mandag den 18. juni 2018

Bye bye Balkan, bye bye Budapest


Overskriften kunne også have været Glæden forud ...

Der er VM i mountainbike orientering i Budapest i den sidste uge af juni.

Der skulle Gemalen selvfølgelig ned. Og jeg skulle med, og jeg havde ydermere fået Gemalen overtalt til, at vi kunne forlænge ferien med en tur ned på Balkan. Noget jeg enormt gerne ville.

Så der blev planlagt. (Læs: jeg planlagde).

Læst stolper op og stolper ned, kigget på kort og tilrettelagt. Booket overnatning både her og der og en hel række andre steder. (Læs: jeg læste, og jeg bookede).

Vi vidste godt, at Donnaens eksamener var en joker, men vi enedes om, at så måtte Gemalen køre alene, og vi andre flyve til Budapest senere.

- Jeg skal jo til studenterfest hos både Gurli og Marie. De ligger senere endnu, meddelte Donnaen, da vi kom hen midt i maj.

Så enedes vi om, at jeg blev hjemme og var curlingmor for Donnaen, til hun havde været til eksamen, og så kunne hun få lov at være alene hjemme en lille uges tid, før hun fløj ned til os andre. Og vi googlede og undersøgte og fandt frem til, at med et et enkelt stop i Amsterdam eller Bruxelles kunne det godt lade sig gøre at flyve Billund-Budapest uden at blive totalt ruineret.

Herefter skete der så det, at Donnaen blev inviteret til endnu et par studenterfester, som lå en uge senere end de andre.

- Jeg kan jo bare være alene hjemme, og I kan holde ferie uden mig, foreslog Donnaen.

Nu var alene hjemme blevet til næsten to uger, og selv om Donnaen var nok så kæk, var forældrene slet ikke sikre på, at det var nogen særlig god ide. Alle de sædvanlige livliner måtte formodes at ligge studenter-brak, og hvad ville Donnaen så gøre, hvis der sad en edderkop og gloede på hende, når hun skulle i seng? De kedelige forældre mente derfor, at Donnaen skulle sige nej tak til de sidste fester og følges med os på ferie fra Budapest og ned over Balkan.

Det mente Donnaen ikke, og hun ændrede nu taktik. Der var simpelthen ikke noget som helst godt at sige om Balkan. Beograd, Sarajevo og Mostar var simpelthen det mest dødsyge, man kunne forestille sig. Totalt nederen.

Gemalen så på Fruen, og Fruen så på Gemalen.

Og så droppede vi Balkan.

Det var godt nok næsten ikke til at bære (læs: for Fruen), men tanken om en gennem-muggen Donna i ti-tolv dage var værre. Og lade hende være alene hjemme så længe ville vi altså ikke.

Men der var jo stadig Budapest.

Gemalen skulle køre derned, og jeg skulle flyve ned til ham to dage senere. Og mens han kørte sine løb, skulle jeg være turist og opleve Budapest på egen hånd. Det ville blive noget så fint.

Nu dukkede en ny joker op: Gemalen reddede sig en ubetydelig skade, et siddesår.

I begyndelsen var Gemalen ligeglad og kørte videre. Så gik han til læge, men da lægen ikke forbød ham at sidde på en sadel, kørte han videre. Fruen; hun talte selvfølgelig for døve øren, og Gemalen kørte videre. Det blev værre, og lægen henviste til sårklinikken på sygehuset, men det stoppede ikke Gemalen. Han kørte løb, og den korte sprint-distance gik nogenlunde.

Den lange distance dagen efter var dog for meget af det gode, det angrebne område hævede til ukendelighed, og Gemalen gik til læge igen og kom på penicillin. Nu kunne Gemalen simpelthen ikke sidde på en cykel, så det afgjorde sagen, og han kørte ingen steder.

Men det kunne jo umuligt vare ret længe, før han vare kørende igen, mente Gemalen, så VM i Budapest små fjorten dage ude i fremtiden var da på ingen måder i fare.

Mente Gemalen.

To dage senere mødte han op i sårklinikken, og der mente man lidt anderledes. Gemalen fik kørselsforbud og besked på at komme igen om en uge.

- Du kan godt afbestille Budapest, meddelte Gemalen.

Det gjorde jeg så, og hvem, der var mest skuffet, ligger lidt hen i det uvisse.

Til gengæld står det helt klart, at det er mig, der er mest sur ...



Vi er i gang med plan B. Og det skal nok blive godt. Men det er altså kun plan B, og Fruen er stadig sur.

fredag den 15. juni 2018

Hylde-hvaffor-en-blomst?



Lige pt. går det lidt trægt med at få ordene smidt på bloggen.

Ikke fordi der sådan er noget særligt på færde, men bare sådan fordi.

Men indtil jeg får taget mig sammen, smækker jeg lige et billede op, som jeg tog i morges med især Ellen i tankerne, men som alle selvfølgelig skal have lov at grine af.

Det stod i morgenmadsbuffeten på et mellemstort hotel i det midtjyske. Man tror det jo næsten ikke muligt ...

Det smagte iøvrigt ikke særlig godt.