fredag den 19. oktober 2018

Affaldssortering for sjov?


Noget af det første, vi konstaterede, da vi kom hjem fra ferie - altså ud over, at huset stod, alt virkede, og intet manglede - var, at vi ikke havde fået tømt affaldsbeholder.

Den skulle have være tømt samme morgen, som vi kom hjem sent aften.

Og nej, vi havde ikke sat affaldsbeholderen ud, vi ville ikke annoncere med vores fravær og havde bare håbet,
at de rare skraldefolk havde hentet beholderen ud og tømt den. Det har de tidligere gjort, men ikke i år. Ny operatør og flere forsøg på effektivisering har helt sikkert gjort, at skraldemændene nu er så hårdt spændt for, at der ikke længere er tid til at gøre en god gerning og løbe de tredive meter ind efter vores skraldebeholder.

Altså ingen hard feelings i forhold til skraldemændene, men bare almindelig ærgelse over at have en ikke-tømt affaldsbeholder, der, efter at have stået og bagt i 30 graders varme i fjorten dage, nu skulle stå og bage videre i fjorten dage mere. 

Adwr! siger jeg bare.

Bedre blev det ikke af, at vi lige præcis og netop var gået over til nyt sorteringssystem, så alt biologisk materiale blev smidt i for sig, i poser, der ikke var helt så tætte som ønskværdigt, hvilket havde medført lækage af ulækkert snask, hvilket havde været kræs for de fluer, der havde fundet vej ind i den (altså ikke hermetisk-) lukkede beholder, hvilket så igen betød, at bunden var blevet ret levende. 

Mangedobbelt adwr!!

Tiden gik, og affaldsbeholderne blev alle tømt, og den ulækre blev spulet, og så fortsatte vi på artigt-idealistisk vis med at sortere affald efter forskrifterne. Det vil sige; Fruen prøver virkelig på at gøre det rigtigt, sætter sig ind i tingene og formaner familien. Donnaen sukker, skylder pligtskyldigt sine yoghurtbøtter og saftevandsflasker, men parkerer dem så bare på køkkenbordet, for jeg ved ikke lige, hvor jeg skal gøre af dem. Og Gemalen synes bare, det hele er lidt åndsvagt, så han gør kun et halvhjertet forsøg på at sortere rigtigt. Med det resultat, at Fruen konstant er i hælene på ham for at rette og belære. Det virker, men har ikke nogen gavnlig effekt på det hjemlige hygge-niveau ...

Tidligere havde vi kun en avis-beholder foruden den almindelige affaldsbeholder, men nu har vi ialt tre beholdere. Vi har stadigvæk beholderen til aviser. Den må der nu også gerne komme pap i. Derudover har vi to beholdere, der hver er delt i to. I den ene til venstre kan vi smide glas, og til højre skal vi smide plast og metal. Både plast, metal og glas skal være rengjort, så nu står vi og vasker vores affald. Det virker en smule dumt. For hvor meget varmt vand er det miljømæssigt forsvarligt at bruge, før det ville være bedre bare at smide hele molevitten ud som restaffald?

Restaffald skal iøvrigt i til højre i den sidste affaldsbeholder, mens den organiske materiale skal i til venstre.

- Og I skal bare bruge to poser, hvis I er bange for, at det lækker, sagde den venlige skraldemand, som Gemalen sommetider møder i træningscenteret.

Så det gør vi så, selv om det også føles lidt dumt.

Samme skraldemand fortalte også, at alt det plast, som vi har vores hyr med at sortere fra og pænt står og vasker, bare hober sig op i store bjerge på genbrugspladsen. 

For der findes endnu ikke et system, der kan håndtere det ...

Ej men altså! 

Så meget for vores anstrengelser. Som med ét blev betydeligt færre, fordi det fis gad vi da ikke.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at det er et par måneder siden, at Gemalen kom hjem med skraldemandens melding, og da jeg i dag sad og forsøgsgooglede, kom jeg ind på et referat fra seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvoraf det fremgik, at den indsamlede plast fra vores kommune ryger afsted til videre sortering i et anlæg i Holstebro.

Godt så. Det tror vi så på. Og så må vi nok hellere gøre os lidt mere umage alligevel.

Problemet er bare, at vi ikke er de eneste, der har hørt, at plastaffaldet ikke ryger videre. Alle mulige historier florerer, og der står ikke noget på forsyningens hjemmeside, der kan be- eller afkræfte historierne. Så folk gør som det passer dem bedst. De artige sorterer, og de andre gider ikke, for det virker jo alligevel ikke, og det hele ryger bare i samme store hul og til forbrænding. Gemalen hælder ret meget til denne udlægning.

Øv. Hvorfor skal det være så svært at føre noget, der oprindeligt er godt tænkt, ud i livet?

onsdag den 17. oktober 2018

Donner und Blitz


Vi havde de to sidste værelser for enden af en gang, og da det ikke virkede til, at der var andre gæster i nærheden, lod vi dørene ud til gangen stå åbne, så der kunne blive gennemtræk.

Det hjalp måske lidt, men da vi alle havde taget et køligt brusebad, var der ikke andet at gøre end at sige god nat til Donnaen, lukke dørene og gå i seng.

Dér lå vi så lidt og roterede, og jeg troede aldrig, vi ville falde i søvn.

Men det gjorde vi. I hvert fald vågnede både Gemalen og jeg, da det ved et-tiden begyndte at tordne. Vi nåede lige at konstatere, at vi begge var vågne, da der kom et kæmpe lyn og umiddelbart derefter et øredøvende brag, der fik os begge op at sidde i sengene.

Cirka tre et halvt sekund senere stod Donnaen midt inde i vores værelse.

Det var for meget af det gode, og hun skulle ikke nyde noget af at sove alene.

Nu gik det for alvor løs. Det lynede og buldrede nonstop, og det begyndte at styrtregne. Og mens Donnaen søgte tilflugt i min seng, fik jeg travlt med at lukke først vores ovenlysvindue, så Donnaens gavlvindue og til sidst to vinduer ude på gangen.

Så sad vi lidt og overvejede situationen. Da Donnaen pure nægtede at gå ind til sig selv igen, endte hun og jeg med at bytte; hun fik min seng, og jeg gik ind på hendes værelse.

Det var helt umuligt at sove med både konstant blafrende lyn og et vedvarende bulder, og jeg sad i stedet og kiggede ud på det flotte sceneri. Til sidst trak det dog så meget væk, at jeg faldt i søvn igen.

Og sov sødeligt. Lige indtil en sirene ved fem-tiden flængede stilheden, og jeg igen sad ret op i sengen.

Der skete ikke noget uden for vinduet, og ude på gangen var alt også roligt. Donnaen og Gemalen var selvfølgelig også vågnet, men heller ikke fra deres vindue var der noget usædvanligt at se, så vi besluttede os for at tro på, at det nok ikke var nu, vi skulle evakueres og lagde os til at sove, igen-igen.

Blandt de mere positive aspekter ved at blive vækket igen var, at vi nu kunne åbne vinduerne og få den betydeligt køligere morgenluft ind på værelserne.

Da det var blevet rigtigt morgen, vågnede vi igen og gik ned for at spise morgenmad. 


Undervejs konstaterede vi, at det havde været fint, hvis jeg havde lukket alle vinduerne i gangen. Det sidste havde jeg ikke fået med, og nu var der en kæmpe sø på tæppet under det. Mens Gemalen og jeg bare sidesteppede forbi den våde plet, så Donnaen det som sin pligt at underrette værtinden. Så det gjorde hun og kom grinende hen til vores morgenbord, for det havde vist været noget værre volapyk, der var kommet ud af munden på hende. Men værtinden havde forstået hende, og det var jo det vigtigste.

Senere fortalte hun, altså værtinden, at sirenen var en slags brandalarm. Brandstationen lå kun et par huse væk, og sirenen havde lydt, fordi der skulle indkaldes mandskab til slukning af et gammel træ, der var blevet ramt af lynet og havde stået i lys lue. Bagefter var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået ordentligt forklaret, om det virkelig er den gængse måde i tyske småbyer at indkalde brandmænd til udrykning? Det var godt nok effektivt, må man sige, men jeg foretrækker nu den danske udgave, hvor brandmændene får besked via deres mobil ...

Turen hjem gik uden særlige begivenheder.

Da vi nærmede os Hamburg, holdt jeg min mund og lod Gemalen tage bestik af situationen. Det betød en tur tværs gennem byen, som Gemalen faktisk slap ri-me-ligt godt fra.

Og derefter var det bare at køre hjem.

Nysgerrig ged, jeg mødte på min
aftentur i Schwarzach am Main.

torsdag den 11. oktober 2018

En sur, gammel borg


Næste morgen, endnu før morgenmaden, gik Gemalen i gang med at finde ny overnatning til den sidste nat på vej hjem. For i og med vi nu pludselig var i hvert fald 300 kilometer længere mod nord end forudset, var der ingen grund til at stoppe allerede i nærheden af Ulm, som jeg havde booket hjemmefra.

I stedet fandt vi et hotel i Schwarzach am Main (lidt øst for Würtzburg, hvis nogen skulle være interesseret), og så var det egentlig bare at spise morgenmad, få pakket og komme afsted.

Vi kørte over Lugano og gennem Schweiz' smukke landskaber.

Med lidt ekstra tid til rådighed mente jeg, at vi godt kunne dreje fra motorvejen og kigge på Liechtenstein. Gemalen sagde, at der ikke var meget at komme efter, men Donnaen var også interesseret i at kunne sætte hak ved endnu et land, og så var vi jo to mod én, og altså drejede vi fra motorvejen, krydsede Rhinen og trillede ind i det lille fyrstendømme.

Vi kørte op langs floden og konstaterede, at der så ret meget ud præcis som på den schweiziske side.

Hurtigt nåede vi den lille hovedstad Vaduz, og nu skulle vi så bare finde slottet. Da Donnaen var en meget mindre udgave af sig selv, end hun er nu, brugte hun timer på at se Zack & Cody i fjernsynet, og på et tidspunkt optræder der en prinsesse fra Liechtenstamp i serien. Donnaen var ikke helt skarp og var i lang tid overbevist om, at Liechtenstamp og Liechtenstein var samme - rigtige - land og Disney-slottet i serien også et vaskeægte virkeligt slot. Nu ville vi godt se, om der var nogen ligheder. Overhovedet?

Lad mig bare slå fast med det samme: Det var der ikke! Selv begrebet slot virker en kende overdrevet, når man ser den liectensteinske fyrstes residens. Eller ser og ser. Det er meget begrænset, hvad man kan komme til at se, da der ikke er adgang for offentligheden, ikke engang hen på pladsen foran. Så man kan kun se det fra vejen, og fra den vinkel ligner det bare en sur, gammel, utilnærmelig borg og bestemt ikke et Disney-slot.

Donnaen og jeg ville dog lige prøve, om vi virkelig ikke kunne komme tættere på, så mens Gemalen satte sig i skyggen for at passe på bilen, gik vi et par hundrede meter fra parkeringspladsen og helt hen til lågen ind til slottet. Faktisk kom der netop da en tjenende ånd kørende, lågen gik op, og vi kunne i princippet være lusket med ind for at tage billeder fra selve slotspladsen. Det turde vi dog ikke, for tanken om at havne på den forkerte side af en lukket låge var ikke helt god, så vi måtte nøjes med et meget middelmådigt kig.

I et sving på vej tilbage til Gemal og bil var en mand ved at slå græs, og netop da vi kom forbi, nåede han kanten og sendte en sky af støv og græs i vores retning. Den slags kan Donnaen ikke tåle, så hun prøvede at holde vejret og småløb hen til den lukkede bil. Helt dårlig blev hun heldigvis ikke, men kunne nøjes med at nyse og sprutte lidt.

Nu var det på høje tid at få noget frokost, og vi kørte lidt frem og tilbage for at finde en café. Vi så også et par stykker, men de var så overfyldte, at vi på forhånd opgav og kørte ud mod Schweiz og motorvejen. Gemalen drejede mod nord, da det jo var den vej vi skulle, men så var det, at Donnaen og Fruen på henholdsvis fem og syv år pludselig mente noget helt andet. Vi ville nemlig meget hellere den modsatte vej, så vi kunne spise på Hej Heidi Heidiland (blandt almindelige mennesker kendt som Marché Heidiland).

- Jamen det ligger jo mindst tyve kilometer i den forkerte retning, protesterede Gemalen.

- Ja, og hvad så? ville både Donnaen og jeg vide.

Gemalen sukkede meget dybt, men fik vendt kareten, vi fik vores frokost i en af vores favorit-motorvejsrestauranter, og der var næsten ikke et øje tørt, da Donnaen igen fandt sine absolut allerbedste boller, som hun første gang havde sat tænderne i på vej på påskeferie knap to et halvt år tidligere.

Lidt senere var vi alle mætte og glade og kunne køre mod nord i god ro og orden.

Vi fandt vores hotel og fik vores værelser. De lå helt oppe under taget, og der var smeltende varmt. Der stod en vifte i hvert rum, men det hjalp ikke et meget, for der var lige så varmt udenfor som indenfor. Bilens termometer havde sagt 37-38 grader, og det passede nok meget godt. Vi så frem til en meget varm nat, men først gik vi ned og spiste græsk i hotellets gårdhave. Sammen med nogle få andre gæster og en hel masse lokale. Primært kvinder, der tydeligvis brugte onsdag aften til at sætte hinanden stævne. Ved siden af os var der et bord med en hel flok midaldrende madammer, der fik vendt alverdens store og små problemer; måske især de små, lød det til.

Til sidst gik de hjem, og vi gik op og flåede dynebetrækkene af dynerne, så vi kunne nøjes med dem. Temperaturen var faldet et par grader, men der var stadig pottehedt, og i det sekund, vi slukkede viften, som vi ikke kunne holde ud at høre på, stod luften helt stille.

Det ville blive en lang nat.


Schloss Vaduz - ikke meget Disney her!

tirsdag den 9. oktober 2018

Kringle, kringle - kringlest


Vi tastede automobilmuseet ind på mobilen/navigationen og fulgte anvisningerne.

Det gik ikke særlig godt.

Museet lå ikke, hvor det skulle.

Nu var det heldigvis sådan, at vi havde passeret museet tidligere, på vej ind til Torino, så vi vidste godt, at det lå på indfaldsvejen, men helt præcis hvor havde vi ikke lagt mærke til.

Da vi havde kørt frem og tilbage på den samme stump vej tre gange, fik Fruen fornøjelsen af at gå ind et sted og spørge. Vi var stoppet ud for en uddannelsesinstitution, og selv om det var i slutningen af juli, var der åbent, og der sad en mand i noget, der mindede om en reception. Han snakkede med en anden mand, der stod og hang op ad skranken, men de virkede begge ganske oplivede over at blive afbrudt og havde ikke spor i mod at hjælpe. Ovenikøbet talte de begge mindst lige så godt engelsk som jeg selv, så det var en smal sag dels at få forklaret, hvor museet lå, dels at få en lille håndskrevet lap med den præcise adresse.

Det viste sig, at vi bare skulle et par kilometer længere ud, og så lå museet faktisk præcis, hvor det skulle ...

Vi parkerede og søgte længe efter en p-automat, men fandt ingen, så for en sikkerheds skyld spurgte vi os for hos billetsælgersken, en sød ung pige, som fortalte, at der var gratis parkering og derpå gav os en lille lektion i italienske parkeringsregler: Er båsene afmærket med gult, må man ikke holde der som almindelig dødelig. Er de afmærket med blåt, skal man betale, og er de afmærket med hvidt, er det gratis at parkere. Det anede vi ikke, men det er da meget smart at vide.

Samme unge pige havde iøvrigt grinet hjerteligt af mit forsøg på at få pensionistrabat til Gemalen, der var forsvundet ud på toilettet, da vi skulle købe billetter. At også hun var flydende på engelsk, vidste jeg jo ikke, og jeg havde derfor prøvet at forklare, at Donnaen var student, jeg selv helt almindelig voksen og Gemalen altså pensionist. Det sidste vidste jeg ikke, hvad hed, men jeg kunne da sige, at han var en gammel mand, og så var det, hun døde lidt af grin, for det var tydeligvis ekstremt uhøfligt at omtale nogen som sådan på italiensk.

Ind kom vi dog, og det var et superfint museum. Desværre lå min mobil stadig i bilen (det er den største ulempe ved at bruge mobilen til navigation; at jeg glemmer den lidt for tit), og jeg fik derfor ikke et eneste billede af de mange, fine biler. Hverken de allerældste, store og stive kasser eller de knapt så gamle med store, flot svungne linjer, racerbilerne, de udstillede motorer eller alt det andet, som der faktisk var rigtig meget af. For eksempel en udstilling om de mest berømte bil-designere. Ikke blot blev deres største successer vist i miniature; det blev også nævnt, hvem de selv var inspireret af, og hvilke biler og/eller opfindelser, der havde betydet mest for dem. Selve museet, altså bygningen og dens interiør, var i sig selv også ganske flot og særpræget på bedste italienske vis. Og det var alt i alt en meget flot udstilling, og vi brugte l-a-n-g tid, og nogen - der jo så ikke var mig - tog cirka titusind billeder.

Til sidst var selv Donnaen dog tilfreds, og vi kunne køre videre til vores logi i nærheden af Como-søen.

Det var easy peasy at køre til Como. Og det var let nok at køre op langs søen og nyde den smukke udsigt. Til gengæld viste det sig at være ualmindelig besværligt at få drejet fra det rigtige sted. Navigationen var ikke til megen hjælp, og Gemalen susede gennem små tunneller og forbi afkørslen ikke én, men tre gange, før han ramte rigtigt. Dernæst drønede han også forbi det næste sted, vi skulle dreje, og igen-igen kunne man høre mig sige enten:

- Det var dén afkørsel!

Eller:

- Jeg tror altså, at du netop er kørt forbi ...

Af ukendte årsager lykkedes det Gemalen at bevare fatningen, og til sidst var vi på rette kurs. Nu skulle vi bare op. Vi vidste godt, at vi ikke skulle bo helt nede ved søbredden, men vi vidste absolut ikke, at vi skulle køre halvvejs op i himlen. Ad de til dato mest kringlede småveje. Veje, der var så små og så skrå, at Gemalen var nødt til at orientere sig om eventuel modkørende trafik, før han kørte helt over i venstre side og gav fuld gas for at komme rundt i svingene og op. Videre og videre kringlede vi os op, mens vi måbede mere og mere - og glædede os over, at vi havde både bil og chauffør, der kunne klare mosten.

Til sidst var vi der. Og forbløffelsen var ikke mindre, da det gik op for os, at det faktisk var et ret stort hotel. Med mange gæster. Vi ville godt have haft at vide, hvad de, altså gæsterne, dog lavede der, men syntes trods alt, det var lidt for grænseoverskridende at spørge om. Vi fik et par udmærkede værelser og gik ned og spiste aftensmad på en stor terrasse. Der var udsigt ud over den lille by og ned mod Como-søen, men selve søens vandspejl kunne man dog ikke se.

Her sad vi længe og nød den lune aften, mens mørket langsomt faldt på.

Udsigten lidt nede ad vejen, hvor man
faktisk kunne se Como-søen ...

onsdag den 3. oktober 2018

Torinos centrum - tror vi nok


Vi snakkede om at tage til Genova, og vi snakkede om at tage til Torino.

Det var før det katastrofale brokollaps i Genova, men vi opgav alligevel endnu en 125 kilometers udflugt. Fra Ormea til Torino er der også rundt regnet 125 kilometer, men så var det Gemalen satte sig op i sengen næste morgen og sagde:

- Torino er jo på hjemvejen, så jeg gider ikke køre frem og tilbage. I stedet kan vi pakke sammen nu, besøge Torino og så lægge en overnatning ind på den anden side.

- Hmm, sagde Fruen. Det kan vi godt. Hvis du vel at mærke har fundet overnatning til os først, for jeg vil ikke ud og lede efter værelser klokken sent, og oven i købet i højsæsonen.

Gemalen gik i gang med at lede på nettet og fandt ret hurtigt et sted tæt på - dog ikke ved - Como-søen, og så blev det sådan.

Vi gik ned og spiste morgenmad og fortalte værten, at vores rejseplaner var blevet ændret. Det var jo ikke helt løgn, men der var ingen grund til at give ham indtryk af, at vi ikke gad bo hos ham. Det ville vi gerne, men vi ville bare ønske, at beliggenheden havde været lidt bedre i forhold til alle vores udflugter ...

Bilen blev pakket, og vi kørte til Torino. Vi ville gerne besøge automobilmuseet, men da det først åbnede om eftermiddagen, kunne vi lige kigge lidt på byen først. Når altså vi lige havde parkeret. Køre helt ind i centrum turde vi ikke. Vi havde læst en del om miljøzoner i de italienske byer, og da vi ikke kunne gennemskue, om der også var en sådan i Torino, tog vi ingen chancer. Vi parkerede og skulle så bare betale. Der var en P-automat, men den tog ikke kontanter, kun kort. Og vel at mærke kun nogle andre kort end mine.

Nu var vi lidt på glatis, men i det samme kom to P-vagter gående, og Donnaen og jeg fik i fællesskab forklaret, at vi altså gerne ville betale for at parkere, men ikke kunne finde ud af det. Det viste sig så, at de to P-damer kunne udstede og modtage betaling for en P-tilladelse på stedet, og på en blanding af engelsk, italiensk og rigtigt mange fagter lykkedes det os at betale for nogle timers parkering og få noget bevismateriale at lægge i forruden.

Voldsomt tilfredse med os selv, både vores held og vores evner ud i inter-europæisk kommunikation, satte vi kursen mod centrum. I hvert fald mod det, vi regnede med var centrum. For Torino er svær at blive klog på og navigere i, da den almindelige midtby-logik på en eller anden måde mangler, og vi aldrig var helt sikre på, at vi faktisk var i centrum. Her efterfølgende, når jeg kigger på Google Maps, er jeg stadig i tvivl; hvor er centrum? Er der i virkeligheden flere, altså centrummer - og hedder det overhovedet sådan i flertal?

Anyway, vi nåede til en stor plads, som jeg sidenhen har fundet ud af hedder Piazza Castello. Den var nok mere stor end flot, eller også var det bare varmen, der gjorde, at vi var mere interesserede i at gå inde i skyggerne i de mange arkader. Herinde var der, foruden skygge, en lang række butikker af den typiske italienske slags. Både aviskiosker og fine, tussegamle forretninger, der handlede med for eksempel bøger eller lædervarer - tasker og de lækreste handsker, som jeg selv i 35 graders varme godt kunne se behovet for, (men dog ikke købte).

Derfra kom vi til det smukkeste atrium, et kæmpe glasoverdækket rum. Galleria Subalpina, bygget i 1873 i et mix af ny-renæsance og ny-barok (har jeg eftergooglet mig til). Det var dengang, man kunne bygge shoppingcentre, der ville noget. Der er stadig forretninger langs siderne, men vi lagde ikke rigtigt mærke til dem, da vi i stedet var totalt overvældede over det smukke lysindfald, der sammen med de grønne planter gjorde stedet til den dejligste subtropiske oase. Det så ud som om stedet fungerede som restaurant eller konditori, men der var ikke servering, da vi kom forbi. Ellers havde vi nok siddet der endnu og sippet espresso af små delikate kopper. Forestiller jeg mig.

Ude i solen var vi nu nået til Piazza Carlo Alberto med en kæmpe rytterstatue af selvsamme Carlo Alberto, der var hertug af Savoyen og konge af Sardinien. Hvilket jo er interessant at vide, hvis man er bare den mindste smule historiekyndig. Det er jeg så ikke, og det er egentlig lidt ærgerligt, for den er jo ikke kedelig, den italienske historie. Men rytterstatuen var både flot og så tilpas drabelig som det sig hør og bør for en krigsførende konge. Statuen var placeret, så det så ud som om han ville ride direkte ind under de hvælvede buer til Palazzo Carignano, som både har huset hans efterfølger på tronen og det første italienske parlament, men som nu er museum. Vi gad ikke gå på museum, men nøjedes med at beundre den smukke indgang og gården bagved.

Nu var vi både sultne og lidt trætte af at gå, så vi satte kurs mod bilen. Og ikke mindst mod den lille fortovscafé, som vi havde set i hjørnet af en lille park på udturen. Der var lige et bord ledigt til os, og der sad vi så, i skyggen under store, gamle træer og spiste frokost. Og så på mennesker. Da vi skulle betale, måtte jeg endnu en gang konstatere, at vi havde glemt at spørge, om vi kunne betale med kort. Det kunne vi ikke, og jeg havde ikke kontanter nok. Heldigvis var Donnaen gået med ind for at låne toilettet, og hun havde lige de 10 euro, som jeg stod og manglede, og jeg slap for at gå på jagt efter en hæveautomat.

Alt var således såre godt, og vi daskede tilbage til bilen.

Nu skulle vi bare finde automobilmuseet.

Et kig ind i gården ved Palazzo Carignano.


fredag den 28. september 2018

Flade ud-dage


Efter to dage med sygt mange sving og kurver nægtede Fruen at forlade Ormea og forlangte at få en flade ud-dag.

I stedet tog vi hen og kiggede på byen.

Det blev ikke til meget by. For der var marked og så kiggede vi på det i stedet. I hele gågaden var der linet op med boder med alt fra frugt og grøntsager til hjemmestrik og julepynt. Især julepynten brugte Donnaen og jeg en del tid på. Det var noget med nogle små bitte krybbespil bygget ind i underlige hverdagsting, og Donnaen og jeg kunne hurtigt blive enige om, at sådan et måtte vi nødvendigvis have. Til gengæld var det sværere at blive enige om hvilket. 

Til sidst lykkedes det dog, og vi traskede videre. Købte ind til frokost og havde megen fornøjelse af Gemalens kage-indkøb. Han havde udset sig en kage, men ville gerne vide, hvad der var i, men hans og kagesælgerens sproglige formåen var ikke helt nok. Men der var hjælp at hente; de omkringstående kunder gav hjertensgerne deres besyv med, og gloser på italiensk, fransk og engelsk fløj gennem luften, til det til sidst kunne slås fast, at det var en kirsebærtærte, Gemalen skulle have.

Tilbage på hotellet blev eftermiddagen brugt på at flade ud, glo på firben, læse og banke hinanden i kongespil, som der med lidt god vilje lige akkurat var plads til at spille på græsset foran hotellet.

Om aftenen spiste vi på hotellet, og det viste sig, at den lille restaurant serverede den fineste gourmet-mad. Til ingen penge. Igen gik der sproglig forbistring i kommunikationen; Gemalen ville bestille et ekstra glas rosé, men fik - tadah! - rosen-sorbet-is. Det gav dog ingen skår i glæden. Han fik et glas rødvin, og jeg fik isen.

Næste dag kunne vi godt holde til at køre igen, og da Donnaen nu havde sat hak ved Nice, Cannes og Monaco, ville hun gerne til San Remo.

Altså kørte vi til San Remo, hvor vi fandt en parkeringskælder, der var dimensioneret til biler i størrelsen Fiat 500. I hvert fald var ned- og opkørselsramperne et kapitel for sig, og det føltes nærmest som at køre inden i et sneglehus. Det lykkedes dog Gemalen at få kantet sig både ned og siden op uden at skramme bilen.

Vi fandt en stor, flot - skyggefuld - gågade med alle de sædvanlige mærkevarebutikker plus en række mere lokale modeshops. Det var dog alt for varmt til at prøve tøj, og ganske gratis var det heller ikke, så vi nøjedes med at kigge. For enden af gaden nåede vi til San Remos kasino, hvilket vi slet ikke vidste fandtes, men nu havde vi jo lige været i Monaco, så vi var ikke lette at dupere og var mere interesserede i fortovscaféerne overfor.

Efter endt frokost drejede vi om hjørnet og konstaterede, at det var for varmt at gå i solen, nede ved vandet, så vi søgte hurtigt op i skyggen igen og fandt tilbage til bilen. Derfra kørte vi ad de små kystveje til Imperia. En smuk tur på knap 25 kilometer, med næsten konstant havkig. Småbyer, gartnerier og dyre huse i mellem hinanden.

I Imperia fandt vi en parkeringsplads, men kunne ikke få p-automaten til at fungere. Efter at have rendt lidt rundt efter en anden automat mødte vi en dame, der erklærede, at når automaten var rotto, så skulle man ikke betale, sådan var det. Vi kiggede på hinanden og gjorde, som damen sagde og håbede det bedste. 

På havnen skete der ikke meget, men den bar dog præg af at være en rigtig havn med lossekraner og fiskenet på kajen. Og kun en enkelt lystyacht. Længere henne nåede vi strandpromenaden og neden for den lå stranden, der var proppet med mennesker, så der gad vi ikke gå ned.

I stedet fandt vi en café og slog os ned under en parasol og fik noget at drikke. Dér sad vi i lang tid og lavede absolut ingenting, indtil vi tog os sammen, daskede tilbage til bilen, som heldigvis ikke var blevet bøde-ramt i mellemtiden, og kørte så hen og fandt et kæmpestort supermarked, hvor vi kunne købe både dit og dat, vand og ikke mindst Donnaens yndlingskiks, som desværre ikke fås i Danmark.

Således gik der to hele dage med ikke ret meget.

Og det var faktisk rigtig skønt.

Den eneste gang, det lykkedes at 'fange' et firben.

mandag den 24. september 2018

Monaco og mobil-GPS


Vi havde jo lovet Donnaen at køre til Monaco, så vi måtte afsted igen.

Da jeg mildest talt ikke havde brudt mig om turen ned til kysten, foreslog Gemalen, at vi kunne køre en anden vej, hvor der nok ikke var så meget trafik.

Så det gjorde vi så. Og Gemalen havde ret; der var ikke så meget trafik, men med god grund, for vejen var både smallere og mere snørklet. Faktisk var der meget smukt, og hvis vi havde haft hele dagen til at køre de 50 kilometer ned til kysten, så vi havde kunnet gøre holdt ved hvert et udsigtspunkt og havde kunnet køre ind i de små bitte byer og kigge, så havde det i sig selv været en dejlig tur. Men nu var målet altså Monaco, og så var det ikke sjovt.

Vi nåede kysten og motorvejen, og vi nåede til Ventimiglia, hvor Gemalen ville tanke væk fra motorvejen, fordi det nok var billigere. Det var det også, men det holdt hårdt overhovedet at finde en tankstation. Til sidst lykkedes det dog ved hjælp af GPS'en, som i virkeligheden var min mobil koblet på bilen, Apple CarPlay med Google Maps.

Det er første bil, vi har haft, med det system, og det var lidt spændende, hvor godt det virkede. Det meste af tiden gik det meget godt, men en gang i mellem kommer der nogle ret alternative forslag til valg af rute, så før man begiver sig ud i trafikken, skal man lige overveje, om det nu også er helt rigtigt, det systemet har gang i. 


Og så er der det med prisen, for i og med at det er min mobil, systemet kører på, er det også mit abonnement, der skal dække. Vi har haft 3 Mobil i flere år, og været glade for de fordele med fri tale og så videre, som det har givet. Hver gang, vi har passeret en grænse, har vi fået en SMS med besked på, at nu bruger vi data i et nyt land, og det er okay, for det er gratis. Det er vi så vant til, at vi ikke gider tjekke de SMS'er, der bimler ind ved hver grænsepassage. Heller ikke da vi kørte ind i Monaco. Men så kom der en SMS mere. Den var fra min mor, og da jeg havde svaret på den, kiggede jeg lige på den fra 3 Mobil. 


Og fik et chok!

For Monaco, som deler valuta og alt andet med Frankrig, deler lige præcis ikke de samme regler for mobil-brug og dataroaming. Det koster kassen, så jeg fik travlt med at slå alting fra på min mobil, og så var det jo slut med GPS'en. Nu er Monaco ikke så stor, at Gemalen kan blive væk (vi andre kan godt), så vi klarede os endda, men helt smart synes jeg ikke, det er.

Den samlede merudgift for et par SMS'er plus lidt data til at finde vej for blev cirka 43 kroner, hvilket jeg nok kunne bære. Men
i august, løb vi pludselig tør for data, og jeg måtte tilkøbe mere, så vi havde noget at bruge af de sidste dage i regningsperioden. Og vi har ellers ret meget fri data (som vi normalt aldrig er i nærheden af at bruge) i vores abonnement. Så helt tilfreds med den form for navigation i bilen er jeg altså ikke.

Anyway, vi fandt en parkeringskælder og gik ned mod kasinoet. Der var lige så overdådigt som forventet. Foran det cremefarvede Casino de Monte Carlo holdt dyre biler parkeret over det hele. Både de hurtige, smarte og de store, med chauffør. Donnaen var yderst begejstret. 

Der var gratis adgang for pøblen til at betræde de første lokaler i kasinoet, hvor man havde lavet en labyrint, som jeg slet ikke kan huske, hvad indeholdt, fordi jeg var mere interesseret i det fantastiske rum i art noveaux med søjler, søjlegang og hvælvet loft med et stort glastag, der lod lyset flimre ned. I et tilstødende lokale var det opstillet en række enarmede tyveknægte med mere, hvor også almindelige mennesker i almindeligt hedebølge-sommertøj gerne måtte spille deres sidste slanter op. Men for at komme videre krævedes det, at man levede op til stedets dress code, som blev strammere og strammere jo senere på dagen, man kom og jo længere ind i de hellige haller man ville.

Vi ville ikke noget, men gik ud igen og gik efter lyden, da vi kunne høre høj musik. Vi kom rundt om et hjørne og kunne se, at musikken kom fra en tagterrasse på et dyrt-udseende hotel, der lå helt ud til vandkanten. Der var gang i et eller andet lukket arrangement, men det var helt ligegyldigt, for Donnaen fik øje på en række racerbiler linet op foran hotellet, og de var mere spændende. Der var Lotus, Bugatti og Ferrari blandt andet. Alle engelsk-registrerede, og deltagere i et eller andet ræs til Monaco fra England eller Skotland. 


Da Donnaen havde taget cirka en million billeder og sukket saligt-misundeligt næsten lige så mange gange, var vi alle klar til at gå videre, om og finde det bedste vue ud over havnen og alle de store lystyachter.

Gårsdagens kæmpestore yachter i Nice og Cannes' havne virkede nu pludseligt ikke så vældigt store mere. For i Monacos havn lå der nogen, der ikke var kæmpestore, men mega-enormt-store. Desværre lå de bare ved kaj, og der var i det hele taget ikke meget aktivitet i havnen, så da vi var færdige med at måbe, var der egentlig ikke så forfærdelig meget mere at se på, og vi gik op i byen igen på jagt efter en sen frokost. 


Det gik lidt trægt, og pludselig var Gemalen helt grå i ansigtet. Heldigvis stod vi lige ud for et supermarked, så vi drejede ind i køligheden og fik i første omgang købt noget vand til ham.

Udenfor igen stod Donnaen og jeg og prøvede at få øje på et spisested, men havde ikke rigtigt heldet med os, og vi må have set ret hjælpeløse ud, for der gik kun et øjeblik, før en betjent på scooter standsede op, og spurgte, hvad han kunne hjælpe med? Bare et sted at spise, fortalte vi ham, og så pegede han venligt to caféer ud, der begge lå bare et øjeblik væk. Vi valgte den nærmeste, fik Gemalen sat ned i skyggen og gik ind og købte salater til os alle tre.

Gemalen fik det hurtigt bedre, og så fik han ellers læst og påskrevet, for hvad nyttede det, at han hele tiden tudede os andre ørerne fulde med, at vi skulle huske at drikke, når han selv glemte det?

Oven på det tog vi den lidt med ro. Donnaen ville dog gerne en ekstra tur hen forbi kasinoet for at se på flere dyre biler, og hun fik blandt andet øje på en på mellemøstlige plader. Det funderede vi en del over. For hvordan var den havnet der? Det virkede en anelse usandsynligt, at nogen var kørt til Monaco fra Qatar eller en af de andre ørkenstater, så enten var den blevet fløjet eller sejlet dertil som gods, eller også havde den stået ombord på en af disse mega-enormt-store luksusyachter for så at blive løftet i land, da sheiken - eller hvem det nu var - skulle bruge den for at trille omkring i byen? Det var ikke til at regne ud, og vi måtte bare konstatere, at vores fantasi ikke altid rækker til at gætte, hvordan de ekstremt rige vælger at bruge deres guld.

Turen tilbage gik uden særlige begivenheder. Gemalen foreslog klogeligt, at han skulle tage den - trods alt - mindst krøllede af vejene fra kysten og op til Ormea. 

Han blev ikke modsagt.

Detaljer fra kasinoet.

mandag den 17. september 2018

Nice og Cannes på den hurtige måde


Næste morgen vågnede jeg en anelse mørbanket.

For nok boede vi dejligt, men minussiden ved et værelse møbleret i gammel stil var, at madrassen vist var lige så gammel som stilen, hvilket vil sige mindst 50 år.

Men efter bad og morgenmad var vi alle klar til at tage ud og opdage verden. Donnaen havde, da vi planlagde turen, været meget opsat på at komme til Frankrig, fordi hun gerne ville til Nice, Cannes og Monaco. De kedelige forældre var dog rørende enige om, at vi ikke gad betale spidsen af en jetjager for at bo i det område, og kompromisset blev, at vi boede på den italienske side af grænsen, men da bare kunne køre til Frankrig.

Så det gjorde vi da bare.

Men bare var jo i mellemtiden flyttet. Fra Ventimiglia med cirka 45 km til Nice til Ormea med 125 km til Nice. I det hele taget skulle det vise sig, at der er 125 km til alting fra Ormea, men det skulle først for alvor begynde at dæmre i løbet af de kommende dage. Det skulle også dæmre, det skete til gengæld ret hurtigt, at bemeldte 125 kilometer var italienske og ikke flade danske. Italienske kilometer, hvor det gik op og ned med sving og kurver. Alene turen på kun lidt over fyrre kilometer ned til Imperia ved Middelhavet tog en time at køre. Gemalen kunne godt have kørt hurtigere, men lod klogeligt være ...

Ved Imperia ramte vi motorvejen, der går langs kysten hele vejen fra Rom til Gibraltar. Stort set. Motorvejen ligger højt med de flotteste kig til Middelhavet og består mestendels af tunneller og broer. Nu ved vi, at italienske motorvejsbroer kan styrte sammen, men det vidste vi ikke dengang, så vi drønede bare afsted og nåede hurtigt til grænseovergangen til Frankrig. 

Medvirkende grund til, at vi havde droppet at bo i Ventimiglia var, at nogenhavde fortalt os, at der var et stort flygtningepres på grænsen til Frankrig netop der, så vi var lidt spændte på, om vi skulle holde i kø og have bilen endevendt, men intet skete, og vi så hverken toldere eller flygtninge, og kunne bare fortsætte uhindret til Nice.

Vi kørte rundt om den gamle bydel og fandt en parkeringsplads nede ved havnen. Solen bankede ned, og vi forsøgte at gå mest muligt i skyggen, rundt om den grønne bakke eller klippeknold, der ligger mellem havnen og den gamle bydel, som var første mål. I de snævre gyder i den gamle bydel var der mere skygge, men der var også flere mennesker. Mange flere mennesker. På den der lidt overvældende måde, der gør, at man ikke rigtigt ser hverken bygninger eller butikker, fordi man bruger alt for meget opmærksomhed på bare at komme frem uden at gå ind i noget eller nogen. Og på at holde godt fast i taske, mobil og andre hug-værdige genstande. Hvilket jo er ærgerligt, og sådan er det bare tit, når man desværre ikke er ene om at have fundet de allerbedste steder.

På mirakuløs vis lykkedes det os dog at finde en café med et ledigt bord i skyggen, hvor vi kunne få frokost. Og der sad vi så og kiggede. Og lyttede. Der var alverdens sprog, men virkeligt mange talte dansk, og det bekræftede os i, at Nice er en rigtig dansker-destination.

Ret hurtigt begyndte Donnaen at sidde og småhoppe. For hun havde en aftale i Cannes, og hun ville gerne nå at se # I Love Nice-monumentet på hjørnet af promenaden, før vi kørte videre. Så vi rejste os og gik videre gennem byen ned til promenaden langs standen. På vejen passerede vi et marked, men vi kom for sent; stadeholderne var ved at pakke sammen og spule pladsen ren. Det spildte vi altså ikke tiden på og kunne i stedet kigge lidt ned langs Promenade des Anglais og stranden foran, hvor folk lå tæt under lange rækker af parasoller.

Og så kom vi rundt til hjørnet med # I Love Nice-monumentet. Hvis altså man kan kalde noget, der trods alt ikke er større cirka 4 x 8 meter for et monument? Det står der og lyser i tricolorens farver og inviterer til, at folk tager billeder og poster dem på de sociale medier som en hyldest til Nice og ofrene for terrorangrebet i 2016. Det virker, Donnaen var absolut ikke ene om at tage billeder.

I Cannes fandt vi det store kasino, hvor Donnaen havde en aftale om at mødes med en af sine venner, der var på ferie med familien. Og mens Donnaen forsvandt med sin private guide, gik Gemalen og jeg på jagt efter et skyggefuldt sted at drikke kaffe. Det gik meget godt, og at jeg kom til at bestille en bolle med oliven, som jeg virkelig ikke kan fordrage, var bare en mindre detalje, der da heldigvis var råd for. Derefter traskede vi ned til havnen for at se på de mange kæmpestore lystyachter, der lå og signalerede en ekstrem overflod af penge. Det kunne vi bruge lang tid på, og vi stod også længe og gloede ud på et kæmpe krydstogtsskib, der lå uden for havnen, og hvorfra mindre både pendulerede frem og tilbage til havnen med krydstogtsturister.

En sodavand senere fandt vi på, at vi skulle ud og kigge på nogle af de lidt mindre - men stadigvæk ret store - både, der lå midt i havnen ved en række mindre bådebroer. For at komme derud, passerede vi gennem en låge, der sagde et lidt ildevarslende klang! efter os, og vi var klar over, at vi nu nok var ude i noget, der muligvis ikke var helt efter bogen. Vi forsøgte at ligne afslappede sejlere med god tid (det lignede vi næppe), og så daskede vi rundt og kiggede lidt på både fra nær og fjern. Da vi gik tilbage, kunne vi ganske rigtigt konstatere, at adgangen til området var låst af, og at vi ikke kunne komme ud. Medmindre vi ville kravle over, og det ville vi helst ikke ...

Heldigvis kom der netop en mand med en cykel, som også skulle ud, og så kunne vi da lige holde hans cykel, mens han klikkede sig igennem, og så gå med ham ud, endda med en venligt nik som tak for hjælpen.

Tilbage ved kasinoet dukkede Donnaen op næsten samtidig med os. I vældig godt humør, fordi det selvfølgelig havde været top-nice at tilbringe et par timer uden sine kedelige forældre. Og fordi bare tanken om senere henkastet at kunne sige, at hun da havde haft en aftale med en af sine venner i Cannes, var ganske fin.

Derefter var det bare at finde tilbage til bilen og køre tilbage til hotellet. Nu med Donnaen på forsædet, så jeg kunne sidde bag i bilen og prøve at abstrahere fra de mange sving fra kysten og op mod Ormea.



onsdag den 12. september 2018

Sydpå


Efter vores London-tur havde vi fire dage hjemme, før vi alle tre kørte mod Italien.

Sådan var det blevet, fordi Donnaen havde en tid på hospitalet i Viborg, og fordi jeg kun havde kunnet rykke rundt på min ferie under forudsætning af, at jeg stadig havde styr på de faste opgaver. Så det fik jeg, og onsdag morgen i uge 30 var vi klar til afgang. Kamelen var afleveret til pasning, og bilen var pakket, og afsted gik det.

Da der havde været meget mediesnak om vejarbejder og kø-fare på motorvejen mod Hamburg, var vi enige om at køre udenom. Altså kørte vi fra ved exit 11 og tog landevejen over til motorvejen fra Kiel mod syd. Det gik som det skulle. Vi passerede motorvejen Hamburg-Lübeck og senere også den fra Hamburg til Berlin. Nu gik det noget langsommere, da motorvejen var skiftet ud med landevej. Men sådan plejede det jo også at være, så jeg var ganske godt tilfreds. Gemalen not so much, især ikke da det gik op for ham, at jeg på ingen måde havde tænkt mig, at vi skulle mod øst, da vi (læs: jeg) havde booket overnatning stort set længst nede mod vest i Tyskland, syd for Karlsruhe.

Gemalen havde bare ment, at vi skulle væk fra den vejarbejdeplagede syver nord for Hamburg, men så have taget etteren fra Lübeck tilbage igen mod syveren syd for Hamburg. Men det havde han jo ikke sagt, og jeg havde ikke spurgt, og nu var vi kommet alt for langt, til at det kunne betale sig at ændre på ruten. Og sådan er der så meget, og jeg kan kun undre mig over, at jeg ikke forlængst har lært at spørge Gemalen, hvad det er præcis, han mener, i stedet for at gå ud fra, at han mener det samme som jeg. For det gør han sjældent. 

Nu var det bare om at finde noget frokost, før gnavpotteriet fik overtaget, og efter en del køren frem og tilbage på grund af vejarbejde endte vi på havnegrillen i Lauenborg. Det var en rigtig havnegrill, med en hyggelig, overdækket terrasse lige ned mod Elben, hvor vi kunne sidde i en sval brise og nyde vores fritter med mere. På et tidspunkt skulle vi låne nøglen til toilettet, og jeg fik så det indfald at spørge, om vi forresten kunne betale med kort? Det kunne vi ikke, og da vi havde absolut nul euro med, måtte Gemalen sendes afsted for at finde en hæveautomat. Grilldamen forklarede mig beredvilligt, at først skulle han over én bro, som kunne ses fra stedet, og derefter en til og så dit og dat. Hvorefter jeg tabte tråden og erklærede, at det måtte Gemalen hellere selv få forklaret.

Men han var stadig lidt halvmuggen og begav sig bare afsted uden anden forklaring end de to broer. Til gengæld havde han alle tre mobiler med, så kommunikere med os, hvis han blev helt væk, kunne han ikke. Donnaen og jeg spiste færdig og nåede faktisk ikke at bekymre os, før Gemalen var tilbage. Den præstation var han selv så tilfreds med, at humøret straks var meget bedre.

Syd for Lüneburg og på vej mod Soltau og syveren kører man gennem en masse skov. Her har vi kørt flere gange før og kunnet se, hvordan verdens ældste erhverv stadig blev udført i mobilhomes parkeret langs vejen. Denne gang nåede vi dog at undre os over, hvor de var blevet af, da der dukkede nogle ganske få op, kort før vi var helt ude af skoven igen. Hvorfor det er gået tilbage med den form for forretningsliv på netop det sted, aner vi ikke. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal spørge ...

Tilbage på motorvejen var det bare at høvle syd på, og det gjorde vi så, og det gik sådan set fuldstændig problemfrit. Der var bare langt. Men til sidst nåede vi dog frem til vores Landgasthaus Blume, fik parkeret på rette sted og fik vores nøgler. Mutter beklagede, at det var Ruhetag, så restaranten var lukket, men hun kunne anbefale en anden restaurant. Bare rundt om hjørnet og så til højre, hvor vejen gaflede, så kom vi lige derhen.

Det gjorde vi også, og ad bagvejen kom vi ind i en stor have med borde under en overdækket søjlegang. Vi var superheldige, at der var nogen, der gik, da vi kom, så vi kunne få et bord, der hurtigt blev ryddet, og vi fik menukortet. Ret hurtigt fik vi også bestilt, men så skete der til gengæld heller ikke mere i meget lang tid. Det vil sige, ikke for os i hvert fald. For de kvindelige tjenere havde fløjtende travlt og løb, så snart de ikke havde noget på deres bakker. Men de var for få, og gæsterne for mange. Efter mere end en times venten fik vi dog vores mad, og den har sikkert været udmærket. Jeg var bare så træt og så sulten og havde iøvrigt knaldende hovedpine, så det kan jeg overhovedet ikke huske.

Næste morgen vågnede vi friske og veludhvilede, og efter det store tyske morgenbord fortsatte vi mod syd og nåede hurtigt Schweiz, Basel og et sted, hvor vi kunne investere i en vignet til bilen. Umiddelbart kan det virke som et rip off at skulle købe vignet for resten af året i Schweiz, men i bakspejlet, efter en lille uge på de italienske betalingsmotorveje, virkede det næsten som en foræring ...

Vi spiste frokost i bunden a Schweiz, næsten nede ved den italienske grænse. Den lignede et ganske almindelig motorvejscafeteria, men der viste sig at være ganske hyggeligt, fordi vi kunne sidde ude under et halvtag, langs en lille sø, som gik helt ind under stedet, hvor vi sad. Det lokale dyreliv havde vænnet sig til cafeteriagæsterne. Først kom gråspurvene for at kigge efter godbidder og derefter både ænder og og små bitte fisk. Det var ret sjovt, men Fruen følte alligevel, at hun måtte formane Gemalen om, at hverken fugle eller fisk havde særlig godt af hans brød, og så forsvandt både de to- og nulbenede for at finde rarere mennesker andre steder.

Cirka her forlod vi motorvejen og kørte over et ikke særlig befærdet pas til Italien, til Aosta-regionen. Den region har vi aldrig været i, og det var nok lidt synd ikke at se nærmere på den, for den skulle være ganske smuk. I byen Aosta nåede vi til motorvej igen og fortsatte til Torino, hvor Gemalen fik den fikse ide, at han nok kunne finde et billigere sted at tanke diesel end på motorvejen. Det gik der så lige lidt tid med at føre ud i livet, for der var temmelig meget trafik, og det var som om alle benzinstationerne befandt sig på venstre side af vejen ...

Fra Torino mod syd til vi igen skulle forlade motorvejen og køre det sidste stykke mod Ormea ad landevejen. Det forløb planmæssigt, og jeg havde kigget så meget på Google Maps, at jeg vidste, at vores hotel skulle ligge oppe til højre, lige inden jernbanebroen, før vi kørte ind i byen. Det var meget godt, for ellers var vi drønet lige forbi det ganske lille skilt, der stod ud til vejen. Nu nåede vi - næsten - at stoppe, og blev lukket ind gennem den store låge til haven af værten, der straks kom susende, da vi ringede på.

Hotellet var ikke særlig stort, men ganske charmerende. Måske en gammel rigmandsvilla? Værelserne var store og gammeldags indrettede, men med nyrenoverede badeværelser. Fra vinduet var der udsigt til en æblehave og bjerge i baggrunden.

Det var lige til at holde ud.


torsdag den 6. september 2018

Tante-tur


Da jeg havde sat mine venner af, vendte jeg kareten og kørte til Bagsværd for at besøge min moster.

Min tur til Sjælland havde været ret spontan, og klokken var for mange, til at jeg havde villet ringe til den gamle dame - hun er niogfirs - aftenen før afgang. Og næste morgen var det for tidligt at ringe, så jeg pakkede en taske og en rulle sengetøj, og lige før afgang sendte jeg en sms og spurgte, om jeg måske måtte overnatte hos hende?

Det måtte jeg gerne, og vi fik sms'et lidt frem og tilbage om, at det nok ville blive meget sidst på dagen, før jeg dukkede op, og at jeg bare kunne ringe, når jeg kørte inde fra byen. Det gjorde jeg, men i stedet for, at jeg gjorde holdt på vejen og købte ind til vores aftensmad, havde min moster allerede haft næsen i sin fryser og fundet både det ene og det andet frem, og der lugtede saligt af mad, da jeg gjorde min entré.

Vi spiste og vi hyggede, og så hyggede vi lidt mere, indtil jeg var så træt, at jeg var nødt til at gå i seng, hvis jeg ikke skulle falde i søvn i sofaen.

Næste morgen, mens jeg lå og læste i en af min mosters bøger, som jeg iøvrigt fik lov at få, fordi jeg tænkte, at min moster nok stadig sov skønhedssøvn, kom hun listende: Er du vågen? Hvilket jeg jo var, og så kunne vi jo lige så godt stå op og få morgenmad. Jeg tilbød at hente morgenbrød, men det var slet ikke nødvendigt, min moster havde det hele.

Dér, altså ved morgenbordet, sad vi længe og snakkede om både dit og dat og alt der i mellem. Den gamle dame læser sin daglige avis og lytter til radioens lidt tungere programmer for at holde sig ajour, så der er ikke mange ting, hun ikke er helt med på, hvilket gør hende til en fornøjelse at snakke med. Og så er hun den, der har mest tjek på familien, så hvis jeg skal høre nyt om den ene eller den anden, er det hende, jeg skal spørge.

Efter to hele kander te måtte jeg dog sige stop og pakke mit habengut sammen og sige farvel. Min moster fulgte mig helt ud til elevatoren, og parret, der allerede stod i elevatoren, spurgte nysgerrigt: Er det så datteren? men måtte slå sig til tåls med, at jeg kun var en niece. Ja, for vi kender jo en del her i opgangen, fortsatte de, mens jeg ihærdigt prøvede både at sige noget imødekommende og samtidig bide mig i læben for ikke at grine, da jeg følte mig overbevist om, at jeg stod over for Rytteriets forældre med både charmeklud og Klampenborg-accent.

Således pænt glad i låget kørte jeg til Sorø, hvor jeg foretog et tisse-stop og ringede til min faster, der bor mellem Odense og Kerteminde, og spurgte, hvad hun lavede. Helt sådan plejer jeg ikke at indlede vores telefonsamtaler,og hun gennemskuede mig da også straks, og svarede, at hun egentlig bare gik og tænkte, at det kunne være hyggeligt med besøg til kaffen. Så vi aftalte, at jeg købte et par kager med, og så stod hun klar med kaffen, da jeg kom en lille time senere.

Min faster er i forhold til min moster en ren årsunge på kun femogfirs. Til gengæld ser hun meget dårligt, og mindre positivt indstillede sjæle end hun kunne nok være noget nedtrykte over det, men ikke min faster. Hun er stadig glad og tilfreds og mener, at hun er noget så heldig med tilværelsen og ikke mindst med alle de rare mennesker, der omgiver hende. Vi fik vores kaffe, og hun hørte alt om mine venners besøg, og bagefter beundrede jeg hendes fine nye postkasse, som netop var kommet op.

Og så ikke så meget mere. Jeg sagde tak for kaffe og kørte glad hjem, mens jeg tænkte, at jeg dælme er lidt dum, at jeg ikke besøger de gamle damer lidt oftere, mens tid er.

De brune bakker ved Himmelbjerget
har ikke noget med sagen at gøre.

mandag den 3. september 2018

Turist i eget land


Vi har haft besøg fra San Francisco, og jeg har forsøgt mig som guide i mit eget lokalområde.

Tilbage i marts skrev min veninde, at hun og hendes husbond sammen med et vennepar planlagde en rejse til Norge. De ville så rejse videre til København, og efter et par dage der ville venneparret flyve til Stockholm, mens vores venner gerne ville besøge os i det Midtjyske. Hvis det kunne passe os?

Om det kunne?!!

Det kunne det i allerhøjeste grad.

Det er ni år siden, vi sås sidst, og da var det dem, der brugte tid, krudt og penge på at tage os med rundt i San Francisco, så nu var vi klar til at rulle den røde løber ud og gøre det samme for dem.

Donnaen og jeg hentede dem ved stationen i Skanderborg onsdag sidst på eftermiddagen, og vi kunne derfor kun nå at spise middag sammen, før dagen var omme.

Men næste dag skulle vi på tur, men efterhånden som vejrudsigten blev værre og værre og endnu værre, begyndte jeg lettere panisk at spekulere på, om jeg kunne hale en plan B ud af ærmet. Det lykkedes kun i begrænset omfang, da der ikke er ret mange indendørs attraktioner her i området. Heldigvis kom vores venner næsten direkte fra Bergen, og de havde derfor både regntøj og solidt fodtøj med - og var ikke særligt bekymrede.

Det regnede om natten, men var holdt op igen da vi mødtes næste dag. Og vi kunne, uden paraplyer, gå ned til havnen og tage en af turbådene ud til Himmelbjerget. Det blev en temmelig grå tur, og det regnede også lidt ind i mellem, men man kunne stadig nyde udsigten til både natur og de dyre huse langs bredden.

Ved foden af Himmelbjerget hoppede vi i land og stod lidt og beundrede udsigten, før vi gik ind på Restaurant Himmelbjerget og spiste frokost. Den, altså frokosten, var virkelig lækker, og den blev selvfølgelig ikke ringere af, at vi sad med en betagende udsigt over søen. Imens vi sad der, for et par regnbyger over søen, men så klarede det op, og vi kunne okse op til Himmelbjerget i tørvejr.

Mens mine venner fra det tørkeramte Californien især var begejstrede for den grønne frodighed, lagde jeg derimod mærke til, at alle bregnerne ned ad skråningen stod og lyste vissenbrunt. De havde tydeligvis ikke kunnet tåle sommerens tørke. Tårnet var lukket, hvilket var lidt en skuffelse. Og en overraskelse, for ifølge stedets hjemmeside skulle det have været åbent. Men det var der ikke, og vi klarede os endda, for selv uden tårn er udsigten jo overvældende.

Vi stod lidt og nød både udsigt og tørvejr og fik taget en del selfies. Med deres medbragte selfie-stick. De grinede selv af det og sammenlignede sig med kinesiske turister, men det behøver de nu ikke, for de er meget diskrete og hensynstagende, når de bruger den, så det var egentlig bare mig, der skulle prøve at finde det rette grin frem, når vi stod med ryggen til seværdighederne og gloede på en Iphone på en stang ...

Gemalen ventede på parkeringspladsen, og nu var vejret så godt, at vi kunne tage tilbage til byen og bare daske rundt og se på den, før vi efter et kort hvil til dem og en kamel-lufter-tur til mig kunne mødes igen for at køre ud og spise middag på den lokale pramdragerkro, hvor man plejer at kunne få den lækreste mad. Gammeldags retter og godt håndværk, og noget vi syntes kunne være sjovt at vise vores gæster. Desværre levede stedet ikke op til vanlig standard, og deres mørbradsbaserede pramdragergryde bestod denne aften af to-tredjedele cocktailpølser, hvilket ikke lige frem var et hit.

Så i stedet for at blive og få kaffen med, kørte vi hjem til os og lagde planer for næste dag. For det var gået op i sømmene, at vores venner faktisk havde hele fredagen til rådighed og først skulle flyve fra Kastrup lørdag middag. De ville dog helst overnatte i København, men hvad kunne de måske nå at se i løbet af fredagen? De snakkede både om Roskilde Domkirke og Kronborg Slot, men det ville jo være nærmest uladsiggørligt, hvis de var med toget.

Derfor var det meget ligetil, at jeg tilbød at være chauffør, og sådan blev det. Klokken ni tog vi fra det midtjyske og kørte, med et enkelt cappuccino-stop, til Roskilde og så på domkirken. Det var meget sjovt at se kirken sammen med udlændinge, som kan spørge om mere end ti vise - og i særdeleshed jeg - kan svare på. Vi så selvfølgelig også dronning Margrethes nys-opstillede, men afdækkede sarkofag i et af kapellerne. At den skal stå afdækket frem til dronningens død er vel det mest rigtige, men hvorfor den skal være dækket af en ualmindeligt grim trefarvet papmaché-agtig ting, kan jeg virkelig ikke forstå.

Da vi kom ud fra kirken regnede det, men da jeg vidste, at der skulle ligge en café i nærheden, valgte vi alligevel at gå ud. Jeg nåede også at få øje på caféen på den anden side af torvet, men lige rundt om hjørnet hang et skilt med restaurant, og uden at spørge hinanden spurtede vi ned af trapperne og ind i hvad der viste sig at være Restaurant Rådhuskælderen. Der var allerede mange mennesker, men heldigvis også plads til os, og vi fik en lækker frokost, som vi hver især sammensatte af forskellige småretter.

Mætte, godt tilpasse og nogle selfies senere satte vi kurs mod Kronborg. Det var mere, end mine gæster kunne klare, og første nikkede den ene og så den anden af til drømmeland. Det gjorde ikke så meget, og jeg slap for at indrømme, at jeg missede en afkørsel og måtte ud på lidt af en omvej.

Vores timing var dog så god, at vi stadig havde to timer, til Kronborg lukkede, da vi stod ved billetsalget. Først op og kigge ud over Øresund, over mod Helsingborg. Igen var det sjovt at følges med udlændinge, som ikke, som vi andre, tager noget som helst for givet, men stiller alle de spørgsmål, som jeg aldrig selv har tænkt. For eksempel: Hvis skibene skulle betale told for at sejle gennem Øresund, hvorfor sejlede de så ikke bare gennem Storebælt? Jeg blev dem svar skyldig, for mens vi alle ved, at der skulle betales told for Øresundssejlads, hvem har så hørt om, at det skulle man faktisk også i Storebælt? Jeg ikke i hvert fald. Og jeg har, med skam at melde, heller aldrig tænkt tanken.

I den store riddersal var der en lille intim Hamlet-opsætning. Til vores udelte fornøjelse blev der spillet på engelsk, og vi stod lidt og kiggede, mens Hamlet filosoferede To Be Or Not To Be. Da stort set alle var døde, gad vi ikke mere, men gik i stedet ned og hilste på Holger Danske. Igen kom jeg lidt til kort, for hvor filan stammer den legende fra? Vi famlede os hele vejen gennem de mørke og til tider meget lavloftede kasematter, og jeg spekulerede på, om jeg nogensinde har gjort det tidligere eller bare er gået op igen den hurtigste vej, fordi jeg har haft en lille, ængstelig Donna med?

Vel ude igen fandt vi tilbage til bilen, og så trillede vi ad Strandvejen hele vejen ind til Radisson-hotellet skråt over for Tivoli.

Her var der lige plads til at stille bilen, tømme den for bagage og kramme farvel.

Og så håber vi bare, at der ikke skal gå ni år, før vi ses igen.

To be or not to be.

fredag den 24. august 2018

Donnaens særlige evner


Flyet hjem fra London afgik først om aftenen, men selvfølgelig skulle vi checke ud allerede om formiddagen.

Vi havde forhørt os, at vi heldigvis kunne lade vore bagage stå til opbevaring på hotellet, så efter morgenmad gik vi tilbage og pakkede sammen i god ro og orden, checkede ud, fik kufferterne sat ind i et aflåst lokale og satte så ellers kurs mod Camden Market, som knægten der anbefalede the Shard også havde nævnt for Donnaen som et sjovt sted at besøge.

Fra Camden Town Station trådte vi direkte ud på en gade med sjove og sære butiksfacader, og mens vi drejede hovederne af led for at få alle de sjove detaljer med, fulgte vi bare strømmen. Der var butikker og boder med t-shirts og forskelligt turist-hejs, men tilsyneladende var folk på vej videre, og vi fortsatte bare med at daske i samme retning som alle andre.

Vi passerede over en bro, og så var vi der pludselig. Langs en kanal lå boderne tæt pakket både udenfor og inde i de gamle bygninger. Der var alverdens tingeltangel. Både billigt turist-kitsch og dyre håndlavede smykker. Og alt der i mellem. Der var madboder, små caféer og butikker med slik, kager og lækre specialiteter. Der var nørdede special-butikker og boder med vintage-tøj.

Og og og. Donnaen og jeg traskede rundt og hyggede os. Vi ærgrede os bare over, at kufferterne allerede var pakket til bristepunktet, for der var mange ting, der fristede i alvorlig grad. Måske var det i virkeligheden godt, at vi ikke havde plads til mere, for ellers havde vi rimeligvis lænset sparegrisen og forkøbt os på både dit og dat. Nu nøjedes vi med at kigge og nyde den totalt afslappede atmosfære, der herskede i hele området, selv om det summede med mennesker. Og vi blev hurtigt enige om, at her var da meget rarere end på Portobello Road, hvor vi havde været tre dage forinden.

Til sidst orkede vi dog ikke at gå mere rundt og fandt tilbage til stationen og tog toget 'hjem', hvilket i denne sammenhæng ville sige området nær stationen Gloucester Road.

Vi fandt en restaurant og spiste frokost. Der var ikke særligt mange mennesker, og de helt unge tjenere havde god tid, så da vi var færdige, og jeg kom tilbage efter et toiletbesøg fandt jeg Donnaen og den ene tjener i gang med at vende verdenssituationen. Det var helt tydeligt, at de begge hyggede sig, men desværre nåede jeg ikke at bakke ud igen, så de kunne have fået yderligere fem minutters snak uden min kedelige tilstedeværelse.

Donnaen var dog helt høj over sin korte snak med tjeneren, som viste sig at være polak. Han havde i den korte tid både givet Donnaen et par velmente råd til forbedring af hendes engelske og lært hende et og andet om det britiske arbejdsmarked, hvor det åbenbart er et særsyn at se briter i stillingerne på gulvet i servicesektoren. Det havde vi ikke lagt mærke til, men hvis han har ret, kan man jo fundere over, hvordan den skal fungere efter Brexit?

Tilbage på hotellet skulle vi have vores kufferter. Donnaen førte ordet, og receptionisten gik straks over og åbnede til det lille kuffertrum. Siden vi var gået var der mildt sagt blevet sat en del flere kufferter ind, og nu var rummet helt fyldt, og vores små kabinekufferter ikke synlige.

- Oh oh! sagde receptionisten og Donnaen i munden på hinanden, og så gik de i gang med at lede.

Min kuffert er pink og var derfor nem at identificere, da receptionisten begyndte at rykke kufferter ud på må og få, men Donnaens er bare sort med en enkel lille blå kant og derfor svær at få øje på. Og nej, den stod ikke ved siden af min. Heldigvis havde hun sat sit kuffertmærke fast med rødt gavebånd, og det kom pludselig til syne.

Da begge kufferter var hevet frem, stod der også en temmelig stor bunke andre kufferter, og Donnaen lagde straks an til at hjælpe den stakkels receptionist, hvilket han dog venligt afslog:

- Oh no, Darling, you don't have to do that, sagde han. 

Og det var både første og eneste gang, nogen kaldte Donnaen 'darling', hvilket jeg ellers havde forberedt hende på hjemmefra. - Og som hun på forhånd havde fundet vildt mystisk.

Nu var det dog knapt så mystisk, og i det hele taget var hun og receptionisten på så god bølgelængde, at hun fik ja, da hun spurgte, om der måske var et sted, vi kunne skifte tøj, før vi gik. Det var aldeles uautoriseret, men vi fik lov at komme med ind i en gang, hvor personalet havde et pauserum og to toiletter. Det var virkelig dejligt, og jeg grinede lidt indvendigt over Donnaens evne til at få sine ønsker opfyldt. Jeg havde næppe kunnet, og Gemalen ville med statsgaranti bare have fået et affærdigende 'sorry, no'.

Vi skiftede til lange bukser, sagde farvel og trillede med vores kufferter hen til stationen.


Nogle af de sjove facader langs
Camden High Street

tirsdag den 21. august 2018

Film!


Lige siden vi første gang læste, at der findes en Harry Potter Studio Tour i London, har vi vidst, at den måtte vi bare på.

Så der gik ikke lang tid fra flybilletterne var i hus, til vi også havde bestilt bestilt billetter til Harry Potter.

Da Warner Bros Studios - som retteligt det hedder - ligger cirka en times kørsel fra London,  skulle vi møde op til afgang med bus fra en adresse på Vauxhall Bridge Road tæt ved Victoria Station. Det burde jo være til at finde ud af, men vi måtte alligevel lige stoppe op og orientere os, da vi kom op til overfladen ved stationen. Jeg nåede dårligt nok at få hevet min telefon frem, før en venlig betjent spurgte os, hvor vi skulle hen? Donnaen forklarede, og han kvitterede straks med

- Oh, the Harry Potter Tour?

hvilket sikkert er det folk i ni ud af ti tilfælde leder efter på det sted, på det tidspunkt, så måske var det ikke så fantastisk godt gættet, som vi umiddelbart syntes, men dejligt var det skam med hjælp på lige netop den måde, som jeg forbinder med England og englændere.

Vi fandt stedet, guiden og de øvrige passagerer og - efter et øjebliks venten også bussen. Afsted gik det og cirka en times tid senere blev vi læsset af foran noget, der mest af alt lignede nogle store lagerhaller. Her havde vi nu fire timer til rådighed, før bussen kørte tilbage til London.

Efter en kort introduktion blev vi i samlet flok ledt ind i Hogwarts store hal med alle spisebordene. Det var den rigtige hal, altså den rigtige kulisse, som er brugt i alle Harry Potter-filmene. Kun det magiske loft mangler, idet det, ikke overraskende, er en computeranimation.

Og så blev vi sluppet løs. Ind til en kombination af ren udstilling af rekvisitter, hele kulisser og små finurlige indblik i, hvordan man - også - laver film. Plus skitser og modeller. Alt sammen meget, meget imponerende. Og ganske sjovt - også for sådan nogen som mig, der nok har størstedelen af mit kendskab til Harry Potter-universet fra bøgerne og ikke helt så meget fra filmene. Donnaen, der til gengæld har set sine film cirka 1000 gange, genkendte mange flere detaljer end jeg, mens jeg derimod var nærmest målløs over den astronomiske mængde af små bitte detaljer, som nogen har skullet holde styr på. Både til hver enkelt film og til alle filmene samlet, så der ikke kom uorden i hvad der var i krukkerne i lokalet, hvor Snape underviste i eliksirer, eller hvem der havde hvilken hue på i Weasley-familien.

Der var en hel væg med huer og hatte og en stor opstilling med magiske dyr og væsener. Der var, blandt mange, mange andre ting, Harrys værelse under trappen, Dumbledores kontor og indgangen til den Forbudte Skov. Der var familien Dursleys hus på Ligustervænget, Natbussen, Hogwartsexpressen og en pæn bid af Diagonalstræde.

Midt i det hele var der heldigvis en café, hvor vi, ud over helt almindelig muggler-mad, også kunne købe butter-beer, som Donnaen synes smager fint, men jeg dog ikke kommer til at savne i den virkelige verden.

Noget af det sidste, vi så, var skitser og modeller af alt muligt. Det allerflotteste, som i allermest superfantastiske, var en kæmpestor model af selve Hogwarts. Eller kan man overhovedet kalde den en model, når den ikke findes i virkeligheden? Modellen er helt utrolig flot. Og med så mange detaljer, at man ville kunne bruge timer på at få øje på det hele. Jeg har eftergooglet mig til, at det tog mandetimer svarende til 74 år at udtænke og bygge den. Og tænkes skulle der, for Potter-bøgerne er fyldt med en masse detaljer, som alle sammen skulle med - og helst uden at komme i karambolage med hinanden ...

Vi var egentlig gået videre og næsten ud, da vi besluttede, at vi lige måtte tilbage og kigge én gang til.

Men så var det også slut. Vi tøffede ud gennem den obligatoriske butik, hvor vi købte næsten ingenting og en køleskabsmagnet til samlingen.

Nu havde vi god tid, for selv om vi havde, syntes vi selv, brugt rigtig meget tid på at kigge og kigge og kigge, så var der stadig tre kvarter, til bussen skulle køre. Det lykkedes os at finde plads på en bænk, og så gik tiden jo endda.

På turen tilbage til London blev der ikke mælet mange ord. Nogle passagerer snorksov, og resten af os sad og smånikkede. Men da vi hoppede af bussen på Vauxhall Bridge Road var Donnaen alligevel frisk på en ekstra lille udflugt. For for enden af den lange gade, fører Vauxhall Bridge over Themsen, og lige på den anden side ligger - både i virkeligheden og i James Bond-filmene - MI6' hovedkvarter. En meget specielt udseende bygning, der bliver sprængt i stumper og stykker i Bond-filmen Skyfall.

Den skulle vi selvfølgelig se. Så vi traskede afsted, og der i eftermiddagssolen og med trætte ben føltes det bare som en meget lang gade, men til sidst nåede vi da ud til broen og kunne tage de ønskede billeder af bygningen, som var lige så speciel i virkeligheden som på film. Og ganske hel ...

Nu gad vi heller ikke mere. Eller jo. Fruen ville godt en tur i Harrods, og det kom vi også, men den blev ganske kort, for Donnaen blev så utilpas over den voldsomme parfume-fims, som mødte os, da vi kom indenfor, at vi ret omgående måtte søge ud igen.

Og så gad vi virkelig ikke mere.


onsdag den 15. august 2018

The Yard-nårh-nej-Shard


- Og så skal I også op og se ud fra Sky Garden eller the Yard, sagde knægten, der inden vores tur til London fortalte Donnaen om en hel masse spændende steder, han selv havde oplevet i byen et halvt år tidligere.

Donnaen gik i gang med at google og kunne finde de fleste steder, men ikke the Yard. Ikke noget, der gav mening i hvert fald.

- Nå nej, det hedder jo the Shard! undskyldte knægten, da Donnaen brokkede/undrede sig.

Donnaen døde lidt af grin, og vi fandt hurtigt ud af, at selvfølgelig skulle vi besøge the Yard-nårh-nej-Shard. Og sådan har vi omtalt det siden. Til vores egen store moro. Andre har bare set lettere uforstående på os ...

Først skulle moderen dog ajourføres en lille smule, for med 25 siden sidste besøg i London, var der sket temmelig meget, som jeg slet ikke havde styr på. Heller ikke alle de nye, høje bygninger, hvoraf the Shard med sine lige knap 310 meter er den absolut højeste, ikke bare i London, men i hele Vesteuropa.

Donnaen fandt hjemmesiden, og vi bookede billetter til The View from the Shard. Og Donnaen fik lov at bestemme, at vi først skulle være der klokken elleve, så hun kunne få sin skønhedssøvn.

Det fik hun så, altså sin skønhedssøvn, og alligevel var vi i rigelig god tid, da vi fandt frem til trapperne til the Shard. Svært var det jo ikke at finde, sådan som det rager op over alle andre bygninger i området. Det var for koldt og for kedeligt bare at stå og vente, så vi gik en lille tur og endte i Borough Market, som vi aldrig havde hørt om, men som er det lækreste marked med især fødevarer og blomster. Desværre havde vi netop spist morgenmad, for der var ellers nok af smagsprøver, da vi gik rundt og kiggede.

Til sidst måtte vi skynde os tilbage for at nå ind til tiden. Der var ikke så frygteligt mange mennesker, og jeg tror ikke, det havde gjort noget, hvis vi var kommet lidt for sent.

Først igennem et sikkerhedstjek og så med elevatorerne op. Man skifter undervejs til en ny elevator,og det er det, der tager mest tid. Selve op-turen går virkelig stærkt.

Og så kommer man ud på 69. etage og bliver straks slået af wow-effekten. Nøj, hvor er det flot!! Det vil sige; man kommer ikke helt udenfor. Men man kommer ud på en etage med meget højt til loftet og glas hele vejen rundt, og man kan se ud over London i alle retninger. Hvor langt man kan se, aner jeg ikke. Men l-a-n-g-t! Vi havde ikke skyfri, blå himmel og højtryk, som havde været det allermest optimale, men selv med skyer på himlen var der en formidabel udsigt. Til alle de andre høje bygninger, hvoraf the Gherkin og the Walkie-Talkie var de mest specielle. Det store pariserhjul, London Eye så ikke ud af noget særligt, og så man videre ud i samme retning, kunne man se Buckingham Palace som en lille gul klods i et grønt område. Næsten lige nedenfor førte en sød, lille bro - Tower Bridge - over Themsen til et miniput-slot - Tower of London - på den anden side af floden.

Themsen selv var mudderbrun som efter heftige regnskyl, men både London og hele England var jo plaget af tørke, så jeg kunne ikke helt greje den grumsede farve. Måske er den bare altid mudderbrun?

Donnaen har egentlig højdeskræk, men er efterhånden blevet ret god til at trodse sin skræk og få en god oplevelse ud af at besøge disse mega-høje bygninger. Hun ved dog godt, at hun skal lade være med at kigge lige ned og holder sig derfor lidt væk fra ydervæggen, når den som her er helt af glas. Jeg er til gengæld fascineret af myre-livet lige nedenfor og kan bruge l-a-n-g tid på at stå og glane ned på biler, busser og tog. Især tog.

Til sidst havde selv jeg kigget færdig, men mente dog, at jeg for god ordens skyld også lige skulle op på den åbne 72. etage. Det gjorde ikke den store forskel at komme derop, men på sådan en sommerdag var det behageligt at komme ud i luften. På en vinterdag er der til gengæld nok gyseligt koldt?

Vi tog elevatorerne ned, kiggede i souvenir-butikken og købte et par køleskabs-magneter til samlingen.

Derefter satte vi kurs mod Tower of London.

Først Tower Bridge, som hverken var sød eller lille på tæt hold, men derimod både stor og imponerende. Og hvor der også var en flot udsigt tilbage mod the Shard.

Vel ovre på den anden side brugte vi først lidt tid på at finde et toilet, før vi linede op for at komme ind på Tower of London. Det var en fejl, at vi ikke først spiste frokost, for sulten sneg sig ind på os, og i takt med, at blodsukkeret faldt, blev vi begge lettere pirrelige. Først syntes Donnaen, at det var kedeligt at se tårnet, hvor både kongelige og adelige havde siddet som fanger gennem tiderne. Dernæst gad ingen af os se på torturkamre. Hvorefter køen til udstillingen med kronjuvelerne var alt for lang - og ude midt i solen. Det viste sig dog, at den bevægede sig ret hurtigt, og Donnaen havde flyttet sig meget på den korte tid, det tog mig at købe sodavand til os begge. Vi nåede kun næsten at tømme vores dåser før indgangen, og så var det selvfølgelig også galt ...

Udstillingen var flot - bevares - men som jeg husker det, var det meget mere interessant at besøge Rosenborg og kigge på de danske kronjuveler. Nu havde vi for alvor tabt ja-hatten og gad ikke mere. Jeg ville dog lige se ravnene, men da jeg fandt ud af, at de bare sad og småsov i deres bure, ville jeg egentlig hellere have været det foruden.

Lettere slukørede - og meget sultne - gik vi ud og fandt en café lige i nærheden, hvor vi fik noget at spise og straks blev i bedre humør. Her oplevede vi, hvordan caféen meget smart havde løst problemet med ikke-spisende toiletgæster: Man havde simpelthen sat kode på døren. Og koden fandt man på kvitteringen, når man havde købt sin kaffe og sin kage eller sandwich.

Således opløftede - der skal ikke nødvendigvis så meget til - blev vi enige om, at vi sagtens kunne klare en tur ind til Oxford Street for at se på butikker. Vi gik lidt frem og tilbage, og Donnaen var inde et par steder for at lede efter nogle bestemte Nike-sko. Det gik dog ikke så godt. Ingen steder havde de skoene helt ned i hendes størrelse.

Men så fik vi navigeret hen til Carnaby Street, og så gik det pludselig bedre. Donnaen fandt sine sko. Og fik ovenikøbet studenterrabat, og så var dagen reddet for hendes vedkommende. Derefter forfulgte hun successen og fandt også et sted, hvor de havde bukser i hendes størrelse, og da Gemalen for længe siden havde lovet hende et par, og jeg kom til at forære hende et ekstra par, fik jeg lov at svinge mit Mastercard, til det glødede.

Efter at have smidt Donnaens indkøb hjemme på værelset gik vi ud og spiste aftensmad på en restaurant ikke så langt fra hotellet, og da vi gik hjem igen, kom vi forbi en Tesla, som stod og tankede strøm fra en helt almindelig lygtepæl. Smart, men hvordan holder man lige styr på den økonomiske side af sagen? 


Det har jeg tænkt en del over siden.


The Shard.

fredag den 10. august 2018

Store følelser


Efter en sen frokost og en lille halv time på hotelværelset, 
med fødderne oppe, blev vi enige om, at vi godt kunne nå en lille udflugt, inden vi om aftenen skulle ind til byen og se musical.

Så vi hoppede på toget og kørte til Notting Hill og Portobello Road.

Donnaen har kun set filmen Notting Hill en enkelt, muligvis to gange, så hun var mest interesseret i at kigge på boder og underlige butikker. Jeg har til gengæld set den film ualmindeligt mange gange og var lidt spændt på, om jeg muligvis kunne få lidt en fornemmelse af at være i de rette filmiske omgivelser.

Vi fandt den butiksfacade, der udgiver sig for at være Hugh Grants boghandel, men vinduerne var bare fyldt med alskens gøgl, så det føltes på ingen måde 'rigtigt'. Stemningen i gaden var heller ikke, men dels er filmen jo allerede ret gammel, og dels er den givetvis (i hvert fald delvist) optaget i kulisser, så man bør vel ikke forvente for meget, men nøjes med bare at hygge sig over det generelt sjove kvarter.

Og det gjorde vi så. Så på boder og specialbutikker og tattoo-shops, som der var overraskende mange af. Og vi kiggede på mennesker og på huse. Donnaen nok mest på mennesker, mens jeg var lidt forelsket i de små to-etagers rækkehuse, der lå i begyndelsen af gaden. Med ens, hvide vinduer men forskellige farver facade og meget forskellige døre. Både meget engelsk og lidt anderledes, for de mange forskelligt farvede facader så vi ikke andre steder.

Da vi var kommet helt op i den anden ende og halvvejs tilbage igen, kiggede vi på klokken og blev enige om, at vi nok for en sikkerheds skyld hellere måtte finde et tog, der kunne tage os ind til byen og vores musical. Vi fandt den nærmeste station, og på trods af dens beskedne størrelse lykkedes det os at tage toget i den forkerte retning.

Denne ekstra lille tur bød på et syn, som jeg slet ikke var forberedt på: Pludselig tårnede en høj, ensom bygning sig op. Pakket helt ind i stilladser og pressening. Øverst oppe med et mægtigt skilt, hvor der var et grønt hjerte og teksten Grenfell - forever in our hearts. Det gav et sug i maven på mig, mens Donnaen lige skulle bruge et øjeblik længere - og et bekræftende nik fra min side - til at blive klar over, hvad hun så på.

Efter det sagde vi ikke ret meget i lang tid. Vi koncentrerede os om at komme af toget og over til den modsatte perron, hoppe på et nyt tog og køre forbi en gang til. Først længe efter fik vi mælet igen.

Jeg har eftergooglet, for jeg kunne ikke begribe, at man ikke forlængst har jævnet bygningen med jorden, så beboerne i området kunne slippe for at se på den hver eneste dag. Det viser sig, at man slet ikke er færdig med de tekniske og retsmedicinske undersøgelser på stedet, og at det forventes, at nedrivningen tidligst vil kunne starte sidst på året.

Vi havde booket billetter til Les Miserables, og for at være på den sikre side tog vi toget ind til byen, fik vores billetter og spiste der, lige ved siden af teatret, i god ro og orden, før forestillingen.

Jeg har læst De Elendige en gang for 100 år siden og kunne bestemt ikke huske ret meget. Donnaen havde ikke læst noget som helst, og jeg var lidt spændt på, om det ville tage toppen af oplevelsen ikke at kende handlingen. Men det gjorde det ikke. Musicalen var nem at forstå, både mht. scenografi og så videre, men også i forhold til at forstå sangteksterne.

Og nøj, hvor var det bare godt. Som i ualmindelig fantastisk. Jeg havde glemt, at historien var så sørgelig undervejs, men det er den jo, og vi snøftede os igennem store dele af især anden halvdel. Hvilket jeg egentlig synes siger ret meget om, hvor god forestillingen var. For det var jo for pokker kun en musical, med meget færre virkemidler end en film, men der sad vi altså - sammen med alle de andre - og vandede høns, når de alle sammen døde i armene på hinanden.

Bagefter trak vi vejret dybt og begav os rødøjede ud i mylderet af mennesker, der netop da forlod samtlige teatre i området. Det lykkedes os at mosle os frem til stationen uden af blive hverken rendt ned eller væk fra hinanden og finde et tog, der kunne bringe os hjem.


Det havde været en lang dag.

Det var forbudt at tage billeder under forestillingen,
men fortæppet måtte man gerne fotografere.