tirsdag den 22. maj 2018

Blå hænder


Nogle mennesker har grønne fingre.

Jeg har blå hænder.

Først den ene, så den anden. Den første er nu kun lidt gulliggrøn visse steder.

Fordi? - Fordi jeg er en tumpe, der ind i mellem slår øverste etage fra.

Den første hånd var den venstre, som blev blå for en uge siden.

Kamelen og jeg var på vores sædvanlige morgen tur med de to sædvanlige morgenluftekoner og deres vovser. Pludselig kommer en for Kamelen ukendt hund på banen, og Kamelen føler et akut behov for at markere sig. Hun er i snor, og i den anden ende er snoren snoet lige præcis én gang rundt om min hånd, så jeg får et maximalt tryk, da 45 kilo terrængående målrettethed trækker til af fuld kraft.

I begyndelsen kunne man kun se en rød ring rundt om hånden, men i løbet af de næste par timer svulmede hånden op. Og den næste dag var det meste af hånden blå.

Det var ikke kønt, men fortog sig heldigvis ret hurtigt, og der er nu kun en mindre, øm og altså gulliggrøn, hævelse mellem tommel- og pegefinger tilbage.

Men så..

..skulle jeg lige finde en sommerdyne frem til Gemalen.

Den, altså dynen, ligger i en af kufferterne, som ligger oven på garderobeskabene. Dem plejer jeg at kunne nå fra en trappestige, men desværre havde Gemalen stablet nogle kufferter oven på hinanden, og så kunne jeg ikke. Og da Gemalen stadig skal være bare lidt forsigtig med, hvor meget han belaster sin venstre skulder, skubbede jeg i stedet stigen fra hemsen ud, så jeg kunne nå fra den.

Det var ikke smart.

For da jeg var kommet op og rakte ud efter kufferten, gled stigen og faldt ned, og jeg faldt med.

Og landede med et ordentligt brag.

- Mor, er du okay? råbte Donnaen, der kom styrtende sammen med Kamelen.

- Nej, hent far! stønnede jeg, mens jeg lå på gulvet og overvejede, hvor mange steder jeg var gået i stykker.

Gemalen var i kælderen bag flere lukkede døre og med tændt radio, så han havde intet hørt og var også noget svær at råbe op, så da Donnaen endelig fik hul igennem, var hun så ophidset, at hun dårligt kunne forklare, hvad der var galt. Der gik derfor lidt tid, før Gemalen endelig fik bevæget sig op i garderoben, hvor jeg stadig bare lå og våndede mig.

Nu forstod Gemalen, hvad der var sket, og han reagerede helt efter bogen; han begyndte at skælde ud:

- Hvordan i alverden kunne du finde på at flytte stigen ud, hvor der ikke var støtte?!? brølede han.

- Jeg behøver ikke også få skæld ud, klagede jeg, mens jeg trak vejret i et alt for højt tempo.

Så tog Gemalen sig sammen, og vi fik i fællesskab fundet ud af, at jeg havde forfærdelig ondt i benet, som havde den eneste, på det tidspunkt synlige, skramme, og i håndleddet, men vist ikke andre steder. Gemalen mente dog ikke, at det var noget, han ville tage ansvaret for, og først ringede han i befippelse til lægevagten, men ombestemte sig og ringede så efter en ambulance.

To rare reddere var hurtigt på pletten og kunne med det samme konstatere, at jeg næppe havde brækket noget, men da jeg ikke brød mig om at stå på det ene ben, fordi knæet 'gjorde underligt', fik jeg for en sikkerheds skyld en tur til tjek på sygehuset i Viborg. Undervejs målte redderen puls og blodtryk og brugte ellers mest tiden på at småsnakke mig til en normal vejrtrækning igen. Det lykkedes til sidst, og den sidste del af turen kunne vi så bruge på at snakke om de elendige adgangsforhold, der er til netop Viborg Sygehus, hvor man skal rundt i flere rundkørsler - der tit sander til i myldretiden - før man kommer frem til sygehuset og til modtageområdet, der heller ikke er bygget særlig hensigtsmæssigt. Heldigvis bygges der på livet løs, så i 2019 bliver det meget bedre.

Jeg blev trillet ind og anbragt bag tredje gardin sammen med Gemalen og Donnaen, som begge var kørt bagefter, fordi Donnaen absolut ikke ville lades alene tilbage midt i dramaet.

Der var kunder i butikken, så der gik lidt tid, før flink, ung lægestuderende dukkede op. Han mente heller ikke, at der var noget brækket i hverken hånd eller ben, og knæet virkede heller ikke specielt løst, så alle led- og korsbånd var også intakte. At jeg hverken kunne strække knæet eller stå på benet, skyldtes formentlig alene slaget, så sød sygeplejerske fik besked på at vaske skrammen på mit skinneben og lægge en støtteforbinding om knæet, og så blev hele familien ellers sendt hjem igen med besked om, at jeg skulle tage det roligt, men alligevel ikke alt for roligt, for der skulle jo helst gang i det knæ igen.

Søndag tog jeg det derfor meget roligt og lod Gemalen lufte Kamelen, mens de blå mærker bare blev mere og mere synlige på hånd og skinneben.

Mandag var det til gengæld for kedeligt, og da jeg havde tjekket, at jeg kunne holde på mit styr, kørte Gemalen og jeg os en lang tur, der i anledning af mit sølle korpus - og Gemalens behov for stadig at passe lidt på sig selv - kun foregik på jævne, næsten flade veje.

Bortset fra, at jeg til sidst blev træt og derfor en anelse - host - pirrelig, så gik det godt. Mit knæ tog det pænt, og Gemalen var meget tilfreds med sin nye pacemaker, som tydeligvis kunne gøre ham i stand til at yde mere.

Og om et par måneder er såret på mit skinneben nok lægt og pænt igen, og ind til da satser jeg på ikke at blive inviteret til noget, hvor jeg bør optræde i kjole.


tirsdag den 15. maj 2018

Nyt dikkeværk


Gemalen fik nyt dikkeværk i går.

Han blev afleveret på Skejby klokken 07:45 og afhentet igen 15:30.

Easy peasy.

Han skulle godt nok have været opereret allerede sidste tirsdag, men det blev udskudt i sidste øjeblik på grund af for mange akutte patienter. Det kan man jo ikke så godt modsætte sig, og Gemalen var egentlig ganske godt tilfreds, for ..

- så kan jeg jo komme på MTB-O-Camp alligevel.

Og det var han så, og han passede på sig selv og undlod at køre den sværeste bane, hvor risikoen for styrt var størst. At det så var i forbindelse med et af de andre løb, at en enkelt mountainbiker brækkede kravebenet, er der jo ingen grund til at nævne.

Nu skal Gemalen så tage det med ro et par dage og undlade at cykle i en uge, men derefter må han gerne begynde igen, og så bliver det ualmindeligt spændende, hvordan det går.

For den nye pacemaker skulle gerne virke bedre end den Gemalen fik sidste år i marts.

Ikke at den gamle ikke duede, den duede bare ikke til ham. Og han blev ved med at klage over, at den ikke kunne følge med op, når han anstrengte sig.

Gemalen har derfor siden sidste udskiftning løbet Skejby på dørene for at få målt og justeret på skidtet.

I starten slog man det hen. Sidste operation var jo ikke gået helt efter bogen, så selvfølgelig ville han være lidt mat i sokkerne. Men det kunne han jo ikke blive ved med at være, og så begyndte man at justere på pacemakeren i håb om, at den så ville virke bedre.

Lige lidt hjalp det.

Efterhånden fik Gemalen googlet sig til så meget viden, at han blev klar over, at der er stor forskel på pacemakere. Og han hørte om andres erfaringer. Og fandt ud af, at han havde fået den billige pensionist-model, som nok er mest velegnet til folk, der bare trisser rundt og måske allerhøjest klipper roserne i deres have.

Det sidste er min udlægning, men faktum er i hvert fald, at der findes mange forskellige modeller pacemakere, og nogle er designet til folk, der skal præstere noget, og nogle er ikke så avancerede. Og da Gemalen sidste år fik ny pacemaker, var det jo slet ikke meningen, at den skulle skiftes, og ingen havde derfor gjort sig den ulejlighed at spørge ham, hvilken type menneske han var, men bare kigget på cpr-nummeret og besluttet ud fra det, at han godt kunne nøjes.

Men det kunne Gemalen altså ikke, og for en måneds tid siden krøb lægerne til korset og medgav, at han ikke havde fået den bedste pacemaker til sit behov.

Så nu har vi begge en forventning om, at han inden længe kan køre fra mig - også op ad bakke.