onsdag den 1. januar 2014

En frisk start


Hvad der har lydt som halvandet døgns borgerkrig er slut, og vi er kommet godt ind i 2014.

Godt så.

Og godt nytår!

Et nyt, fint og ubrugt år står og venter på at blive brugt.

På bedste måde helst. Med gode oplevelser, der trækker mundvigene op. 2013 bød på fine oplevelser til os med konfirmation og skønne rejser. Men der var også meget malurt i bægeret med farmors død og diverse familiemedlemmers lidt for hyppige besøg på hospitalerne. 2014 må meget gerne blive malurt-fri.

Derfor vil vi også gerne starte på den helt rigtige måde.

Første januar må meget gerne tage sig pæn ud. Med sol, der indbyder til årets første gåtur. Så er man li'som kommet godt igang. Men desværre har hele dagen være grå og mere eller mindre regnfuld. En rigtig nattøjsdag. (Tak til Ellen for et fint udtryk). Vi beholdt dog ikke nattøjet på, men blev indenfor og tullede stille rundt. Donnaen havde et par projekter med deadline i morgen, 2. januar. Hun var sådan cirka trekvart færdig, men moderens slattenhed de seneste dage havde uheldigvis udsat den sidste finpudsning til sidste øjeblik. Så hun, altså Donnaen, var på et tidspunkt lidt presset. Men hun sover nu med god samvittighed og to færdige opgaver i skoletasken.

Snot- og hostefrie kunne vi altså heller ikke prale med at være ved nytårsskiftet. Nu har særligt oplysningsparate individer endda fortalt, at pågældende virus kan tage mellem 4 og 6 uger (SEKS UGER!) at komme over. Den oplysning kunne jeg sådan set godt have undværet. Men altså, så længe vi kan nøjes med at være forkølede, skal vi jo lade være med at gå rundt og være ynkelige. Der er så mange andre, der med glæde ville bytte deres skavanker bort for seks uger med hoste og stoppet næse.

Og vi har tag over hovedet og mad i køleskabet, og selv om vi absolut ikke gider at skulle tidligt op i morgen og ud i mørket (kulde og sne kan vi jo heldigvis se bort fra) for at komme på arbejde og i skole, så går det jo nok endda.

For om kun to dage har vi weekend, og før vi får set os om, er januar både godt i gang og næsten overstået, og de lysere tider er på vej. Og om lidt bliver det forår med påskeliljer. Og sommer med bare tæer, blå himmel og hyldeblomster. Og og.

Lad os bare se at komme i gang.


10 kommentarer:

Ellen sagde ...

Velbekomme ... er kun glad, hvis jeg kan få introduceret nye ord, som ikke er engelske ;-)
Efter at have investeret i noget rigtigt herrenattøj, som er skøøønt at have på, er jeg faldet frygteligt af på den og har hele to gange præsteret at dappe rundt i nattøj hele dagen. At jeg ikke sover i det om natten, er aldeles ligegyldigt; det kommer på om morgenen og bliver brugt som en slags morgenkåbe.
For det meste ...
Jeg håber sandelig ikke, at du skal trækkes i seks uger med dine irriterende plager, så du ønskes hermed både god bedring og et godt nytår!

Liv (pladstilverden) sagde ...

undskyld for vejret. jeg arbejder på det.

overleveren sagde ...

6 Uger.. så er jeg endnu mere selvtilfreds med at det ikke lykkedes at få mig smittet osse. Håber ikke du skal trækkes med det så længe.

Nattøjsdage hedder her i huset "en dag i grimt tøj"... men det andet ord dækker det næsten bedre.

Støtter og håber på det samme.. et malurt-fri 2014. Lad os arbejde på det..

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Kunne du ikke bare stjæle Johns nattøj? Men det er måske lidt rigeligt ;-) Hvis man hygger sig, behøver det vel ikke nødvendigvis at være 'at falde af på den'. Så er det vel bare hygge? Tak - og tak i lige måde :-)

Liv: Hmm, det kunne du faktisk godt have gjort lidt bedre. Men okay, det var mildt ;-) Stort tillykke med fødselsdagen :-)

Overlever: Det var også godt! Seks uger er nok worst case, og jeg håber dælme, at jeg ikke skal gå med det så længe. Ikke desto mindre har Gemalen nu rundet de fem uger. Medmindre han har været syg to gange? Ja, det arbejder vi på. Både her og der og alle vegne :-)

Susanne sagde ...

Her i huset dyrker vi dage i blødt tøj. Sådan noget, der ikke strammer og som må krølles sammen under et tæppe på sofaen. De samme dage glemmer jeg alt om hår og mascara. Og kommer der nogen, må de bare lukke øjnene eller tage det, som det er.

Jeg krydser også fingre for et 2014 helt uden malurt i bægeret. Godt nytår til jer....

BedstesBlog sagde ...

Det er dejligt at snuppe en dag i ny og næ, hvor man tøffer rundt i afslappet tøj - nogen kalder det jo noget så fint som homewear - det lyder da lidt smart :-)
Håber, at du snart er helt frisk igen, så du kan bide det nye år i låret. Rigtig godt nytår til hele familien!

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Haha, 'dage i blødt tøj', hvor er det fint. Og altså, det er da på eget ansvar, hvis folk ringer på uanmeldt ;-) Ja, lad os alle gøre det. Tak og i lige måde.

Randi: Hehe, 'homewear' - fint skal det være ;-) Tak, jeg er nogenlunde frisk, det meste af tiden. Men bliver pludselig træt og får - især ved sengetid nogle irriterende hosteture. Tak i lige måde :-)

Annemor sagde ...

Jepp, la oss komme i gang med vår og blomster og sommer og sol.
Æsj, det kan vi ikke dirigere, må nok vente.
Godt og vakkert nytt år og en mormorklem :)

Rejen sagde ...

nattøjsdage er bare dejlige, især når vejret er gråt og kedeligt udenfor. Og ja vi håber på at 2014 bliver uden malurt, men byder på masser af gode oplevelser og ferier. Godt nytår til dig, Donnaen og Gemalen. ;-D

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, nu må det for min skyld gerne komme, foråret :-)Tak i lige måde og klem tilbage.

Rejen: De er nemlig hyggelige :-) Ja vi håber. Og du har da i særdeleshed fortjent et malurt-frit 2014. Tak og også rigtig godt nytår til dig og dine :-)