onsdag den 7. oktober 2015

200 edderkopper senere


Ta dah, jeg er færdig med at male!

Næsten, i hvert fald ...

Jeg mangler stadig et lille badeværelsesvindue. Men for at male det, skal nogen holde stigen, og når denne nogen går rundt med krykker, så må det altså vente. At jeg ikke kunne regne ud på forhånd, at det ville have været smart at male netop dét vindue, inden Gemalen skulle have skiftet hofte, lader vi lige ligge.

De sidste døre og vinduer er blevet malet i meget små portioner, for selv om jeg har været heldig med dejligt efterårsvejr, så er det altså ikke det samme som højsommer. Jeg har måttet vente på, at tågen forsvandt, og at temperaturen kom lidt op. Og jeg har måttet stoppe tidligere, for at træværket kunne nå at tørre, inden dørene skulle lukkes og låses om aftenen.

I og med jeg er færdig - altså næsten - med at male, er jeg også færdig med at fjerne edderkopper. Både de levende, de døde, de halvdøde og alle æggene. Plus spind og døde insekter, der sad i spindene rundt omkring.

Bwadr!

Og nu er der et helt år, til der skal males igen. Eller mere nøjagtigt ti måneder. Som ideelt set kun burde være 7-8 måneder, for så ville jeg komme i gang allerede før sommerferien og måske have en reel chance for at blive færdig, mens det stadig var sommer.

Så kunne jeg måske også nå at male terrassen.

Jeg bliver træt bare ved tanken.

Det gode ved terrassen er dog, at den er nogenlunde edderkoppefri.

Hvilket man ikke kan sige om huset helt generelt lige for tiden, hvor den ene kæmpestore Svetlana efter den anden lader sig se højt oppe på væggene.

Gerne lige inden sengetid ...

Donnaen og jeg er enige om, at de i år er endnu større end de plejer. Måske er det rigtigt. Måske skyldes det, at familiens helt har sat den hvide hest i stald og i stedet optræder på krykker?

Edderkoppejagt på krykker er bare ikke særlig effektivt, og det nytter fedt at true ad dem med løftet krykke ...

Og så var der lige den Svetlana, der var faldet i badekarret - hvorfra ingen edderkop (så vidt vides) er sluppet med livet i behold. Mine morgenrutiner tillader dog ikke, at jeg også skal bruge tid på at samle mod sammen til at slå edderkopper ihjel, så den fik lov at blive gående, til jeg kom hjem igen om eftermiddagen.

Og så var den væk!

Nogen, som måske endda muligvis var mig selv, havde efterladt et håndklæde på kanten af badekarret, og jeg turde næsten ikke løfte det op for at konstatere, at der var Svetlana heller ikke.

Til sidst blev jeg nødt til at spørge Gemalen, om han kendte til Svetlana og hendes skæbne.

Det gjorde han, og han bedyrede, at hun var helt død.

Hvordan det var lykkedes Gemalen at nå helt ned i bunden af badekarret, ved jeg ikke.

Men det er også lidt lige meget. 


Væk er væk.

Ikke Svetlana, men bare et genbrugsbillede
fra et af mine mange tidligere edderkoppe-indlæg.

21 kommentarer:

Inge sagde ...

Hold da op.. maler du vinduer og døre HVERT år..??? Det lyder ret vildt i mine ører.. :-)

Tror du ikke bare gemalen har skyllet edderkoppen ud i afløbet..?? Jeg har engang slået et stort stykke emalje af et badekar, fordi jeg knaldede en edderkop med en træsko.. Det kunne badekarret ikke holde til. :-) Min popularitet v. min daværende mand kunne ligge på et meget lille sted, da han så det, jeg fokuserede på at edderkoppen døde :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ikke lige grundigt hvert år, men nogle vinduer har helt sikkert bedst af en tur hvert år, mens andre godt kan springes let hen over og nøjes med hvert andet år. Hahahah, det er godt, jeg kun bruger mao-sko! Jeg ville også til enhver tid fokusere på, at selve missionen var veludført. Det er lidt som med James Bond-film, ikk'; der er jo også lidt spild hist og her, før det hele kan ende godt ;-)

Birgitte B sagde ...

Gemalen har vel bare trykket hende flad med den ene krykke? hahaha... Jeg er slet ikke bange for edderkopper, men den dag der sat en i mit håndlæde - og jeg opdagede det, da den kravlede på mig, mens jeg var ved at tørre mig, der måtte jeg lige trække vejret et par gange...
Kh. Birgitte

Stegemüller sagde ...

Jeg hader også edderkopper, faktisk er jeg bange for dem. En af fordelene ved at bo i byen og på 1. sal er så, at her faktisk aldrig kommer en edderkop.

Hvor er det dejligt, at du er blevet (næsten) færdig med at male; så kan du gå vinteren i møde med god samvittighed.

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Og så har den heldigvis siddet fast på krykken, så han bare kunne pille den af og smide den i skraldespanden? - Adwr altså ;-) Åh gys, jeg tror, jeg slet ikke ville have trukket vejret et øjeblik.

Stegemüller: I betragtning af, hvor højt vores edderkopper kravler, undrer det mig, at der ingen er hos dig. Men godt for dig :-) Ja, det er rigtig dejligt.

M.S. sagde ...

uh den er stor. Edderkopper er træls og indtil videre har vi været rimelig heldige, ikke at se for mange af dem. Er nu sikker på de nok skal dukke op lige pludselig:/

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Ja, de er! Det skal du bare nyde, så længe det varer :-)

Ellen sagde ...

Min første tanke var mage til Inges ... male hvert år? Du godeste - jeg regner da med højest at male vinduer og døre hvert tredje år.
Svetlana??? Hvor kommer det dog fra? Når man har valgt at flytte til et stråtækt hus, kan man godt glemme alt om edderkoppefobier, så jeg er efterhånden blevet ret hærdet. Ikke at jeg synes de ligefrem er hyggelige, men nu kan jeg selv fjerne dem ...

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Nogle - de høje vestvendte - vinduer har tydeligvis godt af en tur hvert år. Men det er jo også bare sådan noget træbeskyttelsesnoget, jeg maler med og ikke fin blå, rigtig maling som til jeres vinduer. Det gør nok en forskel? Det er fordi de der store edderkopper minder mig om hårdtpumpede kvindelige østeuropæiske atleter med overskæg ;-) Næh, den stråtækte er nok lidt en edderkoppe-magnet, så jeg kan godt forestille mig, at du er nødt til at gå i hærdetræning for ikke at skulle kalde på hr. Nielsen i et væk :-)

Annemor sagde ...

Svetlana er død, hurra for det. Håper hun ikke etterlot seg arvinger.
Male hvert år? Like konfus som andre her.
Men for all del.

Jeg tror kan hende det dukker opp en feilpostet kommentar hos deg. Slik går det når man blingser :)
Klem fra Nord og vekk med alle edderkopper :)

Pia sagde ...

Min tanke omkring maling af døre og vinduer gik på at I måtte bo i mange, mange hundrede kvadratmeter. Det strejfede mig slet ikke, at du maler hvert år. Vi har fundet en god maling, der holder mindst 10 år (de allerflest steder på huset) men træbeskyttelse er nok noget andet, vil jeg også tro, uden at være ekspert.
Sikke noget med Donnaen. Min niece 'lavede det samme nummer' mange gange i sine teenagerår. Hun blev undersøgt grundigt, og man fandt ikke noget unormalt. Tværtimod var det meget normalt blandt unge piger fik de at vide. Det undrede os alle, at sådan noget kan være normalt.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Nej, huset er ret almindeligt, størrelsesmæssigt i hvert fald :-) Det er nok det, at det 'kun' er træbeskyttelse, der gør forskellen. Der står ganske vist på bøtten, at det kan holde meget længere, men jeg synes ikke, det passer. Det trøster lidt, at der også er andre teenagepiger, der laver det nummer. Min chef har en datter, der besvimer en gang i mellem, 'bare sådan', uden at nogen kan finde noget som helst unormalt ved alle de tests, som hun har gennemgået. Men ligefrem 'normalt' - hmmm.

Laika sagde ...

Uh jeg har det sådan med edderkopper, at de skal ikke være i huset, men de må heller ikke slås ihjel. Det er meget besværligt for min gemal, for hvis jeg ser en edderkop må han bevæbne sig med et glas og et stykke pap, så kræet ned i glasset med pap henover og så ud i haven med den. I en periode hvor han var på krykker på grund af et udskiftet knæ, måtte jeg selv gøre det. Den sad i vindueskarmen på badeværelset. Så mig bevæbnet med glas og pap, ned med kræet, åbne vinduet og hælde den ud. Men ak og ve, den sad på pappet hvorefter den faldt ned på badeværelsegulvet og i al min panik (læs hysteri) måtte jeg træde på den for ikke at blive overfaldet. Fortæl endelig ikke min mand det :-D

overleveren sagde ...

Nå male hvert år... det er ihærdigt, men du må da få en vis rutine i manøvren. Virker bare heeelt vildt på mig, da ikke engang de sommerhusejere jeg kender der bor helt ude ved kysten er så ihærdige med træbeskyttelsen.

Her i familien har vi jo ikke en mand til at fange edderkopper så den tjans påhviler mig - godt assisteret af hunden. Jeg afsitter dyret, rager edderkoppen ned på gulvet og siger "Søge"... og så håber jeg på at hunden tager edderkoppen inden den kommer i sikkerhed under et skab eller lignende. Men en edderkop ude i gangen hvor gemmestederne er færre er en ren fest for hunden. Er omgivelserne mere komplicerede vipper jeg den oftest ud af vinduet.

Fruen i Midten sagde ...

Laika: Haha, du må da være besværlig at bo sammen med i edderkoppe-sæsonen ;-) Det der med at bære dem ud for så bare at vente på, de kommer ind igen, gider jeg altså ikke. Jeg skal nok tie stille ;-)

Overlever: Ved ikke. Jeg havde nogle vinduer mod vest, som ikke fik sidste år. Det var lidt for tydeligt, at de trængte - meget - til at blive malet. Her er Kamelen ikke til meget hjælp. Dels er hun for langsom, dels er hun slet ikke indstillet på at slå noget ihjel :-)

monica sagde ...

uh
endnu værre end en kæmpe giga behåret utilregnelig edderkop - er en af slagsens der er blevet væk!!
Hvor er det godt vi har mænd. Deres spidskompetence er at løfte tunge ting og slå edderkopper ihjel.

Lene sagde ...

Godt gået med alt det malen. Gemalen er heldig at han har dig til at tage vare på maleriet. Vi "glemte" at give vores sommerhus beskyttelse i nogle år, de så også ud derefter, da jeg gav dem i sommer. Nu skal de have til foråret og så håber jeg på hver andet år.

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Det er nemlig slet ikke godt, når de bliver væk! Ja, og så at åbne syltetøjsglas ;-)

Lene: Ja, han er ;-) Jeg satser også lidt på (i år eller næste år) at få det gjort så godt, at jeg kan nøjes med hvert andet år. I hvert fald nogle steder.

Liv ☆ sagde ...

Det billede af Svetlana behøver du ikke sætte på bloggen igen en anden gang. Tak.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Vissevasse, det er bare en lille edderkop ;-) Nej undskyld, jeg ved nok godt, hvad du mener. Lidt i hvert fald. Var selv ved at få kaffen galt i halsen, da anden blogger havde lagt et STORT billede af en snog i toppen af sin blog. Eeiw altså!

Liv ☆ sagde ...

:o) øv for snoge og Svetlanaer