fredag den 19. oktober 2018

Affaldssortering for sjov?


Noget af det første, vi konstaterede, da vi kom hjem fra ferie - altså ud over, at huset stod, alt virkede, og intet manglede - var, at vi ikke havde fået tømt affaldsbeholder.

Den skulle have være tømt samme morgen, som vi kom hjem sent aften.

Og nej, vi havde ikke sat affaldsbeholderen ud, vi ville ikke annoncere med vores fravær og havde bare håbet,
at de rare skraldefolk havde hentet beholderen ud og tømt den. Det har de tidligere gjort, men ikke i år. Ny operatør og flere forsøg på effektivisering har helt sikkert gjort, at skraldemændene nu er så hårdt spændt for, at der ikke længere er tid til at gøre en god gerning og løbe de tredive meter ind efter vores skraldebeholder.

Altså ingen hard feelings i forhold til skraldemændene, men bare almindelig ærgelse over at have en ikke-tømt affaldsbeholder, der, efter at have stået og bagt i 30 graders varme i fjorten dage, nu skulle stå og bage videre i fjorten dage mere. 

Adwr! siger jeg bare.

Bedre blev det ikke af, at vi lige præcis og netop var gået over til nyt sorteringssystem, så alt biologisk materiale blev smidt i for sig, i poser, der ikke var helt så tætte som ønskværdigt, hvilket havde medført lækage af ulækkert snask, hvilket havde været kræs for de fluer, der havde fundet vej ind i den (altså ikke hermetisk-) lukkede beholder, hvilket så igen betød, at bunden var blevet ret levende. 

Mangedobbelt adwr!!

Tiden gik, og affaldsbeholderne blev alle tømt, og den ulækre blev spulet, og så fortsatte vi på artigt-idealistisk vis med at sortere affald efter forskrifterne. Det vil sige; Fruen prøver virkelig på at gøre det rigtigt, sætter sig ind i tingene og formaner familien. Donnaen sukker, skylder pligtskyldigt sine yoghurtbøtter og saftevandsflasker, men parkerer dem så bare på køkkenbordet, for jeg ved ikke lige, hvor jeg skal gøre af dem. Og Gemalen synes bare, det hele er lidt åndsvagt, så han gør kun et halvhjertet forsøg på at sortere rigtigt. Med det resultat, at Fruen konstant er i hælene på ham for at rette og belære. Det virker, men har ikke nogen gavnlig effekt på det hjemlige hygge-niveau ...

Tidligere havde vi kun en avis-beholder foruden den almindelige affaldsbeholder, men nu har vi ialt tre beholdere. Vi har stadigvæk beholderen til aviser. Den må der nu også gerne komme pap i. Derudover har vi to beholdere, der hver er delt i to. I den ene til venstre kan vi smide glas, og til højre skal vi smide plast og metal. Både plast, metal og glas skal være rengjort, så nu står vi og vasker vores affald. Det virker en smule dumt. For hvor meget varmt vand er det miljømæssigt forsvarligt at bruge, før det ville være bedre bare at smide hele molevitten ud som restaffald?

Restaffald skal iøvrigt i til højre i den sidste affaldsbeholder, mens den organiske materiale skal i til venstre.

- Og I skal bare bruge to poser, hvis I er bange for, at det lækker, sagde den venlige skraldemand, som Gemalen sommetider møder i træningscenteret.

Så det gør vi så, selv om det også føles lidt dumt.

Samme skraldemand fortalte også, at alt det plast, som vi har vores hyr med at sortere fra og pænt står og vasker, bare hober sig op i store bjerge på genbrugspladsen. 

For der findes endnu ikke et system, der kan håndtere det ...

Ej men altså! 

Så meget for vores anstrengelser. Som med ét blev betydeligt færre, fordi det fis gad vi da ikke.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at det er et par måneder siden, at Gemalen kom hjem med skraldemandens melding, og da jeg i dag sad og forsøgsgooglede, kom jeg ind på et referat fra seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvoraf det fremgik, at den indsamlede plast fra vores kommune ryger afsted til videre sortering i et anlæg i Holstebro.

Godt så. Det tror vi så på. Og så må vi nok hellere gøre os lidt mere umage alligevel.

Problemet er bare, at vi ikke er de eneste, der har hørt, at plastaffaldet ikke ryger videre. Alle mulige historier florerer, og der står ikke noget på forsyningens hjemmeside, der kan be- eller afkræfte historierne. Så folk gør som det passer dem bedst. De artige sorterer, og de andre gider ikke, for det virker jo alligevel ikke, og det hele ryger bare i samme store hul og til forbrænding. Gemalen hælder ret meget til denne udlægning.

Øv. Hvorfor skal det være så svært at føre noget, der oprindeligt er godt tænkt, ud i livet?

onsdag den 17. oktober 2018

Donner und Blitz


Vi havde de to sidste værelser for enden af en gang, og da det ikke virkede til, at der var andre gæster i nærheden, lod vi dørene ud til gangen stå åbne, så der kunne blive gennemtræk.

Det hjalp måske lidt, men da vi alle havde taget et køligt brusebad, var der ikke andet at gøre end at sige god nat til Donnaen, lukke dørene og gå i seng.

Dér lå vi så lidt og roterede, og jeg troede aldrig, vi ville falde i søvn.

Men det gjorde vi. I hvert fald vågnede både Gemalen og jeg, da det ved et-tiden begyndte at tordne. Vi nåede lige at konstatere, at vi begge var vågne, da der kom et kæmpe lyn og umiddelbart derefter et øredøvende brag, der fik os begge op at sidde i sengene.

Cirka tre et halvt sekund senere stod Donnaen midt inde i vores værelse.

Det var for meget af det gode, og hun skulle ikke nyde noget af at sove alene.

Nu gik det for alvor løs. Det lynede og buldrede nonstop, og det begyndte at styrtregne. Og mens Donnaen søgte tilflugt i min seng, fik jeg travlt med at lukke først vores ovenlysvindue, så Donnaens gavlvindue og til sidst to vinduer ude på gangen.

Så sad vi lidt og overvejede situationen. Da Donnaen pure nægtede at gå ind til sig selv igen, endte hun og jeg med at bytte; hun fik min seng, og jeg gik ind på hendes værelse.

Det var helt umuligt at sove med både konstant blafrende lyn og et vedvarende bulder, og jeg sad i stedet og kiggede ud på det flotte sceneri. Til sidst trak det dog så meget væk, at jeg faldt i søvn igen.

Og sov sødeligt. Lige indtil en sirene ved fem-tiden flængede stilheden, og jeg igen sad ret op i sengen.

Der skete ikke noget uden for vinduet, og ude på gangen var alt også roligt. Donnaen og Gemalen var selvfølgelig også vågnet, men heller ikke fra deres vindue var der noget usædvanligt at se, så vi besluttede os for at tro på, at det nok ikke var nu, vi skulle evakueres og lagde os til at sove, igen-igen.

Blandt de mere positive aspekter ved at blive vækket igen var, at vi nu kunne åbne vinduerne og få den betydeligt køligere morgenluft ind på værelserne.

Da det var blevet rigtigt morgen, vågnede vi igen og gik ned for at spise morgenmad. 


Undervejs konstaterede vi, at det havde været fint, hvis jeg havde lukket alle vinduerne i gangen. Det sidste havde jeg ikke fået med, og nu var der en kæmpe sø på tæppet under det. Mens Gemalen og jeg bare sidesteppede forbi den våde plet, så Donnaen det som sin pligt at underrette værtinden. Så det gjorde hun og kom grinende hen til vores morgenbord, for det havde vist været noget værre volapyk, der var kommet ud af munden på hende. Men værtinden havde forstået hende, og det var jo det vigtigste.

Senere fortalte hun, altså værtinden, at sirenen var en slags brandalarm. Brandstationen lå kun et par huse væk, og sirenen havde lydt, fordi der skulle indkaldes mandskab til slukning af et gammel træ, der var blevet ramt af lynet og havde stået i lys lue. Bagefter var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået ordentligt forklaret, om det virkelig er den gængse måde i tyske småbyer at indkalde brandmænd til udrykning? Det var godt nok effektivt, må man sige, men jeg foretrækker nu den danske udgave, hvor brandmændene får besked via deres mobil ...

Turen hjem gik uden særlige begivenheder.

Da vi nærmede os Hamburg, holdt jeg min mund og lod Gemalen tage bestik af situationen. Det betød en tur tværs gennem byen, som Gemalen faktisk slap ri-me-ligt godt fra.

Og derefter var det bare at køre hjem.

Nysgerrig ged, jeg mødte på min
aftentur i Schwarzach am Main.