torsdag den 21. september 2017

Ikke bare visse-vasse


Det er ikke blevet bedre.

Hverken med hørelsen, tinnitussen eller lydfølsomheden.

Hørelsen på mit venstre øre er stadig elendig oppe i diskanten, tinnitussen er blevet mærkbart værre, og lydfølsomheden er stadig en plage.

Da jeg efter MR-scanningen fik at vide, at der ikke sad 'noget' og trykkede på hørecenteret, sendte ørelægen samtidig en henvisning afsted til Høreklinikken i Viborg med henblik på, at jeg kunne få et høreapparat.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra min manglende vilje til at se mig selv som høreapparatsbruger ...

Og bortset fra at der er ufattelig lang ventetid. Over 40 (fyrre!) uger var beskeden, som jeg allerede efter ganske få dage fik via e-post. Alternative løsninger findes ikke rigtigt, så det var bare at vente. Og da det så blev sommer og ferie, og jeg iøvrigt stadig håbede, at det hele bare ville gå i sig selv igen, lod jeg tiden gå.

Men da jeg hen over sommeren oplevede et par anfald med svimmelhed, kvalme og forstærket tinnitus - og deraffølgende tudeture og tiltagende desperation, opsøgte jeg igen ørelægen, om han da ikke kunne gøre noget?

- Næh, var hans umiddelbare svar.

- Jamen, jeg er jo ved at blive stjernebims! beklagede jeg mig.

Selv om ørelægen ikke mente, at nogen nogensinde var blevet virkeligt tossede, og at jeg egentlig bare skulle lære at leve med det, havde han alligevel et par forslag:

- Du kan prøve at henvende dig til Viborg og bede om at blive skrevet op på deres afbudsliste, og så kan jeg også henvise dig til Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus. Derinde beskæftiger de sig med at lære folk at leve med deres handicap, forklarede han.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra, at det var første gang, jeg indgik i en sætning, hvor der også blev sagt handicap ...

Den slags skal altså lige fordøjes, og jeg kan mærke, at det gør et og andet ved min selvopfattelse.

Jeg henvendte mig til Viborg og fik at vide, at også afbudslisten var frygtelig lang. Ikke desto mindre gik der under en uge, før jeg blev ringet op, om jeg kunne komme dagen efter.

Det kunne jeg godt, og så blev jeg først høretestet meget grundigt og så de sørgelige resultater på en graf. Jeg fik dog også at vide, at jeg stadig er i stand til at skelne, hvad der bliver sagt, og det er godt, for så nytter det at få et høreapparat. Hvis man ikke kan skelne, virker et høreapparat bare som om man skruer op for en dårligt indstillet radio.

Derefter var det tid at forholde mig til bestillingen af høreapparatet. Både til farve og funktioner. Det var jeg af en eller anden grund ikke rigtigt forberedt på, men sådan måtte det jo være.

Og til sidst kom jeg som ind til en hørepædagog.

Det var en god oplevelse.

Hun fortalte mig, som den første, hvad det egentlig er, der er sket og stadig sker i mit øre. Blandt andet, at tinnitussen måske er en eller anden uheldig reaktion på, at hørecenteret ikke længere modtager lyd i det omfang, det er vant til. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele, men det var meget fint at få forklaret alligevel.

Hørepædagogen var også helt klar over, hvor frustrerende både tinnitus og lydfølsom kan være, og hun havde en hel række forslag til ting, man kan gøre for at formindske ubehaget. Jeg har langt fra overvejet dem alle, men det allerbedste var i virkeligheden at sidde med en person, der ikke bare var sådan lidt visse-vasse! til det hele.

Det var rart at høre nogen sige, at jeg jo ikke var alene om ind i mellem at være superfrustreret over min tinnitus og min lydfølsomhed, og at der findes kompenserende strategier, som kan læres, så man bedre kan være i det og ikke behøver at blive hverken bims eller depressiv.

Og således opmuntret gjorde det mindre, at jeg blev meget, meget våd, før jeg nåede ud til min bil.


Sommerferiebillede:
Vindueskig fra borgen i Cesky Krumlov.

fredag den 15. september 2017

Blitz und Donner und Geburtstag und Gemütlichkeit


Jeg går jo til tysk.

Men efter i flere sæsoner at have hygget mig sammen med nogenlunde den samme garde så det pludselig sort ud, da vores elskelige tysklærer, Karen, tidligt i foråret pludselig meddelte, at hun altså stoppede med udgangen af det daværende skoleår, for nu blev hun jo 70 næste gang, og nu måtte det være slut.

Det kunne vi sådan set godt forstå, men det var altså rigtig trist.

Heldigvis gik der kun en måned eller to, så var Karen også nået frem til, at det faktisk var lidt trist.

Så hun spurgte meget, meget forsigtigt, om der muligvis, måske var nogen af os, der på nogen måde kunne være bare en lille smule interesserede i at fortsætte undervisningen i et lidt andet regi, måske hjemme hos hende?

Det resulterede i almindelig jubel, og i løbet af nul komma ingen tid havde stort set alle sagt ja tak, det ville vi gerne.

Og Karen så rigtig glad ud.

I går var anden gang.

Karen bor ude på landet, og turen derud tager knap en halv time. Da jeg tog hjemmefra skinnede solen, men så snart jeg havde forladt den hjemlige matrikel, var himlen forude blygrå eller nærmest kulsort. Og ude i det åbne land flængede det ene flotte lyn efter det andet himlen. Senere begyndte det at regne, og til sidst blev landskabet hvidt af hagl.


Vel ankommet styrtede alle ind i tørvejret og hygligheden. Vi manglede et par stykker, men viljen til at mødes er stor, så dagens fødselar kom og havde endda kage med. Og hende med de tordenforskrækkede børn kom også, så snart faderen til hendes unger kom hjem.

Og så sad vi der og hyggede og klarede verdenssituationen, hvilket godt kan være svært på tysk - altså ikke at hygge - når man har noget, man virkelig gerne vil bidrage til diskussionen med, men i den grad mangler tyske gloser. Men det går jo endda, og det er jo netop det, der er meningen, at vi skal lære nogle nye gloser og især at snakke.

Vi er også gået i gang med en bog. Og tyske bøger er et kapitel for sig, for man skal hver gang vænne sig til den enkelte forfatters måde at skrive på. Nogen skriver mere knudret end andre, og når det afgørende verbum først kommer til allersidst efter flere linjers læsning, kan man godt blive hægtet af. Således også i går, hvor der blandt andet var ret stor uenighed om et mistet kørekort. Den oplysning gemte sig i en bisætning og var fuldstændig gået vores næser forbi. Men går det som med tidligere bøger, vil vi i løbet af de næste 50 sider lære forfatterens rytme at kende og på den måde også forstå meget mere.

På den måde gik to timer hurtigt. Vi riggede ned, for stolene skulle bæres ud, lampen flyttes og det tunge spisebord sættes på plads. Sidste gang var det stadig lyst, da vi tog hjem, nu var det både mørkt og særdeles regnfuldt. Men bare kaste os i bilerne kunne vi ikke, for en var kørt en lille smule fast og skulle lige have et lille skub for at få fast grund under dækkene igen.

Det lykkedes, omend vi alle blev ret våde under processen.

Hjemme havde det overhovedet ikke regnet.


Himlen på vej til tysk.

tirsdag den 12. september 2017

Den indre badebold


Egentlig var det vel nok, at jeg skulle have et øre, der gik i smadder?

Men nix og nej; der skulle absolut være vrøvl i begge ender. Om jeg så må sige ...

Tilbage i foråret 2016 blev jeg indkaldt til tjek for celleforandringer, og ja, der var forandringer, så nu skulle der lige udføres et nyt tjek et halvt år senere. Ved det tjek så alt fint ud, og det var jo godt, men jeg skulle alligevel komme igen til opfølgende tjek efter et år. Og det gjorde jeg så, og så var den gal igen. Hvilket ikke var så godt, og så blev jeg henvist til gynækolog.

Godt så. Jeg fik en tid. Det kunne lige nås i frokostpausen. Eller i hvert fald næsten. Troede jeg.

Da jeg troppede op i klinikken 30 sekunder, før jeg havde tid, var der ikke et øje. Altså bortset fra en ung kvinde, der sad og ventede. På et tidspunkt kom et hvidkitlet væsen ind i lokalet, men hun var optaget af at stille ting på plads og værdigede mig først et blik efter flere minutter. Jamen, jeg skulle bare vente ...

Og det gjorde jeg så.

Der lød en afdæmpet hosten fra lokalet ved siden af, men ellers skete der intet. I lang tid. Endelig gik døren op, en patient gik ud, og efter lidt puslen rundt blev den unge kvinde kaldt ind.

Jeg ventede.

Længe.

Intet skete. Og det eneste, der var at høre, var en dæmpet hosten.

Efter 40 minutters ventetid - min frokostpause er på 30 minutter, hvis nogen skulle spørge - blev det min tur.

Gynækologen sagde goddag med et håndtryk, der trak mig en meter ind i lokalet og overbeviste mig om, at hun måtte være grandkusine til den amerikanske præsident.

Hun forklarede, hvad der skulle ske, og så var det ellers op på briksen med fødderne i bøjlerne.

- Hmm, hvor er min dims? sagde gynækologen.

Nej, hun sagde ikke dims, men jeg kan ikke huske, hvad det var for et instrument, hun manglede. Og det er iøvrigt også lige meget. Derfor dims.

- Har jeg virkelig ikke flere dimser? fortsatte hun, mens hun gennemrodede skuffer og skabe.

- Lige et øjeblik, fortsatte hun og forlod lokalet.

Mens jeg fortsat lå med bart understel og fødderne oppe ...

Nu var det jo ikke første gang, jeg blev efterladt på den måde, men det føltes ikke bedre af den grund.

- Desværre, jeg er simpelthen løbet tør for dimser, sagde gynækologen, da hun nogle minutter senere igen kom ind i lokalet.

- Det beklager jeg meget. Vil du vente i tyve minutter, mens vi får gjort nogle dimser klar, eller vil du komme igen i morgen tidlig, så må jeg finde en tid til dig.

Nu var Fruen blevet så mellemfornøjet, at hun gik målrettet efter at gøre det så surt som muligt for gynækologen, så hun valgte at komme igen næste morgen, så gynækologen skulle stå ekstra tidligt op.

Næste morgen klokken kvart i otte var jeg klar, og det var gynækologen også.

- Du skal lige hoste, sagde gynækologen.

- Igen!

Og sådan fortsatte jeg så med at hoste på kommando, til gynækologen var færdig med at tage biopsier.

- Hvorfor i alverden skulle jeg hoste, forlangte jeg efterfølgende at få at vide.

- Det er, fordi sådan en livmoderhals opfører sig lidt som en badebold og smutter, når jeg skal have fat i den, men når du hoster, danner du et modpres, og så er det meget lettere, forklarede gynækologen.

- Og så giver det dig iøvrigt noget andet at koncentrere dig om.

Således klogere på min indre badebold slap jeg ud igen.

Og efter små tre uger var der svar. Alle prøver var pæne. Men for en sikkerheds skyld skal jeg lige forbi egen læge igen om et år.


Ingen sammenhæng overhovedet.
Bare et billede af en masse svampe.

torsdag den 7. september 2017

Maden i Baden


Lørdag aften spiste vi fint.

Eller det gjorde vi overhovedet ikke. Bare lidt finere end de foregående dage, hvor vi den første aften havde spist i en slags gade- eller rettere havekøkken, hvor alt var meget interimistisk. Og hvor jeg lynhurtigt kom til at fryse og derfor overhovedet ikke kunne se det hyggelige i konceptet.

Næste aften insisterede jeg på at sidde indendøre. Og det gjorde vi så. Et lille bitte sted med fire borde inde og lidt flere udenfor, og nogle meget lokale gutter, der så fodbold i fjernsynet og spillede kort. Maden var god, og der var lunt og hyggeligt. På et tidspunkt var der en, der faldt over en andens hund, men pyt, han slog sig ikke, og så kunne det ikke spolere den gode stemning. Betale med kort, kunne vi ikke, men den nærmeste automat lå lige overfor, så pyt igen.

Denne aften regnede det, så det gav sig selv, at vi skulle sidde indendøre, og helt tilfældigt blev det så en italiensk restaurant, der var så velbesøgt, at vi har lidt heldige overhovedet at få et bord. Lækker mad og en udmærket vin. Men det bedste af det hele var en nuttet tjenerelev, der gik meget op i at gøre alting så rigtigt som muligt. Noget som Gemalen til en vis grad spolerede, da han som vanligt ikke mente, at det var nødvendigt at vente på, at tjeneren hældte mere vin op.

Søndag tog jeg for en gangs skyld med ud til stævneområdet. Her holdt et af de andre danske par med deres autocamper, og det fungerede som mødested for de fleste danske deltagere, som lige kom forbi for at stille en taske (før løbet) og diskutere kort og vejvalg (efter løbet). Jeg lånte en campingstol og satte mig i skyggen med en bog, som jeg ikke nåede at læse ret meget i, fordi de første begyndte at komme tilbage kun en halv time efter, at de sidste var taget afsted.

Da Gemalen også var kommet tilbage - og havde diskuteret vejvalg med alle, der gad høre på ham (gab!), kørte vi tilbage til motellet og spiste frokost for derefter at returnere til stævneområdet, hvor der nu var afsluttende præmieoverrækkelse, og da der var mange danskere, der skulle 'på skamlen', ville vi selvfølgelig gerne ud og klappe.

Derefter var der bare tilbage at ønske god hjemtur til de fleste og fortsat god ferie til de få heldige asener, der kunne tillade sig at holde ferie helt frem og til og med det næste mtb-o-løb, der lå i Frankrig 14 dage senere.

Tilbage på motellet pakkede vi sammen, så vi var klar til tidlig hjemfart næste morgen, og så var det tid til aftensmad. I det gode vejr landede vi ved et udendørs bord på en restaurant ved et torv. Tjeneren kom og anbefalede dages ret, der var Sauer Schnitzel, og da vi ikke vidste, hvad det var, så hun lidt perplex ud, fordi hun åbenbart syntes, det var lidt svært at forklare. Det var dog ikke noget problem, for fatter sad med vennerne ved bordet nærmest døren, og han kunne forklare, at kødet var marineret i et eller andet surt, som jeg har glemt, og gæsten ved bordet skråt bag os supplerede med, at det var netop det, han fik, og at det var virkelig godt. På den baggrund kunne vi selvfølgelig kun vælge Sauer Schnitzler, så det gjorde vi, og det var også ganske udmærket. En syrlig udgave af wienerschnitzel og med lækker kartoffelsalat til.

Dér sad vi så og nød en sommerlun allersidste ferieaften og funderede over, om det var lidt synd, at vi ikke rigtigt havde gidet at se nærmere på Baden.

Og det var det nok.

Men sådan er der så meget, og dagen efter kørte vi hjem.


Madbilleder bliver det nok aldrig til på min blog.
Jeg kan meget bedre lide billeder af solsikker.

tirsdag den 5. september 2017

Wien og et marsvin med glittersolbriller


Vores motel i Baden var sådan set okay.

Det lå lidt kedeligt, men til gengæld var det tæt på stationen, og det havde jeg prioriteret ret højt, for lørdag skulle Gemalen køre løb både formiddag og eftermiddag, og så kunne jeg jo passende tage toget ind til Wien.

Jeg har været i Wien flere gange tidligere, og jeg har set nogle af de allerstørste attraktioner, men 'færdig' med byen bliver jeg nok aldrig.

Vi vågnede op til et noget ustadigt vejr, hvor småbyger kom og gik, og jeg var sådan lidt 'åh, gider jeg nu også tage til Wien i regnvejr?' Jeg vidste dog også, at jeg ville blive sur på mig selv over ikke at tage afsted, så tog jeg mig heldigvis sammen. Og mens Gemalen og de andre fik en ordentlig skylle til formiddagens løb, fik jeg ikke en dråbe regn.

Dagen før var jeg en tur på stationen for lige at rekognoscere. Jeg fandt ud af, at billetten kun kunne købes ved en automat, hvilket lige umiddelbart lignede noget af en udfordring. Til gengæld var der så mange afgange til Wien, at jeg ikke behøvede at stile efter et specielt tog, men bare kunne tage det første og bedste, når det var lykkedes mig at købe en billet. Det var meget godt, for det krævede et par forsøg, før jeg fik trykket mig rigtigt gennem de mange valgmuligheder.

Jeg fik min billet, og toget kom. Det var et flot dobbeltdækkertog, så jeg satte mig op på første sal for at nyde udsigten, som jeg forventede ville være flot. Det var den ikke. Først var den helt tilforladelig. Småbyer og vinmarker. Men ret hurtigt kom vi til den yderste udkant af Wien, og det var gammel, træt industri og grå forstadsbyggerier, som ikke lader de gamle østbloklande noget tilbage i kedelighed.

I det hele taget oplevede vi, at området mellem Wien og Ungarn og Slovakiet minder meget mere om disse nabolande end om det sirlige Tyrol.

På Wien Hauptbahnhof hoppede jeg af, og så var det bare om at sætte kurs mod Schloss Belvedere, som ligger som et passende stop mellem stationen og midtbyen. Udstyret med både kort og mobil burde det være til at finde ud af. Det var det bare ikke. Hovedbanegården er nybygget og hele kvarteret omkring er under forvandling, med byggepladser og kraner over det hele. Der skal nok blive flot. En gang. Men umiddelbart virkede det ret forvirrende, og Fruen måtte justere sin kurs flere gange, før gaderne begynde at komme i den forventede rækkefølge.

Set fra hovedbanegården kommer man til Schloss Belvedere ved at gå gennem et mindre haveanlæg, og mens jeg gik der og kunne se slottet og billetkontoret i den anden ende, kunne jeg også se mørke skyer tårne sig op over byen, og jeg tænkte, at nu gjaldt det altså bare om at komme indendøre, før vandet væltede ned. Som allerede nævnt blev der først åbnet for sluserne, da skyerne nåede ned til de sagesløse mountainbikere, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt.

Slottet, som egentlig er to slotte - det øvre og det nedre - i hver sin ende af et haveanlæg, fungerer som museum. Jeg besøgte kun Øvre Belvedere, da jeg også gerne ville nå at se lidt at selve Wien, men alene der var der også rigeligt at kigge på. Blandt de mange kæmpestore værker var det verdensberømte maleri af Napoleon på sin hvide hingst, som man kan finde i enhver ordentlig historiebog. Selvfølgelig skal maleriet hænge et eller andet sted, men hvorfor lige i Wien? Slottet rummer også en stor samling Klimt-malerier, blandt andre de ikoniske malerier Judith og Liebespaar (Kysset), som - selvfølgelig - er endnu flottere i virkeligheden end på de talrige plakater og reproduktioner, man møder rundt omkring.

Da jeg ikke kunne rumme flere malerier, zig-zaggede jeg ind til den gamle bymidte og landede på en fortovscafé i Kärtnerstrasse tæt på torvet med den store St. Stephans domkirke. Klokken sagde ganske vist sen frokost, men Fruen var mere stemt for tidlig eftermiddagskaffe med kage, så jeg valgte en Strudel mit Sauerkirsch und Schlagsahne. Og så sad jeg ellers der og kiggede på og lyttede til de mange turister. Der var flest amerikanere. Eller også virkede det bare sådan, fordi de af en eller anden grund bare altid 'fylder' lidt mere i gadebilledet?

Efter min strudel var jeg egentlig så mæt, at jeg dårligt kunne rokke med ørerne, men kigge lidt på Stephansdom kun jeg dog godt. Det var der også ganske mange andre mennesker, der kunne, så da jeg havde møvet mig indenfor og så hvor mange, der var, og at man iøvrigt skulle betale for at komme 'rigtigt ind' i kirken, og jeg - ikke mindst - havde set kirken i Melk kun to dage før, var det pludselig godt nok bare med et enkelt kig ned gennem kirkerummet.

Vel ude igen stod den på almindelig dasken rundt uden noget særligt mål. Jeg ville bare kigge. På folk og fæ. Og på butikker. Fæ var der ikke så mange af, folk var der rigeligt af. Turisterne kom i bølger. Igen var det amerikanerne, jeg så og hørte, selv om der måske var flere asiater, hvis man talte efter.

Butikker var der også mange af. Der var knapt så mange, jeg gad gå ind i. Jeg havde håbet at finde en rigtig gammeldags boghandel, hvor jeg kunne finde nogle gode bøger på tysk (jeg havde så ikke overvejet, hvor tungt det ville blive at slæbe rovet med hjem). Men det gjorde jeg desværre ikke. Jeg fandt kun en enkelt nymodens, østrigsk udgave af Bog&Ide, hvor de fleste bøger var oversatte engelske og amerikanske bestsellere.

På et tidspunkt blev det ret presserende at finde et stormagasin. Fordi stormagasiner som regel er udstyret med toiletter, og disse altid, altid er langt at foretrække fremfor de offentlige. Heldigvis dukkede der et op, og når jeg nu var der, kunne jeg jo godt se lidt på deres udsalg, hvilket blandt andet gjorde mig til den glade ejer af en t-shirt med et marsvin med glittersolbriller ...

Efter dette mageløse køb var jeg efterhånden nået dertil, hvor jeg ikke gad ret meget mere, og jeg satte kurs mod der Hauptbahnhof, som nogen i mellemtiden havde flyttet meget langt væk fra bymidten, eller sådan føltes det nok bare, fordi jeg havde haft Schloss Belvedere som stop, da jeg gik den anden vej. Omsider dukkede stationen op. Den er flot, men om den overhovedet vil komme til sin ret, når de omkringliggende byggepladser er fyldt med højhuse, er virkelig svært at vurdere.

Inde på stationen fandt jeg hurtigt en billetautomat, og det virkede betydeligt nemmere at finde ud af at købe en billet til Baden, end det havde været at købe billet den modsatte vej. Noget sværere var det at finde det rigtige spor, og jeg kunne være endt i Bratislava, hvis jeg ikke i sidste øjeblik havde indset, at der altså er forskel på perron og spor! Efter en del forvirret gloen på oversigtstavler og skilte, fandt jeg omsider ud af, at toget mod Wienerneustadt, som jeg skulle med, kørte fra en perron, der lå puttet af vejen ovre i et hjørne af stationen og ikke sammen med de andre perroner.

Turen hjem lignede turen ind til Wien.

Og hjemme på motellet var Gemalen lige så træt i benene som jeg.


Et kort øjeblik var der ingen turister,
der stod i vejen.

torsdag den 31. august 2017

Om at lukke bogen


En gang i mellem er der ting, som bare skal gøres helt færdige.

En bog, der skal lukkes, som man siger.

Derfor var jeg til Mettes bisættelse.

Det var hjerteskærende sørgeligt.

Men det var også smukt og fint.

Det var tydeligt, hvor afholdt Mette var. Det lille kapel skulle have været dobbelt så stort for at rumme alle, og man lod dørene stå åbne, så vi kunne stå uden for i den lille gård og se ind og følge ceremonien, der foregik på både dansk og engelsk af hensyn til Mettes engelske svigerfamilie.

En ceremoni, som Mettes familie havde tilrettelagt, så den var i Mettes ånd; ikke alt for trist, men fyldt med musik, varme og kærlighed.

Der blev spillet musik. Både et rocket nummer, som formentlig har betydet et eller andet ganske særligt for Mette, og stille fin musik, med klang til eftertænksomhed.

Talen fra Mettes familie blev læst op, og talen fra Mettes mand blev afspillet. Han havde valgt at indtale den, så vi fik fornøjelsen af hans herlige engelske dialekt. Begge taler beskrev den eventyrlystne, altid glade Mette, der med stor lyst og energi gik op i sine børns dagligdag og aldrig missede et forældremøde eller et skolearrangement. Mette som elskede, når ungerne havde venner med hjem, så hun kunne forkæle dem alle sammen med lidt kage eller snold.

Et billede, der er let at genkende, hvis man har fulgt bare lidt med på Mettes blog.

Da selve ceremonien var slut, var der mulighed for at gå ind i kapellet og forbi kisten, der var ganske utraditionelt, men meget, meget smukt pyntet med de flotteste solsikker.

Det gav også mulighed for at se hele det hav af blomster, som lå overalt og lyste op i alle de mange farver, som Mette holdt så meget af.

Det kunne ikke blive et smukkere farvel.

Himlen havde længe set grå og regntung ud, men tørvejret holdt, til bisættelsen var ovre. Nu begyndte det ganske symbolsk at regne.

Efter et kort farvel til Mettes mor, kørte jeg hjem, fandt Kamelen og gik en lang tur.

Og lukkede bogen.


tirsdag den 22. august 2017

Farvel søde Mette


Søde Mette er ikke mere.

Mette døde i nat efter et væmmeligt sygdomsforløb, hvor noget, som tilbage i maj bare lignede en dum influenza, viste sig at være noget langt værre, der uhyggeligt hurtigt sugede alt liv og al ånd ud af hende.

Søde, kære, glade Mette, som jeg syntes, jeg kendte, selv om hun 'kun' var et blogbekendtskab, og jeg aldrig nåede at møde hende, mens hun var rask.

Det er en lille uge siden, lægerne gav Mettes familie den triste besked, at hun aldrig ville komme sig og sandsynligvis kun havde ganske kort tid tilbage. 

Siden har de prøvet at vænne sig til tanken.

Men hvem kan det? Hvordan kan man overhovedet rumme, at man skal sige farvel til den, man elsker?

Hvad enten hun er ens kone, mor, datter eller søster.

Det er jo helt forkert.

Som KS meget rigtigt skriver 'kæft, det er ikke i orden'






PS: Undlad venligst at skrive på Mettes egen blog. Det giver ingen mening. Hverken for Mette eller hendes mand eller hendes familie

torsdag den 17. august 2017

Kloster bling-bling


Fra Rozmberk skulle vi videre til Baden syd for Wien.

Den tur ville tage os direkte forbi Melk, og da vi ovenikøbet havde god tid, var Gemalen ikke særlig svær at overtale til at gøre holdt, så Fruen kunne få sit ønske om at se Stift Melk opfyldt.

Allerede fra motorvejen kunne vi se det kæmpestore klosterkompleks ligge og lyse gult og hvidt i solen, og så var det bare at følge skiltningen, til vi endte på en stor parkeringsplads og derfra kunne gå ned til klosteret.

Vi kunne også have taget elevatoren. For det var der også, og det var bare det første af mange eksempler på, at et kloster ikke behøver at være gået i stå for flere århundreder siden. Ud over nogle meget fancy og virkeligt flotte, helt moderne udstillinger lagde vi blandt andet også mærke til, at klosteret havde et varmeanlæg, der kørte på biomasse.

Her måtte vi heller ikke tage billeder. Og det var virkelig til at græde over, for hele klosteret er giga-mega stort, og alt er totalt overvældende, så man vakler derfra med så meget indtryks-overload, at det er svært at kapere. Og helt umuligt at skelne fra hinanden efterfølgende. Cirka titusinde billeder på mobilen ville helt sikkert have gjort det nemmere. Men nej, det var forbudt, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi alle de besøgende ville gå så meget i stå og være så optagne af at tage billeder, at de aldrig kom ud igen, og derfor måtte slæbes ud af munkene hver aften ved lukketid?

I hvert fald er klosteret og klosterkirken i Melk noget at det mest superfantastiske (indsæt selv endeløs række af superlativer), jeg nogen sinde har set.

Og jeg synes jo ellers, at jeg efterhånden har set en del ...

Efter at have købt billetter, går man gennem en port ind i klostergården og hen i modsatte hjørne for at starte rundturen i museet, der er indrettet i den ene fløj. Det vil sige, at det selvfølgelig er gamle lokaler, men selve indretningen og udstillingen er topmoderne - ja, jo ikke de udstillede genstande, som er fine, gamle kirkeklenodier som for eksempel håndskrevne bibler og kunstfærdigt udførte kors i guld og ædelstene.

Undervejs passerede vi en flot model af klosterkomplekset, hvor man for alvor kunne se, hvor stort det er. Der stod en guide og fortalte en hel masse til en gruppe besøgende. Det ville givetvis have været enormt interessant at være på en guided tur rundt, men den ene af os har slet ikke tålmodighed til den slags, og den anden kan - i hvert fald pt. - ikke høre, hvad en guide siger.

Så vi gik videre til marmorsalen, der er meget flot, selv om det er lidt snyd det der med marmoren, som i virkeligheden næsten over alt er et resultat af dygtige maleres formåen og ikke ægte marmor.

Herfra kommer man ud til en terrasse, der fører fra den ene fløj og rundt i en bue uden om kirken og over til den anden fløj. Nogen har virkelig tænkt sig om, da de anlagde klosteret. Det ligger højt over både by og Donau. Og fra terrassen er der et betagende kig over især Donau, så lige pludselig har man stået længe og bare kigget og kigget.

Vender man ryggen til Donau, ser man til gengæld ind på kirken, som ligger klemt inde mellem klosterfløjene. På sin vis lidt synd, for kirken i sig selv er så flot (alt er flot, hvis nogen skulle være i tvivl), at den fortjener at stå og skinne helt for sig selv uden at være hegnet ind af klosteret. Både kirke og kloster er barok, men på kirken har det lige fået et ekstra swung med løgkupler og krummelurer.

Modsat marmorsalen ligger biblioteket. Det er muligvis ikke flottere end biblioteket i St. Gallen, som vi så sidste år. Muligvis. Her gemmer man fine gamle, ældre og ubegribeligt gamle bøger. De allerældste er over 1000 år gamle og stammer fra det 9. århundrede. Storslået og sært at tænke på, når alt hvad vi kunne præstere i Danmark på det tidspunkt var runestenene i Jelling, som vi ellers er så stolte af ... Om der nogensinde er nogen, der læser i bøgerne, ved jeg ikke, men de bliver i hvert fald støvet af. I et hjørne af lokalet var tre personer - bibliotekarer eller måske konservatorer, næppe bare rengøringspersonale - i gang med at stille bøger på plads på den allerøverste hylde. På et bord lå bøger nok til at fylde et par hylder, og de blev nu nænsomt sat på plads. Om de ud over at blive støvet af også var tjekket for løse sider og revnede rygge, og hvad almindelige bøger nu ellers rammes af, ved jeg ikke, men det føltes helt fint, at der faktisk blev rørt ved bøgerne i steder for, at de bare stod.

Nu manglede vi kun kirken.

"Kun" viste sig at være dagens, ugens og månedens underdrivelse. Og godt, at man ser den til sidst, for oven i det synsbombardement af storslåede, fantastiske, imponerende - fortsæt selv - indtryk er man ude af stand til at tage mere ind og har kun lyst til at sætte sig stille hen på en bænk og glo lige ud i den tomme luft. Man kommer ind, stopper op, sunder sig lidt - og siger wow! 


Det er fuldstændig omsonst at prøve at beskrive kirken, for alt - fra gulv til loft - er bare flot og fantastisk.

Og så er det meste guldbelagt.

Heldigvis er kirken ikke ekstraordinært stor, for så ville man da blive blæst helt omkuld. Omvendt kunne den faktisk godt have været mindst tre gange så stor, og så kunne man alligevel have haft en prægtigt udsmykket kirke, hvis man havde 'trukket' lidt i den nuværende overdådighed.

På et tidspunkt orkede vi ikke mere. Så vi traskede ud i solen, fandt bilen og kørte til den nærmeste motorvejsrestaurant for dels at få noget at spise dels få noget almindelighed som modvægt til al den pragt, vi netop var blevet bombarderet med.

Bagsiden af den lille bog
 jeg købte om klosteret.

fredag den 11. august 2017

Tæt på himlen på flere måder


Vi havde en dag mere i Rozmberk, som i sig selv er lidt en hel del for lille til at bruge ret mange timer på, så mens Gemalen cyklede sig en tur, prøvede jeg at lægge en plan, der helt overordnet gik ud på at køre op langs floden i stedet for ned som dagen før. Mere specifikt havde jeg kig på et kloster og et tårn, og så kunne vi jo altid se, om vi kunne nå mere.

Først klosteret, som ligger i en lille by, Vyssi Brod, cirka ti minutters kørsel hjemmefra. Byen er ganske lille, og klosteret omvendt temmelig stort med en imponerende kirke, så det var ikke svært at finde. Det viste sig, at man kun kunne se kirken i forbindelse med en guided rundvisning, som startede cirka tre et halvt minut senere. Alt det fandt jeg først ud af, da jeg stod inde i den lille souvenirbutik, der også solgte billetter. I mellemtiden havde Gemalen gjort sig usynlig, så jeg tog en rask beslutning om, at han sagtens kunne undvære både rundvisning og mig i en times tid, og så fik jeg en billet og en audioguide på engelsk, da rundvisningen foregik på tjekkisk.

- De gik dén vej, pegede Gemalen beredvilligt, da jeg kom styrtende ud og absolut ikke kunne øjne nogen guided tur nogen steder.

Og sådan nåede jeg lige at komme med indenfor, før guiden lukkede - og låste - kirkedøren og begyndte at tale.

Audioguiden var en model, der afveg fra, hvad jeg ellers har været udsat for, på den måde at den virkede ved at skulle have fysisk kontakt - rød dut mod rød dut - med de forskellige kontaktposter rundt omkring i kirken og i de efterfølgende rum. Det var lidt tungt. Først skulle jeg - og de andre - finde ud af det. Dernæst skulle vi spotte kontaktstederne, og så skulle vi stå i kø for at skabe kontakten, som nogle steder drillede meget. Det betød, at audioguide-brugerne kom lidt ud af sync med den øvrige flok og hele tiden sakkede agterud for at få mest muligt med.

Desværre måtte vi ikke tage billeder. Hvorfor er det nu lige, at man nogle steder ikke må det, mens man andre steder gerne må?? Og selv om jeg forleden påstod, at jeg ofte glemmer at tage billeder, så må jeg lige i dette tilfælde indrømme, at der er nogle ting, jeg simpelthen ikke kan huske fra den rundtur, og det ærgrer mig en del.

Allermest ærgrer det mig, at jeg ikke fik et billede af altertavlen. Ikke fordi den var specielt smuk. Selv om det var den vistnok. Men fordi den var under restaurering, og det så helt fantastisk ud. For det første havde man bygget et stillads af bambus, hvilket jeg ellers kun har set i Asien. Men måske var det nemmere at bygge fleksibelt på den måde? For det andet var altertavlen så høj, at stilladset bestod af seks eller syv etager. Det var i sig selv imponerende. Og for det tredie blev der arbejdet på de fleste etager samtidigt, hvilket gav et myreflittigt indtryk. For det fjerde ville det danske arbejdstilsyn næppe have sagt god for sikkerheden, men det er så en hel anden snak.

Jeg kan ikke huske ret mange detaljer om klosteret og kirken, men historien om selve stedet er ret fin. Legenden fortæller nemlig, at en af de lokale riddere - en borgherre fra Rozmberk selvfølgelig - var ved at drukne i Vlatava og i sin kvide lover Vorherre at bygge ham et kloster, hvis bare han må blive reddet. Det hører Vorherre og redder den arme ridder, som til gengæld fluks grundlægger et cistercienserkloster på stedet.

Mindre sjov var forklaringen på samlingen af kirkefigurer - den slags mandshøje figurer af engle eller helgener, man for eksempel ofte ser flankere overgangen fra kirkeskib til kor - i en af salene i klosteret. I stedet for at stå i de kirker, hvor de hørte til, var de blevet reddet, den gang Jerntæppet blev rullet ud, og en lang række kirker stod i vejen ... Ak ja.

Da jeg kom ud igen, havde det regnet lidt, og Gemalen var fortrukket til bilen, hvor han omgående var faldet i søvn. Nu var han så nødt til at vågne, for Fruen ville videre.

Vi fulgte stadig floden, men kørte nu mere mod vest end mod syd.

Jeg ville finde et tårn i en skov ...

Jeg var stødt på billeder og beskrivelse i en folder, der lå i pensionen, men der var hverken navn eller præcis adresse, og trods ihærdig googling havde jeg ikke været i stand til at finde noget som helst om det. Siden har jeg fundet billeder på google maps, men det er for nyt til at være med på selve kortet, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad det hedder. Så jeg vidste bare sådan lidt upræcist, at tårnet skulle ligge oppe i skoven til højre for sø og vej, når vi kom til Lipno. Og så håbede jeg ellers bare, at der var skiltet til tårnet, som jo - var jeg overbevist om - var lidt af en attraktion.

Der tog jeg så fejl, med skiltningen altså, men faktisk fik vi et glimt af tårnet, og så kørte Gemalen op gennem byen og videre ad små skovveje, til vi nåede en parkeringsplads og ikke måtte køre længere. Og så måtte vi jo gå. Nede mellem træerne kunne vi ikke se noget tårn, så det var  lidt spændende, om vi overhovedet havde valgt den rigtige vej.

Det havde vi. Vi kom ud i et åbent område med lifte og et par skipister, og vi var nu ganske tæt på tårnet. Gemalen mente, han havde rørt sig nok, så jeg tog turen alene op. Og op og rundt. Og op og rundt. Tårnet er en helt åben konstruktion, hvor man går hele vejen op i en ikke særlig stejl spiral. Det var ret sjovt. I starten kigger man direkte ind i trætoppene, men kommer så ovenud og kan se ud over landskabet, som er betagende flot. Grønne marker, mørkere skove, bjerge i baggrunden, lidt by og en kæmpestor sø, som er det smukke resultat af en opdæmning af Vlatava en gang i 1950'erne.

Helt oppe blæste det en halv pelikan, og det var ikke helt let at stå stille nok til at tage billeder. Iøvrigt er det svært overhovedet at tage billeder, der yder udsigten retfærdighed. Men stå og glo kan man jo altid. Lige indtil jeg fik øje på nogle ret sorte skyer, der kom rullende fra vest. Så tog jeg benene på nakken og skyndte mig ned. Jeg kunne være kommet hurtigere ned ved at tage den rutschebane, der er i centrum af tårnet, men det var jeg desværre for meget kylling til.

Regnen nåede os, da vi var næsten tilbage ved bilen, men så fandt vi en lille sti helt inde under træerne og undgik at blive våde. Yderligere planer om at se på den lille by og søen blev droppet, og vi kørte hjem ad små veje. Gemalen var nu allerede så stedkendt, at han drejede fra landevejen og kørte ad småveje gennem landskabet.

Det blev turen ikke ringere af.

Uretfærdigt billede af en mageløs udsigt.

tirsdag den 8. august 2017

Et skelet, to bjørne og et par røde sko


Stærkt medvirkende til, at vi skulle bo i Rozmberk, var, at Fruen meget gerne ville besøge Cesky Krumlov, der ud over at være på UNESCO-listen også skulle være en meget dejlig, ikke alt for stor by.

Men først skulle Gemalen ud at cykle, og allerførst skulle vi have morgenmad. Den var rigelig, mildt sagt. Det var nu ikke længere så sært, at hjortene blev fodret med overskudsbrød. Udvalget af pålæg var også så rigeligt, at det kunne gøre en vægelsindet helt perpleks. Vi blev dog færdige, og mens Gemalen trillede sig en tur, gik Fruen først i bad og satte sig derefter ud på terrassen med en bog.

Og der sad hun så, Fruen. Længe.

Til sidst kom Gemalen dog tilbage. Det nyindkøbte kort havde snydt ham et par gange med både for få og for mange stier, og han skumlede en del over sjusk og manglende ajourføring, da han gik ned for at parkere sin cykel ved siden af morgenbrødsbjerget. 


Efter et hurtigt bad og en lige så hurtig frokost, kørte vi til Cesky Krumlov. Det er en tur på cirka 25 km, med voldsomme kontraster. Man kører langs Vlatava hele vejen, og de første mange kilometer er ren idyl. Man kan se dem, der sejler på floden, og man kan se båd- og campingpladser langs bredden. Der er også er et par småbyer og noget, der ligner en kolonihaveforening. Stadig meget hyggeligt. Men kort før Cesky Krumlov ligger nogle afdankede industrikomplekser, som rimeligvis har været afhængige af flodvandet, da de blev grundlagt i tidernes morgen. Måske har det engang været store, effektive foretagender med mange ansatte. Nu kunne vi dårligt afgøre, om de stadigvæk var i drift, og de lignede mest af alt velegnede kulisser til dårlige spændingsfilm. Det gjorde faktisk hele den lille forstad, som virksomhederne lå i. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor trøstesløst der må se ud om vinteren.

Men så kom vi rundt i et par sving mere og nåede Cesky Krumlov og den parkeringsplads, som Gemalen havde udset sig hjemmefra.

- Der er godt nok højt op! udbrød Gemalen ved synet at byens borg, som tårnede sig op over os, da vi steg ud af bilen.

- Og der skal vi op, meddelte Fruen fornøjet.

Altså moslede vi op ad trapper og stier og endte omme på 'indersiden' af borgen. Det vil sige den side, der vender ud mod floden og byen. Borgen er anlagt efter samme princip som den i Rozmberk, og der var derfor et formidabelt kig ud over den gamle bymidte, som gjorde det helt umuligt ikke at standse op for at stå og falde lidt i staver over den smukke udsigt.

Vi løsrev os og gik ind i borggården, hvor Fruen øjnede indgangen til museet og tårnet, mens Gemalen øjnede en bænk ...

Så jeg gik på museum. Måske har jeg efterhånden set for mange af den slags museer, for jeg havde lidt svært ved at falde i svime over ane-gallerier og samlinger af våben og porcelæn. Jeg fik dog et mindre chok, da et skelet pludselig gloede på mig fra en glasmontre! Det lå iklædt og overhængt med kostbarheder og kiggede ud på mig gennem sine tomme øjenhuler. Det skulle vist nok være de jordiske rester af en eller anden helgen, som (altså resterne, ikke den levende person) var blevet bragt til borgen for mange hundrede år siden. Bort set fra dette - ahem - kuriosum var det bedste faktisk at stille sig hen til vinduerne og kigge ud på den gamle bys røde tage og forestille sig, hvordan borgens beboere - som iøvrigt i en periode var Rozmberkerne, der havde forlagt residensen - kunne have stået på samme måde og betragtet livet i byen under dem.

Turen op i tårnet gav et endnu mere imponerende vue ud over byen og floden. Kiggede jeg mere lige ned, kunne jeg se Gemalen, og nede i voldanlægget så jeg et glimt af noget brunt, som hurtigt flyttede sig ud af syne. Jeg havde læst, at man holdt bjørne i voldanlægget, men jeg var overbevist om, at netop den sætning skulle have stået i datid, for det kunne da umuligt være noget man stadig gjorde? Vel nede igen halede jeg afsted med Gemalen, for nu skulle vi altså finde ud af, om jeg havde set rigtigt. Først kunne vi ingenting se, men så kom først en bjørn og siden en til frem. De luntede lidt frem og tilbage og var for det meste inde under den bro, vi stod på, og derfor ikke til at se.

Det var jo meget sjovt. Eller det var det så slet ikke, for vi blev lynhurtigt enige om, at det ikke var noget særlig godt bjørneliv at tusse rundt i et meget begrænset voldanlæg og blive gloet på af dumme turister. Så vi gik hurtigt videre ned i den gamle bydel, som består af snævre gader og huse i et mylder af gamle arkitektoniske stilarter. Selv om byens tilhørsforhold har skiftet mange gange op i gennem historien, er det sket så fredeligt, at den er stort set intakt. Cesky Krumlov havde dog - som så mange andre byer i det vestlige Bøhmen - en stor andel tyske indbyggere, der blev fordrevet efter Anden Verdenskrig, hvilket betød at rigtigt mange bygninger - som i så mange andre byer i det vestlige Bøhmen - stod og forfaldt. Også her er det således en kæmpe renoverings-indsats siden Murens Fald, der har genskabt fordums pragt og gjort byen til den lille turistperle, den er i dag.

For det er den. En turistperle altså. Turister var der mange af, og det var ikke kun de lokale tjekker, der kom ad floden, men også rigtigt mange andre, blandt andet asiater, som havde fundet ud af, at Cesky Krumlov var en dagsudflugt fra Prag værd. Vi var dog heldige, at der var plads på en af torvets caféer, da vi nåede dertil og blev ramt af akut kaffetørst. Der sad vi så ved en høj 'bar-disk' ud mod torvet og kiggede på folkelivet, mens vi drak vores kaffe og spiste kager. Det var sjovt, for der var et leben af store og små, tykke og tynde, kærestepar og busselskaber. På et tidspunkt kom et brudepar plus fotograf og et par yderligere hjælpere forbi på jagt efter de allermest perfekte steder til deres bryllupsbilleder. Jeg ved ikke, hvor langt de skulle omkring, men bruden havde i hvert fald sikret sig mod alt for ømme fødder og iført sig et par røde kondisko ...

Selvfølgelig var der meget mere, vi kunne have set på, men vi var tilfredse med bare at daske ned gennem gaderne til floden og derefter sætte kurs tilbage mod borgen, så vi kunne komme om på den anden side til bilen. Ret nemt, for da borgen både er stor og ligger højt, er det stort set umuligt at blive væk, hvis man bruger den som pejlemærke.

Vi kunne ikke finde ud af at betale for parkering, da automaten nægtede at æde vores billet. Men så sagde en venlig dame over automatens samtaleanlæg, at vi bare kunne køre hen til bommen, så ville hun lukke os ud. Og det gjorde hun. Ganske gratis.

Således trætte og velfornøjede kørte vi hjem og spiste aftensmad på terrassen. Tjeneren foreslog gullasch lavet på hjortekød. Vi skævede til hjortene i indhegningen ved siden af - og sagde ja tak. Det smagte virkelig godt.


Smukke Cesky Krumlov.

torsdag den 3. august 2017

Rozmberk og et bjerg af morgenbrød


Det sidste stykke mod Rozmberk kørte vi langs Vlatava og så den livlige trafik på floden. Vi fandt i løbet af de følgende dage ud af, at det var en yndet fornøjelse at leje kanoer eller gummibåde i Rozmberk eller længere oppe ad floden og sejle ind til Cescky Krumlov cirka 25 km væk.

Vi holdt os dog på det tørre, og netop da jeg ikke kunne få GPS'en til at æde den præcise adresse, så jeg et skilt til vores pension. Gemalen drejede af, og selv om der var en time til den officielle check ind-tid, kunne vi godt få lov at få vores værelse. I det hele taget kunne vi få lov til det meste, og der var ingen ende på personalets velvillighed. Blandt andet fik Gemalen lov til at sætte sin cykel ind i en gammel lade. Der stod den ved siden af et bjerg af morgenbrød! Det blev brugt som foder-supplement til en hjorteflok, som gik i en indhegning lige op til pensionen. Det var næppe helt efter reglerne, but who cares, og vi så også en flok killinger, så rottefængerkorpset var i hvert fald på plads.

Nu var det Gemalens tur til at være sulten, og selv om det efterhånden var midt på eftermiddagen, var det ikke noget problem at fremtrylle lidt mad til ham, mens jeg denne gang nøjedes med en kop kaffe.

Og så kørte vi ind til selve Rozmberk, der bare er en lillebitte by, som uden Vlatava næppe ville tiltrække sig megen opmærksomhed. Men den store aktivitet på floden gjorde, at der var både hoteller og restauranter (ja, i flertal!) og et turistbureau, hvor vi gik ind og købte et kort til Gemalen med vandre- og mointainbikeruter, så han kunne undgå at blive ganske væk de følgende dage.

Der var også en gammel borg, Hrad Rozmberk, der lå og tronede højt over byen, på et sted hvor floden slog et ordentligt sving. På basis af foreløbige undersøgelser, der omfatter intet mindre end fire (!) borge, er jeg nu parat til at konkludere, at det har været tjekkernes (eller hed folk fra Böhmen bohemer??) foretrukne måde at placere borge på. Borgen har skullet være højt hævet over det omgivende vand, det har skullet være et sted, hvor enten to floder løb sammen, eller hvor floden snoede sig så meget, at der var vand næsten hele vejen rundt, så borgen både var nem at forsvare og det har været muligt at holde øje med trafikken på floden til begge (eller alle) sider.

Både borg og by har fået navn efter den adelsfamilie, der opførte borgen i midten af tolvhundredetallet. Eller også var det omvendt. Altså, at familien tog navn efter borgen. Under alle omstændigheder er den tyske udgave af Rozmberk bare Rosenberg, og så lyder det pludselig knapt så eksotisk.

En lille bro førte over floden, og hvis man stillede sig op og kiggede, kunne man bruge lang tid på at glo på små fisk eller se på de mange sejlende. Der var, i Rozmberk og mange andre steder, et lille stem, som kunne undgås ved at sejle ned ad en lille sliske i den ene side af floden. Det så ret sjovt ud, for selv om faldet var begrænset, gav det alligevel en fornemmelse af forlystelsespark, når bådene rutchede ned ad slisken og for de flestes vedkommende snurrede halvt eller helt rundt om sig selv, før de igen kom på ret kurs. Alle havde hvide tønder med ombord, men der gik lidt tid, før det gik op for os, at det var til de sejlendes habengut, så de undgik vådt tøj og ødelagt grej, hvis de kæntrede. Ret smart.


Vi gik en lille tur langs bredden og kiggede på de badende børn, der pjaskede rundt i det lave vand, og så besluttede vi os til, at det var tid til aftensmad. Vi valgte restauranten med de bedste parasoller og fik et udmærket måltid til ingen penge, før vi igen kørte hjem til vores pension og satte os ud på terrassen for at nyde den dejlige aften og beundre udsigten.

Den søde tjener kom lynhurtigt pilende. Engelsk kunne hun ikke, men sælge hvidvin klarede hun til topkarakter, og så sad vi ellers bare der og nød freden.

Fin figur på broen over Vlatava i Rozmberk.
Hvem han var, fandt vi aldrig ud af.

mandag den 31. juli 2017

Bonde-barok


Nogen havde meget snedigt lagt yderligere MTB-O-løb i Østrig den følgende weekend.

På den måde kunne rytterne slå to fluer med ét ferie-smæk, og det var der rigtigt mange, der gjorde. Men der var det meste af en uge i mellem, og det var lidt forskelligt, hvordan tiden blev brugt. Nogen tog direkte videre til Bad Vöslau, syd for Wien, for at træne og slappe af. En mødtes med sin kone i Prag, og de brugte nogle dage på at være turister der. Jeg havde overtalt Gemalen til et stop på vejen, så vi kunne opleve et hjørne af Tjekkiet, hvor vi aldrig havde været.

Min finger var i sin tid stoppet ved Rozmberk nad Vltavou, cirka 25 km syd for Cesky Krumlov og kun ganske få kilometer fra den østrigske grænse. Men først skulle vi jo dertil, og da der ikke var særlig langt, var der tid til et enkelt svinkeærinde, mente Fruen. Så derfor kørte vi til Holasovice, som er et så fint og velbevaret eksempel på en tjekkisk landsby, at den er på UNESCOs verdensarvs-liste.

Vi kom virkelig langt ud på landet ad små snørklede veje og kom så til Holasovice, som består af et par og tyve gårde, der ligger i en oval, med ryggen til omverdenen og front til et grønt fællesareal. At der er tale om gårde, kan man faktisk ikke se, når står inde i landsbyen, for gårdene er bygget mere eller mindre sammen, og det er de smukke stuehuse, der vender gavlene ud mod fællesarealet. De er bygget i en særlig stil, der kaldes syd-bøhmisk bonde-barok og ligner søde miniatureudgaver af de store og prangende gavlhuse, man kan beundre rundt om større torve og pladser i en lang række midteuropæiske byer.

Klokken var kun omkring halv tolv, men da en besnærende duft af mad kom bølgende ud gennem en port, blev Fruen akut sulten og meddelte, at nu var det tid til frokost. Gemalen var slet ikke sulten, men gik med, og vi satte os på en bænk ved at af de ganske få borde, der var ved det lille bitte madsted mellem bygningerne bag porten.

Og der sad vi så. Gemalen fik en kop kaffe, mens jeg mæskede mig med kanin og en lokal variant kartoffelsalat. Solen skinnede, de øvrige gæster virkede ret lokale, en gammel morlil sad i skyggen foran et baghus og nikkede til dem, der kom forbi, og alt åndede fred og idyl. Det ekstra fascinerende ved stedet var nemlig, at det ikke bare var en tom kulisse, men en levende landsby, hvor folk boede og arbejdede.

Der var ikke ryglæn på bænken, og det var måske meget godt, for ellers havde vi nok siddet der endnu. I stedet rejste vi os, betalte og gik videre. Der stod årstal på næsten alle gavle. Det afslørede, at langt de fleste gårde var bygget i 1860'erne og 1870'erne, altså inden for et relativt kort tidsrum. Hvilket man jo nok også godt kunne regne ud, da de er ret ens. Men hvordan det er gået til, at man har enedes om at bygge sig en færdig landsby på denne måde og ikke ved almindelig, organisk knopskydning, fremgår desværre ikke nogen steder. Jeg har kunnet læse mig til, at der har ligget en landsby siden tidernes morgen. Det har været en tysk enklave, hvilket betød, at indbyggerne efter Anden Verdenskrig blev smidt ud, og landsbyen stod forladt tilbage, ind til man i 1990 begyndte at restaurere den og flytte ind igen. Alt sammen interessant, men bare ikke en forklaring på, hvorfor stort set alle bygningerne er bygget i samme periode.

Næsten rundt om indelukket, opstod et andet akut behov, og jeg var så heldig, at vi netop var nået noget, der lignede en café, men som viste sig at være et ganske stort spisested med udmærkede toiletfaciliteter.

Herefter kunne vi køre videre i god ro og orden.

På vej tilbage til hovedvejen var der flere steder, hvor man kunne se milevidt. Mestendels ud over frodige marker og hist og pist lidt bebyggelse. Men på et tidspunkt var det intet mindre end et atomkraftværk, der dukkede op i horisonten.

Tjekkiet er i sandhed et land fyldt med kontraster.


onsdag den 26. juli 2017

Die Knödelwerferin


En af dagene i Plzen skulle Gemalen ikke køre løb, og jeg øjnede straks chancen for at komme ud og se noget.

- Skal vi ikke køre til Bamberg?

- Til Bamberg?! Er du klar over, hvor langt, der er til Bamberg? spurgte Gemalen.

Det var jeg godt, men det var Gemalen ikke, og jeg håbede, at han bare ville sige ja uden at undersøge det. Det gjorde han ikke, og så kom vi ikke til Bamberg ...

Men køre en tur ville Gemalen godt, og så kørte vi ad landevejen mod syd. 

Og direkte ind i en kø. Der stod næsten bomstille. Den slags kan Gemalen ikke ret godt med, så da opstod en mulighed for at lave en u-vending, gjorde han det, og så kørte vi lidt ad nogle mindre veje, før vi kom tilbage til landevejen og fandt årsagen til køen: En varevogn var i forbindelse med et uheld braget ind i en el-mast, og nu lå og hang luftledningerne ud over vejen, mens diverse redningsfolk vist især afventede, at der kom nogen med det rette grej til at retablere ledningsnettet. Jeg var lige ved at blive sur over, at vi nu bare skulle holde i kø fra en anden vinkel, men heldigvis for os kom vi fra en lille stikvej med stort set ingen trafik, og vi fik derfor lov at kante os igennem med det samme.

Videre og stop i Klatovy, hvor vi pludselig godt kunne se, at vi havde været før, så da vi havde gået en tur på torvet og kigget lidt på det marked, der desværre kun var ved at blive sat op, kørte vi videre mod den tyske grænse og Bayerische Wald. Vi kørte på E53, altså en såkaldt Europavej, men det var bare en almindelig landevej. En ualmindelig snoet almindelig landevej faktisk. Vi kom langt ud på landet, derefter langt ind i den dybe skov og op i nogle ikke alt for høje bjerge. Meget smukt på den udramatiske måde, hvor man måske ikke siger 'wow!', men bare nyder turen.

Vi nåede grænsen, og selv om der var G20-topmøde i den anden ende af Tyskland, var der ikke et øje til at kontrollere, om vi kom i fredeligt ærinde.

Og så kørte vi til Deggendorf. Eller forsøgte. For pludselig var der et skilt om, at vejen var spærret, og vi kom ud på noget af en udflugt. På et tidspunkt mente Gemalen dog, at han godt kunne følge GPS'en igen, og det gjorde han så. Med det resultat at vi lidt senere kunne konstatere, at vi havde kørt i ring, og var tilbage ved det sted, hvor vejen blev spærret. Denne gang høstede Gemalen ikke bonuspoint for sine gode ideer ...

På den måde var vi nået at blive ret sultne, da vi endelig nåede Deggendorf, og så snart vi havde fundet ud af at betale for parkeringen, smækkede vi os ned i stolene på en fortovsrestaurant midt på torvet. Vi valgte hver sin tærte, og så havde jeg forventet at få en rund, dyb sag med fyld på en tærtebund af mørdej. Det fik vi overhovedet ikke. Vi fik noget, der var fladere end den fladeste pizza og ganske sprødt. Det smagte virkelig godt, og så var der jo ingen grund til at beklage sig over den overraskende variant af tærtefænomenet.

Da vi havde siddet lidt, kiggede Gemalen op mellem parasollerne og mente, at vi vist skulle skynde os, hvis vi skulle nå at se noget, før det begyndte at regne. Altså skyndte vi os afsted, for jeg ville gerne se statuen af die Knödelwerferin, som jeg havde læst om.

Sagen var nemlig, at den grimme kong Ottokar tilbage i tolvhundredeoghvidkål havde belejret byen, og på et tidspunkt var en spion blevet sendt afsted for at kravle over bymuren og se, om indbyggerne ikke efterhånden var så udmattede af sult og indspærring, at byen kunne indtages. Spionen blev imidlertid opdaget af en kone på vej med knödler til sin mand, og hun verfede resolut en knödel lige i synet på den stakkels spion, som mistede balancen og drattede ned i voldgraven. Da Ottokar og hans mænd på den måde erfarede, at indbyggerne stadig havde så meget mad, at de ligefrem kunne kaste med det, opgav de den videre belejring, og byen blev reddet.

Rigtig god historie, der både fortæller om kvindelig handlekraft og - ikke mindst - om slagskraften i knödler ...


Det tog lidt tid at finde statuen, for den stod ikke på selve torvet, men for enden af en sidegade. Og så var den slet ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Lidt som at se Den lille Havfrue for første gang. Men den var der, og vi så den, og vi skyndte os at gå tilbage igen, for nu begyndte det at dryppe. Tilbage på torvet ville jeg lige have et billede af en madonnafigur foran kirken. For at få det skulle jeg over gaden og ud midt på torvet. Gemalen valgte klogeligt at vente og godt for ham, for pludselig gav det vand, og mens han kunne gå ind under en markise, måtte jeg vente på et hul i trafikken, før jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg ville gerne have set noget mere af byen, men vejret var dumt og klokken mange, så vi vendte næsen hjemad.

Vi valgte en lidt anden rute og kom til Furth im Wald, hvor man kan et eller andet med drager. Hvad fandt vi desværre aldrig ud af, for vi kom for sent, og det der drage-noget - som vi ikke vidste, hvad var - var allerede lukket. Det var lidt surt, men så kunne vi i stedet sætte os og få en kop kaffe og en kage på en café på torvet.

På vej tilbage til bilen var Gemalen dagens helt, da han 'reddede' en gammel dame, der bare ikke kunne hitte ud af at starte sin bil. Så det gjorde Gemalen, mens hun holdt hans paraplyer. Imens stod jeg og tænkte, at det egentlig var ret fint, at hun sådan overlod sine bilnøgler til en vildt fremmed. Ovenikøbet en udlænding. Verden er endnu ikke helt af lave.

Lidt skæv var den nu alligevel. Vi nåede grænseovergangen og fandt ud af, at det var en af de mere sleazy af slagsen. Først var der et par kasinoer, så en natklub, der hed 'Ladies Bar', men som vi var enige om nok nærmere var 'bare ladies'. Derefter et par huse, der tydeligvis var bordeller, og til sidst stod eller sad kvinderne langs vejen. Det er ikke just fordi vi ikke før har oplevet prostitution langs vejene, men det er første gang, at vi har set det koblet sammen med en grænseovergang, og vi kunne ikke regne ud, hvorfor lige netop denne - lille - grænseovergang skulle være noget særligt, på denne lidt kedelige måde?

Således beriget med diverse mageartede indtryk kørte vi hjem.

Ikke verdens bedste billede af die Knödelwerferin.

torsdag den 20. juli 2017

Karls søde lillesøster, Marie


I et par dage var min foretagsomhed virkelig begrænset.

Hvis jeg ikke sad i gården og læste, kunne jeg lige samle mig sammen til at gå de cirka 200 meter over i supermarkedet og købe ind til vore frokost. Det var til gengæld også en udflugt i sig selv, fordi det altså er meget mere interessant at købe ind i udenlandske supermarkeder. Udvalget er ikke bare anderledes, men også meget større, og det er altid spændende at handle pålæg i delikatesse-afdelingen. Det foregår med en blanding af engelsk, måske tysk og fingersprog. Jeg peger og beder om fem skiver, og delikatessedamen finder frem til den rette pølse eller skinke og gætter på, at jeg mener 50 gram. Så skærer hun af, og det bliver seks skiver og 54 gram. Og det er jeg fint tilfreds med og går glad hjem.

Det blev dog lidt kedeligt i længden, og jeg fik lokket Gemalen til at køre til den lille kurby Marianske Lasne. Som før i tiden - eller muligvis stadig, hvis man er tysker - hed Marienbad. På samme måde som Karlovy Vary hed Karlsbad, dengang Bøhmen hørte til Østrig-Ungarn og havde en overvejende tysk befolkning. Marianske Lasne ligger ikke ret langt fra Karlovy Vary, hvor vi var for to år siden, men er ikke så stor og ikke så kendt. Og derfor nok heller ikke så overrendt, satsede vi på.

Det kom til at holde stik. Marianske Lasne minder i høj grad om en sød lillesøster til Karlovy Vary med mineralske kilder og smukke, smukke gamle hoteller og palæer, hvor eliten indlogerede sig for at slappe af, socialisere og eventuelt lade sig behandle for diverse dårligdomme, som kilderne skulle gøre godt for. Det var fx muligt at blive behandlet for gigt og hudsygdomme, hvilket vel ikke var så sært. Hvorimod det overraskede os noget, at man også havde ment at kunne kurere overvægt og manglende frugtbarhed. Det med overvægten kunne muligvis skyldes, at man fuldstændigt mistede appetitten, når man havde smagt på - eller lige frem drukket af - vandet fra kilderne. Gemalen smagte nysgerrigt på vandet, men efter at have set hans ansigtsudtryk behøvede jeg slet ikke at prøve ...

Vi daskede rundt i den smukke kolonnade, gik en tur i parken og kiggede på springvand. Men mest af alt kiggede vi på de flotte, gamle bygninger, som givetvis alle er blevet bygget med henblik på at imponere. Selv om det nu er turister i praktiske sko og med store kameraer, der vader rundt, er det ikke svært at forestille sig, hvordan datidens damer i store rober og mænd i morning coat og høj hat spadserede i parkerne.

Da vi ikke gad at daske mere, snuppede jeg lige en tur på et lille museum, mens Gemalen 'passede på bilen' (læs: han tog en lur på en bænk i skyggen under et træ).

Det var et lille multi-museum, der med forskellige udstillinger dækkede lidt for en hver smag. Der var noget om både det lokale dyreliv, den særprægede undergrund med de mineralske kilder og noget om de mest kendte kurbadsgæster og endelig noget om Goethe.

Jeg hoppede over dyrelivet og gik ret hurtigt kold i det om de mineralske kilder. Sjovere var det at kigge på gamle billeder af datidens kendte kurgæster. Nøj, hvor var de fine. Det allermest spøjse billede var af den engelske kong Edward d. 7 og den russiske zar Nikolaj d. 2., hvor de sidder ved siden af hinanden i fuld uniform - og fødderne i hver sin balje vand! Da jeg var færdig med at grine, kunne jeg ikke lade være med at fundere over det paradoksale i, at de gamle statsoverhoveder på den ene side nok har været temmeligt nøjeregnende med etikette og fremtoning og på den anden side har været så afslappede, at de har kunnet sidde der og pjaske i vand - og ovenikøbet tillade, at der blev taget et billede. Jeg har i hvert fald svært at forestille mig et lignende billede af Putin og Trump ...

Til sidst så jeg også udstillingen om Goethe. Den kan jeg huske absolut ingenting om, hvilket jeg vil vove at påstå siger mere om udstillingen end om mig. 



onsdag den 19. juli 2017

Fredeligt og udramatisk


Det var så den ferie.

Det eneste, der er tilbage, er bon'er og vasketøj og - selvfølgelig - en masse gode oplevelser, der  forhåbentlig er godt lagret i hukommelseskortet på øverste etage.

Det blev en ret fredelig ferie, hvor pulsen for mit vedkommende kun sjældent kom særlig højt op, og hvor der var dage, hvor jeg stort set ikke foretog mig andet end at spise, læse og sove.

Ikke en eneste gang var vi ved at komme for sent, og ikke en eneste gang oplevede vi noget virkeligt hårrejsende.

På et tidspunkt troede vi godt nok, at der måtte være sket et eller andet forfærdeligt, da vi på motorvejen mellem Hamburg og Berlin så en næsten uendelig strøm af politibiler på vej mod vest. Men så gik det op for os, at der nok snarere var tale om forberedelser til det dengang forestående G20-topmøde i Hamburg.

Iøvrigt oplevede vi kun moderat motorvejsbøvl på udturen. Vi var dog også helt utroligt heldige, da det lykkedes Gemalen at sno bilen ud mellem to holdende lastbiler og ud af en frakørsel i sidste sekund, inden motorvejen proppede helt til med en gigantisk kø, der - kunne 
vi et øjeblik senere se, da vi kiggede ned på den fra en bro - strakte sig, så langt øjet rakte.

Første etape af ferien foregik i Plzen, hvor Gemalen skulle køre mtb-o-løb, og hvor vi boede i den samme udmærkede pension som for henholdsvis to og otte år siden. Det er et ret genialt sted i forhold til Gemalen og de andre mountainbikeres behov. Der er en aflåst gård, hvor bilerne kan stå, og man behøver derfor ikke bekymre sig om hverken sin bil eller de cykler, man måske har stående på bommen bag på. Og desuden stillede værtsparret også et stort - om natten aflåst - rum til rådighed for alle cyklerne. Iøvrigt er der bænke i gården, hvor man kan sætte sig og få en kop kaffe og en sludder med de andre. Og dem var der - når der ikke var løb - nok af, for næsten alle de gamle, garvede mountainbikere fra Danmark havde valgt at indlogere sig netop der.

Vi ankom planmæssigt ved seks-halvsyv-tiden, jeg fik lov selv at vælge værelse og valgte mit favoritværelse i gavlen. Vi fik slæbt vores bagage op, gik tre gange rundt om os selv og derefter ud i byen for at finde noget aftensmad. Og allerede ved den allerførste fortovsrestaurant sad tre af de øvrige danskere og vinkede, og så kunne vi jo lige så godt sætte os der og lade feriestemningen ramme os.


Lidt af Plzen set fra oven.

fredag den 30. juni 2017

Rap - rap - rap!


Lige i øjeblikket føler jeg mig ret meget som en lille and.

Sådan en, der ligger et sted med en del strøm og forsøger at se nogenlunde cool ud, mens den under overfladen padler afsted som en sindsyg for bare at blive liggende samme sted.

Der er ting og sager, der fylder i mit hoved på forskellig måde, og så har vi alle sindsygt travlt med at nå alt det, der bare skal nås, inden vi alle går på ferie her lige om et øjeblik.

Så nu tror jeg bare, at jeg trækker stikket i sådan cirka tre uger og vender tilbage, frisk og veludhvilet - og forhåbentligt med nogle oplevelser fra det midterste af Europa at berette om.

Ind til da må I ha' en rap sommer.


mandag den 19. juni 2017

Min næse klør!


Da jeg i maj var til ørelæge igen, tog det ham ikke lang tid at konstatere, at jeg hørte om muligt endnu ringere på venstre øre, end jeg havde gjort en måned tidligere.

Ikke særligt opløftende. Heller ikke hans næste træk:

- Jeg henviser dig til en MR-scanning af hovedet, så vi kan udelukke, at der sidder 'noget' og trykker på hørecentret ...


.. sagde han, sådan lidt som om, at det var da ikke noget særligt.

Det er det måske heller ikke, hvis man på daglig basis sender folk til scanning.

Jeg følte mere, at han havde jokket på panik-pedalen på orglet med dommedagsbasunerne.

For sådan er det vel, at selv om lægen siger "udelukke, at 'noget' sidder og trykker", så hører man i stedet , at der er en risiko for, at 'noget' trykker.

Jeg tog det relativt pænt, men da indkaldelsen fra det lokale sygehus kom, og jeg først kunne få tid efter sommerferien, føltes det alligevel som urimeligt lang tid at skulle vente, og jeg fik ændret henvisningen til MR-scanner Viborg, hvor ventetiden officielt var nul, men grundet papirgangen reelt var to uger, hvilket dog var klart at foretrække frem for to måneder.

MR-scanner Viborg ligger i det bygningskompleks, der danner bagsiden af den ene langside på Viborg Stadion. Selv om det ikke er så fancy som Donnaen og jeg oplevede ved Camp Nou i Barcelona, hvor man har brugt den ene langside af det kæmpemæssige stadion til en kombination af museum/udstilling om FC Barcelona og butikker med merchandise, så er det dog en ret god udnyttelse af pladsen, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvorfor man ikke i forbindelse med det nye stadion her i byen gør noget lignende?

Jeg blev kaldt ind og fik besked på at lægge, hvad jeg måtte have på mig af metal - også bøjle-bh'en. Op på briksen, ørepropper i ørerne og nogle klodser uden for ørerne, som både virkede støjdæmpende og stabilserende, så det var sværere at ligge og dreje hovedet, hvilket jeg jo ikke måtte. Til sidst en bøjle over hovedet og en panik-ballon i hånden, så hjælp kunne tilkaldes, skulle det være nødvendigt.

Derefter en formaning om at ligge bomstille, og så fik jeg hovedet i maskinen.

Heldigvis er scanneren ikke mere lukket end, at man kan se ud, og det gør, at det faktisk slet ikke er så klaustrofobisk, som nogen vil gøre det til.

Værre var det, at min næse begyndte at klø i det sekund, jeg kom ind i scanneren, og det krævede al min selvbeherskelse at blive liggende med armene pænt ned langs siden. Det lykkedes dog, og så kørte scanneren med sine underlige lyde i nogle forløb, hvor dunkdunk-lyde erstattes af donkdonk-lyde, der igen afløses af dyb brummen og senere af noget goink-goink.

Igen syntes jeg ikke, det var så slemt, som folk har fortalt. Faktisk så lidt slemt, at jeg ved et af disse rytmeskift opdagede, at jeg da vist havde været ved at falde i søvn.

Og så var det slut, og jeg kunne køre hjem med besked på, at ørelægen ville ringe svaret til mig i løbet af nogle dage.

Det gjorde han, og der var ikke 'noget', der sad og trykkede.

Det var godt, og dagen blev lidt mere blå.



mandag den 12. juni 2017

Så gik der tid med det


Donnaen går til årsprøver for tiden, og blandt andet derfor lovede jeg at hjælpe med at få en tid til hende på idrætsklinikken.

- Hallo, jeg vil gerne have en tid til min datter hos den fod-fys, der behandlede hende tilbage i begyndelsen af året.

- Hvor gammel er din datter?

- 17?

- Så skal hun selv ringe, for vi har tavshedspligt.

- Jamen, hun skal jo bare have en tid!

- Sådan er reglerne. Hvor længe er det iøvrigt siden, hun sidst var til behandling?

- Det var i februar.

- Så er der gået mere end tre måneder, så skal hun have en henvisning fra egen læge.

- Jamen ...

- Sådan er reglerne.

- Det synes jeg er lidt op ad bakke.

- Det må du så diskutere med Region Midt. Farvel.

Godt så. Eller nej, for jeg har ikke tænkt mig at diskutere noget som helst med Region Midt. I stedet skrev jeg til Donnaens læge. Via mit eget log in, da Donnaen jo har sit eget, som et top-hemmeligt. Og forventede efter samtalen med idrætsklinikkens telefondame, at det ville lægen nok overhovedet ikke.

Det ville lægen heller ikke. Men det var mest, fordi hun syntes, at hendes data i journalen var for gamle, så Donnaen skulle henvende sig og få en tid hos lægen først.

Suk!

I mellemtiden var Donnaen blevet færdig med sin prøve og var kommet hjem, og jeg forklarede hende, at hun skulle bestille tid hos sin læge.

- Jamen, jeg havde jo en aftale med fod-fyssen om, at jeg kunne få en tid bare sådan frem til sommerferien.

- Det må du så selv prøve at forklare telefondamen på idrætsklinikken, for jeg kan jo ikke.

- Okay. Har du nummeret og telefontiderne?

- Ja, du skal ringe inden klokken 13.

- Jeg har prøver ind til klokken 13!

- Ja.

- Så kan jeg jo først ringe på torsdag.

- Ja, desværre.

- Det er lidt tungt, ikke?

- Jo!



fredag den 9. juni 2017

Indkaldt til session?


Man skal se meget, før øjnene triller ud, men jeg blev alligevel lidt overrasket, da jeg fik en sms om, at jeg havde fået digital post fra Forsvaret og Forsvarsministeriets Styrelser.

Den eneste, der - mig bekendt - kan forvente den form for meget officiel henvendelse fra forsvaret, er Ungersvenden, som på et tidspunkt må formodes at blive indkaldt til session.

Det var en faktura. Det havde jeg sådan set også nået at regne ud i den mellemtid, der var gået fra sms-modtagelsen til jeg fik åbnet min e-boks. Det undrede mig bare alligevel.

Tilbage i april, da min brors fødselsdag nærmede sig, og jeg som sædvanlig var blank på gave-ideer, havde jeg tilfældigt i radioen hørt om en bog, som måske kunne interessere ham. Den kunne købes hos Forsvarsakademiet, på nettet, hvilket jeg fluks gjorde.

Og så gik det iøvrigt helt i ged.

For jeg havde forestillet mig, at der som i enhver anden webshop ville ske det, at jeg blev sendt til en betalingsside, hvor jeg kunne taste de sædvanlige dankort-oplysninger. Men ikke her. Her fik jeg i stedet et tak for bestillingen og besked på, at bog og faktura ville blive sendt til den angivne adresse - som var min brors ...

Det syntes jeg var temmelig usmart, så jeg skyndte mig at ringe til Forsvarsakademiet for at klage min nød. Det gik bare heller ikke helt planmæssigt, for den medarbejder, der tog sig af netop den slags, var på ferie og først tilbage mandag. Til gengæld kunne den flinke telefondame love mig, at ordren ikke ville blive ekspederet, før pågældende medarbejder var tilbage. Hvilket altså var mandag - og dagen før min brors fødselsdag.

Så meget for at være i nogenlunde god tid ...

Mandagen oprandt, og jeg fik fat i den hjemvendte dame, der bad mig om at sende en mail med oplysninger om både min brors og min egen adresse, så skulle hun nok sørge for at skille bog fra faktura.

Godt så. Jeg meddelte min bror, at han nok måtte kigge i vejviseren efter sin gave, men at den med lidt god vilje og postvæsenets hjælp (suk) kunne tænkes at dukke op i løbet af nogle dage. Måske endda uden den famøse faktura. Det skete også, og så manglede jeg bare at modtage fakturaen.

Det skete ikke. Hverken den første eller de næste uger, og jeg begyndte at spekulere på, om fakturaen var blevet skilt så grundigt fra bogen, at den var helt forsvundet. Hvilket i givet fald ikke ville genere mig synderligt #lettereanløbenmoral.

Men så i går kom fakturaen altså. Som digital post. Og så kan jeg jo bare betale og dermed slette et enkelt punkt på listen over knapt så regelrette forhold.

Og alt er godt. Hvis ikke det lige var fordi jeg ikke kan lade være med at fundere over, hvordan det gik til, at fakturaen kom med netop digital post? Der er ting, jeg ikke rigtigt gider at sætte mig ind i, og det er meget muligt, at konceptet med digital post netop går ud på, at alle offentlige instanser af enhver slags skal kunne sende elektronisk post til borgerne. Jeg tror bare, at jeg et eller andet sted havde forventet, at jeg selv skulle informere pågældende instans om en så forholdsvis privat detalje som cpr-nummer, eller hvad der nu skal til for at få den elektronisk kommunikation til at spille?

Åbenbart ikke.



onsdag den 31. maj 2017

Hylde-hyldest - eller noget


Nogle gange kan der godt gå lidt lang tid med at få gennemført dit og dat.

Tit er det vores egen skyld. Andre gange slet ikke. Og de fleste gange er det vel en uheldig kombination.

Som da Donnaen skulle have en hylde til sin dvd-afspiller.

Den - altså dvd-afspilleren - fik hun i julegave. For selv om hun netflixer sig til det meste, så er det altså også utrolig hyggeligt at hive en gammel Harry Potter-film eller en Disney-klassiker frem og så ligge og hygge sig med den.

Gemalen brugte sammen med Donnaen lidt tid på at afprøve, om der dog ikke var en af de mange hylder, vi allerede havde stående i et hjørne, der kunne bruges.

Det var der ikke.

Så gik der lidt tid med at søge på nettet hos de sædvanlige netbutikker, men der var ikke et eneste sted, der kunne matche Donnaens behov for en lillebitte hylde.

Interessen var herefter lidt on-off, men en dag fik Donnaen faktisk øje på en passende lille hylde til en passende lille pris. Hos Biva.

Den blev fluks bestilt, og der gik da heller ikke ret mange dage, før den dukkede op.

Desværre havde den taget skade under transporten. Et hjørne var knust, og der var kommet grimme hak i en kant. Hvilket var ærgerligt, men ikke voldsomt overraskende i betragtning af, at hylden slet ikke var emballeret, men bare sendt som pakke med en adresselabel smækket på en helt tynd plastfolie. Hvordan den slags går til må stå hen i det uvisse.

I hvert fald var der behov for at klage, og på Bivas hjemmeside var der også let adgang til at gøre netop dette, så det kunne selv Fruen finde ud af. Og nu afventede vi bare, at en ny hylde ville dukke op med posten.

Det skete ikke, og efter et par uger ringede jeg til Bivas kundesupport og snakkede med en sød dame, der godt kunne se min klage, og at den var under behandling, så det var sikkert bedst bare at lade sagen gå sin gang, så ville der nok lynhurtigt ske noget, mente hun.

Hun tog fejl, og efter yderligere nogle uger, ringede jeg igen til Bivas kundesupport, hvor en venlig herre godt kunne se min reklamation, og han kunne endda også fortælle mig - og nu lød han meget glad - at varen var på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt. Nok allerede samme dag, hvis jeg var heldig, og derefter var det jo bare op til Postnord at få pakken ud.

Efter en uges venten ringede jeg igen og fik fat i anden sød dame, som glad kunne fortælle mig, at varen kommet på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt ...

Jeg fortalte hende, at det jo lød vældig fint, men at jeg havde fået præcis den samme besked en uge tidligere. Det, kunne hun godt forstå, var en anelse utilfredsstillende, og mens jeg ventede, kontaktede hun lagerchefen himself, som, sagde hun, lovede, at han personligt ville pakke og sende min hylde med det samme.

Og det gjorde han sgu!

To dage senere dukkede hylden op, vel-emballeret og i fin stand.

Nu afventer vi bare, at Gemalen sætter den op.

Det har han lovet at gøre.

Snart.