fredag den 9. november 2018

Muldvarp!


En af de gange, først på sommeren, hvor jeg brokkede mig allermest, da jeg var ude at cykle med Gemalen, endte han med at udbryde:

- Jamen, du kan jo slet ikke se noget! Tror du ikke, det er på tide at besøge en optiker?

Joh, det var det nok, så det gjorde jeg, og dommen var klar. Jeg befandt mig på stadet lige før muldvarp:

- Du bør faktisk slet ikke køre bil, før du får briller! sagde den venlige optikerdame, der havde testet mig.

- Eller linser. Har du overvejet linser? fortsatte hun.

Det havde jeg ikke. Men det kunne da måske være en meget god ide. Det skulle så fungere sådan, at linserne skulle suppleres med læsebriller.

Fint nok, og jeg kom ind og skulle lære at bruge linserne.

Det var, syntes jeg, uhyggelig svært at stoppe fingrene ind i øjet uden at blinke. Men optikeren havde en engels tålmodighed og meget store pædagogiske evner, så til sidst lykkedes det, og så var jeg kørende, mente han. Imens jeg ventede på mine læsebriller, kunne jeg lige købe et par Tiger-briller til en tyver.

Næste morgen stod jeg en halv time tidligere op, og det var absolut påkrævet, for jeg kunne i den grad ikke finde ud af at tage linser på, og jeg var på nippet til at tude af frustration, før det lykkedes. De følgende dage gik det lidt bedre, og på ferien i London fik jeg også linser på hver dag. Til gengæld syntes jeg ikke, det gik særlig godt, når jeg skulle kombinere linserne med læsebriller. Og de rigtige briller var ikke meget mere bevendte end dem fra Tiger-butikken.

Linserne var en stor forbedring, især på cykel, men også når jeg kørte bil, men det viste sig, at det kun gjaldt inden for det hjemlige byskilt. Da jeg kørte Kamelen til pasning langt ude på landet, måtte jeg glippe meget med øjnene, og da vi dagen efter kørte ned gennem Tyskland, gik det helt galt, og midt på eftermiddagen hev jeg kontaktlinserne ud.

Og brugte dem ikke mere på hele ferien.

Vel hjemme igen klagede jeg min nød. Jamen, det skyldtes helt klart bilens aircondition. Den kunne jeg jo bare slå fra, sagde lidt for smart (anden) optiker. Det mente jeg så ikke var optimalt i 35 graders varme. Jeg kunne også få nogle mere fugtende linser. De kostede bare det dobbelte. Det syntes jeg var en dårlig ide. Og så kunne jeg jo endelig opgive linserne og få briller med glidende overgang.

Det fik jeg så.

Og jeg syntes mildest talt ikke godt om dem. De var svære at gå med, og læse med dem kunne jeg ikke.

Nu var jeg efterhånden en lille smule træt af det hele, men tredje optiker justerede dem lidt og forklarede mig, at det var et spørgsmål om at lære at dreje hovedet i stedet for kun øjnene. Og med hensyn til at læse, så virkede det jo desværre ikke for alle, så jeg måtte have et par læsebriller ved siden af, og så bare stille mig tilfreds med, at jeg trods alt kunne læse prisskiltene i føtex med brillerne med glidende overgang.

Desuden skulle jeg også have et par skærmbriller, selvfølgelig med glidende overgang.

Godt så. Jeg prøvede at vænne mig til at dreje hovedet og ikke kun øjnene, selv om det føles mærkeligt. 

Og jeg fik et par læsebriller, der fungerer fint. Og et par skærmbriller, hvor jeg kunne se alt andet end skærmen ...

Det ville være en underdrivelse at påstå, at jeg kun var lidt utilfreds. Men medmindre man har lyst til at smide de allerede investerede penge væk, er det jo ikke muligt at skifte heste i vadestedet, så jeg måtte endnu en gang forbi optikeren. Og denne gang blev det bestemt, at jeg skulle have skærmbriller uden glidende overgang.

Da jeg var nede og hente de nye skærmbriller, som iøvrigt fungerer fint, snakkede jeg lidt med sød optikerdame om mine kvaler med brillerne med flydende overgang.

- Åh ja, det kan godt være lidt svært. Især hvis man er langsynet. Måske skulle du prøve med et par briller, der bare har læsefelt på den gammeldags facon.

Det skulle jeg lige tygge lidt på, men nu hvor det er mørkt allerede sidst på eftermiddagen, har jeg oplevet at blive utroligt desorienteret, når jeg er ude at køre, hvilket er meget lidt rart.

Jeg kan vist lige så godt ringe med det samme ...

De nye, velfungerende, skærmbriller.

PS: Og jeg cykler stadig med linser. Det fungerer nemlig fint.

onsdag den 7. november 2018

Ud at køre - med damerne


Nu var det jo gået meget godt med at køre med de lidt ældre mountainbikere, så da DGI annoncerede et to timers kursus i mountainbike for Women Only netop her i den lokale skov, tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens klare.

Det var ganske vist kursus nummer to, og det forudsattes, at man havde styr på gear og bremser, men det mente jeg nok, at jeg havde, og desuden var det jo et damekursus, og damer er jo sjældent så (over-)modige som mænd, det ved enhver, så hvor svært kunne det være?

Noget sværere end jeg havde regnet med!

Selv om solen skinnede, var det en hundekold morgen, og bare at finde ud af at få passende med tøj på var en udfordring. Jeg skulle helst både kunne holde varmen og kunne bevæge mig, bare nogenlunde frit.

Endelig var jeg klar, og på en parkeringsplads næsten lige op til skoven mødtes jeg med de andre damer og de forstående og empatiske trænere.


(Ja, sådan var de præsenteret i kursusbeskrivelsen, og jeg nægter at tro på, at det er en formulering, man ville finde på at bruge over for mix- eller rene mandehold!)

De fleste, men ikke alle havde deltaget i det første kursus, og det kom til udtryk med det samme, for vi skulle starte med lige at tjekke, at vi havde styr på de der bremser, og

- ..jer, der var med sidst, ved, at vi primært bremser med forbremsen, erklærede den ene træner.

What?? Nu havde Gemalen tudet mig ørerne fulde med, at jeg skulle blive fra håndbremsen for ikke at stå på næsen, og så stod træneren der og sagde det modsatte. Jeg skulle ikke nyde noget af at sige noget, men fornemmede, at det kunne blive lidt op ad bakke. Altså selv om det jo gik ned, fordi man li'som ikke kan øve at bremse på vej op ...

Vi bremsede, og jeg undgik både at stå på næsen og gøre alt for meget opmærksom på mig selv. Heldigvis havde min mekaniker (aka Gemalen) smurt mine bremser, så de ikke skreg, som visse andres.

Videre gik det. Først op ad bakke af en helt almindelige bred skovvej, og da vi var vel oppe afsted ad det første stykke, relativt ligeudgående, spor. Allerede her fik jeg en forsmag på, at de andre damer vist ikke var de rene novicer. De drønede afsted, og jeg skulle træde til for at følge med.

Nu gjorde vi holdt igen, for vi skulle lære at køre i småbulet terræn. Noget med at have så meget gummiarme (min udlægning!), at man kan absorbere ujævnhederne i stedet for, med stive arme og skuldre, at sende dem direkte op i hjernen.

Det så utrolig rigtigt ud, da træneren viste os hvordan ...

Bagefter skulle vi køre ned ad en stump rødt spor. Jow jow, mtb-spor er som ski-pister farve-inddelt efter sværhedsgrad: blå, rød og sort. Og som træneren påpegede, så kunne det være en god ide lige at tjekke et nyt, 'farligt' spor til fods, før man begav sig ud på det. Så det gjorde vi, og han pegede og forklarede. Og endte med at stille sig op ved det sværeste sving, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvor vi skulle passe på.

Herefter blev vi sendt afsted med passende afstand mellem hinanden. Jeg kunne godt se, at jeg kørte langsommere end dem foran mig, men var alligevel lidt overrasket, da jeg ret hurtigt kunne høre den næste lige bag mig. Det var der ikke noget at gøre ved; jeg var ikke til sinds at sætte tempoet op, og køre til siden var der ikke plads til. Da jeg passerede træneren, kunne jeg høre ham råbe et eller andet, men om det var til mig, kunne jeg ikke høre, så jeg fortsatte med at liste ned i tante-tempo.

Et øjeblik efter kom et par vilde gutter drønende og fortsatte videre ad det røde spor. Det var dem, træneren havde råbt efter. At de skulle lade være med at ligge og presse, for det stressede bare begynderne, og de fik alligevel ikke selv den ønskede fart på cyklen. De var heldigvis stoppet op, havde givet træneren ret og sagt undskyld. Ret fint faktisk.

Slalomkørsel var næste punkt på programmet. Ikke så farligt, men svært at gøre rigtigt i fuld fart. Allersværest var det dog at trække tilbage ved siden af skovvejen; jeg hang fast i et eller andet og skvattede, meget lidt yndefuldt.

Så så det mere, om ikke yndefuldt, så spektakulært ud, da en af de andre damer styrtede på den næste strækning. Hun ramte formentlig skævt på en rod og tog den ud over styret i bedste Tour de France-stil. Hun skulle lige have tid til at sunde sig, men var så heldigvis ikke kommet noget særligt til, selv om hun givetvis har været særdeles øm i dagene efter.

Flere gange undervejs havde trænerne spurgt, om dit eller dat ikke havde været rigtig sjovt? Mange havde svaret positivt, og jeg tror faktisk, at nogle af dem også havde ment det. Der var nogle helt vildt seje typer i mellem, der uden frygt i livet bare nød at tonse afsted. Og de skulle nok slet ikke have været med på kurset, for de kunne så udmærket klare sig selv. Det var også dem, der var mest begejstrede, da den ene træner meddelte, at nu skulle vi til det allersjoveste:

- Vi skal lappe nogle berms for vildt!

Først skulle vi dog finde ud af, hvad berms var, så vi stillede cyklerne og kiggede nærmere på det spor, vi var kommet til. Her var svingene bygget op, så man kan køre oppe på siden. Ud over at se temmelig sejt ud, er det også med til at hjælpe rytteren rundt i kurven i langt højere fart, end hvis den bare var flad.

Det lød jo i princippet meget godt, men sporet zig-zaggede ned over en temmelig stejl skrænt, og da jeg stadigvæk er kantforskrækket, var jeg ikke så begejstret. Især ikke fordi der skulle ret meget fart på, hvis man skulle udnytte de indbyggede berms bedst muligt. Jeg havde derfor ikke så svært ved at lade de dødsforagtende damer tage teten ned over skrænten og så selv liste bagefter som en af de sidste.

Ned kom vi alle, og mens nogle syntes, det var virkelig sjovt og tog både en og to ture mere på den nederste del, var vi andre, der var ganske tilfredse med en enkelt tur.

Imens vi ventede på de sidste, var vi kørt ind til siden, og nu skulle vi ud på en skovvej igen. Her erfarede jeg, at nedfaldne blade bør betragtes med mistro. Hvad der lignede en fuldstændig jævn skovbund viste sig at være en grøft. Den kørte jeg lige ned i, og så kørte jeg ikke længere, men lå og rodede rundt i alle bladene.

Da det skete med cirka tre en halv kilometer i timen, var det kun min stolthed, jeg blev ramt på (igen!), og mens jeg fik stablet cyklen og mig selv på benene, valgte de andre en lidt anden rute ud på skovvejen.

Nu var kurset i princippet forbi, men vi kunne da lige så godt køre spor hjem, så det gjorde vi. Netop den stump var det allerførste stykke spor, jeg havde kørt sammen med Gemalen en gang før sommerferien. Og det, der dengang havde virket meget udfordrende, var nu ret easy peasy at passere, hvilket jo var ganske fint at opdage. Noget er der trods alt sket med mine såkaldte mountainbike skills i den mellemliggende tid.

Som træneren sagde afslutningsvist:

- I skal samle på de små sejre, som gør klogere og bedre. De store sejre gør ofte bare dumdristig, og så kommer man galt afsted.

Godt så, små sejre it is.