tirsdag den 6. oktober 2015

Tågedage


Det var tåget det meste af søndagen. Først midt på eftermiddagen brød solen igennem og skabte sensommerstemning.

Også mandag lå tågen tyk og tæt.

Helt ned, hvor den giver dråber i vipper og hår, og hvor morgenlufteturen med Kamelen føltes sært ude af trit med virkeligheden. Det var tyst og stille, og alt, hvad vi hørte, var mine egne dæmpede støvleskridt og de små klik-klik af Kamelens lidt for lange klør mod asfalten. Plus lyden af dråber, der faldt, når træernes blade gav efter for den megen væde.

Ellers intet at høre og intet at se.

Alt var som pakket ind i vat.

Donnaen havde sin egen tåge-dag i sidste uge.

Hvor matematiklæreren ringede, at Donnaen var blevet sløj, om jeg kunne hente og køre hende hjem? Hvilket jeg godt kunne, og så trillede jeg afsted. Først undervejs begyndte jeg at fundere over, hvad matematiklæreren egentlig havde ment med 'sløj', og da jeg ankom, midt i et frikvarter og med en kødrand af elever omkring Donnaen, der lå på en bænk med et tæppe over sig, blev jeg klar over, at 'sløj' nok ikke var det udtryk, jeg ville have valgt.

'Virkelig dårlig', og 'Hvorfor er der ikke nogen, der har ringet 112?' lå mere lige for, syntes jeg.

Men nu var jeg jo kommet, og en meget slatten Donna blev bugseret ind på bagsædet af bilen, sammen med en sød klassekammerat, der tilbød at tage med til akutklinikken, hvortil jeg ikke var i tvivl om, at Donnaen skulle. Hurtigt.

Og så gjorde jeg alt det, som man ifølge det officielle system slet ikke hverken kan eller skal.

Fravalgte ambulancen, undlod at ringe til egen læge og drønede bare direkte til hospitalet og om til indgangen til akutklinikken. Parkerede imod alle regler og for ind på gangen, hvor jeg greb fat i den første og bedste sygehusklædte person, jeg mødte, og forklarede ham, at jeg havde brug for omgående hjælp til en pige, der dårligt nok var ved bevidsthed.

Han nåede lige at rulle med øjnene over den uautoriserede tilgang til tingene, men tog sig så sammen, og sammen med en sygeplejerske, der havde kigget ud på gangen fra et kontor, løb han med ud. De fik fat på en båre, fik lempet Donnaen ud og op på båren, kontaktede intensiv og for afsted.

Systemet fungerede.  Bureaukrati og stive regler kan - heldigvis - stadig tilsidesættes, når det virkelig gælder.

I første omgang fik veninden og jeg ikke lov at komme med ind på intensiv, men efter, hvad der føltes som en evighed, men nok snarere var et sted mellem fem og ti minutter, blev vi hentet ind. Og så måtte veninden forklare, hvad der var gået forud, for Donnaen var ikke i stand til at forklare noget, og jeg vidste ingenting.

Egentlig var der ikke sket så meget. Donnaen havde klaget over kradsen i halsen og kløe i øjnene og var hurtigt blevet først skidt og derefter decideret dårlig. Men så vidt veninden vidste, havde Donnaen ikke indtaget hverken vådt eller tørt, der kunne forklare en mulig allergisk reaktion.

Det kunne alle apparaterne, som Donnaen var blevet tilkoblet, heller ikke. Ikke et eneste tal så forkert ud. Ikke desto mindre var Donnaen stadig uden for almindelig rækkevidde, og lægen kløede sig i nakken.

Efter lidt tid fik Donnaen det først lidt bedre og senere helt fint, og den korte version er, at vi blev lukket ud midt på eftermiddagen. Ikke en pind klogere, men med lovning på en indkaldelse til lungeambulatoriet til videre udredning.

Sådan er der så meget, som ikke sådan lige lader sig forklare.

Men skulle nogen spørge, fortrækker jeg ekstern tåge fremfor den interne udgave.


Søndag formiddagståge.

17 kommentarer:

BedstesBlog sagde ...

Sikke dog en ualmindeligt ubehagelig oplevelse I har haft. Jeg håber virkelig, at de kloge hoveder kan hitte ud af, hvad der lå til grund for Donnaens ildebefindende.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Det var bestemt ikke sjovt i de indledende faser. Og det vil være rart at finde ud af, hvorfor det skete. Umiddelbart tror jeg dog, at det kan blive svært hvis ikke umuligt at finde ud af.

Stegemüller sagde ...

Hold da op hvor lyder det ubehageligt! Det var da altid noget, at skolen ringede til dig, når de nu ikke kunne finde ud af at ringe 112. Man må håbe, de kan kan finde ud af, hvad der skete, så I kan tage jeres forholdsregler i fremtiden.

Birgitte B sagde ...

Puha, godt hun ikke fejlede noget slemt, sikke en forskrækkelse... Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Ubehageligt, ja! Godt, de ringede til mig, men bare underligt - synes jeg - at de ikke bliver så nervøse, at de ringer 112 :-( Måske er jeg bare lidt en pessimist, men jeg har ikke de store forventninger til, at der bliver fundet en egentlig forklaring.

Birgitte: Ja puha. Man når lige at tænke både dit og dat, men det mente lægerne heldigvis ikke, der var tale om :-)

overleveren sagde ...

Sikken forskrækkelse I fik jer der.. godt der vist ikke var noget rigtigt alvorligt galt, selvom den slags "udfald" kan være alvorlige nok i sig selv. Håber I får klarhed over hvad det var der skete for hende, så hun kan være lidt mere opmærksom på det der i fremtiden.

Men et spørgsmål må jeg altså forsøgsvis stille.. nogen der har spurgt hende om stress?

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Godt at se dig i kommentarfeltet :-) Ja, det var en forskrækkelse. Og nej, det har ingen - endnu - spurgt ind til. Og du kan sagtens have fat i noget der, for den unge dame byder på mange måder sig selv og sin krop mere end hvad godt er. Så det ...

M.S. sagde ...

Sikke en forskrækkelse. Håber I finder en eller anden forklaring eller noget. Det er godt hun er bedre igen. Jeg er ikke fan af tåge. Her var der også pænt tåget i mandags og jeg skulle til Odense. Havde en varebil helt oppe bag i hele vejen, da det var for tåget til han kunne overhale men han jo åbenbart syntes jeg kørte for langsomt.... Krydser fingre for I finder ud af, hvad den kære Donna fejlede.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Ja, det var. Jeg har været heldig ikke at skulle ud at køre langt i disse tågede dage, for det er da overhovedet ikke sjovt. Tak :-)

Ellen sagde ...

Sikke en forskrækkelse - for pokker da også. Hendes 'oplevelse' minder meget om den, en med-flypassager var ude for på vej til Island. Hans vejrtrækning stoppede, og han besvimede selvfølgelig, men jeg ved faktisk ikke, om han også fik hjertestop. Et kompetent flypersonale fik liv i ham; der ventede ambulance i Reykjavik, men den kom han aldrig med, for da var han frisk som en havørn igen! Meget meget underligt. Der blev taget et hav af prøver, men ingen viste noget unormalt. Han tilskrev det selv, at hans krop var stresset, fordi han bare to dage inden var kommet hjem fra Japan.

Jeg holder meget af tåge, bare jeg ikke skal køre bil i den. Den der uvirkelige, sagnlandsagtige virkelighed er ret fascinerende.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: JA! Og meget mærkeligt. Som med "din" medpassager. Måske kan det - som også Overleveren er inde på - være stressrelateret. Det er nemlig ret fascinerende, og man forventer næsten at se elverfolk danse på engene :-)

Inge sagde ...

Det lyder bestemt som en skræmmende oplevelse, godt hun fik det bedre. Jeg håber I finder ud af hvad og hvorfor hun blev dårlig.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ja! - Til det hele :-)

Annemor sagde ...

For en vond opplevelse. Jeg håper at de finner ut hva som var galt med Donnaen og at det ikke inntreffer igjen. Men stressrelatert kan det nok være.
Jeg vet ikke, men kanskje hun hyperventilerte først og så ble det verre?
God bedring til dere begge. Slik sjokk setter en virkelig støkk i en stakkar.
Klem :)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Det vil være dejligt, hvis der bliver fundet en årsag. Om hun hyperventilerede, ved ingen. For det blev der ikke spurgt om, og hendes klassekammerater ville ikke have vidst, hvad der foregik, hvis Donnaen virkelig hyperventilerede. Måske gjorde hun. Det ville ikke have været første gang. Tak. Du har helt ret. Moren var også lidt slatten bagefter. Klem sendes tilbage :-)

Liv ☆ sagde ...

Puha. Øv. Jeg har en engang skrevet til sundhedsministeren og klaget over at det endnu ikke er forbudt at have syge børn. Det bør det være. Nu. Godt du bare reagerede. Godt du sk** på reglerne - og ellers kan man vel ringe 112 fra sygehusets p-plads, eller hvad? Puha. Intensiv er bare sådan et grimt ord i sygehus sammenhænge. Puha - igen.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Jeg er faktisk sikker på, at man kan ringe 112 fra hospitalets parkeringsplads, men jeg er også ret sikker på, at det ville tage l-a-n-g tid at nå frem til en fornuftig reaktion. De ville vel sende en ambulance? Ja, meget grimt ord, men alligevel rart at nå inden for dørene, når man er overbevist om, at det er det, der skal til.