Segovia og føl historiens vingesus

Det var igen tid at vende næserne mod nordøst.

Fruen havde fået lov til en ekstra overnatning et sted på vejen hjem. Egentlig havde jeg fløjtet for to, men Gemalen var ubøjelig, og selv om jeg nødigt vil indrømme det, var det nok meget godt at have en ekstra dag at give af, hvis noget koksede undervejs.

Det skulle være et sted i det nordlige Spanien, var jeg sikker på. For hvor tit er det lige, man kommer på de kanter? Altså skulle det udnyttes. Men hvor? Jeg brugte timer på at glo så ihærdigt på kort og i guidebog, at det egentlig er sært, at der ikke gik ild i skidtet. Men det gjorde der ikke. Og der kom heller ikke noget indlysende svar. For der var jo et væld af muligheder. Og jo mere jeg læste, jo flere steder ville jeg besøge.

Til sidst var sagen dog klar, og jeg kunne meddele Gemalen, at

- Vi skal til Segovia!

- ??

- Der er både en akvædukt, et Disney-slot og en passende afstand til Madrid.

Og så var det jo afgjort.

Exit Portugal og enter Spanien. Gemalen var ikke helt tilfreds med at skulle ramme Madrids ydre motorvejsring hen på eftermiddagen, men det gik nu udmærket, og vi landede i Segovia, lige før det begyndt at blive mørkt.

Næste dag ville vi til Madrid (mere herom in another indlæg). Gemalen var ikke helt sikker på, at han havde lyst til at køre til Madrid, så vi gik i gang med at undersøge togforbindelserne. De var gode. Men ikke om vi kunne hitte ud af billetpriserne. Og da vi syntes, det var ret afgørende, om den fundne pris var tur-retur eller bare tur, gik vi op til stationen for at spørge. Der var lige lidt længere, end vi egentlig havde troet, og da vi så endelig kom frem, var stationen lukket. Ikke for trafik, men for betjening, og så var vi jo lige vidt.

Derefter var der ikke så meget andet at gøre end at finde et sted at spise og så bagefter på hovedet i seng.

Planen var egentlig først at se både akvædukt og Disney-slot på afrejsedagen, men vel tilbage fra Madrid kunne vi sagtens nå at få et kig på akvædukten, mens solen stadig var på himlen.

Akvædukten er i sandhed både stor og storslået.

Den løber hele vejen gennem byen og tværs over Segovias største plads. Da pladsen ligger ret lavt i forhold til det omgivende landskab, er akvædukten hele 28 meter på sit højeste sted. Akvædukten består af høje, slanke buer i to etager. Bygget af romerne i det første århundrede og således næsten 2000 år gammel. Og det på trods af, at den er bygget uden brug af mørtel eller anden form for 'lim'. Smuk, betagende, utrolig, fantastisk og imponerende er blandt alle de superlativer, der dukker op i ens hoved, når man står på pladsen, med nakken tilbage og prøver at begribe storheden og fornemme historiens vingesus. Samtidig med, at man føler sig som en uendelig lille brik i den store verden.

Herefter ville Gemalen hjem og finde en rigtig p-plads til bilen, som stod temmelig uhensigsmæssigt parkeret, da hotellet manglede p-pladser. Fruen mente dog godt at kunne nå at få Segovias katedral med som en behagelig ekstra-gevinst. Donnaen gik med. Katedralen var nem at finde. Dels ligger den højt og kan ses viden om, dels er skiltningen i Segovia meget fin. Der er endda skilte på japansk - honto ni! - jeps, det er der virkelig. Katedralen er kæmpestor og gotisk og måske allerflottest udefra. Især når den sene eftermiddagssol får kuppel, tårn og de mange spir til at lyse gyldent.

Bagefter skulle vi bevise overfor den let tvivlende Gemal, at vi da nemt kunne finde hjem. Det kunne vi også sagtens. Og selv om turen gik gennem et virvar af små, hyggelige gader, ned ad trapper og over pladser, holdt vi kursen støt, for ganske tæt på 'vores' hotel lå et andet hotel med en høj, iøjnefaldende facade, som vi kunne sigte efter. Hvilket Gemalen ikke havde opdaget. Men det havde vi ...

På den måde manglede vi kun Disney-slottet, da vi stod op næste dag. Det vil sige, jeg kunne sagtens have brugt en uge mere i Segovia, for det er en skøn, skøn by, der har en masse at byde på. Og hvor jeg før altid har ment, at Lucca i Toscana var stedet, jeg skulle investere mine kommende Lotto-millioner, er jeg nu kommet meget i tvivl.

Fem minutter i ti stod vi foran Disney-slottet. Som selvfølgelig ikke er noget Disney-slot, hvorfor Donnaen var højlydt utilfreds og i nogen grad følte sig taget ved næsen. Men slottet er altså usædvanlig Disney-agtigt, og alle steder, hvor man kan læse om det, står der, at Walt Disney hentede inspiration til Askepot-slottet netop her. 

Og betaget bliver man. Ikke på grund af størrelse eller pragt, men fordi det med sin beliggenhed højt på en klippeknold og sit eventyragtige udseende sætter fuldt blus på fantasien. Her er vidt udsyn over den spanske højslette. Her er høje mure og dybe voldgrave, prinsessetårne, tronsal, kugler og kanoner. Og historie for alle pengene. Slottet har været der stort set altid. Før mauerne har romerne haft et fort, og sidenhen har en hel række af castilianske konger og dronninger beboet slottet. Blandt andet Isabella; hende der sendte Columbus afsted for at finde søvejen til Indien.

Vi kiggede og klatrede (det var noget af en tur at komme op i tårnet) og kiggede noget mere. 

Og i løbet af nul komma ingen tid havde vi brugt vores p-tilladelse og måtte nødtvunget forlade både slottet og Segovia og se at komme videre.

Lillebitte udsnit af et eventyrligt slot.