onsdag den 18. januar 2017

Salte hunde


Salte fisk er godt. Især dem af lakrids.

Salte hunde not so much.

Farbare fortove er også godt, mens glidebaner kan være meget sjove, bare ikke når man følges med glad hund med en vis trækkraft ...

Det giver visse udfordringer i disse tider, når Kamelen skal luftes. Udfordringer, der endda vokser med en eller anden ujævn korrelation til tiden, der går fra snefald til gåtur.

For selv om Fruen foretrækker at kunne stå fast, skal der jo også tages hensyn til Kamelens poter, så jeg prøver at planlægge en rute, hvor der er chance for, at begge dele kan lade sig gøre. Om ikke hele tiden, så dog i overvejende grad.

Fredag aften faldt der lidt sne, og fordi alle sad og stenede til X-factor og håndbold eller bare var generelt for dovne til at lette sig fra sofaerne, fik sneen lov at ligge urørt, så Kamelen og jeg kunne tusse afsted og sætte fine potemærker og knapt så fine støvlefodspor på vores vej.

Lørdag morgen var de fleste stadigt helt og aldeles forhindrede i at komme ud og rydde fortove. De mest morgenfriske havde dog skovlet og skubbet - og saltet. Eller bare saltet. Disse få fortovsstykker var nemme at undgå, for vi kunne hoppe ud på vejen, hvor der kun var ganske få spor efter biler og derfor stadig godt at gå.

Efterhånden som lørdagen og søndagen gik, blev de saltede fortovsstykker både flere og længere, men da de små, blinde stikveje i nabolaget ikke saltes, kunne vi stadig gå ude på vejene. Nu dog med lidt mere forsigtighed, da sneen flere steder var blevet kørt til is.

Sidst på dagen vågnede kommunens saltmand op til dåd, og så skete der ting og sager.

For den kommunale saltmand kører efter sine helt egne regler. Umiddelbart ville jeg mene, at det alene er hans opgave at salte de kommunale fortovsstykker og stier. Men det er bestemt ikke det koncept, saltmanden kører efter. Han salter ganske vist de - allerfleste - kommunale fortovsstumper, men derudover salter han også en hel masse andre steder. Ud for nummer otte, men ikke nummer ti, tolv og fjorten. Og så ud for nummer elleve på den anden side af gaden.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro om hans system, men jeg er ret sikker på, at han ikke har helt rent salt i sprederen. Enten har han en meget stor vennekreds, hvis fortove han er så rar at salte. For mine skattekroner. Eller også har han en meget interessant Nebengeschäft ... Desværre er det - af gode grunde - ikke hundeejerne i nabolaget, der får saltet deres fortove, så ind til videre er det ikke lykkedes mig at møde nogen, der kan give mig en forklaring.

Under alle omstændigheder medfører saltmandens generøse saltning, at det pludselig bliver en hel del sværere at undgå saltede fortove.

Og i mellemtiden er der blevet kørt mere på vejene, så de nu fremstår som 90 procent glidebane og 10 procent endnu ikke fastkørt sne. De 10 procent er vel at mærke fordelt med fire procent i hver side og to procent hist og her.

Her forsøger vi alligevel at gå. Og selvom Kamelen godt kan komme på glatis, står hun generelt m-e-g-e-t bedre fast end mig ...

Efter de første ti nærdødsoplevelser på den konto opgiver Fruen og haler Kamelen ind på de saltede fortove. For Kamelens skyld må man så bare håbe, at vi er næsten hjemme igen, når det sker.

Heldigvis er det allersidste stykke hjem til hoveddøren hen over den snedækkede græsplæne, så Kamelen kan få renset (det håber jeg i hvert fald) den værste salt af poterne, før vi går ind.

Og lige om lidt bliver det forår, har jeg bestemt!, og så er vi det problem kvit.

Desværre kan vi(vil jeg)
kun gå i skoven, når det er lyst.

mandag den 16. januar 2017

Dobbelt dårlig timing og en nobel-pris i gulvvarme


Sidste lørdag blev juletræet degraderet til vinterdække til nogle af mine sarteste planter i haven.

Det sker hvert år, og ideen er jo god nok, synes jeg i al beskedenhed; at genbruge juletræet mest muligt i stedet for bare at smide det ud.

Det er bare timingen, der halter, for vinteren venter ikke altid med at vise sig fra sin koldeste side, til jeg har fået juletræet ud. I år var ingen undtagelse, og mine planter fik således deres nødtørftige dække på et døgn efter årets foreløbige bundrekord, der lå på den forkerte side af minus 10 grader.

Derfor gik jeg også og muggede lidt, for tænk nu hvis der slet ikke kom mere væmmelig kold vinter. Så var det jo ganske spild af krudt. Men så kom jeg i tanke om, at det måske netop var det, der skulle til for at holde frostgraderne væk, og så var dét krudt jo givet ganske godt ud.

Nu er det så blevet ganske nissekoldt igen, og det har det åbenbart tænkt sig at være et par dage, og så håber jeg bare, at det lille juletræ gør gavn i sin nuværende form.

Og så er alt vel godt?

Næh, for en af de lidt mildere - og dermed fugtigere - dage forleden kom jeg gående med Kamelen og undrede mig pludselig over en særpræget svushj-lyd, som fulgtes med os. Den stammede fra min støvle, og vel hjemme igen kunne jeg konstatere, at jeg har slidt hælen på mine termostøvler i stykker. Det er, hvad man får ud af at gå i termostøvler, når det ikke er udpræget nødvendigt.

Og her kan man virkelig tale om dårlig timing. Dobbelt-dårlig faktisk.

Fordi det jo er koldt, og jeg skal bruge gode, varme støvler for ikke at fryse tæerne af.

Og fordi det jo er de støvler, som jeg købte for ikke ret mange penge for et par år siden i Rostock, i en af de tyske kædebutikker, hvor man kan købe ikke særligt kønne, men særdeles praktiske støvler til absolut rimelig pris, og den slags butikker har man bare ikke i det midtjyske. Hvilket er træls, når man skal bruge dem.

Men man har dem, mindst én i hvert fald, og det er nok til mig, i Lübeck. Og dér har vi jo næsten lige været (blev aldrig til et indlæg, kommer måske), og ikke bare har vi været i Lübeck, Gemalen og jeg var endda inde i lige præcis sådan en skobutik. For at få varmen i det afskyeligt kolde vejr. Vi skulle ikke købe noget, for jeg havde allerede nogle gode støvler, troede jeg og vidste ikke, at de ville være ved at falde fra hinanden en måned senere.

Øv. Dobbelt øv.

Bortset fra det har jeg ikke meget at brokke mig over. Det skulle da lige være, at man ikke forlængst har fundet på at uddele en eller anden form for hæder, en Nobel-pris ville kun være rimeligt, til den person, der fandt på gulvvarme til badeværelser. For nøj, det er altså en god ting i disse kolde tider.


Koldt, men smukt.