fredag den 24. januar 2014

En glemt moster


Gemalen synes, jeg har sære tilbøjeligheder.

Ja ja, det har han også. Det er bare nogle andre, og så står vi lige og behøver ikke at bekymre os videre om det.

Blandt andet synes han, at det er sært, at jeg ikke bare kan bladre forbi siden med dødsannoncer i avisen uden lige at kigge.

Men det kan jeg altså ikke, og det resulterede i cirka følgende samtale ved morgenbordet en dag mellem jul og nytår:

- Har du tilfældigvis en moster, der hedder Gertrud Kirstine?

- Hvorfor i alverden spørger du dog om det? spurgte Gemalen desorienteret.

- Det er bare fordi, der er en Gertrud Kirstine Svendsen, der er død, og nu efterlyser Københavns Kommune pårørende.

- Mor kom altså ikke fra København, sagde Gemalen uden at løfte blikket fra avisen.

- Nej, men hun kom fra Stenlille, ligesom denne her dame, og hendes fødselsår passer meget godt med, at hun kunne være din mors søster. Og så var det bare, at jeg tænkte.., fremturede jeg.

- Mor hed ikke Svendsen, mumlede Gemalen uinteresseret.

- Nej, hun hed Olsen, født Nielsen. Og man kan ikke se ud af annoncen, hvad hende her Gertrud Kirstine hed, før hun blev gift. Hvis hun altså blev gift.

Uvist af hvilke årsager vågnede Gemalen nu efterhånden så meget, at han sagde:

- Mor havde faktisk en søster, der hed Kirstine. Men det er nok 40 år siden, jeg har set hende. Mindst. Må jeg se avisen?

Det måtte han, og et øjeblik efter havde han talt med en venlig herre på et eller andet kontor for efterlysning af pårørende, og denne herre havde bekræftet, at Gertrud Kirstine i følge hans oplysninger faktisk var født Nielsen. Nå, men så mente Gemalen nok, at han muligvis var afdøde dames nevø. Den venlige herre og Gemalen talte sammen i yderligere et par minutter, hvorefter Gemalen lagde på, og både Donnaen og jeg gloede afventende på ham.

- Hvad så, hvad så? spurgte vi i munden på hinanden, for det var da lidt spændende, på en måde, det her.

- Så ikke noget. Jeg hører nærmere, svarede Gemalen.

Det var lidt nedslående, og Donnaen besluttede fluks at starte sine egne undersøgelser. På nettet. Og i løbet af mindre end 10 minutter havde hun fundet den rigtige folketælling og stavet sig (jeg skulle hilse og sige, at 'krølle-skrift' er noget af en udfordring for en 14-årig) gennem en hel stribe opslag for at nå frem til Farmors familie.

Ganske rigtigt; Farmor havde en storesøster, Gertrud Kirstine. Fødselsdatoen matchede bare ikke annoncen i avisen helt. Men det viste sig at være en fejl. I avisen. Fandt Gemalen ud af, da han et øjeblik senere igen havde talt med den venlige herre fra før.

Nu var der ingen tvivl; afdøde dame var virkelig Gemalens moster.

Hvorfor havde vi så aldrig hverken hørt om hende eller mødt hende?

Det var faktisk en lidt trist historie. Om hvordan Gemalens far og Gertrud Kirstines mand ikke havde kunnet udstå synet af hinanden. På grund af forskellige politiske holdninger, som de åbenbart ikke havde kunnet lægge væk og se stort på, når familierne skulle være sammen. Og søstrene havde ikke bare besluttet, at så kunne de da være sammen uden de dumme mænd. Hvorfor kontakten var ebbet ud, og de to gamle søstre havde ikke fundet det umagen værd at finde sammen igen, da deres respektive ægtefæller døde. Gemalens far har været død i mere end 30 år, så der havde ellers været tid nok.

Måske var der også andre, der havde svært ved søskende-relationerne, for selv om Farmor og Gertrud Kirstine havde flere søskende, var Gertrud Kirstine nu endt som afdød uden kendte pårørende. Trist synes man jo. Men måske har hun ønsket det sådan? Farmor havde heller ikke megen kontakt til sine andre søskende. Og til sidst slet ingen.

Et par dage senere ringede en præst til Gemalen. Det var ham, der skulle stå for bisættelsen af Gertrud Kirstine. Om Gemalen havde noget at fortælle? Det havde han ikke rigtigt, da han jo ikke havde haft nogen form for kontakt de sidste 40 år. Derfor syntes han også, det var lidt for meget at drage tværs gennem landet for at deltage i bisættelsen.

For et par dage siden kom den officielle meddelelse fra Københavns Kommune om, at nu var Gertrud Kirstine blevet bisat, kremeret og hendes urne sat ned i de ukendtes grav.

Og det var så det.

Jeg synes stadig, det er lidt underligt.



For god ordens skyld skal det lige nævnes, at Farmor og hendes søster ikke kom fra Stenlille i virkeligheden. Og der var ingen, der hed hverken Gertrud Kirstine eller Olsen, Nielsen eller Svendsen. Men resten af historien er rigtig nok.

18 kommentarer:

M.S. sagde ...

Sikke interessant og ja, lidt sørgeligt at de aldrig fandt hinanden igen. Tak for din fortælling:)

Pia sagde ...

En interessant, god og sørgelig historie på en og samme tid.
Små stridigheder, og stædighed kan føre meget med sig. Jeg håber Gertrud havde en omgangskreds, og bare var alene og ikke ensom. Det har ingen fortjent.
Måske din særhed om at læse dødsannoncer, ikke mere hører under kategorien sære tilbøjeligheder.

BedstesBlog sagde ...

Det kan jo være svært at vide, hvorfor det gik, som det gik. På en måde er det jo altid trist, når nære familiemedlemmer mister kontakten til hinanden, uanset hvad årsagen er.

Inge sagde ...

Spøjs historie, men ærgerligt at de to gamle damer ikke nåede at få nogle gode år sammen. De kunne formentlig sagtens ha nydt at finde hinanden igen.
Spændende om I skal arve noget godt. :-)

Ellen sagde ...

En historie fra det virkelige liv. Jeg har oplevet samme søskende'fjendskab', hvor det i virkeligheden var mændene, der blev uvenner. Det tror jeg ikke ville kunne ske i samme omfang i dag - eller også er jeg bare frygtelig naiv.
Jeg kan altså heller ikke lade være med at læse dødsannoncer, vil jeg lige hviske dig i øret.

Lene sagde ...

Nu holder jeg ikke avis, men da jeg gjorde læste jeg også dødsannoncerne :-)
Vi oplever på afdelingen mennesker, som ikke har kontakt til familien og nogle gange får vi lov til at kontakte dem, andre gange kontakter andre familien, og så sker det at kontakten bliver genoprettet.

overleveren sagde ...

En lidt trist reminder på at man skal holde fast i sit netværk hvad enten det er det familiære eller har anden oprindelse.

Har nu dog en masse forståelse for at det kan ske på den her måde, og kan da osse imødese noget lignende på egne vegne da jeg jo ikke har megen familie tilbage.

Dødsannoncer bliver osse kigget igennem her - når lejlighed byder sig. Men det har nok andre årsager..

Liv (pladstilverden) sagde ...

Arj hvor er det bare pudsigt. Altså at du falder over dén annonce - og at det så er moster! Lidt trist, men også dejligt at i var nogle der huskede hende - trods alt ♡

Fruen i Midten sagde ...

Ja, i hvert fald lidt trist. Selv tak :-)

Pia: Det håber jeg også, men aner det ikke. Du har ret; alene er OK, ensom er ikke. Næh, jeg tror ikke Gemalen har skiftet mening, hvad det angår ;-)

Randi: Meget svært at vide, og ja, det er altid trist.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ja, man kunne da sagtens forestille sig, at de kunne have hygget sig med at sidde og mimre sammen :-) Det tror jeg ikke. Gemalen har sært nok overhovedet intet hørt om noget bo eller nogen bo-opgørelse.

Ellen: Nej, man kan jo håbe, at ægtefæller ikke på den måde kan komme i mellem søskende mere. Alverdens elektroniske medier gør det i hvert fald nemmere at holde kontakt, selv om man ikke nødvendigvis ses. Så er vi da to, der gør det ;-)

Lene: Ikke to men tre ;-) Det må være dejligt at opleve, hvis kontakten til familien genoprettes. Og helt forfærdeligt, hvis den ikke gør på trods af forsøg på det ...

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Det skal man nemlig. Der kan jo være tunge, dybtliggende årsager til, at man ikke holder (eller fravælger) kontakt til familien. Men hvis det bare sker pga dumme ægtefæller er det da synd.

Liv: Det var mere end bare pudsigt. Det var vildt mærkeligt! Det havde dog været sjovere, hvis hun var blevet husket i levende live ...

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Det skal man nemlig. Der kan jo være tunge, dybtliggende årsager til, at man ikke holder (eller fravælger) kontakt til familien. Men hvis det bare sker pga dumme ægtefæller er det da synd.

Liv: Det var mere end bare pudsigt. Det var vildt mærkeligt! Det havde dog været sjovere, hvis hun var blevet husket i levende live ...

Rejen sagde ...

Ærgeligt at de to søstre ikke fandt sammen igen, men desværre er det jo sådan i mange familier, at man glider fra hinanden.

jonna Ipsen sagde ...

fin historie , trist de to søstre ikke fik glæde af hinanden
i deres sidste år, men sådan er det desværre tit , og mange dør i ensomhed

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Ja, og der kan være mange (gode eller mindre gode) grunde til, at man glider fra hinanden. Men hvis det virkelig bare var ægtefællerne, der ikke kunne tåle hinanden, var det virkelig ærgerligt, synes jeg.

Jonna: Jeg ved ikke, hvor tit det sker, men trist er det i hvert fald.

Lone sagde ...

Jeg var til begravelse i søndag, en af vores bedste venner.
Han og broderen blev uvenner for 12-14 år siden.
Broderen var ikke tilstede ved begravelsen.
Vores ven valgte istedet for at omgive sig af venner og dem var der mange tilsted af.
At man er i familie med hinanden behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man kan holde hinanden ud.

Annette sagde ...

Nej, hvor er det spændende og rigtig trist på samme tid, tak fordi du delte.
Gudskelov, at du læser dødsannoncer, det er da ikke spor sært (jeg gør det også, men det er knap så sjovt i en hollandsk avis).
Før jeg flyttede til Holland, havde jeg aldrig oplevet, at familiemedlemmer mistede hinanden af syne, men her hører jeg ofte om det, også i husbonds familie.

Fruen i Midten sagde ...

Lone: Hvor trist for jer at miste en god ven. Sådan går det jo sommetider. Vi kan kun håbe, at det samme var tilfældet for mosters vedkommende - at hun havde venner altså :-)

Annette: Okay, så er vi nogle stykker, der læser dødsannoncer ;-) Næh, heller ikke jeg. Men jeg kan godt se risikoen lure et par steder. Desværre.