torsdag den 25. august 2016

Da Hitler blev væk i tågen


Første aften i Salzburg gik vi ind til byen og daskede lidt rundt. Vi var kommet hjemmefra uden andet end en sweater, og på et tidspunkt kunne vi godt fornemme, at det vist var en dårlig ide. Det begyndte at rumle, og lige pludselig stod det ned i stænger.

Heldigvis var det spisetid, heldigvis stod vi lige ud for en restaurant. Den viste sig at bestå af en halvcirkulær søjlegang ud til en gårdhave. Om der bare to minutter tidligere havde siddet gæster i gårdhaven, ved jeg ikke. Det gjorde der i hvert fald ikke nu, så vi var heldige, at der stadig var et bord ledigt i søjlegangen.

Vores bord var et af dem, der stod ud mod gårdhaven, og selv om vi sad i ly for regnen, var det lidt fugtigt. Mere slemt blev det dog, da et nedløbsrør gav op og nærmest skiltes ad, så vandet stod ud i et imponerende springvand. Så måtte vi hale i bordet for at få det trukket ind på det tørre. Det lykkedes fint, men de stakkels tjenere blev mere og mere udfordrede, da passagerne mellem bordene rundt omkring blev mindre og mindre og til sidst næsten ikke-eksisterende.

Da vi havde spist, var regnen stilnet af, og vi kunne gå hjem uden at blive gennemblødte.

Næste morgen hang skyerne lavt, men det var tørvejr, og mens Gemalen tog ud for at cykle, gik Donnaen og jeg ind til byen og over til Schloss Mirabell, der ligger på den anden side af floden. Ikke så meget for at se på slottet, som en fyrstelig biskop en gang byggede til sin elskerinde og deres fælles 15 børn.

Imponerende hvad man den gang kunne tillade sig, hvis man var magtfuld nok.

- Nein Lieblings-Schatze, vi kan ikke blive gift. Jeg er jo biskop, så det går sandelig ikke. Men jeg kan da - sådan helt diskret - bygge et fint slot til dig og vores unger. Hvad siger du til det?


Vi var mere interesserede i slotshaven, som i sin tid dannede baggrundskulisse, da Julie Andrews dansede rundt med alle von Trapp-børnene og sang do-re-mi i Sound of Music. Fin have, men i virkeligheden syntes jeg, det mest spændende var udsigten ind mod byen og op til den gamle fæstning, som lå og tilsyneladende tårnede sig op for enden af parkens midterakse.

Tilbage i Altstadt fandt vi huset, hvor Mozart var født og vokset op. Og vi fandt især ud af, hvorfor vi var gået lige forbi aftenen før uden at bemærke det. Der var - Oh ve! Oh helligbrøde! - et SparMarkt i stueetagen, og kun hvis man kigger op (fordi man undres over, at så mange mennesker kan være interesserede i et supermarked), ser man teksten på husets facade.

Efter en sen frokost tog vi ud for at se Kehlsteinhaus, nok bedre kendt som Ørnereden, Hitlers bjerghytte og/eller sommerresidens.

Det blev en alternativ oplevelse.

Vejret var dårligt, men vi havde jo før oplevet, at det ikke nødvendigvis også ville være tilfældet, hvis man kom lidt op i højderne.

Man ankommer til et billetcenter og en stor busholdeplads, for det sidste meget stejle stykke op ad bjerget foregår i busser, specielt udviklet til formålet.

Det småregnede, men der var mange mennesker og ingen slinger i valsen, da vi fik billetter og blev henvist til Bus 2. Bussen blev fyldt helt op, og afsted gik det. Det var ikke for sarte sjæle. Der var smalt og stejlt, og man kom ind i mellem lige lovlig tæt på kanten. 

Op kom vi og gik så ind gennem en tunnel til en elevator langt inde i bjerget. Den var flot. Altså elevatoren. Beklædt med messing og kæmpestor, så Herr Hitler og hans eventuelle gæster kunne blive løftet standsmæssigt op og ned.

Så var vi endelig helt oppe. Det regnede, men vi havde denne gang husket paraplyerne og varmere tøj, så vi kiggede os omkring og så - lige ud i en sky!

Der var absolut nul udsigt.

Nu havde vi brugt en hel del tid og en pæn sjat penge på at komme så langt, og så var det som at kigge ind i en hvid væg.

Det var så dumt, at det var sjovt.

Så kunne vi lige så godt gå indenfor. Huset er ikke et museum, men en café, og vi skyndte os at bestille den lækreste kage på menukortet. Den var udsolgt, så vi måtte nøjes med en anden. Jeg ville gerne have café latte eller cappuccino, men den slags fancyheder havde de ikke. Man kunne få kaffe eller kakao. Eller man kunne lade helt være. Fik vi indtryk af. Tjenerens attitude var jævnt arrogant, og det kombineret med hans mærkværdige dialekt medvirkede kun til at forstærke komikken.

Turen tilbage var endnu mindre for de pyldrede, for nu gik det stejlt nedad, og vi blev enige om at satse på, at bremserne var noget af det, der var specialkonstrueret til netop disse busser.

Vel nede kunne vi bare konstatere, at det nazi-museum - eller dokumentationscenter, som det kaldes - der ligger ved billetcentret, var lukket 10 minutter tidligere ...

Hvem der havde udtænkt det så smart, vides ikke, men så behøvede vi ikke at diskutere, om vi skulle se det. Og dagen efter blev jeg stemt ned, da jeg foreslog, at vi tog derud igen.

Så vi trillede hjem og lod Louis stå for aftenunderholdningen.


Okay, man kunne se det nærmeste træ ...

tirsdag den 23. august 2016

Søde Louis og andre løjerligheder


Det var let nok at finde vores logi i Salzburg.

Det var straks sværere at finde et sted at parkere. Lovligt. En grim p-bøde under viskeren på bilen bag os sad og så afskrækkende ud.

Fruen blev derfor sendt ind for dels at checke ind dels forhøre mig om parkeringsmulighederne.

Det plejer jeg godt at kunne finde ud af, men da jeg kom indenfor, kunne jeg ikke umiddelbart finde nogen form for reception. I et lokale til højre for indgangsdøren sad en mand og spillede guitar. En anden mand sad og småsov med en øl på bordet foran sig. Den spillende mand så mig godt, men spillede videre, og jeg gik derfor længere ind. Ind i restauranten og ind i et andet lokale med spiseborde. Op ad en trappe og ned igen. Ingen mennesker.

Nu lagde musikeren mærke til min søgende adfærd og spurgte, om jeg søgte nogen. Det gjorde jeg jo, og så blev den sovende fyr vækket. Han var temmelig meget rundt på gulvet, og vi skulle først lige have koordineret at tale engelsk, for tysk forstod han ikke, og så hjalp det jo fedt, at jeg førte mig frem på mit bedste skole-tysk. Så undskyldte han mange gange for sin sovende adfærd, jeg fik min nøgle og en forklaring om, at det var okay at parkere udenfor, men at man helst skulle have et parkerings-skilt/-mærke/-ur/-noget, hvilket vi selvfølgelig ikke havde.

Nå men så kunne vi skrive en seddel og lægge i forruden, så ville p-vagten forhåbentlig tage det for gode varer ...

Så jeg skrev fin seddel, vi tømte bilen. Og håbede det bedste.

Det virkede faktisk. Vi fik ingen p-bøde i de tre døgn, vi opholdt os på stedet. Men det virkede altså en anelse løjerligt bare at lægge en seddel i forruden med "Hej hej, vi holder lige her, mens vi er i Salzburg."

En anelse løjerligt var nok det gennemgående tema for Haus Wartenberg. På den venlige, imødekommende, men også ganske boheme-agtige måde. Her tog man virkelig ikke tingene så tungt. Hverken hvad angik nullermænd under sengene, rygeforbud i restauranten eller så meget andet. Donnaen havde det lidt stramt med denne mangel på Ordnung muss sein, mens Gemalen og jeg bare syntes, det var hyggeligt.

Den første aften spiste vi på en restaurant inde i det gamle Salzburg, men anden aften valgte vi at spise "hjemme". Morgenmadslokalet var en lille restaurant om aftenen, og der kom både boende gæster og lokale. Menukortet var fint. På tysk og engelsk. Og når man sammenlignede mellem tysk og engelsk, var priserne ikke nødvendigvis identiske. Nogle retter var billigst på tysk, andre på engelsk. Lidt løjerligt, men hvorfor hænge sig i detaljer?

Maden var lækker, og betjeningen var venlig. Omend ikke helt professionel. En stor dreng på Donnaens alder hjalp til og gjorde det så godt han kunne. Det var bare ikke særlig godt, og ind i mellem forsvandt han helt, og så råbte kokken tværs gennem lokalerne "Louis!", mens han undskyldte over for gæsterne og prøvede at agere tjener, ind til knægten dukkede op igen.

For eksempel ville kokken gerne hjælpe os med vin, men kunne ikke finde den rigtige hvidvin. Med det resultat at han og Gemalen i fællesskab gennemrodede køleskabet i hjørnet for at finde et godt alternativ.

Vi fandt aldrig helt ud af, om Louis overhovedet kunne tale tysk. I hvert fald gik det bedst på engelsk. Hvordan han så var endt som stik i rend-dreng i Salzburg, fandt vi selvfølgelig ikke ud af, men vi udviklede mange spændende teorier desangående og forestillede os, at hans engelske mor havde ringet til sin østrigske fætter for at få ham afsat hen over sommeren: "Du må da nok kunne beskæftige Louis i sommerferien, så skal vi nok gøre dig en tjeneste en anden gang".

Men sød var drengen jo, og al begyndelse er svær. Så vi hjalp ham med at stable de tomme tallerkener og kom glade tilbage og spiste igen den næste aften.


Nej, vi boede ikke på Schloss Mirabell,
men jeg glemte at tage et billede af Haus Wartenberg.