Ud at køre - med de gamle

I den lokale orienteringsklub er der en lille flok ældre herrer og damer, der mødes hver tirsdag formiddag for at køre en tur og få rørt stængerne. Et par af dem er vores gode venner, og af resten kender Gemalen nogle stykker.

Og derfor og på grund af almindelig velvilje kunne jeg selvfølgelig sagtens få lov at køre med, når jeg nu for en gangs skyld havde fri.

Så Gemalen og jeg kørte ned til klubhuset, og jeg havde egentlig forestillet mig, at vi skulle køre sammen, men vi var nok til at danne to grupper. De lidt hurtige og de knapt så hurtige. Jeg hørte til de sidste sammen vores venner og et andet par.

De lagde en plan, afsted gik det, og jeg blev ret hurtigt glad for, at jeg var med de knapt så hurtige ...

Men jeg kunne godt følge med, og da jeg vidste, at vi var på vej ud til et forholdsvis fladt område, skulle det jo nok gå.

Især fordi jeg godt kendte den første stump sti, efter vi havde krydset under motorvejen, og jeg vidste, at selv om den var fyldt med rødder og ujævn som bare pokker, kunne jeg godt køre den.

Det gik fint, og vi gjorde holdt ved en lille idyllisk sø, der ligger midt i området.

Efter fornyet rådslagning fortsatte vi.

Denne gang ad mindre, meget snørklede stier, der gik op og ned og ud og ind. Ikke noget voldsomt, men bare så man hele tiden skulle være opmærksom på, hvad man lavede i stedet for at sidde og falde hen. Der var små, spidse stigninger og bratte, men ganske korte nedkørsler.

Og jeg lærte på den hårde måde at holde en passende afstand. Især op. For jeg er ret let, men har ikke så mange kræfter, så jeg skal helst op i et vist tempo, men vælter hvis der skal sejtrækkes i de små gear. Jeg fik et par pludselige stop på den konto, men så havde jeg også lært lektien og var ganske tilfreds med mig selv.

Måske var det derfor, at jeg ikke var helt skarp, da vi kom ind på en noget mere uvejsom veksel, for pludselig strejfede mit styr et træ.

Træet blev stående.

Jeg blev faktisk på cyklen og tænkte ikke mere over det, før jeg om aftenen fik så ondt i mit håndled, at jeg ikke kunne løfte så meget som en tallerken.

Det varede to dage, før armen igen var brugbar, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt, så vi kørte glade videre og kom tilbage til den lille sø. Nu skete der det overraskende, at det andet par da lige skulle have en dukkert! Jeg var nær væltet af ren overraskelse; det var i uge 42, og selv om det var dejligt vejr, var det altså på ingen måde sommer. Gys altså! Men mens vi andre tre tog en lille ekstra runde om søen, hoppede de i og var ved at komme i tøjet igen, da vi kom tilbage. Og jeg kan stadig ikke helt blive enig med mig selv, om de var seje eller en lille smule bindegale?

Nu skulle vi alle have varmen, så på vejen tilbage mod klubhuset, tog vi en af de store bakker i Nordskoven. Her var det tydeligt, at jeg havde en fordel ved at veje mindre end de andre (min cykel er givetvis også lettere end de andres, for Gemalen har sørget for, at jeg i hvert fald ikke går ned på grej), så jeg kom først op. I forholdsvis ubesværet stil. Det vil sige kun moderat pustende og uden pulsen oppe i ørerne ...

Er man kørt op, skal man jo også ned igen, og vi susede ned ad bakken på den anden side og kørte langs åen ind til byen igen.

Efter at have sagt pænt tak for turen trillede jeg hjem i bad, mens jeg tænkte, at nu havde jeg da egentlig ret godt styr på det meste.

Det varede så kun til, jeg meldte mig til et MTB-kursus kun for damer.

Mere om det en anden gang.

Ikke 'bare lige'

Jo, jeg cykler stadig.

Det blev ikke til så meget hen over sommeren, hvor Gemalen ikke kunne sidde på sin cykel, og jeg derfor måtte køre alene.

Alene gjorde det lige lidt sværere at komme afsted. Og da jeg samtidig er en urutineret kylling, skulle jeg ikke nyde noget af at køre rundt på små, snørklede stier langt fra alfarvej, men foretrak de store, brede, hvor jeg regnede med, at jeg ville blive fundet ret hurtigt, hvis jeg pludselig skulle blive uvenner med min ged og lave en næsegrus landing.

Men så kom Gemalen heldigvis på banen igen, og selv om jeg mente, at han skulle tage den lidt med ro, var det ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne køre på de mere udfordrende stier.

Og det gjorde vi så.

Hvilket ind i mellem førte til nogle pludselige afsidninger for mit vedkommende. Plus en hel del eder og forbandelser, også fra min side.

- Jamen, du skal bare lige .., er Gemalens standard-kommentar, når han (dog) har sikret sig, at jeg ikke er kommet galt afsted.

Hvorefter min standard-reaktion lige så sikkert har været et arrigt fnysende:

- Det er da for hævled ikke bare lige!

Det er ikke bare lige at køre op over kantsten. Det er ikke bare lige at nå at komme langt nok ned i gear, når Gemalen helt uventet pludselig drejer skarpt til højre og kører stejlt op ad en lille bakke. Det er ikke bare lige at vælge den mest hårde bund helt ovre til venstre i stedet for at køre lige ud i den løse sand midt på stien.

Og det er især ikke bare lige at vælge den rette fart, det rette gear og den rigtige rute ned ad en stejl sti, hvor man undervejs også bare lige skal passere over et lille væltet træ.

Og så videre ...

Gemalen har siddet på en cykel i cirka 100 år, og han kan simpelthen ikke forestille sig, hvor mange kvababbelser jeg kan have ved at køre alle mulige sære steder.

Til gengæld kan han heller ikke forestille sig, at jeg efterhånden i takt med lidt mere rutine rent faktisk slutter fred med nogle af de 'farlige' steder og så småt kan passere dem uden nødvendigvis at få bævre-knæ og en puls på 300, så

- den vej kører vi ikke, for det kan du jo ikke lide!

At det var tilbage i april eller maj med høj vandstand overalt bliver ikke helt taget med i betragtning.

Forrige søndag var Gemalen så afsted til sit første MTB-O løb siden sommerferien, og da det meget praktisk lå i skovene lige øst for byen, cyklede jeg med ud og kiggede. Og snakkede lidt med en af de andre søde koner om det der med, at ens ægtefælle skal prøve at lære en noget, som man slet ikke synes er så 'bare lige', som de synes.

- Nej, den slags skal man lære af andre, slog hun fast.

- Det er meget bedre for begge parter.

Så da jeg et par dage senere havde fri en tirsdag, hvor nogle af de ældre, garvede motionist-mountainbikeryttere altid mødes for at træne, fik jeg lov at komme med.

Og det var virkelig alle tiders.

Men havde Gemalen udsat mig for det samme, havde jeg nok søgt skilsmisse på stedet.

Sådan er der så meget, men det er en helt anden historie.

Affaldssortering for sjov?

Noget af det første, vi konstaterede, da vi kom hjem fra ferie - altså ud over, at huset stod, alt virkede, og intet manglede - var, at vi ikke havde fået tømt affaldsbeholder.

Den skulle have være tømt samme morgen, som vi kom hjem sent aften.

Og nej, vi havde ikke sat affaldsbeholderen ud, vi ville ikke annoncere med vores fravær og havde bare håbet, at de rare skraldefolk havde hentet beholderen ud og tømt den. Det har de tidligere gjort, men ikke i år. Ny operatør og flere forsøg på effektivisering har helt sikkert gjort, at skraldemændene nu er så hårdt spændt for, at der ikke længere er tid til at gøre en god gerning og løbe de tredive meter ind efter vores skraldebeholder.

Altså ingen hard feelings i forhold til skraldemændene, men bare almindelig ærgelse over at have en ikke-tømt affaldsbeholder, der, efter at have stået og bagt i 30 graders varme i fjorten dage, nu skulle stå og bage videre i fjorten dage mere. 

Adwr! siger jeg bare.

Bedre blev det ikke af, at vi lige præcis og netop var gået over til nyt sorteringssystem, så alt biologisk materiale blev smidt i for sig, i poser, der ikke var helt så tætte som ønskværdigt, hvilket havde medført lækage af ulækkert snask, hvilket havde været kræs for de fluer, der havde fundet vej ind i den (altså ikke hermetisk-) lukkede beholder, hvilket så igen betød, at bunden var blevet ret levende. 

Mangedobbelt adwr!!

Tiden gik, og affaldsbeholderne blev alle tømt, og den ulækre blev spulet, og så fortsatte vi på artigt-idealistisk vis med at sortere affald efter forskrifterne. Det vil sige; Fruen prøver virkelig på at gøre det rigtigt, sætter sig ind i tingene og formaner familien. Donnaen sukker, skylder pligtskyldigt sine yoghurtbøtter og saftevandsflasker, men parkerer dem så bare på køkkenbordet, for jeg ved ikke lige, hvor jeg skal gøre af dem. Og Gemalen synes bare, det hele er lidt åndsvagt, så han gør kun et halvhjertet forsøg på at sortere rigtigt. Med det resultat, at Fruen konstant er i hælene på ham for at rette og belære. Det virker, men har ikke nogen gavnlig effekt på det hjemlige hygge-niveau ...

Tidligere havde vi kun en avis-beholder foruden den almindelige affaldsbeholder, men nu har vi ialt tre beholdere. Vi har stadigvæk beholderen til aviser. Den må der nu også gerne komme pap i. Derudover har vi to beholdere, der hver er delt i to. I den ene til venstre kan vi smide glas, og til højre skal vi smide plast og metal. Både plast, metal og glas skal være rengjort, så nu står vi og vasker vores affald. Det virker en smule dumt. For hvor meget varmt vand er det miljømæssigt forsvarligt at bruge, før det ville være bedre bare at smide hele molevitten ud som restaffald?

Restaffald skal iøvrigt i til højre i den sidste affaldsbeholder, mens den organiske materiale skal i til venstre.

- Og I skal bare bruge to poser, hvis I er bange for, at det lækker, sagde den venlige skraldemand, som Gemalen sommetider møder i træningscenteret.

Så det gør vi så, selv om det også føles lidt dumt.

Samme skraldemand fortalte også, at alt det plast, som vi har vores hyr med at sortere fra og pænt står og vasker, bare hober sig op i store bjerge på genbrugspladsen. 

For der findes endnu ikke et system, der kan håndtere det ...

Ej men altså! 

Så meget for vores anstrengelser. Som med ét blev betydeligt færre, fordi det fis gad vi da ikke.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at det er et par måneder siden, at Gemalen kom hjem med skraldemandens melding, og da jeg i dag sad og forsøgsgooglede, kom jeg ind på et referat fra seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvoraf det fremgik, at den indsamlede plast fra vores kommune ryger afsted til videre sortering i et anlæg i Holstebro.

Godt så. Det tror vi så på. Og så må vi nok hellere gøre os lidt mere umage alligevel.

Problemet er bare, at vi ikke er de eneste, der har hørt, at plastaffaldet ikke ryger videre. Alle mulige historier florerer, og der står ikke noget på forsyningens hjemmeside, der kan be- eller afkræfte historierne. Så folk gør som det passer dem bedst. De artige sorterer, og de andre gider ikke, for det virker jo alligevel ikke, og det hele ryger bare i samme store hul og til forbrænding. Gemalen hælder ret meget til denne udlægning.

Øv. Hvorfor skal det være så svært at føre noget, der oprindeligt er godt tænkt, ud i livet?

Donner und Blitz

Vi havde de to sidste værelser for enden af en gang, og da det ikke virkede til, at der var andre gæster i nærheden, lod vi dørene ud til gangen stå åbne, så der kunne blive gennemtræk.

Det hjalp måske lidt, men da vi alle havde taget et køligt brusebad, var der ikke andet at gøre end at sige god nat til Donnaen, lukke dørene og gå i seng.

Dér lå vi så lidt og roterede, og jeg troede aldrig, vi ville falde i søvn.

Men det gjorde vi. I hvert fald vågnede både Gemalen og jeg, da det ved et-tiden begyndte at tordne. Vi nåede lige at konstatere, at vi begge var vågne, da der kom et kæmpe lyn og umiddelbart derefter et øredøvende brag, der fik os begge op at sidde i sengene.

Cirka tre et halvt sekund senere stod Donnaen midt inde i vores værelse.

Det var for meget af det gode, og hun skulle ikke nyde noget af at sove alene.

Nu gik det for alvor løs. Det lynede og buldrede nonstop, og det begyndte at styrtregne. Og mens Donnaen søgte tilflugt i min seng, fik jeg travlt med at lukke først vores ovenlysvindue, så Donnaens gavlvindue og til sidst to vinduer ude på gangen.

Så sad vi lidt og overvejede situationen. Da Donnaen pure nægtede at gå ind til sig selv igen, endte hun og jeg med at bytte; hun fik min seng, og jeg gik ind på hendes værelse.

Det var helt umuligt at sove med både konstant blafrende lyn og et vedvarende bulder, og jeg sad i stedet og kiggede ud på det flotte sceneri. Til sidst trak det dog så meget væk, at jeg faldt i søvn igen.

Og sov sødeligt. Lige indtil en sirene ved fem-tiden flængede stilheden, og jeg igen sad ret op i sengen.

Der skete ikke noget uden for vinduet, og ude på gangen var alt også roligt. Donnaen og Gemalen var selvfølgelig også vågnet, men heller ikke fra deres vindue var der noget usædvanligt at se, så vi besluttede os for at tro på, at det nok ikke var nu, vi skulle evakueres og lagde os til at sove, igen-igen.

Blandt de mere positive aspekter ved at blive vækket igen var, at vi nu kunne åbne vinduerne og få den betydeligt køligere morgenluft ind på værelserne.

Da det var blevet rigtigt morgen, vågnede vi igen og gik ned for at spise morgenmad. 

Undervejs konstaterede vi, at det havde været fint, hvis jeg havde lukket alle vinduerne i gangen. Det sidste havde jeg ikke fået med, og nu var der en kæmpe sø på tæppet under det. Mens Gemalen og jeg bare sidesteppede forbi den våde plet, så Donnaen det som sin pligt at underrette værtinden. Så det gjorde hun og kom grinende hen til vores morgenbord, for det havde vist været noget værre volapyk, der var kommet ud af munden på hende. Men værtinden havde forstået hende, og det var jo det vigtigste.

Senere fortalte hun, altså værtinden, at sirenen var en slags brandalarm. Brandstationen lå kun et par huse væk, og sirenen havde lydt, fordi der skulle indkaldes mandskab til slukning af et gammel træ, der var blevet ramt af lynet og havde stået i lys lue. Bagefter var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået ordentligt forklaret, om det virkelig er den gængse måde i tyske småbyer at indkalde brandmænd til udrykning? Det var godt nok effektivt, må man sige, men jeg foretrækker nu den danske udgave, hvor brandmændene får besked via deres mobil ...

Turen hjem gik uden særlige begivenheder.

Da vi nærmede os Hamburg, holdt jeg min mund og lod Gemalen tage bestik af situationen. Det betød en tur tværs gennem byen, som Gemalen faktisk slap ri-me-ligt godt fra.

Og derefter var det bare at køre hjem.

Nysgerrig ged, jeg mødte på min
aftentur i Schwarzach am Main.

En sur, gammel borg

Næste morgen, endnu før morgenmaden, gik Gemalen i gang med at finde ny overnatning til den sidste nat på vej hjem. For i og med vi nu pludselig var i hvert fald 300 kilometer længere mod nord end forudset, var der ingen grund til at stoppe allerede i nærheden af Ulm, som jeg havde booket hjemmefra.

I stedet fandt vi et hotel i Schwarzach am Main (lidt øst for Würtzburg, hvis nogen skulle være interesseret), og så var det egentlig bare at spise morgenmad, få pakket og komme afsted.

Vi kørte over Lugano og gennem Schweiz' smukke landskaber.

Med lidt ekstra tid til rådighed mente jeg, at vi godt kunne dreje fra motorvejen og kigge på Liechtenstein. Gemalen sagde, at der ikke var meget at komme efter, men Donnaen var også interesseret i at kunne sætte hak ved endnu et land, og så var vi jo to mod én, og altså drejede vi fra motorvejen, krydsede Rhinen og trillede ind i det lille fyrstendømme.

Vi kørte op langs floden og konstaterede, at der så ret meget ud præcis som på den schweiziske side.

Hurtigt nåede vi den lille hovedstad Vaduz, og nu skulle vi så bare finde slottet. Da Donnaen var en meget mindre udgave af sig selv, end hun er nu, brugte hun timer på at se Zack & Cody i fjernsynet, og på et tidspunkt optræder der en prinsesse fra Liechtenstamp i serien. Donnaen var ikke helt skarp og var i lang tid overbevist om, at Liechtenstamp og Liechtenstein var samme - rigtige - land og Disney-slottet i serien også et vaskeægte virkeligt slot. Nu ville vi godt se, om der var nogen ligheder. Overhovedet?

Lad mig bare slå fast med det samme: Det var der ikke! Selv begrebet slot virker en kende overdrevet, når man ser den liectensteinske fyrstes residens. Eller ser og ser. Det er meget begrænset, hvad man kan komme til at se, da der ikke er adgang for offentligheden, ikke engang hen på pladsen foran. Så man kan kun se det fra vejen, og fra den vinkel ligner det bare en sur, gammel, utilnærmelig borg og bestemt ikke et Disney-slot.

Donnaen og jeg ville dog lige prøve, om vi virkelig ikke kunne komme tættere på, så mens Gemalen satte sig i skyggen for at passe på bilen, gik vi et par hundrede meter fra parkeringspladsen og helt hen til lågen ind til slottet. Faktisk kom der netop da en tjenende ånd kørende, lågen gik op, og vi kunne i princippet være lusket med ind for at tage billeder fra selve slotspladsen. Det turde vi dog ikke, for tanken om at havne på den forkerte side af en lukket låge var ikke helt god, så vi måtte nøjes med et meget middelmådigt kig.

I et sving på vej tilbage til Gemal og bil var en mand ved at slå græs, og netop da vi kom forbi, nåede han kanten og sendte en sky af støv og græs i vores retning. Den slags kan Donnaen ikke tåle, så hun prøvede at holde vejret og småløb hen til den lukkede bil. Helt dårlig blev hun heldigvis ikke, men kunne nøjes med at nyse og sprutte lidt.

Nu var det på høje tid at få noget frokost, og vi kørte lidt frem og tilbage for at finde en café. Vi så også et par stykker, men de var så overfyldte, at vi på forhånd opgav og kørte ud mod Schweiz og motorvejen. Gemalen drejede mod nord, da det jo var den vej vi skulle, men så var det, at Donnaen og Fruen på henholdsvis fem og syv år pludselig mente noget helt andet. Vi ville nemlig meget hellere den modsatte vej, så vi kunne spise på Hej Heidi Heidiland (blandt almindelige mennesker kendt som Marché Heidiland).

- Jamen det ligger jo mindst tyve kilometer i den forkerte retning, protesterede Gemalen.

- Ja, og hvad så? ville både Donnaen og jeg vide.

Gemalen sukkede meget dybt, men fik vendt kareten, vi fik vores frokost i en af vores favorit-motorvejsrestauranter, og der var næsten ikke et øje tørt, da Donnaen igen fandt sine absolut allerbedste boller, som hun første gang havde sat tænderne i på vej på påskeferie knap to et halvt år tidligere.

Lidt senere var vi alle mætte og glade og kunne køre mod nord i god ro og orden.

Vi fandt vores hotel og fik vores værelser. De lå helt oppe under taget, og der var smeltende varmt. Der stod en vifte i hvert rum, men det hjalp ikke et meget, for der var lige så varmt udenfor som indenfor. Bilens termometer havde sagt 37-38 grader, og det passede nok meget godt. Vi så frem til en meget varm nat, men først gik vi ned og spiste græsk i hotellets gårdhave. Sammen med nogle få andre gæster og en hel masse lokale. Primært kvinder, der tydeligvis brugte onsdag aften til at sætte hinanden stævne. Ved siden af os var der et bord med en hel flok midaldrende madammer, der fik vendt alverdens store og små problemer; måske især de små, lød det til.

Til sidst gik de hjem, og vi gik op og flåede dynebetrækkene af dynerne, så vi kunne nøjes med dem. Temperaturen var faldet et par grader, men der var stadig pottehedt, og i det sekund, vi slukkede viften, som vi ikke kunne holde ud at høre på, stod luften helt stille.

Det ville blive en lang nat.

Schloss Vaduz - ikke meget Disney her!

Kringle, kringle - kringlest

Vi tastede automobilmuseet ind på mobilen/navigationen og fulgte anvisningerne.

Det gik ikke særlig godt.

Museet lå ikke, hvor det skulle.

Nu var det heldigvis sådan, at vi havde passeret museet tidligere, på vej ind til Torino, så vi vidste godt, at det lå på indfaldsvejen, men helt præcis hvor havde vi ikke lagt mærke til.

Da vi havde kørt frem og tilbage på den samme stump vej tre gange, fik Fruen fornøjelsen af at gå ind et sted og spørge. Vi var stoppet ud for en uddannelsesinstitution, og selv om det var i slutningen af juli, var der åbent, og der sad en mand i noget, der mindede om en reception. Han snakkede med en anden mand, der stod og hang op ad skranken, men de virkede begge ganske oplivede over at blive afbrudt og havde ikke spor i mod at hjælpe. Ovenikøbet talte de begge mindst lige så godt engelsk som jeg selv, så det var en smal sag dels at få forklaret, hvor museet lå, dels at få en lille håndskrevet lap med den præcise adresse.

Det viste sig, at vi bare skulle et par kilometer længere ud, og så lå museet faktisk præcis, hvor det skulle ...

Vi parkerede og søgte længe efter en p-automat, men fandt ingen, så for en sikkerheds skyld spurgte vi os for hos billetsælgersken, en sød ung pige, som fortalte, at der var gratis parkering og derpå gav os en lille lektion i italienske parkeringsregler: Er båsene afmærket med gult, må man ikke holde der som almindelig dødelig. Er de afmærket med blåt, skal man betale, og er de afmærket med hvidt, er det gratis at parkere. Det anede vi ikke, men det er da meget smart at vide.

Samme unge pige havde iøvrigt grinet hjerteligt af mit forsøg på at få pensionistrabat til Gemalen, der var forsvundet ud på toilettet, da vi skulle købe billetter. At også hun var flydende på engelsk, vidste jeg jo ikke, og jeg havde derfor prøvet at forklare, at Donnaen var student, jeg selv helt almindelig voksen og Gemalen altså pensionist. Det sidste vidste jeg ikke, hvad hed, men jeg kunne da sige, at han var en gammel mand, og så var det, hun døde lidt af grin, for det var tydeligvis ekstremt uhøfligt at omtale nogen som sådan på italiensk.

Ind kom vi dog, og det var et superfint museum. Desværre lå min mobil stadig i bilen (det er den største ulempe ved at bruge mobilen til navigation; at jeg glemmer den lidt for tit), og jeg fik derfor ikke et eneste billede af de mange, fine biler. Hverken de allerældste, store og stive kasser eller de knapt så gamle med store, flot svungne linjer, racerbilerne, de udstillede motorer eller alt det andet, som der faktisk var rigtig meget af. For eksempel en udstilling om de mest berømte bil-designere. Ikke blot blev deres største successer vist i miniature; det blev også nævnt, hvem de selv var inspireret af, og hvilke biler og/eller opfindelser, der havde betydet mest for dem. Selve museet, altså bygningen og dens interiør, var i sig selv også ganske flot og særpræget på bedste italienske vis. Og det var alt i alt en meget flot udstilling, og vi brugte l-a-n-g tid, og nogen - der jo så ikke var mig - tog cirka titusind billeder.

Til sidst var selv Donnaen dog tilfreds, og vi kunne køre videre til vores logi i nærheden af Como-søen.

Det var easy peasy at køre til Como. Og det var let nok at køre op langs søen og nyde den smukke udsigt. Til gengæld viste det sig at være ualmindelig besværligt at få drejet fra det rigtige sted. Navigationen var ikke til megen hjælp, og Gemalen susede gennem små tunneller og forbi afkørslen ikke én, men tre gange, før han ramte rigtigt. Dernæst drønede han også forbi det næste sted, vi skulle dreje, og igen-igen kunne man høre mig sige enten:

- Det var dén afkørsel!

Eller:

- Jeg tror altså, at du netop er kørt forbi ...

Af ukendte årsager lykkedes det Gemalen at bevare fatningen, og til sidst var vi på rette kurs. Nu skulle vi bare op. Vi vidste godt, at vi ikke skulle bo helt nede ved søbredden, men vi vidste absolut ikke, at vi skulle køre halvvejs op i himlen. Ad de til dato mest kringlede småveje. Veje, der var så små og så skrå, at Gemalen var nødt til at orientere sig om eventuel modkørende trafik, før han kørte helt over i venstre side og gav fuld gas for at komme rundt i svingene og op. Videre og videre kringlede vi os op, mens vi måbede mere og mere - og glædede os over, at vi havde både bil og chauffør, der kunne klare mosten.

Til sidst var vi der. Og forbløffelsen var ikke mindre, da det gik op for os, at det faktisk var et ret stort hotel. Med mange gæster. Vi ville godt have haft at vide, hvad de, altså gæsterne, dog lavede der, men syntes trods alt, det var lidt for grænseoverskridende at spørge om. Vi fik et par udmærkede værelser og gik ned og spiste aftensmad på en stor terrasse. Der var udsigt ud over den lille by og ned mod Como-søen, men selve søens vandspejl kunne man dog ikke se.

Her sad vi længe og nød den lune aften, mens mørket langsomt faldt på.

Udsigten lidt nede ad vejen, hvor man
faktisk kunne se Como-søen ...

Torinos centrum - tror vi nok

Vi snakkede om at tage til Genova, og vi snakkede om at tage til Torino.

Det var før det katastrofale brokollaps i Genova, men vi opgav alligevel endnu en 125 kilometers udflugt. Fra Ormea til Torino er der også rundt regnet 125 kilometer, men så var det Gemalen satte sig op i sengen næste morgen og sagde:

- Torino er jo på hjemvejen, så jeg gider ikke køre frem og tilbage. I stedet kan vi pakke sammen nu, besøge Torino og så lægge en overnatning ind på den anden side.

- Hmm, sagde Fruen. Det kan vi godt. Hvis du vel at mærke har fundet overnatning til os først, for jeg vil ikke ud og lede efter værelser klokken sent, og oven i købet i højsæsonen.

Gemalen gik i gang med at lede på nettet og fandt ret hurtigt et sted tæt på - dog ikke ved - Como-søen, og så blev det sådan.

Vi gik ned og spiste morgenmad og fortalte værten, at vores rejseplaner var blevet ændret. Det var jo ikke helt løgn, men der var ingen grund til at give ham indtryk af, at vi ikke gad bo hos ham. Det ville vi gerne, men vi ville bare ønske, at beliggenheden havde været lidt bedre i forhold til alle vores udflugter ...

Bilen blev pakket, og vi kørte til Torino. Vi ville gerne besøge automobilmuseet, men da det først åbnede om eftermiddagen, kunne vi lige kigge lidt på byen først. Når altså vi lige havde parkeret. Køre helt ind i centrum turde vi ikke. Vi havde læst en del om miljøzoner i de italienske byer, og da vi ikke kunne gennemskue, om der også var en sådan i Torino, tog vi ingen chancer. Vi parkerede og skulle så bare betale. Der var en P-automat, men den tog ikke kontanter, kun kort. Og vel at mærke kun nogle andre kort end mine.

Nu var vi lidt på glatis, men i det samme kom to P-vagter gående, og Donnaen og jeg fik i fællesskab forklaret, at vi altså gerne ville betale for at parkere, men ikke kunne finde ud af det. Det viste sig så, at de to P-damer kunne udstede og modtage betaling for en P-tilladelse på stedet, og på en blanding af engelsk, italiensk og rigtigt mange fagter lykkedes det os at betale for nogle timers parkering og få noget bevismateriale at lægge i forruden.

Voldsomt tilfredse med os selv, både vores held og vores evner ud i inter-europæisk kommunikation, satte vi kursen mod centrum. I hvert fald mod det, vi regnede med var centrum. For Torino er svær at blive klog på og navigere i, da den almindelige midtby-logik på en eller anden måde mangler, og vi aldrig var helt sikre på, at vi faktisk var i centrum. Her efterfølgende, når jeg kigger på Google Maps, er jeg stadig i tvivl; hvor er centrum? Er der i virkeligheden flere, altså centrummer - og hedder det overhovedet sådan i flertal?

Anyway, vi nåede til en stor plads, som jeg sidenhen har fundet ud af hedder Piazza Castello. Den var nok mere stor end flot, eller også var det bare varmen, der gjorde, at vi var mere interesserede i at gå inde i skyggerne i de mange arkader. Herinde var der, foruden skygge, en lang række butikker af den typiske italienske slags. Både aviskiosker og fine, tussegamle forretninger, der handlede med for eksempel bøger eller lædervarer - tasker og de lækreste handsker, som jeg selv i 35 graders varme godt kunne se behovet for, (men dog ikke købte).

Derfra kom vi til det smukkeste atrium, et kæmpe glasoverdækket rum. Galleria Subalpina, bygget i 1873 i et mix af ny-renæsance og ny-barok (har jeg eftergooglet mig til). Det var dengang, man kunne bygge shoppingcentre, der ville noget. Der er stadig forretninger langs siderne, men vi lagde ikke rigtigt mærke til dem, da vi i stedet var totalt overvældede over det smukke lysindfald, der sammen med de grønne planter gjorde stedet til den dejligste subtropiske oase. Det så ud som om stedet fungerede som restaurant eller konditori, men der var ikke servering, da vi kom forbi. Ellers havde vi nok siddet der endnu og sippet espresso af små delikate kopper. Forestiller jeg mig.

Ude i solen var vi nu nået til Piazza Carlo Alberto med en kæmpe rytterstatue af selvsamme Carlo Alberto, der var hertug af Savoyen og konge af Sardinien. Hvilket jo er interessant at vide, hvis man er bare den mindste smule historiekyndig. Det er jeg så ikke, og det er egentlig lidt ærgerligt, for den er jo ikke kedelig, den italienske historie. Men rytterstatuen var både flot og så tilpas drabelig som det sig hør og bør for en krigsførende konge. Statuen var placeret, så det så ud som om han ville ride direkte ind under de hvælvede buer til Palazzo Carignano, som både har huset hans efterfølger på tronen og det første italienske parlament, men som nu er museum. Vi gad ikke gå på museum, men nøjedes med at beundre den smukke indgang og gården bagved.

Nu var vi både sultne og lidt trætte af at gå, så vi satte kurs mod bilen. Og ikke mindst mod den lille fortovscafé, som vi havde set i hjørnet af en lille park på udturen. Der var lige et bord ledigt til os, og der sad vi så, i skyggen under store, gamle træer og spiste frokost. Og så på mennesker. Da vi skulle betale, måtte jeg endnu en gang konstatere, at vi havde glemt at spørge, om vi kunne betale med kort. Det kunne vi ikke, og jeg havde ikke kontanter nok. Heldigvis var Donnaen gået med ind for at låne toilettet, og hun havde lige de 10 euro, som jeg stod og manglede, og jeg slap for at gå på jagt efter en hæveautomat.

Alt var således såre godt, og vi daskede tilbage til bilen.

Nu skulle vi bare finde automobilmuseet.

Et kig ind i gården ved Palazzo Carignano.