mandag den 28. december 2015

Forbigående rødkålskrise


Det blev jul, og den gik over igen, før vi fik set os om.

Sådan er det vel for det meste; at man suser rundt i flere uger med en mere eller mindre panisk fornemmelse i maven, og så i løbet af ganske få timer er det hele omdannet til datid.

Vi nåede at blive klar. Selvfølgelig gjorde vi det, for det gør vi jo altid. Med gås og gaver, juletræ og kirsebærsovs.

Så man kan fundere over, hvorfor den paniske fornemmelse altid skal nå at indfinde sig. Men det er åbenbart en del af julekonceptet?

Eneste optræk til egentlig krise opstod om eftermiddagen lillejuleaften, da Donnaen og jeg kiggede på vores beholdning af rødkål og opdagede, at vi på det område er lige så slemme, som vi er med pebernødder, så vi var 'kommet til' at spise to trediedele af den portion, der egentlig var tiltænkt julemiddagen.

Men så kunne vi da bare skynde os at lave en ny portion.

Tænkte vi.

Så da vi var afsted for liige at købe de allersidste ting, skulle vi bare også liige huske rødkål.

Der var bare ingen rødkål.

Så vi kørte videre til den lokale gartnergård.

Uden for butikken lå et par ensomme hvidkål i en stor kasse. Rødkål kunne vi ikke se nogen steder.

Inde i butikken stod en af Donnaens veninder bag disken, og hun mente helt bestemt, at vi måtte være gået forbi rødkålene på vejen ind. Efter en tur ud på forpladsen måtte hun dog give os ret; der var ikke flere rødkål, men så havde de heldigvis en hel masse ude bagved.

Veninden var længe væk, og bange anelser begyndte at gro i mit baghoved.

Men så kom hun heldigvis tilbage. Med hele det resterende lager. Ét rødkål under hver arm.

De to rødkål var til gengæld så store, at jeg kun behøvede et, og damen bag mig blev glad, for så kunne hun få det andet.

Og så skyndte vi os hjem og lavede rødkål.

Til gengæld måtte jeg lade gåsen ligge til næste dag uden, bare ganske forsigtigt, at kigge efter, om den var pænt plukket eller i lighed med sidste år snarere lignede et pindsvin, der havde været ude i meget stærk medvind.

Men gåsen var pænt plukket, og alt flaskede sig på bedste vis.

Og det blev juleaften, og ved ellevetiden kunne Kamelen og jeg gå en sen aftentur og konstatere, at nu var den sådan set allerede ovre.


mandag den 21. december 2015

Bestillingsarbejde


Googler man broholmer, kan man blandt så meget andet læse, at racen har været brugt som vagthund.

Nu er Kamelen jo ikke nogen ren broholmer, men derimod en meget fin hulihæk-hund, og det kan måske forklare, at hun ikke syntes, hun skulle vælte huset, da der var ubudne gæster i kælderen. Måske synes hun ikke, at kælderen, hvor hun ikke må komme, er hendes domæne at forsvare. Eller også mente hun bare, at når Gemalen var hjemme, så havde han nok tjek på tingene.

Kamelen tog fejl. Og Gemalen tog fejl, hvis han havde troet, at han bare kunne ligge og snue den en torsdag formiddag (han er smaskforkølet), uden at der ville komme noget skidt ud af det.

Og det var især ham, det gik ud over.

Dem, der kender Gemalen, ved, at han har det nogenlunde med sine cykler som Gollum har det med Ringen.

Og nu er de væk! Tre gange My Precious stjålet ved højlys dag og nu på vej mod Østeuropa.

Det sidste er ikke bare noget, jeg fordomsfuldt mener, men faktisk hvad betjentene sagde, da de var ude og optage rapport.

De sagde også, at det givetvis var et bestillingsarbejde.

For Gemalen har fundet ud af, at han er nødt til at have en mountainbike, der tager lidt mere hensyn til hans gamle korpus. Noget med noget mere affjedring både her og der, og hvad ved jeg. Og skulle han købe nyt, måtte han også sælge brugt, og derfor har han haft et par af sine cykler til salg. Dels på facebook og dels på dba. Og især det sidste sted, mente politiet, kunne have inspireret tyvene til at aflægge os besøg.

Så nu er det slut med at sætte noget til salg dér. Det giver iøvrigt sig selv, for Gemalen har ikke længere noget at sælge ...

Gemalen er selvfølgelig sur.

Også over, at han ikke opdagede indbruddet.

Det er jeg faktisk meget godt tilfreds med, at han ikke gjorde. For hvis tyvene var parate til at løbe risikoen ved at bryde ind i fuldt dagslys, og mens der stod en bil parkeret i carporten, hvad ville de så ikke have været parate til, hvis Gemalen var kommet drønende med morgenkåben flagrende og højt løftet stegepande?

Æv!

Ud over en masse bøvl med tilkald af politi, kontakt til forsikringsselskab og besøg af skadesfirma for midlertidtig reparation af dør kommer Gemalen til at bruge tid på, at døren skal repareres eller helt udskiftes, og så kommer han helt sikkert til at bruge en hulans masse tid på at finde lige præcis de cykler, som han mener vil være de helt perfekte til ham til den helt rigtige pris.

Det er hvad det er.

Meget værre er den utryghed, der har bredt sig i det lille hjem.

For hvad nu?

Var det en engangsforeteelse, eller kommer de igen efter biler, hund og sparegrise? Var det virkelig et bestillingsarbejde, og sætter de sig nu og venter tre måneder, før de kommer igen og henter Gemalens erstatningskøb?

I den forbindelse er det heller ikke specielt rart at kunne læse om tyveriet i den lokale avis, for det føles nærmest som om, at der dermed bliver sat fokus på, at der er - om ikke andet så i hvert fald - dyre cykler at hente på adressen.

Især Donnaen er utryg.

Vi gør, hvad vi kan for at berolige hende. Forklarer hende, at Kamelen helt sikkert vil gø, så huset ryster, hvis der kommer fremmede ind i stueetagen, og hun ikke øjeblikkeligt bliver bedt om at holde mund. (Om hun også vil æde eventuelle ubudne gæster, er nok tvivlsomt, da hun er meget rar hund, men det ved andre jo ikke). 

Og så har Gemalen med øjeblikkelig virkning fået ændret alarmsystemet (sådan et har vi nemlig, men det har altid været slået fra, når vi var hjemme), så man kan skal-sikre kælderen for sig. Så er der da i det mindste 'gjort noget'.Nu skal vi så bare vænne os til at bruge det konsekvent. Lidt af en opgave for nogen, der i forvejen har haft svært ved overhovedet at huske at låse før sengetid. - Og som er sluppet godt fra det.

Velkommen til virkeligheden.


mandag den 14. december 2015

Tjek, tjek og et julemysterium


En gang tilbage i november, hvor jeg netop havde købt den første julegave, tænkte jeg, at det måske i år ville lykkes mig at få nogenlunde styr på julegøremålene uden at gå til i julestress.

Omkring første december mente jeg stadig, at det faktisk gik helt godt.

Nu må jeg erkende, at juletræerne ikke vokser ind i himlen, og at panikken, som vanligt på denne tid i december, er ved at indfinde sig.

Ting tager generelt bare længere tid, end jeg på forhånd - naivt - forestiller mig.

For eksempel nåede jeg kun at fremstille dejen, men ikke at bage vaniljekranse (altså vaniljedimser, da jeg ikke har de rette remedier og ej heller tålmodighed til kransefremstilling). Heldigvis tager dejen ikke skade af at stå i kælderen et par dage og vente på tid. Så det går nok.

Et par vigtige hak blev der dog sat på listen i weekendens løb. Lørdag hjembragte jeg den bestilte gås, som egentlig ifølge den lokale gårdbutiks nye, fancy web-bestillingssystem skulle have været leveret med posten, men som jeg endte med selv at hente mod at få lidt mere gås for den sparede porto.

Og søndag hentede Gemalen og jeg juletræer hjem. Donnaen var for dårligt gående og skulle iøvrigt skrive stil, så hun måtte desværre, til sin store fortrydelse og i øvrigt for første gang i sit liv, blive hjemme.

Juletræer henter vi hos gode venner, og nu hvor jeg har sørget for, at de har en netter, var de så meget nemmere at få plads i bilen. Træerne, ikke vennerne. Til gengæld var det præcis lige så svært som det plejer at vælge det helt rigtige træ, så vi brugte lang tid på at vandre rundt. Og endte så med at vælge et af de allerførste, vi havde kigget på ...

Da Gemalen stadig ikke er helt mobil, når det kommer til at kravle rundt på jorden og fælde juletræer, blev det i år min tjans at save, mens Gemalen bare hev lidt i toppen, så saven ikke satte sig fast. Så nu ved jeg, at jeg også kan fælde juletræer, og det er jo altid godt at vide.

Efter omsider at have udvalgt det helt rette stue-juletræ gik det hurtigt med at finde et lille træ til terrassen, få begge træer nettet, smage værternes hjemmekomponerede snapse og komme hjem igen, så jeg lige kunne nå en travetur i skoven med Kamelen, mens det stadig var lyst.

På vores aftentur på den sædvanlige rute gennem villakvarteret konstaterede jeg, at jeg ikke havde set syner, da jeg aftenen før havde set en lille julemand stå på et elskab. Han stod der stadig og så så fin ud. Og jeg undrede mig såre. For hvorfor står han der?

Jeg lod ham stå, for måske er han nogens. Eller måske er han en del af en skjult kamera-gimmick, hvor man aktiverer et eller andet fælt, hvis man prøver at tage ham. Måske sidder han fast med lim eller elastik, måske begynder han at tale, måske falder der noget ud af hækken, eller man starter en alarm?

Mest tror jeg på, at han er tabt. Ud af en klapvogn, og så har en venlig sjæl stillet ham op på elskabet, så han er til at finde igen. Det er ikke til at vide, og indtil videre lader jeg ham stå. Men hvis han ikke bliver hentet, tror jeg ikke, at jeg kan lade ham stå der i kulden julen over.

For sådan kan man da ikke behandle en julemand.

Vel?


tirsdag den 8. december 2015

Ikke-dage med Kamelen og Lille Kylling


Det holder hårdt, det her. Blogindlæg skriver ikke sig selv. Ikke på hverdage og da slet ikke på såkaldte fridage.

Men:


Nøj, hvor har jeg i den forgangne weekend været træt af gummistøvler, overtræksbukser, regnjakke og sydvest!

Altså, ikke træt at at have al klunset, for uden det havde jeg da nok reddet mig både snot og lungebetændelse, eller også havde Kamelen spurtet rundt på væggene i mangel af andre steder at komme af med sin energi, men træt af at være nødt til at iføre mig vesterhavsfiskerkostume igen-igen-igen, hver gang jeg skulle længere end til postkassen.

Weekenden har været ikke-dage, hvor det har blæst og regnet uafbrudt, og det elektriske lys har været tændt, fra vi vågnede, til vi gik i seng.

Ikke-dage bedst egnet til varm chokolade og puslespil.

Som om.

Den slags forekommer kun i et parallel-univers med god tid, fordi der er to torsdage i særligt tidspressede uger.

Så vi gjorde, som vi plejer i weekenden. Ordnede ting og gik vores ture, Kamelen og jeg.

De ture, der lå på tidspunkter, hvor det var mindst mørkt - lyst var det jo aldrig - blev brugt i skov og krat på at besigtige skaderne efter Gorm og Helga.

For sådan er det jo på denne årstid, at skovture desværre er noget, der kun kan lade sig gøre i weekenderne, hvor man kan se omgivelserne, og ikke mindst hvad man træder på (glatte rødder) og i (ankeldybt mudder). Derfor nåede vi slet ikke at se Gorms ødelæggelser, før Helga kom susende bagefter.

Altså gik vi i skoven, Kamelen og jeg. Eller Kamelen og Lille Kylling. Det var sådan, jeg mest følte mig. For ikke alene var jeg klædt i kylling-gult, jeg er også i besiddelse af et ikke-mod på størrelse med en kyllings, når det kommer til færdsel i skoven i stormende kuling, hvor der ud over allerede væltede og knækkede træer også hænger en del midt mellem himmel og jord, som kan komme bragende ned, hvad øjeblik det skal være.

Men der skete ikke noget. Vi kiggede på væltede træer, og vi fandt alternative ruter, så vi undgik de fleste hængere.

Der er ikke væltet voldsomt mange træer i "vores" skov og krat, men dog nok til at holde skovvæsenets folk godt beskæftiget en rum tid.

Da stormen Bodil hærgede for to år siden, omdannede hun en skråning i skoven til mikadospil for trolde og kæmper. Nu er der forlængst ryddet op, men hver gang, det stormer, ryger der yderligere nogle træer i kanten af det nu åbne stykke.

Derudover nogle enkelte træer hist og pist. Især hist, ned over stierne. Skoven er ikke større, end at man godt kan vurdere, hvor meget der ligger rundt omkring, og af uvisse årsager virker det altså som om, der ligger forholdsvis mange træer netop på tværs af stierne. Noget, som Kamelen bare betragter som en spændende og kærkommen variation over kendte traveture, men som faktisk spærrer en ret stor del af skoven for folk, der er mindre mobile end mig.

Ærgerligt for Fido og Buller, som må se deres lufteture afkortet eller midlertidigt henlagt til fortovene. Men det er der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. Jeg går ud fra, at skovfolkene lige nu har vigtigere ting at tage sig til end at rydde stier til hundelufterne i kommunens mindste frimærkeskove.

Så vi går uden om, mens vi måber over de store kræfter, der har været på spil.


Svært at fornemme, hvor stort træet er,
men knækket sidder nok tre meter oppe.

mandag den 30. november 2015

Midlertidigt udfald


Hov!

Der skete lige et midlertidigt udfald på linjen. Aldrig har jeg været så længe blog-fraværende uden egentlig (ferie-)grund.

Ikke fordi der er sket noget særligt. Hverken negativt eller det modsatte.

Heller ikke fordi der slet ikke er sket noget, for det er der da trods alt. Blandt andet har jeg nu igen både fungerende mobil og gangbare støvler, hvilket jeg slet ikke er utilfreds med.

Og jeg har sammen med min mor både bundet adventskrans og lagt brunkagedej. Kalenderlyset er dog stadig kun et samlesæt, men til gengæld er første portion pebernødder bagt og snart også spist.

Der er købt gran på en af de lokale gårde og bestilt julegaver i så stor stil over nettet, at jeg snart kan kort-koden udenad. Hvilket jeg finder en smule betænkeligt.

Og vi har fejret Kamelens fødselsdag. Eller rettere; vi har noteret os, at hun nu er to år. For hun har ikke mave til at blive fejret med lagkage af bøftatar og leverpostej. Og hvorfor skulle hun også det? Hun ville ikke fatte en bjælde og iøvrigt bare synes, det var højst upassende, når det ikke var på menuen resten af årets dage.

Heldigvis havde hun fødselsdag allerede lørdag og ikke i går, hvor koncept hunde-ejer var voldsomt under pres i det dårlige vejr. Men selv om jeg på forhånd havde ret svært ved at overtale mig selv til at gå ud, så lykkedes det faktisk at gå alle tre ture uden at blive særlig våd. Alle tre gange havde jeg dog også iført mig det helt store vesterhavsfisker-kostume med overtræksbukser, gul regnjakke og ditto sydvest, hvilket jo i sig selv virker præventivt.

Lidt hjælp var der dog også at hente hos DMI, hvor jeg kunne se, at vi ikke skulle for sent ud på vores aftentur, hvis vi ville nå det, inden Gorm for forbi. Så afsted kom vi, og selv om det ruskede og knagede, og jeg gik i en stor bue uden om naboens egetræ, så skete der absolut ingenting.

Først cirka et kvarter efter hjemkomsten satte stormen rigtigt ind, og jeg klappede mig selv på skulderen og sank ned i lænestolen med te og Ipad. Efter dog lige at have fundet et par lommelygter frem. Bare sådan til hvis. Men det blev ikke værre, og en halv time senere var det overstået, og vi kunne gå roligt i seng.

Her til morgen kunne jeg konstatere, at selv om det en overgang havde lydt voldsomt, var der ikke sket det store. Selv de tomme papkasser på traileren stod, hvor de hele tiden havde stået.

I stedet kunne jeg derfor koncentrere mig om at være utilfreds med, at gulvet i badeværelset var koldt. Fordi batteriet i temperaturføleren var fladt.

First world problems skal man jo heller ikke kimse ad.



Men om disse træer står endnu, ved jeg ikke.
Billedet blev taget søndag formiddag.

tirsdag den 17. november 2015

Svært at være utilfreds med


Altså, det er jo ikke, fordi det går sådan særlig fantastisk med at få afviklet november.

November er stadig november.

Med mere mørke og mere ruskvejr og mere kulde.

Gemalen har stadig ondt i sin hofte, når han skal 'starte' fra siddende, og Donnaen har stadig ondt i sin fod.

Mine støvler er stadig ikke kommet retur. Det er nu fire uger siden, de blev indleveret til omforsåling, og jeg har efterhånden ringet og forespurgt så mange gange, at alle i forretningen vist er klar over, at jeg mangler mine støvler ret meget.

Min mobil er stadig til reparation. Blev indleveret onsdag, så jeg var ikke specielt imponeret, da jeg mandag fik en sms på lånemobilen om, at den nu var i hænderne på en tekniker. På selskabets hjemmeside kan jeg dog logge ind og se, at reparationen nu er afsluttet, så der er vel håb.

Men så var der gummistøvlerne.

Den sag udviklede sig heldigvis til en solstrålehistorie, selv om jeg på forhånd ikke var særlig optimistisk. Og derfor havde indstillet mig på bøvl og brok, da jeg gik ned for at klage min nød.

Ekspedienten kunne godt se, at støvlerne så ret slidte ud, men da hun ikke havde så meget erfaring med reklamation, måtte vi lige vente på yderligere assistance.

Ventetiden viste sig at være givet godt ud, for det var lige præcis skobutikkens ejer selv, ekspedienten endte med at rykke i ærmet. Og han kiggede på støvlerne og på bonen og gav mig ret i, at støvlerne var mere slidte end forventeligt på kun et halvt år. Han mente godt nok ikke, at han ville få noget som helst ud af at sende dem retur til producenten, men det skulle ikke komme mig til ugunst, så jeg kunne bare gå med den unge ekspedient i kælderen og finde mig et andet par.

Det kunne jeg jo kun være tilfreds med, så efter en hel del støvleprøvning, besluttede jeg mig for et par limegrønne røjsere.

Nu var der bare det ved det, at de limegrønne var billigere end de nedslidte røde.

Hvilket jeg overhovedet ikke havde overvejet at gøre opmærksom på endsige brokke mig over. Men ekspedienten spurgte sin chef og fik besked på at udstede et tilgodebevis på differencen.

Og med den service var det jo virkelig svært at være utilfreds.

Det skulle da lige være over den manglende mulighed for at hælde opsparet galde ud over nogen. Det kan virke som det underligste antiklimaks bare at få sin vilje og lidt til, når man egentlig har gået og pustet sig op til en større omgang brok.

Det må jeg så se, om jeg kan bære ...


fredag den 13. november 2015

Nok november


Vi er ikke en gang nået til midten af november endnu, og jeg har allerede fået rigeligt.

November er min hademåned nummer ET!

(Undskyld til Liv).

Jeg hader også januar og februar og er ikke specielt begejstret for december. Men lad nu det ligge.

November er både dum og grim.

Det er mørkt og bliver kun mørkere. Det er vådt og blæsende og bliver sikkert kun værre. Det milde vejr i øjeblikket er dog en - tøhø - formildende omstændighed, for der er én ting, jeg hader mere end mørke, og det er kulde.

- Så kan man jo tænde lys, siger folk. Brygge te og tage uldne sokker på. Smække fødderne op i sofaen og læse gode bøger eller se serier i TV. Det er så hyggeligt.

Jaja, det er godt med dem. Godt for dem, vel nærmere. For det er sjældent, at jeg overhovedet når så langt, og hvis jeg endelig gør, så er det som regel ren kapitulation, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt være gået i seng ...

- Men, siger folk, årstidernes skiften er da en god ting, som vi slet ikke kunne tænke os at være foruden.

Jeg kunne virkelig godt undvære de fire mørkeste, vådeste, koldeste og mest blæsende måneder, og jeg forstår seriøst ikke, når folk i ramme alvor siger det modsatte. Det er selvfølgelig meget smart at have det på den måde, når nu Vorherre har villet det sådan, at man lige præcis er blevet dansker, og jeg spekulerer sommetider på, om folk alene siger som de gør, fordi de tilpasser sig noget, de ikke mener kunne være anderledes?

Kunne det være anderledes - og vi vandt den helt store lotto-gevinst -  var vi dem, der var skredet. For at overvintre under varmere og lysere himmelstrøg. Om vi i givet fald overhovedet ville komme tilbage til andedammen i sommermånederne, må stå hen i det uvisse.

Altså; november er både dum og grim.

Og det er bare sådan en helt almindelig november.

Men nu, hvor besværlighederne har valgt netop denne måned til at stå i kø, har november-trætheden meldt sig endnu tidligere, end den plejer.

Fra den lette ende kan jeg for eksempel nævne, at min mobil gik så helt og aldeles død, at selv Verdensfirmaets absolut største æble-nørd ikke var i stand til at få liv i den. Så nu er den til reparation, selv om man rimeligvis lige så godt kunne have stukket mig en ny med det samme.

Og mine støvler er stadig ikke kommet retur efter omforsåling. Da de lovede tre uger var gået, kunne butikken end ikke finde data på, at de var sendt afsted. Lang tids søgen resulterede i en besked fra importøren om, at der nok ville gå cirka en uge yderligere.

Imens har jeg slidt min gummistøvler næsten i stykker. Tre ugers daglig brug var mere, end de kunne holde til ... Sålerne er slidt blanke, og hælene viser sig ikke at være massive, og lige om lidt har jeg slidt igennem ind til hulrummet, hvorefter støvlen er ødelagt, og jeg kan gå ned til skobutikken og brokke mig. - Og se, hvad der kommer ud af det.

Gemalen har mere ondt i sin hofte end forventet, og Donnaen er så skadet i sin ene fod, at dansesæsonen er aflyst for hendes vedkommende. Den sluttede næsten inden den kom i gang, og en ellers optimistisk fysioterapeut har nu med beklagelse kastet håndklædet i ringen. Næste stop er idrætsklinikken. Den slags er overhovedet ikke sjovt, når man elsker at danse og har gjort det stort set så længe, man kan huske.

Det var den lette ende. Den tunge ende vil jeg slet ikke skrive om.

Jeg har fået nok af november.

Bliver det ikke snart marts?




mandag den 9. november 2015

Fornuft og fornemmelser


Alle ved jo, at når talen falder på lus, så begynder det at klø.

Sådan er det bare, hvad enten man har haft lus eller bare forestiller sig, hvordan det må være.

Men der er ingen lus.

Det er ren og skær indbildning. Og det ved man også godt. Noget pjat, som man ikke rigtigt kan styre.

Noget, der foregår mellem ørerne inden i hovedet.

Og ikke mellem ørerne uden på hovedet.

Slut. Der er ingen lus.

Man skal bare tage sig sammen, sænke skuldrene og tænke på noget andet.

Hvilket er lettere sagt end gjort.

Især når kløen føles stædigt insisterende.

Og flytter sig.

Fra bag højre øre til et sted lige oven på hovedet. Dér, hvor brillerne er parkeret, når de ikke sidder på næsen. Og tilbage igen.

Så bliver det pludselig for meget, og man er nødt til at gøre noget.

Finde kæmmekammen frem og

få syn for sagn:

Et styk sprællevende lus!

Gemalen kan ikke sættes til at kæmme. Det er udelukket.

Donnaen kunne godt, men ser bare på sin mor med ubehag i blikket.

Klokken er en halv time i apotekets lukketid, men allerede inden den halve time er gået, er jeg i fuld gang med, med tak til Helle, at fedte hår og hovedbund ind i lusemiddel.

Mens jeg bander mit kraftige hår langt væk og kortvarigt overvejer, om crew cut eller det kronragede look ville klæde mig.

Én behandling burde være nok, men det småklør stadig, og jeg er nok nødt til at tage en tur mere, før jeg kan overbevise mig selv om, at det igen kun er indbildning.

Kun indbildning.



fredag den 6. november 2015

Onsdagsfri = onsdagshygge - eller noget


Da Fruen var ved at blive helt skeløjet over ting, der ikke rigtigt kunne nås i det daglige, men bare hobede sig op, blev der dømt onsdagsfri.

Arbejdsfri altså.

For vækkeuret ringede som vanligt, og morgenritualerne forløb også ganske hverdagsplanmæssigt. Men derefter kunne jeg godt lige nå at starte en gang sengetøjsvask (på grund af én sølle lus), før jeg kørte til Viborg for at returnere fejlindkøbte elektriske pærer.

Det kunne måske virke lidt voldsomt at køre 2 x 35 km for nogle sølle pærers skyld, men vi kører gerne langt for at handle i, om ikke verdens så i hvert fald Midtjyllands bedste, lampeforretning. Hvor man kan få stort set alt og tit til en ganske fornuftig pris. Især hvis man er så heldig, at der er Ham-Siæl, der står bag disken.

Og det var således også her man havde fundet fine erstatnings-skærme til mine forældres eksploderede badeværelseslamper. Vel at mærke, efter at mine forældre selv kun var blevet mødt med beklagende skuldertræk i diverse lampeforretninger i egen landsdel.

Men pærerne var forkerte, og da jeg havde oprindeligt havde fået hele mit indkøb til netop en fornuftig samlet pris, var jeg lidt spændt på, hvor meget jeg kunne få tilbage, når jeg returnerede pærerne. Det var der dog ikke grund til. Jeg fik - selvfølgelig - fuld pris for alle pærer. Også den der var var klippet ud af pakningen og forgæves forsøgt monteret i en af vores egne lamper.

Så jeg var godt tilfreds, da jeg kørte hjem og spiste frokost med Gemalen før næste udflugt.

Ned og bytte sim-kort. Gemalen havde fået nyere mobil, og som sidste led i mobil-fødekæden skulle jeg nu opgradere fra 4S til 5S. Hvilket altså betød nyt sim-kort.

Fordi Gemalen havde overladt mig en aldeles flad mobil (og fordi jeg ikke havde tænkt på at tjekke), kunne den unge 3-fyr ikke bare lige klare at få mig kørende på den nye(ere) telefon, men måtte finde sin indre pædagog frem og forklare den gamle tante - altså mig, hvordan jeg skulle gøre.

Jeg troede egentlig nok, jeg havde forstået ham, men da jeg senere på eftermiddagen skulle gøre forsøget, var der den lille hage ved det, at Gemalen ikke havde nulstillet telefonen.

Og det var dumt, for man skal ikke overlade den slags ting til en mobil-mongol som mig.

For jeg kan altså ikke forholde mig til vejledninger på nettet og you tube-instruktioner. Jeg prøver mig bare frem, og nogle gange går det godt. Andre gange ikke. Og i løbet af ikke ret lang tid lykkedes det mig at låse mobilen fuldstændigt. Alle koder var ugyldige, og man kunne ikke engang ringe til den.

- Og nu har du også blokeret min Ipad! råbte Gemalen fra sin sofaliggende position.

- Hvordan kan jeg det? spurgte jeg undrende.

- Det ved jeg ikke, men du må jo havde gjort et eller andet åndsvagt, mente Gemalen arrigt.

Nu blev Fruen bare en lille smule fornærmet, for selv om min mobil havde begået en eller anden form for harakiri i hænderne på mig, så mente jeg ikke, at det var helt retfærdigt at give mig skylden for Ipaddens nedbrud. Især ikke da Gemalens mobil stadig levede i bedste velgående. For hvis jeg havde slået Ipadden ihjel per wifi, hvorfor var Gemalens mobil så ikke sprunget med i døden?

Det kunne Gemalen ikke svare på, men min skyld var det. Bum!

Donnaen rullede med øjnene og holdt sig uden for.

Klogt, men alligevel ærgerligt, for da hun næste morgen forbarmede sig over faderens Ipad og forsøgsvis slukkede og tændte den igen, var den så god som ny.

Nu var det min tur til at rulle med øjnene.

Men jeg sagde ingenting.

Slet ingenting.



fredag den 30. oktober 2015

Smitsom krible krable


Kamelen har det med at sætte sig ned og klø sig bag øret.

Nogle gange har jeg hende mistænkt for at gøre det helt pr. automatik, og ikke fordi det egentlig klør. Men andre gange virker hun temmelig koncentreret og meget opsat på at ramme det helt rigtige sted, og jeg spørger mig selv, om hun har noget med ørerne, eller om det er for længe siden, hun sidst har fået loppekur?

Hælder jeg mest til sidstnævnte teori, sker der straks det, at jeg begynder at klø på underarmene, og det går først helt over igen, når Kamelen har fået sin loppekur.

Lige nu klør det over mit højre øre.

Og forresten også lidt ved tindingen i venstre side.

Nogen viste sig nemlig ikke bare at lide af stresset hovedbund ...

Selv om Donnaen i mere end en uge stædigt havde fastholdt, at det var det, det var. Og selv om den mistroiske mor mere end én gang havde kigget på bemeldte hovedbund, med briller på vel at mærke, uden at finde noget, der i mistænkelig grad mindede om uønsket liv, så måtte vi alligevel gribe til balsam og tættekam forleden aften.

Med succes. Eller det modsatte. Afhængigt af, hvordan man bedømmer den slags.

I hvert fald var der lus.

Mange lus.

Vi kæmmede og kæmmede. Eller rettere; jeg kæmmede, mens Donnaen sad på en stol og SMS'ede med bedste-veninden, som - viste det sig i løbet af cirka tyve minutter - også havde lus.

Og så kan man ellers forestille sig, hvordan de to høns sad i hver deres badeværelse og SMS'sede, mens deres respektive mødre kæmpede med den uheldige kombination af lus og meget langt hår.

Det tog tid. Lang tid. Og jeg fik ikke tid til at læse tysk-lektier, men måtte nøjes med at slå lus og kæmme op i ordbogen, så jeg i det mindste kunne komme med ugens mest dødsyge undskyldning for ikke at have forberedt mig ordentligt.

Undskyldningen blev heldigvis ikke nødvendig, for vi havde så travlt med at tale om alt mulig andet. Blandt andet das Konzert der Komponistin, som vi var fire, der havde været afsted for at opleve. Die Komponistin var ikke selv til tysk, men havde travlt med sin anden koncert, hvilket muligvis, hvem ved, gjorde det lidt nemmere at diskutere koncerten.

Donnaen er siden blevet kæmmet en gang mere, og selv om der også denne gang var mange lus, så var de alle sammen så små, at jeg formoder - og virkelig håber - at de ikke har nået at lægge æg til en ny generation.

Hvis min teori holder, skal jeg nok få has på bæsterne i løbet af en eller to kæmninger mere.

Og så holder det nok op med at klø over mit øre.

Håber jeg.


onsdag den 28. oktober 2015

Konzert mit der Komponistin


Mit kulturelle niveau befinder sig generelt i ankelhøjde.

Det sker alt for sjældent - som i stort set aldrig, at jeg får hevet mig op fra lænestolen og ud at opleve noget.

Men i mandags overgik jeg mig selv med flere længder og drog til koncert. Kirkekoncert. Eller det var det måske ikke helt, men det foregik i hvert fald i en kirke.

Die Komponistin har nemlig kreeret et værk, et elektronisk værk med kor, som skulle opføres. Uropføres faktisk.

Og die Komponistins egen entusiasme var så smittende, at jeg mente, at det måtte jeg bestemt opleve.

Altså kørte jeg ud i Søhøjlandet og fandt ikke alene kirken, men også en næsten fyldt parkeringsplads og en fuld kirke. Så stuvende fuld, at jeg endte med at sidde på en almindelig stol ude i midtergangen mellem stolestaderne.

Og så begyndte koncerten.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde for det første ikke forestillet mig, at det hele skulle foregå i mørke. Den eneste, man svagt kunne se, var  die - computerskærmsoplyste - Komponistin, som først bød velkommen og derefter dirigerede tropperne fra sin dunkle plads.

Ind i mellem, men ikke hele tiden, blev der også vist, til anledningen malede, billeder på et lærred foran altertavlen.

Som nævnt var det et elektronisk værk, og jeg vidste godt, at der ikke ville være noget orkester. Det hele var optaget eller indspillet, om man vil, og lagret på computer. Men jeg vidste ikke, at hver eneste lille lyd var en menneskelig lyd, som koret havde frembragt, og ikke noget, der stammede fra et musikinstrument.

Koret sang en lille smule hist og pist. Især til sidst i stykket. Ikke med musikken, men nærmest på tværs af musikken. Og digte blev fremsagt, strofe for strofe, af de enkelte kormedlemmer.

Det var - ahem - særpræget.

Men også ganske fint. Man sad bare der i mørket, mens skuldrene langsomt sænkedes efter en travl dag, og lod sig indhylde i sær lyd. Det meste af tiden var lyden venlig, syntes jeg, og jeg følte mig hensat til en varm tropenat i junglen (ikke at jeg nogensinde har opholdt mig i nogen jungle og slet ikke om natten, men fantasi er altid godt at have).

Andre gange blev lyden mere voldsom, og jeg sad lidt og tænkte 'stop nu!', og det gjorde det jo så også.

Efter knap tre kvarter stoppede det helt, og die Komponistin fik sit fortjente bifald. Fortjent, fordi det var sjovt, sært og særpræget. Fordi, det udvidede min horisont. Fordi det jo gik godt. Fordi det er overraskende og ret flot, at det kan lade sig gøre at stable sådan et uortodokst arrangement på benene så langt ude på bøh-landet.

Og fordi jeg døde lidt af grin - indvendigt forstås - ved tanken om, hvad alle de andre sad og tænkte. Især de ældre herrer, rundet af midtjysk muld, solide i krop og tanke, og - gætter jeg fordomsfuldt på - kun til stede, fordi dere koner havde sagt, de skulle, Hvad tænkte de dog? Måske tænkte de på deres lænestol og på, hvad der mon var i fjernsynet. Måske tænkte de, at stykket var fantastisk? Det er ikke til at vide.

Men jeg ved, at jeg havde en sjov og særpræget oplevelse, som jeg er ret glad for.



fredag den 23. oktober 2015

Borgmestergang og støvlekrise


En hund som Kamelen, der bruger det meste af sin tid på at fise den af på sin madras, skal jo luftes lidt for ikke at gå helt i stå og blive kuglerund.

Altså går vi tur. Hun(d) og jeg.

Morgen, middag og aften. Middagsturen er selvfølgelig i virkeligheden en efter arbejdstid-tur, da jeg desværre ikke har et arbejde med indbygget siesta.

Gemalen er efter sin hofteoperation også begyndt at gå nogle småture med Kamelen, men det er en helt anden historie.

Kamelen kan godt lide at gå tur. Vældig godt. Hvilket betyder, at der er temmelig megen fremdrift i hende. Bortset fra, når der er totalt stop, fordi der skal snuses til et eller andet eller hapses et æble ud af en hæk. Temmelig meget fremdrift betyder, at der sjældent er ret meget slæk i snoren. De to meter er næsten altid strakt næsten ud, og farten er så hurtig som Fruen kan gå. Kamelen kunne godt gå hurtigere, men er som regel klog nok til ikke at forcere ud over min maximale kadence, for så bliver jeg bare sur og stopper op, ind til hun igen afpasser tempoet til mig.

Ikke desto mindre har jeg udviklet en speciel gangart til netop luftning af Kamel. Uden Kamel går jeg relativt almindeligt. Omend med en tendens til at gå som en and på venstre fod ... Men når jeg går med Kamelen går jeg mere tilbagelænet. Som en borgmester i en gammel dansk film. Det eneste, jeg mangler, er cigar og borgmesterkæde.

Det er rimeligvis som en form for modvægt til Kamelens almindelige fremdrift. Den særlige gangart har iøvrigt den fordel, at jeg ikke er så let at rykke ud af balance, hvis og når Kamelen får øje på et kræ - kat, egern, hund - i bevægelse, og hun forsøger at gå fra 5 til 120 km/timen på et splitsekund.

Så vidt så godt. Hvad der slet ikke er godt er, at mit fodtøj ikke er bygget til den særprægede gangart, og jeg således forleden til min store skræk opdagede, at hælen på min højre vandrestøvle var ved at blive slidt helt i stykker.

Jeg opdagede det kun, fordi jeg jokkede i noget, som nogen havde glemt at samle op fra græsplænen, og jeg derfor pludselig var nødt at vende bunden i vejret på støvlerne og rengøre dem med en støvlesålsrengøringsbørste (læs: brugt tandbørste).

Det havde jeg ikke lige forventet. Støvlerne er jo næsten nye, og selv om jeg - har jeg regnet ud - nok har gået cirka 1200 km i dem, synes jeg alligevel, det er træls.

Heldigvis kan støvler forsåles.

Uheldigvis skal det for den slags dyre støvler ske ved, at de formedelst en mindre formue bliver sendt til Tyskland for udskiftning af hele bunden. Den proces vil tage op til tre uger, hvor jeg må nøjes andet fodtøj.

Heldigvis er det ikke regnvejr hele tiden, og så kan jeg gå i almindelige (men dog ret tunge) sko på fortovsturene.

Uheldigvis regner det trods alt en hel del, og skovvejene og -stierne er mange steder ret plørede, og så er jeg nødt til at gå i gummistøvler, hvilket min stakkels gigtbefængte storetå bestemt ikke bryder sig om.

Og uheldigvis er der mere end fjorten dage til, jeg kan regne med at se mine støvler igen.

Jeg er i krise - støvlekrise.

Og selv om der selvfølgelig findes langt alvorligere ting at være i krise over, føles det alligevel lidt slemt.

Gummistøvler og - argh - overtræksbukser.


tirsdag den 20. oktober 2015

Skyer


Før efterårsferien blev der diskuteret i det lille hjem.

Gemalen mente ikke, at han skulle med på efterårsferie med sin helt nye hofte. Til gengæld mente han, at han da sagtens kunne være alene hjemme - med Kamelen, så vi andre måtte gerne tage et eller andet sted hen.

Det syntes Donnaen lød som en rigtig god ide, men det gjorde Fruen ikke og ville ikke booke udlandsrejser uden at være sikker på, at Gemalen var mobil nok til at kunne blive efterladt alene hjemme. Omvendt mente Fruen godt, at vi kunne planlægge en lille tur for os alle tre - plus Kamelen, som det nu var for sent at booke pasning til. Sådan en tur kunne passende gå til det nordtyske, hvor det er forholdsvis simpelt at finde hundevenlig overnatning og et slot eller to at besøge. 


Men det gad Donnaen ikke. Ikke tale om. Så hellere blive hjemme. Og da det var hendes efterårsferie, var det sådan det blev.

Hvilket faktisk var udmærket. For Gemalen er ikke helt så mobil, som vi havde håbet. Så at efterlade ham alene hjemme ret længe havde været en dårlig ide. At slæbe ham med, hvor han ikke med to-tre timers mellemrum kunne smide sig på en sofa, ville have været en endnu dårligere ide.

...


Der var bare det ved det, at det alligevel var lidt kedeligt slet ikke at skulle noget i ferien, så Donnaen begyndt at fløjte for underholdning, og vi besluttede, at en sviptur til hovedstaden med en enkelt overnatning kunne det nok blive til. Med køleskabet fyldt med lettilgængelig mad kunne Gemalen godt klare sig, og Kamelen ville ikke tage varig skade af halvandet døgn med kun korte lufteture.

Da vi googlede hoteller, dukkede Bella Sky op, og da Fruen gennem flere år har følt sig en lille smule snydt, fordi hun for længe siden gik glip af en overnatning netop dér, skete der det overraskende, at Fruens pris-filter pludselig gik i stykker, så vi kunne booke et værelse, vi normalt ville synes var for dyrt.

Donnaen ville gerne besøge Christiansborg, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, så vi satsede på i stedet at se nogle af de udendørsting, som også stod på Donnaens liste.

Fredag formiddag, da vi drog afsted, var vejret fint i det midtjyske, men da vi nåede Fyn, begyndte det at dryppe, og på Sjælland gik vinduesviskerne i gang. På Amager stod det ikke bedre til, men vi sagde alligevel glade ja tak til et værelse på 22. sal med udsigt ind mod byen. Det skulle nok klare op, så vi kunne nyde synet.

Op susede vi, fandt værelset, lukkede op - og kiggede lige ud i en sky!

Næsten i hvert fald.

For skydækket var ikke så tæt og så lavt, at vi slet ingenting kunne se. Vi kunne se jorden - langt nede, og vi kunne se de nærmeste bygninger. Selve København lå dog kun som et skyggelandskab.

Så det kunne vi ikke bruge ret lang tid på,og i stedet gik vi over og tog Metroen mod byen. Første stop var Islands Brygge, som veninder havde brugt tid på, den gang det var sol og sommer. Nu var det gråt, vådt og blæsende, og da Donnaen havde fået øje på det værtshus, som Mopper (fra Familien på Bryggen) frekventerer, havde hun fået nok, og vi skyndte os videre.

Egentlig ville vi have gået en tur langs havnefronten for blandt andet at se den helt nye bro over havnen. Men vejret ville det anderledes, og vi endte, som to druknede mus, i cafeen i Illums.

Da vi igen var nogenlunde tørre, 'kom vi til' - argh, i midten af oktober! - at købe lidt julepynt, som vi bare slet ikke kunne undvære. Derefter stak vi igen næserne udenfor, men måtte konstatere, at det stadig var alt for vådt til en strøgtur. Så det droppede vi, gik en tur gennem Magasin og tog Metroen tilbage til hotellet.

Her sad vi så lidt og skumlede, mens vi kiggede på udsigten, der var den samme som tidligere, nu bare i en mørkere udgave.

Opgaven var at få aftensmad uden at blive våde. Vi kunne have valgt at blive på hotellet, men det ville vi dog ikke. Og så var det lidt svært. For særlig godt kendte i København er vi jo ikke, så hvor kan man lige finde et godt spisested, hvor man enten kan parkere lige ved døren eller lade sig transportere lige så tæt på med det offentlige?

Pludselig trak Donnaen dog en kanin op af hatten, da hun kom i tanke om en, blandt vennerne i det nordsjællandske, populær sushirestaurant i Lyngby. Og hvor tosset det end lyder, kørte vi fra Amager til Lyngby, hvor vi ud fra Donnaens hukommelse fandt restauranten, parkerede lige ved døren og havde held til, selv om det var fredag aften, at få plads.

Ved baren -agtigt. På høje stole og med indkig til drink-mixning og juicefremstilling. Mens de tjenende ånder, og de var mange, og de havde travlt, for frem og tilbage, guffede vi os igennem en lækker kæmpestor dele-menu og slog hver vores personlige sushi-rekord med flere længder.

Mætte, tilfredse og en hel del fattigere kørte vi tilbage til Amager. Selv om det nu var blevet mørkt, og selv om vi havde vindue helt ned til gulvet, kunne vi ikke rigtigt nænne at trække for, for vi håbede jo at vågne til klart vejr og fantastisk udsigt.

Sengen var udstyret med dobbeltdyne, hvilket virkelig ikke er et hit hos nogen af os, men det lykkedes os at sove ganske udmærket uden hverken at komme op at slås eller miste dynedække.

Det var desværre ikke klaret op i løbet af natten, og udsigten var om muligt endnu mere grå end dagen før.

Efter en gedigen omgang morgenmad (der var blandt andet pandekager!) fortalte vi Gemalen, at vi ville tage til Christiania for at sætte endnu et hak på Donnaens liste. Det syntes han var en rigtig dårlig ide, da der aftenen før nærmest have været krigszonelignende tilstande derinde. Jeg mente, at det nok måtte være overstået, så vi vovede pelsen. Og der var da heller ikke noget at se eller mærke nogen steder. Så vi godt efter, kunne vi se et par løse brosten på Prinsessegade, og en enkelt sort plet på asfalten vidnede om, at der havde været bål i gaden. Ellers intet. Og de eneste, der var rigtigt vågne i fristaden, var nogle hunde og en lille flok mænd, der var ved at brolægge en lille plads med et sirligt mønster.

Donnaen var måske lidt skuffet over den manglende aktivitet, men nu kan hun da sige, at hun har været der.

Det samme kan hun sige om Kødbyen, der ikke gør meget væsen af sig en regnvåd lørdag formiddag. Og jeg kan sige det om Bella Sky, selv om jeg virkelig havde håbet, at Sky skulle forstås på engelsk og ikke på dansk ...


Room with a View ...

mandag den 12. oktober 2015

Tysk for tumper


Fruen er begyndt at gå til tysk!

- Aber warum? kunne nogen måske finde på at spørge.

Det er der faktisk flere - synes jeg selv - gode grunde til.

For det første er det jo altid godt at kunne begå sig bare en lille smule på tysk. Det er især godt, hvis man opholder sig i et tysktalende land ...

For det andet har Donnaen tysk i skolen. Hun har en ret - ahem - intuitiv tilgang til sproget, hvilket af og til kræver visse småjusteringer. Disse småjusteringer skal moderen helst være behjælpelig med, men efterhånden som Donnaens niveau stiger og stiger, er det også blevet sværere og sværere at bibeholde den skråsikre tone i diskussionerne om omvendt ordstilling, og hvorvidt forholdsordet nu styrer akkusativ eller dativ. Så en smule genopfriskning af glemte kundskaber er nødvendig.

For det tredie syntes Fruen, at hun trængte til igen at komme ud og blive luftet lidt. Gerne med nye input og samtidig udfordring af de små grå, der somme tider forsumper lidt i hverdagstravlhed, indkøb og strygetøj.

Så nettet blev konsulteret.

I gamle dage, det vil sige for 5-8 år siden, kunne man følge sprogkurser på HF-niveau uden at blive sendt direkte på fattiggården. Sådan er det desværre ikke mere, men så findes der jo heldigvis konversations-kurserne på AOF. Til gengæld skal man være tidligt ude for at sikre sig en plads, og det ene af de to udbudte kurser (Ja, to kurser! Det er ikke nogen stor by det her) var da også allerede optaget. Så det måtte blive det andet.

Glad og fro mødte jeg op første kursusaften. Den søde lærer - Lehrerin om jeg må be', det er jo tysk det her - kom, og vi fik vores materiale. Så fulgte den obligatoriske præsentationsrunde, og det gik rimelig pænt. Nogle kursister sagde en del, mens andre brugte noget mere tid på at lede de rigtige gloser frem. Så snakkede vi lidt om dit og dat, fik mere materiale og lektier for. Og gik hjem.

Og to hverdage senere blev jeg så ringet op af sød dame fra AOF, som gerne ville høre, om jeg alligevel ikke ville gå til tysk, da jeg jo ikke dukkede op.

- Jamen, jeg var da til tysk, svarede jeg undrende.

- Næh, det var du ikke, og du har heller ikke betalt, så vi tænkte, at du nok havde ombestemt dig, fortsatte sød dame.

- Jeg var altså til tysk, og jeg har altså betalt! sagde jeg. Nu med en anelse mere fylde i stemmen.

Derefter brugte vi lidt tid på at få enderne til at hænge lidt mere konstruktivt sammen. Og det viste sig så, at jeg af uransagelige årsager var blevet tilmeldt begge kurser, uden at hverken AOF eller jeg havde opdaget det.

Noget værre rod. Men også vældig smart. For nu fik jeg lov at vælge, hvilket hold, jeg gerne ville gå på. Og så valgte jeg optimistisk det andet. Det sene, et niveau sværere, hold.

Nu manglede jeg bare materialer og lektier til det andet niveau, men fandt sammen med die Lehrerin ud af at få det byttet om formiddagen før næste kursusaften.

Det andet hold havde blandt andet fået en tekst for. Resten af en historie, som var påbegyndt den første aften. Skulle jeg følge med, skulle jeg læse hele historien.

Og hvis jeg havde troet, at det kunne jeg da bare gøre på et kvarter, tog jeg fejl. For den var svær. Ganz shwierig faktisk, og jeg begyndte at spekulere på, om jeg havde været alt for optimistisk i mit kursusvalg.

Meget bedre blev det ikke, da jeg mødte op og efter en venlig modtagelse blev udsat for en præsentatiosnrunde på det nye hold. Det bare væltede ud af de andre kursister, så jeg sad med helt tilbageblæst hår og nærmest måtte holde fast i bordkanten, da min sidedame sluttede af med at fortælle ".. und ich bin eine Komponistin."

Heldigvis var der ikke et hul, jeg kunne forsvinde i, fuldstændig tumpet og fejlcastet som jeg følte mig. Så jeg måtte pænt blive siddende, og lidt efter lidt tøede min hjerne op, og jeg kunne ikke alene deltage i snakken, men også synes, at det faktisk var rigtig sjovt.

Vi fik både diskuteret flygtningeproblematikken, om kongehuset skulle afskaffes og meget andet. Ind i mellem har jeg nok lydt som en ordbog, nogen havde kastet op i, men det gik, og alle tog det pænt.

Og nu synes jeg egentlig bare, det er ærgerligt, at der er efterårsferie i denne uge.


onsdag den 7. oktober 2015

200 edderkopper senere


Ta dah, jeg er færdig med at male!

Næsten, i hvert fald ...

Jeg mangler stadig et lille badeværelsesvindue. Men for at male det, skal nogen holde stigen, og når denne nogen går rundt med krykker, så må det altså vente. At jeg ikke kunne regne ud på forhånd, at det ville have været smart at male netop dét vindue, inden Gemalen skulle have skiftet hofte, lader vi lige ligge.

De sidste døre og vinduer er blevet malet i meget små portioner, for selv om jeg har været heldig med dejligt efterårsvejr, så er det altså ikke det samme som højsommer. Jeg har måttet vente på, at tågen forsvandt, og at temperaturen kom lidt op. Og jeg har måttet stoppe tidligere, for at træværket kunne nå at tørre, inden dørene skulle lukkes og låses om aftenen.

I og med jeg er færdig - altså næsten - med at male, er jeg også færdig med at fjerne edderkopper. Både de levende, de døde, de halvdøde og alle æggene. Plus spind og døde insekter, der sad i spindene rundt omkring.

Bwadr!

Og nu er der et helt år, til der skal males igen. Eller mere nøjagtigt ti måneder. Som ideelt set kun burde være 7-8 måneder, for så ville jeg komme i gang allerede før sommerferien og måske have en reel chance for at blive færdig, mens det stadig var sommer.

Så kunne jeg måske også nå at male terrassen.

Jeg bliver træt bare ved tanken.

Det gode ved terrassen er dog, at den er nogenlunde edderkoppefri.

Hvilket man ikke kan sige om huset helt generelt lige for tiden, hvor den ene kæmpestore Svetlana efter den anden lader sig se højt oppe på væggene.

Gerne lige inden sengetid ...

Donnaen og jeg er enige om, at de i år er endnu større end de plejer. Måske er det rigtigt. Måske skyldes det, at familiens helt har sat den hvide hest i stald og i stedet optræder på krykker?

Edderkoppejagt på krykker er bare ikke særlig effektivt, og det nytter fedt at true ad dem med løftet krykke ...

Og så var der lige den Svetlana, der var faldet i badekarret - hvorfra ingen edderkop (så vidt vides) er sluppet med livet i behold. Mine morgenrutiner tillader dog ikke, at jeg også skal bruge tid på at samle mod sammen til at slå edderkopper ihjel, så den fik lov at blive gående, til jeg kom hjem igen om eftermiddagen.

Og så var den væk!

Nogen, som måske endda muligvis var mig selv, havde efterladt et håndklæde på kanten af badekarret, og jeg turde næsten ikke løfte det op for at konstatere, at der var Svetlana heller ikke.

Til sidst blev jeg nødt til at spørge Gemalen, om han kendte til Svetlana og hendes skæbne.

Det gjorde han, og han bedyrede, at hun var helt død.

Hvordan det var lykkedes Gemalen at nå helt ned i bunden af badekarret, ved jeg ikke.

Men det er også lidt lige meget. 


Væk er væk.

Ikke Svetlana, men bare et genbrugsbillede
fra et af mine mange tidligere edderkoppe-indlæg.

tirsdag den 6. oktober 2015

Tågedage


Det var tåget det meste af søndagen. Først midt på eftermiddagen brød solen igennem og skabte sensommerstemning.

Også mandag lå tågen tyk og tæt.

Helt ned, hvor den giver dråber i vipper og hår, og hvor morgenlufteturen med Kamelen føltes sært ude af trit med virkeligheden. Det var tyst og stille, og alt, hvad vi hørte, var mine egne dæmpede støvleskridt og de små klik-klik af Kamelens lidt for lange klør mod asfalten. Plus lyden af dråber, der faldt, når træernes blade gav efter for den megen væde.

Ellers intet at høre og intet at se.

Alt var som pakket ind i vat.

Donnaen havde sin egen tåge-dag i sidste uge.

Hvor matematiklæreren ringede, at Donnaen var blevet sløj, om jeg kunne hente og køre hende hjem? Hvilket jeg godt kunne, og så trillede jeg afsted. Først undervejs begyndte jeg at fundere over, hvad matematiklæreren egentlig havde ment med 'sløj', og da jeg ankom, midt i et frikvarter og med en kødrand af elever omkring Donnaen, der lå på en bænk med et tæppe over sig, blev jeg klar over, at 'sløj' nok ikke var det udtryk, jeg ville have valgt.

'Virkelig dårlig', og 'Hvorfor er der ikke nogen, der har ringet 112?' lå mere lige for, syntes jeg.

Men nu var jeg jo kommet, og en meget slatten Donna blev bugseret ind på bagsædet af bilen, sammen med en sød klassekammerat, der tilbød at tage med til akutklinikken, hvortil jeg ikke var i tvivl om, at Donnaen skulle. Hurtigt.

Og så gjorde jeg alt det, som man ifølge det officielle system slet ikke hverken kan eller skal.

Fravalgte ambulancen, undlod at ringe til egen læge og drønede bare direkte til hospitalet og om til indgangen til akutklinikken. Parkerede imod alle regler og for ind på gangen, hvor jeg greb fat i den første og bedste sygehusklædte person, jeg mødte, og forklarede ham, at jeg havde brug for omgående hjælp til en pige, der dårligt nok var ved bevidsthed.

Han nåede lige at rulle med øjnene over den uautoriserede tilgang til tingene, men tog sig så sammen, og sammen med en sygeplejerske, der havde kigget ud på gangen fra et kontor, løb han med ud. De fik fat på en båre, fik lempet Donnaen ud og op på båren, kontaktede intensiv og for afsted.

Systemet fungerede.  Bureaukrati og stive regler kan - heldigvis - stadig tilsidesættes, når det virkelig gælder.

I første omgang fik veninden og jeg ikke lov at komme med ind på intensiv, men efter, hvad der føltes som en evighed, men nok snarere var et sted mellem fem og ti minutter, blev vi hentet ind. Og så måtte veninden forklare, hvad der var gået forud, for Donnaen var ikke i stand til at forklare noget, og jeg vidste ingenting.

Egentlig var der ikke sket så meget. Donnaen havde klaget over kradsen i halsen og kløe i øjnene og var hurtigt blevet først skidt og derefter decideret dårlig. Men så vidt veninden vidste, havde Donnaen ikke indtaget hverken vådt eller tørt, der kunne forklare en mulig allergisk reaktion.

Det kunne alle apparaterne, som Donnaen var blevet tilkoblet, heller ikke. Ikke et eneste tal så forkert ud. Ikke desto mindre var Donnaen stadig uden for almindelig rækkevidde, og lægen kløede sig i nakken.

Efter lidt tid fik Donnaen det først lidt bedre og senere helt fint, og den korte version er, at vi blev lukket ud midt på eftermiddagen. Ikke en pind klogere, men med lovning på en indkaldelse til lungeambulatoriet til videre udredning.

Sådan er der så meget, som ikke sådan lige lader sig forklare.

Men skulle nogen spørge, fortrækker jeg ekstern tåge fremfor den interne udgave.


Søndag formiddagståge.

mandag den 28. september 2015

Og i morgen vil jeg prøve at cykle


Det går godt.

Gemalen går nogenlunde.

Altså går det godt.

Hofteoperationen fredag gik planmæssigt.

Næste morgen fortalte Gemalen, at han havde udfyldt seddel med frokostønsker, og Donnaen og jeg blev enige om, at vi godt kunne nå at besøge ham og derefter købe ind, inden han nok skulle hentes hjem en gang i løbet af eftermiddagen.

Vi nåede ned midt i byen, før der indløb ny besked, at nu måtte vi gerne hente ham, men først efter en tur forbi apoteket, så vi var sikre på at nå det inden lukketid.

Vi tog hurtigt en ekstra halv tur rundt i rundkørslen og satte kursen mod apoteket, hvor jeg fik en frygtelig masse smertestillende medicin for næsten ingen penge. Dernæst hjem for at skifte til Gemalens større bil og så forresten tanke, for den var kørt helt ned på advarselslampen. Derefter ned på hospitalet, finde en p-plads og en p-automat, der virkede. Overveje at anmelde ikke-virkende p-automat til manden i info-skranken og opgive igen, da han altid ser så ualmindeligt sur ud, at hvis det ikke er akut livstruende, så undgår man at tale til ham.

Og så ellers blæse op på stuen. Blot for at få at vide, at Gemalen da liige skulle snakke med en sygeplejerske, før han måtte gå. Hvorefter anden sygeplejerske kom svingende med frokostbakken, som Gemalen da også liige skulle nå af have. Mens Gemalen spiste sild og råkostsalat kom første sygeplejerske og satte hak i sit skema, at Gemalen ikke havde flere spørgsmål, og så måtte vi gerne gå.

Det tog sin tid. For Gemalen var jo ikke just lynhurtig. Og da han også havde mere end nok at gøre med at holde styr på sine krykker, var det fint, at både Donnaen og jeg kunne slæbe på alle hans pakkenelliker.

Vi kom ned. Og hjem. Og ind. Og op. Og Gemalen landede, med noget besvær, i sofaen. Og var nu så træt oven på alle strabadserne, at han omgående faldt i søvn ...

På et tidspunkt vågnede han selvfølgelig igen, og så gik resten af lørdagen og hele søndagen egentlig bare med at holde øje med, at alt gik som det skulle, når Gemalen skulle op. Eller ned. I seng. I bad. Have tøj på. Og så videre og så videre.

Det gik fint.

Langsomt men fint.

Pointen med at Gemalen skulle være selvhjulpen, passede mig - og mit absolut manglende Florence Nightingale-gen - fint. I stedet for egentlig at hjælpe kunne jeg bare stille mig med hænderne i siden og afvente, at Gemalen klarede paragrafferne selv. Uden at komme galt afsted i processen.

Det gjorde han så; altså klarede paragrafferne selv.

Kun skifte plaster kunne han ikke, så jeg fik fornøjelsen af at nærstudere hans nye ar. Det ser lidt vildt ud. Som om nogen bare har taget en hæftepistol og klipset ham sammen ...

Allerede søndag havde Gemalen fået så meget tjek på tingene, at Donnaen og jeg mente, at vi mandag kunne lade ham være alene hjemme sammen med Kamelen (som iøvrigt forlængst har forstået, at hun skal passe på og ikke fjolle rundt, når Gemalen er i farvandet).

Donnaen sørgede for at stille frokost frem, og så var den største udfordring at bringe det fulde kaffekrus fra køkkenet og hen til spisebordet.

Også det projekt lykkedes, da Gemalen nu er i stand til at bevæge sig over korte afstande med kun én krykkestok. Gemalen er således godt tilfreds med sig selv og meddelte optimistisk, at

- Hvis det fortsætter med at gå fremad som nu, vil jeg prøve at cykle i morgen.

Måske er det nu, jeg skal finde sætningen om at 'holde igen' frem?



fredag den 25. september 2015

Andre folks hunde


Aldrig har jeg hilst på så mange hunde og hundeejere, som efter Kamelen blev en del af familien.

Det er for det meste sjovt og hyggeligt, både for Kamelen og mig. 

Der er alle de almindelige, som man lige skal sige hej til. På menneskemanér og på hundemanér. Der er de ganske få aggressive, som skal gås udenom i en stor bue, og hvor man spekulerer på, hvad der gik galt undervejs, og hvorfor ejerne dog ikke gør kort proces, inden katastrofen uundgåeligt indtræffer en dag? Og så er der alle de damer, der straks trækker deres lille Delle over på det modsatte fortov, når Kamelen er i farvandet. Kamelen gør ingenting, og de små hunde er sjældent bange. Men damerne - jøsses altså! Og al deres nervøsitet forplanter sig lynhurtigt til det lille kræ, der straks begynder at bjæffe for at holde 'fjenden' væk.

Og så er der dem, Kamelen kan lege med. Hvis vi befinder os det rigtige sted med god plads og langt til offentlige veje. Så går den vilde jagt, og vovserne har en fest, mens deres mennesker nyder udsigten til at få en naturligt træt hund med hjem. Så vidt så godt. Nogle gange kunne jeg dog godt tænke mig, at de andre hundeejere holdt fast i deres hunde, ind til vi var enige om, at de skulle lege. Det er jo ikke nødvendigvis helt sikkert, at vi synes, det er lige så god en ide som dem. Og gør vi ikke det, så kan overkåd, omkringtumlende labrador (det er altid labrador-typer, der laver det nummer) godt være lidt en pestilens.

Kamelens absolutte yndlingshund er naboens schæfer. De er nogenlunde lige gamle, lige legesyge og lige fjollede. Men får de lov at drøne rundt som tossede, er de også efterfølgende rimeligt gode at gå tur med.

Min yndlingshund er Molly, som er en bomuldshund på duracell-batterier. Hun er så glad, totalt hyper og overgearet, at hun slet ikke kan være i sin lille krop, men suser rundt, kaster sig ned og springer lige op i hovedet på Kamelen, der ikke kan nå at forholde sig til, at den lille hund kan være så mange steder på stort set samme tid. 

Jeg kan bare ikke stå for den lille, glade sjæl, men er også godt klar over, at den jo kun er sød, fordi den er så lille. En stor hund med lige så meget krudt i kroppen er en mellemsvær udfordring.

Sådan en hund mødte vi i forgårs. Lidt større end Kamelen, halvt så gammel og meget, meget glad. Hundene fik lov at lege, og det gik egentlig meget godt. Den anden hund røg gentagne gange i et pladderhul og blev mildest talt møgbeskidt. Kamelen undgik behændigt hullet, og så tumlede de videre. På et tidspunkt blev hun træt af den andens voldsomhed og forlangte et øjebliks timeout.

Det anden hund kigger afventende på både Kamelen og os andre, og ejeren når lige at sige:

- Jeg håber, han ikke hopper op!

Men hunde i den størrelse hopper ikke op. Det gør de bare ikke! Ikke alene er det en uskik og mangel på opdragelse, men det er jo også i værste fald livsfarligt.

Så egentlig opfattede jeg ikke rigtigt faren før for sent, og kæmpestor, møgbeskidt hund springer op ad mig. Den når heldigvis ikke at sætte forpoterne på mine skuldre, før jeg bøjer af. Men den rammer mig alligevel med et ordentligt bump, og både mine bukser og min jakke bliver mudret til. Faktisk har jeg jord helt op i øret. Og dagen efter fandt jeg ud af, at hunden havde ramt mit kindben, som stadig er temmelig ømt ...

- Åh undskyld, sagde hundens ejer uden rigtigt at ligne en, der også mente det.

- Nå, vi må også hellere se at komme hjem ...

Og så gik manden med sin hund. Mens jeg stod og kiggede lidt dumt ned ad mig selv.

- Den får du ikke lov at lege med en anden gang, fortalte jeg Kamelen, som så lidt slukøret ud ved tanken.

Man kan åbenbart ikke være lige heldig hver gang.

Godt, man har en vaskemaskine!

tirsdag den 22. september 2015

Jeg, en støtteperson


Det er ganske vist.

Jeg er en støtteperson.

Altså, jeg har ikke ligefrem fået et kursusbevis eller et andet officielt papir på titlen. Men jeg været til info-møde for personer, der skal gennemgå en hofteoperation, og deres støtteperson.

Gemalen er den kommende hoftepatient, og jeg er støttepersonen.

To timers info-møde for cirka 30 deltagere, hvoraf lidt over halvdelen - enkelte havde ikke en støtteperson med - må formodes at være de kommende patienter.

En sygeplejerske, en narkosesygeplejerske, en fysioterapeut og en ergoterapeut stod for underholdningen.

Jeg kan jo sagtens mene, at det var underholdning, for det er jo ikke mig, der skal opereres. Men stemningen var god og afslappet, og jeg synes, det er et ret genialt koncept, at man informerer på den måde.

Hofteoperationer er efterhånden blevet næsten samlebåndsarbejde. Ikke for den enkelte patient, men for sygehuset, og forløbet er så standardiseret, at de allerfleste patienter - og deres støttepersoner - har glæde af et fælles info-møde på to timer frem for en individuel forklaring på måske et max et kvarter.

Den samlede informationsmængde er langt større, der var god tid til at stille spørgsmål og en pæn spørgelyst. Som ikke overraskende gjorde, at der også blev snakket om ting, som hverken Gemalen eller jeg selv havde tænkt over på forhånd.

Gemalen skal under kniven på fredag og vil, hvis alt går planmæssigt - og det gør det! - blive udskrevet lørdag.

Inden udskrivelsen vil Gemalen allerede have været oppe at gå flere gange, og han vil have vist, at han både kan gå almindeligt og forcere trapper. Med krykker forstås. Men faktisk er hoften stabil med det samme, så krykkerne er ikke til aflastning som sådan, men mere som en hjælp til at holde balancen, så den nyopererede ikke kommer til at lave uhensigtsmæssige bevægelser, der kan belaste operationsarret. For selv om selve hoften altså er stabil, så er arret jo ikke groet sammen over natten, men bare 'flikket sammen' med klamper.

Som støtteperson er det ens vigtigste opgave at holde balancen mellem uvirksom, selvmedlidende sofaligning og overdreven træningsiver. Der skal skubbes på og roses. Og der skal holdes igen og beordres pauser og hvil i passende mængder.

- Hørte du, at du skal rose? spurgte Gemalen.

- Hørte du, at jeg skal sørge for at holde igen? svarede jeg.

Sådan er der så meget. Alt afhænger af ørerne, der hører.

Og det beviser bare, hvor godt det er, at vi begge var med til mødet.


Snart kan Gemalen komme med ud
 og lufte Kamel. Det bliver godt!

torsdag den 17. september 2015

Sommerferieplanlægning i september


- Hvor skal vi hen på sommerferie? spurgte Fruen hen over aftensmaden forleden.

- Sommerferie?? sagde Gemalen undrende.

- Mor, det er september! meddelte Donnaen hovedrystende.

Men Fruen fremturede. Efter Kamelens indtog på matriklen er impulsiv rejselyst det samme som urealistisk rejselyst, mens de tre nøgleord planlægning, planlægning og planlægning er blevet - øh ja - netop nøgleord.

For enten skal Kamelen med, men hvem skal så sidde uden for i tre timer i regnvejr, mens de andre går på museum? Eller også skal Kamelen passes. Og gode hundepensioner bliver altid fuldt bookede i utroligt god tid. Så det gælder om at være tidligt ude. Januar er for sent. Erfarede jeg, da dette års sommerferie skulle planlægges.

Altså fremturede Fruen. Og Gemalen gik i gang med at tjekke datoerne for næste års internationale mtb-o-løb. For de har jo tit dannet udgangspunkt for vores ferier. I 2016 ligger der to løb i sommerferien. Et i Sverige og et i Portugal. De ligger datomæssigt oven i hinanden, så man må vælge. Og fordi der på alle måder er langt til Portugal, og sikkert også meget varmt i juli, kiggede vi på Sverige.

Beliggenheden i Sverige, et stenkast fra den norske grænse gjorde det oplagt at koble turen sammen med et ophold i Norge. Gerne Oslo, hvor ingen af os har været.

Så langt så godt. Løbet i Sverige er en del af det kæmpestore O-Ringen, hvor omkring 20.000 mænd og kvinder, unge og gamle dyster i den ædle kunst at finde vej. Det giver erfaringsmæssigt et vist pres på overnatningsfaciliteterne i området, så vi gik straks i gang med at lede.

- Jeg foreslår, at vi bor i Norge, for jeg kan ikke finde ledige hoteller i Sverige, sagde Fruen.

- Det er tussedyrt, og der er stadig mange ledige hytter, kan jeg se, svarede Gemalen, som tydeligvis stadig har svært ved at lægge sommerens tjekkiske prisniveau bag sig.

- Iøvrigt kender jeg nogen, der har en hytte i Norge, fortsatte han. Måske kan vi låne den.

- Jeg gider altså ikke at bo i hytte i 14 dage. Først i Sverige og så i Norge. Iøvrigt vil jeg gerne til Oslo og ikke ud at sidde på et fjeld i Norge, efter at jeg lige har gjort det samme i Sverige, vrissede Fruen.

Og så døde den ide.

Portugal blev revurderet.

Turen derned ville være cirka 500 km kortere end sidst, da stævneområdet ligger så meget nordligere. Så med lidt god vilje og en meget tidlig start hjemmefra kunne vi nok nøjes med to overnatninger undervejs. På hjemturen kunne vi så tillade os et ophold eller en afstikker på vejen.

- Bilbao! tænkte Fruen højt.

- Jeg vil hellere til Barcelona, råbte Donnaen fra sin sofaplads i stuen.

- Det behøver vi ikke afgøre nu, sagde Gemalen og lagde sin Ipad fra sig.

Næste dag ringede jeg til den foretrukne hundepension.

- Uge 29? Det kan jeg desværre ikke garantere, sagde den søde hundepensionsdame. Vi har fuldt booket op med forhåndsreserveringer. Måske kommer der et afbud, men det kan jeg ikke sige nu.

Og så døde ideen om Portugal også.


Til gengæld ved vi allerede nu, at vi skal på ferie i uge 27 og 28, for i de uger har jeg booket pasning til Kamelen. Jeg turde ikke andet. 

Vi ved bare ikke, hvor vi skal hen. Men det finder vi nok ud af inden da.


onsdag den 9. september 2015

Så ryd dog op!


En ting er at blive ældre.

Noget helt andet er at blive det på gnavpotte-måden. På den der måde, hvor man kan høre sig selv som et ekko af alle fortidens gamle sure koner. Dem, der himler op og siger ting som 'ungdommen nu til dags' og 'næh, dengang jeg var ung', og hvad de nu siger. Med sammenrimpet hønserøvsmund og forargelse i stemmen.

Sådan hører jeg Gnavpottefruen harcelere en gang i mellem.

Det er sjældent kønt, og det går for det meste ud over Gemalen, der oftest griner ad mig, men trods alt også sommetider giver mig ret.

Som nu i morges, hvor det var den manglende oprydning i  og omkring de lokale børnehaver, jeg storbrokkede over.

Kamelen og jeg kommer nemlig forbi to af slagsen på vores morgentur. Det er lige før åbningstid, og kun hvis vi er for sent på den, ser vi sommetider de første små poder blive afleveret.

Derfor ved vi (Kamelen og jeg) også, at det legetøj, der ligger ud over legearealerne omkring de to børnehaver ikke er strøet ud samme morgen, men har ligget der siden dagen før. Mindst.

Og så er det jo, at Gnavpottefruen først tænker og siden også siger højt: "De stakkels unger, skal de nu slet ikke lære at rydde op? Hvad er det for en slendrian? Sådan var det skam ikke, dengang jeg var barn!"

Hvorefter Fruen kommer i tanke om, at der slet ikke fandtes børnehaver dér langt ude på landet, hvor Fruen voksede op i meget gamle dage ...

Men faktisk var det heller ikke sådan, da Donnaen var børnehavebarn. Og det er trods alt kun 10-12 år siden. Dengang - altså da Donnaen gik i børnehave - hjalp unger og pædagoger hinanden med at rydde op både ude og inde. Hver dag, inden lukketid. Det er der, så vidt jeg ved, aldrig nogen, der har taget skade af. Og som ekstra bonus kunne man som forældre glæde sig over, at ungerne lærte, at oprydning altså var en del af dagsordenen, også når man var sammen med andre voksne og ikke kun sine egne urimeligt strenge forældre.

Så hvorfor gør man ikke bare stadig det; rydder op sammen med børnene? Enhver påstand om, at man på grund af nedskæringer ikke har tid, vil jo være åbenlys forkert, da der jo ikke går tid fra ungerne, bare fordi man samler legetøj ind sammen med dem.

Nå men.

Egentlig var det ikke lige præcis det, som fik Fruen til at hælde gnavpottebrok ud over Gemalen.

Næh nej, det var det forhold, at man, nu hvor kommunens folk har været ude og slå grønne arealer, kan se, at børnehavebørnene har brugt en hel del tid hen over sommeren på at fornøje sig med at smide anseelige mængder legetøj, nok mestendels plasticspande, skovle, river og diverse mindre køretøjer beregnet på sandkasseleg, ud over hegnet.

Hvor det har ligget lige siden, fordi ingen har gidet samle det op.

Og nu har det så været gennem den kommunale grønthøster og er blevet omdannet titusind stumper plastic i alverdens farver.

Som ingen gider samle op.

Det er da til at blive båd småsur og småforarget over.

Synes Fruen. 


Gammel og gnavpottet som hun er.



mandag den 7. september 2015

Livskvalitetsforbedrende


Fredag aften gik jeg i seng samme tid som hønsene.

Lørdag var jeg træt som et helt alderdomshjem og stiv og øm i hele kroppen.

Søndag kunne jeg konstatere, at jeg heldigvis ikke skulle være syg. Og da jeg ikke havde løbet marathonløb eller på anden måde udfoldet mig fysisk, måtte jeg erkende, at jeg nok havde været ret meget mere anspændt, end jeg selv var klar over.

Nogle ting sætter sig.

Det sætter sig at tage med sin gamle far (og mor, men det var min far, det drejede sig om) til møde på onkologisk afdeling og tale med meget sød og meget kompetentvirkende overlæge om fremtidige behandlingsmuligheder.

Og selv om jeg var forberedt, og selv om jeg på forhånd kendte det overordnede budskab, så bider det alligevel, når nøgleordene ikke er helbredelse, men 'livsforlængende' og 'livskvalitetsforbedrende'.

Samtidig er det en balancegang, når lysten til indsigt måske ikke er helt den samme hos alle parter. Når den ene gerne vil vide 'det hele', mens andre egentlig godt kan være alt for megen vished foruden.

Men vi blev klogere, og vi tog hjem, og går alt vel, begynder min far et nyt behandlingsforløb, som forhåbentlig bliver, hvad overlægen lovede: livsforlængende og livskvalitetsforbedrende.

Det sidste især er vigtigt.