torsdag den 17. september 2015

Sommerferieplanlægning i september


- Hvor skal vi hen på sommerferie? spurgte Fruen hen over aftensmaden forleden.

- Sommerferie?? sagde Gemalen undrende.

- Mor, det er september! meddelte Donnaen hovedrystende.

Men Fruen fremturede. Efter Kamelens indtog på matriklen er impulsiv rejselyst det samme som urealistisk rejselyst, mens de tre nøgleord planlægning, planlægning og planlægning er blevet - øh ja - netop nøgleord.

For enten skal Kamelen med, men hvem skal så sidde uden for i tre timer i regnvejr, mens de andre går på museum? Eller også skal Kamelen passes. Og gode hundepensioner bliver altid fuldt bookede i utroligt god tid. Så det gælder om at være tidligt ude. Januar er for sent. Erfarede jeg, da dette års sommerferie skulle planlægges.

Altså fremturede Fruen. Og Gemalen gik i gang med at tjekke datoerne for næste års internationale mtb-o-løb. For de har jo tit dannet udgangspunkt for vores ferier. I 2016 ligger der to løb i sommerferien. Et i Sverige og et i Portugal. De ligger datomæssigt oven i hinanden, så man må vælge. Og fordi der på alle måder er langt til Portugal, og sikkert også meget varmt i juli, kiggede vi på Sverige.

Beliggenheden i Sverige, et stenkast fra den norske grænse gjorde det oplagt at koble turen sammen med et ophold i Norge. Gerne Oslo, hvor ingen af os har været.

Så langt så godt. Løbet i Sverige er en del af det kæmpestore O-Ringen, hvor omkring 20.000 mænd og kvinder, unge og gamle dyster i den ædle kunst at finde vej. Det giver erfaringsmæssigt et vist pres på overnatningsfaciliteterne i området, så vi gik straks i gang med at lede.

- Jeg foreslår, at vi bor i Norge, for jeg kan ikke finde ledige hoteller i Sverige, sagde Fruen.

- Det er tussedyrt, og der er stadig mange ledige hytter, kan jeg se, svarede Gemalen, som tydeligvis stadig har svært ved at lægge sommerens tjekkiske prisniveau bag sig.

- Iøvrigt kender jeg nogen, der har en hytte i Norge, fortsatte han. Måske kan vi låne den.

- Jeg gider altså ikke at bo i hytte i 14 dage. Først i Sverige og så i Norge. Iøvrigt vil jeg gerne til Oslo og ikke ud at sidde på et fjeld i Norge, efter at jeg lige har gjort det samme i Sverige, vrissede Fruen.

Og så døde den ide.

Portugal blev revurderet.

Turen derned ville være cirka 500 km kortere end sidst, da stævneområdet ligger så meget nordligere. Så med lidt god vilje og en meget tidlig start hjemmefra kunne vi nok nøjes med to overnatninger undervejs. På hjemturen kunne vi så tillade os et ophold eller en afstikker på vejen.

- Bilbao! tænkte Fruen højt.

- Jeg vil hellere til Barcelona, råbte Donnaen fra sin sofaplads i stuen.

- Det behøver vi ikke afgøre nu, sagde Gemalen og lagde sin Ipad fra sig.

Næste dag ringede jeg til den foretrukne hundepension.

- Uge 29? Det kan jeg desværre ikke garantere, sagde den søde hundepensionsdame. Vi har fuldt booket op med forhåndsreserveringer. Måske kommer der et afbud, men det kan jeg ikke sige nu.

Og så døde ideen om Portugal også.


Til gengæld ved vi allerede nu, at vi skal på ferie i uge 27 og 28, for i de uger har jeg booket pasning til Kamelen. Jeg turde ikke andet. 

Vi ved bare ikke, hvor vi skal hen. Men det finder vi nok ud af inden da.


12 kommentarer:

Stegemüller sagde ...

Både Sverige og Portugal lyder da ellers godt, men sådan skulle det så ikke være. I finder sikkert ud af noget andet godt. Tænk at det er så svært med hundepensionerne at man nærmest skal booke 3/4 år før for at være sikker på at få noget, men det giver selvfølgelig let den tidsmæssige ramme for ferien.

Ellen sagde ...

Ih, hvor må det være ærgerligt! Ét er, at planerne kan vælte pga. interne uenigheder, men at ferieplanerne skal væltes, fordi man ikke kan få hunden passet ...
Jeg må atter en gang sige, at jeg er glad for, at vi ikke har andre dyr end havens dræbersnegle, og de må hjertens gerne dø af sult, mens vi er væk.
Det bliver spændende at se, hvad I finder ud af. Kan anbefale det sydvestlige England ...
Uden at kende datoerne kunne det altså være hyggeligt, hvis det kom til at passe med, at I endnu en gang kunne få turen i Sverige til at falde forbi vores torp, men der er jo lidt langt til den norske grænse, kan jeg godt se.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Der er jo utroligt mange steder, der er dejlige at besøge - også selv om de er så forskellige som Sverige/Norge og Portugal. Vi finder helt sikkert på noget :-) Ja, det er ved at gå op for mig, at hundeejerne bare siger 'same procedure next year', når de henter deres kræ efter endt sommerferie. Så er der ikke så meget at være i tvivl om. Vi andre har bare lidt svært ved at få foden (læs: hunden) indenfor.

Ellen: Hund(e) er en logistisk udfordring, hvis man ikke har familie eller gode venner, der hjertens gerne vil passe bæstet, når man vil ud at rejse. Hvor stor en udfordring havde vi måske nok ikke lige med i betragtningerne inden anskaffelsen ... England er faktisk blevet luftet som ide allerede, men nu må vi se. Og begiver vi os til Sverige, kunne en kopkaf på torpet være smadderhyggeligt :-)

Lene sagde ...

Du siger noget, måske skulle jeg få talt ferie og hundepension med landmanden :-) men jeg aner jo ikke hvornår jeg kan få ferie. Satser på at februar er tids nok. Jeg er spændt på at høre hvor I ender på ferie.

M.S. sagde ...

Det er da kun dejligt at være i go tid :-) glæder mig til at høre, I finder på :)

Inge sagde ...

Jeg blev lige bekræftet i, at mit fravalg af hund i huset er den rigtige beslutning.. :-) Findes der kun en brugbar pension i jeres område..??

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Det er jo netop det, der er det svære, at man ikke ved, hvornår man har ferie i så god tid. Eller mange mennesker gør i hvert fald ikke. Jeg er heldig, at jeg langt hen ad vejen selv kan bestemme, hvis det bare ikke bliver alt for ubelejligt i forhold til mine jobfunktioner. Jeg aner ikke, hvad vi ender med at ville, og nu har vi pludselig god tid til at finde på :-)

Mette: Jah joh, det kan være udmærket, men jeg savner nu lidt at kunne gøre noget impulsivt. Ikke fordi vi tit har gjort det, men bare for at kunne gøre det ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Du siger bare til, hvis jeg skal bekræfte dig i et eller andet en anden gang ;-) Joh, brugbare pensioner findes der flere af. Men den, som alle taler godt om, og som vi endnu har til gode at prøve, men altså nu har booket Kamelen ind på, er virkelig stærkt efterspurgt.

Annette sagde ...

Jeg er lige blevet enig med mig selv om, at det ikke er en god ide at vise dit indlæg til husbond! Jeg har nemlig altid (baseret på 13 års hunde erfaring) fremturet med, at det er meget, meget lettere at have hund end kat. Hunden tager man da bare med, det gør man ikke med katten, i hvert fald ikke hvis katten har et temperament som vores Misse. Men du har ret, man skal være om sig mht. god pasning, det drejer sig om både hunde og katte.
Det er lidt spændende at se, hvor I havner på ferien, muligheder er der jo massevis af, men måske uden cykelaktiviteter.

Liv ☆ sagde ...

Streeeeeesssss ... pyha. Og sådan nogle som os, som helst ikke planlægger noget tidligere end 4 uger før afgang - og så er det altså også virkelig tidligt! Ærgerligt at kamelen ikke kan være alene 'hjemme' på et hotel. Det kan Møghunden og gør feriedagene så meget nemmere. Sørger blot for kun at være væk max 4 timer ad gangen. Men så trænger vi som regel også selv til en pause fra oplevelserne, så det passer fint. Nåmn. Det var jo jeres ferie dette drejer sig om ... håber i finder en destination til de reserverede uger - og finder pasning til Portugal-ugen.

Pia sagde ...

Jeg glædede mig på jeres vegne og så dig allerede gå rundt i Oslos gader, indtil jeg læste at I skulle til Bulgarien, som også smuttede. Det er ikke for at jogge i noget, men jeg er også vældig tilfreds med at være fri og uafhængig. Godt I nu har fået ferieopholdet klaret til Kamelen, så skal I nok finde et sted at tage hen, og tænk bare alle de steder I når at feriere (i tankerne) inden I får det på plads. Alene det kan give mange glæder.

Fruen i Midten sagde ...

Annette: Næh, lad være med det ;-) Men er det ikke ofte sådan, at det er nemmere at få nogen til at komme forbi en gang i mellem og fodre ens kat, mens man er bortrejst et par dage. Det kender jeg da flere, der gør. Vi finder helt sikkert på noget, og det kan blive ret fint at slippe for at skulle være afhængig at sære konkurrence- tidspunkter :-)

Liv: Måske, når Kamelen bliver lidt ældre og mere 'sat' i det. Selvfølgelig finder vi en - fin - destination :-) Men Portugal behøver vi ikke bruge mere krudt på. Det bliver ikke. Uge 29 var kun en del af et større projekt, og vi kan ikke holde fri i 4-5 uger, og så længe skal Kamelen altså heller ikke passes.

Pia: Det er da også meget nemmere :-) Hehe, vi kan komme Europa rundt flere gange, inden vi bestemmer os. Og ja, det er faktisk ret sjovt, også i planlægningsfasen.