onsdag den 3. oktober 2018

Torinos centrum - tror vi nok


Vi snakkede om at tage til Genova, og vi snakkede om at tage til Torino.

Det var før det katastrofale brokollaps i Genova, men vi opgav alligevel endnu en 125 kilometers udflugt. Fra Ormea til Torino er der også rundt regnet 125 kilometer, men så var det Gemalen satte sig op i sengen næste morgen og sagde:

- Torino er jo på hjemvejen, så jeg gider ikke køre frem og tilbage. I stedet kan vi pakke sammen nu, besøge Torino og så lægge en overnatning ind på den anden side.

- Hmm, sagde Fruen. Det kan vi godt. Hvis du vel at mærke har fundet overnatning til os først, for jeg vil ikke ud og lede efter værelser klokken sent, og oven i købet i højsæsonen.

Gemalen gik i gang med at lede på nettet og fandt ret hurtigt et sted tæt på - dog ikke ved - Como-søen, og så blev det sådan.

Vi gik ned og spiste morgenmad og fortalte værten, at vores rejseplaner var blevet ændret. Det var jo ikke helt løgn, men der var ingen grund til at give ham indtryk af, at vi ikke gad bo hos ham. Det ville vi gerne, men vi ville bare ønske, at beliggenheden havde været lidt bedre i forhold til alle vores udflugter ...

Bilen blev pakket, og vi kørte til Torino. Vi ville gerne besøge automobilmuseet, men da det først åbnede om eftermiddagen, kunne vi lige kigge lidt på byen først. Når altså vi lige havde parkeret. Køre helt ind i centrum turde vi ikke. Vi havde læst en del om miljøzoner i de italienske byer, og da vi ikke kunne gennemskue, om der også var en sådan i Torino, tog vi ingen chancer. Vi parkerede og skulle så bare betale. Der var en P-automat, men den tog ikke kontanter, kun kort. Og vel at mærke kun nogle andre kort end mine.

Nu var vi lidt på glatis, men i det samme kom to P-vagter gående, og Donnaen og jeg fik i fællesskab forklaret, at vi altså gerne ville betale for at parkere, men ikke kunne finde ud af det. Det viste sig så, at de to P-damer kunne udstede og modtage betaling for en P-tilladelse på stedet, og på en blanding af engelsk, italiensk og rigtigt mange fagter lykkedes det os at betale for nogle timers parkering og få noget bevismateriale at lægge i forruden.

Voldsomt tilfredse med os selv, både vores held og vores evner ud i inter-europæisk kommunikation, satte vi kursen mod centrum. I hvert fald mod det, vi regnede med var centrum. For Torino er svær at blive klog på og navigere i, da den almindelige midtby-logik på en eller anden måde mangler, og vi aldrig var helt sikre på, at vi faktisk var i centrum. Her efterfølgende, når jeg kigger på Google Maps, er jeg stadig i tvivl; hvor er centrum? Er der i virkeligheden flere, altså centrummer - og hedder det overhovedet sådan i flertal?

Anyway, vi nåede til en stor plads, som jeg sidenhen har fundet ud af hedder Piazza Castello. Den var nok mere stor end flot, eller også var det bare varmen, der gjorde, at vi var mere interesserede i at gå inde i skyggerne i de mange arkader. Herinde var der, foruden skygge, en lang række butikker af den typiske italienske slags. Både aviskiosker og fine, tussegamle forretninger, der handlede med for eksempel bøger eller lædervarer - tasker og de lækreste handsker, som jeg selv i 35 graders varme godt kunne se behovet for, (men dog ikke købte).

Derfra kom vi til det smukkeste atrium, et kæmpe glasoverdækket rum. Galleria Subalpina, bygget i 1873 i et mix af ny-renæsance og ny-barok (har jeg eftergooglet mig til). Det var dengang, man kunne bygge shoppingcentre, der ville noget. Der er stadig forretninger langs siderne, men vi lagde ikke rigtigt mærke til dem, da vi i stedet var totalt overvældede over det smukke lysindfald, der sammen med de grønne planter gjorde stedet til den dejligste subtropiske oase. Det så ud som om stedet fungerede som restaurant eller konditori, men der var ikke servering, da vi kom forbi. Ellers havde vi nok siddet der endnu og sippet espresso af små delikate kopper. Forestiller jeg mig.

Ude i solen var vi nu nået til Piazza Carlo Alberto med en kæmpe rytterstatue af selvsamme Carlo Alberto, der var hertug af Savoyen og konge af Sardinien. Hvilket jo er interessant at vide, hvis man er bare den mindste smule historiekyndig. Det er jeg så ikke, og det er egentlig lidt ærgerligt, for den er jo ikke kedelig, den italienske historie. Men rytterstatuen var både flot og så tilpas drabelig som det sig hør og bør for en krigsførende konge. Statuen var placeret, så det så ud som om han ville ride direkte ind under de hvælvede buer til Palazzo Carignano, som både har huset hans efterfølger på tronen og det første italienske parlament, men som nu er museum. Vi gad ikke gå på museum, men nøjedes med at beundre den smukke indgang og gården bagved.

Nu var vi både sultne og lidt trætte af at gå, så vi satte kurs mod bilen. Og ikke mindst mod den lille fortovscafé, som vi havde set i hjørnet af en lille park på udturen. Der var lige et bord ledigt til os, og der sad vi så, i skyggen under store, gamle træer og spiste frokost. Og så på mennesker. Da vi skulle betale, måtte jeg endnu en gang konstatere, at vi havde glemt at spørge, om vi kunne betale med kort. Det kunne vi ikke, og jeg havde ikke kontanter nok. Heldigvis var Donnaen gået med ind for at låne toilettet, og hun havde lige de 10 euro, som jeg stod og manglede, og jeg slap for at gå på jagt efter en hæveautomat.

Alt var således såre godt, og vi daskede tilbage til bilen.

Nu skulle vi bare finde automobilmuseet.

Et kig ind i gården ved Palazzo Carignano.


7 kommentarer:

Ellen sagde ...

Er der ikke flere storbyer, der ikke har et decideret centrum? Jeg kan umiddelbart nævne London, Paris og New York - de er dog noget større end Torino, men alligevel :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Mjoh, jeg ved ikke rigtigt. Selv om der “sker noget” mange steder i de nævnte byer, synes jeg nu egentlig, at jeg har en ret god fornemmelse af, hvad jeg synes er centrum. Måske ikke i Paris, men i New York og i London. Men selvfølgelig er det rigtigt, at jo mindre by, jo nemmere er det (normalt) at finde centrum :-)

Lene sagde ...

Hvem bekymrer sig om centrum, når I så finder gode steder at være alligevel :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Det har du selvfølgelig ret i :-) Vi gik lidt med en fornemmelse af, at vi måske gik glip af et eller andet, og det er en dum tilgang til tingene, når man kommer og er ret uforberedt på hvad, hvor og hvorfor. Så ville det være bedre bare at nyde det, som man nu en gang møder. Det bør vi blive bedre til :-)

Pia sagde ...

Centrum er noget, vi for det meste prøver at undgå. Når vi en sjælden gang har forsøgt os, synes vi, at vi bruger alt for meget tid uden at få noget ud af det, men centrum i en lille by, det er noget helt andet. Der er man heller ikke i tvivl om hvor centrum er ;-)

Birgitte B sagde ...

Jeg har efterhånden flere gange været ude for, at de ikke tager kort på små steder i Sydeuropa. Heldigt at I lige havde penge nok :-) kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Centrum er også sommetider lidt opreklameret, men vi vil nu gerne finde det alligevel, da der næsten altid er noget spændende at se. Små byers centrum er noget ganske andet - og tit meget hyggelige steder :-)

Birgitte: Du har ret, men vi bliver alligevel overraskede gang på gang. Ja, det var heldigt, at jeg slap for at skulle ud og finde en automat. Der var vist ikke så langt, men alligevel :-)