mandag den 20. februar 2017

Sprint, marathon og en tabt mobil


Selvfølgelig var der også langt til Hong Kong. Det føltes bare ikke sådan, og faktisk var udturen lidt kortere, da vi fløj Kastrup-Stockholm-Hong Kong.

Helt præcist fløj vi Karup-Kastrup-Stockholm-Hong Kong og måtte også på udturen op, før en vis mand fik sko på.

Vi havde checket in hjemmefra. Og i Karup var man skam i stand til at sende bagagen hele vejen til Hong Kong. Også selv om vi havde tilkøbt Karup-Kastrup separat fra de øvrige billetter.

I Kastrup havde vi god tid. Og fik endnu bedre tid, da maskinen til Stockholm var forsinket. Så forsinket, at vi godt kunne regne ud, at vi ville komme i tidsnød, så jeg klagede min nød til en steward, som mente, at det nok skulle gå. Da vi lagde an til landing, viste det sig dog, at vi var flere, som var bekymrede, og der kom en servicemeddelelse til de Hong Kong-rejsende om, at vi med det samme skulle gå til gate det og det for at nå flyet.

Donnaen hørte beskeden som Løb!, og det gjorde hun så. Hun sprintede afsted, og hendes gamle mor efter, så godt hun kunne. Overbevise Donnaen om, at vi godt kunne tage den lidt med ro, kunne jeg ikke. Så vi landede i sæderne med pulsen oppe og kunne så sidde der og dampe, ind til de sidste kom ombord. - Og ikke mindst til vores bagage blev fisket frem og lastet med.

Turen gik helt planmæssigt. Vi fløj gennem en kort nat og landede klokken 07:10 i Hong Kong. Indrejseformularen til Hong Kong havde vi udfyldt, og så gik det fuldstændigt uproblematisk gennem paskontrol og bagageudlevering.

The Airport Express var nem at finde, og da vi pænt linede op for at købe billetter, fik vi at vide, at vi bare kunne hoppe på toget og betale ved ankomsten.

Altså susede vi afsted og fik de første glimt af storbyen og de mange, mange, mange højhuse.

Vel fremme betalte vi vores tur, og jeg spurgte, om vi samtidig kunne få et Octopus-card? Det skulle dog købes ved en anden skranke, og mens vi kunne betale for den første togbillet med kort, skulle Octopus-kortet betales kontant, så jeg måtte først forbi en hæveautomat, som meget passende stod cirka tyve meter væk.

Nu kunne vi i princippet have taget metroen til hotellet, men da der var en gratis hotel-shuttle-service - og vi jo ikke var særligt stedkendte - benyttede vi den.

Ude i trafikken opdagede vi, at vi var landet midt i det årlige Hong Kong-marathon, som - viste det sig - havde opløb stort set lige foran hotellet.

Men det generede selvfølgelig ikke en dreven chauffør, og vi blev læsset af og tog den rullende trappe op til receptionen på første sal. Vi kunne godt checke in, men ikke få vores værelse før klokken 14, hvilket der var cirka fire timer til. Vi afleverede bagagen, satte os ned og sms'ede til Gemalen og bestemte os for at gå ned og kigge nærmere på marathon-løbet.

Der var mange mennesker, virkeligt mange mennesker. Jeg læste senere, at ikke mindre end 74.000 mennesker havde deltaget i enten marathon-, halv-marathon- eller 10 km-løbene. Læg dertil hjælpere, officials, politi, dimse-uddelere og almindeligt nysgerrige. Vi prøvede at finde indgangen til parken og gik lidt frem og tilbage i mylderet.

Ind til jeg pludselig blev klar over, at jeg manglede min mobil.

Den var ikke i tasken, som den burde.

Og heller ikke i min baglomme, hvor den bestemt ikke burde være, men hvor jeg har den normalt hjemme i det midtjyske.

Den var væk! - Tabt eller stjålet.

Pis'oss'!!

Vi tog turen frem og tilbage en gang til, men så den selvfølgelig ikke. Vi kontaktede en official, som henviste til en bod 
for lost & found inde i parken, og vi kontaktede en betjent, som henviste til den lokale politistation.

Fruen kunne mildest talt ikke overskue nogen af delene og valgte at bruge den livline, som hotellet måtte formodes at være.

Imødekommende receptionist hørte på mine kvaler og spurgte ind til mærke og udseende.

Hvorefter anden receptionist gik en tur ud i baglokale og returnerede med - ta dah! - min mobil. Som jeg bare havde efterladt på et lille bord i lobbyen, da vi gik.

En gang i mellem har man heldigvis lov til at være meget heldig.


Højhuse i glas og stål.

11 kommentarer:

Ellen sagde ...

Så heldig har man næsten ikke lov at være, men sikke en lettelse!
Jeg er ret imponeret over, at jeres bagage nåede at komme med flyet, når I var så forsinkede. Hands up for den svenske effektivitet.
Hvad fik jer til at vælge at tage til Hong Kong?

Lene sagde ...

Godt du var heldig.
Og I har så kunnet gå lidt omkring. Det var noget af det, min søster manglede. Der var larm og mennesker overalt og kun metro og veje at færdes på, ingen fortove. Og da de ikke er shoppere, så tiltrak de store indkøbsmekkaer ikke dem. Men sjovt som man ser forskelligt på det, de var på fjorten dages ferie sammen med blandt andet en thailænder, som elskede Hong Kong og derfor havde hun planlagt dage der også, men flest i Thailand. Hun ville så gerne vise dem alt det, hun holdt af, så de til sidst var helt ør i hovedet af sanseindtryk :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Nej, jeg ved det godt, men det var jeg heldigvis alligevel. Ja, det var ret flot, at det blev nået. Øh, eventyrlyst :-)

Lene: Ja! Er du sikker på, at vi taler om den samme by? Vi manglede aldrig fortove eller gå-plads. Mennesker var der overalt, men ikke i ubehagelige mængder. Syntes jeg, men jeg er også hårdhudet, hvad mylder angår, efter at have boet i Tokyo. Donnaen oplevede nok større trængsel, men vænnede sig hurtigt til den :-) Ja, det er virkelig sjovt, som de samme forhold opfattes forskelligt :-)

Mette sagde ...

Uhh... jeg blev helt svedt på dine vejene over mistet mobil:) Holder Hong Kong også kinesisk Nytår. Nu er vi i grisens år er jeg blevet fortalt. Nå, men et sidespring fordi mindstemanden går i klasse med en kineser, og de har lige været 'hjemme' og fejre nytår i Bejing. Dejligt turen gik nemt for jer derover nu du beskrev den stressene hjemrejse igår:o) Ihh, jeg er spændt på at læse mere om jeres tur:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Jeg var også svedt, garanterer jeg! Ja, de gør. De var netop færdige, da vi kom. Tror, det var meget godt, for det havde muligvis været lidt for hektisk. Men i år er altså Hanens År og ikke grisens, må du fortælle Mindstemanden. Det betød, at der var hane-udsmykning mange steder. I'm working on it ;-)

Mette sagde ...

Ej vist da godt det er hanens. Mindstemanden er født i grisens år. 2007. Mindstemanden har helt styr på det, hans mor not so much!!

Fruen i Midten sagde ...

Mette: :-)

Min Servicehund sagde ...

Meget heldigt med den mobil
jeg havde nok hørt edelselsen om straks næsten som Donnaen. .. men lidt mere som gå lige til grænsen af løb, og løb så 10 meter... gå igen hurtigt ....

Fruen i Midten sagde ...

Servicehund: Meget, meget heldigt :-) Haha, du og Donnaen kunne så være et godt par, når I drønede afsted ;-)

/ks sagde ...

Må hellere se at drible videre til næste indlæg. Det er ikke drama du mangler i din rejsefortælling :-)

Fruen i Midten sagde ...

KS: Næh, og hvis der ikke er andre til det, så kan jeg da altid selv sørge for lidt drama :-)