torsdag den 22. november 2012

Mig-tid


Når jeg - alt for sjældent - trisser rundt i min have, bliver jeg sjældent forstyrret af mand og barn, der ikke ser noget formål med at gå derud, hvis det ikke er højsommer.


Men højsommer er det jo kun i alt for kort tid, og derfor har jeg haven helt for mig selv.

Med masser af mulighed for at tænke ind til flere sammenhængende tanker i træk.

Og måske er det i virkeligheden derfor - eller i hvert fald en stærkt medvirkende faktor til - at jeg så godt kan lide at være i haven.

Fordi jeg nok ved nærmere eftertanke har stort set permanent underskud, hvad angår mig-tid.

Der er masser af vaske- og strygetid, chaufførtid, kokkerere- og spisetid og lektietid med Donnaen. Heldigvis er der også noget familietid og en sjat tid til tosomhed i ny og næ. 
Men sådan rigtig mig-tid, hvor alt, hvad jeg foretager mig eller ikke foretager mig, alene angår mig mig mig. Men hvor tit er det lige, der er den slags tid? Og når der endelig er, så har jeg alligevel dårlig samvittighed i ni ud af ti tilfælde. 

Suk.

Det er nok et almindeligt kone-/mor-fænomen. Både manglen på mig-tid og den dårlige samvittighed. I hvert fald er det her på matriklen kun mig, der kender til det. Hverken Donnaen eller Gemalen har problemer med at få tid til sig selv. De har både tid til deres sport og til at flade ud foran fjernsynet. Det er fint nok. Sådan synes jeg også, det skal være.

Gåden er, hvorfor jeg ikke har tilsvarende. Når jeg jævnligt brokker mig, siger Gemalen lige så jævnligt, at jeg 'da bare kan..'. Hvortil jeg så svarer, at det jo ikke kan lade sig gøre, for først skal jeg hente, og så skal vi spise, og dernæst skal jeg stryge og dit og dat og lidt mere Og så er den dag gået, og jeg skal sove for at være nogenlunde frisk til næste dag, der kører efter stort samme princip.

Lige her var det så, at Gemalen skulle foreslå, at han da selvfølgelig kunne stå for indkøb og madlavning plus det løse to gange om ugen. Men det sker li'som ikke rigtigt. I det hele taget sker der ikke mere, og alt fortsætter som før.

Jeg er vist bare alt for rar?




PS: Nej, blog-tid gælder ikke som mig-tid ...

22 kommentarer:

Østfronten sagde ...

... men hvad ville der ske, hvis du ikke gjorde de dér pligter, men lod Gemalen stå for dem? Altså ikke uannonceret, men ved at tage ham på ordet og sige 'det lyder dejligt. Fra nu af er du praktisk gris x-dag og y-dag'. Og så trådte HELT ud af al planlægning og praktiske gøremål de dage.

Mon ikke han ville få tingene gjort?

Inge sagde ...

Lad noget af det ligge og tag dig noget mig-tid.. Hvis du er den eneste der mener at det er nødvendigt at stryge f.eks, så lad være, der er ikke nogen regel for at det kun er en bestemt som skal stryge alt husets tøj. Du kunne jo nøjes med at stryge dit eget, og lade Donnaen og Gemalen stryge deres.

Samme princip kunne gælde for rengøring.. Her kan jeg dog anbefale at hyre nogen til at gøre det, det er hver eneste krone værd.

PS. Selvfølgelig tæller blogid ikke for mig tid.. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Østfront: Problemet er jo, at der ikke er noget 'ord' at tage ham på ;-) At dømme ud fra, hvad der sker, når jeg er syg, så - næh, det er bestemt ikke sikkert ...

Inge: Donnaen er så s-m-å-t ved at lære at stryge. Gemalen - ha! Ja, god rengøringshjælp er skønt, men vi synes altså ikke, vi har råd, desværre. Nej, det tæller nemlig ikke ;-)

Inge sagde ...

Hvis gemalen ikke kan eller vil stryge, må hans tøj jo være ustrøget, så er det vel ikke vigtigt for ham.. :-)

Pia sagde ...

Jeg kan følge dig et godt stykke ad vejen. Jeg har også haven helt for mig selv, endda hele året :-)
Strygning har jeg uddelegeret, men det virker alt for sjældent. Allan tager skjorten på uden at stryge den. Det vil jeg ikke acceptere, og så har vi balladen :-)
Ang. vinterblomster, jeg har i år ledt efter samme model som du også ønsker. Det findes ikke, men jeg jeg har købt nogle vintersneboller, også kaldet 'Viburnum tinus.' De blomster fint nu og hele vinteren. Til sommer bliver de "bare" helt grønne planter.

Madame sagde ...

Jeg tror, at alle, der har har hjemmeboende børn, kender til manglende jeg-tid. Nu er min søn jo flyttet, men jeg ville tage nogle timer alene i byen en dag om ugen, gå på café og bare sidde og lave ingenting ...

mig & ipsen sagde ...

Det må være et urinstinkt at vi kvinder ikke tror mand og børn kan selv....
Prøv at lade dem være med i husholdningensgøremål :O)
Heldigvis har min mand været med til alt eller næsten alt her, blot er det datteren der er blevet fredet i klasse A, og det har nok været en fejl her ;O)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Læs Pias kommentar. Den er meget rammende for, hvordan tingene nok ville udvikle sig her, hvis jeg holdt op med at stryge. Altså forsøgte at holde op ;-)

Pia: Det er lige præcis sådan, jeg tror, det vil gå, hvis Gemalen selv skulle stryge. Han ville gå krøllet rundt, og jeg ville være utilfreds ... Har lige googlet vinter-snebolle. De ser fine ud, men er 'ikke fuldt hårdføre ved hårde vintre', så jeg er ikke sikker på, at de egner sig til de midtjyske polar-tilstande. Det er noget andet nede hos jer den milde ø :-)

Jonna: Ja, de bør helt sikkert inddrages noget mere. Jeg må prøve at lære det. Og ikke frede Donnaen i klasse A ;-)

Bettys blog sagde ...

Åh, hvor kan jeg huske den mangel på og behov for mig-tid ...
Men lige pludselig så er barnet/børnene fløjet fra reden, men når man er kommet over savnet, så er der en masse dejlig tid til én selv. Det hjælper selvfølgelig ikke på din situation lige nu. Og det lyder også som om du har tænkt forskellige muligheder igennem. Så det er nok sådan, det er lige nu. ;-)
Skjortestrygning har jeg altid undgået ved at hænge halvvåde skjorter omhyggeligt op på bøjler, så er de glatte og fine, når de er tørre. Jeg har lagt mærke til, at mine svigersønner stryger selv, så Donnaen finder nok en kæreste, der kan stryge (hvis hun ikke kan) ;-)

Lene sagde ...

jeg skal nok lade være med at give gode råd, for jeg har en mand af samme kaliber :-) Måske skulle du og jeg reflektere over hvorfor det er så svært for os at bede dem om at gøre ting, når de nu ikke selv kan se det ?

Ellen sagde ...

Du er for flink. Og - sorry - men nok også lidt for meget af en perfektionist, vil jeg tillade mig at gætte på.
Hvis gemalen vil gå i ustrøgne skjorter, så ham om det. Det er dig og ikke ham, der føler, at det er dig, der af andre bliver bebrejdet, at du ikke er god nok som husmor.
Jeg går ikke ind for millimeterdemokrati, men jeg går ind for, at kvoten af migtid må være omtrentlig ens for alle i husstanden, men det kan godt være svært for de andre at forstå, hvis du placerer overliggeren for højt efter deres normer. Kompromis er kodeordet.
Jeg satte en ny standard dengang, jeg begyndte at rejse mig fra middagsbordet for at sætte mig med mit strikketøj. John hævdede halvknottent, at han altså var opdraget med, at alle hjalp hinanden i køkkenet, hvortil jeg spurgte, hvorfor det af en eller anden grund kun gjaldt efter maden og ikke før? Hvorfor det var helt i orden, at jeg var en time om at lave maden, og hvor køkkenet imens var som støvsuget for andre familiemedlemmer, mens det lige pludselig var skrækkeligt, at jeg ikke gad deltage i de sidste ti minutter, hvor tingene skulle sættes i opvaskemaskinen?
Han fattede pointen i første hug, og nu laver jeg mad, mens han rydder op bagefter.

Jeg tror, at hvis man sætter en høj standard, må man nok også være indstillet på dermed at give sig selv mere arbejde.

Jeg har været heldig bl.a. ved, at John aldrig har kunnet så meget som drømme om at mene, at rengøringen er mit ansvar. Han udfører den del af det, han er god til og resten er mit område. Det nytter ikke rigtig noget at brokke sig over, at eller hvis han ikke gør det godt nok. Mænd skal have ros. Masser af ros og helst hver gang, de har gjort noget husligt :-)

Stegemüller sagde ...

Jeg kan godt se, at jeg som single er meget privilegeret Al min tid herhjemme er faktisk migtid. Jeg kan kaste mig over hvad som helst, når jeg kommer hjem fra arbejde. Tit kaster jeg min over min slægtsforskning, og der kan jeg sidde til jeg går i seng og generer ingen. Hvis jeg ikke gider støvsuge den ene uge, kan det såmænd vente til næste uge. På den anden side har jeg ingen der lige giver et nap med, jeg står for det hele selv - men sådan må det nødvendigvis være.

BedstesBlog sagde ...

Det lykkedes heller aldrig rigtig mig at knække koden, mens vi var en familie med tre (drenge)børn i huset. Nu, hvor børnene er fløjet fra reden, synes jeg ikke, at jeg mangler tid til mig selv.

Randi

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Ja, lidt café-tid eller en tur i skoven kunne være dejligt :-)

Betty: Det er rigtigt, at man kan nå meget langt med at hænge skjorter mm omhyggeligt op, men så skal man næsten hænge op i det sekund, vaskemaskinen stopper. Donnaen satser benhårdt på en mand, der er godt og vel selvkørende ;-)

Lene: Ja, det burde vi nok. En dag, hvor vi har lidt mig-tid til overs ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Det er rigtigt nok, at jeg føler mig set skævt til, hvis Gemalen ikke i det mindste er nogenlunde nystrøget. (Han er aldeles håbløs til at se, at han altså er NØDT til at investere i nyt tøj).
Men jeg synes til gengæld ikke, at jeg sætter overliggeren særlig højt, jeg er bare alt for dårlig til at involvere Gemalen (og Donnaen) i de almindelige gøremål. Og jeg kan være helt sikker på, at de ikke selv byder ind ...
Jeg elsker altså historien om, hvordan du satte dig med strikketøjet efter aftensmaden. Så ku' han lære det. Og det gjorde han jo så heldigvis også, din John :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Det kommer jo helt an på. Har du bevist valgt single-livet, ja så hører mig-tiden med til privilegierne. Hvis ikke, kan al mig-tiden nok føles lidt som en belastning i stedet. For lidt og for meget; det er det der med at prøve at finde balancen :-)

Randi: Tre drengehar da også været lidt af en mundfuld, hvis du forkælede dem med din opvartning. Til gengæld er det dejligt, hvis du nyder tiden nu :-)

Mia Folkmann sagde ...

Nej blog-tid er nærmest arbejde, ikke? ti hi...

Men uh, hvor jeg kender det godt. Måske er det et kvinde-gen, for man har hele tiden et eller andet gøremål i baghovedet, og det tror jeg i hvert fald ikke min rare mand har. Han er ret god til at slå kontakten fra...

Det kan jeg så godt være lidt misundelig over...

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Det kan være, at det er dét, der er forskellen! Mænd har simpelthen sådan en sluk-alt-knap, som stopper den mentale hard disc og gør dem i stand til at flade ud uden dårlig samvittighed ;-) Ja, det er lige til at blive misundelig over.

NonnasBlog sagde ...

Det lader til, at mænd som sådan har meget svært ved at se, hvad der skal gøres og så gøre det. De er blevet forvænte:-)! Hvis vi skal i byen, stryger jeg skjorter, ellers hænger jeg dem våde op, og så er det (næsten) ikke nødvendigt. Husbonden går gerne i haven, men kun for at beskære, fælde osv. Når han engang ikke er på arbejdsmarkedet mere, får piben en anden lyd :-)! Jeg arbejder jo "kun" herhjemme, så jeg har den migtid, jeg ønsker.

Fruen i Midten sagde ...

Nonna: Ingen tvivl om, at nogen er kommet til at forvænne er kommet til at forvænne mændene. Gad vide, om det var deres mødre, så slaget allerede var tabt, inden man blev gift med dem? Det er jo nødvendigvis 'kun' at arbejde hjemme, men dejligt at du h ar mig-tid nok :-)

overleveren sagde ...

Jeg tror du er for rar. Og jeg tror at hvis du fortsætter med at være det, så kommer der en dag hvor du bliver lidt mindre rar. Så måske du skulle overveje at få fat i dem inden det tidspunkt. Lær ham at stryge skjorter, for det er jo ikke svært, det er noget han kan gøre foran Tv.. og mænd elsker som regel at støvsuge - du ved.. der er jo motor på den der dims, ikke?

Vi har det vist nemt her.. vi gør det vi er bedst til. Og der er kun få faste pligter fordelt.

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Ja, gu er jeg for rar. Må prøve at sætte hælene i på en god måde, inden det bliver på den dårlige. Dejligt for jer, at I 'bare' kan gøre det I hver især er bedst til. Næsten :-)