tirsdag den 12. november 2013

Og så bare hjem!


Altså vågnede vi på den - efter min mening - rigtige side af Pyrenæerne, og nu gjaldt det bare om at komme hjem.


Så vi buldrede ned ad trapperne mod morgenmadsstuen. 

Og var lige ved at glide i en hundelort, der lå på reposen mellem anden og tredie. Hvordan filan går sådan noget til??

Jeg fik gjort hotelmutter begribeligt, både at vi gerne ville have 'rigtig' morgenmad (og ikke bare nøjes med café au lait), og at den der hundelort - dog poo - og hvad hedder det så lige på fransk? - mishagede os en del. Og så fulgte vi ellers med i hotellets hakkeorden, således at hotelmutter blot uddelte ordrer, mens ældste tjenende ånd stod for morgenmaden og yngste tjenende ånd måtte finde sig i at få aben (læs: lorten) og derfor sås bevæbne sig med pose, kost og spand ...

Denne gang huskede vi at snakke om ruten inden afgang, og vi enedes om at være uenige med Ruth, som ville have os helt ud til Middelhavet. I stedet kørte vi mod nord, mod Paris. Og vi ville så konsultere Ruth, når vi var kommet lidt (læs: 500-700 km) længere mod nord.

Som sagt så gjort. Ruth snakkede en del om uheld, men de lå ikke på vores rute, så dem behøvede vi ikke at bekymre os om. Ved Cahor-afkørslen øvede vi vores royale vink, og ellers skete der ingenting.

Først på eftermiddagen spurgte vi Ruth til råds. Hun ville over Paris og så gennem et hjørne af Belgien. Det kunne vi godt gå med til. Indtil vi nærmede os Paris så meget, at vi både kunne høre i radioen og se på Ruths skærm, at Paris sidst på en fredag eftermiddag måske nok alligevel ikke var verdens bedste ide. 

Men så kunne vi da køre udenom. Og det gjorde vi så. I en ikke helt perfekt halvbue. Fra Orleans til Troyes og videre til Reims. På gode motorveje med minimal trafik. Et enkelt sted var der sket et uheld, men franskmændende er virkelig dygtige til uheldshåndtering (er der noget, der hedder sådan?), så de er hurtigt på plads med politi og redningskøretøjer. Plus meget synlige skiltevogne med lys og blink og pile, som letter forbikørslen meget.

Fra Reims mod den belgiske grænse, som vi altså bare ville passere, inden vi gjorde holdt, så vi i det mindste kunne sig til os selv, at vi havde lagt Frankrig bag os. Så vi fortsatte og nåede til Bouillon. Hvilket vi grinede en del af, for hvordan kan en by hedde Bouillon? På den anden side virker Bouillon ret harmløst i forhold til fx både Tarm og Lem. Så vi grinede af og begyndte at kigge efter hotel. Første sted var receptionisten meget sød og imødekommende, men stedet kostede det blå ned fra himlen. Næste sted var receptionisten både sur og sløv, men hotellet var alligevel alt for dyrt. 


Tredie gang var lykkens gang, og vi endte på et Best Western hotel. Her var der venlig betjening og god mad. Den bedste, men slet ikke dyreste, på hele turen. 

Næste morgen op og afsted. Vi nåede lige at ærgre os lidt over, at vi ikke fik set nærmere på den middelalderborg, som vi boede lige nedenfor. Men man kan ikke det hele, og nu ville vi altså hjem.

Ruth fik lov at bestemme. Sådan da, for når vi hører i radioen, at det hele står stille den ene vej, så forsøger vi altså den anden. På den måde blev Bremen alligevel til Hannover. Turen omkring Hamburg blev lidt alternativ, og derfra og til grænsen var det som sædvanlig noget rod. 

En enkelt gang blev vi grusomt snydt af både trafikradio og Ruth. For begge sagde, at motorvejen var spærret mellem A og B på grund af en ulykke, så vi kørte udenom og på igen ved B. Og kørte lige ned i en helt stillestående omgang Stau. Øv.Det burde jo slet ikke kunne lade sig gøre. Heldigvis var vi kun få hundrede meter fra en fasteplads, og det lykkedes igen Gemalen at lave sit ganske uautoriserede exit-stunt, så vi kunne komme videre.

Hjem.


Et hjørne af borgen i Bouillon.

12 kommentarer:

Anonym sagde ...

Paris i myldretiden tror jeg osse godt jeg ville kunne undvære, næsten uanset buens størrelse og manglende perfektion.

Jeg ved ikke om jeg er gået glip af noget du tidligere har skrevet om, men jeg kan ikke rigtigt forestille mig hvad et uautoriseret exitstunt ved en rasteplads indebærer, med mindre han kryber uden om de bomme der sædvanligvis skærmer rasteplads-personalets gang- og cykelstier og lusker ud af bagvejene...

@ sagde ...

Ja, når man er på vej hjem, bliver spændende middelalderborge sjældent udforsket. Sådan har vi det også - så vil vi bare hjem, selvom vi forsøger at nyde og opleve det vi er i. Dejlig dejlig rejsebeskrivelse. Tak.

Inge sagde ...

Det var vist en meget klog beslutning at undgå Paris i myldretid.. I det hele taget er den by ikke specielt nem at køre i, så jeg vil nok altid vælge den fra, med mindre turen går til Paris i bil. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Næh, der er jo ikke grund til ligefrem at opsøge problemerne. 'Sædvanligvis' er nøgleordet ;-)

Liv: Præcis, så vil man bare hjem. Det er sommetider lidt synd, men sådan er det. Selv tak :-)

Inge: Det tror jeg også. Vi kom selvfølgelig til at køre flere km men brugte forhåbentlig kortere tid ved at køre udenom. Vi har faktisk været i bil helt ind til Triumfbuen for et par år siden - men ikke i myldretiden ;-)

Ellen sagde ...

Jeg har kørt gennem Paris to gange og haft bilen med til denne by én gang. Det kan sagtens lade sig gøre - bare IKKE fredag i myldretiden, så det var et rigtig klogt valg!
Tarm og Lem ... da vi boede nede ved Pyrenæerne i en efterårsferie, var nærmeste by Condom :-D
Det er lidt sjovt, at når man er på vej hjem, kan alting kun gå for langsomt, ikke? Man under ikke sig selv de oplevelser, der nærmest e en selvfølge på vejen ud. Vi forsøger stadig at lære os selv at være på ferie også på hjemvejen, men det er svært.

Mia Folkmann sagde ...

I har da mindst lige så meget morskab med jeres Ruth som vi har med vores Helga... ;-) Jeg synes ikke, at de har ret meget check på det med køer. Helga plejer at advare om dem (med så høj røst at jeg får et chock: PAS PÅ! KØ! om 100 km) - og når vi så når frem, er der ingen kø... Jeg tror, at det var en god idé at undgå Paris i myldretiden. Helga fik os engang lokket ind til London i myldretiden... ikke sjovt!!

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Nej, jeg tror også det er bedst at styre uden om Paris fredag i myldretiden. Ha ha, Condom! Det kan nemlig kun gå for langsomt, og vi stryger forbi den ene seværdige ting efter den anden. Måske kan det læres, men så skal man selvfølgelig sætte mere tid af til hjemturen. Og det er også svært :-)

Mia: Både Helga og Ruth arbejder jo med data, der - heldigvis -hurtigt forældes. Men hvordan der kan være kø EFTER det annoncerede uheld, forstår jeg altså ikke. På den anden side af et uheld burde der jo være helt fri bane. Jeg var fornærmet på 'systemet' længe efter ;-)

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

Ruth?! Hvad er det for en interessant GPS' I har? Vores (Tomtom og en irriterende kvindestemme) advarer ikke om noget som helst.
Paris i myldretid er en oplevelse man kan gyse over i årevis. Jeg hørte om en ellers erfaren billist (dansk) der ikke ku' komme gennem Paris i myldretiden og til sidst måtte hyre en taxi til, at køre lige foran ham så hann blev lempet gennem myldret. De kørte kofanger mod kofanger ud af byen... :-D

Pia sagde ...

Spændende ture og 'sjove' oplevelser I bliver udsat for.
På Færøerne kom en rigtig fårehyrde gående imod os. Mens vi besteg Mykines, gik han ned som om det var lige landevej. Vi var slet ikke i tvivl om at han havde prøvet det før.
Om det er op- eller nedturen der er værst ved bjergkørsel, kommer helt an på hvilken side der er lige ned i ingenting. Jeg har det bedst når jeg har bjergvæggen som nabo.

Fruen i Midten sagde ...

Maibritt: Øh, det ved jeg ikke, bilen er født med den. Men ligesom Mias Helga er Ruth altså i stand til at modtage trafikinformationer fra et eller andet net. Haha, skøn historie. Paris i myldretiden er nok ikke noget, man skal spøge med :-)

Pia: Ja, nogle er mere 'sjove' end andre ;-) He he, der ligger nok mange års ture op og ned af Mykines til grund for hans adræthed, men det er jo altid beundringsværdigt, når nogen forstår at bevæge sig fuldstændig ubesværet, hvor vi andre skal passe meget på os selv for ikke at dratte ned. Helt enig; udsigten lige ind i en bjergvæg er ikke så god, men den er nogen gange at foretrække fremfor et (alt for) godt udsyn til den anden siden ;-)

Peter sagde ...

Tak for turen :-)

Fruen i Midten sagde ...

Peter: Selv tak :-)