onsdag den 21. februar 2018

Singapore, here we come


Vi skulle flyve via Paris fra Hamburg, og belært af tidligere erfaringer forlangte jeg g-o-d tid til køreturen til Hamburg. Gemalen rystede lidt på hovedet, men jeg fik min vilje, alt gik glat, og vi blev sat af præcis på det tidspunkt, jeg havde bedt om at være fremme. Og Gemalen måtte indrømme, at den tur tager længere tid, end han troede.

Det var Air France, der havde æren af at transportere os, og allerede på turen til Paris fik vi cementeret vores første fordom; franskmænd er altså bare ikke særligt gode til engelsk, og vi havde faktisk, både her og på de øvrige flyvninger, vores hyr med at forstå pilotens 'engelske' højtaler-beskeder. 


I Paris havde vi god tid til at finde gaten og komme ombord. Og så var det bare at læne sig tilbage og få tiden til at gå. Vi fløj om aftenen, og det gik forbløffende godt med at sove undervejs. Så godt, at det kom som en glædelig overraskelse, at der var under to timer til landing, da vi slog øjnene op til morgenmadsserveringen.

Efter kufferthentning og paskontrol skulle det vise sig, om Fruens hjemmearbejde kunne stå distancen. Vi kunne selvfølgelig have taget en taxi til hotellet, men dels er jeg alt for nærig, dels vil jeg gerne opdrage Donnaen til, at man godt kan klare sig med mindre end VIP-behandling, og endelig ville jeg gerne bevise over for mig selv, at vi godt kunne finde ud af at tage toget.

Det kunne vi godt. Det krævede bare lidt forarbejde. Først skulle der hæves penge. Vi havde satset butikken og var taget afsted uden en klejne i kontanter og kun med kreditkort i forventning om, at der ville være hæveautomater i lufthavnen. Det var der også, og det krævede kun et enkelt forsøg at hæve et rimeligt beløb - som skulle vise sig at holde os med likvider under hele ferien. Dernæst tog. Først et lille shuttletog, der skulle bringe os fra den ene terminal til den anden, hvor det 'rigtige' tog afgik fra. Her købte vi rejsekort, som var præcis lige så easy peasy at bruge som de tilsvarende havde været i Hong Kong og Tokyo.

Vi hoppede på toget, og da det stoppede ved den første overjordiske station, mærkede vi for første gang varmen. (Sikkert 30-32 grader). Det var dejligt, men lige rigeligt da vi stadig var klædt i lange bukser, sweatre og jakker. Jakkerne kom af og dernæst sweatrene, hvilket var nødvendigt, hvis vi skulle undgå hedeslag, men også bøvlet fordi vi så skulle holde styr på flere løsdele. Det lykkedes dog at få det hele med, og da Fruen havde printet et kort over metro-systemet ud hjemmefra, kunne vi også let finde frem til den rette station. Vi havde valget mellem Chinatown og Clarke Quay, men da afstanden fra Chinatown og til hotellet var 50 meter kortere end fra Clarke Quay, valgte vi selvfølgelig den. Det skulle vise sig, at være en fejl, men det fandt vi først ud af et par dage senere. For mens turen fra Clarke Quay til hotellet er hen ad relativt jævne fortove, er den 50 meter kortere tur fra Chinatown en udfordring med flere gangbroer over vejene. Det er lige meget, når man er afsted i meget lidt tøj og uden bagage, men nu var det en tung og sveddryppende fornøjelse.

At vi gik en lille smule rundt om os selv og dermed gjorde turen et par hundrede meter længere, gjorde ikke sagen bedre, og vi var ret kogte, da vi ankom til hotellet. Skønt var det derfor at komme op på værelset og smide både kufferter og det varme tøj og gå en tur under bruseren, inden vi, efter en kort pause på ryggen og et telefonopkald hjem til Gemalen, gik ud for at finde noget aftensmad.

Nu var det en fornøjelse at slentre hen til Chinatown. I mellemtiden var mørket faldet på, og vi så for første gang de kæmpestore, selvlysende hundefigurer, som, ud over cirka en million kulørte lamper, var sat op som pynt i forbindelse med det kinesiske nytår. Hundens år - derfor hundepynt. Vi fandt hurtigt et sted at spise og sad så der og nød både maden, varmen og den summende aktivitet overalt omkring os. 

Skulle nogen være i tvivl, er det
HUNDENS ÅR, der netop et begyndt.

mandag den 19. februar 2018

Dage næsten uden tøj på


Nøj, det har været skønt at være lidt væk fra de daglige skærmydsler!

Knapt så skønt at være tilbage igen ...

Donnaen og jeg har været i Singapore, og vi har både oplevet en masse spændende ting og sager og nydt varmen, der, som forventet, smeltede myoserne og bragte skuldrene ned på plads for en stund. I de fem døgn, vi var i byen, kunne vi nøjes med t-shirts, stumpede bukser og sandaler. Først, da vi stod i lufthavnen på vej tilbage, fandt vi lange bukser, sweatre og jakker frem igen.

Vi har oplevet en sjælden mangfoldighed af folkeslag og religioner og altid følt os trygge i vrimlen af folk.

Seværdigheder var der nok af, og nogle havde virkelig wow-effekt, mens andre ikke helt kunne leve op til forventningerne. De fleste ting forløb som forventet eller planlagt, og nogle gange gik det helt anderledes. Nogle fordomme blev cementeret, mens andre punkterede.

Det mest ærgerlige ved Singapore er egentlig, at det ligger så langt væk, at det tager frygtelig lang tid at komme frem og tilbage. Især tilbage. Fjorten timer i et fly er ret meget, og det var bare turen fra Singapore til Paris. Derefter skulle vi jo også til Hamburg. Plus hjem fra Hamburg i bil. Det er nok lige i overkanten, af hvad jeg kan kapere, og mit gamle korpus er stadig lidt mærket af strabadserne her to dage efter hjemkomsten. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at her er hundekoldt, og skuldrene med det samme returnerede til lige under ørerne.

Men pyt, om et par dage bliver jeg nok mig selv igen og holder op med at vågne klokken halv fire, og så er der kun de gode oplevelser tilbage på hard-discen.


Merlion, Singapores vartegn.