fredag den 10. februar 2017

Ondt i armen og blå i hovedet


Jeg har lidt ondt i armen. Den venstre.

Skyldes den lammer, jeg fik af sygeplejersken nede hos lægerne for et par timer siden.

I virkeligheden er det jo ikke en lammer, men en vaccination mod hepatitis A+B. Nummer to af slagsen, fordi Donnaen og jeg, om alt går vel, damper afsted på vinterferie i morgen.

Egentlig tror jeg slet ikke, at det er nødvendigt med sådan en vaccination, men når Donnaen skal med, og vi allerede nu ved, at hun formentlig skal mere ud at rejse de kommende år, så foretrækker vi at gå med både livrem og seler. Og når vi først er færdigt-vaccinerede om et halvt års tid, så skulle vi være dækket ind i mange, mange år.

Blå i hovedet er jeg mest, fordi jeg er lige ved at blive kvalt i det informations-overflow, som længere rejser giver anledning til.

Især kan alle fly-informationerne stige mig lidt en hel del til hovedet. Der er afgangstider, online-check ind, sædevalg, terminaler, boardingkort, tid til flyskift, bagageregler og titusind andre ting at forholde sig til.

Selv om man bør kunne finde ud af de allerfleste ting selv via internettet, føler jeg hver gang, at blodtrykket stiger, og at min hjerne smelter en lille smule, når jeg prøver at navigere rundt på siderne.

Hvorfor det er sådan, ved jeg virkelig ikke. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det kun kan skyldes mangel på øvelse ...

Derudover skal vi selvfølgelig fra lufthavnen, ind til byen og videre til hotellet, og hvordan gør vi nemmest det? Med toget, the Airport Express. Og så kan vi lige så godt med det samme investere i Octopus-cards, som kan bruges i både tog, metro, busser, færger og alt muligt andet. Alt sammen meget smart. 


Altså når jeg lige har fundet ud af hvor og hvordan.

Det sidste stykke til hotellet bør foregå med en free shuttle bus service, og selve hotellet tror jeg, at jeg har styr på. Jeg har i hvert fald bestilt værelse med udsigt, og så må der vel være vinduer?

Nu mangler jeg så bare at få styr på alt det lav-praktiske såsom tøj, hovedpinepiller og tandbørste, multi-stik og noget at læse i. Det skal jeg også nok nå at blive bare en anelse snurrende over. For det gør jeg jo altid.

- Hvorfor vil du overhovedet ud at rejse, spørger Gemalen hver gang hovedrystende, når han ser mig stæse rundt med et vildt udtryk i øjnene.

- Det er da, fordi det er enormt spændende, svarer jeg og forstår overhovedet ikke, hvad han mener.

Jeg glæder mig jo.

Og nu må I have mig undskyldt, jeg vil lige prøve at checke ind.



PS: Vi skal til Hong Kong. Sgu!

15 kommentarer:

Birgitte B sagde ...

Wauv - Hong Kong, hvor fedt! Jeg er super misundelig. Forstår godt prioritet med vaccine. Jeg tog 'den hurtige' vej med min vaccine, men det betyder at jeg skal begynde forfra, hvis jeg skal afsted en dag igen... (var i Singapore og Australien).
Rigtig god ferie! Jeg har prøvet det der tjek-in hjemmefra og det virkede sgu(!).
Kh. Birgitte

www.skøreliv.dk sagde ...

Hvor vildt!! Ha' en FANTASTISK tur!! ❤️

Kisser sagde ...

HUH - hvor skønt. Hav en skøn tur.

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Ja, det bliver fedt. Det SKAL det simpelthen :-) vi kan jo vælge ikke at få den sidste dosis, men det vil jo være lidt fjollet, når vi vil være dækket i mindst 25 år. Tak :-)

Maude: Jeps, lidt vildt faktisk. Tak :-)

Fruen i Midten sagde ...

Kisser: Tak. Vi vil virkelig gøre os umage :-)

Min Servicehund sagde ...

Det da også lige til at blive rundtosset af, jeg bliver det bare af at skulle planlægge i dk.
god tur

Fruen i Midten sagde ...

Min Servicehund: Ja, det er. Jeg kan godt lide at planlægge, men lige op til afrejse kan jeg godt blive ret - ja netop - rundtosset :-)

Ellen sagde ...

Det var da noget af en vinterferie, I to skal på i år! Jeg håber I får en fantastisk tur - glæder mig til at høre om den.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jeps, vi er ekstraordinært heldige i år :-) He he, du slipper næppe ;-)

A + K = ♥ sagde ...

Spændende :D Håber armen ikke er mere lam end du kan løfte kaffekoppen.

- A

Mette sagde ...

Åh, spændende:) Rigtig rigtig go' tur:)

monicastage sagde ...

uh
skal man være vaccineret for hong kong?
det var min kære helt sikkert ikke i efteråret da han var et smut derovre..
men han kom dog hjem igen - i nogenlunde samme stand som da han rejste...
med begejstring for hong kong intakt..

/ks sagde ...

Årh hvad? Hong Kong? Vildt! Som i ... virkelig vildt! Wow.
Glæder mig virkelig til at høre om hotel MED vinduer, octopus-et-eller-andet og herlige oplevelser!

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Jeg glemte hurtigt alt om en øm arm - og klarede mange, mange kopper og krus med kaffe undervejs :-)

Mette: Tak, det havde vi virkelig :-)

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Nej, det tror jeg halt ærligt ikke, men da jeg først havde læst, at man fra offentlig side anbefalede det, var det - især fordi Donnaen skulle med - svært at undlade. Kan godt forstå, at din kære er Hong Kong-begejstret :-)

KS: Ja, dejlig vildt :-) Og der var vindue ;-)