torsdag den 30. marts 2017

Et stik i hjertet


Så gik der nok en uge, som Gemalen primært har brugt på at suse rundt i hospitalssystemet, mens vi andre forpustede prøvede at følge med og samtidig huske vores egne aftaler.

Gemalen blev udskrevet torsdag, og alt var nogenlunde godt. Kun nogenlunde, for rask var han jo stadig ikke. Fredag morgen fik han et voldsomt ildebefindende, og måtte afsted igen.

Først måtte jeg dog igen-igen konstatere, at ting har det med at blive næsten ubærligt besværlige, når man er forskrækket. Det direkte telefonnummer på kontaktkortet til sygehuset var ulæseligt, fordi stemplet var gledet. Wifien var ustabil, da hovednummeret skulle findes på nettet. Koordinatoren var optaget, da jeg kom igennem til afdelingen. Og så videre.

På det lokale sygehus kunne man konstatere, at Gemalens hjerte - og pacemaker - slog som det skulle, men da man ikke der kan teste selve pacemakeren, blev Gemalen overflyttet til Skejby. Her sagde man, at pacemakeren hele tiden havde kørt, som den skulle, og at Gemalens ildebefindende havde skyldtes atrieflimmer, som nok igen skyldtes den væskeansamling, han havde ved hjertet. Det ville derfor kunne opstå igen, og så måtte han 'bare' prøve ikke at blive alt for forskrækket ... Og så skulle han iøvrigt komme tilbage til videre tjek mandag som oprindeligt aftalt.

Det tjek bestod af to ultralydsscanninger. En udvendig og en indvendig. Den udvendige var den helt almindelige og til at have med at gøre. Den indvendige not so much. Den går via spiserøret, så lægen ikke er generet af ribbenenes gitterværk, og da Gemalen allerede havde fået foretaget sådan en undersøgelse ugen før og syntes, den var voldsomt ubehagelig, gjorde han, hvad han kunne for at slippe. Der hjalp dog ingen kære mor, og mens Gemalen fik foretaget sin scanning, tog Fruen i IKEA og spiste köttbullar med kartoffelmos og tyttebærsyltetøj.

Jeg var dårligt landet i venteværelset på Skejby igen, før sygeplejersken kom og hentede mig, at nu havde hun vækket Gemalen, så han kunne få noget at spise, og så ville lægen komme. Det gjorde lægen, men hun var stadig ikke 100 procent sikker på diagnosen. Enten var der sket en udsivning, da man lagde den nye tråd til pacemakeren og i den forbindelse, ved et uheld, var kommet til at stikke Gemalen. Eller også var tråden, ved et uheld, blevet lagt, så den fortsat generede, og så måtte den jo lægges om.

Helt sådan formulerede lægen sig ikke, men det var det tætteste, vi kom på, at nogen indrømmede, at noget i forløbet ikke var gået helt efter bogen.

Fordi lægen ikke var sikker, skulle Gemalen CT-scannes, tirsdag på det lokale sygehus. Have taget blodprøver, onsdag på den lokale sygehus. Og igen til Skejby, torsdag, for afklarende samtale.

Det har han så været nu. Det var så sket det, at man på det lokale sygehus ikke havde kigget efter det, man skulle kigge efter på CT-scanningen, så umiddelbart havde lægen på Skejby ikke et entydigt, endegyldigt svar ...

I mellemtiden har Gemalen dog fået det meget bedre. Han har ikke længere feber, hans infektionstal er nede på et næsten anstændigt niveau, og han hoster kun en lille smule. Så medmindre et fornyet kig på den foretagne scanning giver anledning til noget andet, er konklusionen, at Gemalen må afvente, at væskeophobningen forsvinder af sig selv, og han stille og roligt får det bedre, og så skal han iøvrigt til nyt tjek om tre uger.

Det håber vi så på, men så er hele marts faktisk også gået med noget, der kun burde have varet et par dage eller max en uge.

Og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg skal være arrig over netop det eller bare taknemmelig over, at Gemalen overhovedet er i live.


15 kommentarer:

Inge sagde ...

Din gemal kommer da noget rundt i det midtjyske sundhedsvæsen. Fortsat rigtig god bedring til ham.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ja mon ikke. Men det kender du jo kun alt for godt til. Tak :-)

Mette sagde ...

Du godt være lidt arrig over det. Kunne sikkert, som du skrev, være gjort hurtigere. Selvfølgelig er det godt Gemalen har det godt igen men ville altså have været pænt af systemet, at virke så hele marts ikke skulle gå med det.

/ks sagde ...

Vi kommer længst med taknemlighed ;o) Trust me!

www.skøreliv.dk sagde ...

Tror bestemt /ks har ret! Jeg plejer at gå med arrigskaben. Anbefales ikke. Kæmpe kram fra mig! ❤️❤️❤️

Ellen sagde ...

Jeg ville også være blevet arrig.
Og glad for, at gemal stadig er i live.
Man kan sagtens være begge dele :-)
Knus herfra.

Min Servicehund sagde ...

sikke en karrusel tur
taknemlighed vil nok give bedst udbytte... men du kan vel være begge, for det ikke ok at de ikke indrømmer mulige fejl der skyld i det ej heler kontakt besvær og mis kommunikation.
Det sagt hvor er det bare dejligt han har fået det lidt bedre.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Ja, ikke? Lidt arrig må være på sin plads. Det ville have været rart, hvis der ikke var sket fejl, og Gemalen i dag kunne have kørt mtb-o-løb i Portugal i stedet for at give den som sofa-kartoffel herhjemme.

KS: Tjah, måske har du ret. Det tror Maude jo også, men lige nu føler jeg altså også lidt for arrigskaben ;-)

Maude: Jeg tror på, at man ikke skal gå all in på arrigskab, men bare lidt? Tak for kram :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Tak, så er det slået fast: Man kan godt begge dele! Knus tilbage :-)

Servicehund: Nej, det ville være rart, hvis lægerne ikke var så totalt loyale over for hinanden, at det er stort set umuligt at hale indrømmelser af fejl ud af dem. Og så ville det være rart, hvis de bare undgik fejl, men lave fejl gør vi jo alle, så det kan næppe undgås. Ja, det er SÅ dejligt, at Gemalen har det bedre :-)

Birgitte B sagde ...

Øj altså, det er noget af en omgang. Jeg håber virkelig april betyder slut med hospitalsbesøg for jer. kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Det vil være så dejligt med nogle hospitalsfrie måneder :-)

monicastage sagde ...

uha.. kan godt forstå både forskrækkelse og frustration ! pyh...
håber weekenden kan blive lidt god..

Pia sagde ...

Hold da op hvor I farer rundt. Jeg ville ville bestemt også være både gal og taknemmelig. Jeg selv er lidt i samme situation, og har netop skrevet et indlæg om lidt af det der har fyldt mit liv, det sidste halve år.
God bedring til gemalen.

Lene sagde ...

Kan godt forstå du er arrig og taknemlig. Jeg forstår ikke hvorfor man ikke kan melde klart ud og så beklage, det ville være på sin plads. God bedring til din gemal.

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Weekenden blev god. Godt vejr og trilleture til Gemalen. Så dejligt :-)

Pia: Ja, det gjorde vi virkelig, men nu er det forhåbentlig overstået. Og sammenlignet med jer skal vi vist ikke klage. I har virkelig jeres at se til! Tak :-)

Lene: Det ville nemlig være ret rart, hvis man erkendte og beklagede. Også selv om man måske ikke er 100% sikker på, om det var dit eller dat, der var årsag til hele miseren. Tak :-)