnetrænings-bekendt, som han tilfældigvis vidste arbejdede på ortopædkirurgisk afdeling på det lokale hospital. Han indvilgede i at se Donnaen en ekstra gang, men kunne heller ikke gøre noget.

Men han foreslog, at Donnaen skulle tilses af sygehusets fod-fys. 

Og det blev vendepunktet. 

For fod-fyssen kan noget, som kun de allerfærreste kan, nemlig manipulere med knoglerne i foden.

Og det gjorde han i en sådan grad, at jeg nær havde tabt tænderne af forskrækkelse over det enorme KNÆK!, som det sagde i Donnaens fod, da han fik rigtigt fat.

Flere knæk fulgte, og Donnaen er nu så godt som smertefri. Men det er altså først nu, at foden for alvor skal testes. 

Det bliver uhyggeligt spændende.

Billedet har jeg lånt et sted,
hvor der stod, at det måtte man godt
.