onsdag den 3. september 2014

Hvad Gemalen IKKE skulle have sagt om edderkopper


Det er edderkoppe-tid igen.

De vrimler ind igen.

Donnaen og jeg hader dem igen-igen.

Det har jeg skrevet om tidligere, og nu gør jeg det så igen-igen.

Siden sidst er Kamelen kommet ind i billedet, og det viser sig, at hun er overraskende god til edderkoppe-udryddelse.

- Sig mig, åd hun den? udbrød Gemalen forbløffet, da vi forleden stod ude på terrassen.

- Hvad snakker du om? spurgte jeg desorienteret.

- Den edderkop, der sad lige dér, svarede Gemalen og pegede på et ødelagt spind mellem to havestole.

Eftersom jeg ikke havde set hverken edderkoppen eller Kamelens formodede edderkoppe-indtagelse, kunne jeg ikke svare.

Men siden har jeg flere gange på vores gåture set, hvordan Kamelen pludselig får øje på en edderkop i et spind og så HAPS!

Egentlig er det lidt klamt, og jeg kan ikke forestille mig, at en edderkop kan være nogen særlig udsøgt delikatesse. Men altså, Kamelen skal ikke høre et ondt ord for det.

Der ryger sikkert også nogle stykker på den måde indendørs. Det håber jeg da, selv om jeg ikke har set det. Endnu. Det ville da være en rigtig fin og ganske uforudset bonus ved at have fået Kamelen i huset.

Bare ærgerligt, at hun ikke er udstyret med vinger, for der er altså rigtigt mange edderkopper, der vælger at sidde højt oppe på væggene og glo ned på en, når man skal i seng. Hvilket giver anledning til et stort dillemma: Skal man lade dem sidde og håbe, at de vælger en anden rute end hen over ens dyne? Eller skal man (læs: Gemalen) prøve at få dem ned med teleskop-kosten, og så håbe, at man (altså han) kan nå at ihjel-slå dem, inden de suser ind under sengen? Kamelen kan heller ikke være under sengene, så det hjælper ikke at kalde på hende, hvis en nedfalden edderkop først har taget flugten.

Igår aftes havnede vi i sidstnævnte situation. Gemalen havde basket, og edderkoppen - en kæmpestor en - var drattet ned bag sengene, hvilket bestemt ikke fornøjede Fruen.

Og så var det, Gemalen kom med årtiets værste kommentar:

- Du tror da vel ikke, at det er den eneste edderkop, der er herinde?

Et kort øjeblik var jeg lige ved at overveje, om det alligevel ikke havde været bedre, hvis hviderusserne havde taget ham ...



27 kommentarer:

M.S. sagde ...

Ha ha ha... Manden min siger altid til til mig, at der er mindst to - tre edderkopper der kravler rundt på en når man sover. ikke noget jeg overhovedet vil vide noget om. Basta.... Jeg er absolut ikke fan af edderkopper men jeg er totalt hysterisk når det kommer til frøer....

Inge sagde ...

Hahahahaaaa... hvornår pokker lærer mænd at holde mund med den slags edderkop-udtalelser.. :-)

Fruen i Midten sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Fruen i Midten sagde ...

Mette: Hils manden din fra mig og sig, at det kan godt være, at han ved sådan noget, men det behøver han ikke at prale med ;-) Det ville være en overdrivelse at påstå, at jeg holder af frøer, men det er kun, når jeg er lige ved at træde på dem, at jeg synes, de er virkeligt trælse.

Inge: Mit gæt er: ALDRIG :-)

Annemor sagde ...

Måtte flire.
Jeg har ikke noe i mot edderkopper, men liker ikke edderkoppspinn i hjørnene, så jeg bærer dem pent ut. Det vil si, om ikke en av våre firbente har "klappet dem på hodet" og ser høylig forbauset ut fordi disse raringene ikke rører på seg mer.
Men jeg tror nok Gemalen burde holdt sitt utsagn for seg selv. Sov godt :)

overleveren sagde ...

Hvor er det typisk mænd.. det er formodentlig den skinbarlige sandhed at der er mange flere edderkopper men naturligvis ikke lige under din seng... den slags detaljer bør man holde for sig selv..

Har du overvejet at deltage i edderkoppe-jagten? det kan faktisk være ganske underholdende.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Altid godt at grine lidt :-) Haha, dumme søde katte. Ja, burde have holdt sin mund. Tak, jeg sover efterhånden udmærket, selv om der er edderkopper i nærheden :-)

Overlever: Det er vist ikke helt u-typisk ;-) Jeg er jo tvunget til at deltage i jagten, hvis Gemalen ikke lige er i nærheden. Men gør det helst ikke, da jeg HADER at klaske dem og altså IKKE kan røre ved dem, mens de er i live.

Ellen sagde ...

De skulle ellers smage ganske glimrende - så du ikke biologen i Aftenshowet forleden dag, der aldeles frivilligt spiste en stor edderkop og påstod, at den smagte dejligt og nøddeagtigt?
Skal vi ikke bare sige, at jeg valgte at tro ham på ordet?
Da vi havde kat, havde vi stort set ingen edderkopper inden døre - men han kunne også komme noget mere rundt i hjørnerne end Kamelen kan.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Haha, nøddeagtigt!? Jeg ser sjældent fjernsyn og aldrig Aftenshowet, men jeg er åbenbart gået glip af noget ;-) Dejligt med en effektiv edderkoppefanger.

Susanne sagde ...

Jeg hader de bæster af et godt hjerte, og manden min er helt med på, at det er hans pligt at lette, når han er hjemme. Hans standardbemærkning er gerne. "Den er jo flot". Gu er den ej. Det er de ikke. Og det bliver de aldrig. Basta

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Nej indendørs-edderkopper er aldrig flotte. Aldrig nogen sinde. Men sådan en korsedderkop, der hænger i sit spind mellem brombærrankerne ude i naturen, kan jeg godt se, er flot - på afstand altså ;-)

A + K = ♥ sagde ...

Haha, min kæreste er heller ikke spor begejstret for ederkoppernes indvandring, tværtimod. Jeg er heldigvis ligeglad, for min frygt for insekter består i, at jeg ikke kan fordrage sommerfugle og mariehøns og de er jo på vej væk B-)
Så nu er det mig, der må til at frelse ham for en stund.

- Anne

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Det er da fint, at I på den måde kan skiftes til at redde hinanden :-) Men altså; sommerfugle?! - Den er ny. Eller i hvert fald lidt anderledes ;-)

Liv (pladstilverden) sagde ...

Uh. Støvsuger. Støvsugeren er min ven når der er edderkopper på besøg. For hrelvete hvor er de klamme. Og self er der ikke mange edderkoppe i vores soveværelse. Gemalen må alligevel have taget lidt skade af de der hviderussere!
Ellers er jeg altså helt med Mette. Frøer! Skriiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiig! Har faktisk en gang ringet manden min hjem fra arb for at fjerne en frø fra soveværelset! Jo. Den er god nok.

Laika sagde ...

Nøj hvor vi kender det :-D

Stegemüller sagde ...

Også jeg hader edderkopper eller det er måske bedre at sige, at jeg er decideret bange for dem. Der er nogle fordele ved at bo på 1. sal i København, og det er, at der stort set ikke er nogen edderkopper. Jeg ser dem aldrig, men hvor kommer spindelvævene så fra?

Mia Folkmann sagde ...

Måske ikke den mest fintfølende bemærkning efter omstændighederne... ti hi. Jeg er ved at vænne mig til dem, der tramper... et hus med mange bjælker og 350 år på bagen har visse beboere... men de bliver venligt, men meget bestemt vist ud, når jeg ser dem. Fangstglasset står altid klar, for jeg kan ikke lide at slå dem ihjel. De kan jo ikke gøre for, at de er upopulære... og egentlig er de det heller ikke rigtigt, for de tager mange insekter, som jeg heller ikke vil have inden døre... ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Jeg tør ikke bruge støvsugeren. Min moster fortalte en gang, at det havde hun gjort, men så kom edderkopperne ud igen - med støv på. Jeg tror ikke, det sker med moderne støvsugere, men jeg tør ikke løbe risikoen! Frøer har jeg ikke noget imod, hvis de bare vil lade være med at bevæge sig lige der, hvor jeg skal træde. En gang har jeg faktisk reddet en kæmpestor tudse (hvad er frø og hvad er tudse?) op fra den lyskasse, den var skvattet ned i. Den sad og kiggede ind og så så ked ud af det, når jeg kom ned i vores kælder, og det kunne jeg jo ikke leve med. Min daværende husbond skulle ikke nyde noget, men mor her iførte sig gummistøvler (det føltes som en nødvendighed) og havehandsker og reddede kræet op. Den absolut heltemodige indsats holdt min glorie nypudset i flere uger :-)

Fruen i Midten sagde ...

Laika: Er vi vist en del, der gør :-) Kan du ikke få hundene til at snuppe dem?

Stegemüller: Øv, det er ikke rart at være rigtigt bange for dem. Jeg kan bare ikke lide dem. Hvis jeg var dig, ville jeg nok prøve at lade være med at spekulere for meget over, hvordan spindene kommer. Det må være som med nullermænd; de kommer ud af ingenting :-)

Mia: Med det hus I bor i, er det da godt, at du ikke er hys, når det gælder edderkopper. Respekt for det :-)

Pia sagde ...

Edderkopper er altså søde også selvom de kommer ind. Jeg har altid reddet dem fra døden, taget dem varsomt med hænderne og båret dem ud. Her er det kun C der har været bange for dem, så når der lød et skrig efterfullgt af MO..ARRR, så vidste jeg hvad skulle. Har du den? Ja. Er du sikker? Ja. Er du HELT sikker? Ja, vil du se? NEJ.
Jeg er tilgengæld skrækslagen for selv de mindste larver. Der vil jeg gerne have assistance til at få dem fjernet.

Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Fruen i Midten sagde ...

Pia: Det er altså bare underligt, hvordan vi kan være så forskellige mht 'kræ'. Du har ikke noget imod edderkopper, som vi ellers er en del, der ikke bryder os om, og så er du bange for noget så 'uskyldigt' som larver. Okay, nogle af dem er virkelig ulækre, men andre er da næsten søde. Altså næsten ;-)

Carportognoia sagde ...

Fantastisk! Kig endelig forbi og æd vores natsværmere!

Fruen i Midten sagde ...

Carportognoia: Jeg er ikke helt sikker på, at vi gør i natsværmere ;-) Har faktisk - temmelig forgæves ganske vist - forsøgt at forklare Kamelen, at hun ikke må hapse sommerfugle. Og natsværmere ligner jo sommerfugle en del.

Østfronten sagde ...

NOOOOO! Det var det absolut værste han kunne sige!
Gentag efter mig: der er IKKE edderkopper bag sengen - der er IKKE edderkopper bag sengen - der er IKKE edderkopper bag sengen

Fruen i Midten sagde ...

Østfront: Ja, totalt ufølsomt ;-) Jeg gentager efter dig; der er IKKE edderkopper bag sengen, der er IKKE..