lørdag den 2. november 2013

På afveje i Lissabon


Vores sidste dag i Portugal brugte vi på en tur til Lissabon.

Vi kørte derind. Og fandt uden ret meget besvær en parkeringsplads ganske tæt på centrum og havnefront. Lidt sværere var det at få betalt for p-billetten. Først havde jeg ikke mønter nok, og da jeg dernæst havde rigeligt, gad den første p-automat slet ikke at samarbejde. Den næste ville godt, men kun til en vis grænse. Ligegyldigt hvad kunne jeg ikke få lov at holde mere end fire timer.

Godt, så måtte vi jo bare 'gøre' Lissabon på fire timer eller håbe på forstående p-vagter. 

Først styrede vi efter Praca do Comércio for at få begyndt 'rigtigt'. En kæmpestor plads med ditto rytterstatue og triumfbue. Meget imponerende. Men vistnok også opført med netop imponator-effekten for øje, så alle fremmede, der kom sejlende til byen, straks ved ankomsten blev klar over hvilken storslået stad, de var kommet til.

Derefter ind i de små gader i bydelen Baixa, bag triumfbuen. Hvor sulten meldte sig, straks vi så den første fortovsrestaurant. Altså måtte vi sætte os ned og spise hver sin hundedyre sandwich (vi var jo vant til et helt anderledes prisniveau ude på det portugisiske bøhland), før vi kunne gå på jagt efter Tram28, en ældgammel sporvogn(srute), der kører ad smalle, snørklede og stejle gader fra det lavtbeliggende Baixa til bydele i højere luftlag. Lissabon ligger meget smukt og ad en bjergside eller bakke, og der er meget store højdeforskelle, som bedst overkommes med netop sporvogn.

Sporvognen var ikke så svær at finde. Det var vanskeligere at komme med. Den første sporvogn var overpakket. Den næste kom vi med, men måtte alle tre stå op og hænge i stropperne.

Og afsted gik det. Det skramlede og knirkede. Og der var stejlt, og snørklet og smalt. Nogle steder kunne man næsten røre husmurene med en udstrakt arm. Og et sted stod en bil uheldigt parkeret. Sporvognen gik ned i snegletempo, mens alle passagerer hang ud af vinduerne. Enten var ham, der havde parkeret (det have været en mand) ualmindelig skrap til at vurdere afstande eller også bare virkelig heldig. Sporvognen passerede med en margin på max fem centimeter, og passagererne grinede og klappede.

Videre gik det. Op og op.

På et tidspunkt begyndte Gemalen at undre sig.

- Skal vi ikke snart af? spurgte han.

- Vi skal kunne se borgen, meddelte jeg.

- Jamen, det kan altså ikke passe, sagde Gemalen. Nu vil jeg af.

Så vi stod af.

Og anede ikke, hvor vi var. 

Vi forsøgte at få landkending, men gadenavnene gav ingen mening. Et rigtigt bykort havde vi ikke, men kun nogle små udsnit af centrum i min Lonely Planet. Det var ikke godt nok. Et par gymnasiepiger kom forbi og blev spurgt til råds. De så lidt tvivlrådigt på os og fortalte, at omtalte borg altså lå langt væk. Så hvis vi nu tog busXX og så spurgte igen, ville vi nok finde derhen.

!!

Så var det, at det heldigvis dæmrede for Fruen. Og et tjek af Tram28s køreplan bekræftede ganske rigtigt, at Fruen havde læst beskrivelsen af Tram28 som en vis herre læser bibelen, så da der stod, at det sjoveste var, når Tram28 snirklede sig OP ad de mange, smalle og krogede gader mod Castelo de Sao Jorge, så var det ikke et øjeblik faldet mig ind, at Tram28 også kunne køre OP i den modsatte retning. Altså var vi bare kørt den forkerte vej og var havnet helt ude ved endestationen i modsat retning.

Men det var der da heldigvis råd for, og så kørte vi hele vejen tilbage igen. Nu med siddepladser, da vi var tre ud af de eneste fem passagerer, der stod på så langt ude.

Og så knirkede vi hele vejen tilbage til bunden af byen og et pænt stykke op igen. Fik øje på borgen, blev ramt af sløvsind og gad alligevel ikke gå det sidste stykke derhen ..

Til gengæld gik vi hele vejen ned gennem noget af bydelen Alfama, som er Lissabons ældste.

Og det var sjovt, for vi kunne nyde den skønne udsigt over byen fra flere forskellige udsigtspunkter. Som ikke alle var deciderede udsigtspunkter, men bare steder med en fabelagtig udsigt. Og vi kunne gå gennem de krogede gader, hvor der var så lidt plads, at Donnaen med fingerspidserne næsten kunne nå tværs over gaden fra mur til mur. 

Ned, ned og ned. Nogle steder ad trapper, andre steder ad stejle, brostensbelagte gader. Et sted havde beboerne besluttet at holde store vaskedag. Alle facader var ved at blive spulet,og vandet fossede ned over brostenene som en lille hidsig bjergbæk. Mange huse var tro mod den portugisiske tradition beklædt med kakler. Flot så det ud, men jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det også er pænt?

Vel ned i det flade Baixa igen måtte vi have noget at styrke os på, så vi gik ind på en café og fik kaffe og kage, mens vi diskuterede, hvad vi mere ville foretage os. Gemalen var træt af at gå (han har 'noget' med sin hofte), og Donnaen gad bare generelt ikke mere sightseeing. Gode cykelvenner havde anbefalet Lissabons Oceanarium i den nye bydel nordøst for byen. Så der tog vi hen.

Men først skulle vi jo hente bilen. P-billetten var udløbet, så da vi nærmede os og så, at der holdt to halv-officielt udseende biler bag vores, så vi ikke kunne komme ud, blev vi straks ramt af bange anelser. Der var ingen mennesker i bilerne, så Gemalen spurgte sig for i den nærmeste (regerings-?-)bygning, hvor man ikke ville kendes ved bilerne, men dog venligt gik med ud og pegede på et par gutter, der var i gang med et eller andet i et telefon- eller el-skab på den anden side af vejen. Det var deres biler, og de kom straks beredvilligt og flyttede bilerne, så vi kunne komme ud igen.

Vi fandt Oceanariet ved at zig-zagge os mod nordøst. Det var forbløffende dårligt skiltet, så da vi mente at være lige i nærheden, måtte Fruen ud at rekognoscere. Det tog sin tid, men den var god nok. Vi skulle bare forbi et teater og et flot, kunstigt vandfald - af den slags, man kan gå ind bagved, og så var vi der.

Oceanariet er Europas største, og i betragtning af, at vi allerede var noget møre, brugte vi forbløffende lang tid på hajer, rokker, klumpfisk og pingviner. Da vi stadig har Den Blå Planet til gode, har vi ikke noget at sammenligne med, men Oceanariet var spændende bygget op. Det største bassin ligger i midten af bygningen, og man kommer hele vejen rundt, mens man også besøger nogle mindre, tematiserede afdelinger med blandt andet oddere og pingviner.

Hos pingvinerne var der også en anden slags fugle. I strandskade-størrelsen. De kunne flyve - og gjorde det. Ind i mellem tog de en tur ud over publikum, så man dukkede sig af forskrækkelse. Da der ikke var nogen egentlig adskillelse mellem de enkelte afdelinger, brugte vi en del tid på at spekulere over, hvordan man undgår, at fuglene forvilder sig ind i de andre afdelinger. 

Vi har stadig ikke regnet det ud.

En af Lissabons mange smalle gyder.






10 kommentarer:

Ellen sagde ...

Tak for endnu en herlig og yderst velskrevet ferieberetning.
Et par af vores gode venner var også i Portugal i år (for første gang) og serverede et par oplevelser næsten mage til jeres for Lissabons vedkommende.
De var i øvrigt meget begejstrede for både Lissabon og Portugal i det hele taget.
PS: Kan man virkelig cykle sådan noget amatør-elite-noget (må det vel kunne kaldes, det gemalen gør?), når man har 'noget' med hoften?
Det indlysende svar er selvfølgelig "Ja", for han gør det jo, men det undrer mig bare ...

Rejen sagde ...

Det er nogle skønne ferieberetninger du fortæller, og jo de er godt nok smalle de stræder. Jeg kunne sagtens få det meste af en dag til at gå med at glo på fisk ;-D

Liv (pladstilverden) sagde ...

Årh hvor fantastisk. Nu vil jeg også til Lissabon. Måske trækker lidt lunere himmelstrøg også i mig.
Godt det ikke var skumle regeringsmændsbiler der spærrede jer vejen - troede lige vi var ude i noget Bond-noget ;-)
God søndag! : )

Lene sagde ...

Og I må besøge den blå Planet for der er noget at se på, som jeg også kan forstå, at der var i Lissabon. Og tak for dine beretninger, jeg føler jo at jeg rejser med og bliver nysgerrig på nye lande :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Selv tak. Gjorde de? det er meget rart at vide, at man ikke er alene ;-) Det belaster ikke hoften så meget at cykle som at gå. Og 'de kloge' HAR givet grønt lys for det intensive cykleri.

Rejen: Ja, ikke! Fisk er også sjove at glo på. Især rokkerne er meget fotogene. Til gengæld kunne vi slet ikke finde ud af at tage gode billeder af de nuttede oddere :-)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Det er jo lige årstiden at drømme om lunere himmelstrøg. Hvem gør ikke det? Ligefrem på noget Bond-noget tænkte vi nok ikke. Vores tanker gik nok mere på tow away eller klamper på hjulene og deraf følgende endeløst bureaukrati. Så galt gik det heldigvis ikke. Og god søndag til dig også :-)

Lene: Ja, vi må se, om Den Blå Planet kan konkurrere med Lissabons Oceanarium. Selv tak :-) I må afsted med motorcyklerne. Hvis I nu tager toget de første par tusinde km, så.. :-)

Annemor sagde ...

Reiselysten blir ikke svekket av dine reisebrev. Takk for nok et velskrevet stykke.
Glad for å kunne dra på tur uten å dra på tur, er jeg, men nu ... vil jeg på tur, om jeg kan.
Mormorklem :)

jonna Ipsen sagde ...

herlig rejseberetning ,nyder dine spændende beretninger ,,,❤️

Inge sagde ...

Herligt og godt indlæg om jeres Lissabon oplevelser. Jeg har aldrig været i Portugal, men vi har ofte talt om at tage derned og spille golf.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Det er godt, for det ville jeg da blive ked af, hvis den gjorde ;-) Selv tak. Sofa-ture kan også være gode. Klem tilbage.

Jonna: Tak :-)

Inge: Tak :-) I må da prøve en golf-tur til Portugal. Jeg kender flere golfere, der har været meget begejstrede.