mandag den 31. oktober 2016

Små litauiske glæder


Søndag, sidst på dagen, skulle vi hjem, så mens mændene tog afsted for at køre sprint, gik jeg ud for at klemme de allersidste oplevelser ud af Kaunas.

Jeg ville vist bare være gået en tur på hovedgaden, før jeg drejede ned til floden, men i stedet fik jeg øje på et højt, moderne udseende kirketårn, der kunne ses rage op over alle de mellemliggende bygninger og træer.

Da jeg var kommet tidligt afsted, kunne jeg godt nå en ekstra kirke og satte kurs mod tårnet.

På afstand kan man godt fornemme, at kirken er temmelig stor. Når man står lige ved siden af, er den mega-giga-kæmpestor. Altså ikke på Peterskirken i Rom-måden, men som i virkelig, virkelig stor af en forholdsvis moderne kirke at være. Og så er den hvid. Meget hvid. Især i dejligt efterårssolskin, som det var den formiddag. Om den er flot, er nok en smagssag. Er man i et ondt lune, vil man måske sige, at den ligner et kraftværk, noget fra Gotham City eller bare en gigantisk korn-og foderstofforretning. Stilen kaldes modern architecture, og kirken afspejler vist ret fint denne arkitektur-modetrend, som især gjorde sig gældende i en stor del af det sidste århundrede.

Ideen til kirken kom, da litauerne gerne ville vise deres taknemmelighed, da Litauen efter Første Verdenskrig blev selvstændigt. Vilnius var dog under polsk herredømme, og Kaunas fungerede som hovedstad, og det var derfor naturligt at bygge kirken der. Før man nåede så langt, startede Anden Verdenskrig, og tyskerne besatte landet og brugte den ufærdige kirke til lager. Og efter krigen indrettede russerne radiofabrik i bygningen. Det var således først i 2004, at kirken blev indviet til sit egentlige formål.

Det myldrede ind med mennesker, og jeg myldrede med, for nu var jeg nået til den konklusion, at litauerne ikke ser skævt til en, hvis man lige snupper ti minutters messe fra bagerste række. Så det gjorde jeg. Og forbløffedes endnu en gang over litauernes afslappede inderlighed, når det gælder kirkegang.

Da mine ti minutter var ovre, listede jeg ud igen og ville nu prøve at finde en alternativ rute ned i byen igen. På mit kort kunne jeg pludselig se, at det fuldstændig var forbigået min opmærksomhed, at man kunne gøre turen med en lille bjergbane.

Den skulle ligge nærmest lige rundt om hjørnet, og jeg fandt også noget, der måske/måske ikke var indgangen til en form for station. Men der var lukket. Til gengæld var en side-låge åben, og jeg kom ganske rigtigt om til en lille, nuttet og nærmest antik bjergbane. Men der var ingen mennesker at se nogen steder. Det var en lillebitte smule løjerligt, men det var jo heldigvis en højlys, solbeskinnet søndag formiddag, så jeg tog forsøgsvis i døren til stationsbygningen og mødte inden for både stationsforstanderen og billetkontrolløren i en og samme person.

Og jo, jeg kunne godt komme med banen ned. For 50 cent. Jeg fik min billet og nåede lige at spekulere lidt på, hvor lang tid, der nu ville gå, før toget kørte. Det skulle vise sig at være så snart, jeg havde sat mig ned. Der sad jeg så i ensom majestæt og lod mig fragte ned ad bakken, mens jeg blev mere og mere glad i låget. For at det ikke skulle være løgn, var banen indrettet med kun et spor og et lille stykke vigespor omtrent halvvejs, hvilket betød, at for at mit tog kunne komme ned, var det modkørende tog nødt til at køre op.

For 50 cent!

Efter cirka to minutter var turen slut,og jeg hoppede glad ud og traskede ned til supermarkedet i shoppingcentret for at købe ind til frokost.

Vi havde fået lov til at udskyde udcheckning til klokken 14 i stedet for 12, men det havde stuepigen vist ikke fået at vide, så pludselig stod hun i døren. Jeg forklarede, og hun bakkede undskyldende ud igen, mens jeg fortsatte med at pakke så meget sammen som muligt.

Så kom Gemalen, og han havde travlt. For ud over bad og frokost skulle han også nå at demontere cyklen så meget, at den kunne pakkes forsvarligt. Og så skulle den pakkes, og den slags tager tid, for det vil aldrig helt, som det skal i første forsøg. Gemalen bøvlede og småbandede, og så var det, værktøjet havnede i håndbagagen. Men til sidst lykkedes det, og Gemalen for afsted for at pakke bil sammen med vores rejsekammerat. Jeg skulle så lige tage det sidste og checke ud.

Der var mere bagage tilbage, end jeg kunne bære ned på én gang, så jeg måtte frem og tilbage et par gange. På vejen mødte jeg stuepigen, og da klokken nu havde passeret 14, slog jeg undskyldende ud med armene og forsikrede hende, at vi altså var leaving right now. Den søde stuepige (som overhovedet ikke var en pige, men en kone på rundt regnet min egen alder) tog det ikke så tungt, klappede mig på skulderen og sagde don't worry, it's okay med et stort smil. Det har jeg ikke prøvet før, men jeg syntes faktisk, det var ret hyggeligt, og hun kom således til at stå som essensen af vores møde med litauerne; de var venlige, imødekommende og afslappede.

Og med den sidste gode oplevelse i bagagen tog vi hjem, men jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ikke skal til de baltiske lande igen.



Den mest nuttede bjergbane.

mandag den 24. oktober 2016

Kors


Med kun en kort eftermiddag med chauffør til rådighed og seværdigheder spredt hist og pist i alle retninger ud over Litauen måtte Fruen vælge. Hvilket hun syntes var meget, meget svært. Og da hun så endelig havde valgt, skulle Gemalen lige overtales:

- 200 kilometer. Hver vej?! Du må jo have slugt søm! udbrød Gemalen.

Men Fruen plagede. Og fik sin vilje. Og efter endt cykelløb, bad og frokost, men uden efterfølgende morfar drog vi afsted med kurs mod det, der på engelsk kaldes Hill of Crosses.

Eller jeg håbede da, at vi kunne finde det, for bilens GPS var i udu, og jeg var noget usikker på, i hvilket omfang jeg kunne regne med god nok mobildækning til at bruge mobilens navigation. Derfor havde jeg også lavet mig en lille seddel med nogle - mente jeg selv - få strategisk vigtige detaljer. Der stod noget a la A1 mod Klaipeda, ved Kryzkalnis til højre ad E77/A12 mod Riga/Siauliai, efter Siauliai videre mod Riga cirka 8-10 km, derefter til højre mod Kryziu Kalnas. Det sidste var det springende punkt, for Hill of Crosses ligger ude midt i ingenting, så der var ikke noget at køre efter, hvis det ikke var godt skiltet.

Afsted det gik. Den første halvdel af turen på bred, lige motorvej uden synderlig megen trafik. Landskabet var nydeligt med store, rimeligt velholdte marker og ikke ret meget bebyggelse. Man kunne også kalde det jævnt kedeligt.

Så kedeligt, at Gemalen måtte have kaffe. Heldigvis kom vi ret hurtigt til en tank med kiosk og et lille hjørne med et par borde og stole. Der sad vi så og fik vores kaffe, mens jeg funderede lidt over et ungt par i en Audi på hviderussiske plader.

- Når man nu er nået hertil, tror du så ikke man overvejer at blive? tænkte Fruen højt.

- Ha! sagde Gemalen tørt. Hvis man som ganske ung hviderusser er kørende i sådan en bil, så har man det vist ret godt derhjemme.

Videre gik det. Nu på bred landevej med kurs mod Siauliai. Her var der mere variation i landskabet, og småbyerne var tættere på, så der var mere at se på. Vi nåede Siauliai (æælsker altså det bynavn), og rundt om byen. Det havde Fruen ikke lige forudset, og hvor ville vi nu ramme landevejen igen? Mobilens navigation blev taget i brug, og til min overraskelse var det overhovedet ikke noget problem at få dækning.

På den måde var det jo ingen sag at finde vej, og iøvrigt var Hill of Crosses - selvfølgelig, da det er et valfartssted for litauerne - godt skiltet.

Vi drejede det rigtige sted, og kørte nu virkelig ude i ingenting, da vi længere fremme til højre fik øje på bakken. På venstre side af vejen var der et parkeringsanlæg med en kiosk, men lige så mange parkerede bare i vejsiden, og det gjorde vi så også.

Det syn, der mødte os, er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har set.

Et par hundrede meter fra vejen, på en lille bakketop er plantet tusindvis af kors i alle størrelser. De er sat hulter til bulter uden nogen form for systematik, og man kan gå op på højen og rundt mellem korsene ad små, tilfældigt opståede, stier. Nogle kors er måske 4 meter høje, mens de mindste kun er 5-10 centimeter og tit hængt op på de lidt større.

Vi stod bare og kiggede. Og kiggede. Og da vi var færdige med det, gik vi ind på de små stier for at kigge noget mere fra nogle lidt andre vinkler.

Der var en del mennesker, uden at der virkede overrendt. Vi så et enkelt brudepar, der med den nærmeste familie besøgte bakken og fik taget en stribe billeder fra toppen. Om de også bad eller på anden måde gjorde 'noget' højtideligt, ved jeg ikke, for vi ville ikke møve os så tæt på, at vi måske føltes forstyrrende.

Ellers var det ikke fordi stemningen var hverken særlig højstemt eller knuget. Hvad den så var, er et godt spørgsmål, for der var trods alt en lidt speciel atmosfære, og de besøgende var ret afdæmpede i både tale og bevægelse.

Hvilket ikke er så sært, når man tænker over stedets store symbolske betydning for litauerne. Bakken med de mange tusinde kors repræsenterer både litauernes katolske tro, deres modstand mod russerne og deres nationalitetsfølelse. Traditionen med at plante et kors på stedet stammer fra et mislykket oprør mod zaren i 1831. De efterladte havde ingen at begrave og efterlod i stedet et kors på bakken.

Efter 2. Verdenskrig var Litauen blevet indlemmet i USSR, og den kontinuerte symbolske anbringelse af kors blev en dobbelt rød klud i ansigtet på de ureligiøse sovjetiske magthavere, som gik så langt som til at bulldoze højen og sætte vagter ud for at holde litauerne væk. Siden Litauen blev selvstændigt, har paven været på besøg, og antallet af kors er steget til langt over 100.000.

Det var en smule køligt, og hjem skulle vi jo også, så Gemalen mente, at det var på tide at finde tilbage til bilen igen. Fruen var ikke så sikker, men løsrev sig modvilligt og nød trods alt at komme ind i den lune bil.


onsdag den 19. oktober 2016

Templer for enhver


Der var MTB-O-løb alle dagene i Kaunas, og den eneste dag, Gemalen kunne lokkes til at være chauffør, var lørdag, men først skulle formiddagen dog bruges, og efter morgenmad med havregrød gik jeg ud i byen.

Ja, man kunne få havregrød, i Vilnius vistnok endda boghvedegrød. Den stod på buffetten ved siden af scrambled eggs og små pølser, og hvad man nu traditionelt har i varmekasserne. Selv om de andre gloede vantro på mig, måtte jeg selvfølgelig smage, æælskede det og endte med at spise mig trefjerdedele mæt i grød og kun i beskedent omfang levne plads til noget fra resten af buffetten.

Første stop var den smukke kuppelkirke, Church of St. Michael the Archangel, som ligger for enden af Kaunas' brede hovedstrøg, og som vi kunne se en bid af fra vores værelse.

Da der er en allé ned ad gaden, er der ikke frit syn til kirken, som i stedet ligger og gemmer sig, så man bag de efterårsgul-grønne træer kun kan se lidt af den hvide kirke med lyseblå kupler mod en flot efterårs-blå himmel. Det ser til gengæld også rigtig flot ud, synes jeg.

Omkring kirken er der spærret af, fordi man er i gang med at renovere pladsen. Det bliver flot - og dejlig jævnt.

Kirken er katolsk, men dens flotte kupler fortæller tydeligt, at den oprindeligt er bygget som en russisk-ortodoks kirke. Til den russiske militærforlægning, der skulle holde litauerne i ave i slutningen af attenhundredetallet. Under Første Verdenskrig besatte tyskerne Litauen, og klokkerne blev taget ned og fragtet til Tyskland. Man kan vel kun gætte på, at de endte som kanoner?

I mellemkrigstiden røg russerne ud, og kirken blev katolsk, men så kom krigen og russerne igen. Denne gang troede de, altså russerne, dog ikke på noget, og kirken blev omdannet til galleri. For blyindfattede vinduer står der et sted. Og nu er kirken igen katolsk.

Denne omskiftelige tilværelse har de fleste af de litauiske kirker været ude for. Desværre har det været lidt tilfældigt, hvor meget jeg har kunnet læse mig til om russernes brug af de enkelte kirker. Men om en har jeg læst, at den blev brugt til sportshal for en teknisk skole, mens en anden har været autoværksted og en tredje fungerede som radiofabrik.

En ældre kone havde en del bøvl med at få halet sin indkøbstrolley op ad trappen til kirken, men lykkedes med projektet, netop som jeg kom, og så kunne jeg nøjes med at holde kirkedøren for hende.

Hun skulle til messe, fandt jeg ud af et splitsekund senere. Og det var så anden, men ikke sidste gang, at jeg gik ind i en kirke, hvor der var messe. Jeg listede ind efter konen, og mens hun fandt sig en plads oppe midt i kirken, satte jeg mig på den bagerste bænk for at kigge og lytte. Jeg forstod selvfølgelig ikke et pluk, men kunne bare nyde, hvad jeg oplevede som både afslappet og inderligt. Afslappet, fordi det tilsyneladende er vigtigere at deltage end at komme til tiden. Folk blev ved med stille at sive ind, uden at det på nogen måde forstyrrede koncentrationen eller de kirkelige handlinger. Inderligt, fordi alle deltog meget aktivt i det, der foregik. Både sang, bønner og nadver.

Ved netop nadveren opstod der naturligvis en vis uro, som jeg benyttede til at liste ud igen.

Jeg satte kursen mod et andet tempel, det lokale storcenter. Der af uvisse årsager hedder Acropolis. Jeg har siden fundet ud af, at der ligger flere Acropolisser rundt om i Litauen, men hvorfor de hedder netop sådan, ved jeg ikke. Det, altså storcentret, ligner alle andre storcentre. Med en lang række kædebutikker, som man kan finde i både Aarhus, Madrid og Bratislava. Og et supermarked i stueetagen, der, som det ofte er tilfældet, når jeg kommer ind i et supermarked i udlandet, straks gav mig lyst til at emigrere. Det var stort og meget mere interessant end de hjemlige. Billigt var det også. Jeg købte boller, et par kager, yoghurt og frugt til vores frokost - og betalte under 4 Euro.

Turen tilbage til hotellet blev forlænget lidt i det gode vejr.

Fra en lille grøn ø i floden var der god udsigt tilbage mod byen, med nye smarte bygninger, gamle huse, der dårligt kan hænge sammen og en kæmpe klods trist beton, der viser, at her er endnu et prestigeprojekt kuldsejlet. Man kan undre sig over, at der ikke er nogen, der viderefører sådan et byggeri, der ligger på første parket ned til floden. Der burde være penge i det, men det er der øjensynligt ikke. Og nu er det bare grimt.

Hvilket altså er synd, for der ellers så rart i Kaunas.


fredag den 14. oktober 2016

Så fin, så fin, men altså ikke for de sarteste


Efter tærte-slice, spicy cappuccino og en halv cookie (den anden halvdel blev pakket i en serviet og puttet i tasken) fortsatte jeg min tur i Vilnius.

Min tur i stormagasinet havde bragt mig tættere på det eneste museum, jeg på forhånd havde bestemt, at jeg ville se: Museet for Folkedrab, så jeg fortsatte ud ad hovedstrøget, drejede fra på det rigtige sted, kom hen til den næste vej - og undrede mig. Vendte om og konstaterede, at skiltningen var så meget lidt prangende, at jeg var gået lige forbi.

Bygningen lignede en gammel slidt beboelsesejendom, men har tidligere huset KGB og er nu omdannet til museum. Et museum, der fortæller om forfølgelsen og - ikke mindst - udryddelsen af Litauens frihedskæmpere i tiden fra 2. Verdenskrig og frem selvstændigheden først i 90'erne. Under 2. Verdenskrig var Litauen i en periode besat af Tyskland, og da var det Gestapo, som havde til huse i bygningen og stod for forfølgelserne. Alt i alt en skummel bygning, som danner en skummel ramme om et museum, der belyser nogle meget skumle kapitler i litauernes historie.

Også indeni er bygningen meget slidt og trøstesløs, hvilket ikke just gør noget for at løfte stemningen og dermed faktisk fungerer fint.

Lokalerne er ret små og fyldt med detaljetunge udstillinger. Som overfladisk turist bliver man hurtigt overvældet og orker ikke rigtigt at søge detaljerne, som fortæller om modstandsfolk og gemmesteder i skovene. Og forfølgelse og udryddelse eller deportation af enkeltpersoner, familier eller hele landsbyer. Ved hvert billede er der en tekst, som alt for ofte slutter med "killed 195x".

Kælderen er en decideret fangekælder med små, mørke celler med tunge døre og en lem til at kigge ind eller måske stille en skive brød og et kop vand. En enkelt celle er foret med henblik på lydisolering.

Har man mere luft tilbage, kan man også se det lokale, hvor henrettelserne fandt sted. Og skulle man være i tvivl om, hvordan det foregik, så kører der en lille film-sekvens, hvor man har iscenesat netop det.

Oven på det er det bare med at komme ud igen. Ud i solen og den friske luft, hvor vejret kan trækkes helt ned i maven og de mest grufulde indtryk kan traves væk på turen tilbage mod bymidten.

Den brede gade er fyldt med forretninger og caféer, hvor litauerne nyder en øl eller en kop kaffe i efterårssolen, og det føles et øjeblik helt surrealistisk.

Tilbage for enden af gaden stod klokketårnet, som det har stået i mere end 500 år, og på den anden side af det, katedralen og det rekonstruerede kongeslot kommer man hen til bakken med resterne af Gediminas' gamle borg. Eller i virkeligheden stammer de rester, man i dag kan se, fra den tidligste borg af mursten på stedet. Og det er endda lidt forkert, for tårnet, som man nødvendigvis må op i, er en genopbygning fra 1930. Men pyt, det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at stedet har været særdeles velegnet til placering af en borg. Her er den fineste udsigt over floden og byen, og man har kun skullet koncentrere sig om forsvar til den anden side.

Op på bakken kommer man med en lille bjergbane, som jeg havde helt for mig selv, og allerede på vejen op begynder man at fornemme udsigten. Men selvfølgelig skulle jeg helt op og kigge ud.

Og her var virkelig udsigt. Med den gamle by næsten lige neden for bakken. Et utal af kirker strøet med rund hånd ud over hele byen. Floden og en hel ny og fancy bydel i glas og stål på den anden side. Og i modsætning til Kaunas ser der ikke i Vilnius ud som om, der er byggeprojekter, der er gået i stå undervejs. Her ligner det bare fuld fart frem.

Langt ude kan man se TV-tårnet, men jeg må med skam erkende, at jeg ikke kan huske noget som helst fra de dramatiske dage i 1991, hvor ubevæbnede, civile litauere under kampen for fuldstændig selvstændighed blev dræbt i forsøget på at forsvare tårnet mod sovjetisk militær. Nu havde jeg læst lidt om det og kunne så falde i staver over det også.

Da der til sidst ikke var mere at falde i staver over, begyndte jeg at overveje at vende næsen mod Kaunas. På den tid af eftermiddagen gik der mange tog, så jeg behøvede ikke at tage det alt for nøje med tiden. Jeg futtede ned igen og gik i retning af stationen.

Undervejs blev til yderligere et par kirker. Nu var jeg ganske vist nået til ikke længere at kunne skelne dem fra hinanden bagefter, men jeg kommer jo ikke så tit i Vilnius, så det var bare om at få mest muligt med. Og hvordan der så ud i den allersidste kirke, kan jeg slet ikke huske, for midt i det hele ringede min søde kusine, og jeg havde glemt at stille min mobil på lydløs og måtte derfor skyndsomst forsvinde ud af kirken, inden det blev endnu mere pinligt.

Bagefter havde jeg ikke lyst til at gå ind igen, men tænkte, at nu var Fruen vist for træt til flere indtryk, så jeg fandt stationen og forklaringen på, at jeg ikke kunne få en returbillet om formiddagen. Billetten retur var lidt dyrere. Formentlig fordi jeg nu kørte i myldretiden. Eller med et hurtigtog? I hvert fald var der færre stationer at holde ved, og jeg kom dejligt hurtigt til Kaunas.

Turen var uden de store oplevelser. Jeg sad ved siden af en sød lille dreng, der kedede sig gudsjammerligt, fordi hans mor havde mere travlt med sin mobil end med ham.

Kom ikke og sig, at de er bagefter i Litauen ...


Det moderne Vilnius.

onsdag den 12. oktober 2016

Så fin så fin, men ikke for de allermest sarte


Da jeg selvfølgelig godt var klar over, at jeg ikke kunne nå at se hele Vilnius på en halv dag, havde jeg gjort mig de hæderligste anstrengelser for at finde ud af, hvad jeg absolut ville og måtte se, og hvad jeg måske iøvrigt kunne nå på en god dag.

Det var bare ikke gået særlig godt, men jeg tænkte, at jeg da i det mindste kunne prøve at planlægge en rute, mens jeg sad i toget. Det projekt strandede på en blanding af vægelsind og absolut manglende koncentration, da jeg jo havde ret travlt med at opleve undervejs.

Så da jeg hoppede af toget i Vilnius skete der egentlig bare det, at jeg i høj grad fulgte strømmen mod centrum af den gamle bydel.

Det første, jeg så, var en opdateret version af "Dødskysset" fra Berlinmuren. Her var det Putin, der kyssede med Trump. En ret ubehagelig tanke.

Så kom jeg forbi en stor bygning, hvor folk gik ud og ind på en måde, der indikerede, at det kunne man bare gøre. Så det gjorde jeg også. Og kom ind i nogle overdækkede torvehaller, og dem måtte jeg selvfølgelig lige kigge nærmere på. Der var en afdeling med en masse tøj, og så var der afdelinger for brød og kager, for grøntsager og blomster og til sidst en afdeling for kød og slagtervarer.

Der var et kæmpe udbud, og jeg må - hvad jeg også helst vil - have blended tilpas godt ind i mængden, for de mange damer bag diskene lovpriste gerne deres varer over for mig. På flydende litauisk. Desværre var jeg ikke i byen efter lækre bøffer til ingen penge eller mange kilo grøntsager til stort set heller ingenting, og desværre forstod jeg jo ikke et suk, men måtte nøjes med at smile og slå beklagende ud med armene.

Ude igen oplevede jeg, at markedet fortsatte på mere interimistiske vilkår ned ad gaden, idet en række kvinder havde taget opstilling langs fortovet med grøntsager og blomster til salg. Her var ikke tale om big business, men kun om måske to spande med buketter og en bærepose med æbler. Jeg kom til at tænke på, om de små koner fra toget måske var ude i samme ærinde?

Jeg passerede gennem den eneste tilbageværende byport, Gates of Dawn, som jeg nok - ved jeg nu - burde have set nærmere på, da det tilhørende kapel huser et meget kendt, guldbeklædt maleri af den Hellige Jomfru Maria.

I stedet gik jeg videre og drejede til højre ind i den ortodokse kirke Church of the Holy Spirit. Den var overvældende. Grøn. Overvældende grøn. Den var egentlig også meget, meget flot, men af en eller anden grund - som kunne være et par store, guidede rejseselskaber - orkede jeg ikke rigtigt at kigge den ordentligt efter i sømmene, men gik hurtigt igen og fortsatte ind mod centrum.

På vejen mødte jeg et meget stort politi-opbud og nåede både at tænke "statsbesøg?" og "ulykke?", før jeg forsigtigt spurgte og fik at vide, at man da bare hyggede sig med at fejre "politiets dag".

Det var svært betryggende, og jeg fortsatte glad ad snævre gader, til jeg nåede den store, åbne plads foran katedralen. På en kølig efterårsdag er det ikke et sted, man gider opholde sig længe, men jeg nåede dog at kaste et blik på rytterstatuen. Eller rytterstatue er det vel ikke, for den ærværdige storfyrste Gediminas sidder ikke på sin hest, men står foran den og ser temmelig krigerisk ud.

Selve katedralen er stor og hvid og bygget i klassicistisk stil med høje søjler, der gør, at den ligner en mellemting mellem et græsk tempel og Københavns Byret.

Meget mere interessant er klokketårnet, der står lidt fra selve kirken, som man ellers mest ser det i Italien. Klokketårnet er tussegammelt og har oprindeligt været en del af en ringmur omkring den allerældste del af byen, inden det blev opgraderet til klokketårn. Nu er det renoveret, og man kan købe sig en billet med adgang til udsigten 52 meter oppe. 


Trapperne er ikke for tøsedrenge, men virkeligt stejle, og dertil kommer, at tårnet jo er et klokketårn, så er man ikke forberedt, risikerer man at dratte ned af bare chok,  hvis klokkerne pludselig bimler og bamler lige ud for en. Jeg skulle ikke nyde noget og tjekkede omhyggeligt, at jeg kunne komme op og ned igen mellem kvarterslagene. Og vel oppe kunne jeg glæde mig over den fine udsigt over de nærmeste omgivelser. Især kom de store statuer på toppen af katedralens facade rigtigt til deres ret set fra denne vinkel.

Turen ned var ikke mindre udfordrende, og jeg følte mig som en meget gammel tante, da jeg alvorligt overvejede at vende mig om og gå baglæns ned. Så vidt kom det dog ikke.

Nede i jordhøjde kunne jeg mærke, at det ville være smart snart at finde et toilet. Så jeg spurgte billetdamen, der venligt forklarede mig, hvor det nærmeste offentlige toilet befandt sig.

.. Og derefter tilføjede, at jeg alternativt kunne gå lidt op ad hovedstrøget, til stormagasinet GO9, hvor jeg ville kunne finde kundetoiletter i kælderetagen.

Jeg mente nok, jeg kunne forstå en halvkvædet vise og satte kurs mod stormagasinet, der lignede ethvert vestligt stormagasin og fuldt ud kunne matche Magasin eller Salling. I kælderen var der de typiske caféer, juicebarer og små spisesteder.

Og toiletter. Fine toiletter.

Med en spand ved siden af til papiret ...

Tilfældigvis havde jeg læst om netop det fænomen. Ikke i min sædvanlige bibel fra Lonely Planet, men i en - iøvrigt rigtig god - folder om Vilnius, jeg havde snuppet på det første hotel. Derfor kom det ikke som den helt store overraskelse. Bare som en lille en; for jeg havde nok ikke forventet at opleve det netop i et lækkert stormagasin.

Men sådan var det. Og til stormagasinets helt store ros skal siges, at alt virkede vel-rengjort og velduftende, så min frokostsult var absolut intakt, da jeg bagefter gik ud og fandt mig en café med lækre, lune tærte-slices, spicy cappuccino og store, forførende cookies.

Her sad jeg en halv time, mens jeg stillede sulten, hvilede fødderne og konstaterede, at det vist netop havde ringet ud fra sidste time på de nærtliggende skoler.


Udsigt fra klokketårnet mod Gediminas Tower.

fredag den 7. oktober 2016

Ud at se - på Litauen


Fredag skulle Gemalen køre den lange distance. Og bagefter skulle han ovenikøbet i karantæne sammen med de andre veteraner, så de ikke kunne fortælle eliten noget om dagens terræn. Jojo, litauerne gik skam seriøst til værks.


Det betød, at han ville være væk det meste af dagen og helt sikkert være træt, når han kom tilbage.

Så det blev dagen, hvor jeg tog på udflugt for mig selv. Med toget til Vilnius.

Af en eller anden grund havde Gemalen fået det indtryk, at det var en både bøvlet og langsommelig affære, men det var det overhovedet ikke. Jeg kunne for eksempel - og i modsætning til sidste år i Plzen -  både finde stationen og billetskranken. Jeg kunne ikke få en returbillet, men det var trods alt en mindre detalje. Toget holdt ved perronen og ventede, så jeg kunne bare sætte mig ned og nyde turen.

Underholdningen bestod blandt andet i et indledende kursus i litauisk. I første omgang lød det for mig som det rene gobbel-di-guk, men når de samme sætninger gentages tilstrækkeligt mange gange, begynder enkelte ord at skille sig ud, og jeg ved nu, at næste station hedder kita stotis, og at 112 hedder vienas vienas du. Det med de 112 stammede fra en båndsløjfe, der på litauisk og engelsk opfordrede til at slå alarm i tilfælde af ulykker eller mistænkelig adfærd.

Og ellers kunne jeg jo kigge ud. Der var flotte kik - også med fine efterårsfarver, men ingen rigtige wow-udsigter. Til gengæld ønskede jeg ind i mellem, at der kom en voksen og ryddede op. Ikke fordi der som sådan var specielt rodet, men så alle de trøstesløse og faldefærdige bygninger kunne blive fjernet. Dem er der alt for mange af. Det overordnede indtryk er ikke rodet, men mest en smule sjusket, og fordi vi netop var i velfriserede Østrig og Schweiz for kun et par måneder siden, virker det altså ekstra iøjnefaldende.

Stationerne eller manglen på samme var der mange af. Jeg sad med ryggen mod køreretningen og opfattede derfor ikke altid, at vi holdt, fordi der faktisk var en station. Eller et trinbræt. Eller måske bare et sted, hvor nogen skulle af. Et enkelt sted kunne jeg virkelig ikke se noget. Hverken station, perron, trinbræt eller bare et lille skilt. Men så var der alligevel pludselig en ældre mand, der forsvandt ad en lille sti tværs over en lysning, med en stok i hånden og jakken over skulderen.

Nogle stationer var lidt større og et par var tilsyneladende knudepunkter for godstransport, for der holdt lange rækker af godsvogne på sporene. Tankvogne især. Til olie går jeg ud fra, for hvis det sorte snask, der var løbet ned over siderne, ikke var olie, så var det i hvert fald ikke rart at forestille sig, hvad det så var ...

Selve toget var der ikke noget at udsætte på. Det var nyt og moderne med stik til computer eller telefon og det hele. Jeg havde ikke taget ledning med, men nøjedes med at konstatere, at også den almindelige mobildækning var udmærket, og jeg kunne både sms'e og tale med Donnaen, der stod hjemme i det midtjyske og ventede på bussen.

Endelig var der passagererne. Her var alle kategorier; fra de unge piger i smart tøj, med mobilen i hånden og musik i ørerne til de små tørklædeklædte koner med to bæreposer med frugt og grøntsager. Og bedst som jeg troede, at jeg havde styr på stereotyperne, ringede en sådan morlilles smartphone, og hun begyndte at knævre løs, mens jeg måtte bide lidt i en kno for ikke at grine højt over min punkterede forudindtagethed.

Vi var nu nået til Vilnius, og jeg var helt klar til at indtage byen.


Flot tog!

torsdag den 6. oktober 2016

Forfalden, men alligevel hyggelig


På hotel-reservationen stod city-view ved værelset. Det havde jeg ikke tænkt voldsomt meget over, da vi ikke planlagde at bruge ret meget tid på værelset til andet end at sove.

Imidlertid synes jeg nu efterfølgende, at netop vores udsigt fra hotelværelset var meget betegnende for hele Kaunas.

Helt til venstre kunne vi se en bid af ny etage-ejendom og et træ. Hen over nogle forfaldne lave bygninger kunne vi se lidt af den meget smukke kuppel-kirke, Church of St. Michael the Archangel. Og resten af udsigten bestod så af en kæmpeklods af et betonbyggeri.

Først frygtede jeg lidt, at det var en byggeplads med en masse støj. Det var det ikke. Det var et byggeprojekt, som var gået i stå, og som nu stod og forfaldt. Hullerne til vinduer og døre var i de to nederste etager spærret af med gitter, formentlig for at undgå, at mennesker eller dyr kravlede ind og kom til skade eller ligefrem tog ophold der.

Den slags bygninger så vi flere af, og jeg funderede lidt over, om det mon var byggerier, der var opgivet efter russernes exit for cirka 25 år siden? Men Gemalen mente, at bygningerne ikke var nær så gamle, og selv om efter-googling ikke har givet konkrete svar, er jeg dog stødt på nogle sites, hvor der står noget om ikke-færdiggjorte bygninger, der står forladte som resultat af en kedelig kombination af mangel på penge og bureaukrati. Så det er nok det, de er. Kedeligt og meget, meget lidt kønt.

I det hele taget stod der mange, dog især gamle, forfaldne bygninger og truede med at skvatte sammen, næsten gang nogen nøs. Og veje, fortove og kantsten var en konstant udfordring for anklerne, for de var ujævne og hullede, og man skulle virkelig se sig for. Hele tiden.

Men det betød ikke, at der ikke var rart i Kaunas. For det var der. Og så snart jeg opdagede, at der ikke var sammenhæng mellem mistrøstigt og farligt, droppede jeg fordommene, sænkede skuldrene og traskede sorgløst rundt i gader, hvor jeg ikke ville turde komme, hvis de lå i Danmark.

Efter frokost tog Gemalen og et par andre afsted på cykel for at finde startområdet til næste dags løb, og jeg gik ud for at kigge på byen.

Først hen ad hovedgaden, som er en bred boulevard med træer i midten og forbeholdt gående og cyklister. Her lå både hoteller, butikker og usandsynligt mange caféer, hvor der faktisk sad nogen de allerfleste steder.

Efter rundt regnet en kilometer nåede jeg til den gamle bydel, som ligger klemt inde på en odde, hvor to floder løber sammen. Her er virkelig hyggeligt med flotte, gamle bygninger og kirker i hobetal. Den første kirke, jeg besøgte, blev Kaunas' katedral. Kæmpestor og meget flot. Noget af kirken var under renovering, og på det afskærmende hegn hang store plakater med alverdens flotte kirker. Der var også et billede af Roskilde Domkirke, og selv om jeg ikke helt kunne gennemskue udvælgelseskriteriet, var det jo ret sjovt at se.

På byens torv var opstillet en scene, og det viste sig at være til en senere præsentation af mtb-o-løbene. Hvornår der ville ske noget, kunne jeg ikke se og fortsatte ned til floden, som jeg fulgte ud til et grønt område helt ud i spidsen mellem de to floder. Her stod jeg et øjeblik og faldt i staver i efterårssolen, inden jeg igen gik ind mod byen.

Det første, man ser fra den vinkel, er de delvist restaurerede rester af en tussegammel borg, der ligger strategisk godt placeret med udsigt over floderne, og så har byen puttet sig bag ved.

Jeg gad ikke rigtigt se på borg og drejede i stedet ind i kirken lige ved siden af. Den var ikke blandt de topprioriterede til istandsættelse og så temmelig forsømt ud. Ikke desto mindre var den tydeligvis i brug; det vidnede både tændte lys, friske blomster og helt nye opslag på opslagstavlen om.

Tilbage på torvet var der nu kommet musik i højtalerne fra scenen, så hvad der end skulle ske, måtte nærme sig. Bag scenen og endnu et byggestillads fandt jeg en tredje kirke. Jeg kom ind midt i en messe og syntes, det var temmelig pinligt, men skulle senere finde ud af, at den slags tager litauerne ikke så nøje. Jeg stod lidt og fulgte messen, og så hvordan flere kirkegængere kom listende ind, dyppede fingrene i vievand, knælede og slog korsets tegn, inden de fandt sig en plads længere fremme i kirken. En kirkesanger sang på smukkeste vis, og jeg krummede en lille smule tæer, da jeg samtidig kunne høre popmusikken fra højtalerne på pladsen udenfor.

Da jeg lidt senere gik hjemad, mødte jeg et hornorkester og stillede mig ind til siden for at kigge. Det viste sig at være alle mtb-o-holdene, der marcherede op til torvet, og på den anden side af de gående kunne jeg se Gemalen komme trillende ved siden af de danske elite-deltagere. Så jeg vendte om og løb bagefter og fik således hele velkomstceremonien med. Det var tydeligt, at litauerne var meget glade for at have fået dette arrangement til byen, og som prikken over taler og hornorkester svævede en drone rundt og filmede det hele.

Bagefter fulgtes vi tilbage til hotellet. Vi købte bananer på vejen. Først var vi lidt skeptiske, da der stod, at prisen var 1:1. Det kunne da ikke passe? Jo, det kunne det, for det var ikke prisen for en enkelt banan, men for et helt kilo ...

Det var det generelle prisniveau, og jeg har aldrig følt mig så rig, når jeg var ude at rejse.

Ikke en kirke, men det gamle rådhus.
Nu museum.

tirsdag den 4. oktober 2016

En flyvende kuffert - eller noget ...


Overskriften kunne også have været noget i retning af Af skade bliver man klog, men sjældent rig, for - pyh - det der med at skulle flyve med cykler er ikke helt simpelt.

Først booker man en billet, der er helt vildt billig, hvilket jo er dejligt, men når man så tilføjer en cykel som bagage og dermed mere end fordobler prisen, så føler man sig allerede lidt dum. Dertil kommer så almindelig bagage, for den tilladte håndbagage er så lille, at man dårligt kan klemme en tandbørste og to par underbukser ned.

Derefter ankommer man til lufthavnen og skal have checket sin cykelkuffert ind,og så bliver det spændende, for man kan som udgangspunkt ikke gøre det rigtigt. Sådan er det bare. Selv erfarne rejsende - vi snakker landsholdsmountainbikere - løber ind i problemer.

Da vi ankom til Billund blev vi således mødt af synet af fem af vores medrejsende, der var i fuld gang med at omorganisere deres bagage, for de havde alle udnyttet pladsen i cykelkufferten til cykeltøj, hjelm og andre ting. Det måtte de i dagens anledning ikke. Heller ikke selv om vægten holdt sig pænt under det tilladte.

Gemalen bedyrede, at han kun havde ting til cyklen i sin kuffert og fik den igennem uden problemer.

Men så kom den sidste. Han havde af sin cykelhandler lånt en cykelkuffert på størrelse med en mindre elefant. Med en tilsvarende vægt. Altså alt for tung. Og hvis han troede, han eventuelt kunne betale sig fra overvægten, kunne han godt tro om igen, for personalet ville ikke løfte noget, der vejede mere end 32 kg. Så han måtte også i gang med en mindre omfordeling. Vi kunne ikke hjælpe, for vores kufferter var allerede checket igennem, men andre havde både kilo og plads til rådighed, og så gik det endda.

Vi ankom til Vilnius lidt i midnat og havde booket overnatning på et hotel, der lå klos op ad lufthavnen. Det fungerede fint, og næste dag skulle vi så afsted i lejebil til Kaunas. Bare os to og ham med elefanten. Gemalen havde booket bil.

Ud fra målene på sin egen cykelkuffert ...

Gemalen fik en Toyota, hvor det lynhurtigt stod klart, at det ville være umuligt at få elefanten ind. Så prøvede de med en Skoda og endnu en bil. Skodaen kunne heller ikke gabe over elefanten, og i den tredje bil var der nok plads til cyklerne, men ikke til mig ... Jeg foreslog ædelmodigt, at så kunne jeg da bare tage toget, men det syntes Gemalen trods alt ikke var en god ide.

Vi endte med en bus til ni personer ...

Turen til Kaunas gik fuldstændig problemfrit, og det gjorde turen tilbage til Vilnius - en masse cykelløb og fine oplevelser senere - også. Gemalen afleverede bilen, og bortset fra, at vi havde overset, at afgangshallen lå på første sal, og vi derfor måtte slæbe bagagen der op i stedet for først at læsse den af på det rigtige niveau, så gik denne etape også uden problemer.

Så startede festlighederne til gengæld.

Elefanten var igen for tung, og en pumpe måtte flyttes.

Gemalens cykelkuffert blev afleveret, men så skulle håndbagagen jo tjekkes, og i et forpustet øjeblik havde Gemalen glemt at tænke sig om. Security-damen kiggede vantro på billedet og derefter ned i Gemalens taske, som indeholdt værktøj nok til at skille flyet ad, hvis det skulle være.

Og det skulle det ikke!

Det kostede 50 euro ...

Tilbage i sin lille taske havde Gemalen nu to gaspatroner. Den slags har Gemalen tidligere haft med, men de giver ofte anledning til bøvl, og jeg havde netop set en af de andre mountainbikere aflevere sine til en gnaven tolder.

Nu var Gemalen imidlertid blevet sur, så han tog kampen op og argumenterede for sin sag, og ti minutter og fire toldere senere fik han lov at tage dem med.

En lille sejr er bedre end ingen sejr.


Lastning af den famøse elefant. Bemærk, hvor
lille giraffen er ved siden af ...