fredag den 15. september 2017

Blitz und Donner und Geburtstag und Gemütlichkeit


Jeg går jo til tysk.

Men efter i flere sæsoner at have hygget mig sammen med nogenlunde den samme garde så det pludselig sort ud, da vores elskelige tysklærer, Karen, tidligt i foråret pludselig meddelte, at hun altså stoppede med udgangen af det daværende skoleår, for nu blev hun jo 70 næste gang, og nu måtte det være slut.

Det kunne vi sådan set godt forstå, men det var altså rigtig trist.

Heldigvis gik der kun en måned eller to, så var Karen også nået frem til, at det faktisk var lidt trist.

Så hun spurgte meget, meget forsigtigt, om der muligvis, måske var nogen af os, der på nogen måde kunne være bare en lille smule interesserede i at fortsætte undervisningen i et lidt andet regi, måske hjemme hos hende?

Det resulterede i almindelig jubel, og i løbet af nul komma ingen tid havde stort set alle sagt ja tak, det ville vi gerne.

Og Karen så rigtig glad ud.

I går var anden gang.

Karen bor ude på landet, og turen derud tager knap en halv time. Da jeg tog hjemmefra skinnede solen, men så snart jeg havde forladt den hjemlige matrikel, var himlen forude blygrå eller nærmest kulsort. Og ude i det åbne land flængede det ene flotte lyn efter det andet himlen. Senere begyndte det at regne, og til sidst blev landskabet hvidt af hagl.


Vel ankommet styrtede alle ind i tørvejret og hygligheden. Vi manglede et par stykker, men viljen til at mødes er stor, så dagens fødselar kom og havde endda kage med. Og hende med de tordenforskrækkede børn kom også, så snart faderen til hendes unger kom hjem.

Og så sad vi der og hyggede og klarede verdenssituationen, hvilket godt kan være svært på tysk - altså ikke at hygge - når man har noget, man virkelig gerne vil bidrage til diskussionen med, men i den grad mangler tyske gloser. Men det går jo endda, og det er jo netop det, der er meningen, at vi skal lære nogle nye gloser og især at snakke.

Vi er også gået i gang med en bog. Og tyske bøger er et kapitel for sig, for man skal hver gang vænne sig til den enkelte forfatters måde at skrive på. Nogen skriver mere knudret end andre, og når det afgørende verbum først kommer til allersidst efter flere linjers læsning, kan man godt blive hægtet af. Således også i går, hvor der blandt andet var ret stor uenighed om et mistet kørekort. Den oplysning gemte sig i en bisætning og var fuldstændig gået vores næser forbi. Men går det som med tidligere bøger, vil vi i løbet af de næste 50 sider lære forfatterens rytme at kende og på den måde også forstå meget mere.

På den måde gik to timer hurtigt. Vi riggede ned, for stolene skulle bæres ud, lampen flyttes og det tunge spisebord sættes på plads. Sidste gang var det stadig lyst, da vi tog hjem, nu var det både mørkt og særdeles regnfuldt. Men bare kaste os i bilerne kunne vi ikke, for en var kørt en lille smule fast og skulle lige have et lille skub for at få fast grund under dækkene igen.

Det lykkedes, omend vi alle blev ret våde under processen.

Hjemme havde det overhovedet ikke regnet.


Himlen på vej til tysk.

tirsdag den 12. september 2017

Den indre badebold


Egentlig var det vel nok, at jeg skulle have et øre, der gik i smadder?

Men nix og nej; der skulle absolut være vrøvl i begge ender. Om jeg så må sige ...

Tilbage i foråret 2016 blev jeg indkaldt til tjek for celleforandringer, og ja, der var forandringer, så nu skulle der lige udføres et nyt tjek et halvt år senere. Ved det tjek så alt fint ud, og det var jo godt, men jeg skulle alligevel komme igen til opfølgende tjek efter et år. Og det gjorde jeg så, og så var den gal igen. Hvilket ikke var så godt, og så blev jeg henvist til gynækolog.

Godt så. Jeg fik en tid. Det kunne lige nås i frokostpausen. Eller i hvert fald næsten. Troede jeg.

Da jeg troppede op i klinikken 30 sekunder, før jeg havde tid, var der ikke et øje. Altså bortset fra en ung kvinde, der sad og ventede. På et tidspunkt kom et hvidkitlet væsen ind i lokalet, men hun var optaget af at stille ting på plads og værdigede mig først et blik efter flere minutter. Jamen, jeg skulle bare vente ...

Og det gjorde jeg så.

Der lød en afdæmpet hosten fra lokalet ved siden af, men ellers skete der intet. I lang tid. Endelig gik døren op, en patient gik ud, og efter lidt puslen rundt blev den unge kvinde kaldt ind.

Jeg ventede.

Længe.

Intet skete. Og det eneste, der var at høre, var en dæmpet hosten.

Efter 40 minutters ventetid - min frokostpause er på 30 minutter, hvis nogen skulle spørge - blev det min tur.

Gynækologen sagde goddag med et håndtryk, der trak mig en meter ind i lokalet og overbeviste mig om, at hun måtte være grandkusine til den amerikanske præsident.

Hun forklarede, hvad der skulle ske, og så var det ellers op på briksen med fødderne i bøjlerne.

- Hmm, hvor er min dims? sagde gynækologen.

Nej, hun sagde ikke dims, men jeg kan ikke huske, hvad det var for et instrument, hun manglede. Og det er iøvrigt også lige meget. Derfor dims.

- Har jeg virkelig ikke flere dimser? fortsatte hun, mens hun gennemrodede skuffer og skabe.

- Lige et øjeblik, fortsatte hun og forlod lokalet.

Mens jeg fortsat lå med bart understel og fødderne oppe ...

Nu var det jo ikke første gang, jeg blev efterladt på den måde, men det føltes ikke bedre af den grund.

- Desværre, jeg er simpelthen løbet tør for dimser, sagde gynækologen, da hun nogle minutter senere igen kom ind i lokalet.

- Det beklager jeg meget. Vil du vente i tyve minutter, mens vi får gjort nogle dimser klar, eller vil du komme igen i morgen tidlig, så må jeg finde en tid til dig.

Nu var Fruen blevet så mellemfornøjet, at hun gik målrettet efter at gøre det så surt som muligt for gynækologen, så hun valgte at komme igen næste morgen, så gynækologen skulle stå ekstra tidligt op.

Næste morgen klokken kvart i otte var jeg klar, og det var gynækologen også.

- Du skal lige hoste, sagde gynækologen.

- Igen!

Og sådan fortsatte jeg så med at hoste på kommando, til gynækologen var færdig med at tage biopsier.

- Hvorfor i alverden skulle jeg hoste, forlangte jeg efterfølgende at få at vide.

- Det er, fordi sådan en livmoderhals opfører sig lidt som en badebold og smutter, når jeg skal have fat i den, men når du hoster, danner du et modpres, og så er det meget lettere, forklarede gynækologen.

- Og så giver det dig iøvrigt noget andet at koncentrere dig om.

Således klogere på min indre badebold slap jeg ud igen.

Og efter små tre uger var der svar. Alle prøver var pæne. Men for en sikkerheds skyld skal jeg lige forbi egen læge igen om et år.


Ingen sammenhæng overhovedet.
Bare et billede af en masse svampe.