søndag den 30. september 2012

Ingen højere?


Ingen gad rigtigt noget denne weekend.

Kun Donnaen, der var blevet pisket kraftigt opfordret til at gøre noget ved sine lektier, havde udrettet noget som helst, da vi nåede søndag middag. Men hen på eftermiddagen, på det tidspunkt hvor en ellers tør søndag blev afløst af finregn, tog en vis mand ved både Gemalen og Fruen, og vi for ud. Gemalen for at vaske bil. Fruen for at gå i haven.

Bilvask i regnvejr er smart nok.

Havearbejde ikke helt så genialt.

Men pyt, til at begynde med regnede det ikke rigtigt. Og jeg fik da fyldt en tre-fire spande med afklip og ukrudt, før jeg opgav. Cirka lige meget af hvert. For efterhånden som jeg får klippet mere og mere af stauderne, kan jeg også komme længere ind i staudebedet. Og dér - åh åh - åbenbares det så, at under dække af stauder og selvsåede sommerblomster har ukrudtet levet sit eget liv.

Jeg fik en gang det gode råd, at jeg bare skulle sætte mine stauder så tæt, at der slet ikke blev plads til ukrudt. Det er så ikke helt lykkedes ... Men i to, næsten tre måneder, fra omkring Sankt Hans og til midt september, lever jeg fint med illusionen. For i den periode står det hele faktisk så tæt, at man kun kan se de mest opadstræbende tidsler, mellem de 'rigtige' blomster.

Desværre er det slut nu. Og efterhånden som jeg klipper ned og rykker op, kan jeg se den grønne underskov af ukrudt. Og hvad værre er, det er ukrudt af den ledeste slags, nemlig senegræs (som efter min overbevisning burde staves med 'g'), der smyger sig afsted og infiltrerer rødderne på mine stauder, så jeg en dag må bide i det sure æble og grave hele molevitten op, hvis jeg vil ondskaben til livs.

Men dér er jeg altså ikke endnu. Jeg nøjes med at rive og rykke, hive og hale. Og bilde mig selv ind, at det hjælper. I hvert fald hæmmer jeg væksten ...

Heldigvis var det hele ikke ren jammer. Der var også lidt underholdning. De små snegle, dem med sneglehus, har afholdt stævne i højdeklatring i mine visne valmuer. Eller også er det en form for pælesidning for snegle. Jeg er ikke helt sikker. 

Men sjovt så det ud.



Og vinderen er..

torsdag den 27. september 2012

Farvel Hvide Sande-ben


Ja ja ja, jeg har forstået det!

Selv om jeg kan være ganske fatsvag, når det stikker mig, må selv jeg erkende, at det altså ikke er sommer længere.

Det er koldt om morgenen, og det regner i tide og utide. Hvis det ikke ligefrem hagler ...

Det må jeg så prøve at forholde mig til.

Sandalerne står og griner og skal pakkes væk. Det samme skal sommertøjet. Alle de mere eller mindre stumpede bukser og de tynde toppe.

Mens jeg pakker væk, må jeg samtidig erkende, at projektet heller ikke lykkedes i år.

Projektet, der skulle forvandle mine Hvide Sande-ben til lækre brune stænger, gik ikke til held.

Heller ikke i år. Ligesom det ikke lykkedes sidste år eller året før eller ...

Jeg kan få brune fødder (med hvide sandal-striber), og med lidt god vilje også (lidt) brune skinneben. Men så er det også slut.

At det halter med lårene, er til at forstå, for de får kun sol i meget godt vejr, og kun på egen matrikel. Men at læggene, der med deres begyndende karsprængninger trænger allermest, ikke bliver brune er decideret tarveligt. Især fordi jeg synes, jeg har gjort en ihærdig indsats for at lufte dem. Efterhånden er jeg begyndt at spekulere på, om mine ben kun er udstyret med pigment på forsiden? Det kunne forklare en del ...

Men nu er det uigenkaldeligt slut med bare ben i år, og så kan det jo være lige meget.

Indtil næste år.

tirsdag den 25. september 2012

En storm mellem ørerne


Gemalen kan bare lægge sig ned og sove.

Også når det er dårligt vejr.

Det er møgirriterende.

Dels fordi jeg ikke kan, og dels fordi han så overhovedet ikke kan forstå, at jeg ikke kan og derfor synes, jeg er et fjollehoved og en hystade. På én gang.

Når det stormer (jo, det gjorde - eller lød nok især sådan, fordi der stadig er blade på træerne) og sjaskregner, som det gjorde i nat, kan jeg slet ikke sove. Og slet SLET ikke med åbent vindue. Gemalen kan kun sove med åbent vindue.

Så ligger jeg der og roterer.

- Læg dig nu til at sove, mumler Gemalen.

- Det blæser, jeg kan ikke falde i søvn!

- Pjat med dig.

- Jeg lægger mig ind i gæsteværelset.

- Der ligger Donnaen allerede, så det kan du ikke, nåede Gemalen lige at meddele, før han sov igen.

Donnaen kan nemlig heller ikke lide voldsomt vejr, og det var hendes hjørne af huset, der var mest udsat igår. Og hun var vågnet, da Gemalen måtte ud på terrassen og flytte omkringrutschende havemøbler ind i læ, før han selv gik seng. Altså var hun fortrukket til roligere omgivelser.

Men Donnaens værelse med lukket vindue var alligevel bedre end soveværelset med et ditto åbent, så der lagde mig ind. Og lå så der og lyttede til ruskvejret og en sær klaprelyd. Som selvfølgelig gjorde det fuldstændig umuligt at falde i søvn. For hvad var det, der klaprede?

Alle døre var lukkede, alle vinduer - altså lige på nær det i soveværelset - var lukkede. Så hvad var det, der klaprede?

Til sidst blev jeg nødt til at forlade min varme dyne og undersøge sagen.

Det viste sig at være badeværelsesdøren. Den var godt nok lukket. Men åbenbart ikke helt tæt. Og kombineret med den voldsomme vindpåvirkning af udluftningsdimsen i brusenichen var det nok til at frembringe klaprelyden.

Op med døren og tilbage i seng.

Til sidst fald jeg selvfølgelig i søvn, men følte, at det stadig var midt om natten, da vækkeuret kimede halv syv.

Uden for var det vindstille.

Gemalen havde sovet som en sten.

Men gæt hvem, der tror, at han ikke kan sove, hvis vi på vores ferier får et værelse, der vender ud mod vejen?

Morgenvindue efter nat med ruskvejr

søndag den 23. september 2012

Arbejdsom sensommersøndag


Jeg er (næsten) lige kommet ind efter at have været ude og rive græs.

Fordi jeg ikke blev færdig før aftensmaden.

At rive græs i halvmørke kan bare ikke anbefales, så det vil jeg nok ikke gentage, men det usandsynligt dejlige vejr skulle udnyttes til det sidste, så jeg susede rundt.

De sidste vinduer og døre skulle males. Og det skulle de altså, for lige om lidt bliver det koldt. Og alt for sent. Og vinter. Og øv ... Desuden har de forrige weekender bare vist, at det er med at komme ud over stepperne, hvis der er noget, der skal nåes, inden den sidste rest af sensommer er væk.

Så jeg malede og malede.

Også de øverste vinduer, som ikke bare kræver trappestige, men rigtig stige. Som jeg selv kan skubbe rundt med. Men som Gemalen skal sætte op for at undgå, at der går ren Gøg og Gokke i det. Kein Problem. Eller det plejer det ikke at være. Men i år syntes jeg pludselig, at der var meget langt ned. Måske er jeg ved at udvikle mig til en pyllermås på mine gamle dage?

Over middag så himlen pludselig ud som noget, der kunne udvikle sig til regn.

Hvilket slet ikke var til at bære, når nu græsplænen, der i den grad trængte til at blive slået, ikke var blevet regnet på i halvandet døgn. Altså forlod jeg penslerne og kaste mig over plæneklipperen. Og slog græs og slog græs og slog græs. At det var tre uger siden sidst, fik jeg tydeligt at føle. Højt og efterårsfugtigt. Og umuligt at have med at gøre. Græsset satte sig fast, og jeg måtte ustandseligt stoppe og sparke til plæneklipperen i håb om, at den ville give slip på en hel bunke ophobet græs.

Projektet lykkedes dog omsider, og så var det igen vigtigst at male.

Uden at prale ret meget vil jeg hævde, at jeg er ret god til at male. Det går ikke lynhurtigt. Til gengæld tværer jeg heller ikke ret ved siden af, og det er begrænset, hvor meget jeg drypper. Det ærgerlige er bare, at den første ejer af huset ikke har været velsignet med samme talent, så han har både malet hængsler og fuger plus det løse. Faktisk havde han også malet ret meget på selve glasset, men det fik jeg trods alt gnubbet af for flere år siden. Men selv om vinduesrammerne trængte hårdt til at blive malet, så er de mere end fem år gamle udenomsmalerier paradoksalt nok stadig meget synlige. Det vil sige; det er de overhovedet ikke i det daglige, men når man står/sidder/kravler med næsen helt tæt på, så er de ...

Til sidst blev jeg færdig. Også med de små badeværelsesvinduer, som vender ud mod trappen, så det kræver et snedigt arrangement med to fliser at få stigen til at stå nogenlunde lige.

Men så var det tid til aftensmad. Og derfor blev det ret mørkt, før jeg var færdig med at rive græs.

Men nu er jeg færdig.

Og vældig godt tilfreds med mig selv ...

Glemte at tage et billede i dagslys.  Men med lidt god vilje kan man
vel fornemme, at de øverste vinduer sidder  et pænt stykke oppe?

torsdag den 20. september 2012

En pedal for meget


Gys!

Det lyder altså sjovt - på den forkerte måde - når Fruen er ude at køre lige pt.

Det skulle gerne meget snart fortage sig. Men jeg er ikke helt sikker. For det er som om, at det, der burde sidde på rygraden, er raslet af inden for de sidste par år. Således at det, der burde gå helt af sig selv, nu kræver så meget bevidst hjerne-aktivitet, at det går lidt i ged.

Sagen er, at vi har købt ny bil. (Læs: Gemalen har købt ny bil).

Med m-a-n-u-e-l-t gear.

Argh!

Det har vi ikke haft i nogle år nu. Og egentlig havde Gemalen også på et tidspunkt erklæret, at automatgear var så meget nemmere, at der bestemt ikke var nogen grund til nogensinde at købe andet. Hvilket jeg selvfølgelig har pointeret. Men man har jo som bekendt et standpunkt, lige til man tager et nyt. Således også Gemalen. Og når man handler, er det jo netop det, man gør. Altså handler. Og så kan man ikke altid få lige præcis, hvad man ønsker. Heller ikke automatgear.

Det er super-let at vænne sig til automatgear. Man sidder og vifter sært med venstre fod i en uges tid eller to, men så er den altså også feset ind.

Det er desværre på ingen måde særlig super-let at vænne sig tilbage.

Det begynder allerede ude i carporten, hvor jeg sidder og ikke kan starte. Fordi jeg har glemt alt om koblingen.

Jeg kan nogenlunde finde ud af at skifte gear under kørslen. Kan måske skyldes, at der en fin lille indikator i instrumentbrættet, der fortæller, at jeg gerne må geare op?

Men at sætte i gang efter at have holdt for rødt er straks sværere, og hvis det går bare den mindste smule opad, bliver jeg reduceret til atten-årige mig, der febrilsk prøver at regne ud, hvad kørelæreren mener, når han siger 'koblingspunkt'. Det er næsten dømt til at mislykkes.

Så næste gang I holder i et kryds bag en tumbe, der er gået i stå, så vær lige rare og lad være med at dytte.

Jeg synes, det er svært nok i forvejen ...


Den pedal til venstre, ikk' - den er altså kun til besvær ...

onsdag den 19. september 2012

Nej tak, jeg skal ikke frelses


For ikke så længe siden skrev Overleveren et indlæg om afvisning af gade- og telefonsælgere, underskriftsindsamlere og andre anmassende personer. Det var virkelig sjovt skrevet, men også båret af en indignation over, hvor tit man bliver antastet, og hvor svært det kan være at få lov bare at sige nej tak og komme videre.

Men én ting er dem, som man møder i det offentlige rum eller telefonisk. Noget andet er dem, der tropper op på ens egen matrikel.

Og som jeg bliver irriteret på, selv om de fleste er rimeligt fredelige. Men de forstyrrer mine cirkler og minder mig om, at jeg da heller ikke har styr på noget som helst. Når der til fastelavn står tre små prinsesser og en robot udenfor, men huset er som støvsuget for kager, slik og småpenge. Eller når vi er nødt til at ty til Donnaens sparegris for at give et bidrag til Kræftens Bekæmpelse ...

Jeg kunne selvfølgelig bare sig nej og lukke døren, men det kan jeg jo alligevel ikke få mig selv til.

Det kan jeg til gengæld godt, når jeg står over for pågående sælgere af det glade budskab om den rette tro.

Som afviger afgørende fra min.

Men som de gerne må have i fred for min skyld. Hvis de så bare ville lade mig være og ikke missionere.

For jeg kan ikke lide folk, der missionerer. Slut.

Derfor vokser der fluks både børster, klør og hugtænder ud på mig, hvis de forsøger sig.

Og derfor troede Donnaen hverken egne ører eller øjne, da hun for et par weekender siden var vidne til et lille optrin hjemme i vores indkørsel. Hvor hun utålmodigt ventede på, at jeg skulle blive færdig med at hænge tøj op, så, vi kunne komme i byen og ose.

- Moar, der kommer nogen!

- Mmh okay. Sagt med ryggen til.

Jeg vender mig om og ser et velklædt, midaldrende par komme gående. Han har en skuldertaske, men der mangler i mistænkelig grad en indsamlingsbøsse, så allerede før de åbner munden, ved jeg, hvad de vil.

- Goddag, mit navn er Hans, og det er Grethe. Vi kommer for at spørge om ikke I har lyst til..

Her må jeg indrømme, at jeg ikke præcis kan huske, hvad han mere sagde. For i det samme fremdrog han som på magisk vis et nummer af Vagttårnet, så mine værste anelser blev bekræftet.

- I spilder jeres tid, afbrød jeg. Ikke særlig venligt. Mens kløerne voksede en ekstra tomme. Og Donnaen tabte underkæben.

- Synes du virkelig det? spurgte Hans.

- Ja, det synes jeg, svarede jeg kategorisk.

Hvorefter Hans fortsatte. På én gang så overtalende og samtidigt så irettesættende, skråstreg belærende, at mine børster i nakken voksede til drageskæl:

- Synes du ikke, det er vigtigt at tale om Gud og..

Lige her blev han tilsyneladende ramt af et usynligt spark over skinnebenet, for han klappede i, og Grethe tog over:

- Så vil vi nøjes med at ønske dig en god dag. Det er jo dejligt vejr, sagde hun venligt og tog et, ligeledes usynligt, førergreb på Hans, der pænt fulgte med hende ud på vejen igen.

Donnaen samlede sin underkæbe op:

- Hvem var det, og hvorfor ville du ikke tale med dem? spurgte hun undrende.

Og så fik hun ellers en længere lirum-larum om, hvorfor jeg ikke synes, man skal pådutte andre sin tro. Hvorfor man skal respektere, at andre mener noget andet end én selv. og så videre, og så videre.

- Jamen, hende Grethe var da fin nok, mente Donnaen.

Ja, Grethe var fin nok. Hun fremturede ikke. Men forstod, at et nej var et nej.

Og hvis alle sælgere af hvad som helst bare var som hende, behøvede jeg ikke at gro klør, hver gang jeg stødte på en af slagsen ...

Vil helst ikke belæres af folk med løftede pegefingre.



tirsdag den 18. september 2012

Mord i badekarret - eller mangel på samme


Det er ikke nogen nyhed, at jeg ikke er vild med edderkopper.

Det skrev jeg allerede om i et af mine tidligste blogindlæg. Og hvis bloggen lever fremover, vil der sikkert også komme mindst ét pip om edderkopper hvert efterår. Fordi jeg på en eller anden måde bare må have det ud.

Edderkoppe-terapi. Eller noget?

Vi kan ikke lide edderkopper, hverken Donnaen eller jeg.

Ikke på den top-hysteriske måde med høje skrig og smadret porcelæn. Altså mig, selvom Donnaen faktisk har dæmpet sig lidt siden sidste år. Eller måske har hun endnu ikke mødt edderkopper i sit tøj eller under sin dyne? Men stadigvæk. Vi kan ikke med edderkopper, så de skal væk, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre.

Den lette måde er at kalde på Gemalen:

- Fa-ar, vil du fjerne edderkoppen ude i brusenichen?

- Skal det være lige nu? lyder det så lidt træt fra Gemalen.

- JA!!

Når Gemalen ikke er hjemme, (og det er som om hans fravær stiger i takt med edderkoppe-frekvensen) må jeg selv træde til som edderkoppe-morder. Det huer mig ikke. Overhovedet slet ikke. Jeg synes, det er ualmindelig ulækkert, klamt, slemt, adwr. Meget værre end for eksempel at klaske hvepse.

Men det er jo nødvendigt. For vi kan ikke have dem gående løse omkring. Så de dør. Smask! Uf, føj, gåsehud og elevatormave ...

Noget andet er åbenbart edderkopper i bur. Edderkopper, der ikke kan nærme sig min dyne, kan bare få lov at gå rundt.

Det er edderkopperne i badekarret, jeg mener.

Når de dumper derned, og det er der hvert år en del, der gør, så kan de ikke komme op igen. Ved jeg. Og når jeg ved det, behøver jeg ikke foretage mig noget. De bliver i badekarret og kan få lov at leve af luft og nullermænd, til Gemalen vender hjem. Jeg bliver fra badekarret og nøjes med bruseren.

Ikke noget problem.

Bortset fra at sådan kan man da ikke behandle nogen. Ikke en gang edderkopper.

Så jeg føler mig lidt ussel.


Edderkop og nullermænd i hjørnet af badekarret.
Ligner den fra sidste år, men det kan jeg garantere for, at det ikke er ...



mandag den 17. september 2012

Vejr-dum weekend


Det blev en weekend, hvor to-do-listen nærmest blev længere i stedet for kortere. Hvor ingen rigtigt fik udrettet noget, og hvor vi søndag aften var små-frustrerede og små-vrisne.

Det skulle have været en arbejdsweekend. Med hæk-klipning, vinduesmaling og græsslåning plus det løse.

Vejret ville bare ikke, som vi ville.

Alle vejrudsigter havde lovet gråt, men tørt vejr hele lørdag.

Men da vi stod op lørdag morgen var det ikke kun gråt, men også vådt.

Finregn.

- Det er slet ikke regnvejr, sagde Gemalen efter at have konsulteret sin smartphone. Så det holder nok snart op.

Fruen skulle ud og vaske vinduer ned til senere maling, men kunne da lige sætte en vask over først.

En vask senere var det stadig både vådt og gråt.

- Min mobil siger, at det er tørvejr, sagde Fruen. Det gør DMI også, så det holder nok snart op.

Det fortsatte hele formiddagen og eftermiddagen med.

Set i bakspejlet kan man så godt undre sig over, hvad der er sket med vores helt almindelige sunde fornuft? Før den første smartphones indtog i det lille hjem ville vi have set ud af vinduet og konstateret, at det var vådt og gråt og iøvrigt så ud til at ville fortsætte sådan en rum tid. Og så ville vi have indrettet os efter det og fået noget fra hånden indendørs.

Nu lader vi os køre rundt i manegen af en lille klods elektronik.

Som vi ovenikøbet kan både se og mærke tager fejl.

Søndag formiddag for vi ud og klippede hæk og malede nogle - men langt fra alle - vinduer.

Over middag skulle Donnaen hentes hos sine morforældre, og inden vi kom hjem igen havde det regnet, så jeg hverken kunne slå græs eller male videre.

Det var den byge, som havde stået og blinket på alle vejrudsigter, men som vi ikke rigtigt havde troet på ...


fredag den 14. september 2012

TDC er da ikke nogen, man ringer til


Mit arbejde er måske ikke verdens mest interessante. Nok mere sådan helt almindeligt leverpostejsagtigt. Men somme tider sker der altså ting, der er så skæve, at det - afhængigt af humøret - kan redde eller ødelægge en hel uge.

Som nu igår. Hvor jeg printer en såkaldt alfabetisk saldoliste ud for at finde ud af, hvor mange kunder, der lige pt skylder Verdensfirmaet penge. Det kunne være meget værre (som man siger på jysk). Der er lidt hist og pist, men faktisk er der kun en enkelt kunde, der springer i øjnene, nemlig TDC. Det er i sig selv ikke voldsomt foruroligende. For det første ville vi nok høre om det, hvis TDC var ved at gå neden om og hjem. For det andet har TDC givet sig selv helt urimeligt lange betalingsbetingelser, så fakturaerne dertil når altid at stå med røde blinklys omkring, før de bliver betalt.

Men selv TDCs egen frist var overskredet, og vi ville jo trods alt godt have pengene, så noget måtte gøres.

Dette 'noget' er her i det midtjyske at ringe til kunderne og i al fredsommelighed spørge, om de mon har tænkt sig at betale inden for overskuelig fremtid, eller om de måske af en eller anden grund slet ikke har lyst til at betale. Hvis det sidste er tilfældet, er det jo altid rart at vide hvorfor. Om det er a: fordi de slet ikke har modtaget fakturaen, b: fordi en eller anden langt ude i organisationen har glemt at godkende den c: de lige (forhåbentlig midlertidigt) er løbet tør for penge eller d: der er noget andet i vejen.

Altså kunne jeg da lige ringe til TDC. Troede jeg.

Men her løb jeg ind i et problem.

Man kan ikke sådan bare ringe til TDC.

Hvilket godt kan undre bare en lille smule, når det nu er et teleselskab ...

Rekvisitionen var som støvsuget for telefonnumre, men så kunne jeg da bare finde et nummer på nettet. Troede jeg.

På TDCs egen hjemmeside er der telefonnumre, som man kan benytte som privatkunde eller erhvervskunde. Et tredie er forbeholdt pressen, og et fjerde gælder investor relations. Bum.

Dernæst prøvede jeg krak og de gule sider. Uden held.

Så blev jeg en anelse irriteret.

Og ringede til pressenummeret ...

Kom igennem og forelagde mit problem for en venlig herre. Det var han jo nødt til at være, venlig altså, for i presseafdelingen ved de godt, at spøjse henvendelser kan være camouflerede opkald fra Ekstrabladet eller DRs Kontant eller noget andet væmmeligt, så det er bare om at opføre sig imødekommende.

Hjælpe kunne han dog ikke. Og stille om kunne han slet ikke. Men han kunne give mig nummeret til receptionen på Teglholmen i København. Som gav mig nummeret til receptionen i Århus, som gav mig nummeret på en dame i kreditorafdelingen, som imidlertid ikke tog telefonen, men i sit telefonsvar foreslog, at man sendte en mail ...

Så i erkendelse af, at man åbenbart ikke kan ringe til Danmarks største teleselskab, er der nu afsendt en mail.

Havde jeg været fra DR eller Ekstrabladet, kunne den historie måske godt have trukket en overskrift.

Nu bliver det bare et lille, småmopset blogindlæg ...



Ingen forbindelse




onsdag den 12. september 2012

Putte-ritualer


Det er på lånt tid. Jeg ved det godt:

- Go
d nat Momse-Lomse, sagde Donnaen og hoppedde ind i seng.

- Øh, god nat !?!

At jeg var lidt desorienteret, skyldtes ikke det flotte kælenavn, for dem er der mange af i vores familie, og både Donnaen og jeg benytter dem flittigt. Overraskelsen var derimod, at Donnaen tilsyneladende lagde an til at gå i seng uden sit sædvanlige putte-ritual. Selv om hun er ved at blive stor, plejer hun da at sætte pris på at blive puttet.

Og moderen kan altså også rigtig godt lide stadig at få lov, så jeg blev lidt lang i ansigtet.

Heldigvis gik der ikke så lang tid, før der kom et 'Moar!' derinde fra. Donnaen ville godt puttes alligevel.

Så puttet det blev hun. Fik smurt knæhaser, der ellers begynder at klø. Fik snakket lidt frem og tilbage om dit og dat, veninder og skole. Og så slut og god nat.

Det er ritualet for tiden. Fik Donnaen lov, kunne vi snakke i hele og halve timer, men det får hun så ikke.

Men væk er højtlæsning og godnat-sange. Det er næsten lidt vemodigt, at det er helt slut.

Først var der godnat-sangene. Fra Donnaen var et ganske lille myr var godnat-sangene et fast ritual. Det har helt sikkert lydt ømt, men det virkede. Efter tre sange og god nat sov hun. Altid. På det område opførte hun sig eksemplarisk, og at hun så også vågnede hver eneste nat og forlod sin egen seng for at dele dyne med sin mor, er der jo ingen grund til at nævne.

Jeg har sunget Mariehønen Evigglad og Jeg en gård mig bygge vil og Jeg ved en lærkerede. I julemåneden blev sangene skiftet ud med Højt fra træets grønne top, Et barn er født i Betlehem og Dejlig er den himmel blå. Og det er bare helt vildt så mange vers, der er i netop julesangene, men fordi jeg sang dem hver eneste aften, endte det med, at vi begge kunne dem udenad. Og det er der ellers ikke ret mange, der kan prale med.

Når vi blev trætte af sangene, blev de skiftet ud. I en periode sang jeg Tre små soldater, men blev nødt til at stoppe igen, fordi den udviklede sig ukontrollabelt med flere og flere selvopfundne vers, der var meget sjovere end de originale ...

Senere blev Donnaen stor nok til at få læst godnat-historier. Rigtige bøger. Så læste vi blandt andet Bjarne Reuters skønne bøger om Bimse og Goggeletten, hvor moderen havde sit hyr med ikke at dø af grin undervejs. Og vi har læst alle Harry Potter-bøgerne, den ene bog tykkere end den anden. At der var læsestof til både uger og måneder gjorde slet ingen ting.

De allersidste bøger, vi læste, var Hobitten og Ringenes Herre. Men så var det også slut, for Donnaen blev træt af, at moderen ind i mellem sad og småsnøftede lidt af rørelse.

På det tidspunkt var vi også løbet tør for læsestof, som vi begge gad, og iøvrigt skulle Donnaen læse selv.

Nu nøjes vi altså med at klare verdenssituationen.

Og det er godt nok, men gad vide hvor længe det varer ved?

mandag den 10. september 2012

Bæverhaler


En samling mere eller mindre forknytte kvinder i alderen gråt-hår+. De fleste alene, nogle i følge med deres mand eller en god veninde. Et enkelt 'god morgen', men ellers tavshed. Bortset fra fjernsynet, der kværner formålsløst.

Scenen er sat. Venteværelset til Brystkræftscreening.

Vi skal alle til mammografi.

Nogle måske henvist på grund af mistanke om en knude, andre måske til check efter overstået operation. De fleste, ligesom jeg, - forhåbentlig - bare til screening, fordi de har nået den alder, hvor regionen tilbyder et check hvert andet år.

Hvilket jo kun er godt, men tydeligvis ikke sjovt.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det er tidligt. Klokken er kun lige godt otte, og flere af os har skullet alt for tidligt op for at være fremme til tiden. At netop tiden så kan skride med et kvarter, allerede næsten før undersøgelserne er gået i gang, kan godt undre ...

Så ind i et lille forrum med besked om at låse og smide kludene.

Og så ind - og i menneskehænder!

Hvor er det lige, de finder sygeplejerskerne til netop det job? Hvilke kriterier bliver de castet efter? Enten er de frygtindgydende store, eller også er de små, kantede og sadistiske.

'Min' tilhørte første kategori. Hun var cirka dobbelt så stor som jeg. På begge leder. Manglede overskæg, men talte til gengæld dansk med østeuropæisk accent. Bare sådan for at fuldende billedet ...

Men hellere det end en af sadisterne, der klemmer, til de kan se tårer!

Først forsøges ens bryst klemt fladt som en bæverhale på den ene led og derefter på den anden.

For hulan, hvor gør det o-n-d-t.

Havde næsten fortrængt det, men der vil nu gå en rum tid, før jeg igen glemmer det ...

Og jeg tænker på, at når det kan gøre SÅ ondt i en gajol-størrelse, hvor ondt må det så ikke gøre, hvis man har bryster i størrelse grapefrugt eller melon? UFF, bare tanken.

Ligesom jeg spekulerer på, om det virkeligt ikke kan gøres mere skånsomt? Hvis det var mænd, der blev udsat for tilsvarende behandling, ville der garanteret lynhurtigt blive opfundet et andet system. Skal mænd checkes for testikelkræft, foregår det jo ikke ved, at man anbringer de ædlere dele mellem to plader og klemmer, til det knaser. Næh nej, det foregår med ultralyd, hvilket man allerhøjst kan komme i godt humør af ...

Det er slet ikke retfærdigt. 

Men nu varer det heldigvis to år, før jeg skal afsted igen. 

Regner jeg da med.



lørdag den 8. september 2012

Må man græde over spildt æblejuice?


Da jeg kom hjem igår efter arbejde, var vores ellers normalt ret spejlblanke køkkengulv pludselig temmelig mat at skue, og jeg kunne se, at der var tværet hen over det med et eller andet. Straks havde jeg Donnaen i forhør:

- Har du tabt noget på gulvet?

- Nej, jeg ved ikke, hvad det er, svarede hun forurettet.

- Jamen, det er helt syltet ind i et eller andet?

- Jah, far var også igang med at vaske eller tørre noget i morges.

Det havde Gemalen ikke nævnt, men måske havde han bare tabt noget og så troet, at han gjorde gavn ved at køre rundt i det med en karklud ...

I hvert fald var der ingen vej udenom; gulvet skulle vaskes. Nu. Og det blev det.

Senere fortalte Gemalen, at ja, han havde vasket gulvet, men at nej, han havde ikke spildt noget.

Så hverken han eller Donnaen havde altså spildt noget, og det havde jeg heller ikke. Sært tilfælde ...

Da jeg skulle lave aftensmad og åbnede køleskabet, sagde det zschlupfssh på en meget klistret måde, og jeg kunne slet ikke lukke lågen igen, for den nederste gummiliste var gået delvis løs i forbindelse med zschlupfssh-lyden. Hele bunden af køleskabet og gummilisten var totalt klistret og snasket, og jeg var nu helt overbevist om, at enten Gemalen eller Donnaen havde tabt kartonen med æblejuice uden rigtigt at gide at indrømme det.

Vaske, skure, gnubbe, tørre efter og putte gummilisten tilbage på plads, og så tænkte jeg ikke mere over det.

Før i morges, hvor jeg åbnede køleskabet, og det igen sagde zschlupfssh, og jeg stod med en dryppende æblejuicekarton i hånden.

Og der i det klare morgenlys kunne jeg nu se katastrofens omfang. Noget jeg behændigt havde undgået indtil da. (Undskyldning: jeg må have været meget træt og skulle vist kun bruge noget fra øverste hylde ... Hmm).

Æblejuicekartonen var utæt, og ikke alene sejlede hylden i lågen. Det havde også dryppet ned på den næste hylde. Og den næste. Så ketchup og saft og remoulade og levertran og alt det andet dels stod og soppede i æblejuice dels var blevet dryppet på i et uskønt mønster. Så ikke alene skulle lågen og hylderne vaskes af. Hver eneste dum flaske eller bøtte skulle også.

Ikke nok med det. Det var også dryppet ind i køleskabet, på de nederste hylder og skuffer.

Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var at det ikke var dryppet ind i skufferne, så hverken gulerødder, broccoli eller andet var blevet marineret i æblejuice. Og resten var emballeret i bøtter og bokse og havde heller ikke taget skade.

Og nu er mit køleskab pænt og ny-rengjort.

Så måske var det slet ikke så slemt.

Men i morges klokken halv ni var jeg slet, slet ikke glad.


Nej, det var ikke dén karton. Den utætte er smidt ud!

onsdag den 5. september 2012

Som at mangle en god ven


I aftes gik jeg tidligt i seng.

Af ren og skær kedsomhed.

Donnaen var blevet sendt i seng. Der var ikke noget i fjernsynet, jeg gad at se. Jeg gad vist ikke en gang se efter. Gemalen sad med næsen langt ind i sin computer og var slet ikke til at tale med.

Så jeg gik rundt i små cirkler.

- Jeg keder mig, klagede jeg mig.

- Har du ikke noget, du kan stryge, lød det åndsfraværende fra Gemalen.

- !!!

Til Gemalens store held var jeg kun udstyret med et halvtomt kaffekrus, ellers havde jeg nok tabt et eller andet tungt i hovedet på ham. I stedet marcherede jeg i seng med en god bog.

Hele miseren skyldtes, at min bærbare er til reparation.

Å'et sidder løst, og bogstaverne på de mest brugte taster er ved at forsvinde. Og da dyret kun er godt et halvt år gammelt, var det ikke acceptabelt. Altså afsted, mens garantien endnu løber.

Men det betyder jo så, at jeg ingen computer har. Og det er nærmest som at mangle en god ven. Jeg kan ikke checke for mail, og jeg kan ikke læse blogindlæg. Jo, det kan jeg godt fra min mobil, og det gør jeg også. Men jeg synes ikke, det er særlig ideelt. Og jeg kan altså hverken skrive det ene eller det andet på min mobil. Det er simpelthen for besværligt.

Jeg må gerne låne Gemalens computer, når han ikke selv bruger den. Det gør han aldrig om aftenen. Bortset selvfølgelig fra igår. Og at be' Donnaen om lov til at låne hendes spritnye bærbare ville svare til at spørge Gollum om at låne hans ring. Det. Duer. Bare. Ikke.

Lige nu sidder jeg og hamrer på min PC på kontoret. Noget jeg normalt ikke kan tillade mig. Indrømmet, jeg får da altid luskekigget lidt rundt omkring i blogland, men det er trods alt begrænset, hvor produktiv jeg selv kan være. Lige idag er jeg bare så heldig, at jeg er ganske mutters, da resten af Verdensfirmaets medarbejdere er spredt for alle vinde.

Så nu skynder jeg mig lige. For det varer jo ikke ved. Jeg bør trods alt beskæftige mig lidt med det, jeg sidder her for. Og om lidt kommer piccolinen. Som er sød, men ny og derfor skal holdes i sving. Af mig.

Og så bliver det fyraften. Og Aften. Og lige om lidt er det weekend, og min bærbare er garanteret stadig ikke kommet tilbage. Jeg ved det bare ...

Nøj, hvor har jeg ondt af mig selv!

Kontorvennen

mandag den 3. september 2012

Hår(dt)


De andres hår er altid pænere.

Sådan er det bare.

Som lille måtte jeg ikke få langt hår, hvilket selvfølgelig så var det eneste, jeg ønskede mig. Så snart, jeg var gammel nok til selv at bestemme, blev håret langt. Meget langt. Og så lidt længere.

Til sidst blev det så langt, at det også blev tungt og træls. Og så ville jeg gerne have pagefrisure. For pagehår var flot. Det helt glatte hår. Fuldstændigt lige klippet. Behøver jeg at nævne, at mit hår ikke var - og ikke er - til pagehår? Bliver mit hår klippet på den måde, ser det ud som om, jeg har fået et - vindblæst - stråtag på hovedet. Meget lidt fikst. Jeg ved det. For jeg har prøvet det. Flere gange. Bare for at se, om det ikke skulle være blevet bedre siden sidst.

Jeg har efterhånden opgivet at lave om på mit hår og nøjes med at glæde mig over, at det kræver et minimum af pasning, for det gør alligevel som det selv vil.

Men nu gentager historien sig:

Donnaen blev født med fint mørkt hår. Som hun imidlertid gnubbede af, så hun en overgang havde stort set samme frisure som Voldborg ...

Håret kom hurtigt tilbage, i en lidt lysere version, og det var fuldstændig glat. Noget både hun og jeg levede fint med i flere år.

Ind til Donnaen blev stor nok til hellere at ville have krøller.

Stor var hendes forbløffelse, da det gik op for hende, at pigerne med krøller hellere ville have hendes glatte hår. I en grad, så flere og flere faktisk angreb deres - I Donnaens øjne lækre - krøller med fladjern hver morgen inden skoletid.

Men fik det Donnaen til at synes om sit eget hår? Overhovedet ikke. Hun var stadig vild med det krøllede og bølgede hår. Som hun ikke havde.

Lige indtil frisøren forleden tog fat i hendes lange hår og sagde:

- Skal jeg ikke prøve at klippe lidt op i det? Jeg er sikker på, at så kommer der fald i det.

- ???


- Dit hår har forandret sig. Det er meget mere som din mors nu. Man kan ikke se det, fordi det er så langt, at det tynger krøllerne ud. Men nu klipper jeg lidt af længden, og hvis jeg så klipper op i det, så skal du bare se.

Nu skulle man så tro, at Donnaen ville klappe i hænderne af fornøjelse over, at hun kunne få fald i håret, som så længe ønsket. Men nej. Frisøren havde uheldigvis sammenlignet med mig, Donnaens højtelskede mødrende ophav. Og er der noget mere kikset end at ligne sin mor?

- Argh, jeg vil da ikke ha' krøller. Jeg vil ikke ligne min mor, gyste Donnaen. Jeg vil ha' glat hår.

Og sådan er der så meget ...


Morgenhår