Andeby Park

Når man står med måsen i vejret og luger i sin have, fornemmer en bevægelse i nærheden, ser op og kigger en andrik direkte i øjnene, så bliver man altså lidt forbløffet.

I hvert fald hvis man er mig. 

Og fuldstændig uvant med ænder i haven.

Så jeg blev lettere handlingslammet. For ganske vist er det min have, men andrikken - og hans kæreste, som jeg nu også fik øje på - lignede nogen, der også følte sig ganske godt hjemme. Både på græsplænen og inde i mit staudebed.

Jeg skrottede straks en hver tanke om at slå græs. Hvilket passede mig godt, for det var alt for varmt.

Vi enedes så om, at jeg godt kunne luge videre, mens de tog en slapper på plænen lidt væk. Senere lukkede jeg op for havevanderen og forventede omgående andeflugt. Men den kom ikke. Ænderne kunne ikke være mere ligeglade. 

Selv da Gemalen kom og hev overdækningen af grillen og gik i gang med bøfferne, blev det blot betragtet med ophøjet ro.

Nu er spørgsmålet så, om det var et enligt pinse-besøg, eller om vi skal til at vænne os til at dele haven med et andepar?

Jeg kan ikke rigtigt regne ud, hvor de kommer fra. Næst-naboen har verdens mindste vandhul karpedam, men jeg tror ikke, de kommer ovre fra ham. Til gengæld har jeg i sidste tid tit set ænder komme flyvende. Og forleden dag på vej hjem fra arbejde kom tre ænder spankulerende hen ad fortovet. Men da var de tre. Nu er de kun to?

Og hvis de nu har tænkt sig at bo her, hvad er så deres videre plan? Har de tænkt sig at etablere familie, eller er min have bare at betragte som midlertidig ungdomsbolig, ind til de finder et mere passende sted til deres fremtidige hjem?

Desuden vil jeg gerne vide, hvad de spiser. For hvis det er dem, der æder mine blomsterspirer (det er der nemlig nogen, der gør), så kunne jeg godt gå hen og blive lidt mopset. Men hvis de omvendt gør kål på nogle af de mange insekter (og snegle?), der huserer, så skal de være så hjerteligt velkomne, for dem har jeg så rigeligt af.

Lige nu gad jeg godt vide lidt mere om ænder!

Rap rap ...

Rødhuder og sortfødder

Den sidste uges tid har givet en del kulør.

Gemalen ligner mest en indianer og kendes nu som Cyklende Bjørn.

Det kommer af at cykle til Middelfart fra det midtjyske uden solcreme ...

Det vil sige; indianer-kuløren holder kun delvist. Tager Gemalen tøjet af, er billedet mere broget. Bogstavelig talt. Kridhvid mave, indianer-kulør i ansigtet, på arme og ben.

Pigebarnet og Fruen selv har også fået mere farve, men ikke så meget og ikke på samme udpræget brogede måde. Kontrasterne er ikke helt så udtalte.

Til gengæld har vi noget, som Gemalen ikke har; nemlig sorte fødder.

Pigebarnet render bare rundt uden fodtøj. Mine sorte fødder skyldes have-arbejde iført sandaler. Det er simpelthen utroligt, så meget jord, skidt og støv, der bevæger sig ind mellem tæerne og mellem fodsåler og sandaler. Jeg er helt sort under fødderne, når sandalerne kommer af.

Det værste er, at vi begge i stor stil glemmer, at skrubbe fødderne ekstra godt, når vi er i bad. Så det er først, når vi ser de jordfarvede håndklæder, at vi kommer i tanke om vores sorte såler.

Det bedste er til gengæld, at vi så er NØDT til at finde en balje frem og tage fodbad inden efter sengetid. Mens man så sidder der og småplasker, kan man også lige finde ud af, hvilken fin neglelak, der skal pryde tåneglene de næste dage.

Nu håber jeg bare, at det ikke er skønne spildte kræfter.

Det med neglelakken altså. For med den vejrudsigt, er det vist med at finde de lukkede sko og måske ligefrem gummistøvlerne frem igen.

Øv, det gik ellers lige så godt.

Karklud x 2

Pyh!

En hel dag med revisor.

Føler mig lidt som en godt brugt karklud.

Ikke fordi det egentlig er slemt. Vi kender hinanden, og vi kender rutinerne. Så vi gør stort set bare, som vi plejer. Men det er alligevel lidt et cirkus. For revisoren og hans revisor-spire har tusind spørgsmål, og jeg skal svare på de 900, finde bilag og kontoudtog, projektoversigter og momsafregninger.

Og så skal jeg stå til regnskab for alle de sjuskefejl og hovsa-posteringer, jeg uundgåeligt har lavet i løbet af året. - Og som revisoren slår ned på med falkeblik, som var han betalt fordet. Hvilket han jo forresten også er ...

Alt i alt gik det meget godt, og allerede klokken 16.30 - det er vist rekord, tror jeg - erklærede han, at han nu mente at have så godt styr på det hele, at han og spiren kunne pakke sammen og klare resten hjemme på revisor-borgen.

Efter ti minutters mental skuldersænkning skyndte jeg mig hjem på terassen for at flade ud, mens Gemalen blev sendt på indkøb.

**

Rigtig godt brugt følte jeg mig også efter første besøg hos psykolog.

Ikke fordi det egentlig var slemt. For hun var jo en meget venlig dame.

Men jo, 'gu var det da slemt! Det er totalt grænseoverskridende at sidde og fortælle en vildt fremmed, hvad man føler og tænker i forhold til alverdens ting. Gemal, job, Pigebarn, sexliv, alder, sygdom og venner. For nu bare at nævne nogle af de mange emner, der blev smidt på bordet.

Omvendt er det også temmelig fedt at læsse af og være helt og aldeles i centrum ...

Så uden at vide, hvor det vil føre hen, tror jeg i hvert fald godt, at jeg kan vænne mig til processen.

Desværre er jeg nødt til at skifte psykolog. For hvad jeg ikke havde tænkt på var, at jeg kan få mine udgifter dækket via min sundhedsforsikring. Det kræver blot, at psykologen er tilknyttet det netværk, som sundhedsforsikringen bruger. Og det er hende her ikke. Og altså må jeg skifte. Hvilket er lidt øv, når vi nu lige var startet så godt.

Til gengæld kan de sparede penge komme i feriepuljen, og det er jo ikke så ringe endda.

Brændte naller

Så blev det endelig godt vejr.

Hvilket jeg søndag fejrede med et par mindre forsøg på selv-afsvidning.

Et heldags-projekt bestod i at få lidt for meget sol, så jeg nu er rød på højre arm og højre fod. Det er hvad, man jeg får ud af ikke at rykke liggestolen rundt efter solen.

Ja, og af ikke at bruge solcreme, selvfølgelig. Jeg ved det jo godt, men det er altså ikke rigtigt sommer, før jeg er blevet bare lidt for rød sådan hist og pist. Ret dumt, og heldigvis var Pigebarnet ikke hjemme til at følge sin mors dårlige eksempel.

Omvendt var Gemalen heldigvis kommet hjem, da jeg kastede mig ud i næste afsvidnings-projekt, der til gengæld var et lynprojekt.

Jeg skulle slå græs. Og længst oppe på bakken, længst væk fra stikkontakten var jeg ved at tabe ledningen. Det har jeg gjort så tit, og derfor er jeg ret god til at mosle stikket tilbage på plads uden at slippe plæneklipperen (der så ville trille ned). Men denne gang fik jeg så lige bøjet ledningen én gang for meget.

Pffssst, sagde det, og en fin lille, blå stikflamme slog ud mellem fingrene på mig!

Ret forbløffet slap jeg plæneklipperen (der alligevel ikke trillede ned) og kiggede på nogle meget sorte fingre og en smeltet ledning.

Og så kunne jeg li'som ikke komme videre.

Gik ind, vaskede hænder og konstaterede, at jeg havde reddet mig et par brandvabler. Fandt køkkenrulle og isterninger frem. Og beklagede mig til Gemalen over den ødelagte ledning - og over fingeren, der nu var begyndt at gøre ondt.

- Det var da ikke så godt, sagde Gemalen. Har du checket, om lyset virker?

- !!

Så forbarmede han sig dog og fixede min ledning, så jeg kunne komme videre.

Jeg slog mit græs og plantede to små bitte hindbærbuske, som jeg havde fået af min far. Kom blomster i et par krukker. Og dejsede om i føromtalte liggestol.

Nu håber jeg bare, at de nye planter kan holde til at være alene hjemme, ind til jeg får fri.

For det vil være ærgeligt at svide mere, synes jeg.




Søndagens nok mest vellykkede projekt



Alene-tid

Gemalen er taget til Sjælland for at køre mountainbike-orienteringsløb. Oh, hvilken fryd, at han igen kan cykle!!

Pigebarnet er på besøg hos sine morforældre. Hvilket hun i første omgang ikke var ubetinget tilfreds med. Men moren trængte til fred og ro, så sådan blev det.

Ikke bare fred og ro, men alene-tid.

(At fredagen på arbejde også var næsten alene-tid, var bare et ekstra plus.)

Alene-tid til at tænke. Og tulle rundt og lave ingenting. Eller gå i haven i stedet for først at lave og siden spise aftensmad. Og finde noget tilfældigt i køleskabet ved normal sengetid. Sidde hele aftenen med hovedet inde i computeren. Eller drikke portvin og læse til klokken alt for sent. Høre gamle CD'er fra sidste årtusind - og slukke igen, fordi de af uvisse grunde er mere støjende end for tyve år siden ...

Det er ren og skær - og skøn - slendrian.

Men så er det, at jeg alligevel ikke kan lade være med at spekulere på, om det ville være spor fedt, hvis det var hverdag? Kunne jeg overhovedet administrere kun at være mig selv? Eller ville jeg fuldstændigt forsumpe?

Det er der heldigvis ikke lige udsigt til at få svar på.

For i morgen er det slut. Både mand og barn kommer hjem. Og familielivets normalitet bliver igen trukket ud over hverdagene med vasketøj og lektier, Justin Bieber og frikadelle-stegning.

Og det er godt nok.

Men alene-tid i små, passende doser er nu altså heller ikke at foragte ...