Næste gang vil jeg flyves ind

Sommetider overrasker Gemalen og jeg hinanden med at tro, at vi er helt enige om ting, som vi overhovedet ikke har snakket om. Og så viser det sig, at hvad den ene tager for givet, bare slet ikke er det for den anden.

Således også da vi skulle hjem fra Segovia.

Fruen mente bestemt, at vi 'bare' skulle samme vej vest om Pyrenæerne og så måske justere lidt på turen gennem Frankrig. Gemalen mente - lige så bestemt - at det ville være alt for kedeligt, så han ville mod øst. Og vi var hver især så sikre, at vi slet ikke diskuterede det, før vi allerede kørte på motorvejen mod Madrid. Hvor vi under ingen omstændigheder skulle køre. Hvordan det gik til, er lidt en gåde.

Men så slog vi bremserne i. Jeg de virtuelle, Gemalen også de rigtige. Og så diskuterede vi lidt frem og tilbage. Og jeg fik min vilje. Bilen blev vendt, og det kostede os lige 3 euro at køre cirka 500 meter på motorvejen. Og hvordan det gik til, er også lidt en gåde.

Nu kørte vi så i den stik modsatte retning, og det var jo meget godt. Bortset fra at Gemalen sad og skumlede. I en grad, så det endte med, at jeg gav mig, og vi alligevel kørte mod øst. Det nåede vi dog at blive enige om, mens det stadig var lige meget, da vi endnu ikke havde nået den afgørende afkørsel.

Altså mod øst. Og mod Andorra, for det var det, Gemalen havde haft i tankerne hele tiden. Bare uden at sige det højt. Det betød en masse landevejskørsel i nogle yderst tyndt befolkede egne. Mange steder var der utrolig flot. Med et kæmpe udsyn til alle sider. Andre steder kørte vi langs højderygge, og det var her vi så flest store rovfugle, både glenter og ørne. De første hang forholdsvis tæt på vejen, de andre svævede inde over de stejle skrænter længere væk.

Og vi så fårehyrder! Vaskeægte fårehyrder med hyrdehunde og løstgående får. Tænk, at de virkelig stadig findes. Jeg troede dårligt nok mine egne øjne og ærgrede mig over, at det ville have været uforskammet at stoppe op og voldfotografere mennesker, der bare passer deres (beskedne) job.

De fleste steder var høsten for længst forbi, og de kæmpestore marker lå i brunlige nuancer som enten stubmarker, harvede eller nytilsåede (med hvede?). Mange steder stod solsikkerne dog stadig tilbage. Og mens solsikke-marker i blomst er noget af det gladeste, er de samme marker et umådelig trist syn lige før høst. Solsikkerne står indtørrede og kulsorte og ligner en naturkatastrofe. Men den var god nok. De skal se sådan ud.

Sidst på dagen nærmede vi os Andorra. De store lige veje og de åbne vidder blev afløst af et mere krøllet terræn. Og jo tættere vi kom på Andorra, jo mere bjergkørsel blev det (begribeligvis, Andorra ligger jo højt oppe i Pyrenæerne).

Fruen er ikke helt vild med bjergkørsel, hvilket Gemalen godt ved, og han afpasser derfor sin kørsel derefter. Så godt han nu kan. Det var bare slet ikke godt nok denne gang. Andorranerne selv kører som død og helvede i deres dyre biler, og det giver en masse pludselige opbremsninger, når de ikke kan komme frem for mere almindelige trafikanter. Skræmmende, syntes Fruen. Og blev mere og mere skruphysterisk. Ikke på den højtråbende måde, men på den meget sammenbidte og hændervridende måde. Så der blev mere og mere stille i bilen. Samtidig blev det helt mørkt, og vi var nu så tæt på Andorras hovedby, Andorra la Vella, at trafikken blev endnu mere intens. Og nu krydret med scooterfyre, der kørte, som var de udødelige. Vi har tidligere haft 'fornøjelsen' af scooterdrenge i blandt andet Firenze, men de fremstod nu pludselig som de rene tøsedrenge med hvad der lignede tantekørsel sammenlignet med andorranernes.

Midt i byen stoppede vi, og Gemalen spurgte, om jeg ikke lige kunne finde ud af, om der var plads til os på det nærmeste hotel.

- Nej, jeg vil ej!

- ??

- Jeg tror ikke, mor har lyst til at bo her, svarede Donnaen på sin mors vegne.

- Hvad? Hvorfor vil du ikke bo her? spurgte Gemalen fuld af undren.

- Her er overhovedet ikke rart. Folk er sindsyge, og byen er helt klemt inde mellem bjergene. Her er væmmeligt, og jeg vil ikke være her, meddelte Fruen og nægtede overhovedet at forlade bilen.

- Helt ærligt, sagde Gemalen, nu er vi i Andorra, og det er ikke godt at vide, om vi nogensinde kommer her igen, så skulle du ikke lige give det en chance?

Men Gemalen snakkede for døve øren. Fruens sunde fornuft var fuldstændig sat ud af kraft og erstattet med umedgørlig stædighed. Fruen ville I-K-K-E overnatte i Andorra.

- Er det i orden, hvis jeg lige tanker? spurgte Gemalen hovedrystende.

Det var det, og så kørte vi videre.

Og hvis vejen op havde været træls, var det ingenting i forhold til vejen ned. Vejen var meget mere snoet, og jeg sad i den forkerte side, det vil sige på ydersiden ud mod 'afgrunden'.

Efter cirka et halvt års kørsel var vi endelig nede på den anden side. I Frankrig, i en lille by Ax-les-Thermes, hvor jeg rødøjet, rød i bolden, med strittende hår og lettere forkvalmet stavrede ind på det første og det bedste hotel og på mit rustne skolefransk fik spurgt efter et værelse. Heldigvis blev jeg reddet af en engelsktalende hotelmutter, og så fik vi et mærkværdigt, men fuldt ud beboeligt værelse på femte sal, hvor vi efter et glimrende aftenmåltid i hotellets restaurant faldt bedøvede om og sov til kirkeklokkerne begyndte at bimle næste dag.