søndag den 10. november 2013

Næste gang vil jeg flyves ind


Sommetider overrasker Gemalen og jeg hinanden med at tro, at vi er helt enige om ting, som vi overhovedet ikke har snakket om. Og så viser det sig, at hvad den ene tager for givet, bare slet ikke er det for den anden.

Således også da vi skulle hjem fra Segovia.

Fruen mente bestemt, at vi 'bare' skulle samme vej vest om Pyrenæerne og så måske justere lidt på turen gennem Frankrig. Gemalen mente - lige så bestemt - at det ville være alt for kedeligt, så han ville mod øst. Og vi var hver især så sikre, at vi slet ikke diskuterede det, før vi allerede kørte på motorvejen mod Madrid. Hvor vi under ingen omstændigheder skulle køre. Hvordan det gik til, er lidt en gåde.

Men så slog vi bremserne i. Jeg de virtuelle, Gemalen også de rigtige. Og så diskuterede vi lidt frem og tilbage. Og jeg fik min vilje. Bilen blev vendt, og det kostede os lige 3 euro at køre cirka 500 meter på motorvejen. Og hvordan det gik til, er også lidt en gåde.

Nu kørte vi så i den stik modsatte retning, og det var jo meget godt. Bortset fra at Gemalen sad og skumlede. I en grad, så det endte med, at jeg gav mig, og vi alligevel kørte mod øst. Det nåede vi dog at blive enige om, mens det stadig var lige meget, da vi endnu ikke havde nået den afgørende afkørsel.

Altså mod øst. Og mod Andorra, for det var det, Gemalen havde haft i tankerne hele tiden. Bare uden at sige det højt. Det betød en masse landevejskørsel i nogle yderst tyndt befolkede egne. Mange steder var der utrolig flot. Med et kæmpe udsyn til alle sider. Andre steder kørte vi langs højderygge, og det var her vi så flest store rovfugle, både glenter og ørne. De første hang forholdsvis tæt på vejen, de andre svævede inde over de stejle skrænter længere væk.

Og vi så fårehyrder! Vaskeægte fårehyrder med hyrdehunde og løstgående får. Tænk, at de virkelig stadig findes. Jeg troede dårligt nok mine egne øjne og ærgrede mig over, at det ville have været uforskammet at stoppe op og voldfotografere mennesker, der bare passer deres (beskedne) job.

De fleste steder var høsten for længst forbi, og de kæmpestore marker lå i brunlige nuancer som enten stubmarker, harvede eller nytilsåede (med hvede?). Mange steder stod solsikkerne dog stadig tilbage. Og mens solsikke-marker i blomst er noget af det gladeste, er de samme marker et umådelig trist syn lige før høst. Solsikkerne står indtørrede og kulsorte og ligner en naturkatastrofe. Men den var god nok. De skal se sådan ud.

Sidst på dagen nærmede vi os Andorra. De store lige veje og de åbne vidder blev afløst af et mere krøllet terræn. Og jo tættere vi kom på Andorra, jo mere bjergkørsel blev det (begribeligvis, Andorra ligger jo højt oppe i Pyrenæerne).


Fruen er ikke helt vild med bjergkørsel, hvilket Gemalen godt ved, og han afpasser derfor sin kørsel derefter. Så godt han nu kan. Det var bare slet ikke godt nok denne gang. Andorranerne selv kører som død og helvede i deres dyre biler, og det giver en masse pludselige opbremsninger, når de ikke kan komme frem for mere almindelige trafikanter. Skræmmende, syntes Fruen. Og blev mere og mere skruphysterisk. Ikke på den højtråbende måde, men på den meget sammenbidte og hændervridende måde. Så der blev mere og mere stille i bilen. Samtidig blev det helt mørkt, og vi var nu så tæt på Andorras hovedby, Andorra la Vella, at trafikken blev endnu mere intens. Og nu krydret med scooterfyre, der kørte, som var de udødelige. Vi har tidligere haft 'fornøjelsen' af scooterdrenge i blandt andet Firenze, men de fremstod nu pludselig som de rene tøsedrenge med hvad der lignede tantekørsel sammenlignet med andorranernes.

Midt i byen stoppede vi, og Gemalen spurgte, om jeg ikke lige kunne finde ud af, om der var plads til os på det nærmeste hotel.

- Nej, jeg vil ej!

- ??


- Jeg tror ikke, mor har lyst til at bo her, svarede Donnaen på sin mors vegne.

- Hvad? Hvorfor vil du ikke bo her? spurgte Gemalen fuld af undren.

- Her er overhovedet ikke rart. Folk er sindsyge, og byen er helt klemt inde mellem bjergene. Her er væmmeligt, og jeg vil ikke være her, meddelte Fruen og nægtede overhovedet at forlade bilen.

- Helt ærligt, sagde Gemalen, nu er vi i Andorra, og det er ikke godt at vide, om vi nogensinde kommer her igen, så skulle du ikke lige give det en chance?

Men Gemalen snakkede for døve øren. Fruens sunde fornuft var fuldstændig sat ud af kraft og erstattet med umedgørlig stædighed. Fruen ville I-K-K-E overnatte i Andorra.

- Er det i orden, hvis jeg lige tanker? spurgte Gemalen hovedrystende.

Det var det, og så kørte vi videre.

Og hvis vejen op havde været træls, var det ingenting i forhold til vejen ned. Vejen var meget mere snoet, og jeg sad i den forkerte side, det vil sige på ydersiden ud mod 'afgrunden'.

Efter cirka et halvt års kørsel var vi endelig nede på den anden side. I Frankrig, i en lille by Ax-les-Thermes, hvor jeg rødøjet, rød i bolden, med strittende hår og lettere forkvalmet stavrede ind på det første og det bedste hotel og på mit rustne skolefransk fik spurgt efter et værelse. Heldigvis blev jeg reddet af en engelsktalende hotelmutter, og så fik vi et mærkværdigt, men fuldt ud beboeligt værelse på femte sal, hvor vi efter et glimrende aftenmåltid i hotellets restaurant faldt bedøvede om og sov til kirkeklokkerne begyndte at bimle næste dag.





15 kommentarer:

@ sagde ...

Hahahaha... arj hvor ærgerligt! Altså både det med den manglende forventningsafstemning (hvor har jeg mon hørt det før?) og at Andorra bare var så kikset en oplevelse.... Åh ha altså. Godt i kom helskindet igennem udflugten : )

Annemor sagde ...

Så ble det ingen sightseeing i Andorra.
Men du kom da ned :)
Mormorklem

Inge sagde ...

Hahahaaaaa skøn rejseberetning, jeg sidder her i toget og klukker.. :-)
Mon ikke Gemalen også hellere vil flyve dig ind næste gang.

randiglensbo.dk sagde ...

Jeg sidder næsten og bider negle, når jeg læser om køreturen i bjergene. Sådan noget her jeg nemlig heller ikke nerver til. Alligevel synd, at I ikke fik kigget lidt mere på Andorra :-)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Ja, det var da rigtig både surt og dumt. Er der virkelig andre end os - i hele verden - der også kender til manglende forventningsafstemning ?? ;-)

Mormor: Nix, ingen sightseeing i Andorra, overhovedet. Heldigvis kom vi da ned. Klem tilbage :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: He he, tak :-D Jo, det er jeg ret overbevist om, at Gemalen også vil foretrække. Eller tog, måske.

Randi: Normalt kan jeg godt klare bjergkørsel, fordi Gemalen tager hensyn. Men det her var bare virkelig slemt. Ja, selvfølgelig var det synd. Og dumt og fjollet ...

Lene sagde ...

Andorra er en stor by, så hvis man vil se noget må man udenfor og dermed på de små veje og det er fedt på en motorcykel, men vildt kører de, de andre altså, vi kører ordentlig :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Selvfølgelig kører I ordentligt ;-) Men de andre!! Og i Andorra er selv de store veje små ...

NonnasBlog sagde ...

Tænk, jeg husker vores køretur i og til Andorra som en skøn tur. Flot natur, skønne butikker. Vi stoppede i hovedstaden, gik tur, shoppede osv. Vi havde dog forregnet os, idet vi troede, at vi kunne køre igennem staten. Da vi kom til den nordlige grænse, måtte vi vende om og køre ca. samme vej tilbage. Det gjorde vi så og nåede til Carcasonne, lige før det blev mørkt, og fik et hotelværelse lige op og ned ad borgen. En dejlig ferie! Ærgerligt, at du ikke nød turen! God mandag!

Fruen i Midten sagde ...

Nonna: Ja, det var ærgerligt. Jeg er også ret sikker på, at hvis vi var kommet midt på dagen. I fuldt dagslys og med en knap så myldretids-intens trafik, så havde oplevelsen nok været en anden. Gys, jeg havde slet ikke kunnet overskue, hvis vi havde måttet vende om ved den nordlige grænse. Og god mandag til dig også :-)

Anonym sagde ...

Eeew - den slår næsten vores gps-styrede og særdeles ufrivillige vej gennem Budapest i myldretiden.

Kan godt forstå at du foretrækker at nyde den fine udsigt gennem et vindue i en flykabine end gennem en siderude på ydersiden af bil.

Anonym sagde ...

smiler ,,,, tak foe endnu en skøn rejseberetning,,,, kan se det hele for mig ,,,,, ❤️😂

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Mjah, måske slår den jeres tur gennem Budapest, måske ikke. Det kommer jo også an på, hvad der stresser/gør hysterisk. Jeg ved slet ikke, om det kan lade sig gøre at flyve til Andorra for penge. Hvis ikke, bliver Andorra nok ikke et sted, jeg kommer ret ofte :-)

Jonna: Selv tak. Det håber jeg næsten, at du ikke kan - se det for dig altså - for det var ikke lige kønt altsammen ;-)

Ellen sagde ...

Pyha. Stakkels dig. Jeg forstår dig godt ... forventningsafstemning er en god ting, som jeg dog mener, John og jeg efterhånden er blevet helt gode til.
Jeg har intet imod bjergkørsel som sådan, især ikke med en god chauffør som min ægteviede, men de der totalidioter, der skærer sving af og kører 150 km/t uanset om de kører ligeud eller ej - dem er jeg også hysterisk bange for.
Sådan en kørte ind i siden på os engang, forsøgte hårdnakket at få os til at tage skylden og blev pissefornærmet og truede os med voldelige gestus, da vi insisterede på at tilkalde politiet. Heldigvis spærrede vi vejen, så der var andre til stede, som fik fat på politiet. Han fik den fulde skyld, fjolset, men vi kunne snildt have været den oplevelse foruden.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Tak for moralsk opbakning :-) Sikke en træls oplevelse med sådan en totalidiot. Dem og så scooterne, ikk'. Man ved, hvor lidt der skal til, før de ligger der, og hvem er så den store synder, selv om det er dem, der har kørt fuldstændig råddent?