Og så bare hjem!

Altså vågnede vi på den - efter min mening - rigtige side af Pyrenæerne, og nu gjaldt det bare om at komme hjem.

Så vi buldrede ned ad trapperne mod morgenmadsstuen. 

Og var lige ved at glide i en hundelort, der lå på reposen mellem anden og tredie. Hvordan filan går sådan noget til??

Jeg fik gjort hotelmutter begribeligt, både at vi gerne ville have 'rigtig' morgenmad (og ikke bare nøjes med café au lait), og at den der hundelort - dog poo - og hvad hedder det så lige på fransk? - mishagede os en del. Og så fulgte vi ellers med i hotellets hakkeorden, således at hotelmutter blot uddelte ordrer, mens ældste tjenende ånd stod for morgenmaden og yngste tjenende ånd måtte finde sig i at få aben (læs: lorten) og derfor sås bevæbne sig med pose, kost og spand ...

Denne gang huskede vi at snakke om ruten inden afgang, og vi enedes om at være uenige med Ruth, som ville have os helt ud til Middelhavet. I stedet kørte vi mod nord, mod Paris. Og vi ville så konsultere Ruth, når vi var kommet lidt (læs: 500-700 km) længere mod nord.

Som sagt så gjort. Ruth snakkede en del om uheld, men de lå ikke på vores rute, så dem behøvede vi ikke at bekymre os om. Ved Cahor-afkørslen øvede vi vores royale vink, og ellers skete der ingenting.

Først på eftermiddagen spurgte vi Ruth til råds. Hun ville over Paris og så gennem et hjørne af Belgien. Det kunne vi godt gå med til. Indtil vi nærmede os Paris så meget, at vi både kunne høre i radioen og se på Ruths skærm, at Paris sidst på en fredag eftermiddag måske nok alligevel ikke var verdens bedste ide. 

Men så kunne vi da køre udenom. Og det gjorde vi så. I en ikke helt perfekt halvbue. Fra Orleans til Troyes og videre til Reims. På gode motorveje med minimal trafik. Et enkelt sted var der sket et uheld, men franskmændende er virkelig dygtige til uheldshåndtering (er der noget, der hedder sådan?), så de er hurtigt på plads med politi og redningskøretøjer. Plus meget synlige skiltevogne med lys og blink og pile, som letter forbikørslen meget.

Fra Reims mod den belgiske grænse, som vi altså bare ville passere, inden vi gjorde holdt, så vi i det mindste kunne sig til os selv, at vi havde lagt Frankrig bag os. Så vi fortsatte og nåede til Bouillon. Hvilket vi grinede en del af, for hvordan kan en by hedde Bouillon? På den anden side virker Bouillon ret harmløst i forhold til fx både Tarm og Lem. Så vi grinede af og begyndte at kigge efter hotel. Første sted var receptionisten meget sød og imødekommende, men stedet kostede det blå ned fra himlen. Næste sted var receptionisten både sur og sløv, men hotellet var alligevel alt for dyrt. 

Tredie gang var lykkens gang, og vi endte på et Best Western hotel. Her var der venlig betjening og god mad. Den bedste, men slet ikke dyreste, på hele turen. 

Næste morgen op og afsted. Vi nåede lige at ærgre os lidt over, at vi ikke fik set nærmere på den middelalderborg, som vi boede lige nedenfor. Men man kan ikke det hele, og nu ville vi altså hjem.

Ruth fik lov at bestemme. Sådan da, for når vi hører i radioen, at det hele står stille den ene vej, så forsøger vi altså den anden. På den måde blev Bremen alligevel til Hannover. Turen omkring Hamburg blev lidt alternativ, og derfra og til grænsen var det som sædvanlig noget rod. 

En enkelt gang blev vi grusomt snydt af både trafikradio og Ruth. For begge sagde, at motorvejen var spærret mellem A og B på grund af en ulykke, så vi kørte udenom og på igen ved B. Og kørte lige ned i en helt stillestående omgang Stau. Øv.Det burde jo slet ikke kunne lade sig gøre. Heldigvis var vi kun få hundrede meter fra en fasteplads, og det lykkedes igen Gemalen at lave sit ganske uautoriserede exit-stunt, så vi kunne komme videre.

Hjem.

Et hjørne af borgen i Bouillon.