fredag den 18. januar 2013

Gider du lige holde op?


Øv!

Nu er der ingen rødbeder til Fruen, før de andre har spist sig gennem det nuværende glas, så vi kan begynde på et nyt.

Fordi jeg har nogen (læs: min ene chef) mistænkt for igen-igen at have haft sin brugte gaffel i rødbedeglasset. 

Og det kan jeg altså ikke ha'. Ikke i al almindelighed. Og slet ikke nu, hvor han lige har rejst sig fra influenzaen. 

Jeg har set ham gøre det før, og jeg prøver altid at smække en ren gaffel i glasset, før andre kan nå at formaste sig til at stikke rødbeder op med deres egen. Men nu nåede jeg det altså ikke.

Jo, selvfølgelig kunne jeg da bare sige det til ham. Det ved jeg da godt.

Men det kan jeg bare ikke lige finde ud af.

Fordi jeg ved, at han ville blive sur. Og iøvrigt ville benægte det, hvis han ikke blev taget på fersk gerning.

Iøvrigt er der forbløffende mange ting, som jeg har forfærdelig svært ved at klare, at 'folk gør', men som jeg ikke kan mande mig op til at bede dem om at lade være med.

Når jeg fx læser hos Carport og Noia om manden, der klipper negle i Oddergrisen, så er det lige før, jeg får det fysisk dårligt. Uf. Negleklipning er klamt, helt generelt, og jeg forlader badeværelset, når Gemalen går igang. Men at gøre det i det offentlige rum. Det er bare meget for meget. Bwadr. 

Men jeg ville ikke kunne finde ud af at bede ham stoppe. Ligesom jeg ikke siger til ham ved næste bord i restauranten, at jeg ville sætte pris på, at han holdt op med at stange tænder med hele underarmen.

Så er der alle dem, der hoster med hånden for munden for derefter med selvsamme behostede hånd at røre ved alle de ting og håndtag, som jeg bagefter skal have fat i. Ulækkert. Men hvad gør jeg? Gyser og ifører mig imaginære latexhandsker, mens jeg skriver en mental note om, at jeg skal huske at vaske hænder.

Og dem, der lufter hund uden at have lorteposen med. Dem er jeg også utilfreds med. Men siger ikke noget.

Dertil kommer alle de andre, som jeg også hidser mig op over. 

Indvendigt.

I det hele taget er jeg snerpet og sippet og indebrændt i en grad, der kan virke bekymrende.

Og hvis jeg en dag revner på langs, skyldes det givetvis overophobning af galde og hverken kager eller chokolade.

Ved ikke, om det kan være en trøst?



De famøse rødbeder.



25 kommentarer:

Moster Tulle sagde ...

Synes det er synd for dig, at du ikke skal have rødbeder, men uha, som jeg forstår dig...jeg er nøjagtig lige så hysterisk. En af mine hadeting er folk, der dypper gulerodsstiks, grissini osv i dippet og tager en bid og dypper videre. YRK - jeg hader det!
I øvrigt - kan du ikke bare hælde de der formastelige rødbeder ud og liste de nye ind til frokosten

Inge sagde ...

Hihiiii... Undskyld jeg griner, det må være fredags overstadighed.. :-)
Ja enten revner du på langs, eller også eksploderer du lige pludselig over en lille bitte bagatel, og den stakkel dert går ud over fatter nada..
Der er nu flere af dine hadeting jeg sagtens kan følge dig i..
God weekend, håber den bliver med masser af friskfangede rødbeder. :-)

BedstesBlog sagde ...

De fleste af de ting, du nævner, hader jeg også. Når folk gør den slags ting, må det skyldes ADO (almindelig, dårlig opdragelse) :-)


Randi

mig & ipsen sagde ...

Dårlige manerer din chef har,ulækkert ud over alle grænser, kan godt følge dig... Hader alle de ting du nævner, plus hvis jeg ser folk drikke af mælkekartonen ,det er bare så klamt,sart vil nogen nok sige ? ja jeg er også sart ....

Pia sagde ...

Jeg synes nu ikke jeg er sart, og er ikke bange for at drikke af glasset fra den anden side, hvis nogen jeg kender, beder mig smage et eller andet. Dog vil jeg også gerne have at man stiller frisk tagtøj i den mad vi allesammen skal tage af.
Du må have madpakken med hjemmefra, ligesom jeg må. Jeg har nemlig ikke anden mulighed, hvis ikke jeg vil sulte :-)

overleveren sagde ...

Uha, den var grim. Du må indkøbe dine egne særlige rødbeder eller tilsvarende så du undgår den slags - men egentlig - er det ikke lidt besværligt? Jeg kan sagtens forstå dig (og måske bedre end du aner) men mon ikke vi osse kan blive for observante på den slags og tænke lidt for meget over det. Du åbner jo dog trods alt butiksdøre, håndterer penge, din jakke og alt sådan noget hver eneste dag. Og det er nok lige så inficeret - for slet ikke at tale om dit tastatur (uha uha).

Og så en af de andre ting - jeg har en teori om det der med hundelorte-poserne - mon det ikke er sådan at dem der ikke bruger dem slet ikke har noget imod at træde i andres efterladenskaber? Eller er de mon bare dovne... nok nærmest det sidste, trods alt. Så mange kan da ikke være ligeglade.

Lene sagde ...

Ha, ha har det lidt lige som dig ;-) Har dog en mand, som er 1000 gange mere sart end jeg og så kan jeg pludselig se det 'sjove' i det.
God (revnefri) weekend! :-)

Stegemüller sagde ...

Du har jo fuldstændig ret! Den med rødbedeglasset er virkelig slem. Dog må jeg indrømme, at jeg nyser i hånden, for sådan har jeg lært det, og det sidder på rygraden. Jeg prøver at øve mig i, at nyse i ærmet, som jeg godt kan se er det rigtige at gøre her i de nye tider.

Rejen sagde ...

Adder siger jeg også bare..;-D

Ellen sagde ...

Flere af de nævnte ting er jeg enig med dig i. Nogle af tingene ville jeg nok ikke kunne holde mund om (bl.a. det med rødbederne), og andre vil jeg som dig også bare koge indvendig over.
Men man hoster og nyser i ærmet eller bruger venstre hånd (eller højre, selvfølgelig, hvis man normalt er venstrehåndet).
På nogle punkter er jeg hysterisk sart og på andre har jeg en langt større tolerancetærskel end gennemsnittet. Kommer an på ...

Jeg håber søreme ikke du når at revne ... de ville være lidt ærgerligt, synes jeg, men vi har desværre lidt for svært ved at lægge flinkeskolen bag os.

Fruen i Midten sagde ...

Moster Tulle: Det er jo en klassiker den der med at dyppe, bide og dyppe igen. Ja, YRK. Jo, måske skal jeg bare smide dem ud :-)

Inge: Grin du bare, det må du gerne :-) Ja, den risiko er der selvfølgelig også. Tak i lige måde. Herhjemme er der i hvert fald ingen, der stikker egen gaffel i rødbederne, for de ved, at de får høvl ...

Randi: ADO - haha, den er god :-D Den vil jeg huske, så jeg kan sige det ved passende lejligheder.

Fruen i Midten sagde ...

Jonna: Ret meget ADO for nu at udtrykke det som Randi :-) Næh, jeg synes heller ikke det er særlig sexet, hvis nogen drikker af mælkekartonen. Og så kan de bare kalde os sarte.

Pia: Det er jo et af de ganske få personalegoder, vi har, at vi kan få frokosten, så jeg vil nødigt skulle til at smøre madpakke selv. Men jeg kunne selvfølgelig medbringe mine egne rødbeder i en lille bøtte hver dag :-)

Overlever: Jo, det er ind i mellem kun til besvær at have så meget fokus på den slags. Og i forbindelse med fx influenza-epidemier, som den vi har i øjeblikket, kan jeg blive helt OCD-agtig i min adfærd. Mht hundelortene, det mener du ikke vel? Det er da helt vildt ulækkert at træde i en hundelort, få den op i sålen og på siden af skoen og trække det med ind i bilen osv. Det KAN INGEN da være ligeglade med!? Det må være dovenskab i kombination med, at de selv synes, det er ulækkkert at samle op plus en tyrkertro på, at de aldrig selv kommer til at træde i en hundelort.

Gitte Luna sagde ...

Moster Tulle .......... her i huset er der dødsstraf for det min mannd har døbt *dobbelt dyp* ;-)

Urent bestik m.m må slet ikke forekomme i sylteglas. Rødbeder, syltetøj osv mugner på få dage når der kommer bakterier i. Så jeg ville sige det til chefen.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: He he, er din mand SÅ sart? Det plejer ellers altid at være os kvinder, der er sarte, sippede og hysteriske. Det er altid lidt sjovt, når andre er hys over et eller andet :-)

Stegemüller. Ja, den er slem. Men du øver dig, og det er al ære værd. En dag nyser du automatisk i ærmet :-)

Fruen i Midten sagde ...

Reje: Ja nemlig - adder :-D

Ellen: Nu er du jo også en dame med mandsmod (øh!) nok til at sige fra på de rigtige steder, tror jeg :-) Ja, den forbaskede flinkeskole!

overleveren sagde ...

Nej jeg mente ikke det med hundelortene.. det var bidende ironi.

Madame sagde ...

Jeg har et fif - ha' altid en lille flaske hånddesinfektion på dig til når du har rørt ved fx et håndtag. Og ha' dit eget glas rødbeder!

NonnasBlog sagde ...

Der er mange ting, jeg sagtens kan følge dig i: Drikke af mælkekartonen, stikke sin egen gaffel i rødbederne eller hoste i højre hånd, når man er højrehåndet. Det er godt nok klamt!
Jeg synes som flere andre, at du skal tage dit eget rødbedeglas med med navn på. Når nogen så spørger ind til hvorfor, så siger du bare, at "nogen" bruger deres egen gaffel, og det kan du ikke klare. Du behøver ikke at konfrontere vedkommende direkte! Måske forstår han et vink med en vognstang. Øv altså, den flinkeskole, som mange af har gået i :-)! God lørdag!

Mille sagde ...

Det er da også totalt klammo. Det hele!

Jeg spiser sjældent i kantinen pga kollegers hygiejne. Rigtig mange skal lige lugte til dressing, og tager skeen helt op til næsen. Det er SÅ klamt!

Hvis jeg lægger vejen forbu kantinen, er det lige præcis i det øjeblik, de åbner.

Østfronten sagde ...

Kan den serveres med humor på en eller anden måde? For det holder ikke at dele mundhygiejne med sin chef... Men mon ikke det ville være en sund øvelse at få sagt fra af og til? Det bliver sådan et frygteligt griseri, hvis man revner på langs, tror jeg.

Fruen i Midten sagde ...

Gitte: Dobbelt-dyp; herligt og meget dækkende udtryk ;-) Ja, det er lidt en dødssynd. Du har ret bakterierne angriber lynhurtigt syltetøj. Jeg har faktisk ikke oplevet det med rødbeder, men jeg kan da håbe på, at de er blevet dårlige ved at stå weekenden over.

Overlever: Det var GODT :-D Jeg var faktisk ret meget i tvivl!

Madame: Jeg havde faktisk - som alle andre - sådan en hånd-desinfektions-håndtaske-spray-dims, den gang svineinfluenzaen hærgede. Jeg burde få mig en igen. jeg vil næppe kunne have min egne rødbeder for mig selv.

Fruen i Midten sagde ...

Nonna: Netop den person forstår ikke vink med vognstænger. Om man så vinker med hele vognen, forstår han det ikke. Det skal skæres ud i pap, og derfor bliver det altid så ubehageligt at kritisere ham. Flinkeskolen var noget møg. Og god næste uge til dig :-)

Mille: Ha ha, den der bevægelse med dressing-skeen helt op til næsen kan jeg pludselig godt huske at have set folk gøre ved forskellige salat-buffeter. Det er - også -virkeligt klamt. Kan godt forstå, hvis du gerne vil være blandt de fem første i kantinen.

Østfront: Adwr, at 'dele mundhygiejne med chefen'; det siger ligesom det hele. Føj!! Jo, øvelsen må gå på at få sagt fra. Desværre indgår humor ikke som redskab i den proces. Du har ret, det er givetvis noget griseri at revne på langs, og det bør derfor så vidt muligt undgås ;-)

Kirsten sagde ...

Kan kun fuldt og helt tilslutte mig dine afskyer (kan man overhovedet sige det....?) - har det præcis på samme måde.
Fik mit livs chock til en julefrokost i år (sidste år...) da min bordherre (som jeg mødte for første gang den dag) greb mit lettere brugte snapseglas og tømte det, da han forstod at jeg ikke havde tænkt mig at drikke den hele! Det var selvfølgelig værst for ham selv, men bare tanken om at kunne gøre det!
Tag dine egne rødbeder med på arbejde, det ville jeg gøre!!

Mia Folkmann sagde ...

Jeg kan sagtens forstå dig. Jeg har det personligt svært med smør - og brugte knive i samme. Jeg mister al appetit, hvis der er smør på bordet med "rester" i - og jeg oplevede det især på hoteller i Sverige af en eller anden grund. Alle stak knive ned i det fælles smør, og jeg endte med at købe og medbringe mit eget...

Fruen i Midten sagde ...

Kirsten: Ved ikke, om man kan sige afskyer, men det lyder meget godt ;-) Yrk, en tørstig bordherre.

Mia: Det er altså heller ikke særlig lækkert med fælles smør. Troede egentlig, at alle hoteller benyttede de små en-gangs-bægre, hvor man slipper for at 'arve' de andres krummer.