mandag den 26. marts 2012

Død over birketræerne

 
Hvad jeg ikke fortalte om min weekend i haven var, at jeg til en afveksling ikke hørte en eneste løvsuger.
 
Hvilket nok især skyldtes, at naboen fik fældet træer. Af to energiske, professionelle træ-dræbere.
 
Det virkede som en støjbarriere, som fuldstændig lukkede al anden larm ude.
 
Der var nemlig gang i to forskellige motorsave plus en flismaskine. Enten hvislede den lille tøse-motorsav, som var beregnet til ham, der sad oppe i træet. Eller også brølede den store motorsav, der omdannede al fældet træ til håndterbare stykker. Holdt motorsavene pause, var det kun fordi flismaskinen skulle fodres til niveauet lige under kvælning ...
 
Normalt er jeg ikke meget for træ-fældning.
 
Synes tit, det tager overhånd. Det var især slemt på vores 'gamle' vej, hvor en enkelt nabos træfældnings-projekt havde det med at gribe om sig. Alle hjemmeværende mænd blev hidkaldt af lyden (og udsigten til efterfølgende ølpause). Men det var aldrig nok at fælde bare et træ. Nix. I løbet af ingen tid bredte massakren sig til adskillige haver, hvor ingen træer over to meter kunne vide sig sikre. Så røg gran, bøg og æbletræer.
 
En enkelt gang røg der også en luftledning. Og arbejdet blev sat på stand by, til energi-selskabet havde været ude med stigevogn og hovedrystende miner.
 
Men vores nuværende nabo skal ikke høre et eneste ondt ord om sin træfældning fra min side.
 
For det var birketræer, det gik ud over.
 
Og jeg har et ret anstrengt forhold til træsorten birk. Som jeg mener burde være forbeholdt svenskere i Sverige. Eller endnu bedre; finner i Finland. Altså ikke fordi jeg har noget i mod hverken svenskere eller finner. Jeg synes bare, at det er hos dem, birketræerne hører til ...
 
Birketræer har nydelige stammer, men så det også sagt.
 
Resten af træet sviner.
 
Først med pollen. Som, ud over at lægge sig i gule plamager hvor det kommer frem, også lægger sig i mine luftveje. Så jeg nyser og sprutter, gnider øjne og tørrer næse.
 
Heldigvis er det ret hurtigt overstået. Men for at føje spot til skade, er raklerne nu så tørre, at de begynder at drysse. Og flyve rundt. I ugevis kan man se birkefnuller blæse rundt i luften på deres vej til åbne døre, vinduer og sprækker, hvor de straks suser ind og lægger sig over alt, på alt og i alt. Det ligger på køkkengulvet og i vindueskarmen. Det sidder i håret og det rene vasketøj. Og det lander i store mængder i det kaffekrus, som jeg har taget med ud i haven.
 
På et tidspunkt hen på sommeren begynder det at stilne af, men så går der kun et øjeblik, før bladene visner, blæser rundt og lægger sig i alle krogene, i carporten og helt inde i skuret. Og birkeblade er små og dumme og ikke til at rive sammen.
 
Til sidst bliver det vinter og blæsevejr, og af en eller anden grund får det birketræerne til at smide alle de små kviste ned på min plæne. Hvor jeg i øjeblikket går og river og samler op i store mængder.
 
Jep, jeg er ret pas på birketræer.
 
Og derfor var det helt i orden med mig, at naboen fik fældet et par stykker eller tre af slagsen. Også selvom det larmede. Og savsmulden føg os om ørerne og landede i kaffen. Endda hvis jeg ender med selv at skulle feje op efter projektet i min egen indkørsel (jeg afventer stadig, om naboen virkelig ikke gør det), vil det være okay med mig, for det vil være sidste gang, jeg skal rydde op efter netop de træer.
 
Ha! Tag den, dumme birketræer!
 
***
 
Og til beroligelse for birketræs-elskerne, skal det lige tilføjes, at naboen stadig har hovedparten af sine birketræer stående, hvor de hele tiden har stået. Den anden nabo har mindst ti træer. Og så er der dem på kommunens stykke omme bagved. Plus alle de andre. Midtjylland bliver næppe birketræs-frit område lige straks ...
 
Langt ned ...
 

15 kommentarer:

Inge sagde ...

Åhhh hvor herligt, en lidelsesfælle udi død over birkene.. :-)
Vi har lige bestilt naboen i Sverige til at fælde en håndfuld birketræer i vores indkørsel deroppe, jeg glæder mig til at komme derop i påsken, og slippe for al det skrammel de træer udfælder. Der er stadig mange birketræer i skoven, men vores grund er ved at være fri af dem.

Østfronten sagde ...

Little by little... Håber i øvrigt, at naboen rydder op efter sig!

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Så er det måske ikke engang nok at udvise alle birketræer til Sverige ;-)

Det bliver da iøvrigt rart for jer med en birke-fri grund.

Østfront: Nemlig - og med tiden så ...

Ja, det håber jeg altså også, at han gør. Gider ikke at skulle være irriteret over ham.

Madame sagde ...

*Gnæk*, birk er mit absolutte yndlingstræ :-) Kommer til at tænke på mine svigerforældre, der fik fældet alle træerne på deres grund, fordi de nedfaldne blade var til besvær ... ;)

Annemor sagde ...

Selv om jeg atsjooer om våren og sier stygge ting om rakler,småkvister og blader, holder jeg av bjerken.
Så våre får stå :-)
Ha en fin tirsdag :-)

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Du bor så langt væk, at du gerne må ha' et birketræ eller to for min skyld :-D

Fældede de alle træerne, som i ALLE træerne?? Det var nu ret drastisk, synes jeg.

Mormor: Du er er godt og rummeligt menneske, at du kan holde af birketræer, selvom du også døjer med alle deres besværligheder. - Også god tirsdag til dig :-)

Ellen sagde ...

Jeg morede mig meget over din beretning og giver dig både ret og ikke ret :-)
Vi fældede vores birketræ, inden det blev for stort til vores meget lille have - vi syntes, det var smukt, men alle træer skygger, også birketræer. Derudover er birketræer så skrækkeligt tørstige, at de hurtigt kan dræne en have for vand - det er derfor, de ofte lader birketræer stå i Sverige, når de ellers fælder så meget andet: de virker fantastisk godt som drænrør.

Allergi er et kapitel for sig, men den undgår man jo desværre ikke, fordi man selv eller naboen ikke har birketræer ...

Hos os må man kun larme med maskiner lørdag mellem 9 og 14 (eller 15; husker ikke helt) og om søndagen mellem 10 og 14. Den regel er vi nogen, der er glade for ;-)
Det er hun håndmateriel som gammeldags hækkesakse og planeklippere med rugbrødsmotor, der er tilladt uden for disse tider - og den slags er bare enormt hyggeligt at høre på - også selv om det er naboen, der arbejder.

Ellen sagde ...

... det var dog utroligt med mig ...
'KUN' og 'plÆneklippere' i næstsidste linje ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jeg vidste ikke det med drænrørseffekten. Smart, hvis man altså har det behov.

Der er jo også noget, der hedder gammeldags pli - og noget med ikke at larme i kirketiden. Men begge dele er for længst gået af mode her i området :-(

Næh, lyden af en storsvedende (ja, det kan man så ikke høre, men altså) nabo bag en håndskubber er ikke at foragte ;-)

Og dine flåsejl lagde jeg slet ikke mærke til i første omgang.

kongmorsverden sagde ...

.. Jeg kan altså godt lide birketræer.. Jeg har så heller ikke nogen - måske jeg ville ændre mening hvis jeg havde.
:-)
Men hvis de er skyld i allergi må de lade livet - jeg stemmer for et birkefrit Midtjylland!

Fruen i Midten sagde ...

KongMor: Birketræer er mægtigt pæne - på afstand ...

Allergien er nok det mindste. Det er ret hurtigt overstået, og jeg er ikke voldsomt angrebet. Iøvrigt hjælper det jo ikke en dyt, om jeg så fik fældet alle birketræer i hele Midtjylland, da der kommer pollen med vinden langvejs fra. Det, der nok i virkeligheden irriterer mig mest, er at jeg har 'fornøjelsen' af fnuller, blade og kviste fra naboernes dumme træer. Var det mine egne, kunne jeg fælde dem eller leve med dem, og det ville så være MIT valg.

... Men ellers takker jeg for støtten :-D

overleveren sagde ...

Altså.. jeg elsker birketræer, men er naturligvis heller ikke allergisk overfor dem. Det kan være at jeg var lidt mere skeptisk hvis jeg var. Så jeg begræder stille enhver birketræsmassakre.

Men det er rigtigt at det kan forvandle enhver terrasse, cykelsaddel eller billak til en særlig grøngul klæbrig masse. Så det kan være jeg har det på samme måde som visse andre.. elsker dem - på afstand. :-)

overleveren sagde ...

Altså.. jeg elsker birketræer, men er naturligvis heller ikke allergisk overfor dem. Det kan være at jeg var lidt mere skeptisk hvis jeg var. Så jeg begræder stille enhver birketræsmassakre.

Men det er rigtigt at det kan forvandle enhver terrasse, cykelsaddel eller billak til en særlig grøngul klæbrig masse. Så det kan være jeg har det på samme måde som visse andre.. elsker dem - på afstand. :-)

Pia sagde ...

Vi har selv birketræer selv, men vi har rigeligt i naboernes. Det er dog mest Allan der bander over dem, for alt det l... kommer ind i bilerne, så snart en dør eller et vindue åbnes. Det er nemlig hans rengøringsområde. At vi har ligeså meget inde, rører ham mindre :-) Allergien kender vi også alt for godt.
Birketræet stamme ER smukt, men jeg så også gerne alle birketræer stod i skoven, og helst et godt stykke inde i den :-) En biolog, som Allan har talt med, mente at birketræer var ukrudt.

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Nu var det jo kun en lille massakre ;-) Og ja ellers er det jo nok meget afgørende for ens forhold til birketræer, om man er allergisk og/eller om man har grene, blade og ikke mindst fnuller på egen matrikel.

Pia: Det har Allan jo ret i, og det er ikke til at få ud igen. Og som her er det naboernes birketræer, I slås med. Ud i skovene med birketræerne. :-)