mandag den 28. september 2015

Og i morgen vil jeg prøve at cykle


Det går godt.

Gemalen går nogenlunde.

Altså går det godt.

Hofteoperationen fredag gik planmæssigt.

Næste morgen fortalte Gemalen, at han havde udfyldt seddel med frokostønsker, og Donnaen og jeg blev enige om, at vi godt kunne nå at besøge ham og derefter købe ind, inden han nok skulle hentes hjem en gang i løbet af eftermiddagen.

Vi nåede ned midt i byen, før der indløb ny besked, at nu måtte vi gerne hente ham, men først efter en tur forbi apoteket, så vi var sikre på at nå det inden lukketid.

Vi tog hurtigt en ekstra halv tur rundt i rundkørslen og satte kursen mod apoteket, hvor jeg fik en frygtelig masse smertestillende medicin for næsten ingen penge. Dernæst hjem for at skifte til Gemalens større bil og så forresten tanke, for den var kørt helt ned på advarselslampen. Derefter ned på hospitalet, finde en p-plads og en p-automat, der virkede. Overveje at anmelde ikke-virkende p-automat til manden i info-skranken og opgive igen, da han altid ser så ualmindeligt sur ud, at hvis det ikke er akut livstruende, så undgår man at tale til ham.

Og så ellers blæse op på stuen. Blot for at få at vide, at Gemalen da liige skulle snakke med en sygeplejerske, før han måtte gå. Hvorefter anden sygeplejerske kom svingende med frokostbakken, som Gemalen da også liige skulle nå af have. Mens Gemalen spiste sild og råkostsalat kom første sygeplejerske og satte hak i sit skema, at Gemalen ikke havde flere spørgsmål, og så måtte vi gerne gå.

Det tog sin tid. For Gemalen var jo ikke just lynhurtig. Og da han også havde mere end nok at gøre med at holde styr på sine krykker, var det fint, at både Donnaen og jeg kunne slæbe på alle hans pakkenelliker.

Vi kom ned. Og hjem. Og ind. Og op. Og Gemalen landede, med noget besvær, i sofaen. Og var nu så træt oven på alle strabadserne, at han omgående faldt i søvn ...

På et tidspunkt vågnede han selvfølgelig igen, og så gik resten af lørdagen og hele søndagen egentlig bare med at holde øje med, at alt gik som det skulle, når Gemalen skulle op. Eller ned. I seng. I bad. Have tøj på. Og så videre og så videre.

Det gik fint.

Langsomt men fint.

Pointen med at Gemalen skulle være selvhjulpen, passede mig - og mit absolut manglende Florence Nightingale-gen - fint. I stedet for egentlig at hjælpe kunne jeg bare stille mig med hænderne i siden og afvente, at Gemalen klarede paragrafferne selv. Uden at komme galt afsted i processen.

Det gjorde han så; altså klarede paragrafferne selv.

Kun skifte plaster kunne han ikke, så jeg fik fornøjelsen af at nærstudere hans nye ar. Det ser lidt vildt ud. Som om nogen bare har taget en hæftepistol og klipset ham sammen ...

Allerede søndag havde Gemalen fået så meget tjek på tingene, at Donnaen og jeg mente, at vi mandag kunne lade ham være alene hjemme sammen med Kamelen (som iøvrigt forlængst har forstået, at hun skal passe på og ikke fjolle rundt, når Gemalen er i farvandet).

Donnaen sørgede for at stille frokost frem, og så var den største udfordring at bringe det fulde kaffekrus fra køkkenet og hen til spisebordet.

Også det projekt lykkedes, da Gemalen nu er i stand til at bevæge sig over korte afstande med kun én krykkestok. Gemalen er således godt tilfreds med sig selv og meddelte optimistisk, at

- Hvis det fortsætter med at gå fremad som nu, vil jeg prøve at cykle i morgen.

Måske er det nu, jeg skal finde sætningen om at 'holde igen' frem?



fredag den 25. september 2015

Andre folks hunde


Aldrig har jeg hilst på så mange hunde og hundeejere, som efter Kamelen blev en del af familien.

Det er for det meste sjovt og hyggeligt, både for Kamelen og mig. 

Der er alle de almindelige, som man lige skal sige hej til. På menneskemanér og på hundemanér. Der er de ganske få aggressive, som skal gås udenom i en stor bue, og hvor man spekulerer på, hvad der gik galt undervejs, og hvorfor ejerne dog ikke gør kort proces, inden katastrofen uundgåeligt indtræffer en dag? Og så er der alle de damer, der straks trækker deres lille Delle over på det modsatte fortov, når Kamelen er i farvandet. Kamelen gør ingenting, og de små hunde er sjældent bange. Men damerne - jøsses altså! Og al deres nervøsitet forplanter sig lynhurtigt til det lille kræ, der straks begynder at bjæffe for at holde 'fjenden' væk.

Og så er der dem, Kamelen kan lege med. Hvis vi befinder os det rigtige sted med god plads og langt til offentlige veje. Så går den vilde jagt, og vovserne har en fest, mens deres mennesker nyder udsigten til at få en naturligt træt hund med hjem. Så vidt så godt. Nogle gange kunne jeg dog godt tænke mig, at de andre hundeejere holdt fast i deres hunde, ind til vi var enige om, at de skulle lege. Det er jo ikke nødvendigvis helt sikkert, at vi synes, det er lige så god en ide som dem. Og gør vi ikke det, så kan overkåd, omkringtumlende labrador (det er altid labrador-typer, der laver det nummer) godt være lidt en pestilens.

Kamelens absolutte yndlingshund er naboens schæfer. De er nogenlunde lige gamle, lige legesyge og lige fjollede. Men får de lov at drøne rundt som tossede, er de også efterfølgende rimeligt gode at gå tur med.

Min yndlingshund er Molly, som er en bomuldshund på duracell-batterier. Hun er så glad, totalt hyper og overgearet, at hun slet ikke kan være i sin lille krop, men suser rundt, kaster sig ned og springer lige op i hovedet på Kamelen, der ikke kan nå at forholde sig til, at den lille hund kan være så mange steder på stort set samme tid. 

Jeg kan bare ikke stå for den lille, glade sjæl, men er også godt klar over, at den jo kun er sød, fordi den er så lille. En stor hund med lige så meget krudt i kroppen er en mellemsvær udfordring.

Sådan en hund mødte vi i forgårs. Lidt større end Kamelen, halvt så gammel og meget, meget glad. Hundene fik lov at lege, og det gik egentlig meget godt. Den anden hund røg gentagne gange i et pladderhul og blev mildest talt møgbeskidt. Kamelen undgik behændigt hullet, og så tumlede de videre. På et tidspunkt blev hun træt af den andens voldsomhed og forlangte et øjebliks timeout.

Det anden hund kigger afventende på både Kamelen og os andre, og ejeren når lige at sige:

- Jeg håber, han ikke hopper op!

Men hunde i den størrelse hopper ikke op. Det gør de bare ikke! Ikke alene er det en uskik og mangel på opdragelse, men det er jo også i værste fald livsfarligt.

Så egentlig opfattede jeg ikke rigtigt faren før for sent, og kæmpestor, møgbeskidt hund springer op ad mig. Den når heldigvis ikke at sætte forpoterne på mine skuldre, før jeg bøjer af. Men den rammer mig alligevel med et ordentligt bump, og både mine bukser og min jakke bliver mudret til. Faktisk har jeg jord helt op i øret. Og dagen efter fandt jeg ud af, at hunden havde ramt mit kindben, som stadig er temmelig ømt ...

- Åh undskyld, sagde hundens ejer uden rigtigt at ligne en, der også mente det.

- Nå, vi må også hellere se at komme hjem ...

Og så gik manden med sin hund. Mens jeg stod og kiggede lidt dumt ned ad mig selv.

- Den får du ikke lov at lege med en anden gang, fortalte jeg Kamelen, som så lidt slukøret ud ved tanken.

Man kan åbenbart ikke være lige heldig hver gang.

Godt, man har en vaskemaskine!

tirsdag den 22. september 2015

Jeg, en støtteperson


Det er ganske vist.

Jeg er en støtteperson.

Altså, jeg har ikke ligefrem fået et kursusbevis eller et andet officielt papir på titlen. Men jeg været til info-møde for personer, der skal gennemgå en hofteoperation, og deres støtteperson.

Gemalen er den kommende hoftepatient, og jeg er støttepersonen.

To timers info-møde for cirka 30 deltagere, hvoraf lidt over halvdelen - enkelte havde ikke en støtteperson med - må formodes at være de kommende patienter.

En sygeplejerske, en narkosesygeplejerske, en fysioterapeut og en ergoterapeut stod for underholdningen.

Jeg kan jo sagtens mene, at det var underholdning, for det er jo ikke mig, der skal opereres. Men stemningen var god og afslappet, og jeg synes, det er et ret genialt koncept, at man informerer på den måde.

Hofteoperationer er efterhånden blevet næsten samlebåndsarbejde. Ikke for den enkelte patient, men for sygehuset, og forløbet er så standardiseret, at de allerfleste patienter - og deres støttepersoner - har glæde af et fælles info-møde på to timer frem for en individuel forklaring på måske et max et kvarter.

Den samlede informationsmængde er langt større, der var god tid til at stille spørgsmål og en pæn spørgelyst. Som ikke overraskende gjorde, at der også blev snakket om ting, som hverken Gemalen eller jeg selv havde tænkt over på forhånd.

Gemalen skal under kniven på fredag og vil, hvis alt går planmæssigt - og det gør det! - blive udskrevet lørdag.

Inden udskrivelsen vil Gemalen allerede have været oppe at gå flere gange, og han vil have vist, at han både kan gå almindeligt og forcere trapper. Med krykker forstås. Men faktisk er hoften stabil med det samme, så krykkerne er ikke til aflastning som sådan, men mere som en hjælp til at holde balancen, så den nyopererede ikke kommer til at lave uhensigtsmæssige bevægelser, der kan belaste operationsarret. For selv om selve hoften altså er stabil, så er arret jo ikke groet sammen over natten, men bare 'flikket sammen' med klamper.

Som støtteperson er det ens vigtigste opgave at holde balancen mellem uvirksom, selvmedlidende sofaligning og overdreven træningsiver. Der skal skubbes på og roses. Og der skal holdes igen og beordres pauser og hvil i passende mængder.

- Hørte du, at du skal rose? spurgte Gemalen.

- Hørte du, at jeg skal sørge for at holde igen? svarede jeg.

Sådan er der så meget. Alt afhænger af ørerne, der hører.

Og det beviser bare, hvor godt det er, at vi begge var med til mødet.


Snart kan Gemalen komme med ud
 og lufte Kamel. Det bliver godt!

torsdag den 17. september 2015

Sommerferieplanlægning i september


- Hvor skal vi hen på sommerferie? spurgte Fruen hen over aftensmaden forleden.

- Sommerferie?? sagde Gemalen undrende.

- Mor, det er september! meddelte Donnaen hovedrystende.

Men Fruen fremturede. Efter Kamelens indtog på matriklen er impulsiv rejselyst det samme som urealistisk rejselyst, mens de tre nøgleord planlægning, planlægning og planlægning er blevet - øh ja - netop nøgleord.

For enten skal Kamelen med, men hvem skal så sidde uden for i tre timer i regnvejr, mens de andre går på museum? Eller også skal Kamelen passes. Og gode hundepensioner bliver altid fuldt bookede i utroligt god tid. Så det gælder om at være tidligt ude. Januar er for sent. Erfarede jeg, da dette års sommerferie skulle planlægges.

Altså fremturede Fruen. Og Gemalen gik i gang med at tjekke datoerne for næste års internationale mtb-o-løb. For de har jo tit dannet udgangspunkt for vores ferier. I 2016 ligger der to løb i sommerferien. Et i Sverige og et i Portugal. De ligger datomæssigt oven i hinanden, så man må vælge. Og fordi der på alle måder er langt til Portugal, og sikkert også meget varmt i juli, kiggede vi på Sverige.

Beliggenheden i Sverige, et stenkast fra den norske grænse gjorde det oplagt at koble turen sammen med et ophold i Norge. Gerne Oslo, hvor ingen af os har været.

Så langt så godt. Løbet i Sverige er en del af det kæmpestore O-Ringen, hvor omkring 20.000 mænd og kvinder, unge og gamle dyster i den ædle kunst at finde vej. Det giver erfaringsmæssigt et vist pres på overnatningsfaciliteterne i området, så vi gik straks i gang med at lede.

- Jeg foreslår, at vi bor i Norge, for jeg kan ikke finde ledige hoteller i Sverige, sagde Fruen.

- Det er tussedyrt, og der er stadig mange ledige hytter, kan jeg se, svarede Gemalen, som tydeligvis stadig har svært ved at lægge sommerens tjekkiske prisniveau bag sig.

- Iøvrigt kender jeg nogen, der har en hytte i Norge, fortsatte han. Måske kan vi låne den.

- Jeg gider altså ikke at bo i hytte i 14 dage. Først i Sverige og så i Norge. Iøvrigt vil jeg gerne til Oslo og ikke ud at sidde på et fjeld i Norge, efter at jeg lige har gjort det samme i Sverige, vrissede Fruen.

Og så døde den ide.

Portugal blev revurderet.

Turen derned ville være cirka 500 km kortere end sidst, da stævneområdet ligger så meget nordligere. Så med lidt god vilje og en meget tidlig start hjemmefra kunne vi nok nøjes med to overnatninger undervejs. På hjemturen kunne vi så tillade os et ophold eller en afstikker på vejen.

- Bilbao! tænkte Fruen højt.

- Jeg vil hellere til Barcelona, råbte Donnaen fra sin sofaplads i stuen.

- Det behøver vi ikke afgøre nu, sagde Gemalen og lagde sin Ipad fra sig.

Næste dag ringede jeg til den foretrukne hundepension.

- Uge 29? Det kan jeg desværre ikke garantere, sagde den søde hundepensionsdame. Vi har fuldt booket op med forhåndsreserveringer. Måske kommer der et afbud, men det kan jeg ikke sige nu.

Og så døde ideen om Portugal også.


Til gengæld ved vi allerede nu, at vi skal på ferie i uge 27 og 28, for i de uger har jeg booket pasning til Kamelen. Jeg turde ikke andet. 

Vi ved bare ikke, hvor vi skal hen. Men det finder vi nok ud af inden da.


onsdag den 9. september 2015

Så ryd dog op!


En ting er at blive ældre.

Noget helt andet er at blive det på gnavpotte-måden. På den der måde, hvor man kan høre sig selv som et ekko af alle fortidens gamle sure koner. Dem, der himler op og siger ting som 'ungdommen nu til dags' og 'næh, dengang jeg var ung', og hvad de nu siger. Med sammenrimpet hønserøvsmund og forargelse i stemmen.

Sådan hører jeg Gnavpottefruen harcelere en gang i mellem.

Det er sjældent kønt, og det går for det meste ud over Gemalen, der oftest griner ad mig, men trods alt også sommetider giver mig ret.

Som nu i morges, hvor det var den manglende oprydning i  og omkring de lokale børnehaver, jeg storbrokkede over.

Kamelen og jeg kommer nemlig forbi to af slagsen på vores morgentur. Det er lige før åbningstid, og kun hvis vi er for sent på den, ser vi sommetider de første små poder blive afleveret.

Derfor ved vi (Kamelen og jeg) også, at det legetøj, der ligger ud over legearealerne omkring de to børnehaver ikke er strøet ud samme morgen, men har ligget der siden dagen før. Mindst.

Og så er det jo, at Gnavpottefruen først tænker og siden også siger højt: "De stakkels unger, skal de nu slet ikke lære at rydde op? Hvad er det for en slendrian? Sådan var det skam ikke, dengang jeg var barn!"

Hvorefter Fruen kommer i tanke om, at der slet ikke fandtes børnehaver dér langt ude på landet, hvor Fruen voksede op i meget gamle dage ...

Men faktisk var det heller ikke sådan, da Donnaen var børnehavebarn. Og det er trods alt kun 10-12 år siden. Dengang - altså da Donnaen gik i børnehave - hjalp unger og pædagoger hinanden med at rydde op både ude og inde. Hver dag, inden lukketid. Det er der, så vidt jeg ved, aldrig nogen, der har taget skade af. Og som ekstra bonus kunne man som forældre glæde sig over, at ungerne lærte, at oprydning altså var en del af dagsordenen, også når man var sammen med andre voksne og ikke kun sine egne urimeligt strenge forældre.

Så hvorfor gør man ikke bare stadig det; rydder op sammen med børnene? Enhver påstand om, at man på grund af nedskæringer ikke har tid, vil jo være åbenlys forkert, da der jo ikke går tid fra ungerne, bare fordi man samler legetøj ind sammen med dem.

Nå men.

Egentlig var det ikke lige præcis det, som fik Fruen til at hælde gnavpottebrok ud over Gemalen.

Næh nej, det var det forhold, at man, nu hvor kommunens folk har været ude og slå grønne arealer, kan se, at børnehavebørnene har brugt en hel del tid hen over sommeren på at fornøje sig med at smide anseelige mængder legetøj, nok mestendels plasticspande, skovle, river og diverse mindre køretøjer beregnet på sandkasseleg, ud over hegnet.

Hvor det har ligget lige siden, fordi ingen har gidet samle det op.

Og nu har det så været gennem den kommunale grønthøster og er blevet omdannet titusind stumper plastic i alverdens farver.

Som ingen gider samle op.

Det er da til at blive båd småsur og småforarget over.

Synes Fruen. 


Gammel og gnavpottet som hun er.



mandag den 7. september 2015

Livskvalitetsforbedrende


Fredag aften gik jeg i seng samme tid som hønsene.

Lørdag var jeg træt som et helt alderdomshjem og stiv og øm i hele kroppen.

Søndag kunne jeg konstatere, at jeg heldigvis ikke skulle være syg. Og da jeg ikke havde løbet marathonløb eller på anden måde udfoldet mig fysisk, måtte jeg erkende, at jeg nok havde været ret meget mere anspændt, end jeg selv var klar over.

Nogle ting sætter sig.

Det sætter sig at tage med sin gamle far (og mor, men det var min far, det drejede sig om) til møde på onkologisk afdeling og tale med meget sød og meget kompetentvirkende overlæge om fremtidige behandlingsmuligheder.

Og selv om jeg var forberedt, og selv om jeg på forhånd kendte det overordnede budskab, så bider det alligevel, når nøgleordene ikke er helbredelse, men 'livsforlængende' og 'livskvalitetsforbedrende'.

Samtidig er det en balancegang, når lysten til indsigt måske ikke er helt den samme hos alle parter. Når den ene gerne vil vide 'det hele', mens andre egentlig godt kan være alt for megen vished foruden.

Men vi blev klogere, og vi tog hjem, og går alt vel, begynder min far et nyt behandlingsforløb, som forhåbentlig bliver, hvad overlægen lovede: livsforlængende og livskvalitetsforbedrende.

Det sidste især er vigtigt.



onsdag den 2. september 2015

Efterår med sydvest


Gys! 

Sikke dog en måde at lægge ud den første efterårsdag.

Det var gråt og vådt hele dagen. Enten gråt og lidt vådt. Eller gråt og meget vådt. 

Altså, jeg ved jo godt, at gråt og vådt hører efteråret til, men der da ingen grund til at fremture og straks dreje alle håndtag om på max-efterår.

Hvorfor ikke bare starte blidt med lange dovne dage med blegt solskin og sensommerdis?

nogen kan bestige sit bjerg uden at blive våd, landmændene kan blive færdige med at høste, og Fruen kan komme videre med at male.

Ja, for Fruen er jo stadig ikke færdig. Kun to køkkenvinduer og to halve døre blev det til i weekenden. Men der var jo meget andet at gøre. Blandt andet føltes det på et tidspunkt voldsomt vigtigt at slappe lidt af ...

Hvilket godt kan føles ret dumt nu, hvor vejrudsigten - på trods af solskin her til morgen - ser temmelig ustadig ud helt frem til søndag.

Og Kamelen skal luftes, og hvem gider det, når det regner?

Kamelen gider godt, men er til gengæld ikke helt vild med at skulle tørres i et stort badehåndklæde, når vi kommer hjem. Hun formår altid at vride sig rundt og læne sig op mod mig, sådan at hvis jeg ikke allerede er våd, så bliver jeg det i hvert fald. Og hvis jeg er våd, så bliver hun ikke tør.

Men hvad pokker, visse fordele er der jo også.

Der er for eksempel ikke ret mange ude at gå i skoven, når det regner, så Kamelen kan godt få lov at fjotte lidt rundt uden snor, selv om det egentlig ikke er tilladt.

Og så er der min nye sydvest, som min mor har gennemtrawlet nettet for at finde, fordi jeg hader at have hætte på. Man kan jo hverken dreje hovedet eller høre noget. Den er bare et hit. Lige så effektiv som den er usmart.

Det ville jo være ærgerligt, hvis den bare skulle lige og samle støv. 


Tænker jeg ...