mandag den 18. november 2013

Godt, så tror vi på det


Efter en skøn ferie landede vi hjemme i virkeligheden.

Den virkelighed, der sommetider er mere grum end godt er.

Vi har før prøvet at komme hjem fra ferie og finde ud af, at nogen i den nærmeste familie var blevet alvorligt syge.


Denne gang var/er det min far, den er gal med.

De dårlige nyheder var kommet til os drypvis, mens vi var væk, men min mor havde - for ikke at spolere vores ferie for meget - været yderst karrig med sine oplysninger. SMS bliver så heller aldrig min mors måde at kommunikere på.

Så først fandt vi - med et par dages forsinkelse - ud af, at min far var blevet indlagt med ondt i maven, og nu skulle han lige undersøges ordentligt. Ja tak, det var jo fint. Man hvad indebar 'ordentligt'?

Det indebar diverse scanninger, som de nu ventede svar på, fortalte min mor, da jeg ringede til hende.

To dage senere sendte min mor en SMS om, at nu var far kommet hjem.

Om min mor virkelig havde forestillet sig, at hun kunne spise os af med den besked, ved jeg ikke. Det kunne hun selvfølgelig ikke. Så et kvarter senere havde jeg så, for det første fået at vide, at min far havde fået konstateret cancer i prostata. Og for det andet haft ja-hatten på og sagt en hel masse om, at netop cancer i prostata jo ikke behøver at være så slemt. Mange mænd dør med det og ikke af det og bla-bla-bla.

Min mor modsagde mig ikke, men undlod en vigtig detalje, som min far så selv fortalte, da jeg næste dag ringede hjem, og spurgte, om de havde fundet sig selv igen.

- Det har altså spredt sig, meddelte min far. Til ryggen.

Det var straks værre. Ja-hatten faldt af, og Gemalen måtte den dag lægge skuldre til mange tårer.

Vi diskuterede lidt frem og tilbage, om jeg skulle flyve hjem, men blev enige om, at det alligevel ikke ville flytte noget eller gøre nogen glade. Iøvrigt ville der ikke yderligere ske noget, mens vi var væk.

Så vi fortsatte vores ferie, kom hjem og kunne så kun - med bæven - vente på, at min far skulle få sin behandlingsplan.

Bæven, fordi man i løbet af nul komma dut kan nå at male Fanden på væggen med sytten forskellige skrækscenarier. Så ord som kemo og stråler og daglige ture til sygehuse langt væk kværnede rundt i hovedet på mig.

Egentlig burde jeg jo være klogere, for ved at følge med på Ellens og Rejens blogge har jeg efterhånden lært, at cancerbehandling er individuelt tilpasset, så hvad man hører, at den ene skal igennem, behøver overhovedet ikke gælde den anden. At det også er meget individuelt, hvor hård behandlingen er mod ens krop, ens helbred og hele ens system fremgår også meget tydeligt.

Og med den viden burde jeg jo slå koldt vand i blodet og bare afvente. Men bare, bare og min bare. Det gik selvfølgelig ikke så godt.

Endelig oprandt dagen dog. Min far fik sin behandlingsplan. Og så indeholdt den kun et punkt: Operation.

For prostatacancer næres af testosteron. Og hvis man fjerner det, udsulter man canceren, som - hvis alt går, som det skal - stopper sin fremfærd eller ligefrem går til grunde. Siger sagkundskaben.

Og det tror vi så på.

Det vil sige, det er faktisk temmelig svært at tro på, at cancerbehandling kan være så easy peasy. Selvfølgelig er det ikke rart at skulle opereres. Og i fuld narkose. Og selvfølgelig er der bivirkninger. Men i forhold til kemokure og daglige røntgenbehandlinger i ugevis på hospitaler langt væk er det næsten som at have vundet i lotteriet.

Der er nu allerede gået mere end 14 dage siden operationen, og alt går tilsyneladende, som det skal. Det finder vi først ud af til februar, for så lang tid skal der gå, før lægerne vil se min far til tjek.

Så de tror på det.

Og når de gør, så gør vi også.

Basta.

23 kommentarer:

Øglemor sagde ...

Åh altså. Nu må det da snart være slut med al den sygdom! Men når det endelig skal være, så lyder det ret fantastisk, at der 'bare' skulle en operation til i stedet for en lang, opslidende behandling. Og lægerne ved jo, hvad de taler om, så selvfølgelig har de ret. Basta! God bedring til farmand.

BedstesBlog sagde ...

Det var da noget værre noget. Det er hårdt med al den sygdom. Jeg krydser fingre for din far og ønsker ham rigtig god bedring!

NonnasBlog sagde ...

Jeg følte også, at jeg vandt i lotteriet, da jeg i 2010 blev opereret og slap for enhver form for behandling i form af kemo, stråler osv. Jeg mærker ikke noget til sygdommen :-)!
Rigtig god bedring med din far!

M.S. sagde ...

Åh, det er jeg ked af at høre. Godt det er gået godt med operationen. Krydser fingre for jer og god bedring med din far.

Fruen i Midten sagde ...

Øglemor: Ja, det må meget gerne være slut nu! Det synes jeg nemlig også, virker ret fantastisk altså. Ja, de HAR ret. Sgu. Tak :-)

Randi: Ja, det er lige lovlig hårdt. Tak :-)

Fruen i Midten sagde ...

Nonna: Dejligt at læse, at du også slap for videre tiltale - og intet mærker :-D Tak.

Mette: Ja, det er godt at være på den anden side af - vellykket operation. Tak :-)

overleveren sagde ...

Kan godt forstå at du er dybt urolig og egentlig ikke tør stole på lægerne før de lissom selv tør stole på sig selv - og det gør de da vist ikke før de har set resultatet efter jul.

Håber det er noget der ikke er så farligt som det lyder...

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

Øv hvor skrækkeligt! Det gør mig ondt for jer! God bedring med ham!

Rejen sagde ...

Åh for fanden da, kender jo om nogen de skrækkelige tanker der farer igennem hovedet på én, når man får sådan en besked, hvadenten det er som den ramte eller som pårørende. Nu er der så "bare" ventetiden tilbage, jeg får også først besked i det nye år om behandlingen har hjulpet, det er også lang tid at vente, men jeg krydser fingre for din far. God bedring med ham.
Knus

Ellen sagde ...

Nu har vi altså snart fået lige lidt for mange med den lortediagnose her i blogland.
Jeg håber virkelig det bedste for din far - hvor er det dog nådigt sluppet at kunne nøjes med en operation.
Og så er det jo heldigvis rigtigt, at prostatakræft er den 'bedste' form for kræft, når man er mand; lige som brystkræft er det for kvinder, så prognosen er god - og lægerne bliver hele tiden bedre, skal vi også huske på.

Johanne sagde ...

Jeg kan sandelig også godt sætte mig ind i alle de skrækbilleder, som har nået at køre igennem dit stakkels hoved.
Puha...Men når det nu absolut skal være, så lyder det da ok. Ved ikke så meget om det, men det gør jeg så nu.
Det er meget, som man kan lære om cancer ved at blogge rundt omkring - men nu gider jeg altså ikke at vide mere om den møgsygdom.
Og rigtig god bedring til din far. Håber han er ved godt mod.

Lene sagde ...

God bedring til din far, pu ha nu må det godt holde en pause med al den sygdom I ryger ind i.

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Det kan godt være lidt svært ind i mellem, men vi er NØDT til at tro på, at lægerne gør det rigtige, og at det hjælper. Farligt er det, men virker behandlingen, kan det holdes i ave.

Mai-Britt: Ja ØV. Og tak :-)

Inge sagde ...

Øv for en træls omgang, at vende hjem til. Håber alt det bedste for din far.

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Ja, det gør du jo. Om nogen! 'Bare' ventetiden, ja, Den kan godt blive hård. Jeg synes nu også, at det er m-e-g-e-t lang tid for dig at skulle vente - efter den voldsomme medfart du har været ude for. Tak :-)

Ellen: Ja mon ikke. Men ja, det er virkelig nådigt sluppet :-)

Fruen i Midten sagde ...

Johanne: Ja, det er forbløffende, så meget skrammel, man kan nå at tænke på kort tid. Skal det være, så er det absolut ok, hvis en operation kan gøre det. Du har ret, der er ting, man egentlig lever ganske godt uden at vide for meget om. Tak :-)

Lene: Tak :-) Ja, vi synes også, den kedelige stime har varet længe nok nu!

Inge: Ja, møgtræls. Tak :-)

Susanne sagde ...

Det synes jeg absolut ikke godt om. Sikke noget hø. Jeg håber, at han slipper godt igennem. Jeg kan godt forstå, at den lille indre tvivler stikker hovedet frem ind imellem. Men jo - lad os tro på det.

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Ja, det er noget hø. 'Den lille indre tvivler' - sikke et godt udtryk; det må kunne bruges in another afsnit ;-)Ja, vi tror på det. Hvis man ikke tror på det, bliver det alt for meget op ad bakke.

Annemor sagde ...

God fremgang for din far og det er noen kreftformer som "nøyes med" en operasjon for å gi opp.
Håper det er slik ... Jo, det tror vi på :)
Klemmer og tenker på :)
Mormorklem

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Tak. Ja, det tror vi på. Klem tilbage :-)

Pia sagde ...

Sikke noget. Tør I overhovedet snart tage på ferie mere?
Historier om kræft og dens behandling, har vi sikkert alle hørt mange af, af både den ene og den anden slags. Men når man pludselig selv bliver en del af det, er det ikke let at se længere end til sig selv. Det lover godt det du skriver, og jeg krydser fingre for, at det bliver sådan.

Stegemüller sagde ...

Der er altså alt for mange, der rammes af kræft. Jeg hader den sygdom, og ønsker alt det bedste for din far.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Ja, men vi tør dårligt komme hjem igen ;-) Det virker nemlig rigtigt lovende, synes jeg også. Tak.

Stegemüller: Ja, det er en led sygdom, som vi vist alle hader. Tak :-)