tirsdag den 31. oktober 2017

I mors fodspor


- Og jeg vil selvfølgelig også gerne se, hvor du boede, mor, sagde Donnaen, da vi planlagde vores rejse til Tokyo.

Planen var derfor først at finde den gamle lejlighed.

Meget forandrer sig på et kvart århundrede, men lejligheden havde i sin tid været spritny, og den var da også at finde på Google Maps, så chancen for, at den stadig lå, hvor den skulle, var god, og det var 'kun' et spørgsmål om at finde derhen.

Jeg vil her gerne gentage, at japanske adresser og gadenavne er noget, som kun japanerne kan finde ud af. Desuden havde vi ikke et mobilabonnement, der tillod os at gå online og konsultere Google Maps undervejs.

Vi sprang på toget, skiftede til Hibya-line og stod af på Hiroo station.

Her var der ikke meget - som i slet ikke noget - jeg kunne genkende, men det lykkedes mig trods finregnen at gå i den rigtige retning, og da vi nåede til den internationale pigeskole, hvor chefens døtre i sin tid havde gået, havde jeg landkending. Op og rundt i svinget, og der lå så det lille supermarked, som jeg havde frekventeret i det daglige.

Derefter var det bare lidt hen ad gaden og så over den store parkeringsplads ved sygehuset, over vejen, ned ad bakken, og så ville vi næsten være der. Det var det så bare ikke. For den store parkeringsplads var væk. Selv sygehuset var ikke til at få øje på. I stedet lå der et kæmpestort, eksklusivt lejlighedskompleks, som man på ingen måde kunne gå andet end uden om. Det gjorde vi så, og omme på den anden side kunne jeg se sygehuset, men til gengæld ikke huske, hvilken vej ned ad bakken, jeg skulle vælge. Jeg valgte den første og mente nok, at jeg kunne genkende skolen, der lå der, selv om den tydeligvis var moderniseret, siden jeg sidst var forbi.

Efter et par forgæves afstikkere ind i blindgyder kom vi til et busstoppested, og nu vidste jeg præcis, hvor vi var, for det var jo 'mit' busstop, hvorfra jeg tog bussen i skolen, hvis det var for surt vejr til at cykle.

To hjørner og lidt ned ad en lille vej senere var vi der. Og jeg var ret stolt af mig selv. Dér lå den lille boligejendom og lignede sig selv. Hækkene omkring altanerne var vokset, men ellers var alt som for 25 år siden. Hovedindgangen, som ingen brugte, og indgangen fra garagen med de dyre biler i stueplan.

Donnaen tøffede lidt rundt og var ikke specielt imponeret, mens Gemalen til gengæld var fuldt ud i stand til at vurdere, at selv om ejendommen måske ikke så prangende ud, så skulle man nok alligevel være lidt økonomisk forkælet for at kunne bo der.

Nu vidste vi jo, hvor busstoppestedet lå, og så kunne vi jo lige så godt håbe, at ruten var uændret og tage bussen til Shibuya.

Det gjorde vi og kom ganske rigtigt til Shibuya. Men her var en stor del af stationen omdannet til byggeplads og pakket ind i stilladser, og bussen holdt et midlertidigt sted med deraffølgende absolut nul landkending, og vi måtte bruge et øjeblik på at komme væk fra byggerodet og finde det ikoniske kryds Shibuya Crossing, som er selve billedet på menneskemylderet i Tokyo. Her er også diagonalt anlagte fodgængerfelter (det er der altså også andre steder i Tokyo), og den første gang, man begiver sig ud i vrimlen, kan det godt virke lidt overvældende.

Sjovest er det dog at se lidt oppe fra, og det kan man blandt andet fra Starbucks-caféen, der ligger lige ud til krydset. Altså måtte vi derind. Man bestilte i stuen, men indtog sin kaffe på første sal. Vi ville dog godt se, om der overhovedet var plads, så vi tog rulletrappen op med det samme. Det viste sig, at rigtigt mange af de gode vinduespladser var optaget af folk, der slet ikke drak kaffe, men havde travlt med at fotografere. Vi fik os møvet tættere på og kunne til sidst også selv forsøge os som fotografer.

Det var sværere end antaget, for det var nærmest umuligt at ramme de helt rigtige øjeblikke, hvor mylderet var mest intenst. Men sjovt var det, og da vi ikke gad mere, gad vi heller ikke drikke kaffe og gik bare igen. Hvor mange, der gør sådan, og hvordan det påvirker omsætningen, vides heldigvis ikke.

Nu ville jeg vise Donnaen og Gemalen Tokyu Hands, som er enhver udstationeret gaijins yndlingsshoppested, fordi man her kan få al verdens ting. Ting som man ellers kunne blive helt træt ved tanken om at skulle efterspørge andre steder. Man kan få alt fra lappegrej til færdigtmonterede cykler, gardinophæng, værktøj, husholdningsartikler, en million forskellige hobbydimser, puslespil og legetøj og meget, meget mere.

Allerførst ville Donnaen og jeg dog gå på toilettet, og imens kunne Gemalen passende bruge tiden på at endevende afdelingen for cykeldimser.

Hvad der præcist skete vides ikke, men i Japan findes nogle ret avancerede toiletter (herom senere), og dette havde åbenbart besluttet at tage nogle meget selvstændige beslutninger, som ikke faldt i god jord hos Donnaen. Hun kom drønende ud med panik malet i ansigtet og nægtede pure at opholde sig et sekund mere i forretningen.

Det var lidt ærgerligt, men der var ikke andet at gøre end at følge med Donnaen ud i regnen igen, og vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst med frokost, før vi skulle noget som helst andet.

Vi endte med at finde en hyggelig café på 10. etage, hvor vi hvilede benene og fik en superlækker frokost. Da Donnaen ovenikøbet kunne få sin barndoms yndlings-'drink', Shirley Temple, fik hun også humøret tilbage og lyst til at tage ud og se på templer.

Shibuya Crossing,
mit mindst ringe billede.

torsdag den 26. oktober 2017

Huller i væggen


Donnaen og jeg hoppede på toget, og så havde jeg egentlig troet, at vi skulle tage Yamanoteline hele vejen rundt, mens vi sad og kiggede ud på Tokyo.

Men den plan holdt ikke. Dels sidder man med ryggen til vinduerne, og ser derfor ikke så meget. Dels begyndte Donnaen hurtigt at nikke med hovedet, da hun kom ned at sidde i det halv-lune tog. For ikke at falde helt i søvn måtte vi ud i luften og hoppede derfor af igen på Harajuku Station for at gå ned ad Takeshita Street.

Harajuku og især Takeshita Street er indbegrebet af japansk ungdomskultur. Vejret var ikke rigtigt til at hænge ud, men alligevel myldrede det med - unge - mennesker, hvor af mange var ret ekstremt - på den sjove måde - påklædt. Butikkerne var mest tøj, kosmetik, tilbehør, lir og tingeltangel af enhver art.

Det var overvældende, men for trætte hoveder som os også lidt for overvældende, så vi gik videre, til vi fandt en station. Det var en subwaystation, og vi enedes om, at vi godt kunne finde ud af at navigere igennem, til vi nåede til Mita Station, som ligger ganske tæt på, men ikke er Tamachi Station. Et faktum, som vi var lige ved at blive væk over. For da vi kom op fra Mita Station, troede vi nok, at vi godt kunne finde ud af at komme hen til hotellet. Det kunne vi så ikke, og vi kom ud på en ret lang, ufrivillig udflugt. Vi kunne godt se hotellet, men var havnet på den forkerte side af kæmpestort jernbaneareal, som vi på ingen måde kunne finde ud af at krydse. Så vi måtte vende om og gå tilbage, til vi fandt den rigtige vej rundt.

Tilbage på hotellet var Gemalen nu frisk igen, mens Donnaen og jeg var temmelig trætte.

Men aftensmad skulle vi jo have, og efter i hotellobbyen at have konsulteret et lille kort med spisesteder i nærheden begav vi os afsted. Det var en vanskelig sag. Ikke fordi vi ikke kunne finde spisestederne, men fordi vi ikke kunne beslutte os for bare at gå ind et sted. Til sidst havnede vi dog et lille bitte sted, hvor de serverede retter med ramen, og sådan en omgang nudler kunne vi jo nok klare, mente vi. Det var et meget lokalt sted, med en meget imødekommende, meget lidt engelsktalende betjening. Heldigvis var der billeder på menukortet, og så gik vi ellers i gang med at pege. Det krævede et par forsøg, men lykkedes fint til sidst, og øl til Gemalen og cola til Donnaen blev det også til.

Maden smagte dejligt, personalet gjorde alt, hvad de kunne for at gøre os tilfredse, og hele stemningen var hyggelig og rar.

Og regningen kunne ikke forskrække nogen.

Det skulle vise sig, at de små, lokale steder som dette gav os de allerbedste oplevelser.

Men det vidste vi ikke på det tidspunkt, og den næste aften valgte vi at gå på en væsentligt større og mere fancy udseende restaurant. Det var en fejl. Maden var kedelig, betjeningen afmålt, og så var der iøvrigt koldt. Og dyrt.

Den absolut bedste oplevelse havde vi mandag, hvor vi ved hjælp af google maps havde fundet ud af, at der lå en sushi-biks lige i nærheden. Vi var gået forbi den første aften, men havde ikke opfattet, at man kunne finde et fint lille spisested ved at gå ned i en kælder. Det kunne man. Igen bittelille, og bordet besat af salary-men, der var ud at spise i flok. Men heldigvis var der lige plads til os ved disken til køkkenregionen.

Gemalen og jeg pegede os frem til hver sin sushi-menu, mens Donnaen fik lov at vælge de enkelte stykker ud fra billed-menuen. Det smagte himmelsk, og sushikokken fulgte smilende vores fumlende omgang med pinde og de lækre bidder, og da Donnaen gerne ville have et par stykker mere, blev han, altså kokken, rigtig glad, og jeg ved ikke, hvem der charmede sig mest ind på den anden; Donnaen eller den midaldrende kok. Men tydeligt var det, at de var helt på bølgelængde. Og da Donnaen til sidst debuterede på japansk med et 'oishii' (delicious/lækkert), var der ikke et øje tørt.

Vi havde også spist typisk japansk til frokost, og den følgende aften skete der en kortslutning, da Gemalen pludselig mente, at nu skulle vi altså spise vesterlandsk mad, og vi endte på en italiensk restaurant midt i en gade fyldt med japanske spisesteder. Fejl igen. Ikke sjovt.

Gemalen fik at vide, at det gad vi ikke igen, og næste aften fandt vi i samme gade en biks, der serverede retter med de tykke udon-nudler. Konceptet var dip-noodles, hvor vi selv skulle dyppe de - iøvrigt kolde - nudler i den varme suppedas, som nærmest havde en konsistens mellem sovs og øllebrød. Det smagte virkelig godt, omend Fruen måtte erkende, at det var noget mere, end hendes chopstick-skills kunne håndtere. Jeg har alle dage været en klovn til pinde, men her var jeg virkelig, virkelig på glatis.

Godt var det derfor, at vi ikke just var ude at spise fint. Dette sted var igen bare et 'hul i væggen'. En snæver indgang og op ad en trappe. Vi var heldige, at der ikke var så mange, da vi kom, så vi kunne godt få et bord at sidde ved. Siden kom flere grupper salary men (og -damer), og der blev helt fyldt op. Lokalet var et studie i sig selv. Virkeligt slidte træborde og taburetter at sidde på. Belysningen bestod af nøgne pærer, og væggene var ganske bare bortset fra enkelte ølreklamer og bøjler, så man kunne komme af med overtøjet.

Dér sad vi så og kæmpede med vores lækre, men drilske udon, mens vi med øjne så store som tekopper fulgte det glade liv ved de andre borde. Den - ahem - spartanske indretning ødelagde på ingen måde nogens gode humør; tværtimod det smittede, og vi var helt høje, da vi lidt senere gik hjem i småregnen.

Sidste aften ville vi spise sushi igen, men Donnaen ville ikke risikere at ødelægge vores næsten magiske mandagsoplevelse ved at gå ned i den lille kælderbiks igen, så vi gik i stedet i den modsatte retning og havnede i samme gade som de foregående to aftener. Her fandt vi en sushi-restaurant, og igen valgte Gemalen og jeg hver sin menu, mens Donnaen valgte enkelte stykker ud fra en billedmenu. Det smagte alt sammen virkelig godt, og under andre omstændigheder ville vi have sagt, at det var en rigtig god oplevelse, men nu havde vi jo oplevet de helt små, totalt hyggelige steder, og stemningen derfra kunne denne restaurant bare ikke matche.

Nu havde vi endelig lært, at de største oplevelser lå de helt små steder. Desværre var det bare lidt for sent, for vi skulle hjem dagen efter.

Og hvad værre er; der kommer til at gå lang tid, før vi gider at spise midtjysk produceret sushi. 


Meget lang tid.

Læg mærke til det slidte bord, den charmerede
indretning - og de glade mennesker.

mandag den 23. oktober 2017

Undervejs


Vi landede planmæssigt i Narita og kom også uden de store kvababbelser gennem både bagageudlevering og immigration - klistermærke i pas, fingeraftryk og billedtagning.

Derefter ventede de første udfordringer.

Allerførst ville jeg gerne hæve penge. Vi havde kontanter med, men de ville hurtigt få ben at gå på, da japanerne stadig i høj grad foretrækker kontant betaling. Samtidig vidste jeg, at der kun var begrænsede muligheder for at hæve penge på udenlandske kort. Et af de få steder, man kan, er i 7-eleven-butikkerne, og sådan en vidste jeg, at der skulle være i lufthavnen. Vi fandt butik og automat, og jeg proppede glad mit MasterCard ind - og fik det fluks tilbage. Invalid. Så prøvede jeg med mit Visakort, og det gik straks bedre. Jeg valgte at ville hæve 50.000 yen. Det duede ikke. Så prøvede jeg med 40.000 yen. Det duede heller ikke, og jeg begyndte at blive lidt smånervøs for vores pekuniære situation i ferien. Men ved 30.000 gik transaktionen glat igennem, og det var så åbenbart hævegrænsen. Om det også var dagsgrænsen, behøvede jeg heldigvis aldrig at finde ud af.

Dernæst skulle vi finde ind til Tokyo. Narita ligger små 70 km fra Tokyos centrum, og der er mange forskellige måder at komme der ind på. Jeg havde hjemmefra besluttet, at vi skulle med toget, Narita Express, som er både hurtigt og komfortabelt og som har et særligt tilbud til gaijins som os med behov for at rejse frem og tilbage til lufthavnen inden for 14 dage. Vi skulle bare lige finde billetskranken, og det gik også nogenlunde nemt. Billetterne blev fordelt, og så klikkede vi os igennem, fandt perron og tog og vores reserverede pladser og susede ind til Tokyo Station på en lille time.

Nu skulle vi så bare købe togkort og finde Yamanoteline - i den rigtige retning. Piece of cake. Tokyo Station er kun Japans (og dermed verdens) 8. største station, og der er kun sølle 350.000 passagerer, der passerer gennem automaterne hver dag ...

Jeg måtte dog spørge mig for, før jeg fandt ud af, at jeg skulle ind i en helt almindeligt udseende kiosk for at købe Suica-kortene, der fungerer på samme måde som Hong Kongs Octopus-cards. Kortet er elektronisk, og man kan bruge det stort set hvor som helst i busser og tog i hele Tokyo og desuden som betalingskort i en række butikker. Man klikker sig igennem ved ind- og udgangene til de enkelte linjer og kan hele tiden følge med i, hvor mange penge, der er tilbage. Til forskel fra Hong Kong kan man i Tokyo endda selv overføre flere penge til kortet ved at benytte automater, der står på alle stationer. Det er virkelig nemt, og man kan igen igen undre sig over, hvorfor det danske rejsekort skal være så bøvlet.

Yamanoteline er en cirkellinje rundt om det centrale Tokyo, og hvis man har god tid, tager en rundtur cirka en time. Vi ville dog helst vælge den rigtige retning med det samme og fandt også relativt hurtigt skilte, vi kunne gå efter, og jeg havde begreb nok om stationernes indbyrdes placering til, at jeg kunne vælge toget i den rigtige retning. Så vi hoppede ombord og kørte fire stop til Tamachi Station, hvor vi hoppede af igen og gik ud.

Eller det gjorde vi ikke, for vi blev alle tre stoppet, da vi forsøgte at klikke os ud med vores spritnye togkort. Det forstod vi ikke en bjælde af, men måtte jo så prøve at snakke med damen, der sad i det lille kontor ved siden af sluserne. Engelsk er ikke den gennemsnitlige japaners spidskompetence, og hvis jeg nogensinde har lært bare en lille smule japansk, så er det forlængst glemt igen, så der skulle en del parlamenteren frem og tilbage til, før det løste sig ved, at kontroldamen på en eller anden måde aktiverede vores kort. Det var de åbenbart ikke blevet i første omgang.

Vel ude fra stationen skulle vi finde hotellet. Det var lidt spændende, for japanernes måde at omgås adresser og vejnavne er ikke noget, man som vesterlænding forstår et suk af, og man kan derfor ikke bare gå ned ad Vesterbrogade, til man kommer til det rigtige nummer. Jeg havde dog brugt så meget tid på Google Maps (jeg havde også et print, hvis det skulle gå helt galt), at jeg kunne slå ud med armen og med en lidt svævende bevægelse meddele, at hotellet altså gerne skulle befinde sig i den retning ...

Og det gjorde det. Faktisk var det meget nemt at finde. Bare ned ad rulletrappen, lige frem, til højre før krydset og så lige frem igen, til hotellet lå lige efter det næste kryds.

Receptionisten tog venligt imod os, men da han sagde, at der var check in fra klokken 15 (klokken var nu knap 12), blev jeg en anelse stram i betrækket, for jeg havde skrevet og bedt om - og fået bekræftet - tidlig indcheckning, da jeg godt vidste, at især Gemalen ville synes meget lidt godt om at skulle vandre rundt i Tokyos gade i tre timer, når han havde været oppe i lidt mere end et døgn. Det var dog heldigvis ikke noget problem, og så fik vi vores værelseskort til to værelser på 17 etage. Donnaen var først lidt utilfreds med, at hun skulle bo sammen med sin mor, men jeg ville ikke risikere, at hun skulle være alene, hvis der pludselig kom et jordskælv (det gjorde der ikke), og den begrundelse bøjede hun sig trods alt lynhurtigt for.

Et kvarter senere var vi klar til at gå ud og spise frokost. Vi havde set en nedgang til et supermarket og nogle restaurants og fandt også en lille biks, hvor vi fik en traditionel set menu med te, misosuppe, ris, kød og nogle pickled grøntsager af en slags. Det smagte udmærket, og Donnaen og jeg var parate til straks at tage ud og opleve noget. Det var Gemalen dog ikke, så mens Donnaen og jeg gik mod stationen, valgte han at gå tilbage til hotellet for at få sig en morfar.


søndag den 22. oktober 2017

Godt, men vådt - meget vådt


Efterårsferien er slut, og jeg er så småt ved at vænne mig til tanken om, at jeg skal på arbejde igen i morgen.

Vi var i Tokyo.

Ikke noget, jeg havde set komme, hvis jeg var blevet spurgt for et halvt år siden. Men det korte af det lange var, at Donnaen i forbindelse med sin 18 års fødselsdag fik lov at vælge mellem fest og rejse - og valgte rejse. En rejse inden for rimelighedernes grænse vel at mærke, så der blev listet forslag op og undersøgt og studeret priser på fly og hoteller. I l-a-n-g tid. Og så endte Donnaen med at vælge Tokyo. Nok dels ansporet af vores supergode vinterferie i Hong Kong dels nysgerrighed efter at se den by, som moren - altså jeg - havde tilbragt cirka halvandet år i for en menneskealder siden.

Den gang i et tidligere liv boede jeg nemlig i Tokyo som medrejsende hustru til min daværende mand, der blev udstationeret for sit firma. Mens Tokyo var totalt ukendt for både Gemalen og Donnaen, var det således et gensyn for mit vedkommende, og jeg var enormt spændt på, hvor meget byen havde forandret sig på det kvarte århundrede, der var gået siden. Var der overhovedet noget, jeg kunne genkende?

Og kunne jeg finde rundt, finde attraktionerne og alt muligt andet? Jeg var bestemt ikke sikker og har nok kun en enkelt gang tidligere brugt så lang tid på at forberede mig på en rejse.

En ting, jeg ikke havde styr på, var vejret, som viste sig fra sin kedelige side. Vi havde tørvejr i cirka halvandet døgn, og jeg har gået mere med paraply den sidste uge end de foregående fem år tilsammen.

Men ellers gik det godt, og der var kun få irriterende overraskelser undervejs. Blandt dem var, at jeg ikke kunne hæve penge med mit MasterCard, men var tvunget til at bruge mit Visakort og dermed ikke kunne fordele udgifterne over lidt længere tid, hvilket jeg ellers havde satset på.

Vi fløj København - Helsinki - Narita (Tokyo) begge veje. Med Finnair hele vejen ud, og med først Japan Airlines og derefter Finnair hjem. På udturen gav det et stop i Helsinki på fem timer, og det var virkelig kedeligt, men prisen for at vælge de billigste billetter. På hjemturen havde vi kun knap en time, og den blev fuldt ud brugt på at komme ind i Schengen-området. Det er godt nok blevet bøvlet med pas-scanning og billed-tagning. Sørgeligt, at det skal være nødvendigt. Til gengæld var der så ingen kontrol i Kastrup, og så snart vi havde snuppet vores letgenkendelige kufferter af bagagebåndet, kunne vi gå ud og lade os afhente af gode venner, der bor så tæt på lufthavnen, at vi bare skulle sms'e, når bagagebåndet gik i gang. De havde haft vores bil holdende i deres indkørsel og dermed sparet os for en formue til parkering.

Derefter var der "bare" at køre hjem. Det havde været en lang dag, da vi var stået op klokken seks japansk tid, og det nu var sidst på eftermiddagen i Danmark. Så jeg var lidt betænkelig ved, at Gemalen skulle køre helt til det midtjyske. Men heldigvis var vejret dårligt og trafikken tæt, så han kunne ikke slappe af og holdt sig fint vågen, mens jeg sad og moslede rundt i mit sæde i forsøget på at være solidarisk. Det gik nogenlunde til Storebælt, men derefter nikkede jeg væk til drømmeland mange gange.

Vel hjemme gik jeg på hovedet i seng, hvilket selvfølgelig medførte, at jeg vågnede klokken alt for tidligt lørdag morgen. Jeg gentog successen her til morgen og er sikkert først nogenlunde ovre mit jetlag i morgen tidlig, hvor jeg til gengæld skal tidligt op ...


Selv om det er regnvejr, kan man jo godt være 
fin, når man skal besøge templet.

tirsdag den 10. oktober 2017

Som en forvirret høne


Argh, altså!

Lige om lidt er det efterårsferie, og vi skal ud at rejse. Men inden da er der 8327 løse ender, som der helst skal styr på.

På arbejde er der ting, der bare skal nås, fordi der er deadline, mens jeg er væk.

Derudover skal de sidste ting undersøges, der skal vaskes, stryges og pakkes. Kamelen skal afleveres.

Vejrudsigten skal tjekkes endnu en gang i håb om, at den ombestemmer sig fra regn og regn, og hvad gør vi med fx fodtøj, hvis det hele tiden regner?

Min mobil driller, og det gør Donnaens også. Lyset over spisebordet virker ikke, og gulvvarmen er i udu.

Og der er de øvrige aftaler, blandt andet med høreklinikken, og hvor lang tid mon det tager?

Vi skal også huske at checke ind!

Hvad siger den hjemlige vejrudsigt? Er vi 300 procent sikre på, at Storebæltsbroen ikke lukker?

Og og og.

Hvilket bevirker, at jeg i øjeblikket stæser rundt som en forvirret høne i selvsving.

Derfor tror jeg bare, at det bliver sayonara herfra, og så kommer der forhåbentlig ro på igen en gang efter efterårsferien.