mandag den 28. september 2015

Og i morgen vil jeg prøve at cykle


Det går godt.

Gemalen går nogenlunde.

Altså går det godt.

Hofteoperationen fredag gik planmæssigt.

Næste morgen fortalte Gemalen, at han havde udfyldt seddel med frokostønsker, og Donnaen og jeg blev enige om, at vi godt kunne nå at besøge ham og derefter købe ind, inden han nok skulle hentes hjem en gang i løbet af eftermiddagen.

Vi nåede ned midt i byen, før der indløb ny besked, at nu måtte vi gerne hente ham, men først efter en tur forbi apoteket, så vi var sikre på at nå det inden lukketid.

Vi tog hurtigt en ekstra halv tur rundt i rundkørslen og satte kursen mod apoteket, hvor jeg fik en frygtelig masse smertestillende medicin for næsten ingen penge. Dernæst hjem for at skifte til Gemalens større bil og så forresten tanke, for den var kørt helt ned på advarselslampen. Derefter ned på hospitalet, finde en p-plads og en p-automat, der virkede. Overveje at anmelde ikke-virkende p-automat til manden i info-skranken og opgive igen, da han altid ser så ualmindeligt sur ud, at hvis det ikke er akut livstruende, så undgår man at tale til ham.

Og så ellers blæse op på stuen. Blot for at få at vide, at Gemalen da liige skulle snakke med en sygeplejerske, før han måtte gå. Hvorefter anden sygeplejerske kom svingende med frokostbakken, som Gemalen da også liige skulle nå af have. Mens Gemalen spiste sild og råkostsalat kom første sygeplejerske og satte hak i sit skema, at Gemalen ikke havde flere spørgsmål, og så måtte vi gerne gå.

Det tog sin tid. For Gemalen var jo ikke just lynhurtig. Og da han også havde mere end nok at gøre med at holde styr på sine krykker, var det fint, at både Donnaen og jeg kunne slæbe på alle hans pakkenelliker.

Vi kom ned. Og hjem. Og ind. Og op. Og Gemalen landede, med noget besvær, i sofaen. Og var nu så træt oven på alle strabadserne, at han omgående faldt i søvn ...

På et tidspunkt vågnede han selvfølgelig igen, og så gik resten af lørdagen og hele søndagen egentlig bare med at holde øje med, at alt gik som det skulle, når Gemalen skulle op. Eller ned. I seng. I bad. Have tøj på. Og så videre og så videre.

Det gik fint.

Langsomt men fint.

Pointen med at Gemalen skulle være selvhjulpen, passede mig - og mit absolut manglende Florence Nightingale-gen - fint. I stedet for egentlig at hjælpe kunne jeg bare stille mig med hænderne i siden og afvente, at Gemalen klarede paragrafferne selv. Uden at komme galt afsted i processen.

Det gjorde han så; altså klarede paragrafferne selv.

Kun skifte plaster kunne han ikke, så jeg fik fornøjelsen af at nærstudere hans nye ar. Det ser lidt vildt ud. Som om nogen bare har taget en hæftepistol og klipset ham sammen ...

Allerede søndag havde Gemalen fået så meget tjek på tingene, at Donnaen og jeg mente, at vi mandag kunne lade ham være alene hjemme sammen med Kamelen (som iøvrigt forlængst har forstået, at hun skal passe på og ikke fjolle rundt, når Gemalen er i farvandet).

Donnaen sørgede for at stille frokost frem, og så var den største udfordring at bringe det fulde kaffekrus fra køkkenet og hen til spisebordet.

Også det projekt lykkedes, da Gemalen nu er i stand til at bevæge sig over korte afstande med kun én krykkestok. Gemalen er således godt tilfreds med sig selv og meddelte optimistisk, at

- Hvis det fortsætter med at gå fremad som nu, vil jeg prøve at cykle i morgen.

Måske er det nu, jeg skal finde sætningen om at 'holde igen' frem?



16 kommentarer:

Ellen sagde ...

Hahaha - typisk kry mand :-D Jeg tror virkelig også, at du skal sætte bremsen i for ham, når han nu ikke helt selv kan finde ud af det, men hvor er det godt, at det går så hurtigt frem for ham.
Pøjpøj med også de næste dage - hils ham og fortæl ham nu lige, at vi ikke gider høre om uheld og den slags kedelige ting!

Inge sagde ...

Hvis han kan cykle, så skal han da ha lov at prøve, meeeen det er måske lidt tidligt at falde af cyklen.. Måske en ide at vente nogle dage.. :-)

Karina Viki sagde ...

Selvom det går hurtigt fremad (som det jo helst skal) så ville jeg nok også liiige bremse lidt med cykelideen - normalt må man ikke cykle på træningscykel før såret er helet og så er det på høj sadel, så alm cykel må han vist vente lidt med endnu, men 10 point for gåpåmodet ;) Og dejligt det hele er forløbet planmæssigt :)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Det er nemlig SÅ typisk ;-) Jeg bremser, hvad jeg kan, men det hjælper næppe det store.

Inge: Han vælter næppe, når han cykler indendørs ;-) Han har en stationær racer i kælderen, og største problem vil være at komme af og på. Men nu er han så "kommet til" at købe en brugt motionscykel, som jeg skal hente om et øjeblik, og den er nemmere at komme op på.

Karina W: Jeg vil meddele Gemalen, hvad du skriver om sårheling. Så må vi se, om det hjælper. (Er ikke sikkert ...). Ja, dejligt, st det gik godt :-)

Mette sagde ...

Sikke dejligt det går fremad så hurtigt men allerede at cykle. Er det nu klogt? Jeg er så glad for at høre, at du heller ikke har Florence Nightingale-genet. Manden her klager nogle gange over det men sådan er det nu engang:) Go' endnu mere bedring med Gemalen:o)

@ sagde ...

Ærj hvor er det der typisk med, at så panikker vi rundt for at nå at hente (tror vi) utålmodig mand/barn/mor, og så har de ikke engang fået frokost endnu?! Argh. Nåmn, kan berette af ene p-automat er permanent i stykker :o) og som du selv skriver, så er receptionsmanden ligeså.
God fornøjelse med at holde Gemalen fra cykling til efter såret er hele. (Og hæfteklammerne fjernet).

Birgitte B sagde ...

Hahahaha... ja ok, det håber jeg ikke han giver sig i kast med. Men altså, jeg ejer heller ikke det der omsorgs-gen, så jeg var også smuttet på job og ladet manden passe sig selv. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Det er nemlig dejligt, og nej, jeg ved ikke, om det er særlig klogt at ville cykle allerede. Hehe, vi er åbenbart tre uden Florence Nightingale-genet. Jeg troede, jeg var ganske alene ;-) Tak.

Liv: Ja, er det ikke bare alt for typisk?! Nå, men så er der jo ikke grund til at prøve den automat mere. Det er til at leve med, men altså, nogen burde virkelig prøve at reparere receptionsmanden!! Tak :-)

Birgitte: Næh, jeg er heller ikke helt vild med ideen. Som du kan se af Mettes kommentar, så er vi i hvert fald tre uden det gen. Det er da meget rart at vide, synes jeg :-)

Lene sagde ...

Selv med et omsorgsgen afholder jeg mig helst fra at sygepasse syg ægtefælle ;-) Håber du kan styre Gemalen, jeg tror ikke cykling er så godt endnu, men skønt at han har mod på det.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Hehe, jeg forestiller mig også, at selv med års erfaring kan ens autoritet blive sat lidt på prøve, hvis det er ægtefællen, der skal plejes ;-) Bortset fra det, kunne jeg da godt en gang i mellem tænke mig at have en lidt mere professionel tilgang til fx plasterskift og sårpleje. Ja, det er skønt, og nu må vi se, hvad Gemalen finder på. Han havde blødt lidt fra såret i går, og det bremser ham måske. Altså måske ...

Pia sagde ...

Manglende vilje til at komme tilbage til normale tilstande kan man da ikke klante Gemalen for, men en lille smule langsommere tempo vil nok ikke skade. Dejligt at han kan klare sig selv. Der mangler da også bare at han skulle opvartes, når han har så travlt. Plasterskift på sådan noget er jeg altså ikke særlig god til. Jeg kan mærke blodet forsvinder fra ansigtet og hvis ikke jeg er opmærksom på min egen tilstand, så ligger jeg der med et brag.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller : Jeg håber virkelig, du får ret, for ind i mellem bliver jeg altså lidt forpustet på hans vegne!

Pia: Næh - til begge dele ... Det er da altid noget, at du kender dig selv godt nok til at tage dine forholdsregler, så du ikke kommer galt afsted. Jeg kan normalt godt klare mosten, hvis jeg er nogenlunde forberedt. Skar en gang mig selv i hånden og dejsede om i armene på Gemalen. Heldigvis ventede jeg 5 minutter, til han kom hjem, så den dengang 4-5 årlige Donna ikke skulle tage affære :-)

Annette sagde ...

Jeg skal da lige love for, at der er fart over feltet hos jer!
Alt godt for gemalen, forhåbentlig går det hurtigt fremad med helbredelsen.

Jeg forestiller mig situationen, hvor du står med en halv hest der har forpoterne oppe på dine skuldre! Nej, jeg griner overhovedet ikke, slet ikke, for det er bare så pokkers irriterende, at nogle hundeejere ikke fatter, at man ikke synes det er vildt sjovt, når Pelle absolut skal springe op. Men det er skønt, når hundene får lov til at løbe rundt og lege, sådan skal det være.

A + K = ♥ sagde ...

Av go'dav, godt, det gik godt :D
Har selv, da jeg udannede mig til ergoterapeut, været på en hofteafdeling i praktik. Det er sgu en hård omgang, men er sikker på at højkanten er lige i horisonten


-Anne

@ sagde ...

@Midterfruen
Din kommentar til Pia ... utroligt hvad det moar-gen kan præstere for at passe på vores banditter. Vente 5 min med at besvime! Sejt. Det er i-orden-moar-gen. Men du er nu generelt sej!

Fruen i Midten sagde ...

Annette: Ja, der er fart på. Også lidt rigeligt ind i mellem! Tak og ja, det går heldigvis stadig fint :-) Heldigvis nåede den halve hest lige præcis ikke at plante forpoterne på mine skuldre, for så var jeg helt sikkert væltet. Ja, hundene skal have lov at lege, men alt med måde, og 'springe op ad fremmede' er ikke blandt de godkendte udfoldelser :-)

Anne: Ja, det var dejligt :-) Så er du sådan en, der ved, at hofteopererede har brug for sjove gribetænger og mystiske sokke-påtrækkere :-)

Liv: Måske var det kun 3 minutter, måske var det 7, men ja, det er i grunden ret godt klaret, hvad vi mødre kan præstere, hvis vi skal :-)