tirsdag den 21. november 2017

Buzz Lightyear og 1000 frysende prinsesser


Vejrudsigten for onsdag lød på tørvejr, og så var sagen klar:

Vi skulle i Disneyland!

Så efter en robust morgenmad - den var altid robust, og jeg fandt blandt andet ud af, at jeg vældig godt kunne lide - også - at spise suppe til morgenmad - drog vi afsted.

Ind til Tokyo Station for at finde Keiyo Line og så til Maihama Station. Herfra troede jeg egentlig, at man kunne gå til parken, og det kunne man muligvis også godt, men det var ikke meningen. I stedet skulle man med et særligt Disney-tog, som kørte på en separat bane i et loop til både Disneyland, Disney Sea og de store hoteller bagved. Og selvfølgelig gjaldt vores togkort også hertil, så det var bare om at følge strømmen til først toget og dernæst indgangen til Disneyland.

Det var en ganske almindelig onsdag, men tilstrømningen var ganske god alligevel, og vi stod i kø et øjeblik for at købe billetter. Imens så vi en Disney-prinsesse gå forbi, men tænkte ikke nærmere over det, da det jo er helt almindeligt, at man kan blive fotograferet sammen med sine Disney-helte i Disney-parkerne.

Vel inde i parken skulle vi dog blive meget klogere. For det vrimlede med Disney-prinsesser i alle størrelser. Fra de helt små på 3-4 år til voksne damer, veninder klædt ud som hver sin prinsesse eller kærestepar klædt ud som helten og heltinden og mødre, der matchede deres afkom. Drengene, både de små og de større, var også klædt ud, men mens pigerne næsten udelukkende var prinsesser, var drengenes valg af kostume mere forskelligt. Der var både Robin Hood'er, Buzz Lightyear på 5 år, prinser og en hel masse små pelsklædte dyr. De små pelsede figurer var vores favoritter. Fordi ungerne var afsindigt nuttede, men også fordi vi slap for at få gåsehud, når vi så dem. Det var godt nok en tørvejrsdag, men det var koldt, og de fleste prinsesse-outfits var med bare skuldre og arme. Brrr!

Men det var virkelig skægt at se og ikke noget, vi før havde oplevet. Selvfølgelig var det ikke alle, der var klædt ud, men rigtigt mange var, og det var et udmærket tidsfordriv, når vi stod i kø til forlystelserne, at spotte alle de forskellige figurer. Og i kø stod vi. Ikke længe efter Disney-standard, men længe nok efter vores. En gang var vi dog så heldige, at et optog kom stort set lige forbi, så vi kunne se på det. Det var meget flot lavet - og helt vildt langt - men det var også lidt mystisk, for det var en halloween-udgave, og det betød, at nogle af dekorationerne var gået lidt over gevind og lignede noget, der var udtænkt af hjerner på svampe eller sjov tobak.

Vi nåede ikke at prøve særlig meget, for midt på eftermiddagen blev det koldere, og da vores yndlingsforlystelser desværre var lukkede, gad vi ikke stå i kø til nogle af de knapt så interessante, men vendte derimod næserne mod udgangen. Det var der også mange andre, der gjorde, og da der samtidig kom et optog på tværs, opstod der for første gang virkelig trængsel, og der var ikke andet at gøre end at vente, til optoget var forbi.

En hurtig tur gennem butikkerne med merchandise ruinerede os ikke, og vi fandt tilbage til først det lille tog og siden det 'rigtige' tog ind til Tokyo.

På vej tilbage gjorde Donnaen status med en veltilfreds verdensmine:

- Det var lidt koldt, men nu har jeg været i fire forskellige Disney-parker.

Og sådan har vi hver vores must see-lister ...



fredag den 17. november 2017

Toppen af Tokyo


Efter gåturen i den kejserlige park og endnu en gåtur på jagt efter nogle kirsebærtræer, der selvfølgelig ikke var i blomst, men som Donnaen godt ville se alligevel, var Gemalen flad og ville gerne hjem og have benene op. Så vi hoppede på toget på den nærmeste station og kørte hjem til Tamachi Station.

På vejen blev Donnaen og jeg dog enige om, at vi godt lige kunne klare lidt mere, så da vi alle var kommet af igen, var det kun Gemalen, der gik tilbage til hotellet, mens Donnaen og jeg gik på jagt efter den bus til Roppongi Hills, som jeg mente, at jeg tilfældigvis havde spottet en af de foregående dage.

Vi var heldige; bussen holdt bare og ventede på os. Jeg er altid lidt skeptisk, når det gælder buskørsel fremmede steder, for kan jeg nu finde ud af at komme af det rigtige sted? Det er lidt sværere end at tage toget med de vel-skiltede stationer. Men fra endestation til endestation mente jeg nok, vi kunne finde ud af.

Og det kunne vi da også snildt, for vi blev simpelthen sat af i bunden af Mori Tower, som var målet for udflugten.

Roppongi er et smart, dyrt kvarter. Roppongi Hills er et kæmpestort bygningskompleks midt i bydelen, og Mori Tower er den centrale bygning i dette kompleks. Det er 54 etager højt og dermed en af de højeste bygninger i Tokyo. På 52. etage er der et Oberservation Deck, hvor der er 360 graders udsigt over Tokyo. Der er også et åbent Sky Deck på toppen af bygningen, men der følte vi ikke behov for at tage op.

Det var allerede aften, da vi kom op, men lyset på etagen var så dæmpet, at man kun lige kunne se at færdes, og dermed var udsigten fuldstændig uspoleret af baggrundslys. Og den var - udsigten altså - mageløs. Tokyo er jo ikke nogen lille by, så der var millioner af lys, lys og endnu flere lys så langt øjet rakte.

Havde vi nu været der i dagslys - og klart vejr - havde vi kunnet se Fuji. Men det var vi ikke, og man kan som bekendt ikke få alting, så vi nøjedes med at lade os betage af Tokyo by night.

The Observation Deck er ikke en stor åben etage, kernen er lukket, og man går rundt for at få alle 360 grader med. Nogle ting kunne vi godt kende eller regne ud hvad var; højhusene i Shibuya tæt ved, de endnu højere højhuse i Shinjuku længere væk, den sorte Yoyogi Park og lige så sorte park omkring kejserpaladset. Og tæt på, næppe meget mere end en kilometer væk, stod det lokale Eiffeltårn, Tokyo Tower, og lyste orange. Skulle jeg brokke mig lidt, ville det dog være over, at der ikke fandtes en eller anden form for skiltning, så man havde kunnet finde endnu flere vartegn eller kendte bygninger.

Donnaen har det ikke smart med højder, men hun udviklede sin egen teknik og satte sig ned, lidt før hun nåede ud til væggene, som bestod af glas hele vejen fra loft til gulv. På den måde undgik hun at se mere eller mindre lodret ned og kunne i stedet se vandret ud over byen.

Sådan gik der lang tid. Vi så og så og så. Og flyttede os lidt rundt og så igen.

Til sidst kom vi trods alt hele vejen rundt, og så kunne vi jo godt forlade bygningen igen. Vi kom dog ikke så langt, for vi fandt en spændende butik, hvor vi lige måtte kigge. Og kigge blev til købe, og Donnaen fik sig et par søde bluser, som blev behørigt pakket ind.

Af den sødeste og mest bøssede bøsse, man kan tænke sig. Det burde jo egentlig være ret lige meget, om han var bøsse eller ej, men ham her var det bare i så udpræget grad, at man ikke sådan lige kunne overse det. Og så var han så sød og venlig - og god til engelsk, at vi blev i helt godt humør af at blive betjent af ham, og vi tænkte, at det var rigtig dejligt, at han kunne stå der i en meget turist-orienteret shop og flashe sin bøssethed, uden nogen tog det mindste anstød af det. Sådan burde det være, men det gælder jo desværre langt fra alle steder. Og slet ikke i Asien

Således fyldt med fine top-oplevelser fandt vi - med lidt besvær - vores bus og trillede med den tilbage til Tamachi Station.


onsdag den 15. november 2017

En kejserlig eftermiddag


Det eneste, vi havde booket hjemmefra - ud over fly og hotel forstås - var et besøg hos kejseren.

Eller det var det selvfølgelig ikke. Man kan ikke besøge kejseren, og man kan heller ikke blive lukket ind og se det kejserlige palads. Men man kan allernådigst få lov at se en lille smule af den kejserlige park og i den forbindelse komme tættere på nogle af de mindst private kejserlige bygninger.

Det ville Donnaen gerne, og det var på mirakuløs vis lykkedes mig at booke os adgang tirsdag eftermiddag. Jeg havde ellers haft mit hyr, for jeg havde virkeligt svært ved at forstå, hvad der stod på den kejserlige hjemmeside, selv om den var på engelsk. Men efter flere dages tilløb var der pludselig hul igennem til at reservere - eller rettere: anmode om tilladelse til at deltage - på denne ene dag. Og jeg udfyldte en hel masse om hvem vi var, alder og beskæftigelse og meget mere, og så fik jeg en mail med et link til en bekræftelse, som jeg skyndte mig at printe ud. Og godt for det, for det virkede kun den ene gang, før det på mystisk vis gik i fejl og aldrig siden lod sig åbne.

Vi skulle være på det angivne sted tyve minutter før klokken 13:30, så vi brugte formiddagen på at kigge nærmere på Ginzaen, Tokyos svar på Fifth Avenue eller Champs Élysées. I hvert fald Tokyos dyreste shoppinggade. Her ligger de allerdyreste stormagasiner og ditto mærkevarebutikker. Vi gik lidt frem og tilbage og kiggede på de flotte facader, men fik ret hurtigt nok af de alt for dyre butikker, så da Donnaen og Gemalen var færdige med at savle over en Nissan gaderacer i rød matmetal, som stod udstillet i Nissan Corner, satte vi kurs mod frokost på den Starbucks, som efter Google Maps at dømme skulle ligge mellem Ginzaen og kejserpaladset.

Det gjorde den også, og efter frokost - hvor det endda var klaret op, og solen skinnede - begav vi os over til mødestedet.

Det var ganske let at finde, og vi linede op i en kø og fik vores adgangsbekræftelse inspiceret - og godkendt, og vi fik hver et nummer i en grøn snor til at tage om halsen. Efter lidt ventetid blev vi allesammen ledt ind på området og ind gennem en sluse, hvor vores tasker blev kigget efter i sømmene. Derefter kom vi ind i et stort lokale, hvor vi kunne sidde og vente, mens flere besøgende, flest japanere og færre turister, myldrede ind. Nu var der også nogen med orange snore. Det var dem, der havde taget chancen og håbet, at der var plads til at komme med uden at have booket på forhånd.

En ung, uniformeret mand bød velkommen på først japansk og derefter nogenlunde forståeligt engelsk og forklarede om reglerne for besøget. De gik primært ud på, at man skulle holde sig til flokken og følge de henvisninger, man fik undervejs.

Jeg havde forventet at få udleveret en audioguide, men på netop det punkt var den kejserlige husholdning (hvordan oversætter man ellers Imperial Household?) helt fremme på beatet, og man skulle i stedet downloade en app til sin mobil. Det usmarte ved den løsning var, at vi ikke havde et mobilabonnement, der gav mulighed for at gøre den slags uden at betale det blå ned fra himlen. Så vi måtte klare os uden.

Og det gjorde vi så.

Fulgtes pænt med flokken, gjorde som de mange vagter anviste og lyttede andægtigt til guidens forklaringer. Det sidste gjorde vi selvfølgelig ikke, for vi forstod ikke et kvidder af hans megafon-japansk. Så når der blev gjort holdt, stod vi ofte og kiggede i alle mulige andre retninger end japanerne.

Det kejserlige palads består af en række bygninger, som ligger spredt i en kæmpestor park, som nogle steder minder mere om en skov. I hvert fald er bygningerne med de egentlige kejserlige gemakker effektivt skjult for nysgerrige blikke. I stedet ser man en række administrative eller officielle bygninger. Blandt andet den bygning, hvor kejseren på sin fødselsdag kommer ud på en balkon og sammen med sin familie vinker til folket. Nogle bygninger ser meget gamle ud, men er det ikke, for også det kejserlige palads led stor skade under 2. Verdenskrig, og alt er genopbygget derefter.

Disse gamle, hvide bygninger med mørke tage, de grønne parkområder, de kæmpestore voldanlæg med gamle stenbroer over og ikke mindst en blå, blå himmel gav en masse flotte photo opportunities, og alle knipsede løs i et væk. Allerbedst var det, hvis man drejede sig lidt og fik storbyens skyskrabere med. Disse vilde kontraster fik os gang på gang til at stoppe op og falde i staver.

På et tidspunkt passerede vi en flok, ikke helt unge, japanere i arbejdstøj og handsker. De stod med deres koste og kiggede på os, som vi kiggede på dem. Det var frivillige, der hjalp med at holde de grønne arealer. Hørte Gemalen nogen sige. Om det virkelig skulle være nødvendigt at trække på frivillige, ved jeg ikke, men alt var klippet og trimmet, så ikke et græsstrå sad forkert. Et sted så vi dog et par uartige svampe titte op gennem græsset, men det var nok kun et spørgsmål om kort tid, før de blev fjernet.

Sidst på turen faldt Donnaen i snak med en af de mange vagter, der ledsagede os rundt. En midaldrende herre, der ikke talte særlig godt engelsk, men var meget venlig. De to fik sig en snak om lidt af hvert. Om hvad ved jeg ikke. Bort set fra, at den kejserlige ramen ikke er værd at skrive hjem om:

- Ramen no good, sagde han med en hovedrysten og pegede op på vinduerne til det, der må formodes at være de ansattes kantine.

Til sidst var turen ikke længere, og Donnaen sagde pænt farvel til vagten, der forærede hende et bolche, fint pakket ind i rødt papir, og proklamerede, at Donnaen var

- my girlfriend from now on!

I andre sammenhænge kunne det have lydt lidt klamt, men her virkede det kun som en venlig bemærkning fra en vagt, der gjorde det ekstra sjovt for de få udvalgte, som fik fornøjelsen af at snakke med ham.


Et hjørne af en af paladsets bygninger
med Tokyos højhuse i baggrunden.

fredag den 10. november 2017

Kitte og lufttørrede sko


Stormagasinet Kitte ligger i forbindelse med Tokyo Station, og det lykkedes os forbløffende hurtigt at finde ud af at gå i den rigtige retning, så vi endte på en af de underste etager og kunne tage rulletrappen op til stueetagen.

Kitte er et ret nyt stormagasin og er en om- og udbygning af Tokyos centrale postkontor - Kitte betyder frimærke på japansk. Det er et meget lækkert byggeri, omkring et stort, trekantet, overdækket atrium. Den ene indvendige facade mod atriet er den gamle udvendige facade fra postkontoret, hvilket ser helt specielt ud.

Allerførst fandt vi toiletterne og dernæst et godt sted at spise.

Og så begyndte vi at tænke kreativt.

For Donnaen klagede sig over våde fødder, og noget måtte gøres.

Løsningen blev at købe et par sokker. Derefter fandt vi toiletterne igen, og Donnaen afførte sig sko og sokker. Sålerne blev hevet ud af skoene, og så blev både sko og såler tørret i de elektriske håndtørrere (den slags, hvor man stikker hænderne ned, og så starter der et jetfly). Det var muligvis en smule uortodokst, men der var heldigvis ikke ret mange mennesker, og der var så rent og pænt, at det ikke var noget problem at sidde på gulvet og rode med sokker og sko. Sålerne var lynhurtigt tørre, og skoene også hurtigt, om ikke knastørre, så i hvert fald næsten tørre. Kombineret med de nye, tørre sokker var alting pludselig meget lettere at kapere, og Donnaen og jeg var parate til at udforske hele stormagasinet.

Vi tog rulletrapperne hele vejen op, og da vi så meget heldigt kom forbi et roligt hjørne med stole aftalte vi med Gemalen, at der kunne han lige slappe lidt af, mens vi gik på opdagelse.

Der var nok at kigge på. Masser af små butikker med ting og sager, man ikke nødvendigvis behøvede at købe, men som alle indbød til at blive rørt ved. Donnaen købte en pin til Ungersvendens lillesøster, og da der blev nikket ja til presento?, blev den pakket så fint ind, at jeg kom til at tænke på Mr. Bean i Love Actually og måtte kigge væk for ikke at komme til at grine.

På en etage var der en kombination af bibliotek og café, der så så hyggelig ud, at det var ærgerligt, at vi ikke lige havde et par timer til overs til at sidde der og læse og drikke te. Et andet sted var et hjørne udnyttet som et lille museum. Samme sted var det muligt at kigge ud og lige over på den oprindelige Tokyo Station, som er en prægtig, gammel bygning fra 1914 i europæisk stil.

Da vi havde været alle 5-6 overjordiske etager igennem, rullede vi hele vejen op igen og fandt Gemalen - snorksovende i sin stol.

På samme etage er der udgang til en stor tagterrasse og -have, hvorfra der vist skulle være en kanongod udsigt over den nærmeste del af byen, men da det regnede,  undersøgte vi det ikke nærmere. Vi nøjedes med at køre et par etager ned og trække Gemalen med hen til det lille museum, så også han kunne glæde sig over kigget ud til den gamle stationsbygning.

Nu gad vi ikke mere, og fandt hen til Yamanote Line og hjem til et velfortjent hvil inden aftensmaden.

Og de følgende dage gik vi ingen steder uden ekstra sokker til Donnaen i tasken ...

Kitte.
Den gamle facade fra postkontoret.

mandag den 6. november 2017

Tempel-kig med paraply


En dag ved lejlighed vil jeg opfinde en dims, der kan holde ens paraply - udslået og over ens hoved vel at mærke - mens man tager billeder af dit og dat. Det kan ikke undgå at blive en succes, er jeg sikker på, for pyh hvor er det altså besværligt at skulle håndtere både paraply og kamera (læs: mobil) på én gang. Jeg er sikker på, at jeg mindst titusinde gange fik ordren 'Mor, hold lige min paraply!', mens vi var i Tokyo.

Og det gjorde søde mor så, mens Donnaen knipsede løs. Bagefter var det egentlig meningen, at hun så skulle holde min paraply, men ofte gad ingen af os at blive stående længere, og så blev det ikke til ret meget mere.

Det regnede ikke hele tiden, og vi havde faktisk halvanden dag helt uden regn, men oftest var der regn på programmet. Støvregn, finregn og et par gange sjaskregn.

Det småregnede også, da vi så på templer. Selvfølgelig. Men det skulle ikke stoppe os.

Vi startede med Meiji Jingu, som er Tokyos absolut største shinto-helligdom.

Shinto er japanernes egen religion. Den lever side om side med buddhismen, og japanerne ser ikke noget problem i at tro på begge dele.

Meiji Jingu ligger lige i nærheden af Harajuku Station, i tilknytning til Yoyogi Koen, som er en stor park. Til sammen danner park og tempelområdet et stort grønt område midt i Tokyo. I weekender med godt vejr kan man se et mylder af unge mennesker i særpræget tøj hænge ud på pladsen før parken, og samtidig kan man ofte også møde fint klædte familier på tempelbesøg. Denne søndag var mylderet dog så begrænset, at der faktisk slet ikke var tale om mylder i japansk forstand.

Vi passerede under den første torii, en kæmpestor port, der markerede indgangen til området, og fulgte strømmen mod templet. Det føltes nu lidt som at gå i en stor skov og kontrasten til byens liv lige udenfor var slående. Undervejs passerede vi flere porte og et sted stod der store reoler (eller hvad man nu kan kalde dem) med tønder med sake, den traditionelle risvin, fra hele Japan.

Selve templet er ikke bare en enkelt bygning, men et helt kompleks med mange bygninger, pavilloner, arkader, porte og indre gårde. Her burde man have haft en guide eller en lokal med til at forklare, for det hele virker lidt forvirrende for vesterlandske barbarer som os. Et sted kunne man rituelt vaske sine hænder og rense sin mund (de, der på DR har set Bertelsen på Shikoku 88, ved, hvad jeg mener), et sted kunne man købe små træ-tablets til at skrive ønsker på. Disse skulle så hænges op på dertil indrettede stativer. Der var også et sted, hvor man kunne kaste mønter i en kombination af offergave og ønske. Vi gjorde ingen af delene, men gik bare og glanede. Og tog billeder og holdt paraplyer. Heldigvis virker det ikke, som om det irriterer japanerne, at vi går rundt og kigger, peger og tager billeder uden at forstå en bjælde af deres tro. De bukker, klapper og ønsker, som ritualerne foreskriver, fuldstændigt upåvirkede af vores - og her mener jeg ikke bare os, men alle vesterlændingene generelt - tilstedeværelse.

Hele tempelanlægget er meget flot, omend lidt dystert med mørkt træ og irgrønne tage. Det er ikke særlig gammelt; knap hundrede år. I øjeblikket restaureres nogle af bygningerne op til jubilæet i 2020. Templet er bygget til ære for kejser Meiji og hans hustru. Han kom på tronen som den første kejser efter shogunatets fald og Japans åbning mod vesten. Det var også den tid, hvor Tokyo blev hjemsted for kejseren i stedet for Kyoto. Men kejseren var stadig guddommelig, og da han - og siden hans hustru - døde opførte man altså dette tempelkompleks til deres ære. Under 2. Verdenskrig bombede amerikanerne templet til pulver, men private donationer gjorde det muligt at genopføre det hele ganske kort tid efter krigen.

I en bygning foregik der et eller andet, men desværre var der lukket for almindelige mennesker, så vi kunne ikke finde ud af, hvad det var. Måske var det et bryllup. I hvert fald var de personer, der fik lov at komme ind, meget fine. Vi stod lidt og ventede og håbede, at der ville ske noget spændende, men det gjorde der ikke, og så blev vi enige om, at det måtte være tempelbesøg nok for den dag.

Næste formiddag besøgte vi det andet store, must see-tempel, Sensoji, som ligger i et helt andet område af Tokyo, Asakusa. Fra stationen gik vi først lidt den modsatte vej, væk fra templet, for at komme hen til broen over floden Sumida og kigge ind mod Asahi Beers headquarters. Vi er ikke specielt interesserede i øl, men to af bygningerne er virkeligt specielle. Den ene skal forestille et gigantisk ølglas med skum på toppen. Den anden er tegnet af Philippe Starck og er en mørk bygning med en gylden dims på toppen. Dimsen, skal forestille en flamme, men det er nu så som så med ligheden, og den bliver i stedet kaldt the golden turd ...

Da vi var færdige med at måbe over dette nymodens arkitektoniske vidunder, satte vi kurs mod Sensoji, der er alt andet end nymodens.

Sensoji er et buddhistisk tempel og har en historie, der går tilbage til det syvende århundrede. De nuværende bygninger stammer fra tiden efter 2. Verdenskrig, hvor også dette tempel skulle genopbygges. Men alt er bygget i gammel stil, og det utrænede øje kan ikke se, at intet er mere end 50-60 år gammelt.

Man kommer til tempelkomplekset ved at gå gennem en stor port, Kaminarimon, tordenporten, hvor der hænger en gigantisk lanterne på knap 700 kilo, som man gladeligt lader sig fotografere under ... Alt gik godt, og vi fortsatte. Man går gennem et stræde med småbutikker og boder, der sælger alskens tingeltangel, og i modsætning til Meiji templet er pladsen trang. Kombinationen af pladsknaphed og mange mennesker med paraplyer gjorde det til noget af en prøvelse at komme igennem. Lettest gik det for Gemalen, der er lidt højere end gennemsnitsjapaneren. Til gengæld var det nemmere at finde Donnaen med hendes orange paraply og mig med en i blåt og grønt. Gemalens paraply var sort ligesom halvdelen af alle de øvrige paraplyer, og han blev ind i mellem fuldstændig væk i det bølgende paraply-hav.

Efter boderne kommer man til endnu en port med endnu en lanterne, der dog kun er på cirka 400 kilo, og så er man inde på selve tempelområdet. Her er selve templet og ved siden af en flot pagode. Her dufter af røgelse, og inde i templet kan man se rækker af gyldne, buddhistiske figurer under gyldne baldakiner og alle mulige andre former for imponerende dekorationer. Udsmykningsgraden er enorm, og man bliver som udsmykningsforskrækket skandinav lidt blå i hovedet, når man prøver at rumme det hele.

Midt i det hele står japanerne og beder til deres gud, og det er næsten det mest imponerende af det hele, at de i dette virvar tilsyneladende er i stand til at lukke alt ude og koncentrere sig om det vigtige; deres tro.

Da vi havde fået vores billeder - og Donnaen våde tæer - og i det hele taget ikke kunne kapere mere, satte vi kurs mod stationen og kørte ind til Tokyo Station for at gå på jagt efter noget frokost.


tirsdag den 31. oktober 2017

I mors fodspor


- Og jeg vil selvfølgelig også gerne se, hvor du boede, mor, sagde Donnaen, da vi planlagde vores rejse til Tokyo.

Planen var derfor først at finde den gamle lejlighed.

Meget forandrer sig på et kvart århundrede, men lejligheden havde i sin tid været spritny, og den var da også at finde på Google Maps, så chancen for, at den stadig lå, hvor den skulle, var god, og det var 'kun' et spørgsmål om at finde derhen.

Jeg vil her gerne gentage, at japanske adresser og gadenavne er noget, som kun japanerne kan finde ud af. Desuden havde vi ikke et mobilabonnement, der tillod os at gå online og konsultere Google Maps undervejs.

Vi sprang på toget, skiftede til Hibya-line og stod af på Hiroo station.

Her var der ikke meget - som i slet ikke noget - jeg kunne genkende, men det lykkedes mig trods finregnen at gå i den rigtige retning, og da vi nåede til den internationale pigeskole, hvor chefens døtre i sin tid havde gået, havde jeg landkending. Op og rundt i svinget, og der lå så det lille supermarked, som jeg havde frekventeret i det daglige.

Derefter var det bare lidt hen ad gaden og så over den store parkeringsplads ved sygehuset, over vejen, ned ad bakken, og så ville vi næsten være der. Det var det så bare ikke. For den store parkeringsplads var væk. Selv sygehuset var ikke til at få øje på. I stedet lå der et kæmpestort, eksklusivt lejlighedskompleks, som man på ingen måde kunne gå andet end uden om. Det gjorde vi så, og omme på den anden side kunne jeg se sygehuset, men til gengæld ikke huske, hvilken vej ned ad bakken, jeg skulle vælge. Jeg valgte den første og mente nok, at jeg kunne genkende skolen, der lå der, selv om den tydeligvis var moderniseret, siden jeg sidst var forbi.

Efter et par forgæves afstikkere ind i blindgyder kom vi til et busstoppested, og nu vidste jeg præcis, hvor vi var, for det var jo 'mit' busstop, hvorfra jeg tog bussen i skolen, hvis det var for surt vejr til at cykle.

To hjørner og lidt ned ad en lille vej senere var vi der. Og jeg var ret stolt af mig selv. Dér lå den lille boligejendom og lignede sig selv. Hækkene omkring altanerne var vokset, men ellers var alt som for 25 år siden. Hovedindgangen, som ingen brugte, og indgangen fra garagen med de dyre biler i stueplan.

Donnaen tøffede lidt rundt og var ikke specielt imponeret, mens Gemalen til gengæld var fuldt ud i stand til at vurdere, at selv om ejendommen måske ikke så prangende ud, så skulle man nok alligevel være lidt økonomisk forkælet for at kunne bo der.

Nu vidste vi jo, hvor busstoppestedet lå, og så kunne vi jo lige så godt håbe, at ruten var uændret og tage bussen til Shibuya.

Det gjorde vi og kom ganske rigtigt til Shibuya. Men her var en stor del af stationen omdannet til byggeplads og pakket ind i stilladser, og bussen holdt et midlertidigt sted med deraffølgende absolut nul landkending, og vi måtte bruge et øjeblik på at komme væk fra byggerodet og finde det ikoniske kryds Shibuya Crossing, som er selve billedet på menneskemylderet i Tokyo. Her er også diagonalt anlagte fodgængerfelter (det er der altså også andre steder i Tokyo), og den første gang, man begiver sig ud i vrimlen, kan det godt virke lidt overvældende.

Sjovest er det dog at se lidt oppe fra, og det kan man blandt andet fra Starbucks-caféen, der ligger lige ud til krydset. Altså måtte vi derind. Man bestilte i stuen, men indtog sin kaffe på første sal. Vi ville dog godt se, om der overhovedet var plads, så vi tog rulletrappen op med det samme. Det viste sig, at rigtigt mange af de gode vinduespladser var optaget af folk, der slet ikke drak kaffe, men havde travlt med at fotografere. Vi fik os møvet tættere på og kunne til sidst også selv forsøge os som fotografer.

Det var sværere end antaget, for det var nærmest umuligt at ramme de helt rigtige øjeblikke, hvor mylderet var mest intenst. Men sjovt var det, og da vi ikke gad mere, gad vi heller ikke drikke kaffe og gik bare igen. Hvor mange, der gør sådan, og hvordan det påvirker omsætningen, vides heldigvis ikke.

Nu ville jeg vise Donnaen og Gemalen Tokyu Hands, som er enhver udstationeret gaijins yndlingsshoppested, fordi man her kan få al verdens ting. Ting som man ellers kunne blive helt træt ved tanken om at skulle efterspørge andre steder. Man kan få alt fra lappegrej til færdigtmonterede cykler, gardinophæng, værktøj, husholdningsartikler, en million forskellige hobbydimser, puslespil og legetøj og meget, meget mere.

Allerførst ville Donnaen og jeg dog gå på toilettet, og imens kunne Gemalen passende bruge tiden på at endevende afdelingen for cykeldimser.

Hvad der præcist skete vides ikke, men i Japan findes nogle ret avancerede toiletter (herom senere), og dette havde åbenbart besluttet at tage nogle meget selvstændige beslutninger, som ikke faldt i god jord hos Donnaen. Hun kom drønende ud med panik malet i ansigtet og nægtede pure at opholde sig et sekund mere i forretningen.

Det var lidt ærgerligt, men der var ikke andet at gøre end at følge med Donnaen ud i regnen igen, og vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst med frokost, før vi skulle noget som helst andet.

Vi endte med at finde en hyggelig café på 10. etage, hvor vi hvilede benene og fik en superlækker frokost. Da Donnaen ovenikøbet kunne få sin barndoms yndlings-'drink', Shirley Temple, fik hun også humøret tilbage og lyst til at tage ud og se på templer.

Shibuya Crossing,
mit mindst ringe billede.

torsdag den 26. oktober 2017

Huller i væggen


Donnaen og jeg hoppede på toget, og så havde jeg egentlig troet, at vi skulle tage Yamanoteline hele vejen rundt, mens vi sad og kiggede ud på Tokyo.

Men den plan holdt ikke. Dels sidder man med ryggen til vinduerne, og ser derfor ikke så meget. Dels begyndte Donnaen hurtigt at nikke med hovedet, da hun kom ned at sidde i det halv-lune tog. For ikke at falde helt i søvn måtte vi ud i luften og hoppede derfor af igen på Harajuku Station for at gå ned ad Takeshita Street.

Harajuku og især Takeshita Street er indbegrebet af japansk ungdomskultur. Vejret var ikke rigtigt til at hænge ud, men alligevel myldrede det med - unge - mennesker, hvor af mange var ret ekstremt - på den sjove måde - påklædt. Butikkerne var mest tøj, kosmetik, tilbehør, lir og tingeltangel af enhver art.

Det var overvældende, men for trætte hoveder som os også lidt for overvældende, så vi gik videre, til vi fandt en station. Det var en subwaystation, og vi enedes om, at vi godt kunne finde ud af at navigere igennem, til vi nåede til Mita Station, som ligger ganske tæt på, men ikke er Tamachi Station. Et faktum, som vi var lige ved at blive væk over. For da vi kom op fra Mita Station, troede vi nok, at vi godt kunne finde ud af at komme hen til hotellet. Det kunne vi så ikke, og vi kom ud på en ret lang, ufrivillig udflugt. Vi kunne godt se hotellet, men var havnet på den forkerte side af kæmpestort jernbaneareal, som vi på ingen måde kunne finde ud af at krydse. Så vi måtte vende om og gå tilbage, til vi fandt den rigtige vej rundt.

Tilbage på hotellet var Gemalen nu frisk igen, mens Donnaen og jeg var temmelig trætte.

Men aftensmad skulle vi jo have, og efter i hotellobbyen at have konsulteret et lille kort med spisesteder i nærheden begav vi os afsted. Det var en vanskelig sag. Ikke fordi vi ikke kunne finde spisestederne, men fordi vi ikke kunne beslutte os for bare at gå ind et sted. Til sidst havnede vi dog et lille bitte sted, hvor de serverede retter med ramen, og sådan en omgang nudler kunne vi jo nok klare, mente vi. Det var et meget lokalt sted, med en meget imødekommende, meget lidt engelsktalende betjening. Heldigvis var der billeder på menukortet, og så gik vi ellers i gang med at pege. Det krævede et par forsøg, men lykkedes fint til sidst, og øl til Gemalen og cola til Donnaen blev det også til.

Maden smagte dejligt, personalet gjorde alt, hvad de kunne for at gøre os tilfredse, og hele stemningen var hyggelig og rar.

Og regningen kunne ikke forskrække nogen.

Det skulle vise sig, at de små, lokale steder som dette gav os de allerbedste oplevelser.

Men det vidste vi ikke på det tidspunkt, og den næste aften valgte vi at gå på en væsentligt større og mere fancy udseende restaurant. Det var en fejl. Maden var kedelig, betjeningen afmålt, og så var der iøvrigt koldt. Og dyrt.

Den absolut bedste oplevelse havde vi mandag, hvor vi ved hjælp af google maps havde fundet ud af, at der lå en sushi-biks lige i nærheden. Vi var gået forbi den første aften, men havde ikke opfattet, at man kunne finde et fint lille spisested ved at gå ned i en kælder. Det kunne man. Igen bittelille, og bordet besat af salary-men, der var ud at spise i flok. Men heldigvis var der lige plads til os ved disken til køkkenregionen.

Gemalen og jeg pegede os frem til hver sin sushi-menu, mens Donnaen fik lov at vælge de enkelte stykker ud fra billed-menuen. Det smagte himmelsk, og sushikokken fulgte smilende vores fumlende omgang med pinde og de lækre bidder, og da Donnaen gerne ville have et par stykker mere, blev han, altså kokken, rigtig glad, og jeg ved ikke, hvem der charmede sig mest ind på den anden; Donnaen eller den midaldrende kok. Men tydeligt var det, at de var helt på bølgelængde. Og da Donnaen til sidst debuterede på japansk med et 'oishii' (delicious/lækkert), var der ikke et øje tørt.

Vi havde også spist typisk japansk til frokost, og den følgende aften skete der en kortslutning, da Gemalen pludselig mente, at nu skulle vi altså spise vesterlandsk mad, og vi endte på en italiensk restaurant midt i en gade fyldt med japanske spisesteder. Fejl igen. Ikke sjovt.

Gemalen fik at vide, at det gad vi ikke igen, og næste aften fandt vi i samme gade en biks, der serverede retter med de tykke udon-nudler. Konceptet var dip-noodles, hvor vi selv skulle dyppe de - iøvrigt kolde - nudler i den varme suppedas, som nærmest havde en konsistens mellem sovs og øllebrød. Det smagte virkelig godt, omend Fruen måtte erkende, at det var noget mere, end hendes chopstick-skills kunne håndtere. Jeg har alle dage været en klovn til pinde, men her var jeg virkelig, virkelig på glatis.

Godt var det derfor, at vi ikke just var ude at spise fint. Dette sted var igen bare et 'hul i væggen'. En snæver indgang og op ad en trappe. Vi var heldige, at der ikke var så mange, da vi kom, så vi kunne godt få et bord at sidde ved. Siden kom flere grupper salary men (og -damer), og der blev helt fyldt op. Lokalet var et studie i sig selv. Virkeligt slidte træborde og taburetter at sidde på. Belysningen bestod af nøgne pærer, og væggene var ganske bare bortset fra enkelte ølreklamer og bøjler, så man kunne komme af med overtøjet.

Dér sad vi så og kæmpede med vores lækre, men drilske udon, mens vi med øjne så store som tekopper fulgte det glade liv ved de andre borde. Den - ahem - spartanske indretning ødelagde på ingen måde nogens gode humør; tværtimod det smittede, og vi var helt høje, da vi lidt senere gik hjem i småregnen.

Sidste aften ville vi spise sushi igen, men Donnaen ville ikke risikere at ødelægge vores næsten magiske mandagsoplevelse ved at gå ned i den lille kælderbiks igen, så vi gik i stedet i den modsatte retning og havnede i samme gade som de foregående to aftener. Her fandt vi en sushi-restaurant, og igen valgte Gemalen og jeg hver sin menu, mens Donnaen valgte enkelte stykker ud fra en billedmenu. Det smagte alt sammen virkelig godt, og under andre omstændigheder ville vi have sagt, at det var en rigtig god oplevelse, men nu havde vi jo oplevet de helt små, totalt hyggelige steder, og stemningen derfra kunne denne restaurant bare ikke matche.

Nu havde vi endelig lært, at de største oplevelser lå de helt små steder. Desværre var det bare lidt for sent, for vi skulle hjem dagen efter.

Og hvad værre er; der kommer til at gå lang tid, før vi gider at spise midtjysk produceret sushi. 


Meget lang tid.

Læg mærke til det slidte bord, den charmerede
indretning - og de glade mennesker.

mandag den 23. oktober 2017

Undervejs


Vi landede planmæssigt i Narita og kom også uden de store kvababbelser gennem både bagageudlevering og immigration - klistermærke i pas, fingeraftryk og billedtagning.

Derefter ventede de første udfordringer.

Allerførst ville jeg gerne hæve penge. Vi havde kontanter med, men de ville hurtigt få ben at gå på, da japanerne stadig i høj grad foretrækker kontant betaling. Samtidig vidste jeg, at der kun var begrænsede muligheder for at hæve penge på udenlandske kort. Et af de få steder, man kan, er i 7-eleven-butikkerne, og sådan en vidste jeg, at der skulle være i lufthavnen. Vi fandt butik og automat, og jeg proppede glad mit MasterCard ind - og fik det fluks tilbage. Invalid. Så prøvede jeg med mit Visakort, og det gik straks bedre. Jeg valgte at ville hæve 50.000 yen. Det duede ikke. Så prøvede jeg med 40.000 yen. Det duede heller ikke, og jeg begyndte at blive lidt smånervøs for vores pekuniære situation i ferien. Men ved 30.000 gik transaktionen glat igennem, og det var så åbenbart hævegrænsen. Om det også var dagsgrænsen, behøvede jeg heldigvis aldrig at finde ud af.

Dernæst skulle vi finde ind til Tokyo. Narita ligger små 70 km fra Tokyos centrum, og der er mange forskellige måder at komme der ind på. Jeg havde hjemmefra besluttet, at vi skulle med toget, Narita Express, som er både hurtigt og komfortabelt og som har et særligt tilbud til gaijins som os med behov for at rejse frem og tilbage til lufthavnen inden for 14 dage. Vi skulle bare lige finde billetskranken, og det gik også nogenlunde nemt. Billetterne blev fordelt, og så klikkede vi os igennem, fandt perron og tog og vores reserverede pladser og susede ind til Tokyo Station på en lille time.

Nu skulle vi så bare købe togkort og finde Yamanoteline - i den rigtige retning. Piece of cake. Tokyo Station er kun Japans (og dermed verdens) 8. største station, og der er kun sølle 350.000 passagerer, der passerer gennem automaterne hver dag ...

Jeg måtte dog spørge mig for, før jeg fandt ud af, at jeg skulle ind i en helt almindeligt udseende kiosk for at købe Suica-kortene, der fungerer på samme måde som Hong Kongs Octopus-cards. Kortet er elektronisk, og man kan bruge det stort set hvor som helst i busser og tog i hele Tokyo og desuden som betalingskort i en række butikker. Man klikker sig igennem ved ind- og udgangene til de enkelte linjer og kan hele tiden følge med i, hvor mange penge, der er tilbage. Til forskel fra Hong Kong kan man i Tokyo endda selv overføre flere penge til kortet ved at benytte automater, der står på alle stationer. Det er virkelig nemt, og man kan igen igen undre sig over, hvorfor det danske rejsekort skal være så bøvlet.

Yamanoteline er en cirkellinje rundt om det centrale Tokyo, og hvis man har god tid, tager en rundtur cirka en time. Vi ville dog helst vælge den rigtige retning med det samme og fandt også relativt hurtigt skilte, vi kunne gå efter, og jeg havde begreb nok om stationernes indbyrdes placering til, at jeg kunne vælge toget i den rigtige retning. Så vi hoppede ombord og kørte fire stop til Tamachi Station, hvor vi hoppede af igen og gik ud.

Eller det gjorde vi ikke, for vi blev alle tre stoppet, da vi forsøgte at klikke os ud med vores spritnye togkort. Det forstod vi ikke en bjælde af, men måtte jo så prøve at snakke med damen, der sad i det lille kontor ved siden af sluserne. Engelsk er ikke den gennemsnitlige japaners spidskompetence, og hvis jeg nogensinde har lært bare en lille smule japansk, så er det forlængst glemt igen, så der skulle en del parlamenteren frem og tilbage til, før det løste sig ved, at kontroldamen på en eller anden måde aktiverede vores kort. Det var de åbenbart ikke blevet i første omgang.

Vel ude fra stationen skulle vi finde hotellet. Det var lidt spændende, for japanernes måde at omgås adresser og vejnavne er ikke noget, man som vesterlænding forstår et suk af, og man kan derfor ikke bare gå ned ad Vesterbrogade, til man kommer til det rigtige nummer. Jeg havde dog brugt så meget tid på Google Maps (jeg havde også et print, hvis det skulle gå helt galt), at jeg kunne slå ud med armen og med en lidt svævende bevægelse meddele, at hotellet altså gerne skulle befinde sig i den retning ...

Og det gjorde det. Faktisk var det meget nemt at finde. Bare ned ad rulletrappen, lige frem, til højre før krydset og så lige frem igen, til hotellet lå lige efter det næste kryds.

Receptionisten tog venligt imod os, men da han sagde, at der var check in fra klokken 15 (klokken var nu knap 12), blev jeg en anelse stram i betrækket, for jeg havde skrevet og bedt om - og fået bekræftet - tidlig indcheckning, da jeg godt vidste, at især Gemalen ville synes meget lidt godt om at skulle vandre rundt i Tokyos gade i tre timer, når han havde været oppe i lidt mere end et døgn. Det var dog heldigvis ikke noget problem, og så fik vi vores værelseskort til to værelser på 17 etage. Donnaen var først lidt utilfreds med, at hun skulle bo sammen med sin mor, men jeg ville ikke risikere, at hun skulle være alene, hvis der pludselig kom et jordskælv (det gjorde der ikke), og den begrundelse bøjede hun sig trods alt lynhurtigt for.

Et kvarter senere var vi klar til at gå ud og spise frokost. Vi havde set en nedgang til et supermarket og nogle restaurants og fandt også en lille biks, hvor vi fik en traditionel set menu med te, misosuppe, ris, kød og nogle pickled grøntsager af en slags. Det smagte udmærket, og Donnaen og jeg var parate til straks at tage ud og opleve noget. Det var Gemalen dog ikke, så mens Donnaen og jeg gik mod stationen, valgte han at gå tilbage til hotellet for at få sig en morfar.


søndag den 22. oktober 2017

Godt, men vådt - meget vådt


Efterårsferien er slut, og jeg er så småt ved at vænne mig til tanken om, at jeg skal på arbejde igen i morgen.

Vi var i Tokyo.

Ikke noget, jeg havde set komme, hvis jeg var blevet spurgt for et halvt år siden. Men det korte af det lange var, at Donnaen i forbindelse med sin 18 års fødselsdag fik lov at vælge mellem fest og rejse - og valgte rejse. En rejse inden for rimelighedernes grænse vel at mærke, så der blev listet forslag op og undersøgt og studeret priser på fly og hoteller. I l-a-n-g tid. Og så endte Donnaen med at vælge Tokyo. Nok dels ansporet af vores supergode vinterferie i Hong Kong dels nysgerrighed efter at se den by, som moren - altså jeg - havde tilbragt cirka halvandet år i for en menneskealder siden.

Den gang i et tidligere liv boede jeg nemlig i Tokyo som medrejsende hustru til min daværende mand, der blev udstationeret for sit firma. Mens Tokyo var totalt ukendt for både Gemalen og Donnaen, var det således et gensyn for mit vedkommende, og jeg var enormt spændt på, hvor meget byen havde forandret sig på det kvarte århundrede, der var gået siden. Var der overhovedet noget, jeg kunne genkende?

Og kunne jeg finde rundt, finde attraktionerne og alt muligt andet? Jeg var bestemt ikke sikker og har nok kun en enkelt gang tidligere brugt så lang tid på at forberede mig på en rejse.

En ting, jeg ikke havde styr på, var vejret, som viste sig fra sin kedelige side. Vi havde tørvejr i cirka halvandet døgn, og jeg har gået mere med paraply den sidste uge end de foregående fem år tilsammen.

Men ellers gik det godt, og der var kun få irriterende overraskelser undervejs. Blandt dem var, at jeg ikke kunne hæve penge med mit MasterCard, men var tvunget til at bruge mit Visakort og dermed ikke kunne fordele udgifterne over lidt længere tid, hvilket jeg ellers havde satset på.

Vi fløj København - Helsinki - Narita (Tokyo) begge veje. Med Finnair hele vejen ud, og med først Japan Airlines og derefter Finnair hjem. På udturen gav det et stop i Helsinki på fem timer, og det var virkelig kedeligt, men prisen for at vælge de billigste billetter. På hjemturen havde vi kun knap en time, og den blev fuldt ud brugt på at komme ind i Schengen-området. Det er godt nok blevet bøvlet med pas-scanning og billed-tagning. Sørgeligt, at det skal være nødvendigt. Til gengæld var der så ingen kontrol i Kastrup, og så snart vi havde snuppet vores letgenkendelige kufferter af bagagebåndet, kunne vi gå ud og lade os afhente af gode venner, der bor så tæt på lufthavnen, at vi bare skulle sms'e, når bagagebåndet gik i gang. De havde haft vores bil holdende i deres indkørsel og dermed sparet os for en formue til parkering.

Derefter var der "bare" at køre hjem. Det havde været en lang dag, da vi var stået op klokken seks japansk tid, og det nu var sidst på eftermiddagen i Danmark. Så jeg var lidt betænkelig ved, at Gemalen skulle køre helt til det midtjyske. Men heldigvis var vejret dårligt og trafikken tæt, så han kunne ikke slappe af og holdt sig fint vågen, mens jeg sad og moslede rundt i mit sæde i forsøget på at være solidarisk. Det gik nogenlunde til Storebælt, men derefter nikkede jeg væk til drømmeland mange gange.

Vel hjemme gik jeg på hovedet i seng, hvilket selvfølgelig medførte, at jeg vågnede klokken alt for tidligt lørdag morgen. Jeg gentog successen her til morgen og er sikkert først nogenlunde ovre mit jetlag i morgen tidlig, hvor jeg til gengæld skal tidligt op ...


Selv om det er regnvejr, kan man jo godt være 
fin, når man skal besøge templet.

tirsdag den 10. oktober 2017

Som en forvirret høne


Argh, altså!

Lige om lidt er det efterårsferie, og vi skal ud at rejse. Men inden da er der 8327 løse ender, som der helst skal styr på.

På arbejde er der ting, der bare skal nås, fordi der er deadline, mens jeg er væk.

Derudover skal de sidste ting undersøges, der skal vaskes, stryges og pakkes. Kamelen skal afleveres.

Vejrudsigten skal tjekkes endnu en gang i håb om, at den ombestemmer sig fra regn og regn, og hvad gør vi med fx fodtøj, hvis det hele tiden regner?

Min mobil driller, og det gør Donnaens også. Lyset over spisebordet virker ikke, og gulvvarmen er i udu.

Og der er de øvrige aftaler, blandt andet med høreklinikken, og hvor lang tid mon det tager?

Vi skal også huske at checke ind!

Hvad siger den hjemlige vejrudsigt? Er vi 300 procent sikre på, at Storebæltsbroen ikke lukker?

Og og og.

Hvilket bevirker, at jeg i øjeblikket stæser rundt som en forvirret høne i selvsving.

Derfor tror jeg bare, at det bliver sayonara herfra, og så kommer der forhåbentlig ro på igen en gang efter efterårsferien.

torsdag den 28. september 2017

Trafiknissernes hemmelige klub


Her i byen har vi - er jeg overbevist om - en hemmelig klub for trafiknisser, hvis fornemmeste opgave er at gøre trafikken så håbløs som muligt, så tit som muligt.

Trafikken har altid været slem, og at der var køer på Ringvejen var i mange år et fast indslag i P4 både morgen og aften. Lige til vi fik motorvejen, og alt blev fint og nemt, og det virkede, som om nisserne var flyttet i protest.

Nu virker det mere, som om de bare har været på en god, lang ferie for at lade op til nye generende påhit.

Eller måske er det kun chefnissen og hans nærmeste, der har været på ferie, mens andre har holdt gryden med trafikforhindringer simrende?

I hvert fald har der længe været gang i en mindre forlægning af et stykke vej, som jeg skal passere på vej til arbejde. Det er kun et ganske lille stykke vej, som skal rykkes lidt til højre, og så skal der etableres et lyskryds. Det har allerede taget hele sommeren og er stadig ikke færdigt.

Det er dog vand - og mudder - i forhold til, hvad chefnissen nu har udtænkt.

For nu skal Ringvejen renoveres, hvilket skal ske ved, at den bliver fuldstændigt lukket i etaper. Først én strækning og så den næste og så videre. Teoretisk set skulle det nok kunne lade sig gøre, især da alle bilerne jo nu kører ude på motorvejen.

Men i virkeligheden er der stadig virkeligt mange mennesker, der benytter Ringvejen, og det giver et anseeligt tryk - også bogstaveligt - på de omkringliggende småveje, der nu skal lægge asfalt til mange tunge lastbiler hver dag.

Bedre bliver det heller ikke af, at skiltningen halter. Tyveri, står der i avisen. Vil det virkelig sige, at der er et sort marked for omkørselsskilte?

Allerbedst - set fra trafiknissernes synspunkt - er det dog, at man tilsyneladende kun følger planen for arbejdet på nogle punkter. Således spærrer man planmæssigt den næste strækning af vejen, uden først at gøre den foregående strækning helt færdig. På den måde er der nu pludselig spærret to etaper i stedet for en, og krydset i mellem er endda også spærret. På kommunens hjemmeside står, at arbejdet på den foregående etape er afsluttet, men det er det bare ikke. Kunne Donnaen og jeg ved selvsyn konstatere, da hun igår skulle køres til teori, og vi kom derfor ud på noget af en skovtur.

Da jeg to minutter efter undervisningens start havde læsset Donnaen af, besluttede jeg mig for at køre en anden vej tilbage. Ikke ad Ringvejen, men gennem byen. Det var dumt. For på et sted var gaden gravet fuldstændigt op, og der var kun et grusspor farbart. Det var ikke lysreguleret, men reguleredes efter den stærkestes ret.

Og det var ikke mig.

Præcis samtidig med mig startede en anden bilist fra den anden ende. Hans bil var ældre end min, og han selv var både yngre, større og mere aggressiv med mig. Så gæt selv, hvem der kom til at bakke, med den andens kofanger helt oppe i næsen?

Nemlig. Mig.

Og så hjalp det fedt, at jeg bagefter kunne konstatere, at det var ham, der skulle holde tilbage, hvis ellers han havde gidet at respektere skiltningen ...

Igennem kom jeg dog, og så burde der ikke være flere forhindringer på vejen hjem.

Men jo, en kæmpe BMS-kran havde travlt med at fjerne de sidste rester af kommunens sommerunderholdning og blokerede dermed den ene vejbane på vejen over søerne. Man må medgive nisserne, at det var flot, både udtænkt og timet, for nu var præcis den vej jo en af de eneste fungerende forbindelser mellem den nordlige og den sydlige del af byen, så at blokere en vejbane på netop det sted midt i myldretiden var virkelig førsteklasses nissetænkning.

Hjem kom jeg til sidst, og Gemalen fik besked på, at han altså måtte være sød at hente Donnaen, for jeg havde overhovedet ikke lyst.

Suk.

Der mangler yderligere to etaper.

Dobbeltsuk.



torsdag den 21. september 2017

Ikke bare visse-vasse


Det er ikke blevet bedre.

Hverken med hørelsen, tinnitussen eller lydfølsomheden.

Hørelsen på mit venstre øre er stadig elendig oppe i diskanten, tinnitussen er blevet mærkbart værre, og lydfølsomheden er stadig en plage.

Da jeg efter MR-scanningen fik at vide, at der ikke sad 'noget' og trykkede på hørecenteret, sendte ørelægen samtidig en henvisning afsted til Høreklinikken i Viborg med henblik på, at jeg kunne få et høreapparat.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra min manglende vilje til at se mig selv som høreapparatsbruger ...

Og bortset fra at der er ufattelig lang ventetid. Over 40 (fyrre!) uger var beskeden, som jeg allerede efter ganske få dage fik via e-post. Alternative løsninger findes ikke rigtigt, så det var bare at vente. Og da det så blev sommer og ferie, og jeg iøvrigt stadig håbede, at det hele bare ville gå i sig selv igen, lod jeg tiden gå.

Men da jeg hen over sommeren oplevede et par anfald med svimmelhed, kvalme og forstærket tinnitus - og deraffølgende tudeture og tiltagende desperation, opsøgte jeg igen ørelægen, om han da ikke kunne gøre noget?

- Næh, var hans umiddelbare svar.

- Jamen, jeg er jo ved at blive stjernebims! beklagede jeg mig.

Selv om ørelægen ikke mente, at nogen nogensinde var blevet virkeligt tossede, og at jeg egentlig bare skulle lære at leve med det, havde han alligevel et par forslag:

- Du kan prøve at henvende dig til Viborg og bede om at blive skrevet op på deres afbudsliste, og så kan jeg også henvise dig til Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus. Derinde beskæftiger de sig med at lære folk at leve med deres handicap, forklarede han.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra, at det var første gang, jeg indgik i en sætning, hvor der også blev sagt handicap ...

Den slags skal altså lige fordøjes, og jeg kan mærke, at det gør et og andet ved min selvopfattelse.

Jeg henvendte mig til Viborg og fik at vide, at også afbudslisten var frygtelig lang. Ikke desto mindre gik der under en uge, før jeg blev ringet op, om jeg kunne komme dagen efter.

Det kunne jeg godt, og så blev jeg først høretestet meget grundigt og så de sørgelige resultater på en graf. Jeg fik dog også at vide, at jeg stadig er i stand til at skelne, hvad der bliver sagt, og det er godt, for så nytter det at få et høreapparat. Hvis man ikke kan skelne, virker et høreapparat bare som om man skruer op for en dårligt indstillet radio.

Derefter var det tid at forholde mig til bestillingen af høreapparatet. Både til farve og funktioner. Det var jeg af en eller anden grund ikke rigtigt forberedt på, men sådan måtte det jo være.

Og til sidst kom jeg som ind til en hørepædagog.

Det var en god oplevelse.

Hun fortalte mig, som den første, hvad det egentlig er, der er sket og stadig sker i mit øre. Blandt andet, at tinnitussen måske er en eller anden uheldig reaktion på, at hørecenteret ikke længere modtager lyd i det omfang, det er vant til. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele, men det var meget fint at få forklaret alligevel.

Hørepædagogen var også helt klar over, hvor frustrerende både tinnitus og lydfølsom kan være, og hun havde en hel række forslag til ting, man kan gøre for at formindske ubehaget. Jeg har langt fra overvejet dem alle, men det allerbedste var i virkeligheden at sidde med en person, der ikke bare var sådan lidt visse-vasse! til det hele.

Det var rart at høre nogen sige, at jeg jo ikke var alene om ind i mellem at være superfrustreret over min tinnitus og min lydfølsomhed, og at der findes kompenserende strategier, som kan læres, så man bedre kan være i det og ikke behøver at blive hverken bims eller depressiv.

Og således opmuntret gjorde det mindre, at jeg blev meget, meget våd, før jeg nåede ud til min bil.


Sommerferiebillede:
Vindueskig fra borgen i Cesky Krumlov.

fredag den 15. september 2017

Blitz und Donner und Geburtstag und Gemütlichkeit


Jeg går jo til tysk.

Men efter i flere sæsoner at have hygget mig sammen med nogenlunde den samme garde så det pludselig sort ud, da vores elskelige tysklærer, Karen, tidligt i foråret pludselig meddelte, at hun altså stoppede med udgangen af det daværende skoleår, for nu blev hun jo 70 næste gang, og nu måtte det være slut.

Det kunne vi sådan set godt forstå, men det var altså rigtig trist.

Heldigvis gik der kun en måned eller to, så var Karen også nået frem til, at det faktisk var lidt trist.

Så hun spurgte meget, meget forsigtigt, om der muligvis, måske var nogen af os, der på nogen måde kunne være bare en lille smule interesserede i at fortsætte undervisningen i et lidt andet regi, måske hjemme hos hende?

Det resulterede i almindelig jubel, og i løbet af nul komma ingen tid havde stort set alle sagt ja tak, det ville vi gerne.

Og Karen så rigtig glad ud.

I går var anden gang.

Karen bor ude på landet, og turen derud tager knap en halv time. Da jeg tog hjemmefra skinnede solen, men så snart jeg havde forladt den hjemlige matrikel, var himlen forude blygrå eller nærmest kulsort. Og ude i det åbne land flængede det ene flotte lyn efter det andet himlen. Senere begyndte det at regne, og til sidst blev landskabet hvidt af hagl.


Vel ankommet styrtede alle ind i tørvejret og hygligheden. Vi manglede et par stykker, men viljen til at mødes er stor, så dagens fødselar kom og havde endda kage med. Og hende med de tordenforskrækkede børn kom også, så snart faderen til hendes unger kom hjem.

Og så sad vi der og hyggede og klarede verdenssituationen, hvilket godt kan være svært på tysk - altså ikke at hygge - når man har noget, man virkelig gerne vil bidrage til diskussionen med, men i den grad mangler tyske gloser. Men det går jo endda, og det er jo netop det, der er meningen, at vi skal lære nogle nye gloser og især at snakke.

Vi er også gået i gang med en bog. Og tyske bøger er et kapitel for sig, for man skal hver gang vænne sig til den enkelte forfatters måde at skrive på. Nogen skriver mere knudret end andre, og når det afgørende verbum først kommer til allersidst efter flere linjers læsning, kan man godt blive hægtet af. Således også i går, hvor der blandt andet var ret stor uenighed om et mistet kørekort. Den oplysning gemte sig i en bisætning og var fuldstændig gået vores næser forbi. Men går det som med tidligere bøger, vil vi i løbet af de næste 50 sider lære forfatterens rytme at kende og på den måde også forstå meget mere.

På den måde gik to timer hurtigt. Vi riggede ned, for stolene skulle bæres ud, lampen flyttes og det tunge spisebord sættes på plads. Sidste gang var det stadig lyst, da vi tog hjem, nu var det både mørkt og særdeles regnfuldt. Men bare kaste os i bilerne kunne vi ikke, for en var kørt en lille smule fast og skulle lige have et lille skub for at få fast grund under dækkene igen.

Det lykkedes, omend vi alle blev ret våde under processen.

Hjemme havde det overhovedet ikke regnet.


Himlen på vej til tysk.

tirsdag den 12. september 2017

Den indre badebold


Egentlig var det vel nok, at jeg skulle have et øre, der gik i smadder?

Men nix og nej; der skulle absolut være vrøvl i begge ender. Om jeg så må sige ...

Tilbage i foråret 2016 blev jeg indkaldt til tjek for celleforandringer, og ja, der var forandringer, så nu skulle der lige udføres et nyt tjek et halvt år senere. Ved det tjek så alt fint ud, og det var jo godt, men jeg skulle alligevel komme igen til opfølgende tjek efter et år. Og det gjorde jeg så, og så var den gal igen. Hvilket ikke var så godt, og så blev jeg henvist til gynækolog.

Godt så. Jeg fik en tid. Det kunne lige nås i frokostpausen. Eller i hvert fald næsten. Troede jeg.

Da jeg troppede op i klinikken 30 sekunder, før jeg havde tid, var der ikke et øje. Altså bortset fra en ung kvinde, der sad og ventede. På et tidspunkt kom et hvidkitlet væsen ind i lokalet, men hun var optaget af at stille ting på plads og værdigede mig først et blik efter flere minutter. Jamen, jeg skulle bare vente ...

Og det gjorde jeg så.

Der lød en afdæmpet hosten fra lokalet ved siden af, men ellers skete der intet. I lang tid. Endelig gik døren op, en patient gik ud, og efter lidt puslen rundt blev den unge kvinde kaldt ind.

Jeg ventede.

Længe.

Intet skete. Og det eneste, der var at høre, var en dæmpet hosten.

Efter 40 minutters ventetid - min frokostpause er på 30 minutter, hvis nogen skulle spørge - blev det min tur.

Gynækologen sagde goddag med et håndtryk, der trak mig en meter ind i lokalet og overbeviste mig om, at hun måtte være grandkusine til den amerikanske præsident.

Hun forklarede, hvad der skulle ske, og så var det ellers op på briksen med fødderne i bøjlerne.

- Hmm, hvor er min dims? sagde gynækologen.

Nej, hun sagde ikke dims, men jeg kan ikke huske, hvad det var for et instrument, hun manglede. Og det er iøvrigt også lige meget. Derfor dims.

- Har jeg virkelig ikke flere dimser? fortsatte hun, mens hun gennemrodede skuffer og skabe.

- Lige et øjeblik, fortsatte hun og forlod lokalet.

Mens jeg fortsat lå med bart understel og fødderne oppe ...

Nu var det jo ikke første gang, jeg blev efterladt på den måde, men det føltes ikke bedre af den grund.

- Desværre, jeg er simpelthen løbet tør for dimser, sagde gynækologen, da hun nogle minutter senere igen kom ind i lokalet.

- Det beklager jeg meget. Vil du vente i tyve minutter, mens vi får gjort nogle dimser klar, eller vil du komme igen i morgen tidlig, så må jeg finde en tid til dig.

Nu var Fruen blevet så mellemfornøjet, at hun gik målrettet efter at gøre det så surt som muligt for gynækologen, så hun valgte at komme igen næste morgen, så gynækologen skulle stå ekstra tidligt op.

Næste morgen klokken kvart i otte var jeg klar, og det var gynækologen også.

- Du skal lige hoste, sagde gynækologen.

- Igen!

Og sådan fortsatte jeg så med at hoste på kommando, til gynækologen var færdig med at tage biopsier.

- Hvorfor i alverden skulle jeg hoste, forlangte jeg efterfølgende at få at vide.

- Det er, fordi sådan en livmoderhals opfører sig lidt som en badebold og smutter, når jeg skal have fat i den, men når du hoster, danner du et modpres, og så er det meget lettere, forklarede gynækologen.

- Og så giver det dig iøvrigt noget andet at koncentrere dig om.

Således klogere på min indre badebold slap jeg ud igen.

Og efter små tre uger var der svar. Alle prøver var pæne. Men for en sikkerheds skyld skal jeg lige forbi egen læge igen om et år.


Ingen sammenhæng overhovedet.
Bare et billede af en masse svampe.

torsdag den 7. september 2017

Maden i Baden


Lørdag aften spiste vi fint.

Eller det gjorde vi overhovedet ikke. Bare lidt finere end de foregående dage, hvor vi den første aften havde spist i en slags gade- eller rettere havekøkken, hvor alt var meget interimistisk. Og hvor jeg lynhurtigt kom til at fryse og derfor overhovedet ikke kunne se det hyggelige i konceptet.

Næste aften insisterede jeg på at sidde indendøre. Og det gjorde vi så. Et lille bitte sted med fire borde inde og lidt flere udenfor, og nogle meget lokale gutter, der så fodbold i fjernsynet og spillede kort. Maden var god, og der var lunt og hyggeligt. På et tidspunkt var der en, der faldt over en andens hund, men pyt, han slog sig ikke, og så kunne det ikke spolere den gode stemning. Betale med kort, kunne vi ikke, men den nærmeste automat lå lige overfor, så pyt igen.

Denne aften regnede det, så det gav sig selv, at vi skulle sidde indendøre, og helt tilfældigt blev det så en italiensk restaurant, der var så velbesøgt, at vi har lidt heldige overhovedet at få et bord. Lækker mad og en udmærket vin. Men det bedste af det hele var en nuttet tjenerelev, der gik meget op i at gøre alting så rigtigt som muligt. Noget som Gemalen til en vis grad spolerede, da han som vanligt ikke mente, at det var nødvendigt at vente på, at tjeneren hældte mere vin op.

Søndag tog jeg for en gangs skyld med ud til stævneområdet. Her holdt et af de andre danske par med deres autocamper, og det fungerede som mødested for de fleste danske deltagere, som lige kom forbi for at stille en taske (før løbet) og diskutere kort og vejvalg (efter løbet). Jeg lånte en campingstol og satte mig i skyggen med en bog, som jeg ikke nåede at læse ret meget i, fordi de første begyndte at komme tilbage kun en halv time efter, at de sidste var taget afsted.

Da Gemalen også var kommet tilbage - og havde diskuteret vejvalg med alle, der gad høre på ham (gab!), kørte vi tilbage til motellet og spiste frokost for derefter at returnere til stævneområdet, hvor der nu var afsluttende præmieoverrækkelse, og da der var mange danskere, der skulle 'på skamlen', ville vi selvfølgelig gerne ud og klappe.

Derefter var der bare tilbage at ønske god hjemtur til de fleste og fortsat god ferie til de få heldige asener, der kunne tillade sig at holde ferie helt frem og til og med det næste mtb-o-løb, der lå i Frankrig 14 dage senere.

Tilbage på motellet pakkede vi sammen, så vi var klar til tidlig hjemfart næste morgen, og så var det tid til aftensmad. I det gode vejr landede vi ved et udendørs bord på en restaurant ved et torv. Tjeneren kom og anbefalede dages ret, der var Sauer Schnitzel, og da vi ikke vidste, hvad det var, så hun lidt perplex ud, fordi hun åbenbart syntes, det var lidt svært at forklare. Det var dog ikke noget problem, for fatter sad med vennerne ved bordet nærmest døren, og han kunne forklare, at kødet var marineret i et eller andet surt, som jeg har glemt, og gæsten ved bordet skråt bag os supplerede med, at det var netop det, han fik, og at det var virkelig godt. På den baggrund kunne vi selvfølgelig kun vælge Sauer Schnitzler, så det gjorde vi, og det var også ganske udmærket. En syrlig udgave af wienerschnitzel og med lækker kartoffelsalat til.

Dér sad vi så og nød en sommerlun allersidste ferieaften og funderede over, om det var lidt synd, at vi ikke rigtigt havde gidet at se nærmere på Baden.

Og det var det nok.

Men sådan er der så meget, og dagen efter kørte vi hjem.


Madbilleder bliver det nok aldrig til på min blog.
Jeg kan meget bedre lide billeder af solsikker.

tirsdag den 5. september 2017

Wien og et marsvin med glittersolbriller


Vores motel i Baden var sådan set okay.

Det lå lidt kedeligt, men til gengæld var det tæt på stationen, og det havde jeg prioriteret ret højt, for lørdag skulle Gemalen køre løb både formiddag og eftermiddag, og så kunne jeg jo passende tage toget ind til Wien.

Jeg har været i Wien flere gange tidligere, og jeg har set nogle af de allerstørste attraktioner, men 'færdig' med byen bliver jeg nok aldrig.

Vi vågnede op til et noget ustadigt vejr, hvor småbyger kom og gik, og jeg var sådan lidt 'åh, gider jeg nu også tage til Wien i regnvejr?' Jeg vidste dog også, at jeg ville blive sur på mig selv over ikke at tage afsted, så tog jeg mig heldigvis sammen. Og mens Gemalen og de andre fik en ordentlig skylle til formiddagens løb, fik jeg ikke en dråbe regn.

Dagen før var jeg en tur på stationen for lige at rekognoscere. Jeg fandt ud af, at billetten kun kunne købes ved en automat, hvilket lige umiddelbart lignede noget af en udfordring. Til gengæld var der så mange afgange til Wien, at jeg ikke behøvede at stile efter et specielt tog, men bare kunne tage det første og bedste, når det var lykkedes mig at købe en billet. Det var meget godt, for det krævede et par forsøg, før jeg fik trykket mig rigtigt gennem de mange valgmuligheder.

Jeg fik min billet, og toget kom. Det var et flot dobbeltdækkertog, så jeg satte mig op på første sal for at nyde udsigten, som jeg forventede ville være flot. Det var den ikke. Først var den helt tilforladelig. Småbyer og vinmarker. Men ret hurtigt kom vi til den yderste udkant af Wien, og det var gammel, træt industri og grå forstadsbyggerier, som ikke lader de gamle østbloklande noget tilbage i kedelighed.

I det hele taget oplevede vi, at området mellem Wien og Ungarn og Slovakiet minder meget mere om disse nabolande end om det sirlige Tyrol.

På Wien Hauptbahnhof hoppede jeg af, og så var det bare om at sætte kurs mod Schloss Belvedere, som ligger som et passende stop mellem stationen og midtbyen. Udstyret med både kort og mobil burde det være til at finde ud af. Det var det bare ikke. Hovedbanegården er nybygget og hele kvarteret omkring er under forvandling, med byggepladser og kraner over det hele. Der skal nok blive flot. En gang. Men umiddelbart virkede det ret forvirrende, og Fruen måtte justere sin kurs flere gange, før gaderne begynde at komme i den forventede rækkefølge.

Set fra hovedbanegården kommer man til Schloss Belvedere ved at gå gennem et mindre haveanlæg, og mens jeg gik der og kunne se slottet og billetkontoret i den anden ende, kunne jeg også se mørke skyer tårne sig op over byen, og jeg tænkte, at nu gjaldt det altså bare om at komme indendøre, før vandet væltede ned. Som allerede nævnt blev der først åbnet for sluserne, da skyerne nåede ned til de sagesløse mountainbikere, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt.

Slottet, som egentlig er to slotte - det øvre og det nedre - i hver sin ende af et haveanlæg, fungerer som museum. Jeg besøgte kun Øvre Belvedere, da jeg også gerne ville nå at se lidt at selve Wien, men alene der var der også rigeligt at kigge på. Blandt de mange kæmpestore værker var det verdensberømte maleri af Napoleon på sin hvide hingst, som man kan finde i enhver ordentlig historiebog. Selvfølgelig skal maleriet hænge et eller andet sted, men hvorfor lige i Wien? Slottet rummer også en stor samling Klimt-malerier, blandt andre de ikoniske malerier Judith og Liebespaar (Kysset), som - selvfølgelig - er endnu flottere i virkeligheden end på de talrige plakater og reproduktioner, man møder rundt omkring.

Da jeg ikke kunne rumme flere malerier, zig-zaggede jeg ind til den gamle bymidte og landede på en fortovscafé i Kärtnerstrasse tæt på torvet med den store St. Stephans domkirke. Klokken sagde ganske vist sen frokost, men Fruen var mere stemt for tidlig eftermiddagskaffe med kage, så jeg valgte en Strudel mit Sauerkirsch und Schlagsahne. Og så sad jeg ellers der og kiggede på og lyttede til de mange turister. Der var flest amerikanere. Eller også virkede det bare sådan, fordi de af en eller anden grund bare altid 'fylder' lidt mere i gadebilledet?

Efter min strudel var jeg egentlig så mæt, at jeg dårligt kunne rokke med ørerne, men kigge lidt på Stephansdom kun jeg dog godt. Det var der også ganske mange andre mennesker, der kunne, så da jeg havde møvet mig indenfor og så hvor mange, der var, og at man iøvrigt skulle betale for at komme 'rigtigt ind' i kirken, og jeg - ikke mindst - havde set kirken i Melk kun to dage før, var det pludselig godt nok bare med et enkelt kig ned gennem kirkerummet.

Vel ude igen stod den på almindelig dasken rundt uden noget særligt mål. Jeg ville bare kigge. På folk og fæ. Og på butikker. Fæ var der ikke så mange af, folk var der rigeligt af. Turisterne kom i bølger. Igen var det amerikanerne, jeg så og hørte, selv om der måske var flere asiater, hvis man talte efter.

Butikker var der også mange af. Der var knapt så mange, jeg gad gå ind i. Jeg havde håbet at finde en rigtig gammeldags boghandel, hvor jeg kunne finde nogle gode bøger på tysk (jeg havde så ikke overvejet, hvor tungt det ville blive at slæbe rovet med hjem). Men det gjorde jeg desværre ikke. Jeg fandt kun en enkelt nymodens, østrigsk udgave af Bog&Ide, hvor de fleste bøger var oversatte engelske og amerikanske bestsellere.

På et tidspunkt blev det ret presserende at finde et stormagasin. Fordi stormagasiner som regel er udstyret med toiletter, og disse altid, altid er langt at foretrække fremfor de offentlige. Heldigvis dukkede der et op, og når jeg nu var der, kunne jeg jo godt se lidt på deres udsalg, hvilket blandt andet gjorde mig til den glade ejer af en t-shirt med et marsvin med glittersolbriller ...

Efter dette mageløse køb var jeg efterhånden nået dertil, hvor jeg ikke gad ret meget mere, og jeg satte kurs mod der Hauptbahnhof, som nogen i mellemtiden havde flyttet meget langt væk fra bymidten, eller sådan føltes det nok bare, fordi jeg havde haft Schloss Belvedere som stop, da jeg gik den anden vej. Omsider dukkede stationen op. Den er flot, men om den overhovedet vil komme til sin ret, når de omkringliggende byggepladser er fyldt med højhuse, er virkelig svært at vurdere.

Inde på stationen fandt jeg hurtigt en billetautomat, og det virkede betydeligt nemmere at finde ud af at købe en billet til Baden, end det havde været at købe billet den modsatte vej. Noget sværere var det at finde det rigtige spor, og jeg kunne være endt i Bratislava, hvis jeg ikke i sidste øjeblik havde indset, at der altså er forskel på perron og spor! Efter en del forvirret gloen på oversigtstavler og skilte, fandt jeg omsider ud af, at toget mod Wienerneustadt, som jeg skulle med, kørte fra en perron, der lå puttet af vejen ovre i et hjørne af stationen og ikke sammen med de andre perroner.

Turen hjem lignede turen ind til Wien.

Og hjemme på motellet var Gemalen lige så træt i benene som jeg.


Et kort øjeblik var der ingen turister,
der stod i vejen.

torsdag den 31. august 2017

Om at lukke bogen


En gang i mellem er der ting, som bare skal gøres helt færdige.

En bog, der skal lukkes, som man siger.

Derfor var jeg til Mettes bisættelse.

Det var hjerteskærende sørgeligt.

Men det var også smukt og fint.

Det var tydeligt, hvor afholdt Mette var. Det lille kapel skulle have været dobbelt så stort for at rumme alle, og man lod dørene stå åbne, så vi kunne stå uden for i den lille gård og se ind og følge ceremonien, der foregik på både dansk og engelsk af hensyn til Mettes engelske svigerfamilie.

En ceremoni, som Mettes familie havde tilrettelagt, så den var i Mettes ånd; ikke alt for trist, men fyldt med musik, varme og kærlighed.

Der blev spillet musik. Både et rocket nummer, som formentlig har betydet et eller andet ganske særligt for Mette, og stille fin musik, med klang til eftertænksomhed.

Talen fra Mettes familie blev læst op, og talen fra Mettes mand blev afspillet. Han havde valgt at indtale den, så vi fik fornøjelsen af hans herlige engelske dialekt. Begge taler beskrev den eventyrlystne, altid glade Mette, der med stor lyst og energi gik op i sine børns dagligdag og aldrig missede et forældremøde eller et skolearrangement. Mette som elskede, når ungerne havde venner med hjem, så hun kunne forkæle dem alle sammen med lidt kage eller snold.

Et billede, der er let at genkende, hvis man har fulgt bare lidt med på Mettes blog.

Da selve ceremonien var slut, var der mulighed for at gå ind i kapellet og forbi kisten, der var ganske utraditionelt, men meget, meget smukt pyntet med de flotteste solsikker.

Det gav også mulighed for at se hele det hav af blomster, som lå overalt og lyste op i alle de mange farver, som Mette holdt så meget af.

Det kunne ikke blive et smukkere farvel.

Himlen havde længe set grå og regntung ud, men tørvejret holdt, til bisættelsen var ovre. Nu begyndte det ganske symbolsk at regne.

Efter et kort farvel til Mettes mor, kørte jeg hjem, fandt Kamelen og gik en lang tur.

Og lukkede bogen.


tirsdag den 22. august 2017

Farvel søde Mette


Søde Mette er ikke mere.

Mette døde i nat efter et væmmeligt sygdomsforløb, hvor noget, som tilbage i maj bare lignede en dum influenza, viste sig at være noget langt værre, der uhyggeligt hurtigt sugede alt liv og al ånd ud af hende.

Søde, kære, glade Mette, som jeg syntes, jeg kendte, selv om hun 'kun' var et blogbekendtskab, og jeg aldrig nåede at møde hende, mens hun var rask.

Det er en lille uge siden, lægerne gav Mettes familie den triste besked, at hun aldrig ville komme sig og sandsynligvis kun havde ganske kort tid tilbage. 

Siden har de prøvet at vænne sig til tanken.

Men hvem kan det? Hvordan kan man overhovedet rumme, at man skal sige farvel til den, man elsker?

Hvad enten hun er ens kone, mor, datter eller søster.

Det er jo helt forkert.

Som KS meget rigtigt skriver 'kæft, det er ikke i orden'






PS: Undlad venligst at skrive på Mettes egen blog. Det giver ingen mening. Hverken for Mette eller hendes mand eller hendes familie

torsdag den 17. august 2017

Kloster bling-bling


Fra Rozmberk skulle vi videre til Baden syd for Wien.

Den tur ville tage os direkte forbi Melk, og da vi ovenikøbet havde god tid, var Gemalen ikke særlig svær at overtale til at gøre holdt, så Fruen kunne få sit ønske om at se Stift Melk opfyldt.

Allerede fra motorvejen kunne vi se det kæmpestore klosterkompleks ligge og lyse gult og hvidt i solen, og så var det bare at følge skiltningen, til vi endte på en stor parkeringsplads og derfra kunne gå ned til klosteret.

Vi kunne også have taget elevatoren. For det var der også, og det var bare det første af mange eksempler på, at et kloster ikke behøver at være gået i stå for flere århundreder siden. Ud over nogle meget fancy og virkeligt flotte, helt moderne udstillinger lagde vi blandt andet også mærke til, at klosteret havde et varmeanlæg, der kørte på biomasse.

Her måtte vi heller ikke tage billeder. Og det var virkelig til at græde over, for hele klosteret er giga-mega stort, og alt er totalt overvældende, så man vakler derfra med så meget indtryks-overload, at det er svært at kapere. Og helt umuligt at skelne fra hinanden efterfølgende. Cirka titusinde billeder på mobilen ville helt sikkert have gjort det nemmere. Men nej, det var forbudt, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi alle de besøgende ville gå så meget i stå og være så optagne af at tage billeder, at de aldrig kom ud igen, og derfor måtte slæbes ud af munkene hver aften ved lukketid?

I hvert fald er klosteret og klosterkirken i Melk noget at det mest superfantastiske (indsæt selv endeløs række af superlativer), jeg nogen sinde har set.

Og jeg synes jo ellers, at jeg efterhånden har set en del ...

Efter at have købt billetter, går man gennem en port ind i klostergården og hen i modsatte hjørne for at starte rundturen i museet, der er indrettet i den ene fløj. Det vil sige, at det selvfølgelig er gamle lokaler, men selve indretningen og udstillingen er topmoderne - ja, jo ikke de udstillede genstande, som er fine, gamle kirkeklenodier som for eksempel håndskrevne bibler og kunstfærdigt udførte kors i guld og ædelstene.

Undervejs passerede vi en flot model af klosterkomplekset, hvor man for alvor kunne se, hvor stort det er. Der stod en guide og fortalte en hel masse til en gruppe besøgende. Det ville givetvis have været enormt interessant at være på en guided tur rundt, men den ene af os har slet ikke tålmodighed til den slags, og den anden kan - i hvert fald pt. - ikke høre, hvad en guide siger.

Så vi gik videre til marmorsalen, der er meget flot, selv om det er lidt snyd det der med marmoren, som i virkeligheden næsten over alt er et resultat af dygtige maleres formåen og ikke ægte marmor.

Herfra kommer man ud til en terrasse, der fører fra den ene fløj og rundt i en bue uden om kirken og over til den anden fløj. Nogen har virkelig tænkt sig om, da de anlagde klosteret. Det ligger højt over både by og Donau. Og fra terrassen er der et betagende kig over især Donau, så lige pludselig har man stået længe og bare kigget og kigget.

Vender man ryggen til Donau, ser man til gengæld ind på kirken, som ligger klemt inde mellem klosterfløjene. På sin vis lidt synd, for kirken i sig selv er så flot (alt er flot, hvis nogen skulle være i tvivl), at den fortjener at stå og skinne helt for sig selv uden at være hegnet ind af klosteret. Både kirke og kloster er barok, men på kirken har det lige fået et ekstra swung med løgkupler og krummelurer.

Modsat marmorsalen ligger biblioteket. Det er muligvis ikke flottere end biblioteket i St. Gallen, som vi så sidste år. Muligvis. Her gemmer man fine gamle, ældre og ubegribeligt gamle bøger. De allerældste er over 1000 år gamle og stammer fra det 9. århundrede. Storslået og sært at tænke på, når alt hvad vi kunne præstere i Danmark på det tidspunkt var runestenene i Jelling, som vi ellers er så stolte af ... Om der nogensinde er nogen, der læser i bøgerne, ved jeg ikke, men de bliver i hvert fald støvet af. I et hjørne af lokalet var tre personer - bibliotekarer eller måske konservatorer, næppe bare rengøringspersonale - i gang med at stille bøger på plads på den allerøverste hylde. På et bord lå bøger nok til at fylde et par hylder, og de blev nu nænsomt sat på plads. Om de ud over at blive støvet af også var tjekket for løse sider og revnede rygge, og hvad almindelige bøger nu ellers rammes af, ved jeg ikke, men det føltes helt fint, at der faktisk blev rørt ved bøgerne i steder for, at de bare stod.

Nu manglede vi kun kirken.

"Kun" viste sig at være dagens, ugens og månedens underdrivelse. Og godt, at man ser den til sidst, for oven i det synsbombardement af storslåede, fantastiske, imponerende - fortsæt selv - indtryk er man ude af stand til at tage mere ind og har kun lyst til at sætte sig stille hen på en bænk og glo lige ud i den tomme luft. Man kommer ind, stopper op, sunder sig lidt - og siger wow! 


Det er fuldstændig omsonst at prøve at beskrive kirken, for alt - fra gulv til loft - er bare flot og fantastisk.

Og så er det meste guldbelagt.

Heldigvis er kirken ikke ekstraordinært stor, for så ville man da blive blæst helt omkuld. Omvendt kunne den faktisk godt have været mindst tre gange så stor, og så kunne man alligevel have haft en prægtigt udsmykket kirke, hvis man havde 'trukket' lidt i den nuværende overdådighed.

På et tidspunkt orkede vi ikke mere. Så vi traskede ud i solen, fandt bilen og kørte til den nærmeste motorvejsrestaurant for dels at få noget at spise dels få noget almindelighed som modvægt til al den pragt, vi netop var blevet bombarderet med.

Bagsiden af den lille bog
 jeg købte om klosteret.