torsdag den 20. juli 2017

Karls søde lillesøster, Marie


I et par dage var min foretagsomhed virkelig begrænset.

Hvis jeg ikke sad i gården og læste, kunne jeg lige samle mig sammen til at gå de cirka 200 meter over i supermarkedet og købe ind til vore frokost. Det var til gengæld også en udflugt i sig selv, fordi det altså er meget mere interessant at købe ind i udenlandske supermarkeder. Udvalget er ikke bare anderledes, men også meget større, og det er altid spændende at handle pålæg i delikatesse-afdelingen. Det foregår med en blanding af engelsk, måske tysk og fingersprog. Jeg peger og beder om fem skiver, og delikatessedamen finder frem til den rette pølse eller skinke og gætter på, at jeg mener 50 gram. Så skærer hun af, og det bliver seks skiver og 54 gram. Og det er jeg fint tilfreds med og går glad hjem.

Det blev dog lidt kedeligt i længden, og jeg fik lokket Gemalen til at køre til den lille kurby Marianske Lasne. Som før i tiden - eller muligvis stadig, hvis man er tysker - hed Marienbad. På samme måde som Karlovy Vary hed Karlsbad, dengang Bøhmen hørte til Østrig-Ungarn og havde en overvejende tysk befolkning. Marianske Lasne ligger ikke ret langt fra Karlovy Vary, hvor vi var for to år siden, men er ikke så stor og ikke så kendt. Og derfor nok heller ikke så overrendt, satsede vi på.

Det kom til at holde stik. Marianske Lasne minder i høj grad om en sød lillesøster til Karlovy Vary med mineralske kilder og smukke, smukke gamle hoteller og palæer, hvor eliten indlogerede sig for at slappe af, socialisere og eventuelt lade sig behandle for diverse dårligdomme, som kilderne skulle gøre godt for. Det var fx muligt at blive behandlet for gigt og hudsygdomme, hvilket vel ikke var så sært. Hvorimod det overraskede os noget, at man også havde ment at kunne kurere overvægt og manglende frugtbarhed. Det med overvægten kunne muligvis skyldes, at man fuldstændigt mistede appetitten, når man havde smagt på - eller lige frem drukket af - vandet fra kilderne. Gemalen smagte nysgerrigt på vandet, men efter at have set hans ansigtsudtryk behøvede jeg slet ikke at prøve ...

Vi daskede rundt i den smukke kolonnade, gik en tur i parken og kiggede på springvand. Men mest af alt kiggede vi på de flotte, gamle bygninger, som givetvis alle er blevet bygget med henblik på at imponere. Selv om det nu er turister i praktiske sko og med store kameraer, der vader rundt, er det ikke svært at forestille sig, hvordan datidens damer i store rober og mænd i morning coat og høj hat spadserede i parkerne.

Da vi ikke gad at daske mere, snuppede jeg lige en tur på et lille museum, mens Gemalen 'passede på bilen' (læs: han tog en lur på en bænk i skyggen under et træ).

Det var et lille multi-museum, der med forskellige udstillinger dækkede lidt for en hver smag. Der var noget om både det lokale dyreliv, den særprægede undergrund med de mineralske kilder og noget om de mest kendte kurbadsgæster og endelig noget om Goethe.

Jeg hoppede over dyrelivet og gik ret hurtigt kold i det om de mineralske kilder. Sjovere var det at kigge på gamle billeder af datidens kendte kurgæster. Nøj, hvor var de fine. Det allermest spøjse billede var af den engelske kong Edward d. 7 og den russiske zar Nikolaj d. 2., hvor de sidder ved siden af hinanden i fuld uniform - og fødderne i hver sin balje vand! Da jeg var færdig med at grine, kunne jeg ikke lade være med at fundere over det paradoksale i, at de gamle statsoverhoveder på den ene side nok har været temmeligt nøjeregnende med etikette og fremtoning og på den anden side har været så afslappede, at de har kunnet sidde der og pjaske i vand - og ovenikøbet tillade, at der blev taget et billede. Jeg har i hvert fald svært at forestille mig et lignende billede af Putin og Trump ...

Til sidst så jeg også udstillingen om Goethe. Den kan jeg huske absolut ingenting om, hvilket jeg vil vove at påstå siger mere om udstillingen end om mig. 



onsdag den 19. juli 2017

Fredeligt og udramatisk


Det var så den ferie.

Det eneste, der er tilbage, er bon'er og vasketøj og - selvfølgelig - en masse gode oplevelser, der  forhåbentlig er godt lagret i hukommelseskortet på øverste etage.

Det blev en ret fredelig ferie, hvor pulsen for mit vedkommende kun sjældent kom særlig højt op, og hvor der var dage, hvor jeg stort set ikke foretog mig andet end at spise, læse og sove.

Ikke en eneste gang var vi ved at komme for sent, og ikke en eneste gang oplevede vi noget virkeligt hårrejsende.

På et tidspunkt troede vi godt nok, at der måtte være sket et eller andet forfærdeligt, da vi på motorvejen mellem Hamburg og Berlin så en næsten uendelig strøm af politibiler på vej mod vest. Men så gik det op for os, at der nok snarere var tale om forberedelser til det dengang forestående G20-topmøde i Hamburg.

Iøvrigt oplevede vi kun moderat motorvejsbøvl på udturen. Vi var dog også helt utroligt heldige, da det lykkedes Gemalen at sno bilen ud mellem to holdende lastbiler og ud af en frakørsel i sidste sekund, inden motorvejen proppede helt til med en gigantisk kø, der - kunne 
vi et øjeblik senere se, da vi kiggede ned på den fra en bro - strakte sig, så langt øjet rakte.

Første etape af ferien foregik i Plzen, hvor Gemalen skulle køre mtb-o-løb, og hvor vi boede i den samme udmærkede pension som for henholdsvis to og otte år siden. Det er et ret genialt sted i forhold til Gemalen og de andre mountainbikeres behov. Der er en aflåst gård, hvor bilerne kan stå, og man behøver derfor ikke bekymre sig om hverken sin bil eller de cykler, man måske har stående på bommen bag på. Og desuden stillede værtsparret også et stort - om natten aflåst - rum til rådighed for alle cyklerne. Iøvrigt er der bænke i gården, hvor man kan sætte sig og få en kop kaffe og en sludder med de andre. Og dem var der - når der ikke var løb - nok af, for næsten alle de gamle, garvede mountainbikere fra Danmark havde valgt at indlogere sig netop der.

Vi ankom planmæssigt ved seks-halvsyv-tiden, jeg fik lov selv at vælge værelse og valgte mit favoritværelse i gavlen. Vi fik slæbt vores bagage op, gik tre gange rundt om os selv og derefter ud i byen for at finde noget aftensmad. Og allerede ved den allerførste fortovsrestaurant sad tre af de øvrige danskere og vinkede, og så kunne vi jo lige så godt sætte os der og lade feriestemningen ramme os.


Lidt af Plzen set fra oven.